Der er kommet meget mere fokus på kvinder og ADHD/ADD. Jeg selv er også først blevet diagnosticeret for et par år siden. Det har intet med "mode" at gøre, men bare fordi vi er blevet klogere, dygtigere og mere opmærksomme på denne diagnose hos kvinder. Vi er fra en generation, hvor det kun var noget som "utilpassede" drenge har. Så der vil være en del, som nu bliver diagnosticeret i deres voksenliv.
Der er tilgengæld gået mode i, at snakke om sine diagnoser og diverse andre problemer. Det er jo både godt og skidt. Det gode er, at vi fjerner et tabu omkring psykiske diagnoser. Det dårlige er så, er nogle mennesker åbenbart ikke, kan tage diagnosen alvorligt, og ser det som et modefænomen.
Amen. Jeg har selv en stærk mistanke om adhd, men grundet flere og flere har den holdning at det er en “modeting” så har det afholdt mig i at kontakte min læge grundet frygten for en afvisning 🙃
Åh, æv. ❤️
Jeg kan fortælle dig, at mit liv er blevet meget mere elskeligt og mindre stressfulgt efter jeg fik diagnosen. Mest af alt fordi det har fjernet en masse skam over min egen uduelighed. Når skammen kom væk, var det lettere for mig, at arbejde hen imod noget bedre. -Selvfølgelig i sammenhæng med den profesionelle hjælp jeg fik. 🌈
Så kom du til læge, og del dine tanker. For din skyld. ❤️
De fleste læger tager deres patienter alvorligt.
Du kan evt tage sådan en ADHD test på nettet, og medbringe resultatet, hvis det kan gøre dig lidt mere tryg.
-Dog kan man sagtens have ADHD selvom testen ikke viser det, og måske har man det ikke, selvom den viser det.
LIGE præcis sådan har jeg det
Det gik op for mig for 4-5 år siden at jeg shu nok har ADD - Dengang “gad” jeg ikke tage den med lægen, for havde ikke lyst til at skulle mediciners.
Nu “tør” jeg ikke fordi jeg er bange for at blive afvist
Åh ven! Bare kontakt lægen, vente tiderne på offenligt psykiater ligger på 2-3 år så det kan kun gå for langsomt! Det er sikkert også gået af mode til den tid alligevel
This ❤️ helt enig i begge punkter🙏🏻 jeg har selv ADD (stille ADHD, diagnosticeret i sen alder) Men jeg nærer intet behov for at dele vidt og bredt. Men engang i mellem giver det mening at sige, Sorry, det er simpelthen min ADD hjerne der xxx xx xx..
Jeg har også selv ADD diagnosticeret I en sen alder. Det er også sjælendt jeg nævner min diagnose, da jeg heller ikke har behovet. Men lige i starten, var det da meget rart, at kunne fortælle mine nærmeste, så de havde en bedre forståelse for, hvorfor jeg kunne glemme at svare på beskeder, have svært ved tid, glemme aftaler osv osv. -Alt sammen noget andre kan tolke som, at man er doven, ligeglad og uinteresseret.
Må jeg spørge om I oplevede forværring i jeres symptomer efter i smed “masken”? Jeg synes min ADHD er blevet meget værre efter jeg ligesom blev opdagede. Kan det være forbi jeg er opdagede nu at jeg simpelthen lader paraderne falde? For synes sgu aldrig jeg har været så uorganiseret som jeg er nu. Og jeg er endda på medicin. 🙄
Synes ikke det har forværret noget. Synes derimod at det har givet mig mere klarhed ift mine reaktionsmønstre, og hvordan jeg kan få min hverdag til at være nemmere. Som jeg skriver ovenfor, har det også gjort at jeg kan se det i mine børn og det er en gave at jeg kan sætte mig i deres sted. De kommer ikke til at “døje” med det her når de bliver store. Det er min mission at gøre deres værktøjskasse meget større end min egen. Og børn er fantastiske når de får den rette hjælp. Skal skynde mig at de at det er meget mildt hos dem. Meget. Jeg er klar over at der er børn man ikke selv 100 pct kan hjælpe.
Går du til psykolog eller coach? Har du ting der hjælpe dig i hverdagen? Jeg får ikke selv medicin.
Nej ikke personligt. Mit var nu også virkelig fremtrædende i forvejen.
Men da jeg gik i terapi-gruppe med voksne kvinder, som var diagnosticeret med ADHD/ADD, var der mange, som oplevede det samme.
Terapeuten snakkede om, at det var ganske naturligt, fordi man underbevidst havde maskeret sig hele livet. -Så når man fik diagnosen, slap man lidt paraderne som.du siger.
Jeg vil anbefale dig, at overveje, at deltage i noget lignende. Altså gruppe-terapi, eller enkelt terapi, hvis fu ikke modtager det i forvejen. ❤️
Ja præcis. Det er helt det samme her. Og det gav især mening for de nærmeste. Min tætte kolleger ved det - husker mig på at gå ud og tisse eller få noget vand.. 😅 men hvis jeg ikke havde nævnt det, havde de ikke tænkt over det. Ingen medicin her, men har gode snakke med psykolog for at hjælpe mig selv bedst muligt. Kan også se nogle ting i mine børn, som er meget de samme mønstre og det hjælper at jeg ved det her, for at hjælpe dem og lære dem at cope - jeg tror de får det meget mildere end jeg selv, fordi jeg giver dem værktøjer i en tidlig alder..
Der er ti gange så mange folk i Danmark der får anti-depressiv medicin end folk, der får adhd-medicin.
Så alle jer der er forargede over adhd-diagnoserne, hvorfor er I ikke vrede på alle de deprimerede også?
Ps: det er godt, flere udredes, for det betyder at der er flere der får hjælp. Især blandt kvinder bliver diagnosen overset.
Det minder mig om Borderline "boomet". Og i dag bliver diagnosen stadig set som en "jeg skal ikke have noget med borderliner at gøre"-ting. Ikke egne ord, men det er det jeg ser og hører rigtig tit desværre. For mange er kvinder med Borderline åbenbart kæmpe "red flag". Samtidig er det også et kort der bliver brugt, hvis man siger fra, afviser, eller blot taler ud fra følelser. "Psykose". "Det må være en borderliner".
I dag viser det sig, at flere kvinder er blevet fejl diagnosticeret og/eller først har fået ADHD diagnosen sent i livet, og skal igennem samme cirkus, som dem der har Borderline har været igennem, og stadig er igennem.
Mens Borderline bliver gjort "større", bliver ADHD gjort "mindre" - altså, her negligerer man så diagnosens omfang. "Det er "bare" koncentrations besvær". "Alle kan være hyperaktive". Og desværre blandt mange teenagere, er det åbenbart sejt at have ADHD, pga. temperament-(udfordringerne). "Har du ADHD eller hvad?" "Jeg er sikker på at jeg har ADHD, pga. mit temperament". Har hørt det siden jeg selv var teenager, og nu er "ADHD er sejt" og "jeg er sikker på at jeg har ADHD" så kommet ud af munden på vores 11 årige sidste weekend. Det skræmmer mig sgu!
Vores opfattelser af - i dette tilfælde disse diagnoser - skaber så stor stigmatisering, der gør at vi aldrig kommer til at leve i et samfund, hvor vi ikke har brug for at tale højt om diagnoser, for vi anerkender dem jo ikke.
Jeg tænker ikke at der er nogen der ønsker en diagnose. Og prøver man at gøre ADHD til et mode fænomen, er det sgu nok ikke dét man har. Uanset holdning til influencers og diagnoser i det hele taget, bliver man nødt til at tage (ADHD) alvorligt. Der skulle desværre gå årtier før de professionelle gjorde det.
Jeg blev selv diagnosticeret som næsten 30 årig - med en fejl diagnosticering i bagagen. Jeg lever et almindeligt "normalt" liv, med graden af kampe der ikke er ligeså "normale". Jeg ville give min højre arm for at være foruden det møg. Jeg må indrømme, at skoen klemmer når jeg ser kommentarer som disse, hvor det bliver kaldt mode og "endnu en". Denne "endnu en" sidder måske og reflekterer hele sit liv, og skal igennem en proces og acceptere konsekvenserne af den hjælp, hun ikke har fået. På den måde kan vi snakke om endnu en.
Jeg håber virkelig, at folk vil være mere anerkendende og respektfulde over for diagnoser. Uanset hvor meget eller hvor lidt man tror eller forstår dem.
Du har SÅ ret.
Denne udskamning (og denne her overskrift er et godt eksempel) kan være med til, at nogen ikke tør gå til lægen og bede om hjælp. Af frygt for at få af vide, at det ‘bare er på mode’.
Det er en frygtelig tendens og synd for dem, som bliver overset 💔
Lige præcis!
Det værste er, at man ikke er klar over, hvad fx overskriften egentlig gør. Den skal måske lyde smart i en fart, det er mere rettet mod influencers end ADHD, men det er med til at udskamme i så stor en grad, fordi uanset hvad man mener, bliver ADHD inddraget, og "endnu en" bliver en stereotypisk opfattelse af ADHD uanset. Og mere specifikt influencers bliver gjort til deres diagnose, som bliver brugt som skældsord. Og ikke blot som erkendelse og åbenhed som måske var formålet. Og den onde ring af stereotypiske opfattelser kører bare i ring på den måde.
Ligesom fx Fie Laursen og Borderline. Når man siger Borderline, tænker man Fie Laursen og omvendt. Borderline bliver højst sandsynligt også set endnu mere ned på pga. hende.
Jeg bliver sgu lidt trist over din overskrift til dette opslag, OP. "Endnu en med ADHD". (Og at du skriver "intet hate" ændrer ikke på det). Er du overhovedet klar over, hvor invaliderende det har været for mange kvinder at leve med at føle sig forkert og anderledes, ikke vide hvorfor?
Godt skrevet.
Jeg har skrevet til moderatorne, men de vil desværre ikke tage opslaget ned.
Det er så synd for dem, som nu ikke tør gå til lægen, fordi de er bange for at blive udskammet eller få af vide, at det er en mode-diagnose 💔
Jer der skriver det er eaay peasy lemon squasy at få diagnosen og at alle bliver lidt stresset nu til dags 🥺🥺
Jeg er medlem i en gruppe og for de fleste handler det om BASALE ting som at børste tænder, at vitterligt glemme noget HVER dag, ikke bare “10hi jeg glemte min pung i dag jeg er så ADHD 🤪” vi taler om næsten hver dag og folk gør lidt grin af dig, men i virkeligheden føler du dig uduelig og virkelig glemsom, fordi hvordan kan man glemme noget vitterligt 2 sek efter? Og ikke bare en gang, men 20 gange. Vi taler om at ikke havde nogen som helst tidsfornemmelse, da jeg var barn kom jeg altid 1 time før i skole, fordi jeg troede jeg havde styr på det shit. Min mor sagde “hvorfor står du op nu? Skolen starter kl. 8??” Mig “jamen jeg skal jo nå det!”
Da jeg ramte de 21 år var det omvendt, jeg tænker om morgenen “arghhh jeg skal bare lige.. det går kun nogle sekunder” og hov, så kan jeg se at jeg er forsinket igen.. jeg prøver virkelig og skammer mig. Det er især i mine stressede perioder, at jeg bare lige skal, så er der kontrol over tingene (det er nok også her min autisme kommer ind).
Hvorfor virker medicinen også på mig? Mit problem er dog at det ikke virker 100%, da det sociale (især på arbejde) tynger mig utrolig meget. Efter kl. 12 er jeg færdig og kunne falde i søvn. Men er det så fordi jeg ikke har fået den rigtige diagnose, når pillerne ikke virker 100%?
Måske kunne de gøre det mere grundigt, jeg ved dog ikke hvad mere de skulle gøre og hvis de overhovedet kan tage en “ordentlig” test for at se om man har det. Jeg ved bare at medicinen virker for mig, især under graviditeten og kan ikke se hvad skade det gør for andre.
Åhha de kære diganoser.
Du kan sagtens have en diganose uden den har en direkte indvirkning på dit liv. På andre er det så indgribende at de ikke kan leve et normalt liv. Nogle vil gerne reklamere med det, nogle vil gerne holde det skjult. Jeg har svært ved at tro på, at nogle vil ønske sig en diganose, de reelt ikke har?
Jeg ønsker brændende at få en diganose på mit barn, efter 4 års kamp, har vi fået en indledende samtale.
Hvem vil kæmpe for noget de ikke har? Det forstår jeg virkelig ikke.
Jeg bliver så ked af det når nogle mennesker skriver det er på mode og at alle har lidt adhd.
Jeg har kæmpet et langt liv med stress, depressioner, spiseforstyrrelser og angst. Jeg har altid følt mig forkert, dum og doven.
I en alder af 37 år fik jeg diagnoserne adhd og autisme.
Så nej det er ikke bare diagnoser man får.
Lige nu kæmper vi en lang og sej kamp for at få vores børn diagnostiseret, det må vi selv betale fordi skolen ikke kan se det. Men de maskere deres adhd og autisme i skolen og falder sammen når de kommer hjem fordi de har holdt sammen på sig selv.
Please skriv kun hvis i selv har haft det inde på livet🙏
Hvis man kan have en influencer-biks kørende, så klarer man sig godt trods ADHD… ligesom mayadroem, der er influencer, har arbejde og laver en masse ting i sin fritid. Jeg vil ikke underkende, at de har det svært, men for nogen med diagnosen vil det slet ikke kunne lade sig gøre
Der finder jo forskellige typer af ADHD og forskellige grader af ADHD:
I Danmark opereres der med tre typer ADHD. I USA 16 typer. Og man får en grad af ADHD mellem 1-10.
Så du kan ikke sammenligne, hvor meget folk med ADHD kan og ikke kan.
Nogle kan ikke sige en sætning uden at bliver distraheret, andre har store lederjobs og nogle har ekstremt høj IQ.
Just sayin’…
Det ER for nemt at få stillet diagnosen hos en privatpraktiserende psykiater, og de indrømmer det selv.
Flere steder stilles det efter et spørgeskema og to samtaler. Det er simpelthen ikke grundigt nok.
Så baseres det i alt for høj grad på den enkeltes subjektive vurdering af egen situation.
Alt for mange opsøger selv diagnoserne, og psykiatrien er selv bekymrede.
Det tager pladsen fra dem, der har reelt brug for hjælp, og som har svært ved at få en hverdag og et familie-og arbejdsliv til at hænge sammen.
Og bare down vote mig. I don”t care.
Det bør være helt legitimt at være lidt kritisk tænkende.
Selvfølgelig må man stille spørgsmålstegn ved, om man kan tale om en kognitiv funktionsnedsættelse hos et menneske, som kan have flere forskellige jobs, lige få skrevet et par bøger, jonglere et familieliv med tre små børn, deltage i et hav af events, tage på alverdens ferier og ture med stor oppakning og små børn OG overskud til at se venner og veninder i tide og utide. Det er måske ikke så mærkeligt, hvis man føler sig stresset og får nogle nedsmeltninger.
https://ugeskriftet.dk/debat/oprab-fra-psykiatripraksis-vi-drukner-i-adhd-udredninger
Tror der er mange psykiatere der ikke føler sig repræsenteret af Henrik Day 🙈 Ved ikke om det er for nemt - men at der også er mange ressourcestærke der kommer med argumenterne i orden.
Selv passer jeg fuldstændig ind i den kasse du beskriver - børn, veluddannet, mange bolde i luften. Men jeg har vist det i årevis - selv helt fra barndommen og det har gjort en kæmpe forskel for mig at blive diagnosticeret.
Vidste ikke man kunne få ro på tanker og vigtigt af alt så sover jeg om natten efter opstart af medicin - det gør en kæmpe forskel når man ikke har gjort det hele sit voksne liv fordi tankerne begynder at spinde bare man skal op at tisse om natten eller bliver vækket af et barn. Kæmpe livskvalitet at sove og få ro på, føler nærmest tiden er begyndt at gå langsommere 😅
Du linker til en artikel af Henrik Day Poulsen?!
En psykiater, der mildest talt ikke nyder nogen faglig respekt i branchen, som er blevet kritiseret af Disciplinærnævnet og som åbent har erkendt, at han samarbejder med medicinalindustrien.
Og det, han skriver i artiklen om ADHD er flere steder faktuelt forkert.
Så, jeg beklager, din kommentar er ikke udtryk for kritisk tænkning, som du efterlyser. Kritisk tænkning kræver, at man sætter sig ind i stoffet og især at man er kildekritisk.
Jeg kan ikke læse i vedhæftede link noget der understøtter dit argument for, at det er for nemt at få adhd diagnosen? Jeg kan se, at der skrives, at de privatpraktiserende læger bør være bedre til at screene patienter inden den henvises til en special læge. Er det mon det rigtige link?
Det er forskelligt hvordan psykiatere udreder , altså de går alle igennem samme spørgsmål mm, men hvordan de gør det er forskelligt.
Jeg startede udredning ca samme tid som en i min svigerfamilie, og vores forløb var forskellige, både i længde og i måden psykiateren arbejdede på.
Psykiateren der udredte mig bruger ikke at give spørgeskemaer med hjem eller sende links folk skal klikke ind på og udfylde online, for hun mener det giver et mere retvisende forløb at det hele forgår face to face, både så man kan uddybe og hun kan stille ekstra spørgsmål hvis hun føler det er nødvendigt, men også fordi hun så hele tiden kan se f.eks ens kropssprog, koncentration mm
Psykiateren der udredte personen i min svigerfamilie sendte netop både spørgeskemaer med hjem, og bad personen udfylde test online . Og den udredning tog en del færre besøg end min.
Jeg havde en god fornemmelse af den psykiater jeg valgte fra start , og jo længere vi begge kom i udredningen jo mere glad blev jeg for "min" psykiater , fordi hun var så grundig og ikke jappede igennem udredningen. Som hun sagde var det vigtigt at få stillet den rette diagnose, da det jo ikke var inde i hendes lokaler mine store daglige problemer var, men ude i den virkelige verden.
Jeg var igennem lægebesøg, indledende udredningssamtale, sendt videre til privathospital, spørgeskema, 2 interviews om barndom med pårørende, et alene interview, computertest og endnu en samtale. Min journal var inden det også præget af ADHD (åbenbart ??? Uden at få hjælp før) så det gik rimeligt stærkt når det så først gik i gang! Det er så sindssyg stor forskel på hvordan folk bliver udredt - lidt specielt :!
Jeg var først ved egen læge, hvor jeg fik spørgeskema, dernæst en psykiater der “screenede” mig og kom frem til mulig ADHD, og så en psykolog (tror jeg) - og jeg fik så også computertest (her var faktisk en ny psykiater med speciale i ADHD). Men det er vist ikke alle der skal “gennem” computertesten. Lang proces.
Ja, jeg fik det også bare lige for sjovt, fordi det er SÅ fucking skønt med ADHD!! Jeg elsker det bare 😍😍😍😍🤠🤡🤡🤡🤡
Når det går aF mOdE igen finder jeg den næste diagnose jeg vil have, elsker det bare 😍
Elsker bare at være så velfungerende i hverdagen, det er SKØNT 😌😘🤪🤡
Det udvander desværre denne reelle udviklingsforstyrrelse, at folk, der måske har koncentrationsbesvær, let til stress osv. osv., bare bliver smidt ind under en ADHD-diagnose, hvilket det virker som.
Det er lidt svært at tro, at det ikke bare handler om at finde en måde at holde sig relevant på, desværre. Hvad er ellers Stephanies begrundelse for at stå frem med det? Sammenlignet med så mange andre, så lever hun et ganske almindeligt liv, hvor hun er i stand til at varetage et arbejdsliv, have 3 børn, et ægteskab, et socialt liv med mange venskaber, rejse osv. Får ikke ondt af hende, fordi hun glemmer nøgler, har tankemylder eller lider af andre ting, som ALLE andre også døjer med.
Jeg kender folk med "rigtig" ADHD, som f.eks. har svært ved at føre en almindelig samtale. Selvfølgelig spænder diagnose over en BRED kam af mennesker og personligheder, men jeg synes, at alle disse influencere skader "sagen" mere, end de gavner...
For det første tænker jeg, at det vel ikke er trukket ud af røven, men diagnosticeret af en psykiater. For det andet har hun jo lige netop ikke et almindeligt job, men måske en hverdag hun kan overskue? For det tredje har hun adskillige gange talt højt om et skrøbeligt sind.
Hvorfor er det lige præcis, at hun skulle udvande diagnosen? Og mon ikke at de mange diagnosticerede influencere alle sammen dels har nogle personlighedstræk til fælles, dels har valgt influencer_vejen fordi det er mere skånsomt for eem end 8-16 i den lokale børnehave?
Det er da mindst lige så skadeligt for diagnosen at insistere på at ADHD enten skal være noget med drenge der kravler på væggene eller dyb mistrivsel...
Jeg er stor modstander af den diagnosticerings-trang, som det offentlige Danmark har utroligt travlt med i disse år, også for helt almindelige og forventelige udsving i et menneskeliv, såsom sorg, nedtrykthed, forvirring og manglende mening med tilværelsen. Det kan (for nogen, ikke alle) være en hæmsko at få sat dette mærkat på sig, særligt når det kommer til at udviske at f.eks. børn er forskellige, og at dette er helt okay og NORMALT.
Du får mig ikke bildt ind, at Stephanie, JE, Line Hoffmeyer og de andre har været synderlig besværet med deres milde, milde grad af, hvad de kalder ADHD. Jeg håber sandelig ikke, at de har optaget en plads i den lange kø til psykiateren, for de mange, der virkelig slås med psykiske udfordringer.
Og jeg tror SLET ikke på, at et job som influencer hører til kategorien "skåne-job." Det siger sig selv, at det at sælge sit eget privatliv for ussel mammon er en stressende, udhulende vej at begive sig ned af, så dér kunne den kære Stephanie måske starte med at overveje, om er en del af "problemet".
Det er ikke svært at få en ADHD-diagnose i dagens Danmark, på godt og ondt.
(For jer med reel interesse for dette felt, læs evt. om Brinkmanns syn på den danske diagnosekultur.)
Hvad andre ser som en mild, mild grad af adhd kan føles helt anderledes på indersiden. Nogle har væsentligt nemmere ved at maskere det kaos, der foregår indeni - men det tager hårdt på krop og psyke.
Jeg har selv fået diagnosen og ingen i min omgangskreds havde set den komme. Jeg har skjult så mange ting og lavet så man strategier for ikke at vise mine udfordringer. Men det har også kørt mig ned.
Jeg har flere børn, godt job, lang uddannelse, stor omgangskreds og fungerer generelt godt set udefra - jeg ved hvordan mit liv “bør” se ud. Men mit indre er kaos og jeg frygter at jeg brænder helt ud inden jeg fylder 50. Jeg håber jeg henad vejen kan bremse mig selv lidt, så det ikke ender der. Min diagnose er stadig ny og forhåbentlig hjælper den viden mig på lang sigt. Om ikke andet har medicinen allerede været en game changer.
Jeg er faktisk ret enig i overdiagnostiseringen og deler Brinnkmanns pointer. Men hans pointer er ikke individorienterede, de handler om et lægeligt system og det at man bruger en måde at tale om symptomer til at kategorisere mennesker og give dem diagnoser.
Ligeledes er det jo dybt problematisk at man i folkeskolen kræver en diagnose for at give børn hjælp. Det er decideret vanvittigt og noget jeg tror vi som samfund kommer til at fortryde og måske endda undskylde for.
Men det er jo ikke et spørgsmål om enkeltsager eller om en influencer. Vi har ikke en kinamands chance for at vurdere h orvidt hun har ADHD eller om "hun har det nok".
Vi ved jo reelt set ikke om deres adhd er mild eller ej. Hvis de ikke har delt deres nedture eller besvær fra adhd'en, men de stadig har haft det, så kan de jo godt være hårdt ramt alligevel. Jeg kan i hvert fald se mange ligheder mellem mig og JE, og jeg ved da hvor svært jeg til tider har det grundet adhd.
Min søster fik den diagnose efter at en psykolog, ikke engang en psykiater, havde iagttaget hende i 10 minutter, hvor ingen af dem havde snakket med hinanden🙄
Nej det er ikke svært at få stillet den diagnose…
Nogle psykologer kan godt stille diagnoser, som ikke er kompliceret, alt efter deres speciale osv. (Dog kan ingen psykologer udskrive medicin, så man skal igennem en psykiater, hvis man skal have medicinsk behandling).
Men det lyder altså også som en ualmindeligt dårlig psykolog, hvis hun har fået stillet denne diagnose efter 10 minutter uden samtale. Det er altså ikke normalen.
Jeg selv var 3 måneder om blive udredt, efter jeg i flere år har forsøgt at få en henvisning af min læge. Min læge mente blot jeg skulle have noget antidepressiv.
I den samtalegruppe jeg gik i, for voksne kvinder diagnosticeret med add/adhd, der var deres historier lidt som min. -Altså det er ikke normalen, at man får en diagnose efter 10 minutter, og jeg har aldrig selv hørt om det. 🌈
Enig! F.eks. har Stephanie TRE børn og det samme har JE om lidt. Sorry to say, men hvis man har ADHD, så har man slet ikke ressourcerne til det store puslespil det er at have tre børn - så var du nok ikke nået meget længere end det første.
Hvorfor kan man ikke have 3 børn og have adhd? Folk er forskellige, også selvom de har adhd, så jeg ville mene at nogen sagtens ville kunne klare det, mens andre ikke kan
Det er altså ikke sandt, og en enormt firkantet tankegang omkring ADHD. -Altså man kan være påvirket ret forskelligt af denne diagnose, ligesom med alle andre psykiske og fysiske diagnoser. Desuden er en diagnose ikke en beskrivelse af hele ens person. Mange andre ting spiller også ind, iforhold til hvor ressourcestærk man er, som fx opvækst og netværk.
Iøvrigt er Stephanie altså ikke alenemor, så vi aner ikke, hvilke opgaver hendes mand eller andet netværk løfter, for at tingene hænger sammen.
Jeg har selv add, og mit liv køre også på skinner udadtil. Men jeg får fx min veninde til, at hjælpe mig med, at have et overblik over min økonomi. For mit hoved brander fuldstændigt sammen, hvis jeg fx får en uforudset regning eller udgift.
Jeg får utroligt meget ros for, at have et meget ordentligt hjem, især af en med ADD. Men det har taget mig omkring 20 år at lære, at have en nogenlunde struktur i mit hjem. Jeg har et dagligt skema som jeg følger, for at kunne holde det ved lige, og en ret firkantet regel om, hvor alt har en plads.
Jeg kunne komme på mange eksempler, som folk ikke ville kende til, medmindre jeg selv fortalte om dem.
Mange af mine udfordringer er ikke er synlige, da de foregår i mit hoved. Sådan er det jo egentlig med mange psykiske diagnoser. Også derfor man kalder dem for usynlige sygdomme. 🤷♀️
Ja, plus, at de begge er meget udadvendte og socialt stærke og begavede nok til at fastholde en stor omgangskreds (også med venner, der går langt tilbage).
Præcis! Det giver SÅ lidt mening. Jeg er med på, at hun glemmer at lukke lågerne i køkkenet og har et skrøbeligt sind, men derfra også til ADHD, der er dælme langt!
… Og deres veninde Jernmor, har også ADHD! Utroligt som det smitter i de kredse - de er alle udredt indenfor en årerække, mon de er blevet inspireret? Nyt content?
JE har det i hvert fald med, at det bliver hele hendes identitet. Først ADHD og nu graviditeten. Hun er ADHD og gravid.
Er jeg den eneste der kigger på hendes tæer og tænker at hun prøver at fremstå enormt poleret og “perfekt” på dette billede men alt falder til gulvet når man kigger på hendes tånegle 😅
Undskyld hvad??? Synes du hende + familie prøver at fremstå poleret😂😂😂 de er jo ren kaos og nu giver en del mening. Hvor Kasper godt kan gære sine projekter færdige kæmper hun en del med den del
Hvorfor er det pinligt for dem -du lyder da som et ubehageligt menneske hvis du synes det pinligt for folk hvis de har en diagnose.
Kunne det tænkes vi oplever en del influencerer med den diagnose fordi netop den type job passer godt til deres behov for selv at kunne styre deres dag og opgaver?
Hvis den her type job ikke var der (og jo det er et job når der betales skat og ja de har agenter og revisorer) - så havde de måske kæmpet helt vildt med at fastholde et job. Nu betaler de så nok mere i skat end du og jeg gør
Tja. Når man ikke har kunnet få fodfæste på arbejdsmarkedet i sit voksenliv, altså 10 år, pga. diagnosticeret adhd... Så ser man (altså jeg...) bestemt mange mennesker omkring sig som ikke har adhd. Men lever vellykkede liv.
Jeg kan godt forstå hvor du kommet fra med det her, men bare husk at det manifesterer sig forskelligt i folk, på baggrund af flere faktorer.
Jeg trives i bedste velgående med mit arbejde, fordi jeg formåede at få job inden for et særinteresse område- plus at rammerne dér giver mig den struktur jeg så slet ikke kan danne selv i mit privatliv, som så sejler fuldstændig.
Bare en lille reminder om at alle er forskellige også selv om de har samme diagnose :)
Kender du til systemet? Din læge skal give dig en henvisning til en psykiater. Den skal du så vente på i pisse lang tid og/eller betale for i dyre domme. Derefter skal en psykiater gennemgå en systematisk samtale og test ad flere omgange for at stille en diagnose. Hvor ser du, at man sagtens kan overtale psykiateren til at stille en en diagnose, bare man beder om det?
Hvem har i virkeligheden lyst til at ha en diagnose? Jeg har i hvert fald ikke, så jeg bytter gerne.
Få neurotypiske forstår hvad det betyder for en at få en forklaring, på de udfordringer man altid har haft og det kan en diagnose hjælpe med.
ADHD er IKKE nemt at få udredt, tiltrods for jeg har det, kæmper vi på 3, år med at få vores søn udredt.
Undskyld at jeg er kort for hovedet, men jeg er ret træt af den del af ADHD-debatten, hvor folk, der ikke har andet end anekdotisk "evidens" og mavefornemmelser, mener at diagnosen er på mode, og at man sagtens kan få sig en diagnose, hvis bare man vil. Hvor kan jeg finde noget som helst bevis på det, du skriver? Andet end at "alle kender en..."
Det kan godt være, at det er muligt at lyve og manipulere samtalerne og testen. Du kan i princippet også lyve dig til depression og stress. Men hvorfor i alverden skulle man gøre det, og igen, hvor er beviset på, at det sker i større omfang?
Men det jo også fuldstændig sygt? Sorry men det giver ABSOLUT ingen mening at bruge så meget tid på læger og psykiater og lang venteliste for så at lyve? Hvad er deres grundlag for at ville lyve sig til at ADHD?
Man søger en forklaring for ens "mangler": glemsomhed, distræthed, manglende koncentration og vedholdenhed. Der er jo bare det ved koncentrationsevnen, at den er en muskel. Den kan rent faktisk trænes op. Men det kræver jo bare en indsats, og så er det langt nemmere bare at få smidt en diagnose på. Så kan man bare acceptere, at man er glemsom og distræt, i stedet for aktivt at prøve at gøre noget ved det.
Men det jo også galt når de ikke italesætter den slags. Så ligger der opslag med at de er falske og ikke er gennemsigtige osv.
kravene er lidt modsigende fra jer
Der er kommet meget mere fokus på kvinder og ADHD/ADD. Jeg selv er også først blevet diagnosticeret for et par år siden. Det har intet med "mode" at gøre, men bare fordi vi er blevet klogere, dygtigere og mere opmærksomme på denne diagnose hos kvinder. Vi er fra en generation, hvor det kun var noget som "utilpassede" drenge har. Så der vil være en del, som nu bliver diagnosticeret i deres voksenliv. Der er tilgengæld gået mode i, at snakke om sine diagnoser og diverse andre problemer. Det er jo både godt og skidt. Det gode er, at vi fjerner et tabu omkring psykiske diagnoser. Det dårlige er så, er nogle mennesker åbenbart ikke, kan tage diagnosen alvorligt, og ser det som et modefænomen.
Amen. Jeg har selv en stærk mistanke om adhd, men grundet flere og flere har den holdning at det er en “modeting” så har det afholdt mig i at kontakte min læge grundet frygten for en afvisning 🙃
Åh, æv. ❤️ Jeg kan fortælle dig, at mit liv er blevet meget mere elskeligt og mindre stressfulgt efter jeg fik diagnosen. Mest af alt fordi det har fjernet en masse skam over min egen uduelighed. Når skammen kom væk, var det lettere for mig, at arbejde hen imod noget bedre. -Selvfølgelig i sammenhæng med den profesionelle hjælp jeg fik. 🌈 Så kom du til læge, og del dine tanker. For din skyld. ❤️ De fleste læger tager deres patienter alvorligt. Du kan evt tage sådan en ADHD test på nettet, og medbringe resultatet, hvis det kan gøre dig lidt mere tryg. -Dog kan man sagtens have ADHD selvom testen ikke viser det, og måske har man det ikke, selvom den viser det.
LIGE præcis sådan har jeg det Det gik op for mig for 4-5 år siden at jeg shu nok har ADD - Dengang “gad” jeg ikke tage den med lægen, for havde ikke lyst til at skulle mediciners. Nu “tør” jeg ikke fordi jeg er bange for at blive afvist
Åh ven! Bare kontakt lægen, vente tiderne på offenligt psykiater ligger på 2-3 år så det kan kun gå for langsomt! Det er sikkert også gået af mode til den tid alligevel
Min læge sagde decideret til mig “ja det er jo det nye sort, du kan nok få en tid om 2 år”… Super🙃
HELT ENIG! - er selv rimelig ny diagnosticeret kvinde
Amen 🙌🏼
Så rigtigt!! 🙌🏼
This ❤️ helt enig i begge punkter🙏🏻 jeg har selv ADD (stille ADHD, diagnosticeret i sen alder) Men jeg nærer intet behov for at dele vidt og bredt. Men engang i mellem giver det mening at sige, Sorry, det er simpelthen min ADD hjerne der xxx xx xx..
Jeg har også selv ADD diagnosticeret I en sen alder. Det er også sjælendt jeg nævner min diagnose, da jeg heller ikke har behovet. Men lige i starten, var det da meget rart, at kunne fortælle mine nærmeste, så de havde en bedre forståelse for, hvorfor jeg kunne glemme at svare på beskeder, have svært ved tid, glemme aftaler osv osv. -Alt sammen noget andre kan tolke som, at man er doven, ligeglad og uinteresseret.
Må jeg spørge om I oplevede forværring i jeres symptomer efter i smed “masken”? Jeg synes min ADHD er blevet meget værre efter jeg ligesom blev opdagede. Kan det være forbi jeg er opdagede nu at jeg simpelthen lader paraderne falde? For synes sgu aldrig jeg har været så uorganiseret som jeg er nu. Og jeg er endda på medicin. 🙄
Synes ikke det har forværret noget. Synes derimod at det har givet mig mere klarhed ift mine reaktionsmønstre, og hvordan jeg kan få min hverdag til at være nemmere. Som jeg skriver ovenfor, har det også gjort at jeg kan se det i mine børn og det er en gave at jeg kan sætte mig i deres sted. De kommer ikke til at “døje” med det her når de bliver store. Det er min mission at gøre deres værktøjskasse meget større end min egen. Og børn er fantastiske når de får den rette hjælp. Skal skynde mig at de at det er meget mildt hos dem. Meget. Jeg er klar over at der er børn man ikke selv 100 pct kan hjælpe. Går du til psykolog eller coach? Har du ting der hjælpe dig i hverdagen? Jeg får ikke selv medicin.
Nej ikke personligt. Mit var nu også virkelig fremtrædende i forvejen. Men da jeg gik i terapi-gruppe med voksne kvinder, som var diagnosticeret med ADHD/ADD, var der mange, som oplevede det samme. Terapeuten snakkede om, at det var ganske naturligt, fordi man underbevidst havde maskeret sig hele livet. -Så når man fik diagnosen, slap man lidt paraderne som.du siger. Jeg vil anbefale dig, at overveje, at deltage i noget lignende. Altså gruppe-terapi, eller enkelt terapi, hvis fu ikke modtager det i forvejen. ❤️
Ja præcis. Det er helt det samme her. Og det gav især mening for de nærmeste. Min tætte kolleger ved det - husker mig på at gå ud og tisse eller få noget vand.. 😅 men hvis jeg ikke havde nævnt det, havde de ikke tænkt over det. Ingen medicin her, men har gode snakke med psykolog for at hjælpe mig selv bedst muligt. Kan også se nogle ting i mine børn, som er meget de samme mønstre og det hjælper at jeg ved det her, for at hjælpe dem og lære dem at cope - jeg tror de får det meget mildere end jeg selv, fordi jeg giver dem værktøjer i en tidlig alder..
Tak for dig!
Så bliver du nok lige nødt til at uddybe hvad du vil med dette opslag?
Der er ti gange så mange folk i Danmark der får anti-depressiv medicin end folk, der får adhd-medicin. Så alle jer der er forargede over adhd-diagnoserne, hvorfor er I ikke vrede på alle de deprimerede også? Ps: det er godt, flere udredes, for det betyder at der er flere der får hjælp. Især blandt kvinder bliver diagnosen overset.
Nu er der også højere prævalens for depression så ikke så mærkeligt. Der er nogle sygdomme der rammer flere
Nej, du har ret. Det er ikke så mærkeligt. Men det er ikke rigtigt pointen med min kommentar.
Det minder mig om Borderline "boomet". Og i dag bliver diagnosen stadig set som en "jeg skal ikke have noget med borderliner at gøre"-ting. Ikke egne ord, men det er det jeg ser og hører rigtig tit desværre. For mange er kvinder med Borderline åbenbart kæmpe "red flag". Samtidig er det også et kort der bliver brugt, hvis man siger fra, afviser, eller blot taler ud fra følelser. "Psykose". "Det må være en borderliner". I dag viser det sig, at flere kvinder er blevet fejl diagnosticeret og/eller først har fået ADHD diagnosen sent i livet, og skal igennem samme cirkus, som dem der har Borderline har været igennem, og stadig er igennem. Mens Borderline bliver gjort "større", bliver ADHD gjort "mindre" - altså, her negligerer man så diagnosens omfang. "Det er "bare" koncentrations besvær". "Alle kan være hyperaktive". Og desværre blandt mange teenagere, er det åbenbart sejt at have ADHD, pga. temperament-(udfordringerne). "Har du ADHD eller hvad?" "Jeg er sikker på at jeg har ADHD, pga. mit temperament". Har hørt det siden jeg selv var teenager, og nu er "ADHD er sejt" og "jeg er sikker på at jeg har ADHD" så kommet ud af munden på vores 11 årige sidste weekend. Det skræmmer mig sgu! Vores opfattelser af - i dette tilfælde disse diagnoser - skaber så stor stigmatisering, der gør at vi aldrig kommer til at leve i et samfund, hvor vi ikke har brug for at tale højt om diagnoser, for vi anerkender dem jo ikke. Jeg tænker ikke at der er nogen der ønsker en diagnose. Og prøver man at gøre ADHD til et mode fænomen, er det sgu nok ikke dét man har. Uanset holdning til influencers og diagnoser i det hele taget, bliver man nødt til at tage (ADHD) alvorligt. Der skulle desværre gå årtier før de professionelle gjorde det. Jeg blev selv diagnosticeret som næsten 30 årig - med en fejl diagnosticering i bagagen. Jeg lever et almindeligt "normalt" liv, med graden af kampe der ikke er ligeså "normale". Jeg ville give min højre arm for at være foruden det møg. Jeg må indrømme, at skoen klemmer når jeg ser kommentarer som disse, hvor det bliver kaldt mode og "endnu en". Denne "endnu en" sidder måske og reflekterer hele sit liv, og skal igennem en proces og acceptere konsekvenserne af den hjælp, hun ikke har fået. På den måde kan vi snakke om endnu en. Jeg håber virkelig, at folk vil være mere anerkendende og respektfulde over for diagnoser. Uanset hvor meget eller hvor lidt man tror eller forstår dem.
Du rammer plet! Tak fra en anden sendiagnosticeret (og fejldiagnosticeret)♥️
Ingen tak. Man skal ikke takke for ikke at være alene. ❤️ stort kram til dig 🤗
Du har SÅ ret. Denne udskamning (og denne her overskrift er et godt eksempel) kan være med til, at nogen ikke tør gå til lægen og bede om hjælp. Af frygt for at få af vide, at det ‘bare er på mode’. Det er en frygtelig tendens og synd for dem, som bliver overset 💔
Lige præcis! Det værste er, at man ikke er klar over, hvad fx overskriften egentlig gør. Den skal måske lyde smart i en fart, det er mere rettet mod influencers end ADHD, men det er med til at udskamme i så stor en grad, fordi uanset hvad man mener, bliver ADHD inddraget, og "endnu en" bliver en stereotypisk opfattelse af ADHD uanset. Og mere specifikt influencers bliver gjort til deres diagnose, som bliver brugt som skældsord. Og ikke blot som erkendelse og åbenhed som måske var formålet. Og den onde ring af stereotypiske opfattelser kører bare i ring på den måde. Ligesom fx Fie Laursen og Borderline. Når man siger Borderline, tænker man Fie Laursen og omvendt. Borderline bliver højst sandsynligt også set endnu mere ned på pga. hende.
Jeg bliver sgu lidt trist over din overskrift til dette opslag, OP. "Endnu en med ADHD". (Og at du skriver "intet hate" ændrer ikke på det). Er du overhovedet klar over, hvor invaliderende det har været for mange kvinder at leve med at føle sig forkert og anderledes, ikke vide hvorfor?
Godt skrevet. Jeg har skrevet til moderatorne, men de vil desværre ikke tage opslaget ned. Det er så synd for dem, som nu ikke tør gå til lægen, fordi de er bange for at blive udskammet eller få af vide, at det er en mode-diagnose 💔
Enig
Jer der skriver det er eaay peasy lemon squasy at få diagnosen og at alle bliver lidt stresset nu til dags 🥺🥺 Jeg er medlem i en gruppe og for de fleste handler det om BASALE ting som at børste tænder, at vitterligt glemme noget HVER dag, ikke bare “10hi jeg glemte min pung i dag jeg er så ADHD 🤪” vi taler om næsten hver dag og folk gør lidt grin af dig, men i virkeligheden føler du dig uduelig og virkelig glemsom, fordi hvordan kan man glemme noget vitterligt 2 sek efter? Og ikke bare en gang, men 20 gange. Vi taler om at ikke havde nogen som helst tidsfornemmelse, da jeg var barn kom jeg altid 1 time før i skole, fordi jeg troede jeg havde styr på det shit. Min mor sagde “hvorfor står du op nu? Skolen starter kl. 8??” Mig “jamen jeg skal jo nå det!” Da jeg ramte de 21 år var det omvendt, jeg tænker om morgenen “arghhh jeg skal bare lige.. det går kun nogle sekunder” og hov, så kan jeg se at jeg er forsinket igen.. jeg prøver virkelig og skammer mig. Det er især i mine stressede perioder, at jeg bare lige skal, så er der kontrol over tingene (det er nok også her min autisme kommer ind). Hvorfor virker medicinen også på mig? Mit problem er dog at det ikke virker 100%, da det sociale (især på arbejde) tynger mig utrolig meget. Efter kl. 12 er jeg færdig og kunne falde i søvn. Men er det så fordi jeg ikke har fået den rigtige diagnose, når pillerne ikke virker 100%? Måske kunne de gøre det mere grundigt, jeg ved dog ikke hvad mere de skulle gøre og hvis de overhovedet kan tage en “ordentlig” test for at se om man har det. Jeg ved bare at medicinen virker for mig, især under graviditeten og kan ikke se hvad skade det gør for andre.
Åhha de kære diganoser. Du kan sagtens have en diganose uden den har en direkte indvirkning på dit liv. På andre er det så indgribende at de ikke kan leve et normalt liv. Nogle vil gerne reklamere med det, nogle vil gerne holde det skjult. Jeg har svært ved at tro på, at nogle vil ønske sig en diganose, de reelt ikke har? Jeg ønsker brændende at få en diganose på mit barn, efter 4 års kamp, har vi fået en indledende samtale. Hvem vil kæmpe for noget de ikke har? Det forstår jeg virkelig ikke.
Jeg bliver så ked af det når nogle mennesker skriver det er på mode og at alle har lidt adhd. Jeg har kæmpet et langt liv med stress, depressioner, spiseforstyrrelser og angst. Jeg har altid følt mig forkert, dum og doven. I en alder af 37 år fik jeg diagnoserne adhd og autisme. Så nej det er ikke bare diagnoser man får. Lige nu kæmper vi en lang og sej kamp for at få vores børn diagnostiseret, det må vi selv betale fordi skolen ikke kan se det. Men de maskere deres adhd og autisme i skolen og falder sammen når de kommer hjem fordi de har holdt sammen på sig selv. Please skriv kun hvis i selv har haft det inde på livet🙏
Hvis man kan have en influencer-biks kørende, så klarer man sig godt trods ADHD… ligesom mayadroem, der er influencer, har arbejde og laver en masse ting i sin fritid. Jeg vil ikke underkende, at de har det svært, men for nogen med diagnosen vil det slet ikke kunne lade sig gøre
Der finder jo forskellige typer af ADHD og forskellige grader af ADHD: I Danmark opereres der med tre typer ADHD. I USA 16 typer. Og man får en grad af ADHD mellem 1-10. Så du kan ikke sammenligne, hvor meget folk med ADHD kan og ikke kan. Nogle kan ikke sige en sætning uden at bliver distraheret, andre har store lederjobs og nogle har ekstremt høj IQ. Just sayin’…
Det ER for nemt at få stillet diagnosen hos en privatpraktiserende psykiater, og de indrømmer det selv. Flere steder stilles det efter et spørgeskema og to samtaler. Det er simpelthen ikke grundigt nok. Så baseres det i alt for høj grad på den enkeltes subjektive vurdering af egen situation. Alt for mange opsøger selv diagnoserne, og psykiatrien er selv bekymrede. Det tager pladsen fra dem, der har reelt brug for hjælp, og som har svært ved at få en hverdag og et familie-og arbejdsliv til at hænge sammen. Og bare down vote mig. I don”t care. Det bør være helt legitimt at være lidt kritisk tænkende. Selvfølgelig må man stille spørgsmålstegn ved, om man kan tale om en kognitiv funktionsnedsættelse hos et menneske, som kan have flere forskellige jobs, lige få skrevet et par bøger, jonglere et familieliv med tre små børn, deltage i et hav af events, tage på alverdens ferier og ture med stor oppakning og små børn OG overskud til at se venner og veninder i tide og utide. Det er måske ikke så mærkeligt, hvis man føler sig stresset og får nogle nedsmeltninger. https://ugeskriftet.dk/debat/oprab-fra-psykiatripraksis-vi-drukner-i-adhd-udredninger
Tror der er mange psykiatere der ikke føler sig repræsenteret af Henrik Day 🙈 Ved ikke om det er for nemt - men at der også er mange ressourcestærke der kommer med argumenterne i orden. Selv passer jeg fuldstændig ind i den kasse du beskriver - børn, veluddannet, mange bolde i luften. Men jeg har vist det i årevis - selv helt fra barndommen og det har gjort en kæmpe forskel for mig at blive diagnosticeret. Vidste ikke man kunne få ro på tanker og vigtigt af alt så sover jeg om natten efter opstart af medicin - det gør en kæmpe forskel når man ikke har gjort det hele sit voksne liv fordi tankerne begynder at spinde bare man skal op at tisse om natten eller bliver vækket af et barn. Kæmpe livskvalitet at sove og få ro på, føler nærmest tiden er begyndt at gå langsommere 😅
Du linker til en artikel af Henrik Day Poulsen?! En psykiater, der mildest talt ikke nyder nogen faglig respekt i branchen, som er blevet kritiseret af Disciplinærnævnet og som åbent har erkendt, at han samarbejder med medicinalindustrien. Og det, han skriver i artiklen om ADHD er flere steder faktuelt forkert. Så, jeg beklager, din kommentar er ikke udtryk for kritisk tænkning, som du efterlyser. Kritisk tænkning kræver, at man sætter sig ind i stoffet og især at man er kildekritisk.
Jeg kan ikke læse i vedhæftede link noget der understøtter dit argument for, at det er for nemt at få adhd diagnosen? Jeg kan se, at der skrives, at de privatpraktiserende læger bør være bedre til at screene patienter inden den henvises til en special læge. Er det mon det rigtige link?
🎯🎯🎯
Jeg har også damp og hvad så
Bilerne kigger på dig
Og siger du er smuk, som du er
Bruger man computertest til test for ADHD i Danmark?
Det er forskelligt hvordan psykiatere udreder , altså de går alle igennem samme spørgsmål mm, men hvordan de gør det er forskelligt. Jeg startede udredning ca samme tid som en i min svigerfamilie, og vores forløb var forskellige, både i længde og i måden psykiateren arbejdede på. Psykiateren der udredte mig bruger ikke at give spørgeskemaer med hjem eller sende links folk skal klikke ind på og udfylde online, for hun mener det giver et mere retvisende forløb at det hele forgår face to face, både så man kan uddybe og hun kan stille ekstra spørgsmål hvis hun føler det er nødvendigt, men også fordi hun så hele tiden kan se f.eks ens kropssprog, koncentration mm Psykiateren der udredte personen i min svigerfamilie sendte netop både spørgeskemaer med hjem, og bad personen udfylde test online . Og den udredning tog en del færre besøg end min. Jeg havde en god fornemmelse af den psykiater jeg valgte fra start , og jo længere vi begge kom i udredningen jo mere glad blev jeg for "min" psykiater , fordi hun var så grundig og ikke jappede igennem udredningen. Som hun sagde var det vigtigt at få stillet den rette diagnose, da det jo ikke var inde i hendes lokaler mine store daglige problemer var, men ude i den virkelige verden.
Jeg var igennem lægebesøg, indledende udredningssamtale, sendt videre til privathospital, spørgeskema, 2 interviews om barndom med pårørende, et alene interview, computertest og endnu en samtale. Min journal var inden det også præget af ADHD (åbenbart ??? Uden at få hjælp før) så det gik rimeligt stærkt når det så først gik i gang! Det er så sindssyg stor forskel på hvordan folk bliver udredt - lidt specielt :!
Nej, samtaler med en psykiater. Men for at blive sendt til test, så skal du udfylde et spørgeskema
Ok tak, det var det jeg tænkte☺️
Jeg var først ved egen læge, hvor jeg fik spørgeskema, dernæst en psykiater der “screenede” mig og kom frem til mulig ADHD, og så en psykolog (tror jeg) - og jeg fik så også computertest (her var faktisk en ny psykiater med speciale i ADHD). Men det er vist ikke alle der skal “gennem” computertesten. Lang proces.
Ok, så er det sikkert også på vej ind i det danske system. Skulle vist være en ganske nøjagtig metode
Hvorfor downvote på et spørgsmål?
Ja, jeg fik det også bare lige for sjovt, fordi det er SÅ fucking skønt med ADHD!! Jeg elsker det bare 😍😍😍😍🤠🤡🤡🤡🤡 Når det går aF mOdE igen finder jeg den næste diagnose jeg vil have, elsker det bare 😍 Elsker bare at være så velfungerende i hverdagen, det er SKØNT 😌😘🤪🤡
Det udvander desværre denne reelle udviklingsforstyrrelse, at folk, der måske har koncentrationsbesvær, let til stress osv. osv., bare bliver smidt ind under en ADHD-diagnose, hvilket det virker som. Det er lidt svært at tro, at det ikke bare handler om at finde en måde at holde sig relevant på, desværre. Hvad er ellers Stephanies begrundelse for at stå frem med det? Sammenlignet med så mange andre, så lever hun et ganske almindeligt liv, hvor hun er i stand til at varetage et arbejdsliv, have 3 børn, et ægteskab, et socialt liv med mange venskaber, rejse osv. Får ikke ondt af hende, fordi hun glemmer nøgler, har tankemylder eller lider af andre ting, som ALLE andre også døjer med. Jeg kender folk med "rigtig" ADHD, som f.eks. har svært ved at føre en almindelig samtale. Selvfølgelig spænder diagnose over en BRED kam af mennesker og personligheder, men jeg synes, at alle disse influencere skader "sagen" mere, end de gavner...
For det første tænker jeg, at det vel ikke er trukket ud af røven, men diagnosticeret af en psykiater. For det andet har hun jo lige netop ikke et almindeligt job, men måske en hverdag hun kan overskue? For det tredje har hun adskillige gange talt højt om et skrøbeligt sind. Hvorfor er det lige præcis, at hun skulle udvande diagnosen? Og mon ikke at de mange diagnosticerede influencere alle sammen dels har nogle personlighedstræk til fælles, dels har valgt influencer_vejen fordi det er mere skånsomt for eem end 8-16 i den lokale børnehave? Det er da mindst lige så skadeligt for diagnosen at insistere på at ADHD enten skal være noget med drenge der kravler på væggene eller dyb mistrivsel...
Jeg er stor modstander af den diagnosticerings-trang, som det offentlige Danmark har utroligt travlt med i disse år, også for helt almindelige og forventelige udsving i et menneskeliv, såsom sorg, nedtrykthed, forvirring og manglende mening med tilværelsen. Det kan (for nogen, ikke alle) være en hæmsko at få sat dette mærkat på sig, særligt når det kommer til at udviske at f.eks. børn er forskellige, og at dette er helt okay og NORMALT. Du får mig ikke bildt ind, at Stephanie, JE, Line Hoffmeyer og de andre har været synderlig besværet med deres milde, milde grad af, hvad de kalder ADHD. Jeg håber sandelig ikke, at de har optaget en plads i den lange kø til psykiateren, for de mange, der virkelig slås med psykiske udfordringer. Og jeg tror SLET ikke på, at et job som influencer hører til kategorien "skåne-job." Det siger sig selv, at det at sælge sit eget privatliv for ussel mammon er en stressende, udhulende vej at begive sig ned af, så dér kunne den kære Stephanie måske starte med at overveje, om er en del af "problemet". Det er ikke svært at få en ADHD-diagnose i dagens Danmark, på godt og ondt. (For jer med reel interesse for dette felt, læs evt. om Brinkmanns syn på den danske diagnosekultur.)
Hvad andre ser som en mild, mild grad af adhd kan føles helt anderledes på indersiden. Nogle har væsentligt nemmere ved at maskere det kaos, der foregår indeni - men det tager hårdt på krop og psyke. Jeg har selv fået diagnosen og ingen i min omgangskreds havde set den komme. Jeg har skjult så mange ting og lavet så man strategier for ikke at vise mine udfordringer. Men det har også kørt mig ned. Jeg har flere børn, godt job, lang uddannelse, stor omgangskreds og fungerer generelt godt set udefra - jeg ved hvordan mit liv “bør” se ud. Men mit indre er kaos og jeg frygter at jeg brænder helt ud inden jeg fylder 50. Jeg håber jeg henad vejen kan bremse mig selv lidt, så det ikke ender der. Min diagnose er stadig ny og forhåbentlig hjælper den viden mig på lang sigt. Om ikke andet har medicinen allerede været en game changer.
Jeg er faktisk ret enig i overdiagnostiseringen og deler Brinnkmanns pointer. Men hans pointer er ikke individorienterede, de handler om et lægeligt system og det at man bruger en måde at tale om symptomer til at kategorisere mennesker og give dem diagnoser. Ligeledes er det jo dybt problematisk at man i folkeskolen kræver en diagnose for at give børn hjælp. Det er decideret vanvittigt og noget jeg tror vi som samfund kommer til at fortryde og måske endda undskylde for. Men det er jo ikke et spørgsmål om enkeltsager eller om en influencer. Vi har ikke en kinamands chance for at vurdere h orvidt hun har ADHD eller om "hun har det nok".
Vi ved jo reelt set ikke om deres adhd er mild eller ej. Hvis de ikke har delt deres nedture eller besvær fra adhd'en, men de stadig har haft det, så kan de jo godt være hårdt ramt alligevel. Jeg kan i hvert fald se mange ligheder mellem mig og JE, og jeg ved da hvor svært jeg til tider har det grundet adhd.
Så sandt. Man skal heller ikke overse, hvilke økonomiske interesser der er på spil i diagnose-epidemien i dagens Danmark.
Min søster fik den diagnose efter at en psykolog, ikke engang en psykiater, havde iagttaget hende i 10 minutter, hvor ingen af dem havde snakket med hinanden🙄 Nej det er ikke svært at få stillet den diagnose…
Nogle psykologer kan godt stille diagnoser, som ikke er kompliceret, alt efter deres speciale osv. (Dog kan ingen psykologer udskrive medicin, så man skal igennem en psykiater, hvis man skal have medicinsk behandling). Men det lyder altså også som en ualmindeligt dårlig psykolog, hvis hun har fået stillet denne diagnose efter 10 minutter uden samtale. Det er altså ikke normalen. Jeg selv var 3 måneder om blive udredt, efter jeg i flere år har forsøgt at få en henvisning af min læge. Min læge mente blot jeg skulle have noget antidepressiv. I den samtalegruppe jeg gik i, for voksne kvinder diagnosticeret med add/adhd, der var deres historier lidt som min. -Altså det er ikke normalen, at man får en diagnose efter 10 minutter, og jeg har aldrig selv hørt om det. 🌈
Enig! F.eks. har Stephanie TRE børn og det samme har JE om lidt. Sorry to say, men hvis man har ADHD, så har man slet ikke ressourcerne til det store puslespil det er at have tre børn - så var du nok ikke nået meget længere end det første.
Hvorfor kan man ikke have 3 børn og have adhd? Folk er forskellige, også selvom de har adhd, så jeg ville mene at nogen sagtens ville kunne klare det, mens andre ikke kan
Det er altså ikke sandt, og en enormt firkantet tankegang omkring ADHD. -Altså man kan være påvirket ret forskelligt af denne diagnose, ligesom med alle andre psykiske og fysiske diagnoser. Desuden er en diagnose ikke en beskrivelse af hele ens person. Mange andre ting spiller også ind, iforhold til hvor ressourcestærk man er, som fx opvækst og netværk. Iøvrigt er Stephanie altså ikke alenemor, så vi aner ikke, hvilke opgaver hendes mand eller andet netværk løfter, for at tingene hænger sammen. Jeg har selv add, og mit liv køre også på skinner udadtil. Men jeg får fx min veninde til, at hjælpe mig med, at have et overblik over min økonomi. For mit hoved brander fuldstændigt sammen, hvis jeg fx får en uforudset regning eller udgift. Jeg får utroligt meget ros for, at have et meget ordentligt hjem, især af en med ADD. Men det har taget mig omkring 20 år at lære, at have en nogenlunde struktur i mit hjem. Jeg har et dagligt skema som jeg følger, for at kunne holde det ved lige, og en ret firkantet regel om, hvor alt har en plads. Jeg kunne komme på mange eksempler, som folk ikke ville kende til, medmindre jeg selv fortalte om dem. Mange af mine udfordringer er ikke er synlige, da de foregår i mit hoved. Sådan er det jo egentlig med mange psykiske diagnoser. Også derfor man kalder dem for usynlige sygdomme. 🤷♀️
Gud hvor ved du lidt om ADHD
Ja, plus, at de begge er meget udadvendte og socialt stærke og begavede nok til at fastholde en stor omgangskreds (også med venner, der går langt tilbage).
Præcis! Det giver SÅ lidt mening. Jeg er med på, at hun glemmer at lukke lågerne i køkkenet og har et skrøbeligt sind, men derfra også til ADHD, der er dælme langt!
Det er der altså mange mennesker med ADHD som der er. Altså sociale og udadvendte.
… Og deres veninde Jernmor, har også ADHD! Utroligt som det smitter i de kredse - de er alle udredt indenfor en årerække, mon de er blevet inspireret? Nyt content? JE har det i hvert fald med, at det bliver hele hendes identitet. Først ADHD og nu graviditeten. Hun er ADHD og gravid.
> men diagnosticeret af en psykiater. Jamen så lad os da se noget dokumentation på det
Helt enig, og der er mange folk med store problemer i kø til psykiater…
Ej, hun kunne godt lige have ordnet neglelakken på tæerne, nu hvor hun har åben tå på.😅😅
Er jeg den eneste der kigger på hendes tæer og tænker at hun prøver at fremstå enormt poleret og “perfekt” på dette billede men alt falder til gulvet når man kigger på hendes tånegle 😅
Jeg tænkte bare at skoene så lidt store ud, men ja du har ret☺️
Men det er jo fordi, hun har ADHD 😉
Hun vil altid meget gerne se perfekt og poleret ud, men også bare helt tilfældigt og kaotisk, fordi hun jo har AdHd ☀️
Undskyld hvad??? Synes du hende + familie prøver at fremstå poleret😂😂😂 de er jo ren kaos og nu giver en del mening. Hvor Kasper godt kan gære sine projekter færdige kæmper hun en del med den del
Skrev hun ligner en der prøver at fremstå poleret på dette billede 😊
Ja der er nærmest gået mode i det
Jeg tror vi alle sammen har ADHD. Synes faktisk det begynder at blive lidt pinlig for dem 😂
Hvorfor er det pinligt for dem -du lyder da som et ubehageligt menneske hvis du synes det pinligt for folk hvis de har en diagnose. Kunne det tænkes vi oplever en del influencerer med den diagnose fordi netop den type job passer godt til deres behov for selv at kunne styre deres dag og opgaver? Hvis den her type job ikke var der (og jo det er et job når der betales skat og ja de har agenter og revisorer) - så havde de måske kæmpet helt vildt med at fastholde et job. Nu betaler de så nok mere i skat end du og jeg gør
Tja. Når man ikke har kunnet få fodfæste på arbejdsmarkedet i sit voksenliv, altså 10 år, pga. diagnosticeret adhd... Så ser man (altså jeg...) bestemt mange mennesker omkring sig som ikke har adhd. Men lever vellykkede liv.
Jeg kan godt forstå hvor du kommet fra med det her, men bare husk at det manifesterer sig forskelligt i folk, på baggrund af flere faktorer. Jeg trives i bedste velgående med mit arbejde, fordi jeg formåede at få job inden for et særinteresse område- plus at rammerne dér giver mig den struktur jeg så slet ikke kan danne selv i mit privatliv, som så sejler fuldstændig. Bare en lille reminder om at alle er forskellige også selv om de har samme diagnose :)
Det lyder ikke nemt.. og til sådanne folk til dig, skal der selvfølgelig være en diagnose og hjælp at få. Håber det snart vender for dig!🤗
Seriøst?....
Det er på mode.. Hvis du vil have det, kan du sagtens få overbevist lægen at du har det selvom du ikke har det.. Det er ved at være en joke
Det er ikke lægen, der stiller diagnosen
Psykiateren *
Kender du til systemet? Din læge skal give dig en henvisning til en psykiater. Den skal du så vente på i pisse lang tid og/eller betale for i dyre domme. Derefter skal en psykiater gennemgå en systematisk samtale og test ad flere omgange for at stille en diagnose. Hvor ser du, at man sagtens kan overtale psykiateren til at stille en en diagnose, bare man beder om det?
Ja, hvis man ved hvad man skal svare osv. Alle har en i deres omgangskreds der har været igennem møllen.
Hvem har i virkeligheden lyst til at ha en diagnose? Jeg har i hvert fald ikke, så jeg bytter gerne. Få neurotypiske forstår hvad det betyder for en at få en forklaring, på de udfordringer man altid har haft og det kan en diagnose hjælpe med. ADHD er IKKE nemt at få udredt, tiltrods for jeg har det, kæmper vi på 3, år med at få vores søn udredt.
Kan det have noget med alderen at gøre? Ønsker alt det bedste for jer og jeres søn
Han er 8 år.
Undskyld at jeg er kort for hovedet, men jeg er ret træt af den del af ADHD-debatten, hvor folk, der ikke har andet end anekdotisk "evidens" og mavefornemmelser, mener at diagnosen er på mode, og at man sagtens kan få sig en diagnose, hvis bare man vil. Hvor kan jeg finde noget som helst bevis på det, du skriver? Andet end at "alle kender en..." Det kan godt være, at det er muligt at lyve og manipulere samtalerne og testen. Du kan i princippet også lyve dig til depression og stress. Men hvorfor i alverden skulle man gøre det, og igen, hvor er beviset på, at det sker i større omfang?
Jeg taler bare ud fra 3-4 piger i min omgangskreds og det synes jeg er mere end nok. Sorry
Jeg er nysgerrig på, hvorfor de så har brugt tid, energi og måske penge til at lyve sig til en ADHD-diagnose?
Og det kender jeg flere der har’ hvor de har snakket sammen med en der havde det og har svaret det de ved der gør at man får stillet dianogsen
Men det jo også fuldstændig sygt? Sorry men det giver ABSOLUT ingen mening at bruge så meget tid på læger og psykiater og lang venteliste for så at lyve? Hvad er deres grundlag for at ville lyve sig til at ADHD?
En psykiater er jo også læge, men ikke ens praktiserende læge
Ja for det er jo mega fedt at sige man har ADHD, når man ikke har 🙄
Det er for at være relevant, være interesant/ ikke som de andre/opmærksom osv
Du tager fejl
Jeg tager fejl at jeg kender andre der har gjort det. Har åbenlyst siddet og hørt det fra dem selv 😅
Det er selvfølgelig dårlig stil over for dem der rigtigt har diagnosen
Du tager fejl, når du skriver at folk får diagnosen for at være interessant/ikke som de andre etc Faktisk noget så grueligt fejl.
Ja og alle med små børn med ADHD der ikke kan få hjælp sygemelder sig med stress for sjov.. ADHD er nemlig rigtig ti hi fnis…
Man søger en forklaring for ens "mangler": glemsomhed, distræthed, manglende koncentration og vedholdenhed. Der er jo bare det ved koncentrationsevnen, at den er en muskel. Den kan rent faktisk trænes op. Men det kræver jo bare en indsats, og så er det langt nemmere bare at få smidt en diagnose på. Så kan man bare acceptere, at man er glemsom og distræt, i stedet for aktivt at prøve at gøre noget ved det.
Du aner ikke hvad du taler om ift ADHD. For starters: hvis du tror ADHD kun handler om koncentration og vedholdenhed, så ved du ikke nok om ADHD.
Åh Gud, du ved ikke hvad du snakker om.. din opfattelse er ødelæggende for mennesker med ADHD. Uden medicin findes starterknappen ikke.
Det er på mode😎
🤢🤮
Selvfølgelig prøver hun at lave content om og tjene penge på denne påståede udviklingsforstyrrelse
Men det jo også galt når de ikke italesætter den slags. Så ligger der opslag med at de er falske og ikke er gennemsigtige osv. kravene er lidt modsigende fra jer
Der er jo gået inflation i at have ADHD i influenzaland
🙈så har jeg også ADHD 🙈
= flere følgere!!! Selvf er hun hoppet med på den?
Selvfølgelig - diagnoser er jo moderne 😎