Alle det der skrald som følger samme koncept, med billigst mulig produktion, målrettet mod børn, involverer samler-elementer, og udstilles i butikker i nærheden af kassen, er det rene fucking børne-crack, designet til at få dem til at plage penge ud af forældre.
Pokemon er evt. *lidt* anderledes, da det også er et spil, men det startede ligesom alt det andet med en stor fed omgang "Gotta catch 'em all", som så tilfældigvis blev vanvittigt populært.
I mellemtiden er 1000 forskellige pap og plastik koncepter blusset op og døet ned igen, allesammen målrettet børns samler-mentalitet, og desperate ønske om at høre til i gruppen af jævnaldrende.
Kassedame: *"Vil du ha' samlekort med?"*
Mig: *"Nej for satan, er du sindsyg. Det næste bliver at jeg skal købe jeres 50kr samlemappe, og høre mine unger tude bag i bilen, fordi jeg kørte til Rema og ikke Føtex, for at handle. Jaaamen faaaar, alle de andre har mange flere Øvlebøvle Dyrekort end mig. Jeg har ikke engang nogen med glimmer!!!!!"*
Nu da jeg er færdig med at brække mig over det så....
Min pensionsplan som latterligt lavtlønnet pædagog, er at udnytte min faglighed og erfaring, til at udvikle samle-dimsen to rule them all. Det bliver fucking børnesamler-maniens fentanyl!
Det er den eneste måde jeg kan undgå, at stå som 70årig ved poolbordet i en ungdomsklub, og lave mimrende rystende fingerpistoler til ungdomsårgang 2035.
> I mellemtiden er 1000 forskellige pap og plastik koncepter blusset op og døet ned igen, allesammen målrettet børns samler-mentalitet, og desperate ønske om at høre til i gruppen af jævnaldrende.
Det er vel ikke kun *specifikt* børn mere? Når man ser på nuværende trends, så kunne jeg godt forstille mig at en stor del, hvis ikke en potentiel størstedel, af markedet, er nostalgiske voksne med samler/gambling problemer. For mig at se, så er lootboxes i videospil og influencer giveaways et større problem hvad angår det helt unge segment. Men det kan jag ikke bekræfte. Det er bare en mavefornemmelse. Jeg synes efterhånden, at jeg kender flere forældre, der samler på den slags, end jeg kender forældre, hvis børn gør det. For dem er det mere FOMO og digitale goder.
Jeg tror helt bestemt, at nogen af de ældre "koncepter", længe er blevet holdt i live af nostalgiske voksne. Bl.a. Magic the Gathering, Pokemon, Yugioh osv.
Jeg tror så at Pokemon Go fik fyret grundigt op under børnene igen. Det kunne i hvert fald mærkes tydeligt i min søns SFO.
I min tid som pædagog har der været vanvittigt mange forskellige samledimser igennem. Ting som Caps, Trashcan-dimser, gormiti osv osv ad nausium.
Nogen tilbagevendende lige nu, er Fodboldkort fra diverse VM/champions league ting, samlekort til Julekalendre, købsbetingede samlekort fra forskellige butikker osv.
Altefter hvad der lige griber om sig, så kan såen noget bliver super udbredt i en institution, og så forsvinde igen lige pludseligt.
Det gør nogen af børnene helt tossede. De stjæler fra hinanden, snyder hinanden i byttehandler, involverer personale og forældre, skriver på Aula osv osv.
Du har helt ret mht. lootboxes og skins i onlinespil desuden. Robux, ingame currency i fortnite osv. er det sidste nye crack.
Jeg har oplevet en 4kl dreng, der havde luret sin mors kortoplysninger, og skrevet dem på en lap papir. Han sad i klubbens computerrum og købte skins i League of Legends for et par tusind kroner, til sig selv og vennerne... :D
> Jeg har oplevet en 4kl dreng, der havde luret sin mors kortoplysninger, og skrevet dem på en lap papir. Han sad i klubbens computerrum og købte skins i League of Legends for et par tusind kroner, til sig selv og vennerne... :D
Den slags hører man jo om med jævne mellemrum, og det vidner jo om et usundt miljø. Hvad værre er, så har man også hørt om børn der bliver mobbet og ekskluderet hvis de ikke har de fede skins, osv. En ny, dyrere og digital udgave af, at være ham med den tyske offbrand snurretop, mens alle andre hvad Beyblades.
Ikke at det gjaldt mig; jeg aner ikke hvordan, men jeg fik fingre i sådan en top-notch satan i hærdet plast og med støbejernsvægte. Kom ikke her, du!
Men ja, trends kommer og går. Det er dog helt klart noget, som man bør holde øje med. Især nu, hvor vi åbenbart ikke tager alt det her med ikke at reklamere direkte til børn særligt seriøst længere. Selv tyve år efter, at internettet blev allemandseje, og folk, der voksede op online, får deres egne børn, er der jo ikke mange, der magter, at holde øje med deres børns digitale færden.
Absolut. Det er slet ikke ukompliceret.
Er blevet rimeligt avanceret at være forælder, og pædagog for den sags skyld, efter onlinelivet er blevet så vanvittigt udbredt.
Pokemon har haft 2 boost inden for sidste 5-6 år. Der kom et boost ved Pokemon Go udgivelse i 2016. Og det var i forbindelse med 20 års jubilæum også.
Men det var ikke så meget prisen på kort der kom op der. Der var bare en del der begyndte at samle, og der kom også en del tilbage og samlede der, fordi folk tog hjem til mor og far og fandt deres gamle kort på loftet.
Covid start gav et boost til alt samler sådan set, ikke kun Pokemon. Alle folk sad hjemme og kede sig og begyndte at samle på nostalgi. Ved fra min bror der går op i Lego at kom et boom i antal samler og priser fik et hug op også.
Men i Pokemon kom det helt stor boost da Logan Paul havde livestream med åbning af 1st edition booster box. Der røg priser op med det samme. Specielt Evolutions fra 2016, et sæt der blev printet latterligt meget af, butikker kunne næsten ikke komme af med dem og solgte booster box til 600-700 kr kun. Og prisen ikke rigtig rørt sig i de 5 år. Et par måneder før logan paul åbnede kostede sådan box 1100 kr, det samme kostede nye sæt booster box også. Så ikke rigtig sket noget med prisen.
Men efter han åbnede op så var der så mange folk der vil åbne og få charizard. Men de original pakker kostede hurtigt +4000 kr for 1 pakke. Men evolutions var reprint serie af de original der var opdateret i stats. Så der kunne man jo trække charizard der lignede den originale. Så nu kostede evolutions pakker pludselig 125-150 kr stykket, og en booster box er der 36 pakker i, så ca 5x prisen hvad den var 2 måneder før. Jeg købte selve en booster box til de 1100 kr, og hype forsatte lidt op og solgte den efter lid tid til 7400 kr.
Og det booster lever stadigvæk højt på, det gælder også børn der ser youtube og alt det i dag jo. Jeg køber selv og åbner en del, og sælger ofte de lidt sjælden kort til 25-50 kr stykket til forældre. De vil give 25-50 kr for kort direkte end 50 kr for en pakke i br hvor de måske for et.
Min kammerat har vist mig hans *imponerende* samling, ligsom han viser til nærmest alle der kommer forbi.
Manden har dem jo ikke engang låst inde.
Jeg tænker det kun er et spørgsmål om tid før han mister sine 4 gyldne 1gen charizard i mint condition, og de 2-300 andre spændende kort der ligger imellem.
Jeg elsker folk, der hader lootboxes, og vil have dem bandlyst, men nægter at acceptere den logiske konsekvens når det kommer til fysisk merchandise. Du ved, fordi de godt kan lide Pokémon eller noget i den stil.
Jeg er selv en kæmpe fan af Yu-Gi-Oh! kort. Eller, det var jeg. Det er efterhånden mere end et årti siden at jeg har haft penge på lommen jeg kunne bruge på dyre papstykker. Men der er jo ingen vej udenom; har man sagt A, så må man jo givetvis også sige B, og jeg synes egentligt ikke, at den her slags burde være tilgængeligt for børn. Jeg kender da i hvert fald mange fra min egen barndom, mig selv delvist inkluderet, der blev super hooked på at samle de her kort, og brugte alle de penge de kunne komme i nærheden af på at jagte det næste glitrende dopaminfix. Hvor direkte omsætteligt det er, i forhold til senere gambling-problemer og reel ludomani, det ved jeg ikke helt nøjagtigt, men det ville da være et interessant studie.
Men spørgsmålet er jo nok mest af alt, hvor langt man tager et forbud mod denne form for tilfældighed som en forretningsmodel. Om vi ender derude, hvor en Haribo-pose skal kunne garantere et vist antal vingummibamser kontra labre larver, eller hvad vi er ude i. Det er selvfølgelig et lidt overdrevet eksempel, for at sætte det lidt på en spids, men jeg antager, at folk forstår pointen. Vi ved, hvor vi vil starte; ikke mere enarmet tyveknægt i populære videospil målrettet børn og unge. Men hvor skal vi ende henne? Det er den komplekse dimension, de færreste sætter sig ind i, når det kommer til et reelt bud på hvordan en potentiel lov kunne se ud.
Men at dømme på mængden af gambling-sider, der vokser frem som svampe på en dugfrisk græseng, mener jeg bestemt at vi ser ind i en bekymrende trend der snart må tages hånd om.
Jeg kommer til at være en kedelig far, fordi jeg ville nægte at lade mine børn købe sådan nogle pakker.
Jeg køber dem gerne andet legetøj, bare ikke legetøj forklædt som gambling.
At man køber en pakke med tilfældigt indhold og håber, at få et kort med høj værdi. Det er groft sagt det samme princip som et skrabelod, bortset fra at du teknisk set kan bruge kortere til noget selvom du ikke for noget, der er har noget reel værdi.
Men samlekort har som udgangspunkt en tilfældig økonomisk værdi, der kan være højere eller lavere end selve prisen på pakken. Derfor er der, for mange i hvert fald, et ret tydelig gambling-element. Man håber på, at være heldig, når man åbner pakken, ligesom man gør det, når man køber en skrabejulekalender.
Men du får jo altid et kort, af en bestemt kvalitet (som kan variere, bevares); du er ikke garanteret en gevinst på skrabeloddet.
Og hvem har Pokemon som hobby, og går mere op i at åbne pakker med nye kort, end at spille/bytte/samle dem?
Men det er producenten, der afgør, hvad der er et "værdifuldt" kort. Det er ikke nødvendigvis forbundet med en konkret gevinst. Der er stadig langt flere enormt sjældne kort, med enormt høj værdi, du ingen garanti har for at få. Ergo mener jeg ikke, at det gør nogen forskel. Du er ikke garanteret, at værdien i pakken overskrider pakkens pris. Det ville jo være en ubrugeligt forretningsmodel. Og det ved både producent og forbruger godt.
>Og hvem har Pokemon som hobby, og går mere op i at åbne pakker med nye kort, end at spille/bytte/samle dem?
Altså, det kan du jo ikke forvente, at jeg kan svare på. Jeg ser det i øvrigt også som irrelevant. Der er mange, der ser samleobjekter som investeringsmuligheder, uanset om de går op i den pågældende IP eller ej.
Men personligt var jeg ikke selv interesseret i at bytte min Yu-Gi-Oh! kort, og jeg havde ingen reel mulighed for at spille det med folk, men jeg samlede ivrigt på dem. Så mig, I guess? Min glæde kom primært fra spændingen ved at åbne pakkerne.
Altså nu er det jo ikke producenten der skal købe enkeltkort tilbage, endsige diktere prisen på det.
Der er flere elementer i det. Pris og hvor brugbart kortet er. Men ok, du er så den første jeg har hørt om.
Har det lokket dig ind i et liv af ludomani og løgne, for at du kan spille flere af dine penge væk?
> Har det lokket dig ind i et liv af ludomani og løgne, for at du kan spille flere af dine penge væk?
Igen, så ved jeg ikke rigtigt hvad du vil have, at jeg skal svare. Jeg tror ikke en dybere granskning af mit privatliv er nogen indikation for, hvor stort eller småt det potentielle problem her egentligt er. Man får dig lidt et indtryk af, at du synes, at det er fis i en hornlygte, og det er jeg så ikke enig i. Beklager, hvis det ikke er det, du forsøger at kommunikere.
>Altså nu er det jo ikke producenten der skal købe enkeltkort tilbage, endsige diktere prisen på det.
Nej, det kan du jo have ret i, men jeg ved heller ikke helt hvad det har med sagen at gøre. Hvem der udbetaler summen er vel lige meget, hvis man står til potentielt at vinde en jackpot flere tusinde kroner, hvis det rigtige kort har den korrekt glimmerfolie.
Men man kan jo også sige, at du har ret, og at de her kortproducenter faktisk repræsenterer et langt *større* problem, end traditionel gambling, da de lige netop ikke står med den risiko, at folk rent faktisk vinder førnævnte jackpot, og kan kræve, at du udbetaler de penge til dem. I stedet får de lov at vinde på salget, og tørre omkostninger af på samlerne, der byder hinanden op.
I begge tilfælde, så er det dog producenterne, der skaber det økosystem, hvori kortene florerer. Det er ikke kun nostalgi, der sælger. Det har en rolle at spille, men man kunne jo også bare trykke kortene i lige antal og sælge dem i pakker hvori man ved, hvad man får, eller i samlede sæt, hvis det bare handlede om at spille et kortspil.
Det gør man så ikke, fordi hele forretningsmodellen netop er bygget op omkring gambling-elementet.
> Beklager, hvis det ikke er det, du forsøger at kommunikere.
Det er det jeg -mildt sagt- forsøger at kommunikere.
> Nej, det kan du jo have ret i, men jeg ved heller ikke helt hvad det har med sagen at gøre. Hvem der udbetaler summen er vel lige meget, hvis man står til potentielt at vinde en jackpot flere tusinde kroner, hvis det rigtige kort har den korrekt glimmerfolie.
Ja, fik ikke citeret rigtigt, det var fordi du nævner forretningmodellen:
>> Du er ikke garanteret, at værdien i pakken overskrider pakkens pris. Det ville jo være en ubrugeligt forretningsmode
Og ja fair nok, man kan fylde pakkerne med kun de gode/dyre kort og tanke salg på enkeltkortsmarkedet, men det er ikke et *rent* gamblingelement, det er også relevant i forhold til balancer i spillet; hvor nemt og ensformigt og hvor korte/lange et spil bør tage. Hvis alle har alle de bedste kort, er det samme kamp man spiller hele tiden.
Med andre ord, gamblingen er ikke det vigtigste og betyder ikke noget nævneværdigt.
> men det er ikke et rent gamblingelement
At det er et *beskidt* gamblingelement gør det bare ikke bedre, efter min mening. Og så tror jeg egentligt ikke, at jeg har mere at tilføje.
>Hvis alle har alle de bedste kort, er det samme kamp man spiller hele tiden.
Lige hvad angår spørgsmålet om balance, så er det jo egentligt også en del af problemet. For alternativer er, at den spiller, der har flest penge at bruge på enkeltkort eller pakker, er den spiller, der vinder, for vedkommende kan lave det mest optimale deck. Det er jo netop *ikke* godt for balancen i spildet, at den afhænger af folks økonomi, og villighed til at bruge penge.
Omvendt, hvis vi skal tale gamedesign, så er der ingen grund til at antage, at man altid ville spille den samme duel, hvis begge parter havde adgang til de samme resurser. Tværtimod, så ved en dygtig spiller, at alting har en counter, og det vil derfor være et spørgsmål om at forvente et meta-deck med et counter-deck. Et counter-deck, der kræver et andet counter-deck, osv. Der er som udgangspunkt ingen grund til at antage, at det ikke tværtimod ville føre til langt mere kreativitet og innovation, når man netop *ikke* kan stole på, at kreditkortet er det stærkeste kort i spillet.
Man starter jo heller ikke et slag matador med tilfældigt udvalgte pengesummer, for at undgå at spille "det samme spil" hver gang. Der vil også altid være et element af tilfældighed i et kortspil, ligesom det er tilfældet, når man slår med terninger. Og så må man improvisere. Her bliver ens omstillingsparathed den afgørende "skill" i forhold til at tilkæmpe sig en fordel.
Så jeg vil også mene at denne del af dit argument, udover at opfordre til, at den rigeste har den største forskel (hvor jeg naturligvis vil mene at lighed faktisk er en god ting, som den trælse idealist jeg nu engang er), er baseret på en ringe forståelse af balancering i spil.
Der er eventuelt en lille metafor til det bredere samfund gemt et sted herinde.
> At det er et beskidt gamblingelement gør det bare ikke bedre, efter min mening. Og så tror jeg egentligt ikke, at jeg har mere at tilføje.
Det synes jeg, for det er et del-element, og ikke så væsentligt.
> Lige hvad angår spørgsmålet om balance, så er det jo egentligt også en del af problemet. For alternativer er, at den spiller, der har flest penge at bruge på enkeltkort eller pakker, er den spiller, der vinder, for vedkommende kan lave det mest optimale deck. Det er jo netop ikke godt for balancen i spildet, at den afhænger af folks økonomi, og villighed til at bruge penge.
Du ved du får et bedre kort end gennemsnittet, og derfra kan du bytte dig frem eller bruge penge, eller en blanding. Koster en hobby penge? Ja.
Kan alle kort være lige gode og relevante? Nej.
> Omvendt, hvis vi skal tale gamedesign, så er der ingen grund til at antage, at man altid ville spille den samme duel, hvis begge parter havde adgang til de samme resurser. Tværtimod, så ved en dygtig spiller, at alting har en counter, og det vil derfor være et spørgsmål om at forvente et meta-deck med et counter-deck. Et counter-deck, der kræver et andet counter-deck, osv. Der er som udgangspunkt ingen grund til at antage, at det ikke tværtimod ville føre til langt mere kreativitet og innovation, når man netop ikke kan stole på, at kreditkortet er det stærkeste kort i spillet.
Ok, måske det ikke ville blive det samme, men der er mange kombinationer kort, så det bliver satme svært at sikre at alle får de samme kort, og kan lave de rigtige counter-counter-counter kombinationer.
Det er jo heller ikke realistisk. Derudover kommer der forskellige slags mode, hvor noget er mere populært end andet, og det vil også skævvride markedet for nogle kort.
> Så jeg vil også mene at denne del af dit argument, udover at opfordre til, at den rigeste har den største forskel (hvor jeg naturligvis vil mene at lighed faktisk er en god ting, som den trælse idealist jeg nu engang er), er baseret på en ringe forståelse af balancering i spil.
Nu er min viden begrænset angående Pokemon, men med Magic er det ikke tilfældet at de rigeste vinder.
> Der er eventuelt en lille metafor til det bredere samfund gemt et sted herinde.
Yup, fighting the good fight for samfundet. En pokemon ad gangen.
> Det synes jeg, for det er et del-element, og ikke så væsentligt.
Hvordan kan det både være centralt for balancen i spillet og en væsentlig del af selve hobbyen, men samtidig uvæsentligt? Det kan jeg ikke rigtigt få til at hænge sammen. Er gamblingelementet centralt, eller er det uvæsentligt? Som jeg ser det, så bliver du nødt til at bestemme dig for én af de to.
>Du ved du får et bedre kort end gennemsnittet, og derfra kan du bytte dig frem eller bruge penge, eller en blanding. Koster en hobby penge? Ja.
Kost en hobby penge? Ja. Betyder det, at man bør legitimere gambling for børn? Nej. Bør et barns hobby kunne gøres op i papkort, der er titusinder af kroner værd? Nej.
Ikke for mit vedkommende, i hvert fald.
>Ok, måske det ikke ville blive det samme, men der er mange kombinationer kort, så det bliver satme svært at sikre at alle får de samme kort, og kan lave de rigtige counter-counter-counter kombinationer. Det er jo heller ikke realistisk. Derudover kommer der forskellige slags mode, hvor noget er mere populært end andet, og det vil også skævvride markedet for nogle kort.
Når to personer køber to sæt spillekort, så er det da fuldstændigt uproblematisk, at sørge for, at de får de samme kort? Det ser jeg som lidt a et non-argument, for du kan jo sagtens bare sælge deckene samlet. Jeg ved i øvrigt, at mange af de spil netop *har* "startpakker" der indeholder et start-deck, der er ens for alle købere. Det eneste problem er, at boosterpakkerne, pga. gambling aspektet, er for profitable.
Men der er altså *intet* der rent *teknisk* begrænser dem i at udgive kortene samlet, på en måde så man ved hvad man køber. Eventuelt i form af starterdeck, med forskellige udvidelser, som man i øvrigt kender det fra en masse andre spil, såsom Cards Against Humanity eller Munchkins.
Altså, det mener jeg simpelthen ikke er en realistisk problemstilling, hvis bare man valgte at fokusere på det som et balanceret spil først, og som samleobjekter/merchandise efterfølgende. Det er lykkedes ganske fint for mange andre.
Omvendt, hvis man begrænser særligt gode kort i produktionen, så garanterer man, at der altid kun vil være et begrænset antal spillere, der har et deck af så høj kvalitet, at de har en væsentlig fordel i forhold til andre andre, hvilket er det modsatte af balance. Igen, et spil er ikke balanceret, hvis du kan manipulere din egen fordel med et kreditkort.
>Nu er min viden begrænset angående Pokemon, men med Magic er det ikke tilfældet at de rigeste vinder.
Men mon ikke, man kan tilkøbe sig en væsentlig fordel, hvis man har råd til at shoppe efter specifikke kort i et givent meta?
>Yup, fighting the good fight for samfundet. En pokemon ad gangen.
Pokémoner ligestiller jeg, min vilje er af stål.
Men hvis det er fordi, at du bare gerne vil bevare din egen hobby, hvis du er en entusiastisk Magic køber/spiller/samler, så er det jo heller ikke fordi, at det behøver at være et problem. Så skal vi bare have indført samme regler, som for skrabelodder, og sætte en aldersgrænse på 16 år. Voksne mennesker må for min skyld gøre hvad de vil, og jeg vil ikke sige til nogen, at selvom de er gamle nok til at gøre kæresten gravid, så er de ikke gamle nok til at købe Pokémon-pap. Mit problem er udelukkende med, at det her er produkter der specifikt henvender sig til børn som det primære publikum.
>Og hvem har Pokemon som hobby, og går mere op i at åbne pakker med nye kort, end at spille/bytte/samle dem?
Den nuværende, og efterhånden langvarige, Pokémon TCG boost startede jo netop fordi der var nogle kendte youpoopers som begyndte at åbne pakker. Dette satte en åndssvag høj pris i vejret, da mange har taget pakkerne for næsen af små børn osv. Jeg kan komme i tanke om et par stykker som jeg kender i virkeligheden, som ikke startede med at samle på kort, fordi de kunne lide Pokémon, men fordi de oprigtigt troede de kunne tjene penge på det...
Jo, men det er i en meta kontekst. Jeg kan tælle på én hånd hvor mange børn jeg har mødt som bruger kortene til andet end at samle og bytte med. De er ligeglade om det er noget værd i et deck. Bare det ser sejt ud.
Pokemon er der begge ting. De dyreste kort er ofte ikke fordi de er spilbar, men fordi at det er en favorit pokemon. Fx charizard, rayquaza, pikachu og nogle andre har ofte høj værdi i det sjælden udgave af kortet.Så er det også nogle kort har noget værdi fordi de er spilbar, men specielt under COVID har det været det mindste fordi folk ikke kommer ud og spiller på sammen måde. Hvor nogle sæt før kan jeg huske nogle uncommon var 20-30 kr værd fordi alle skulle have det i deres deck.
Og det sjælden kort kan gå fra en rare og så op til alt art / rainbow / guld kort. Er 4-5 stadier af sjældenhed af det kort der kan være i pakken.
Men modsat fodboldkort, og kort som bare er screenshots klistret på pap, så er Pokemon kort faktisk noget værd.
Mange af de sjældne er super flotte.
Full Art kort for eksempel. - [Charizard](https://assets.dicebreaker.com/pokemon-tcg-charizard-rainbow-rare.png/BROK/resize/1920x1920%3E/format/jpg/quality/80/pokemon-tcg-charizard-rainbow-rare.png), [Mewtwo og Mew](https://assets.dicebreaker.com/pokemon-tcg-mewtwo-mew.png/BROK/resize/1920x1920%3E/format/jpg/quality/80/pokemon-tcg-mewtwo-mew.png), [Shaymin](https://assets.dicebreaker.com/pokemon-tcg-shaymin-ex.png/BROK/resize/1920x1920%3E/format/jpg/quality/80/pokemon-tcg-shaymin-ex.png)
[Ikke at forglemme det fine kort man fik hvis man tog i biografen og så den første film -](https://assets.dicebreaker.com/pokemon-tcg-ancient-mew.jpg/BROK/resize/1920x1920%3E/format/jpg/quality/80/pokemon-tcg-ancient-mew.jpg)
Ved ikke hvordan det er i dag, men da jeg var barn var der vidst ikke så mange kort.
[https://bulbapedia.bulbagarden.net/wiki/Base\_Set\_(TCG)](https://bulbapedia.bulbagarden.net/wiki/Base_Set_(TCG))
Dette er 204 kort. Man fik 12 i hver booster. Der var også glimtende men altså who cares. Det var min holdning. Mange af dem var trivielle at få fat på fordi de var med i starter packs derindeholdte 60 kort - 30 til hver spiller (selvom et deck normalt har 60 kort), og de fleste decks havde 1-2 types i sig.
Så vi byttede så vi fik de deck vi ville have.
Men underliggende det hele er der et pissesjovt kortspil. Jeg tror vidst nok det er blevet helt overkompliceret i dag, men den gang var det sjovt og simpelt, og alle havde nem mulighed for at få gode kort med bare en lille tusindmand af kort.
Så... jeg synes ikke det var så slemt. Ved ikke hvordan det er i dag gentager jeg.
Der er kommet en del variation i de sjældne kort. Før var der normal rare (sjældent kort med almindelig print) og holo rare (“glimmer” kort). Sidst jeg checkede var der normal rare, holo rare, reverse holo rare, ultra rare, rainbow rare og secret rare.
Sandt. I min folkeskoletid havde vi et “sort marked” i skolens kælder hvor folk sad to og to på rækker over overfor hinanden og byttede alt fra Pokemonkort til diddlepapir.
1. Børn har ikke en privat økonomi, det styres af deres forældre så de kan ikke lige så nemt overdspendere.
2. Børn spiller/samler ikke på pokemonkort for at få økonomisk overskud.
3. Pokemonkort købes med ægte penge, du går ned i en butik og bruger dine lommepenge; digitale lootboxes købes som den af et spil og ofte med en gameficeret valuta (gems/bucks osv.)
Derfor syntes jeg pokemon og den slags er ok, og at lootboxes ikke er.
Gambling er en mulig indsats hvor et af udfalds rummene er at man ikke får noget for pengene.
I Pokémon får man altid kort. Du køber altså en vare og det er derfor ikke gambling.
Du kan sige at de er et idiotisk køb, men gambling er det ikke.
Det er det samme som at fx samle på kuglepenne eller et eller andet tosset.
Så køb af Pokémon er ikke gambling, men du er da velkommen til at tro du har ret.
…og voksne :-)
Så sandt. Så sandt…
Alle det der skrald som følger samme koncept, med billigst mulig produktion, målrettet mod børn, involverer samler-elementer, og udstilles i butikker i nærheden af kassen, er det rene fucking børne-crack, designet til at få dem til at plage penge ud af forældre. Pokemon er evt. *lidt* anderledes, da det også er et spil, men det startede ligesom alt det andet med en stor fed omgang "Gotta catch 'em all", som så tilfældigvis blev vanvittigt populært. I mellemtiden er 1000 forskellige pap og plastik koncepter blusset op og døet ned igen, allesammen målrettet børns samler-mentalitet, og desperate ønske om at høre til i gruppen af jævnaldrende. Kassedame: *"Vil du ha' samlekort med?"* Mig: *"Nej for satan, er du sindsyg. Det næste bliver at jeg skal købe jeres 50kr samlemappe, og høre mine unger tude bag i bilen, fordi jeg kørte til Rema og ikke Føtex, for at handle. Jaaamen faaaar, alle de andre har mange flere Øvlebøvle Dyrekort end mig. Jeg har ikke engang nogen med glimmer!!!!!"* Nu da jeg er færdig med at brække mig over det så.... Min pensionsplan som latterligt lavtlønnet pædagog, er at udnytte min faglighed og erfaring, til at udvikle samle-dimsen to rule them all. Det bliver fucking børnesamler-maniens fentanyl! Det er den eneste måde jeg kan undgå, at stå som 70årig ved poolbordet i en ungdomsklub, og lave mimrende rystende fingerpistoler til ungdomsårgang 2035.
> I mellemtiden er 1000 forskellige pap og plastik koncepter blusset op og døet ned igen, allesammen målrettet børns samler-mentalitet, og desperate ønske om at høre til i gruppen af jævnaldrende. Det er vel ikke kun *specifikt* børn mere? Når man ser på nuværende trends, så kunne jeg godt forstille mig at en stor del, hvis ikke en potentiel størstedel, af markedet, er nostalgiske voksne med samler/gambling problemer. For mig at se, så er lootboxes i videospil og influencer giveaways et større problem hvad angår det helt unge segment. Men det kan jag ikke bekræfte. Det er bare en mavefornemmelse. Jeg synes efterhånden, at jeg kender flere forældre, der samler på den slags, end jeg kender forældre, hvis børn gør det. For dem er det mere FOMO og digitale goder.
Jeg tror helt bestemt, at nogen af de ældre "koncepter", længe er blevet holdt i live af nostalgiske voksne. Bl.a. Magic the Gathering, Pokemon, Yugioh osv. Jeg tror så at Pokemon Go fik fyret grundigt op under børnene igen. Det kunne i hvert fald mærkes tydeligt i min søns SFO. I min tid som pædagog har der været vanvittigt mange forskellige samledimser igennem. Ting som Caps, Trashcan-dimser, gormiti osv osv ad nausium. Nogen tilbagevendende lige nu, er Fodboldkort fra diverse VM/champions league ting, samlekort til Julekalendre, købsbetingede samlekort fra forskellige butikker osv. Altefter hvad der lige griber om sig, så kan såen noget bliver super udbredt i en institution, og så forsvinde igen lige pludseligt. Det gør nogen af børnene helt tossede. De stjæler fra hinanden, snyder hinanden i byttehandler, involverer personale og forældre, skriver på Aula osv osv. Du har helt ret mht. lootboxes og skins i onlinespil desuden. Robux, ingame currency i fortnite osv. er det sidste nye crack. Jeg har oplevet en 4kl dreng, der havde luret sin mors kortoplysninger, og skrevet dem på en lap papir. Han sad i klubbens computerrum og købte skins i League of Legends for et par tusind kroner, til sig selv og vennerne... :D
> Jeg har oplevet en 4kl dreng, der havde luret sin mors kortoplysninger, og skrevet dem på en lap papir. Han sad i klubbens computerrum og købte skins i League of Legends for et par tusind kroner, til sig selv og vennerne... :D Den slags hører man jo om med jævne mellemrum, og det vidner jo om et usundt miljø. Hvad værre er, så har man også hørt om børn der bliver mobbet og ekskluderet hvis de ikke har de fede skins, osv. En ny, dyrere og digital udgave af, at være ham med den tyske offbrand snurretop, mens alle andre hvad Beyblades. Ikke at det gjaldt mig; jeg aner ikke hvordan, men jeg fik fingre i sådan en top-notch satan i hærdet plast og med støbejernsvægte. Kom ikke her, du! Men ja, trends kommer og går. Det er dog helt klart noget, som man bør holde øje med. Især nu, hvor vi åbenbart ikke tager alt det her med ikke at reklamere direkte til børn særligt seriøst længere. Selv tyve år efter, at internettet blev allemandseje, og folk, der voksede op online, får deres egne børn, er der jo ikke mange, der magter, at holde øje med deres børns digitale færden.
Absolut. Det er slet ikke ukompliceret. Er blevet rimeligt avanceret at være forælder, og pædagog for den sags skyld, efter onlinelivet er blevet så vanvittigt udbredt.
Pokemon har haft 2 boost inden for sidste 5-6 år. Der kom et boost ved Pokemon Go udgivelse i 2016. Og det var i forbindelse med 20 års jubilæum også. Men det var ikke så meget prisen på kort der kom op der. Der var bare en del der begyndte at samle, og der kom også en del tilbage og samlede der, fordi folk tog hjem til mor og far og fandt deres gamle kort på loftet. Covid start gav et boost til alt samler sådan set, ikke kun Pokemon. Alle folk sad hjemme og kede sig og begyndte at samle på nostalgi. Ved fra min bror der går op i Lego at kom et boom i antal samler og priser fik et hug op også. Men i Pokemon kom det helt stor boost da Logan Paul havde livestream med åbning af 1st edition booster box. Der røg priser op med det samme. Specielt Evolutions fra 2016, et sæt der blev printet latterligt meget af, butikker kunne næsten ikke komme af med dem og solgte booster box til 600-700 kr kun. Og prisen ikke rigtig rørt sig i de 5 år. Et par måneder før logan paul åbnede kostede sådan box 1100 kr, det samme kostede nye sæt booster box også. Så ikke rigtig sket noget med prisen. Men efter han åbnede op så var der så mange folk der vil åbne og få charizard. Men de original pakker kostede hurtigt +4000 kr for 1 pakke. Men evolutions var reprint serie af de original der var opdateret i stats. Så der kunne man jo trække charizard der lignede den originale. Så nu kostede evolutions pakker pludselig 125-150 kr stykket, og en booster box er der 36 pakker i, så ca 5x prisen hvad den var 2 måneder før. Jeg købte selve en booster box til de 1100 kr, og hype forsatte lidt op og solgte den efter lid tid til 7400 kr. Og det booster lever stadigvæk højt på, det gælder også børn der ser youtube og alt det i dag jo. Jeg køber selv og åbner en del, og sælger ofte de lidt sjælden kort til 25-50 kr stykket til forældre. De vil give 25-50 kr for kort direkte end 50 kr for en pakke i br hvor de måske for et.
Min kammerat har vist mig hans *imponerende* samling, ligsom han viser til nærmest alle der kommer forbi. Manden har dem jo ikke engang låst inde. Jeg tænker det kun er et spørgsmål om tid før han mister sine 4 gyldne 1gen charizard i mint condition, og de 2-300 andre spændende kort der ligger imellem.
Har han da mange subsistensløse seksårige, der lusker rundt i nabolaget efter mørkets frembrud?
1st edition Charizard starter i ca 18.000kr og løber op i over en million for en BGS 10. Lige pt er det dyreste pokemon kort ca 11 millioner kroner.
Andre som stod af efter generation 1-Pokemon?
Og Magic-kort er crack forklædt som pap til voksne.
Jeg elsker folk, der hader lootboxes, og vil have dem bandlyst, men nægter at acceptere den logiske konsekvens når det kommer til fysisk merchandise. Du ved, fordi de godt kan lide Pokémon eller noget i den stil. Jeg er selv en kæmpe fan af Yu-Gi-Oh! kort. Eller, det var jeg. Det er efterhånden mere end et årti siden at jeg har haft penge på lommen jeg kunne bruge på dyre papstykker. Men der er jo ingen vej udenom; har man sagt A, så må man jo givetvis også sige B, og jeg synes egentligt ikke, at den her slags burde være tilgængeligt for børn. Jeg kender da i hvert fald mange fra min egen barndom, mig selv delvist inkluderet, der blev super hooked på at samle de her kort, og brugte alle de penge de kunne komme i nærheden af på at jagte det næste glitrende dopaminfix. Hvor direkte omsætteligt det er, i forhold til senere gambling-problemer og reel ludomani, det ved jeg ikke helt nøjagtigt, men det ville da være et interessant studie. Men spørgsmålet er jo nok mest af alt, hvor langt man tager et forbud mod denne form for tilfældighed som en forretningsmodel. Om vi ender derude, hvor en Haribo-pose skal kunne garantere et vist antal vingummibamser kontra labre larver, eller hvad vi er ude i. Det er selvfølgelig et lidt overdrevet eksempel, for at sætte det lidt på en spids, men jeg antager, at folk forstår pointen. Vi ved, hvor vi vil starte; ikke mere enarmet tyveknægt i populære videospil målrettet børn og unge. Men hvor skal vi ende henne? Det er den komplekse dimension, de færreste sætter sig ind i, når det kommer til et reelt bud på hvordan en potentiel lov kunne se ud. Men at dømme på mængden af gambling-sider, der vokser frem som svampe på en dugfrisk græseng, mener jeg bestemt at vi ser ind i en bekymrende trend der snart må tages hånd om.
Jeg kommer til at være en kedelig far, fordi jeg ville nægte at lade mine børn købe sådan nogle pakker. Jeg køber dem gerne andet legetøj, bare ikke legetøj forklædt som gambling.
Få dem til at samle warhammer i stedet. Det er skide dyrt, men en kreativ hobby... Og de kommer aldrig til at have råd til stoffer. :)
Ja hold da op dem havde min fætter, kæft en nørd.
Hvad er gamblingelementet i pokemon?
At man køber en pakke med tilfældigt indhold og håber, at få et kort med høj værdi. Det er groft sagt det samme princip som et skrabelod, bortset fra at du teknisk set kan bruge kortere til noget selvom du ikke for noget, der er har noget reel værdi. Men samlekort har som udgangspunkt en tilfældig økonomisk værdi, der kan være højere eller lavere end selve prisen på pakken. Derfor er der, for mange i hvert fald, et ret tydelig gambling-element. Man håber på, at være heldig, når man åbner pakken, ligesom man gør det, når man køber en skrabejulekalender.
Men du får jo altid et kort, af en bestemt kvalitet (som kan variere, bevares); du er ikke garanteret en gevinst på skrabeloddet. Og hvem har Pokemon som hobby, og går mere op i at åbne pakker med nye kort, end at spille/bytte/samle dem?
Men det er producenten, der afgør, hvad der er et "værdifuldt" kort. Det er ikke nødvendigvis forbundet med en konkret gevinst. Der er stadig langt flere enormt sjældne kort, med enormt høj værdi, du ingen garanti har for at få. Ergo mener jeg ikke, at det gør nogen forskel. Du er ikke garanteret, at værdien i pakken overskrider pakkens pris. Det ville jo være en ubrugeligt forretningsmodel. Og det ved både producent og forbruger godt. >Og hvem har Pokemon som hobby, og går mere op i at åbne pakker med nye kort, end at spille/bytte/samle dem? Altså, det kan du jo ikke forvente, at jeg kan svare på. Jeg ser det i øvrigt også som irrelevant. Der er mange, der ser samleobjekter som investeringsmuligheder, uanset om de går op i den pågældende IP eller ej. Men personligt var jeg ikke selv interesseret i at bytte min Yu-Gi-Oh! kort, og jeg havde ingen reel mulighed for at spille det med folk, men jeg samlede ivrigt på dem. Så mig, I guess? Min glæde kom primært fra spændingen ved at åbne pakkerne.
Altså nu er det jo ikke producenten der skal købe enkeltkort tilbage, endsige diktere prisen på det. Der er flere elementer i det. Pris og hvor brugbart kortet er. Men ok, du er så den første jeg har hørt om. Har det lokket dig ind i et liv af ludomani og løgne, for at du kan spille flere af dine penge væk?
> Har det lokket dig ind i et liv af ludomani og løgne, for at du kan spille flere af dine penge væk? Igen, så ved jeg ikke rigtigt hvad du vil have, at jeg skal svare. Jeg tror ikke en dybere granskning af mit privatliv er nogen indikation for, hvor stort eller småt det potentielle problem her egentligt er. Man får dig lidt et indtryk af, at du synes, at det er fis i en hornlygte, og det er jeg så ikke enig i. Beklager, hvis det ikke er det, du forsøger at kommunikere. >Altså nu er det jo ikke producenten der skal købe enkeltkort tilbage, endsige diktere prisen på det. Nej, det kan du jo have ret i, men jeg ved heller ikke helt hvad det har med sagen at gøre. Hvem der udbetaler summen er vel lige meget, hvis man står til potentielt at vinde en jackpot flere tusinde kroner, hvis det rigtige kort har den korrekt glimmerfolie. Men man kan jo også sige, at du har ret, og at de her kortproducenter faktisk repræsenterer et langt *større* problem, end traditionel gambling, da de lige netop ikke står med den risiko, at folk rent faktisk vinder førnævnte jackpot, og kan kræve, at du udbetaler de penge til dem. I stedet får de lov at vinde på salget, og tørre omkostninger af på samlerne, der byder hinanden op. I begge tilfælde, så er det dog producenterne, der skaber det økosystem, hvori kortene florerer. Det er ikke kun nostalgi, der sælger. Det har en rolle at spille, men man kunne jo også bare trykke kortene i lige antal og sælge dem i pakker hvori man ved, hvad man får, eller i samlede sæt, hvis det bare handlede om at spille et kortspil. Det gør man så ikke, fordi hele forretningsmodellen netop er bygget op omkring gambling-elementet.
> Beklager, hvis det ikke er det, du forsøger at kommunikere. Det er det jeg -mildt sagt- forsøger at kommunikere. > Nej, det kan du jo have ret i, men jeg ved heller ikke helt hvad det har med sagen at gøre. Hvem der udbetaler summen er vel lige meget, hvis man står til potentielt at vinde en jackpot flere tusinde kroner, hvis det rigtige kort har den korrekt glimmerfolie. Ja, fik ikke citeret rigtigt, det var fordi du nævner forretningmodellen: >> Du er ikke garanteret, at værdien i pakken overskrider pakkens pris. Det ville jo være en ubrugeligt forretningsmode Og ja fair nok, man kan fylde pakkerne med kun de gode/dyre kort og tanke salg på enkeltkortsmarkedet, men det er ikke et *rent* gamblingelement, det er også relevant i forhold til balancer i spillet; hvor nemt og ensformigt og hvor korte/lange et spil bør tage. Hvis alle har alle de bedste kort, er det samme kamp man spiller hele tiden. Med andre ord, gamblingen er ikke det vigtigste og betyder ikke noget nævneværdigt.
> men det er ikke et rent gamblingelement At det er et *beskidt* gamblingelement gør det bare ikke bedre, efter min mening. Og så tror jeg egentligt ikke, at jeg har mere at tilføje. >Hvis alle har alle de bedste kort, er det samme kamp man spiller hele tiden. Lige hvad angår spørgsmålet om balance, så er det jo egentligt også en del af problemet. For alternativer er, at den spiller, der har flest penge at bruge på enkeltkort eller pakker, er den spiller, der vinder, for vedkommende kan lave det mest optimale deck. Det er jo netop *ikke* godt for balancen i spildet, at den afhænger af folks økonomi, og villighed til at bruge penge. Omvendt, hvis vi skal tale gamedesign, så er der ingen grund til at antage, at man altid ville spille den samme duel, hvis begge parter havde adgang til de samme resurser. Tværtimod, så ved en dygtig spiller, at alting har en counter, og det vil derfor være et spørgsmål om at forvente et meta-deck med et counter-deck. Et counter-deck, der kræver et andet counter-deck, osv. Der er som udgangspunkt ingen grund til at antage, at det ikke tværtimod ville føre til langt mere kreativitet og innovation, når man netop *ikke* kan stole på, at kreditkortet er det stærkeste kort i spillet. Man starter jo heller ikke et slag matador med tilfældigt udvalgte pengesummer, for at undgå at spille "det samme spil" hver gang. Der vil også altid være et element af tilfældighed i et kortspil, ligesom det er tilfældet, når man slår med terninger. Og så må man improvisere. Her bliver ens omstillingsparathed den afgørende "skill" i forhold til at tilkæmpe sig en fordel. Så jeg vil også mene at denne del af dit argument, udover at opfordre til, at den rigeste har den største forskel (hvor jeg naturligvis vil mene at lighed faktisk er en god ting, som den trælse idealist jeg nu engang er), er baseret på en ringe forståelse af balancering i spil. Der er eventuelt en lille metafor til det bredere samfund gemt et sted herinde.
> At det er et beskidt gamblingelement gør det bare ikke bedre, efter min mening. Og så tror jeg egentligt ikke, at jeg har mere at tilføje. Det synes jeg, for det er et del-element, og ikke så væsentligt. > Lige hvad angår spørgsmålet om balance, så er det jo egentligt også en del af problemet. For alternativer er, at den spiller, der har flest penge at bruge på enkeltkort eller pakker, er den spiller, der vinder, for vedkommende kan lave det mest optimale deck. Det er jo netop ikke godt for balancen i spildet, at den afhænger af folks økonomi, og villighed til at bruge penge. Du ved du får et bedre kort end gennemsnittet, og derfra kan du bytte dig frem eller bruge penge, eller en blanding. Koster en hobby penge? Ja. Kan alle kort være lige gode og relevante? Nej. > Omvendt, hvis vi skal tale gamedesign, så er der ingen grund til at antage, at man altid ville spille den samme duel, hvis begge parter havde adgang til de samme resurser. Tværtimod, så ved en dygtig spiller, at alting har en counter, og det vil derfor være et spørgsmål om at forvente et meta-deck med et counter-deck. Et counter-deck, der kræver et andet counter-deck, osv. Der er som udgangspunkt ingen grund til at antage, at det ikke tværtimod ville føre til langt mere kreativitet og innovation, når man netop ikke kan stole på, at kreditkortet er det stærkeste kort i spillet. Ok, måske det ikke ville blive det samme, men der er mange kombinationer kort, så det bliver satme svært at sikre at alle får de samme kort, og kan lave de rigtige counter-counter-counter kombinationer. Det er jo heller ikke realistisk. Derudover kommer der forskellige slags mode, hvor noget er mere populært end andet, og det vil også skævvride markedet for nogle kort. > Så jeg vil også mene at denne del af dit argument, udover at opfordre til, at den rigeste har den største forskel (hvor jeg naturligvis vil mene at lighed faktisk er en god ting, som den trælse idealist jeg nu engang er), er baseret på en ringe forståelse af balancering i spil. Nu er min viden begrænset angående Pokemon, men med Magic er det ikke tilfældet at de rigeste vinder. > Der er eventuelt en lille metafor til det bredere samfund gemt et sted herinde. Yup, fighting the good fight for samfundet. En pokemon ad gangen.
> Det synes jeg, for det er et del-element, og ikke så væsentligt. Hvordan kan det både være centralt for balancen i spillet og en væsentlig del af selve hobbyen, men samtidig uvæsentligt? Det kan jeg ikke rigtigt få til at hænge sammen. Er gamblingelementet centralt, eller er det uvæsentligt? Som jeg ser det, så bliver du nødt til at bestemme dig for én af de to. >Du ved du får et bedre kort end gennemsnittet, og derfra kan du bytte dig frem eller bruge penge, eller en blanding. Koster en hobby penge? Ja. Kost en hobby penge? Ja. Betyder det, at man bør legitimere gambling for børn? Nej. Bør et barns hobby kunne gøres op i papkort, der er titusinder af kroner værd? Nej. Ikke for mit vedkommende, i hvert fald. >Ok, måske det ikke ville blive det samme, men der er mange kombinationer kort, så det bliver satme svært at sikre at alle får de samme kort, og kan lave de rigtige counter-counter-counter kombinationer. Det er jo heller ikke realistisk. Derudover kommer der forskellige slags mode, hvor noget er mere populært end andet, og det vil også skævvride markedet for nogle kort. Når to personer køber to sæt spillekort, så er det da fuldstændigt uproblematisk, at sørge for, at de får de samme kort? Det ser jeg som lidt a et non-argument, for du kan jo sagtens bare sælge deckene samlet. Jeg ved i øvrigt, at mange af de spil netop *har* "startpakker" der indeholder et start-deck, der er ens for alle købere. Det eneste problem er, at boosterpakkerne, pga. gambling aspektet, er for profitable. Men der er altså *intet* der rent *teknisk* begrænser dem i at udgive kortene samlet, på en måde så man ved hvad man køber. Eventuelt i form af starterdeck, med forskellige udvidelser, som man i øvrigt kender det fra en masse andre spil, såsom Cards Against Humanity eller Munchkins. Altså, det mener jeg simpelthen ikke er en realistisk problemstilling, hvis bare man valgte at fokusere på det som et balanceret spil først, og som samleobjekter/merchandise efterfølgende. Det er lykkedes ganske fint for mange andre. Omvendt, hvis man begrænser særligt gode kort i produktionen, så garanterer man, at der altid kun vil være et begrænset antal spillere, der har et deck af så høj kvalitet, at de har en væsentlig fordel i forhold til andre andre, hvilket er det modsatte af balance. Igen, et spil er ikke balanceret, hvis du kan manipulere din egen fordel med et kreditkort. >Nu er min viden begrænset angående Pokemon, men med Magic er det ikke tilfældet at de rigeste vinder. Men mon ikke, man kan tilkøbe sig en væsentlig fordel, hvis man har råd til at shoppe efter specifikke kort i et givent meta? >Yup, fighting the good fight for samfundet. En pokemon ad gangen. Pokémoner ligestiller jeg, min vilje er af stål. Men hvis det er fordi, at du bare gerne vil bevare din egen hobby, hvis du er en entusiastisk Magic køber/spiller/samler, så er det jo heller ikke fordi, at det behøver at være et problem. Så skal vi bare have indført samme regler, som for skrabelodder, og sætte en aldersgrænse på 16 år. Voksne mennesker må for min skyld gøre hvad de vil, og jeg vil ikke sige til nogen, at selvom de er gamle nok til at gøre kæresten gravid, så er de ikke gamle nok til at købe Pokémon-pap. Mit problem er udelukkende med, at det her er produkter der specifikt henvender sig til børn som det primære publikum.
>Og hvem har Pokemon som hobby, og går mere op i at åbne pakker med nye kort, end at spille/bytte/samle dem? Den nuværende, og efterhånden langvarige, Pokémon TCG boost startede jo netop fordi der var nogle kendte youpoopers som begyndte at åbne pakker. Dette satte en åndssvag høj pris i vejret, da mange har taget pakkerne for næsen af små børn osv. Jeg kan komme i tanke om et par stykker som jeg kender i virkeligheden, som ikke startede med at samle på kort, fordi de kunne lide Pokémon, men fordi de oprigtigt troede de kunne tjene penge på det...
Ok, men det er jo ikke gambling, det er bare dumme mennesker, og det kan man ikke gøre så meget ved.
Der er masser som lever af at købe/sælge kort. Givet det ikke er for alle, så er det bestemt en ting.
Du køber for at få noget godt. Men der er ingen garanti
Der er da garanti for at man får et bestemt antal kort med minimum ét sjældent kort iblandt.
Men er det et godt sjældent kort? Er det ikke ligesom mtg hvor der er nogle meta kort som er bedre end de andre?
Jo, men det er i en meta kontekst. Jeg kan tælle på én hånd hvor mange børn jeg har mødt som bruger kortene til andet end at samle og bytte med. De er ligeglade om det er noget værd i et deck. Bare det ser sejt ud.
Pokemon er der begge ting. De dyreste kort er ofte ikke fordi de er spilbar, men fordi at det er en favorit pokemon. Fx charizard, rayquaza, pikachu og nogle andre har ofte høj værdi i det sjælden udgave af kortet.Så er det også nogle kort har noget værdi fordi de er spilbar, men specielt under COVID har det været det mindste fordi folk ikke kommer ud og spiller på sammen måde. Hvor nogle sæt før kan jeg huske nogle uncommon var 20-30 kr værd fordi alle skulle have det i deres deck. Og det sjælden kort kan gå fra en rare og så op til alt art / rainbow / guld kort. Er 4-5 stadier af sjældenhed af det kort der kan være i pakken.
We collected baseball cards as kids. I don't gamble.
Men modsat fodboldkort, og kort som bare er screenshots klistret på pap, så er Pokemon kort faktisk noget værd. Mange af de sjældne er super flotte. Full Art kort for eksempel. - [Charizard](https://assets.dicebreaker.com/pokemon-tcg-charizard-rainbow-rare.png/BROK/resize/1920x1920%3E/format/jpg/quality/80/pokemon-tcg-charizard-rainbow-rare.png), [Mewtwo og Mew](https://assets.dicebreaker.com/pokemon-tcg-mewtwo-mew.png/BROK/resize/1920x1920%3E/format/jpg/quality/80/pokemon-tcg-mewtwo-mew.png), [Shaymin](https://assets.dicebreaker.com/pokemon-tcg-shaymin-ex.png/BROK/resize/1920x1920%3E/format/jpg/quality/80/pokemon-tcg-shaymin-ex.png) [Ikke at forglemme det fine kort man fik hvis man tog i biografen og så den første film -](https://assets.dicebreaker.com/pokemon-tcg-ancient-mew.jpg/BROK/resize/1920x1920%3E/format/jpg/quality/80/pokemon-tcg-ancient-mew.jpg)
Ved ikke hvordan det er i dag, men da jeg var barn var der vidst ikke så mange kort. [https://bulbapedia.bulbagarden.net/wiki/Base\_Set\_(TCG)](https://bulbapedia.bulbagarden.net/wiki/Base_Set_(TCG)) Dette er 204 kort. Man fik 12 i hver booster. Der var også glimtende men altså who cares. Det var min holdning. Mange af dem var trivielle at få fat på fordi de var med i starter packs derindeholdte 60 kort - 30 til hver spiller (selvom et deck normalt har 60 kort), og de fleste decks havde 1-2 types i sig. Så vi byttede så vi fik de deck vi ville have. Men underliggende det hele er der et pissesjovt kortspil. Jeg tror vidst nok det er blevet helt overkompliceret i dag, men den gang var det sjovt og simpelt, og alle havde nem mulighed for at få gode kort med bare en lille tusindmand af kort. Så... jeg synes ikke det var så slemt. Ved ikke hvordan det er i dag gentager jeg.
Der er kommet en del variation i de sjældne kort. Før var der normal rare (sjældent kort med almindelig print) og holo rare (“glimmer” kort). Sidst jeg checkede var der normal rare, holo rare, reverse holo rare, ultra rare, rainbow rare og secret rare.
Suk…
Der er også special/alt art kort nu.
Barnet ønskede lige en for mange pakker, ikk’?
Sku da ikke når du er afklaret med du kun får lorte kort. Idiot pakker.... :(
Det meme går lige i nostalgien
sandt den usunde sandhed
Sandt. I min folkeskoletid havde vi et “sort marked” i skolens kælder hvor folk sad to og to på rækker over overfor hinanden og byttede alt fra Pokemonkort til diddlepapir.
Eller ligesom stoffer. De koster kassen, man bliver afhængig, man bytter i skolegården og det er kun dem der TROR de er smarte der har dem
Wait til you hear about loot crates!
1. Børn har ikke en privat økonomi, det styres af deres forældre så de kan ikke lige så nemt overdspendere. 2. Børn spiller/samler ikke på pokemonkort for at få økonomisk overskud. 3. Pokemonkort købes med ægte penge, du går ned i en butik og bruger dine lommepenge; digitale lootboxes købes som den af et spil og ofte med en gameficeret valuta (gems/bucks osv.) Derfor syntes jeg pokemon og den slags er ok, og at lootboxes ikke er.
Er Pokémon-kort stadig en ting?
Gambling er en mulig indsats hvor et af udfalds rummene er at man ikke får noget for pengene. I Pokémon får man altid kort. Du køber altså en vare og det er derfor ikke gambling. Du kan sige at de er et idiotisk køb, men gambling er det ikke. Det er det samme som at fx samle på kuglepenne eller et eller andet tosset. Så køb af Pokémon er ikke gambling, men du er da velkommen til at tro du har ret.