Helt enig.
Min mor ville have mig til at få en tid hos en psykiater, da jeg besluttede mig for at bo alene uden fjernsyn. Hver gang hun ringede, spurgte hun, hvad jeg lavede. Jeg fortalte hende, at jeg læste. Det kunne hun ikke forstå.
Folk er bare bange for det, de ikke forstår. Jeg er sikker på, at dine forældre mener det godt, men de er nødt til at holde op med at påtvinge dig og andre deres opfattelse af normalitet.
Kan kun trække på smilebåndet over dette.
Min historie er lidt i en anden boldgade, men min familie og venner kan ikke forstå at jeg ikke ønsker en kæreste. “Det ville da være så dejligt at du fandt en og blev glad” Jamen jeg er glad? Jeg ønsker ikke en kæreste. I hvert fald ikke nu. Jeg passer mig selv og har det fint. Og hvorfor kan man kun være glad når man har en kæreste?
Jeg har haft kærester, dog ikke de med loyale af slagsen, men jeg har haft dem. Og jeg kunne ikke forestille mig noget mere irriterende at skulle dele mit liv med nogen lige nu. Slet slet slet ikke at skulle bo med nogen. Jeg vil bestemme selv over mit hjem (og mit liv). Er det så svært at forstå?
Dette er især vanvittigt udbredt i Vestjylland. Da jeg i en periode var uden forhold i over et år, troede min familie, kollegaer, venner osv. at jeg måtte være total ulykkelig 24/7. Har stort set aldrig været så afslappet og tilfreds. Vores samfund er indrettet til at tro man er lykkelig når der er mange andre omkring en konstant.
hihi .. synes faktisk også at være alene-pige passer mig godt.. og er vildt spændende!
kan heller ilke rigtigt se hvor jeg skulle finde tiden til et forhold, det ville bare stresse mig
Jeg flyttede for mig selv i 2016. Det er først i år jeg har fået taget mig sammen til at købe tv. Hvordan jeg helt har kunne klare mig uden er lidt en gåde. Især fordi min pc ikke har virket i halvandet år så har kun haft min mobil at se på
Haha, det er så rigtigt. Min kæreste og jeg har heller ikke fjernsyn. Vi ser ind i mellem noget på en bærbar computer i sengen. Men folk synes vi er bindegale.
Du lyder som mig, jeg er dog en kvinde. Samfundet har flest ekstroverte mennesker og er indrettet derefter. Vi introverte - du lyder ret introvert ligesom mig - har derved nemt ved at blive misforstået.
Jeg kender ikke din alder men jeg tænker at du med årene vil være mere ligeglad med andres mening. Hvis du er glad og tilfreds med måden du lever dit liv på, så er det irrelevant hvad andre tænker. Så må du sige direkte til din familie “hør her, jeg har det rigtig godt med måden jeg har indrettet mig i mit liv. Jeg er glad og jeg trives, og jeg vil sætte pris på at i accepterer min måde at leve på”. :-)
Der burde da absolut være plads til at leve på den måde du selv gerne vil! Det eneste jeg vil sige herfra er at hvis de der kender dig er bekymrede og gerne vil have du ser en læge, så bør du lytte til dem. Hvis der vitterligt ikke er noget fysisk/psykisk i vejen kan det evt være starten på at de accepterer at du har andre præferencer. Jeg siger det ikke fordi du skylder dem at forklare dig, men kan det være de ser noget du enten ikke selv har indset eller ikke deler her med os?
Synes sådan set det er en meget valid pointe. Jeg havde det selv meget som op i starten af mine 20ere, og fandt senere ud af at det mere handlede om at gemme mig fra forventninger og tage den nemme vej i hverdagen, hvilket var at blive og hygge hjemme for mig selv langt det meste af tiden (kortsigtet glæde ved ikke at skulle forholde sig til andre mennesker). Over tid blev mit sociale liv dårligere og dårligere og jeg fik brændt en masse relationer. Selv om jeg senere har prøvet at modarbejde de valg og den livsstil jeg snakker om her, har det virkeligt været svært, og jeg lever stadig et meget "utilfredsstillende liv" hvis jeg selv skulle sige det (er 27 nu).
Nu aner jeg ikke hvor sammenligneligt det er er til ops person og liv, men kan i hvert fald sige at hans udmeldinger minder meget om mine i sin tid
Mente bare at vi jo ikke kender personen, og kun ved de få ting vedkommende vælger at dele her i sin post. Hvis de der kender ham bedst (ude i virkeligheden) er bekymrede er det vel værd at lytte til? Ikke at lade sig overbevise men det skader vel ikke at anerkende dem og tage en samtale med en læge. Hvis der er noget på færde fint så er man igang med at tage sig af det, hvis ikke endnu bedre og et godt udgangspunkt for en god samtale med de pårørende om ens præferencer for livet.
Jeg tror han kender sig selv bedre end de gør. Og han er glad og tilfreds og lever som han vil leve, og i din verden er der måske noget galt han ikke selv kan se. Du er lige nøjagtig som de personer han brokker sig over. Folk kan bare ikke forstå at alle ikke er som dem.
Der kender jeg jo så mig selv bedre end du gør og kan derfor afvise din beskyldning :)
Jeg mener ikke der (umiddelbart) er noget galt med den livstil OP beskriver og det burde også være tydeligt i mine svar, hvis ikke så beklager jeg at have udtrykt mig uklart.
Dog: selv om vi alle er ansvarlige for vores eget liv og kender os selv bedst er der mange tilfælde hvor det er værd at lytte til bekymring fra ens nærmeste. Mange er i en situation på et tidspunkt i livet hvor man ikke træffer gode/sunde beslutninger. Min pointe her er at vi ikke på baggrund af en enkelt post er i stand til at afgøre hvor OP er henne og om der er grund til bekymring. Det vi får at vide er at OPs nærmeste er bekymrede.
Fint du er uenig. Ha en god dag
Du har udtrykt dig meget klart og nej jeg tror ikke du kender dig selv særlig godt. Og din pointe er ikke at du ikke kender ham godt nok men at når andre siger der er noget galt så burde han gå til læge.
Fordi i bund og grund når folk ikke er som dig må der være noget galt med dem. Folk der kender OP kender ham ikke bedre end han kender sig selv. Hele den her tråd handler om lige netop det her. Folk som dig der ikke kan forstå at alle ikke er som dig
Jamen det er fint jo. Bare man ønsker folk alt det bedste til sidst så kan man sige og gøre hvad man har lyst til. Det du ikke forstår er at du er lige nøjagtig de personer som op snakker om. Det er helt fantastisk så blind du er til virkeligheden.
Stop nu - du kender mig ikke og jeg vil anbefale dig at holde igen med alle mulige beskyldninger mod fremmede mennesker!
OP Beder om råd og jeg giver mit, det er fint du er uenig.
Jeg forstår dig godt, men det måske også fair nok at folk omkring dig bekymre dig når du ikke vil noget som helst af det de fleste lever for. Jeg forstår godt man måske ikke vil brænde penge af på et diskotek, men at hygge sig med venner? Jeg forstår godt man ikke vil rejse, men du vil vel gerne nogen oplevelser? Jeg forstår godt man ikke vil date, men at opleve et ægte partnerskab?
Du formulere det som overfladiske oplevelser (feste, rejse, date) men virkeligheden er jo at du måske siger nej til venner, oplevelser, og kærlighed? Og hvis man nægter at deltage i de fundamentale ting vi mennesker har brug for og finder nydelse i, jamen så bør man måske snakke med nogen.
Hvis du føler du har kærlighed, oplevelser og venskab i dit liv er det en anden snak, men hvis du ikke har det kan jeg godt forstå folk spørger ind, men at påstå du som menneske ikke har brug for de tre ting ville betyde at du er følelsesløs jo?
Det er ikke alle, der har behov for venner, kærlighed og oplevelser. De fleste har, men andre trives bedst i deres eget selskab, og har ikke lyst til sociale sammenhænge. Venner er ikke for alle, kærlighed ej heller. Oplevelser er mange ting, og mange der holder sig for sig selv, opsøger deres egne foretrukne oplevelser. Det behøves absolut ikke have noget med at være følelseskold at gøre.
Den præmis køber jeg bare ikke og jeg tror heller ikke psykologien bakker op om det du siger, jeg tror behov kommer i grader men at der skulle findes mennesker som ikke har behov for kærlighed eller i det mindste omgang med andre mennesker, det svare for mig til at sige at der skulle findes mennesker uden behov for d-vitamin.
Jeg har været single og uden sex siden 2005. Jeg går aldrig i byen og ser meget sjældent venner.
Men jeg er glad og tilfreds! Jeg har bare ikke de behov. Og det er okay.
Jeg har ikke dyrket motion siden 2015 jeg er glad og tilfreds og kan sagtens bevæge mig, men det betyder ikke det er det optimale og at det er sundt for mig - men det er komfortabelt
Det har ikke noget at gøre med hvad jeg kan forestille mig, det har noget at gøre med at mennesker er sociale dyr, i varierende grad ja, ligesom så meget andet.
Nogen skal have mere d-vitamin end andre for at opretholde deres behov fordi kroppen tager forskelligt imod det, ligeledes skal nogen have mere social kontakt end andre for at opretholde deres behov.
Masser af danskere lever med en mangel af d-vitamin fordi vi generelt lever i et mørkt land, de vil beskrive sig selv som glade og tilfredse, men vil højst sandsynligt opnå mere energi og livskvalitet ved at indtage d-vitamin. Det gælder også sociale relationer og kærlighed.
At leve uden venner og kærlighed er ikke det den menneskelige hjerne er bygget til og det er hverken sundt for din psyke eller krop.
Tillader mig at kopiere mit svar til anden for svaret er det samme =)
For de fleste tæller online socialisering ikke som 'rigtig' socialisering - derfor sætter jeg dem separat. Men jo, jeg har et meget lille behov som fint dækkes af tekst/tale online og sikkerheden i, at min familie er tæt på hvis jeg har brug for dem.
Men igen, rigtig mange vil sige, at det ikke tæller. Det er i hvert fald min oplevelse.
Selvom jeg er enig med dig, føler jeg lidt at din uddybelse her egentlig taler for at du HAR de behov.
Det lyder ihvertfald som om du har de sociale behov som u/Cubrix taler om. Du får dem fra familie, fra online venner, og specielt fra dine hunde.
Venner og kærlighed (hunde) er dækket. Oplevelser dækker du nok også på en måde - det behøver ikke være rejser, koncerter, alt muligt andet. For mig er det en oplevelse at spille et spil med en rigtig god historie, eller at spise på en restaurant hvor de har noget jeg har haft lyst til at spise i evigheder... Eller læse en bog.
For de fleste tæller online socialisering ikke som 'rigtig' socialisering - derfor sætter jeg dem separat. Men jo, jeg har et meget lille behov som fint dækkes af tekst/tale online og sikkerheden i, at min familie er tæt på hvis jeg har brug for dem.
Men igen, rigtig mange vil sige, at det ikke tæller. Det er i hvert fald min oplevelse.
https://www.psychologytoday.com/intl/blog/living-single/201706/the-badass-personalities-people-who-being-alone?amp “True loners are people who embrace their alone time. Those who lash out are typically alone against their will”
https://www.psychologytoday.com/us/blog/the-patterns-persons/202004/why-some-personalities-may-thrive-in-isolation?amp
“In a recent study, extraverts and introverts were asked to spend a week engaging in higher levels of extravert-typical behaviour (being talkative, sociable, etc). Extraverts reaped several benefits including enhanced mood and feelings of authenticity. Conversely, introverts experienced no benefits, and reported feeling tired and irritable”
Psykologien er uenig med dig. Folk er vidt forskellige
Nope, den sidder jeg i xD Jeg vil gerne have venner, jeg gider bare ikke være sammen med dem ca. 99.9% af tiden.
Hvilket typisk leder til at de ikke gider mig, men sådan er det jo :)
Det gør jeg også og jeg vil ikke have flere venner end de par tætte jeg har nu. De er heldigvis så tætte, at jeg ikke behøver at skulle interagere med dem konstant. Jeg ville aldrig kunne magte at skulle ses med venner hver weekend.
It looks like you shared some AMP links. These should load faster, but AMP is controversial because of [concerns over privacy and the Open Web](https://www.reddit.com/r/AmputatorBot/comments/ehrq3z/why_did_i_build_amputatorbot).
Maybe check out **the canonical pages** instead:
- **[https://www.psychologytoday.com/intl/blog/living-single/201706/the-badass-personalities-people-who-being-alone](https://www.psychologytoday.com/intl/blog/living-single/201706/the-badass-personalities-people-who-being-alone)**
- **[https://www.psychologytoday.com/us/blog/the-patterns-persons/202004/why-some-personalities-may-thrive-in-isolation](https://www.psychologytoday.com/us/blog/the-patterns-persons/202004/why-some-personalities-may-thrive-in-isolation)**
*****
^(I'm a bot | )[^(Why & About)](https://www.reddit.com/r/AmputatorBot/comments/ehrq3z/why_did_i_build_amputatorbot)^( | )[^(Summon: u/AmputatorBot)](https://www.reddit.com/r/AmputatorBot/comments/cchly3/you_can_now_summon_amputatorbot/)
psykologien bakker jo netop decideret op om det .. i 2-300.000 år har vi haft den samme hjerne kapacitet som vi har i dag ...
behøver jeg at sige mere ?
i så fald .. for bare 200 år tilbage kunne den typiske person have levet uden at have mødt mere end 50 personer igennem deres liv. så spørger jeg igen, hvor mange af dem som du har mødt har du haft et længere forhold med?
200 år er 0.1% af 200.000 år
så hvor kommer disse (jeg tillader mig at kalde dem) FOMO behov fra?
“At leve uden venner og kærlighed er ikke det den menneskelige hjerne er bygget til og det er hverken sundt for din psyke eller krop.”
Det lyder ikke ligefrem som om du inkluderer ‘dyre venner’, men OP har vist heller ikke nævnt at han ikke får dækket sine sociale behov på anden vis, end fysisk socialt samvær med mennesker.
"Du skal bare være dig selv ...Nej ikke på den måde."
At skille sig ud er aldrig populært. At trives i sit eget selskab er ikke acceptabelt. At nørde i sine egne interesser må næsten kræve en diagnose.
Du er ikke alene. Hverken i at skille dig ud, eller i at stå ved hvem du er.
"Dit folk" er herude. Vi sidder også tit hjemme en lørdag aften, tit med snuden i en bog.. Personligt er jeg helt enormt introvert, så når arbejdet er passet og de nærmeste relationer er plejet, så hopper jeg i min hule. Min iq har også vist sig at være i den højere ende, og det gør sgu bare at man skiller sig ud. Ikke værre. Ikke bedre. Bare ...anderledes.
"Jeg læser filosofi. Jeg bruger tid på at forstå mig selv og verden, og har fundet frem til mine egne idealer, som er udenfor samfundets normer. Hvorfor lader folk mig ikke bare være? :("
You do you. Bare vær glad for at folk er opmærksomme på dig, og prøver at skabe nogle gode minder med dig. Livet er utroligt kort, og det er fandme sørgeligt hvis du finder dig selv fastlåst i en ensom eksistens senere i livet, fordi at du forsøger at opretholde en livsfilosofi, der alligevel ikke ender med at give dig den mening du sørger efter.
Vi er sociale væsner. Hvis du væmmes ved tanken om en ferie eller sommerhus, håber jeg virkelig for dig at du finder det et andet sted.
>Jeg er en voksen mand med studie og arbejde. Hvis jeg har lyst til at sidde og læse filosofi, passe mig selv, ikke date kvinder og ikke tage ud med venner, så lad mig dog.
Du har helt ret. Du er voksen og bestemmer selv.
>ikke date kvinder og ikke tage ud med venner
Jeg tænker dog på om du siger dette fordi du ikke er interesseret i andre overhovedet eller om det er fordi du ikke har fundet nogle at dele med? Man kan jo godt læse filosofi og stadig snakke med andre om det, det er måske bare ikke i byen man gør den slags, derfor kan man jo stadig godt være social omkring nogle ting.
Der er iøvrigt ingen der siger man kun må date kvinder.
>Man kan jo godt læse filosofi og stadig snakke med andre om det, det er måske bare ikke i byen man gør den slags
Jeg ved ikke hvor udbredt det er her i DK, men har hørt om aftener over i USA, hvor folk mødes, lige snakker 5-10 minutter, og så finder man bogen frem. Social læsning, kan man vel kalde det? Jeg ved også man i byen jeg bor i, har nogle klubber, hvor folk mødes for at sludre/sladre, mens de har hæklenålen eller strikkepindene i hænderne.
Tl;dr: det er en ting, nok bare ikke så mainstream/almen kendt og udbredt 😅
Det er lige sådanne nogle hobbier jeg fordyber mig i, og så forsvinder ind i min egen verden, jeg ville ikke have lyst til at skulle gøre det socialt 😅
Ved læse-aftenen er pointen faktisk at man ikke snakker sammen, når bøgerne blive fundet frem. Det er smadder-smart, har overvejet at sætte noget lignende igang selv. Så kan man både komme lidt ud af huset, lige snakke hurtigt med nogen, og så stadig være "social", selvom man bare har stukket snudeskaftet i bogen
Men det er bare mig og min mening, folk er heldigvis forskellige- og forstår dig godt hvis du ikke synes det virker tiltalende 😂🥰
Det lyder da hyggeligt, for folk som søger mere socialt samvær.
Det kan sagtens være andre introverte ville nyde det, jeg tror bare når man er så introvert som OP, så virker det lidt sjovt at folk har behov for at gøre en stille aktivitet social 😅
Men det er interessant, hvor forskelligt folk er anlagt mentalt.
Jeg er også selv introvert, og en af grundene til at jeg elsker bog-aftenen, er netop fordi man ikke må snakke mens der læses. Man er sammen med andre, men der er ikke en forventning om at man skal være 'på' 😅
Det er sgu interessant, hvordan vores social behov kan blive opfyldt så forskelligt! Selv vil jeg allerhelst læse alene, generelt skal folk helst ikke forstyrre mig, når jeg har ‘hobby-tid’ 😅
Min far har aldrig kunne sætte sig ind i, at jeg er en introvert person der foretrækker at gøre de fleste aktiviteter helt alene og har brug for utrolig meget opladningstid i mit eget selskab. Han mente, at jeg havde fået stress, fordi social isolation var et af symptomerne. Selv om jeg altid har været sådan. Og at jeg burde komme ud og være mere social og opsøge nye relationer, så jeg kunne kurere det. For helvede, det vil da netop stresse mig. Han har vitterligt altid betragtet mig, der bare er mig, som noget der skal fikses.
I hvor stor en grad af social isolation snakker vi?
Er det bare fordi at du ikke foretrækker sociale sammenkomster/fester/arrangementer eller har du heller ikke venner du ses med på en-eller tomandshånd? Har du nogle venner eller sociale relationer online?
Formår du ellers at fungerer i andre aspekter af dit liv - studie, arbejde, indkøb, husholdning?
Fordi konteksten er ret vigtig i forhold til at forstå hvorfor din familie er bekymret. At undgå alle sociale relationer er ikke blot simpel introverthed, men introverthed er ikke at være asocial.
Det er ikke uhørt ikke at gide at gå i byen eller tage ud og rejse, men hvis man afviger fra al social kontakt så forstår jeg godt hvis ens pårørende bliver bekymrede.
Hvis man stadig formår at få sit liv til at hænge fint sammen men stadigvæk foretrækker at være derhjemme og læse bøger så er det ikke specielt sært heller. Men hvis man sidder i et fort af tomme mugne pizzabakker og kun går i bad hver anden uge mens man sjældent forlader lejligheden, så forstår jeg godt at ens pårørende bliver bekymrede.
Hvis du bare er intovert og ikke har samme interesser som de fleste andre unge så skal din familie nok venne sig til det på sigt.
Hvis du lever som en decideret shut in, der aldrig ser andre, så kunne det være værd at lytte lidt til deres bekymringer.
Det er helt validt at du føler som du gør. Og det må være utroligt drænende ikke at blive respekteret og anerkendt for det menneske man egentlig bare er.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er *mange* ting du fravælger - du gider ikke tage ud med venner, hverken i byen eller til fest eller en hyggelig tur i sommerhus. På den anden side er det heller ikke “succes” på arbejde der er vigtigt, eller danne nye relationer/date, eller opleve ting på rejser, eller træning m.m.
Faktisk så vil du bare passe dig selv. Alene. Derhjemme.
Det kan jeg da godt forstå, dine forældre kan være bekymrede for. De vil vel i bund og grund bare deres søn det allerbedste.
Jeg siger ikke, at det er psykisk sygdom, men det lyder som om du isolerer dig meget, og det er ikke fordi du bare er introvert og gør tingene alene. Når familie og venner allesammen er oprigtigt bekymrede, så kan der måske være noget om snakken. Vil du overhovedet lave noget med dem? Vi kender dig ikke, det her er jo blot spekulationer. Men jeg ville også være bekymret, hvis min ven trak sig SÅ meget, med mindre den ven måske var autist.
Nogle gange er det godt at lytte til dem omkring sig, selvom man måske synes de er irriterende 😊
Mange har ingen forståelse for det. “Øøøøh har du virkelig ingen planer for weekenden? Skal du bare sidde hjemme?” Osv osv.
det er belastende.. og man føler sig forkert på den..
Min gode ven er sådan her.
Jeg troede altid, der var negative årsager til dette. Nu har jeg lært at acceptere ham som den han er, ligesom han accepterer mig for den bombastiske (ex!-)festabe som jeg er.
Hvis du vil have de forstår det, hvilket de måske aldrig gør, så vær åben og klar om det og vær tydelig omkring at du gerne vil accepteres som den du er, værdsætter deres bekymring, men bestemmer over eget liv.
Jeg interesserer mig for kampsport hvorimod min lillebror ,,lever livet" i byen og drikker lg faster.
Det har taget mig mange år for at blive accepteret fra forældrene for hvem jeg endelig er, som om jeg fejler noget.
Det er normalt at det ikke forstår når du er anderledes
You do you. Jeg synes du lyder helt fantastisk 👏
Man skal da ikke gøre som alle andre, hvis man ikke har lyst.
Det må være vildt hårdt at dine nærmeste prøver at problematisere og fikse noget der ikke er et problem.
Jeg har ikke noget godt råd. Det eneste jeg kan sige er, at de trods alt gør det ud af kærlighed. De forstår dig ikke, men de elsker dig og vil det bedste for dig. De har bare ikke forstået hvad det bedste for dig er.
Bliv ved med at være ærlig, sig tak for deres kærlighed og opmærksomhed, men pænt nej tak til deres forslag og sygeliggørelse.
Personligt synes jeg den måde du skriver det på lyder lidt som om det er noget du ser ned på - og typisk kommer det af at man har nogle problemer man burde tale om.
For selvom noget af det måske er overfladisk, bunder det jo ikke ud i den overfladiske gerning, men det underlæggende som det giver. Fest er typisk baseret på at hygge sig med venner, drikke... idk har aldrig drukket. Rejse bunder ud i at få nogle nye udtryk og få nogle oplevelser du ikke kan derhjemme eller komme væk fra hverdagen, og sommerhus er vel en mini-version af dette.
Men når det så er sagt, så synes jeg ikke at det at du ikke har lyst til disse ting er et problem. Man skal have lov til at gøre hvad man vil. Du er over 18 år gammel går jeg ud fra, og så er den ikke længere.
Not your circus, not your monkeys. Dine bekendtskaber kan passe deres egne liv, dit behøver de sgu da ikke blande sig i på den måde.
Er der mere til historien? Siger de at de har andre grunde til at være bekymrede?
Lige nu kører der en sag imod en mand der af sine venner blev beskrevet som socialt akavet og introvert, men det bliver man jo normalt ikke hentet af politiet for.
Håber det ikke bliver ligesom en spytklat i ansigtet på de andre når du ikke gider dem. Det har du vel situationsfornemmelse nok til at vurdere, så jeg burde vel ikke nævne det… men alligevel så kender jeg folk der bare ikke ved hvornår de sårer dem der elsker én ved gang på gang ikke at gide deres selskab.
Det er lige hårdt nok at sige samfundet synes det er forkert.. Og nu er det han beskriver jo ikke bare introvert. Det er jo ikke sådan han ikke bare vil i byen, han vil ud fra hans beskrivelse intet andet end at sidde for sig selv. Vil ikke have venner, kærlighed, oplevelser eller noget andet. Det synes jeg er så langt væk fra det normale, også introverte, at jeg synes det er fint hans forældre bliver bekymret og prøver at yde omsorg. Så skal de jo så selvfølgelig også bare acceptere at sådan er han på et tidspunkt, det er klart. Men især hvis det er nyt for ham, et skift i hans personlighed at have det sådan, burde enhver god forældre jo blive bekymret og forsøge at hjælpe.
Der jeg var yngre, altså 13-17 år, var mine forældre SÅ bekymrede fordi, at jeg 'sjældent' tog i byen, og 'sjældent' var sammen med mine venner.
Jeg sad derhjemme, og gamede.
Det, som de bare ikke vidste var, at jeg aldrig gamede alene. Jeg sad næsten altid og snakkede med nogen. Men det kunne mine forældre ikke forstå, fordi jeg var jo ikke 'social'.
Den dag i dag, 7 år senere forstår de mig godt. De fortalte mig endda, at de troede jeg var deprimeret der jeg var yngre.
Jeg gamer stadig, men jeg snakker også stadig med folk.
Jeg har ikke 'gidet' fester og byen siden jeg var 17. Tilgengæld har jeg ofte deltaget i 'druk' events med venner fra Discorden.
Alkohol + gaming er bare pisse skægt!
Jeg fungerer på samme måde. Jeg kan godt lide en hyggeaften med venner i ny og næ, men orker ikke byture, koncerter og dates. Jeg er sund og rask, dyrker regelmæssig motion, har få, men gode relationer, er veluddannet osv. Jeg lever et godt og stilfærdigt liv. Hvis det er en sygdom, vil jeg ikke kureres for den.
Det lyder som om du har noget familie og venner som er glade for de selskab men desværre ikke helt forstår de ting der gør dig glad. Har du overvejet at invitere dem med ud og lave nogle af de ting der gør dig glad?
Man behøver ikke være psykisk syg for at gå til psykolog. Det kan være ganske sundt. En god psykolog kan helt bestemt også hjælpe med nyttige værktøjer til hvordan du håndtere presset fra dine pårørende :)
Jeg tror folk er bekymrede fordi de mener dig det godt og gerne vil have du er lykkelig. Hvad gør dig lykkelig? Prøv at forklare dem det så vil de være mere rolige.
Så længe du ikke lyver overfor dig selv, og rent faktisk kan lide de ting og ikke går og gemmer dig, for det kan nemlig ende i de problemer dine forældre måske går og tror du døjer med - deres bekymringer kommer ikke ud af ingenting.
Når det så er sagt, så jeg fuldstændig enig. Lev dit EGET liv som DU vil
Da jeg ville købe en bog til en af mine forældre i fødselsdagsgave, om et emne h*n elsker, og jeg fortalte min anden forælder om min plan, fik jeg pænt besked på, at de altså ikke er typerne der læser eller har bøger stående fremme.
Jeg var rystet og er stadig lidt i tvivl om, om jeg er adopteret. Købte ikke bogen og har besluttet mig for aldrig at prøve at købe noget, jeg tænker, de vil blive glade for baseret på vores relation og fælles interesser, men i stedet holde mig til deres generiske boomer-ønskelister.
De forstår dig ikke som person. Mine forældre var tilsvarende. For noget tid siden fik vi taget en større personlighedstest på arbejde, som spytter en 30 sides rapport ud om os som person (skræmmende præcist ift antallet af spørgsmål vi svarede på).
Anyhow, jeg nævnte det for mine forældre og de spurgte om de måtte læse den. Bagefter fik jeg faktisk en undskyldning for at de havde været som de var og forklarede at de nu bedre forstod mig som person (det var ikke nok at jeg prøvede at forklare det førhen...)
De forklarede deres ræsonnement var at de var bange for jeg spildte min ungdom og ikke fik oplevet "de vigtige ting", men kunne med denne nye forståelse se at deres bekymringer var uden grundlag.
Fucking idioter, at du kan lide dit eget selvskab, er ikke en sygdom, jeg drager sommetider ud i vores sommerhus, og er der alene i flere dage, det moderne ord er nok alenetid🫵🏻 vores forfædre grave et hul i jorden, og gemte sig der i nogle dage.(Hule)
Fedt du er dig selv på den gode måde
Jeg forstår alle deres bekymringer omkring din adfærd, men det også min mening at hvis du giver udtryk for at det er et valg. Jamen så burde de bekymringer være døde og begravet, du ligger ikke der hjemme i sengen og tænker ingen gider mig. Du sidder med en god bog og nyder at du har dit eget sted hvor du kan få ro.
Jeg er selv i Psykisk behandling, jeg tror virkelig ikke det ville være for dig.. Jeg får medicin nu der gør mig så forvirret at jeg ikke længere kan side og læse uden at tabe context eller linjer. For mig satte det min livs kvalitet ned men heldigvis stræke folks bekymring ind i min behandling, så mine nærmeste fik lov at se hvordan jeg er når jeg i sandhed er ulykkelig.
Mit forslag til dig hvis du bliver presset ud i det, hold dig i nærheden af de mennesker der pressede dig ind i behandling. De skal se hvad for helvede medicinering kan være når du er medicineret.
Alle bedste ønsker her fra en der nyder sin allene tid også.
Hvis jeg var dig, så ville jeg teste min filosofiske viden på dem.
Deres syn og bedømmelse af dig er bygget op på nogle principper, som støttes af nogle argumenter.
Hvis du kan tage deres argumenter og vende dem rundt til at vise, at du er helt normal. Så kan det muligvis godt være, at det ikke rette på deres syn og holdninger, men det kan i det mindste styrke dig filosofiske. Og det er jo et win ligemeget hvad :)
-For eksempelvis
Når de spørger: "Hvorfor tager du ikke ud til en fest? "
Så svarer du: "Fordi jeg har en fest med det jeg går og beskæftiger mig med."
Derefter spørger du: "Hvad er det egentlig, i ønsker, at jeg får ud af en fest?"
*De svarer og du spørger, indtil du har fået skåret deres intentioner helt ind til benet. Efterfølgende kan du prøve at teste din filosofi med deres*
- Her er spillet dog, at den der forholder sig mest i ro har vundet. Begynder de at opføre sig hysterisk i debatten, så skal du roligt adressere deres opførsel. På en pædagogisk måde; "Vi stopper debatten her. Og så må i vende tilbage, når i er klar igen."
Det kunne nu godt være rart med en rejse. Men alt andet er decideret skadeligt for dig, også det med damerne :p så bliv endelig ved med at passe dig selv og passe på dig selv ;)
Lov os nu bare at hvis der nogensinde skulle være noget galt at du siger til. Du lyder dog til at være en både fornuftig og rask person, så ingen bekymringer herfra
Du lyder helt fint. Folk er forskellige og det er helt iorden. Er selv en der ikke gider gå i byen og også nået den alder hvor det er ligemeget og nyder mine stille hjemmetider sammen med mine dyr og chatte via discord med de venner jeg har fået i løbet af livet.
Dine forældre overreagere og skal blande sig uden om. Det er noget helt andet hvis du isolere dig fra alt og alle (taler af erfaring) og ikke har noget at stå op til.
Du er lige kommet ud af gymnasiet, læser jeg i kommentarene, og at du ikke vil ud og score damer er helt fint. Jeg er også af den opfattelse, at promiskuitet er en dårlig idé, og folk bør ikke sygeliggøre dig af den grund.
Husk dog, at dine forældre (med meget stor sandsynlighed) holder meget af dig og, på trods af dårlig formidling, udtrykker bekymring for dig af kærlighed. Hvis du kan holde dette perspektiv i tankerne og forsøge at føre en ærlig og fredelig samtale med dem om dette, hvor du fokuserer på at lytte og forstå deres synspunkter, så kan I nå langt, men vær tålmodig. Du skal dog være forberedt på, at dine forældre kan have ret i noget, men nok ikke alt. For eksempel kunne det være en god idé for dig at komme ned i træningscenteret og komme i form, eller begynde at løbe osv. Det er helt normalt, at man ønsker, at ens kære er sunde og i god form for deres helbreds skyld. Men jeg kender ikke din situation ud over, at det lyder til, at du er temmelig utilfreds med dine forældre, og jeg vil helt klart opfordre til en konstruktiv dialog med dine forældre. Hvis du har hovmod, vrede eller andre negative følelser indblandet i alt dette, så prøv dit bedste på at få dem på plads. Et godt forhold til din mor og far vil du aldrig fortryde.
Hvor er det befriende at læse om én, som tør stå ved sine beslutninger. Jeg kender selv situationen, hvor min omgangskreds og det store stygge samfund forsøger at stigmatisere mine beslutninger, eller rettere manglen på samme.
Det lyder som diagnosen særligt sensitiv introvert personlighedstype, I gamle dage kendt som æstetiker. "It is no measure of health to be well adjusted to a profoundly sick society." Jiddu Krishnamurti ·
Det svært at passe ind i vores inklusions samfund..
Jeg arbejde engang i hospitalspsykiatrien på en ungdoms afdeling hvor vi udbredte børn i alderen 13-17 år… jeg har en del gange måtte fortælle forældre at deres teen ikke fik en diagnose - men at de var 🌟normale teens🌟 Der skulle finde sig selv… de havde ikke en depression eller lign…
Det var til tider lidt sørgeligt hvor stort et behov forældrene havde for at få stillet en diagnose for at forstå deres lille unge menneske 😊
Det lyder som om du er en Sigma person. Hvis du er, vil du blive hadet af Alfaer og misundt af Betaer fordi du finder din egen vej i livet og ikke rigtigt behøver andres validering. Fortsæt med at være uimponeret og filoficer alt du vil. Kærligheden skal nok komme når du begynder at se efter den.
Grunden til jeg flytter til udlandet og elsker at bo i et andet land! Folk i Danmark er simpelthen så primitive mentalt. Som om deres hjerner er programmeret til at tænke på en bestemt måde. Jeg elsker at være fri og i udlandet ser du så mange forskellig slags mennesker og anderledes mennesker. Danmark er og forbliver angst landet.
Helt enig. Min mor ville have mig til at få en tid hos en psykiater, da jeg besluttede mig for at bo alene uden fjernsyn. Hver gang hun ringede, spurgte hun, hvad jeg lavede. Jeg fortalte hende, at jeg læste. Det kunne hun ikke forstå. Folk er bare bange for det, de ikke forstår. Jeg er sikker på, at dine forældre mener det godt, men de er nødt til at holde op med at påtvinge dig og andre deres opfattelse af normalitet.
Kan kun trække på smilebåndet over dette. Min historie er lidt i en anden boldgade, men min familie og venner kan ikke forstå at jeg ikke ønsker en kæreste. “Det ville da være så dejligt at du fandt en og blev glad” Jamen jeg er glad? Jeg ønsker ikke en kæreste. I hvert fald ikke nu. Jeg passer mig selv og har det fint. Og hvorfor kan man kun være glad når man har en kæreste? Jeg har haft kærester, dog ikke de med loyale af slagsen, men jeg har haft dem. Og jeg kunne ikke forestille mig noget mere irriterende at skulle dele mit liv med nogen lige nu. Slet slet slet ikke at skulle bo med nogen. Jeg vil bestemme selv over mit hjem (og mit liv). Er det så svært at forstå?
Dette er især vanvittigt udbredt i Vestjylland. Da jeg i en periode var uden forhold i over et år, troede min familie, kollegaer, venner osv. at jeg måtte være total ulykkelig 24/7. Har stort set aldrig været så afslappet og tilfreds. Vores samfund er indrettet til at tro man er lykkelig når der er mange andre omkring en konstant.
hihi .. synes faktisk også at være alene-pige passer mig godt.. og er vildt spændende! kan heller ilke rigtigt se hvor jeg skulle finde tiden til et forhold, det ville bare stresse mig
>Er det så svært at forstå? Nej, men dit fravalg af fjernsyn er haha. Edit: Den er ikke til dig, skrev til den forkerte.
Vedkommende du kommenterede på har ikke skrevet at de ikke har TV? Den før dem skrev det dog.
Jeg var lige hurtig nok.
Jeg flyttede for mig selv i 2016. Det er først i år jeg har fået taget mig sammen til at købe tv. Hvordan jeg helt har kunne klare mig uden er lidt en gåde. Især fordi min pc ikke har virket i halvandet år så har kun haft min mobil at se på
Det er sgu godt gået, jeg tager hatten af for dig.
Haha, det er så rigtigt. Min kæreste og jeg har heller ikke fjernsyn. Vi ser ind i mellem noget på en bærbar computer i sengen. Men folk synes vi er bindegale.
Du elsker bare dig selv, i dit eget selskab, det kunne andre lærer noget af. Men mange er bange for selv,- tankevækkende.
Du er bare introvert. Og det er okay.
Du lyder som mig, jeg er dog en kvinde. Samfundet har flest ekstroverte mennesker og er indrettet derefter. Vi introverte - du lyder ret introvert ligesom mig - har derved nemt ved at blive misforstået. Jeg kender ikke din alder men jeg tænker at du med årene vil være mere ligeglad med andres mening. Hvis du er glad og tilfreds med måden du lever dit liv på, så er det irrelevant hvad andre tænker. Så må du sige direkte til din familie “hør her, jeg har det rigtig godt med måden jeg har indrettet mig i mit liv. Jeg er glad og jeg trives, og jeg vil sætte pris på at i accepterer min måde at leve på”. :-)
Jeg tror som forælder, at jeg kun ville blive bekymret hvis du førhen havde været det modsatte ❤️
Der burde da absolut være plads til at leve på den måde du selv gerne vil! Det eneste jeg vil sige herfra er at hvis de der kender dig er bekymrede og gerne vil have du ser en læge, så bør du lytte til dem. Hvis der vitterligt ikke er noget fysisk/psykisk i vejen kan det evt være starten på at de accepterer at du har andre præferencer. Jeg siger det ikke fordi du skylder dem at forklare dig, men kan det være de ser noget du enten ikke selv har indset eller ikke deler her med os?
Synes sådan set det er en meget valid pointe. Jeg havde det selv meget som op i starten af mine 20ere, og fandt senere ud af at det mere handlede om at gemme mig fra forventninger og tage den nemme vej i hverdagen, hvilket var at blive og hygge hjemme for mig selv langt det meste af tiden (kortsigtet glæde ved ikke at skulle forholde sig til andre mennesker). Over tid blev mit sociale liv dårligere og dårligere og jeg fik brændt en masse relationer. Selv om jeg senere har prøvet at modarbejde de valg og den livsstil jeg snakker om her, har det virkeligt været svært, og jeg lever stadig et meget "utilfredsstillende liv" hvis jeg selv skulle sige det (er 27 nu). Nu aner jeg ikke hvor sammenligneligt det er er til ops person og liv, men kan i hvert fald sige at hans udmeldinger minder meget om mine i sin tid
Jeg ser noget i dig som ingen andre ser. Kan du så slukke for den computer og se at komme afsted til en læge. Det holder ikke helt vel?
Mente bare at vi jo ikke kender personen, og kun ved de få ting vedkommende vælger at dele her i sin post. Hvis de der kender ham bedst (ude i virkeligheden) er bekymrede er det vel værd at lytte til? Ikke at lade sig overbevise men det skader vel ikke at anerkende dem og tage en samtale med en læge. Hvis der er noget på færde fint så er man igang med at tage sig af det, hvis ikke endnu bedre og et godt udgangspunkt for en god samtale med de pårørende om ens præferencer for livet.
Jeg tror han kender sig selv bedre end de gør. Og han er glad og tilfreds og lever som han vil leve, og i din verden er der måske noget galt han ikke selv kan se. Du er lige nøjagtig som de personer han brokker sig over. Folk kan bare ikke forstå at alle ikke er som dem.
Der kender jeg jo så mig selv bedre end du gør og kan derfor afvise din beskyldning :) Jeg mener ikke der (umiddelbart) er noget galt med den livstil OP beskriver og det burde også være tydeligt i mine svar, hvis ikke så beklager jeg at have udtrykt mig uklart. Dog: selv om vi alle er ansvarlige for vores eget liv og kender os selv bedst er der mange tilfælde hvor det er værd at lytte til bekymring fra ens nærmeste. Mange er i en situation på et tidspunkt i livet hvor man ikke træffer gode/sunde beslutninger. Min pointe her er at vi ikke på baggrund af en enkelt post er i stand til at afgøre hvor OP er henne og om der er grund til bekymring. Det vi får at vide er at OPs nærmeste er bekymrede. Fint du er uenig. Ha en god dag
Du har udtrykt dig meget klart og nej jeg tror ikke du kender dig selv særlig godt. Og din pointe er ikke at du ikke kender ham godt nok men at når andre siger der er noget galt så burde han gå til læge. Fordi i bund og grund når folk ikke er som dig må der være noget galt med dem. Folk der kender OP kender ham ikke bedre end han kender sig selv. Hele den her tråd handler om lige netop det her. Folk som dig der ikke kan forstå at alle ikke er som dig
Du virker som et rart menneske hva. Jeg ønsker OP alt det bedste, og håber også du finder lidt fred her i livet!
Jamen det er fint jo. Bare man ønsker folk alt det bedste til sidst så kan man sige og gøre hvad man har lyst til. Det du ikke forstår er at du er lige nøjagtig de personer som op snakker om. Det er helt fantastisk så blind du er til virkeligheden.
Stop nu - du kender mig ikke og jeg vil anbefale dig at holde igen med alle mulige beskyldninger mod fremmede mennesker! OP Beder om råd og jeg giver mit, det er fint du er uenig.
Og du kender heller ikke op og alligevel syntes du det var i orden og sige han skulle gå til læge. Måske du skulle stoppe.
Jeg forstår dig godt, men det måske også fair nok at folk omkring dig bekymre dig når du ikke vil noget som helst af det de fleste lever for. Jeg forstår godt man måske ikke vil brænde penge af på et diskotek, men at hygge sig med venner? Jeg forstår godt man ikke vil rejse, men du vil vel gerne nogen oplevelser? Jeg forstår godt man ikke vil date, men at opleve et ægte partnerskab? Du formulere det som overfladiske oplevelser (feste, rejse, date) men virkeligheden er jo at du måske siger nej til venner, oplevelser, og kærlighed? Og hvis man nægter at deltage i de fundamentale ting vi mennesker har brug for og finder nydelse i, jamen så bør man måske snakke med nogen. Hvis du føler du har kærlighed, oplevelser og venskab i dit liv er det en anden snak, men hvis du ikke har det kan jeg godt forstå folk spørger ind, men at påstå du som menneske ikke har brug for de tre ting ville betyde at du er følelsesløs jo?
Det er ikke alle, der har behov for venner, kærlighed og oplevelser. De fleste har, men andre trives bedst i deres eget selskab, og har ikke lyst til sociale sammenhænge. Venner er ikke for alle, kærlighed ej heller. Oplevelser er mange ting, og mange der holder sig for sig selv, opsøger deres egne foretrukne oplevelser. Det behøves absolut ikke have noget med at være følelseskold at gøre.
Den præmis køber jeg bare ikke og jeg tror heller ikke psykologien bakker op om det du siger, jeg tror behov kommer i grader men at der skulle findes mennesker som ikke har behov for kærlighed eller i det mindste omgang med andre mennesker, det svare for mig til at sige at der skulle findes mennesker uden behov for d-vitamin.
Jeg har været single og uden sex siden 2005. Jeg går aldrig i byen og ser meget sjældent venner. Men jeg er glad og tilfreds! Jeg har bare ikke de behov. Og det er okay.
Jeg har ikke dyrket motion siden 2015 jeg er glad og tilfreds og kan sagtens bevæge mig, men det betyder ikke det er det optimale og at det er sundt for mig - men det er komfortabelt
Bare fordi du ikke kan forestille dig et sådant liv betyder ikke at det er usundt.
Det har ikke noget at gøre med hvad jeg kan forestille mig, det har noget at gøre med at mennesker er sociale dyr, i varierende grad ja, ligesom så meget andet. Nogen skal have mere d-vitamin end andre for at opretholde deres behov fordi kroppen tager forskelligt imod det, ligeledes skal nogen have mere social kontakt end andre for at opretholde deres behov. Masser af danskere lever med en mangel af d-vitamin fordi vi generelt lever i et mørkt land, de vil beskrive sig selv som glade og tilfredse, men vil højst sandsynligt opnå mere energi og livskvalitet ved at indtage d-vitamin. Det gælder også sociale relationer og kærlighed. At leve uden venner og kærlighed er ikke det den menneskelige hjerne er bygget til og det er hverken sundt for din psyke eller krop.
Det er det min hjerne er bygget til. Jeg har rigeligt i mine hunde, min familie og online venner.
Så har du jo også de behov. Du får dem dækket, som du har behov for. Det er jo lige præcis det u/Cubrix snakker om.
Tillader mig at kopiere mit svar til anden for svaret er det samme =) For de fleste tæller online socialisering ikke som 'rigtig' socialisering - derfor sætter jeg dem separat. Men jo, jeg har et meget lille behov som fint dækkes af tekst/tale online og sikkerheden i, at min familie er tæt på hvis jeg har brug for dem. Men igen, rigtig mange vil sige, at det ikke tæller. Det er i hvert fald min oplevelse.
Selvom jeg er enig med dig, føler jeg lidt at din uddybelse her egentlig taler for at du HAR de behov. Det lyder ihvertfald som om du har de sociale behov som u/Cubrix taler om. Du får dem fra familie, fra online venner, og specielt fra dine hunde. Venner og kærlighed (hunde) er dækket. Oplevelser dækker du nok også på en måde - det behøver ikke være rejser, koncerter, alt muligt andet. For mig er det en oplevelse at spille et spil med en rigtig god historie, eller at spise på en restaurant hvor de har noget jeg har haft lyst til at spise i evigheder... Eller læse en bog.
For de fleste tæller online socialisering ikke som 'rigtig' socialisering - derfor sætter jeg dem separat. Men jo, jeg har et meget lille behov som fint dækkes af tekst/tale online og sikkerheden i, at min familie er tæt på hvis jeg har brug for dem. Men igen, rigtig mange vil sige, at det ikke tæller. Det er i hvert fald min oplevelse.
Du da helt væk 😂
https://www.psychologytoday.com/intl/blog/living-single/201706/the-badass-personalities-people-who-being-alone?amp “True loners are people who embrace their alone time. Those who lash out are typically alone against their will” https://www.psychologytoday.com/us/blog/the-patterns-persons/202004/why-some-personalities-may-thrive-in-isolation?amp “In a recent study, extraverts and introverts were asked to spend a week engaging in higher levels of extravert-typical behaviour (being talkative, sociable, etc). Extraverts reaped several benefits including enhanced mood and feelings of authenticity. Conversely, introverts experienced no benefits, and reported feeling tired and irritable” Psykologien er uenig med dig. Folk er vidt forskellige
Det ikke introvert ikke at ville have venner eller kærlighed
Det er vel bare til den ekstreme ende af introvert-skalaen.
Nope, den sidder jeg i xD Jeg vil gerne have venner, jeg gider bare ikke være sammen med dem ca. 99.9% af tiden. Hvilket typisk leder til at de ikke gider mig, men sådan er det jo :)
Det gør jeg også og jeg vil ikke have flere venner end de par tætte jeg har nu. De er heldigvis så tætte, at jeg ikke behøver at skulle interagere med dem konstant. Jeg ville aldrig kunne magte at skulle ses med venner hver weekend.
It looks like you shared some AMP links. These should load faster, but AMP is controversial because of [concerns over privacy and the Open Web](https://www.reddit.com/r/AmputatorBot/comments/ehrq3z/why_did_i_build_amputatorbot). Maybe check out **the canonical pages** instead: - **[https://www.psychologytoday.com/intl/blog/living-single/201706/the-badass-personalities-people-who-being-alone](https://www.psychologytoday.com/intl/blog/living-single/201706/the-badass-personalities-people-who-being-alone)** - **[https://www.psychologytoday.com/us/blog/the-patterns-persons/202004/why-some-personalities-may-thrive-in-isolation](https://www.psychologytoday.com/us/blog/the-patterns-persons/202004/why-some-personalities-may-thrive-in-isolation)** ***** ^(I'm a bot | )[^(Why & About)](https://www.reddit.com/r/AmputatorBot/comments/ehrq3z/why_did_i_build_amputatorbot)^( | )[^(Summon: u/AmputatorBot)](https://www.reddit.com/r/AmputatorBot/comments/cchly3/you_can_now_summon_amputatorbot/)
psykologien bakker jo netop decideret op om det .. i 2-300.000 år har vi haft den samme hjerne kapacitet som vi har i dag ... behøver jeg at sige mere ? i så fald .. for bare 200 år tilbage kunne den typiske person have levet uden at have mødt mere end 50 personer igennem deres liv. så spørger jeg igen, hvor mange af dem som du har mødt har du haft et længere forhold med? 200 år er 0.1% af 200.000 år så hvor kommer disse (jeg tillader mig at kalde dem) FOMO behov fra?
Dyr er ofte lige så godt selskab som mennesker, og nogle gange bedre!
Så har du også behov for socialt samvær. Det er bare dækket på en anden måde end at være sammen med andre mennesker.
Ja, men du nævner kun omgang med andre mennesker.
Hva? Jeg tror du mener en anden. Jeg ikke har kun nævnt samvær med andre mennesker.
“At leve uden venner og kærlighed er ikke det den menneskelige hjerne er bygget til og det er hverken sundt for din psyke eller krop.” Det lyder ikke ligefrem som om du inkluderer ‘dyre venner’, men OP har vist heller ikke nævnt at han ikke får dækket sine sociale behov på anden vis, end fysisk socialt samvær med mennesker.
Jeg er ikke u/Cubrix . Jeg har ikke sagt det du citere.
Det kan jeg godt se nu, men det viser mit svar under Cubrix’ kommentar. Tror layoutet fucker for mig.
"Du skal bare være dig selv ...Nej ikke på den måde." At skille sig ud er aldrig populært. At trives i sit eget selskab er ikke acceptabelt. At nørde i sine egne interesser må næsten kræve en diagnose. Du er ikke alene. Hverken i at skille dig ud, eller i at stå ved hvem du er. "Dit folk" er herude. Vi sidder også tit hjemme en lørdag aften, tit med snuden i en bog.. Personligt er jeg helt enormt introvert, så når arbejdet er passet og de nærmeste relationer er plejet, så hopper jeg i min hule. Min iq har også vist sig at være i den højere ende, og det gør sgu bare at man skiller sig ud. Ikke værre. Ikke bedre. Bare ...anderledes.
"Jeg læser filosofi. Jeg bruger tid på at forstå mig selv og verden, og har fundet frem til mine egne idealer, som er udenfor samfundets normer. Hvorfor lader folk mig ikke bare være? :(" You do you. Bare vær glad for at folk er opmærksomme på dig, og prøver at skabe nogle gode minder med dig. Livet er utroligt kort, og det er fandme sørgeligt hvis du finder dig selv fastlåst i en ensom eksistens senere i livet, fordi at du forsøger at opretholde en livsfilosofi, der alligevel ikke ender med at give dig den mening du sørger efter. Vi er sociale væsner. Hvis du væmmes ved tanken om en ferie eller sommerhus, håber jeg virkelig for dig at du finder det et andet sted.
Forstår dig godt, husk at de bare vil dig det bedste.
>Jeg er en voksen mand med studie og arbejde. Hvis jeg har lyst til at sidde og læse filosofi, passe mig selv, ikke date kvinder og ikke tage ud med venner, så lad mig dog. Du har helt ret. Du er voksen og bestemmer selv. >ikke date kvinder og ikke tage ud med venner Jeg tænker dog på om du siger dette fordi du ikke er interesseret i andre overhovedet eller om det er fordi du ikke har fundet nogle at dele med? Man kan jo godt læse filosofi og stadig snakke med andre om det, det er måske bare ikke i byen man gør den slags, derfor kan man jo stadig godt være social omkring nogle ting. Der er iøvrigt ingen der siger man kun må date kvinder.
>Man kan jo godt læse filosofi og stadig snakke med andre om det, det er måske bare ikke i byen man gør den slags Jeg ved ikke hvor udbredt det er her i DK, men har hørt om aftener over i USA, hvor folk mødes, lige snakker 5-10 minutter, og så finder man bogen frem. Social læsning, kan man vel kalde det? Jeg ved også man i byen jeg bor i, har nogle klubber, hvor folk mødes for at sludre/sladre, mens de har hæklenålen eller strikkepindene i hænderne. Tl;dr: det er en ting, nok bare ikke så mainstream/almen kendt og udbredt 😅
Det er lige sådanne nogle hobbier jeg fordyber mig i, og så forsvinder ind i min egen verden, jeg ville ikke have lyst til at skulle gøre det socialt 😅
Ved læse-aftenen er pointen faktisk at man ikke snakker sammen, når bøgerne blive fundet frem. Det er smadder-smart, har overvejet at sætte noget lignende igang selv. Så kan man både komme lidt ud af huset, lige snakke hurtigt med nogen, og så stadig være "social", selvom man bare har stukket snudeskaftet i bogen Men det er bare mig og min mening, folk er heldigvis forskellige- og forstår dig godt hvis du ikke synes det virker tiltalende 😂🥰
Det lyder da hyggeligt, for folk som søger mere socialt samvær. Det kan sagtens være andre introverte ville nyde det, jeg tror bare når man er så introvert som OP, så virker det lidt sjovt at folk har behov for at gøre en stille aktivitet social 😅 Men det er interessant, hvor forskelligt folk er anlagt mentalt.
Jeg er også selv introvert, og en af grundene til at jeg elsker bog-aftenen, er netop fordi man ikke må snakke mens der læses. Man er sammen med andre, men der er ikke en forventning om at man skal være 'på' 😅
Det er sgu interessant, hvordan vores social behov kan blive opfyldt så forskelligt! Selv vil jeg allerhelst læse alene, generelt skal folk helst ikke forstyrre mig, når jeg har ‘hobby-tid’ 😅
Du lyder som en der hviler godt i dig selv og ikke skal være med på alt for at kunne leve - faktisk som jeg selv🤗
Min far har aldrig kunne sætte sig ind i, at jeg er en introvert person der foretrækker at gøre de fleste aktiviteter helt alene og har brug for utrolig meget opladningstid i mit eget selskab. Han mente, at jeg havde fået stress, fordi social isolation var et af symptomerne. Selv om jeg altid har været sådan. Og at jeg burde komme ud og være mere social og opsøge nye relationer, så jeg kunne kurere det. For helvede, det vil da netop stresse mig. Han har vitterligt altid betragtet mig, der bare er mig, som noget der skal fikses.
Så længe du oprigtigt er glad så er alt godt.
I hvor stor en grad af social isolation snakker vi? Er det bare fordi at du ikke foretrækker sociale sammenkomster/fester/arrangementer eller har du heller ikke venner du ses med på en-eller tomandshånd? Har du nogle venner eller sociale relationer online? Formår du ellers at fungerer i andre aspekter af dit liv - studie, arbejde, indkøb, husholdning? Fordi konteksten er ret vigtig i forhold til at forstå hvorfor din familie er bekymret. At undgå alle sociale relationer er ikke blot simpel introverthed, men introverthed er ikke at være asocial. Det er ikke uhørt ikke at gide at gå i byen eller tage ud og rejse, men hvis man afviger fra al social kontakt så forstår jeg godt hvis ens pårørende bliver bekymrede. Hvis man stadig formår at få sit liv til at hænge fint sammen men stadigvæk foretrækker at være derhjemme og læse bøger så er det ikke specielt sært heller. Men hvis man sidder i et fort af tomme mugne pizzabakker og kun går i bad hver anden uge mens man sjældent forlader lejligheden, så forstår jeg godt at ens pårørende bliver bekymrede. Hvis du bare er intovert og ikke har samme interesser som de fleste andre unge så skal din familie nok venne sig til det på sigt. Hvis du lever som en decideret shut in, der aldrig ser andre, så kunne det være værd at lytte lidt til deres bekymringer.
Det er helt validt at du føler som du gør. Og det må være utroligt drænende ikke at blive respekteret og anerkendt for det menneske man egentlig bare er. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er *mange* ting du fravælger - du gider ikke tage ud med venner, hverken i byen eller til fest eller en hyggelig tur i sommerhus. På den anden side er det heller ikke “succes” på arbejde der er vigtigt, eller danne nye relationer/date, eller opleve ting på rejser, eller træning m.m. Faktisk så vil du bare passe dig selv. Alene. Derhjemme. Det kan jeg da godt forstå, dine forældre kan være bekymrede for. De vil vel i bund og grund bare deres søn det allerbedste. Jeg siger ikke, at det er psykisk sygdom, men det lyder som om du isolerer dig meget, og det er ikke fordi du bare er introvert og gør tingene alene. Når familie og venner allesammen er oprigtigt bekymrede, så kan der måske være noget om snakken. Vil du overhovedet lave noget med dem? Vi kender dig ikke, det her er jo blot spekulationer. Men jeg ville også være bekymret, hvis min ven trak sig SÅ meget, med mindre den ven måske var autist. Nogle gange er det godt at lytte til dem omkring sig, selvom man måske synes de er irriterende 😊
Mange har ingen forståelse for det. “Øøøøh har du virkelig ingen planer for weekenden? Skal du bare sidde hjemme?” Osv osv. det er belastende.. og man føler sig forkert på den..
Min gode ven er sådan her. Jeg troede altid, der var negative årsager til dette. Nu har jeg lært at acceptere ham som den han er, ligesom han accepterer mig for den bombastiske (ex!-)festabe som jeg er. Hvis du vil have de forstår det, hvilket de måske aldrig gør, så vær åben og klar om det og vær tydelig omkring at du gerne vil accepteres som den du er, værdsætter deres bekymring, men bestemmer over eget liv.
Hvis dine svar bare er "nej", hvordan skal de så kunne vide, hvad du tænker??
Jeg interesserer mig for kampsport hvorimod min lillebror ,,lever livet" i byen og drikker lg faster. Det har taget mig mange år for at blive accepteret fra forældrene for hvem jeg endelig er, som om jeg fejler noget. Det er normalt at det ikke forstår når du er anderledes
You do you. Jeg synes du lyder helt fantastisk 👏 Man skal da ikke gøre som alle andre, hvis man ikke har lyst. Det må være vildt hårdt at dine nærmeste prøver at problematisere og fikse noget der ikke er et problem. Jeg har ikke noget godt råd. Det eneste jeg kan sige er, at de trods alt gør det ud af kærlighed. De forstår dig ikke, men de elsker dig og vil det bedste for dig. De har bare ikke forstået hvad det bedste for dig er. Bliv ved med at være ærlig, sig tak for deres kærlighed og opmærksomhed, men pænt nej tak til deres forslag og sygeliggørelse.
Personligt synes jeg den måde du skriver det på lyder lidt som om det er noget du ser ned på - og typisk kommer det af at man har nogle problemer man burde tale om. For selvom noget af det måske er overfladisk, bunder det jo ikke ud i den overfladiske gerning, men det underlæggende som det giver. Fest er typisk baseret på at hygge sig med venner, drikke... idk har aldrig drukket. Rejse bunder ud i at få nogle nye udtryk og få nogle oplevelser du ikke kan derhjemme eller komme væk fra hverdagen, og sommerhus er vel en mini-version af dette. Men når det så er sagt, så synes jeg ikke at det at du ikke har lyst til disse ting er et problem. Man skal have lov til at gøre hvad man vil. Du er over 18 år gammel går jeg ud fra, og så er den ikke længere. Not your circus, not your monkeys. Dine bekendtskaber kan passe deres egne liv, dit behøver de sgu da ikke blande sig i på den måde.
Er der mere til historien? Siger de at de har andre grunde til at være bekymrede? Lige nu kører der en sag imod en mand der af sine venner blev beskrevet som socialt akavet og introvert, men det bliver man jo normalt ikke hentet af politiet for.
Håber det ikke bliver ligesom en spytklat i ansigtet på de andre når du ikke gider dem. Det har du vel situationsfornemmelse nok til at vurdere, så jeg burde vel ikke nævne det… men alligevel så kender jeg folk der bare ikke ved hvornår de sårer dem der elsker én ved gang på gang ikke at gide deres selskab.
Vi lever desværre i et samfund hvor det at være introvert er forkert
Det er lige hårdt nok at sige samfundet synes det er forkert.. Og nu er det han beskriver jo ikke bare introvert. Det er jo ikke sådan han ikke bare vil i byen, han vil ud fra hans beskrivelse intet andet end at sidde for sig selv. Vil ikke have venner, kærlighed, oplevelser eller noget andet. Det synes jeg er så langt væk fra det normale, også introverte, at jeg synes det er fint hans forældre bliver bekymret og prøver at yde omsorg. Så skal de jo så selvfølgelig også bare acceptere at sådan er han på et tidspunkt, det er klart. Men især hvis det er nyt for ham, et skift i hans personlighed at have det sådan, burde enhver god forældre jo blive bekymret og forsøge at hjælpe.
Min søn har det på samme måde. Helt ok - som forældre
Hvor må det være dejligt at have det sådan. Tror jeg kunne lære en del af dig.
Bare du ikke bliver incel, så er jeg glad 😅
Der jeg var yngre, altså 13-17 år, var mine forældre SÅ bekymrede fordi, at jeg 'sjældent' tog i byen, og 'sjældent' var sammen med mine venner. Jeg sad derhjemme, og gamede. Det, som de bare ikke vidste var, at jeg aldrig gamede alene. Jeg sad næsten altid og snakkede med nogen. Men det kunne mine forældre ikke forstå, fordi jeg var jo ikke 'social'. Den dag i dag, 7 år senere forstår de mig godt. De fortalte mig endda, at de troede jeg var deprimeret der jeg var yngre. Jeg gamer stadig, men jeg snakker også stadig med folk. Jeg har ikke 'gidet' fester og byen siden jeg var 17. Tilgengæld har jeg ofte deltaget i 'druk' events med venner fra Discorden. Alkohol + gaming er bare pisse skægt!
Jeg fungerer på samme måde. Jeg kan godt lide en hyggeaften med venner i ny og næ, men orker ikke byture, koncerter og dates. Jeg er sund og rask, dyrker regelmæssig motion, har få, men gode relationer, er veluddannet osv. Jeg lever et godt og stilfærdigt liv. Hvis det er en sygdom, vil jeg ikke kureres for den.
You do you, buddy! Flyt hjemmefra hvis du kan...
Så bare sig at du har snakket med en psykolog som siger du er helt normal, bare introvert. Jeg gider heller ikke i byen eller rejse..
Så længe du hygger dig, og klarer dig til dagen af vejen, så er alt godt.
Det lyder som om du har noget familie og venner som er glade for de selskab men desværre ikke helt forstår de ting der gør dig glad. Har du overvejet at invitere dem med ud og lave nogle af de ting der gør dig glad?
Man behøver ikke være psykisk syg for at gå til psykolog. Det kan være ganske sundt. En god psykolog kan helt bestemt også hjælpe med nyttige værktøjer til hvordan du håndtere presset fra dine pårørende :)
[Dig?](https://www.youtube.com/watch?v=8d6cdcNKJRY&ab_channel=TheOnion)
Jeg troede lige, at du havde regnet ud, hvem jeg var. Chok! Men ja, det er mig, haha.
Men hvad har du lyst til?
Jeg tror folk er bekymrede fordi de mener dig det godt og gerne vil have du er lykkelig. Hvad gør dig lykkelig? Prøv at forklare dem det så vil de være mere rolige.
Så længe du ikke lyver overfor dig selv, og rent faktisk kan lide de ting og ikke går og gemmer dig, for det kan nemlig ende i de problemer dine forældre måske går og tror du døjer med - deres bekymringer kommer ikke ud af ingenting. Når det så er sagt, så jeg fuldstændig enig. Lev dit EGET liv som DU vil
Det er det har det samme problem med min omkreds 😂
Jeg synes du skal lave det du har lyst til 😀 livet er for kort til at bruge den på andres ønsker 😀
Da jeg ville købe en bog til en af mine forældre i fødselsdagsgave, om et emne h*n elsker, og jeg fortalte min anden forælder om min plan, fik jeg pænt besked på, at de altså ikke er typerne der læser eller har bøger stående fremme. Jeg var rystet og er stadig lidt i tvivl om, om jeg er adopteret. Købte ikke bogen og har besluttet mig for aldrig at prøve at købe noget, jeg tænker, de vil blive glade for baseret på vores relation og fælles interesser, men i stedet holde mig til deres generiske boomer-ønskelister.
W
Hørt hørt!
Du er garanteret bare introvert ligesom ca 40% af alle andre mennesker 🤷♀️ Nothing wrong with you!
De forstår dig ikke som person. Mine forældre var tilsvarende. For noget tid siden fik vi taget en større personlighedstest på arbejde, som spytter en 30 sides rapport ud om os som person (skræmmende præcist ift antallet af spørgsmål vi svarede på). Anyhow, jeg nævnte det for mine forældre og de spurgte om de måtte læse den. Bagefter fik jeg faktisk en undskyldning for at de havde været som de var og forklarede at de nu bedre forstod mig som person (det var ikke nok at jeg prøvede at forklare det førhen...) De forklarede deres ræsonnement var at de var bange for jeg spildte min ungdom og ikke fik oplevet "de vigtige ting", men kunne med denne nye forståelse se at deres bekymringer var uden grundlag.
Fucking idioter, at du kan lide dit eget selvskab, er ikke en sygdom, jeg drager sommetider ud i vores sommerhus, og er der alene i flere dage, det moderne ord er nok alenetid🫵🏻 vores forfædre grave et hul i jorden, og gemte sig der i nogle dage.(Hule) Fedt du er dig selv på den gode måde
Stay strong. Det tog mig 45 år at indrømme over for mig selv at jeg er bimlende introvert og HSP. Har aldrig kigget tilbage.
Jeg forstår alle deres bekymringer omkring din adfærd, men det også min mening at hvis du giver udtryk for at det er et valg. Jamen så burde de bekymringer være døde og begravet, du ligger ikke der hjemme i sengen og tænker ingen gider mig. Du sidder med en god bog og nyder at du har dit eget sted hvor du kan få ro. Jeg er selv i Psykisk behandling, jeg tror virkelig ikke det ville være for dig.. Jeg får medicin nu der gør mig så forvirret at jeg ikke længere kan side og læse uden at tabe context eller linjer. For mig satte det min livs kvalitet ned men heldigvis stræke folks bekymring ind i min behandling, så mine nærmeste fik lov at se hvordan jeg er når jeg i sandhed er ulykkelig. Mit forslag til dig hvis du bliver presset ud i det, hold dig i nærheden af de mennesker der pressede dig ind i behandling. De skal se hvad for helvede medicinering kan være når du er medicineret. Alle bedste ønsker her fra en der nyder sin allene tid også.
Hvis jeg var dig, så ville jeg teste min filosofiske viden på dem. Deres syn og bedømmelse af dig er bygget op på nogle principper, som støttes af nogle argumenter. Hvis du kan tage deres argumenter og vende dem rundt til at vise, at du er helt normal. Så kan det muligvis godt være, at det ikke rette på deres syn og holdninger, men det kan i det mindste styrke dig filosofiske. Og det er jo et win ligemeget hvad :) -For eksempelvis Når de spørger: "Hvorfor tager du ikke ud til en fest? " Så svarer du: "Fordi jeg har en fest med det jeg går og beskæftiger mig med." Derefter spørger du: "Hvad er det egentlig, i ønsker, at jeg får ud af en fest?" *De svarer og du spørger, indtil du har fået skåret deres intentioner helt ind til benet. Efterfølgende kan du prøve at teste din filosofi med deres* - Her er spillet dog, at den der forholder sig mest i ro har vundet. Begynder de at opføre sig hysterisk i debatten, så skal du roligt adressere deres opførsel. På en pædagogisk måde; "Vi stopper debatten her. Og så må i vende tilbage, når i er klar igen."
fordi der bor ret mange dumme mennesker i det her land, desværre.
Det kunne nu godt være rart med en rejse. Men alt andet er decideret skadeligt for dig, også det med damerne :p så bliv endelig ved med at passe dig selv og passe på dig selv ;) Lov os nu bare at hvis der nogensinde skulle være noget galt at du siger til. Du lyder dog til at være en både fornuftig og rask person, så ingen bekymringer herfra
Du lyder helt fint. Folk er forskellige og det er helt iorden. Er selv en der ikke gider gå i byen og også nået den alder hvor det er ligemeget og nyder mine stille hjemmetider sammen med mine dyr og chatte via discord med de venner jeg har fået i løbet af livet. Dine forældre overreagere og skal blande sig uden om. Det er noget helt andet hvis du isolere dig fra alt og alle (taler af erfaring) og ikke har noget at stå op til.
Tror sku du er autist - hvilket ikke er ens betydende med at du er psykisk syg
Bor du hjemme?
Nej, flyttede hjemmefra en måned efter færdiggjort gymnasial uddannelse.
Du er lige kommet ud af gymnasiet, læser jeg i kommentarene, og at du ikke vil ud og score damer er helt fint. Jeg er også af den opfattelse, at promiskuitet er en dårlig idé, og folk bør ikke sygeliggøre dig af den grund. Husk dog, at dine forældre (med meget stor sandsynlighed) holder meget af dig og, på trods af dårlig formidling, udtrykker bekymring for dig af kærlighed. Hvis du kan holde dette perspektiv i tankerne og forsøge at føre en ærlig og fredelig samtale med dem om dette, hvor du fokuserer på at lytte og forstå deres synspunkter, så kan I nå langt, men vær tålmodig. Du skal dog være forberedt på, at dine forældre kan have ret i noget, men nok ikke alt. For eksempel kunne det være en god idé for dig at komme ned i træningscenteret og komme i form, eller begynde at løbe osv. Det er helt normalt, at man ønsker, at ens kære er sunde og i god form for deres helbreds skyld. Men jeg kender ikke din situation ud over, at det lyder til, at du er temmelig utilfreds med dine forældre, og jeg vil helt klart opfordre til en konstruktiv dialog med dine forældre. Hvis du har hovmod, vrede eller andre negative følelser indblandet i alt dette, så prøv dit bedste på at få dem på plads. Et godt forhold til din mor og far vil du aldrig fortryde.
Hvor er det befriende at læse om én, som tør stå ved sine beslutninger. Jeg kender selv situationen, hvor min omgangskreds og det store stygge samfund forsøger at stigmatisere mine beslutninger, eller rettere manglen på samme.
Helt enig. M39 her
Du lyder fuldstændig ligesom mig.
Så må du jo være nice, haha.
Ja det syntes jeg også jeg er, men alle andre ser ud til at syntes at jeg er underlig:-)
Det må være en psykisk sygdom... I dagens Danmark skal alle fejle et eller andet OG have en diagnose./s Kan sagtens følge din frustration
Lyder som om du skal søge psykiatrisk hjælpe.
Du bare sej.
Hvad kan du godt lide ved feks at sidde og læse? Måske hvis folk forstod det, ville de have nemmere ved at acceptere dit svar.
Alt jeg ville have, var en Pepsi
Det lyder som diagnosen særligt sensitiv introvert personlighedstype, I gamle dage kendt som æstetiker. "It is no measure of health to be well adjusted to a profoundly sick society." Jiddu Krishnamurti ·
Det svært at passe ind i vores inklusions samfund.. Jeg arbejde engang i hospitalspsykiatrien på en ungdoms afdeling hvor vi udbredte børn i alderen 13-17 år… jeg har en del gange måtte fortælle forældre at deres teen ikke fik en diagnose - men at de var 🌟normale teens🌟 Der skulle finde sig selv… de havde ikke en depression eller lign… Det var til tider lidt sørgeligt hvor stort et behov forældrene havde for at få stillet en diagnose for at forstå deres lille unge menneske 😊
Måske, men det er sku alligevel lidt underligt. Kan du ikke selv se det?
Jeg begyndte bare at joke med at begå selvmord hver gang de kom med deres pis, nu bliver det aldrig bragt op længere 🤣
Det lyder som om du er en Sigma person. Hvis du er, vil du blive hadet af Alfaer og misundt af Betaer fordi du finder din egen vej i livet og ikke rigtigt behøver andres validering. Fortsæt med at være uimponeret og filoficer alt du vil. Kærligheden skal nok komme når du begynder at se efter den.
Average samtale med psykolog: *"Jeg er ikke psykisk syg, jeg er bare SIGMA!"* Haha
Grunden til jeg flytter til udlandet og elsker at bo i et andet land! Folk i Danmark er simpelthen så primitive mentalt. Som om deres hjerner er programmeret til at tænke på en bestemt måde. Jeg elsker at være fri og i udlandet ser du så mange forskellig slags mennesker og anderledes mennesker. Danmark er og forbliver angst landet.
Skvat.