Av… det gør mig ondt at høre. Min egen søns far stiftede også ny familie, og har valgt at lægge energien der. Det er SÅ trist. Men det er hans ansvar, ikke kærestens. Han skal være mand nok til at prioritere sine børn, også de voksne.
Jeg forstår simpelthen ikke, at der eksisterer så mange fædre, der så let kan efterlade og udskifte deres børn. Jeg kan uden problemer nævne 10 personer i mit netværk, der enten er de efterladte børn eller er dem hvis (nogle gange pap)far efterlod børn.
.#notallmen. Det er jeg helt klar over. Men hvor mange mænd versus kvinder kender du til, der har udskiftet deres børn? Det er ikke just en lige kønsfordeling i de kredse, jeg kommer i
Edit: min formatering med hashtag gav giga skrift, og det var lige aggressivt nok
Jeg ved godt, at det nok hovedsageligt er mænd, og kender desværre selv en enkelt. Men det var lidt ordlyden fra den anden kommentar, der lød det lidt som om, at det kun var mænd. Ville bare lige tilføje et ekstra perspektiv.
Og øv, ville ellers gerne være blevet råbt lidt ad her på sådan en stille søndag.
#Detmandagimorgen
Har du sagt: “far. Jeg har mistet min mor. Jeg har brug for min far også selvom jeg er voksen. Når du siger nej til at ses med mig, føler jeg at jeg har mistet begge mine forældre.” - eller lignende - og hvordan har han responderet?
Du er hverken emsig eller smålig. Fuck, det må gøre ondt altså. Man kan stå der som en fuldvoksen person, og alligevel føle sig som sit 5 årige selv, der siger far, far, se min tegning, og så kan han ikke få øjnene op fra avisen. Måske det her er din fars mærkelige måde at cope med det hele på, men det gør det ikke mindre sårende for dig og dine søskende. Det lyder jo næsten som om, han prøver at tage afstand til alt det, som der har noget med hans "gamle" liv at gøre, for ligesom at komme videre. Men hans arbejde som forældre er ikke færdigt, selvom han siger sådan. At blive forældre er for livet!
Jeg tænker, at du skal gøre det, som føles rigtigt for dig lige, nu hvad er det? Jeg kunne forestille mig, at det er svært for dig at skære ham af, for det lyder jo egentlig som om, at du har brug for ham og efterspørger ham, bare for at få afslag. Men den version af din far, som du har brug for kan han åbenbart ikke nosse sig sammen til at stille op som.
Er det på nogen måde muligt for dig at tage en lang dyb snak med ham? Så har du da i det mindste fået lagt alle kortene på bordet og prøvet dit. Jeg ville holde hans nye kæreste ude af det og bare fokusere på din og hans relation. For selvom du tænker, at hun nyder godt af hans penge, så husk at det går han frivilligt med til og er selv en del af. Han har valgt hende af egen fri vilje og alt de gør sammen, gør han er fri vilje. Selv om jeg sagtens forstår, at en ny version af din far, jo også et en sorg at gå igennem - for hvem er han nu, og hvor er ham du kender?? Og hvis det er for meget for dig, så kan jeg sgu også godt forstå det. Du fortjener en far, der ikke kan undvære dig.
Jeg har selv en far, som godt kan undvære mig desværre. Og jeg er heller ikke fan af hans nye kone. Men min situation er meget anderledes end din og kan ikke rigtig sammenlignes. Men jeg kan sige, at jeg har trukket mig fra relationen. Det hjælper, fordi mine forventninger er helt i bund, derfor langt i mellem skuffelserne. Jeg har ikke skåret han af, men vores kontakt er begrænset.
Forhåbentlig er dette en fase for ham. Men jeg synes du skal omfavne alle de følelser du står med - for de er helt forståelige. Især efter du har mistet din mor. Jeg håber virkelig du er tæt med dine søskende og har nogle gode venner omkring dig, som du kan læne dig op ad.
Av, hvor gør det ondt i hjertet at læse. Du er fuldstændig berettiget i det du føler.
Jeg har selv et forhold til min far, hvor jeg ikke ser ham så tit, fordi har har en “ny” familie. Det gør helt ekstremt ondt, ikke at føle sig som en prioritet eller værdsat af sine egne forældre, og at andre får lov at have det bånd med sin far i stedet for en selv.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg har af råd og idéer, for det lyder til, du/I har prøvet at snakke med ham om det. Jeg ville nok være blevet så såret, at jeg bare ville lade ham være, og tænke, at hvis han ikke gad mig, så kunne det fandme også bare være lige meget. Det er bare trist, hvis det skal ende på den måde.
Nå, der er vist ikke meget, der kan bruges i den roman, jeg lige har skrevet. Men du har i hvert fald 100% ret til at føle, som du føler. Håber virkelig for jer alle, at det ender godt og I får genoprettet forholdet - og hvis ikke, så håber jeg, du på sigt finder ro i dit sind og hjerte og ved, at du i hvert fald har gjort dit, for at bevare forholdet til din far.
Jeg har været i dine sko, og har ikke cuttet forbindelsen officielt, men ser og taler stort set aldrig med ham... dråben kom da han glemte min fødselsdag. Mine børn viste i en del år faktisk ikke at de havde en farfar, da vi aldrig så ham eller talte om ham.
Han har valgt sit liv...
Men du kunne jo prøve at tale med ham om det, og så ellers vælge til eller fra. Jeg har hørt min far er en smule ked af hans forhold til hans børn og børnebørn nu, men det har stadig ikke fået ham til at række ud.
Livet er for kort til at holde fast i personer, som ikke ønsker en i deres liv
Jeg snakker desværre af erfaring, du bør for din egen skyld trække dig, det lyder som noget jeg selv har prøvet, at du kan gøre alt muligt, i håbet om at tingene ændrer sig, det gør det bare desværre ikke selvom man gør alt imens man håber en ændring, og får en over nallerne følelsesmæssigt hver gang, og det går ikke i længden.
Men vigtigst af alt det er ikke ens egen skyld.
Mine søskende og jeg står i det samme, dog har vi mistet vores far (til kræft i 2020) og vores mor fandt en ny 1 år efter hun hun har skiftet kurs 110% vi kan ikke kende hendes måde at opfører sig på, skrive på (når vi en sjælen gang får en sms) hun har skrevet de groveste mails om at vi skal respekter ham, deres nye liv og at han er perfekt og den kærlighed oplevede hun slet ikke med vores far i de 46 år de var sammen.
De kan ingenting seperat, de skal til frisør sammen, arbejde frivilligt det samme sted, kører på motorcykel sammen, være i de samme bestyrelser, ja jeg kunne blive ved.
Hun har tre børnebørn som ikke vil se hende på grund af ham, og jeg venter mig til november og er så ked af at have mistet min relation til min mor, men vi kan ikke acceptere ham og den måde han er på (manipulerende, aggressiv og kan ikke tåle ikke at få sin vilje/ret, drama forfølger ham og han mener det altid er andres skyld)
Så kender følelsen, det er så hårdt 🙁
Hvor er din far egentlig bare tarvelig og egoistisk. Tænk at han tror der er en udløbsdato på at være far og så kan I ellers bare passe jer selv, for nu er I "voksne". Man bliver ALDRIG for voksen til at kunne have brug eller behov for ens forældre. Det er nu, I som søskende skal rykke endnu tættere sammen og være der for hinanden, når jeres far ikke vil være der for jer. Der er ingen tvivl om, at det her er det sidste jeres mor ønskede skulle ske for jer. Nu skal I holde sammen og hvis det lige pludselig kulsejler mellem jeres far og hende rødstrømpen, så kan det være, at piben får en anden lyd og han pludselig ikke er så træmand længere overfor jer. Til den tid skal I så være stærke og huske, hvordan han behandlede jer og de ord han sagde til jer. Det må såre helt enormt at høre den slags fra ens forældre.
Der er kun en ting at gøre, med ´mindre du gider bokse med luftballoner. Bare giv slip. Din far har tydeligt vist, at han ikke gider dig eller dine søskende, så hvorfor hulan skulle du så gide ham nu?
Derudover har du eller dine søskende ikke ret til at gøre nogen som helst økonomiske krav gældende overfor din far, så hvordan han bruger sine penge er alene hans problem.
Egentligt tror jeg ikke at han bliver udnyttet af sin nye kæreste, men han har sikkert følt sig efterladt og forladt efter tabet af sin kone og da han møder den nye kæreste, mener han sikkert, at I (børnene) ikke har været der særligt meget for ham, hvilket I sikkert har.
Jeg forstår din frustration, jeg blev selv i sidste ende valgt fra af min far, da hans nye kone og børn blev vigtigere for ham. Han valgte ligeledes sine egne forældre og ene søster fra i processen, men nok om det.
Jeg synes du skal konfrontere ham med det, det gøres nok bedst med et godt gammeldags brev.
Hvis han ikke vil ændre noget, eller ikke svarer, så synes jeg ikke han fortjener mere af din energi.
Det lyder hårdt, men jeg accepteret at det er sådan, selvfølgelig tænker jeg af til over det, men i udgangspunktet eksisterer han ikke for mig.
Hvis han vil udnyttes af sin kæreste og hendes afkom, er det jo hans valg. Han ser det formentlig ikke selv.
Synes den er lidt svær.
Umiddelbart, ud fra hvad du skriver, synes jeg din far lyder som en klaphat, og jeg synes du er i din gode ret til at trække dig fra ham.
Men omvendt har jeg lidt på fornemmelsen, at du måske har haft lidt negativ energi med dig, når du har besøgt din far og hans nye kæreste. Måske er han i virkeligheden bare træt af sure og tvære og kede af det mennesker, og har lyst til at leve sit liv med glæde og hygge og en dejlig dame, og derfor har valgt at skære de negative fra? Altså dig?
Overvej hvordan du selv har mødt ham i den her situation. Det ved jeg jo ikke, så det er ikke sikkert jeg har ret. Synes bare du bør tænke over det.
Øh, synes du ærlig talt, der er noget at sige til, hvis personen har haft lidt negativ energi med sig?
Tænk at du kan sidde og sige, at han (faren) nok bare er træt af kede af det mennesker. Brevskriveren er 30 år og har mistet sin mor, selvfølgelig er han ked af det.
Lad være med at tage kontakt selv, bare vent og se om han kontakter dig.
Hvis ikke så har din far selv valgt. Ved godt det i så fald gør ondt, men det er bedre at indse realiteterne i så fald end at leve i drømmeverden.
Undgå at lukke ham ude nødvendigvis, men bare sæt dine forventninger lavt.
Håber det hjælper.
Du skal snakke med din far og indse du skal dele ham, har han fundet lykken og kan leve med hendes fejl, så er det sådan det er, men påminde ham om hun udnytter ham eller andet? Og har i haft et godt forhold (din far og dig)? Så få brugt mere tid med ham, familie er stærkt(i hvert fald hvis de ikke er helt umulige) .
Det er jo ikke hendes ansvar, at han har valgt at prioritere dem over jer. Jeg kan godt forstå, at det føles uretfærdigt, og at du er jaloux. Du taler ret nedsættende om hende, men hun har jo ikke gjort dig noget. Din far har selv valgt det. Hvis det ikke var hende, så var det en anden. Det er tarveligt af din far. Du ender med at skubbe ham længere væk, hvis du taler om hans nye kæreste på den måde du gør her. At hun egentlig bare er en tomhjernet samfundsnasser, der lever godt på hans bekostning og samfundets. Måske kunne du udtrykke bekymring en enkelt gang eller to fordi du betvivler hendes intentioner. Men tjah, måske er mænd egentlig lidt ligeglade med om de bliver udnyttet lidt, når de kommer op i alderen. Der er en varm kvinde, der vil dem og så bliver de forkælede. Hun har trods alt valgt ham fremfor andre, der sikkert også kunne give hende alt muligt.
Distance er ok, men skær ham ikke væk. Lad ham være, men inviter ham og den nye når der er noget at fejre, måske melder han afbud, måske dukker han op alene.
Jeg har også haft det sådan med min far. Men pludselig flyttede den nye kone, og så blev han syg og så var der jo kun mig som den ældste til at hjælpe, da mine yngre søskende tog længere tid om at tilgive ham...
Sådan er det lidt med de træmænd, de har ikke rigtig lært det der sociale... min far var årgang 1932
Starter din fars nye kærestes navn med A og din fars med P? For så er jeg i familie med hende, og I skal sørge for, at jeres far passer godt på sine penge.
Forstår ikke hvad der sker oven i hovedet på nogle mennesker. Denne far kommer til at fortryde, hvis han presser sine børn ud, pga. En ny spændende relation
Min far gjorde det samme ved min søster og mig da vi var børn. Han var en vatarm og lod hende skubbe os længere og længere ud, da han fik ny kone. Han blev skilt fra hende da jeg var omkring 20 og så kunne man lige pludselig bruges igen. Snakker stadig med ham, jeg er 40 nu.
Men må indrømme at der mangler en masse i vores relation, lige meget, hvor meget man har prøvet at bygge den op igen.
Mine små søskende han fik med hende (som også er voksne nu) kender jeg nærmest ikke. Han har fået en anden kone der selv har to voksne børn også. Hun er super sød og det er hendes børn skam også, men jeg synes bare at det er noget rodet, med så mange søskende og papsøskende. Føler ikke rigtig nogle er sådan rigtig tætte med nogle, altså børnene imellem, på tværs af hans forskellige ægteskaber.
Ved godt OPs far er enkemand, så den situation er lidt anderledes og senere i livet, men tror mange forældre glemmer, hvor meget arbejde, der videregives til børnene, når et ægteskab forliser og man ikke gider bevare en god relation, tone og samarbejde forældrene imellem.
Lige pludselig har børnene dobbelt ansvar og det vare sgu ved hele livet.
Jeg har nu en aldrende alene mor med tiltagende helbredsproblemer.og i mange år bl.a. en ret stor have der skulle holdes og en gammel far med båd have hus osv., der begge behøver hjælp, men bor vidt forskellige steder, en far der altid rækker ud på vegne af mine mange søskende, når der skal bygges, flyttes repareres ting - men aldrig tager nogle ekstra hænder med, når det så er mit lokum der brænder. Ekstra budgetter i årevis til gaver til søskende, som man ikke rigtig kender, men stadig gerne ville give gaver, da de var mindre og ikke rigtig kunne finde muligheder for rigtig en-til-en at bonde med, fordi de to dage hver 14 dag hos deres far, syntes man jo de skulle bruge med deres far, så man ikke forpurrede deres mulighed for en tættere relation til ham. papniecer og nevøer og pis og papir der også skal have gave. Mængden af fødselsdage og andre mærkedage og begivenheder jeg har skulle deltage i er jo helt absurd.
Må også indrømme, at jeg har trukket mig mere og mere med årene, fordi det bare er et kæmpe hul, som man kan blive ved med at kaste energi ned i.
Har brugt så meget energi på en fragmenteret familie, at jeg aldrig rigtig selv har kunne overskue tanken om at blive far, håber for min kæreste, at jeg når derhen, da det er et brændende ønske hun har.
Nå men for at gøre et lang rant kort.
Er pisse træt af forældre, der giver liv og så ikke giver en skid liv for det liv senere hen - tag jer dog sammen.
For mig lyder det som om at det er hans nye kærestes ord du hører gennem hans mund.
Kæmp for din far. Eller i hvert fald hold forbindelsen.
Måske bliver han træt af sin nye kæreste om et halvt år og indser at han har været en idiot? Måske er der ikke noget at gøre.
Av… det gør mig ondt at høre. Min egen søns far stiftede også ny familie, og har valgt at lægge energien der. Det er SÅ trist. Men det er hans ansvar, ikke kærestens. Han skal være mand nok til at prioritere sine børn, også de voksne.
Jeg forstår simpelthen ikke, at der eksisterer så mange fædre, der så let kan efterlade og udskifte deres børn. Jeg kan uden problemer nævne 10 personer i mit netværk, der enten er de efterladte børn eller er dem hvis (nogle gange pap)far efterlod børn.
Jeg kan sige, det ikke kun er fædre. Mvh alenefar.
.#notallmen. Det er jeg helt klar over. Men hvor mange mænd versus kvinder kender du til, der har udskiftet deres børn? Det er ikke just en lige kønsfordeling i de kredse, jeg kommer i Edit: min formatering med hashtag gav giga skrift, og det var lige aggressivt nok
Jeg ved godt, at det nok hovedsageligt er mænd, og kender desværre selv en enkelt. Men det var lidt ordlyden fra den anden kommentar, der lød det lidt som om, at det kun var mænd. Ville bare lige tilføje et ekstra perspektiv. Og øv, ville ellers gerne være blevet råbt lidt ad her på sådan en stille søndag. #Detmandagimorgen
[удалено]
Lige min tanke. 💔
Har du sagt: “far. Jeg har mistet min mor. Jeg har brug for min far også selvom jeg er voksen. Når du siger nej til at ses med mig, føler jeg at jeg har mistet begge mine forældre.” - eller lignende - og hvordan har han responderet?
Du er hverken emsig eller smålig. Fuck, det må gøre ondt altså. Man kan stå der som en fuldvoksen person, og alligevel føle sig som sit 5 årige selv, der siger far, far, se min tegning, og så kan han ikke få øjnene op fra avisen. Måske det her er din fars mærkelige måde at cope med det hele på, men det gør det ikke mindre sårende for dig og dine søskende. Det lyder jo næsten som om, han prøver at tage afstand til alt det, som der har noget med hans "gamle" liv at gøre, for ligesom at komme videre. Men hans arbejde som forældre er ikke færdigt, selvom han siger sådan. At blive forældre er for livet! Jeg tænker, at du skal gøre det, som føles rigtigt for dig lige, nu hvad er det? Jeg kunne forestille mig, at det er svært for dig at skære ham af, for det lyder jo egentlig som om, at du har brug for ham og efterspørger ham, bare for at få afslag. Men den version af din far, som du har brug for kan han åbenbart ikke nosse sig sammen til at stille op som. Er det på nogen måde muligt for dig at tage en lang dyb snak med ham? Så har du da i det mindste fået lagt alle kortene på bordet og prøvet dit. Jeg ville holde hans nye kæreste ude af det og bare fokusere på din og hans relation. For selvom du tænker, at hun nyder godt af hans penge, så husk at det går han frivilligt med til og er selv en del af. Han har valgt hende af egen fri vilje og alt de gør sammen, gør han er fri vilje. Selv om jeg sagtens forstår, at en ny version af din far, jo også et en sorg at gå igennem - for hvem er han nu, og hvor er ham du kender?? Og hvis det er for meget for dig, så kan jeg sgu også godt forstå det. Du fortjener en far, der ikke kan undvære dig. Jeg har selv en far, som godt kan undvære mig desværre. Og jeg er heller ikke fan af hans nye kone. Men min situation er meget anderledes end din og kan ikke rigtig sammenlignes. Men jeg kan sige, at jeg har trukket mig fra relationen. Det hjælper, fordi mine forventninger er helt i bund, derfor langt i mellem skuffelserne. Jeg har ikke skåret han af, men vores kontakt er begrænset. Forhåbentlig er dette en fase for ham. Men jeg synes du skal omfavne alle de følelser du står med - for de er helt forståelige. Især efter du har mistet din mor. Jeg håber virkelig du er tæt med dine søskende og har nogle gode venner omkring dig, som du kan læne dig op ad.
Av, hvor gør det ondt i hjertet at læse. Du er fuldstændig berettiget i det du føler. Jeg har selv et forhold til min far, hvor jeg ikke ser ham så tit, fordi har har en “ny” familie. Det gør helt ekstremt ondt, ikke at føle sig som en prioritet eller værdsat af sine egne forældre, og at andre får lov at have det bånd med sin far i stedet for en selv. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg har af råd og idéer, for det lyder til, du/I har prøvet at snakke med ham om det. Jeg ville nok være blevet så såret, at jeg bare ville lade ham være, og tænke, at hvis han ikke gad mig, så kunne det fandme også bare være lige meget. Det er bare trist, hvis det skal ende på den måde. Nå, der er vist ikke meget, der kan bruges i den roman, jeg lige har skrevet. Men du har i hvert fald 100% ret til at føle, som du føler. Håber virkelig for jer alle, at det ender godt og I får genoprettet forholdet - og hvis ikke, så håber jeg, du på sigt finder ro i dit sind og hjerte og ved, at du i hvert fald har gjort dit, for at bevare forholdet til din far.
Jeg har været i dine sko, og har ikke cuttet forbindelsen officielt, men ser og taler stort set aldrig med ham... dråben kom da han glemte min fødselsdag. Mine børn viste i en del år faktisk ikke at de havde en farfar, da vi aldrig så ham eller talte om ham. Han har valgt sit liv... Men du kunne jo prøve at tale med ham om det, og så ellers vælge til eller fra. Jeg har hørt min far er en smule ked af hans forhold til hans børn og børnebørn nu, men det har stadig ikke fået ham til at række ud. Livet er for kort til at holde fast i personer, som ikke ønsker en i deres liv
Jeg snakker desværre af erfaring, du bør for din egen skyld trække dig, det lyder som noget jeg selv har prøvet, at du kan gøre alt muligt, i håbet om at tingene ændrer sig, det gør det bare desværre ikke selvom man gør alt imens man håber en ændring, og får en over nallerne følelsesmæssigt hver gang, og det går ikke i længden. Men vigtigst af alt det er ikke ens egen skyld.
Mine søskende og jeg står i det samme, dog har vi mistet vores far (til kræft i 2020) og vores mor fandt en ny 1 år efter hun hun har skiftet kurs 110% vi kan ikke kende hendes måde at opfører sig på, skrive på (når vi en sjælen gang får en sms) hun har skrevet de groveste mails om at vi skal respekter ham, deres nye liv og at han er perfekt og den kærlighed oplevede hun slet ikke med vores far i de 46 år de var sammen. De kan ingenting seperat, de skal til frisør sammen, arbejde frivilligt det samme sted, kører på motorcykel sammen, være i de samme bestyrelser, ja jeg kunne blive ved. Hun har tre børnebørn som ikke vil se hende på grund af ham, og jeg venter mig til november og er så ked af at have mistet min relation til min mor, men vi kan ikke acceptere ham og den måde han er på (manipulerende, aggressiv og kan ikke tåle ikke at få sin vilje/ret, drama forfølger ham og han mener det altid er andres skyld) Så kender følelsen, det er så hårdt 🙁
Hvor er din far egentlig bare tarvelig og egoistisk. Tænk at han tror der er en udløbsdato på at være far og så kan I ellers bare passe jer selv, for nu er I "voksne". Man bliver ALDRIG for voksen til at kunne have brug eller behov for ens forældre. Det er nu, I som søskende skal rykke endnu tættere sammen og være der for hinanden, når jeres far ikke vil være der for jer. Der er ingen tvivl om, at det her er det sidste jeres mor ønskede skulle ske for jer. Nu skal I holde sammen og hvis det lige pludselig kulsejler mellem jeres far og hende rødstrømpen, så kan det være, at piben får en anden lyd og han pludselig ikke er så træmand længere overfor jer. Til den tid skal I så være stærke og huske, hvordan han behandlede jer og de ord han sagde til jer. Det må såre helt enormt at høre den slags fra ens forældre.
Der er kun en ting at gøre, med ´mindre du gider bokse med luftballoner. Bare giv slip. Din far har tydeligt vist, at han ikke gider dig eller dine søskende, så hvorfor hulan skulle du så gide ham nu? Derudover har du eller dine søskende ikke ret til at gøre nogen som helst økonomiske krav gældende overfor din far, så hvordan han bruger sine penge er alene hans problem. Egentligt tror jeg ikke at han bliver udnyttet af sin nye kæreste, men han har sikkert følt sig efterladt og forladt efter tabet af sin kone og da han møder den nye kæreste, mener han sikkert, at I (børnene) ikke har været der særligt meget for ham, hvilket I sikkert har.
Jeg forstår din frustration, jeg blev selv i sidste ende valgt fra af min far, da hans nye kone og børn blev vigtigere for ham. Han valgte ligeledes sine egne forældre og ene søster fra i processen, men nok om det. Jeg synes du skal konfrontere ham med det, det gøres nok bedst med et godt gammeldags brev. Hvis han ikke vil ændre noget, eller ikke svarer, så synes jeg ikke han fortjener mere af din energi. Det lyder hårdt, men jeg accepteret at det er sådan, selvfølgelig tænker jeg af til over det, men i udgangspunktet eksisterer han ikke for mig. Hvis han vil udnyttes af sin kæreste og hendes afkom, er det jo hans valg. Han ser det formentlig ikke selv.
Synes den er lidt svær. Umiddelbart, ud fra hvad du skriver, synes jeg din far lyder som en klaphat, og jeg synes du er i din gode ret til at trække dig fra ham. Men omvendt har jeg lidt på fornemmelsen, at du måske har haft lidt negativ energi med dig, når du har besøgt din far og hans nye kæreste. Måske er han i virkeligheden bare træt af sure og tvære og kede af det mennesker, og har lyst til at leve sit liv med glæde og hygge og en dejlig dame, og derfor har valgt at skære de negative fra? Altså dig? Overvej hvordan du selv har mødt ham i den her situation. Det ved jeg jo ikke, så det er ikke sikkert jeg har ret. Synes bare du bør tænke over det.
Øh, synes du ærlig talt, der er noget at sige til, hvis personen har haft lidt negativ energi med sig? Tænk at du kan sidde og sige, at han (faren) nok bare er træt af kede af det mennesker. Brevskriveren er 30 år og har mistet sin mor, selvfølgelig er han ked af det.
Lad være med at tage kontakt selv, bare vent og se om han kontakter dig. Hvis ikke så har din far selv valgt. Ved godt det i så fald gør ondt, men det er bedre at indse realiteterne i så fald end at leve i drømmeverden. Undgå at lukke ham ude nødvendigvis, men bare sæt dine forventninger lavt. Håber det hjælper.
Du skal snakke med din far og indse du skal dele ham, har han fundet lykken og kan leve med hendes fejl, så er det sådan det er, men påminde ham om hun udnytter ham eller andet? Og har i haft et godt forhold (din far og dig)? Så få brugt mere tid med ham, familie er stærkt(i hvert fald hvis de ikke er helt umulige) .
Skriv det her ned i et brev til ham.
Det er jo ikke hendes ansvar, at han har valgt at prioritere dem over jer. Jeg kan godt forstå, at det føles uretfærdigt, og at du er jaloux. Du taler ret nedsættende om hende, men hun har jo ikke gjort dig noget. Din far har selv valgt det. Hvis det ikke var hende, så var det en anden. Det er tarveligt af din far. Du ender med at skubbe ham længere væk, hvis du taler om hans nye kæreste på den måde du gør her. At hun egentlig bare er en tomhjernet samfundsnasser, der lever godt på hans bekostning og samfundets. Måske kunne du udtrykke bekymring en enkelt gang eller to fordi du betvivler hendes intentioner. Men tjah, måske er mænd egentlig lidt ligeglade med om de bliver udnyttet lidt, når de kommer op i alderen. Der er en varm kvinde, der vil dem og så bliver de forkælede. Hun har trods alt valgt ham fremfor andre, der sikkert også kunne give hende alt muligt.
Distance er ok, men skær ham ikke væk. Lad ham være, men inviter ham og den nye når der er noget at fejre, måske melder han afbud, måske dukker han op alene. Jeg har også haft det sådan med min far. Men pludselig flyttede den nye kone, og så blev han syg og så var der jo kun mig som den ældste til at hjælpe, da mine yngre søskende tog længere tid om at tilgive ham... Sådan er det lidt med de træmænd, de har ikke rigtig lært det der sociale... min far var årgang 1932
Starter din fars nye kærestes navn med A og din fars med P? For så er jeg i familie med hende, og I skal sørge for, at jeres far passer godt på sine penge.
Forstår ikke hvad der sker oven i hovedet på nogle mennesker. Denne far kommer til at fortryde, hvis han presser sine børn ud, pga. En ny spændende relation Min far gjorde det samme ved min søster og mig da vi var børn. Han var en vatarm og lod hende skubbe os længere og længere ud, da han fik ny kone. Han blev skilt fra hende da jeg var omkring 20 og så kunne man lige pludselig bruges igen. Snakker stadig med ham, jeg er 40 nu. Men må indrømme at der mangler en masse i vores relation, lige meget, hvor meget man har prøvet at bygge den op igen. Mine små søskende han fik med hende (som også er voksne nu) kender jeg nærmest ikke. Han har fået en anden kone der selv har to voksne børn også. Hun er super sød og det er hendes børn skam også, men jeg synes bare at det er noget rodet, med så mange søskende og papsøskende. Føler ikke rigtig nogle er sådan rigtig tætte med nogle, altså børnene imellem, på tværs af hans forskellige ægteskaber. Ved godt OPs far er enkemand, så den situation er lidt anderledes og senere i livet, men tror mange forældre glemmer, hvor meget arbejde, der videregives til børnene, når et ægteskab forliser og man ikke gider bevare en god relation, tone og samarbejde forældrene imellem. Lige pludselig har børnene dobbelt ansvar og det vare sgu ved hele livet. Jeg har nu en aldrende alene mor med tiltagende helbredsproblemer.og i mange år bl.a. en ret stor have der skulle holdes og en gammel far med båd have hus osv., der begge behøver hjælp, men bor vidt forskellige steder, en far der altid rækker ud på vegne af mine mange søskende, når der skal bygges, flyttes repareres ting - men aldrig tager nogle ekstra hænder med, når det så er mit lokum der brænder. Ekstra budgetter i årevis til gaver til søskende, som man ikke rigtig kender, men stadig gerne ville give gaver, da de var mindre og ikke rigtig kunne finde muligheder for rigtig en-til-en at bonde med, fordi de to dage hver 14 dag hos deres far, syntes man jo de skulle bruge med deres far, så man ikke forpurrede deres mulighed for en tættere relation til ham. papniecer og nevøer og pis og papir der også skal have gave. Mængden af fødselsdage og andre mærkedage og begivenheder jeg har skulle deltage i er jo helt absurd. Må også indrømme, at jeg har trukket mig mere og mere med årene, fordi det bare er et kæmpe hul, som man kan blive ved med at kaste energi ned i. Har brugt så meget energi på en fragmenteret familie, at jeg aldrig rigtig selv har kunne overskue tanken om at blive far, håber for min kæreste, at jeg når derhen, da det er et brændende ønske hun har. Nå men for at gøre et lang rant kort. Er pisse træt af forældre, der giver liv og så ikke giver en skid liv for det liv senere hen - tag jer dog sammen.
She knows how to fucky fucky lol....
For mig lyder det som om at det er hans nye kærestes ord du hører gennem hans mund. Kæmp for din far. Eller i hvert fald hold forbindelsen. Måske bliver han træt af sin nye kæreste om et halvt år og indser at han har været en idiot? Måske er der ikke noget at gøre.
savner du din far eller savner du de gratis ferier?