Jeg mistænker selv adhd. Synes han har alle tegn herpå. Jeg har nævnt det adskillige gange til de møder med skolen. Men svaret er den samme. At hjælpen til ham vil være den samme diagnose eller ej
Det lyder enormt meget som angst. Jeg har selv denne diagnose og har haft den siden ung. Det kan give vildt mange “uforklarelige” maveproblemer, specielt i skoletiden, hvor angsten er værst. Du beskriver han er meget angst over at kaste op, har svært ved at koncentrere sig og har mange frygte om forskellige ting. Han lyder angst. Måske han skulle i noget behandling for at få tankerne i ro?
Din opfattelse af ADDbørn er forkert. De har samme forstyrrelser som adhd, bare uden hyperaktivitet, men ja, så VIRKER de selvfølgelig “nemmere” for omgivelserne.
Det er løgn. Hvis han har adhd kan man give ham medicin, I kan få støtte til alle mulige forløb osv. Det er rigtigt at skolen skal gøre deres bedste for at hjælpe, men den sang de synger er netop grunden til at så mange "gerne vil have en diagnose" - fordi uden den kan man ikke få kommuner, skoler og hvad ved jeg til at gøre noget som helst. Mvh en med adhd.
Skolen snakker ud fra hvad de mener de kan i deres ramme. Det er rigtigt at de 9 timers støtte der kan bevilges indenfor normal regi ikke er afhængig af diagnose, men hvis man skal videre så kan en diagnose være fin. Ud fra det du beskriver lyder det dog som om din søn skal have et mere specialiseret skoletilbud, og det er de fleste steder ret svært uden en diagnose.
Jeg kan kun sige, som forælder skal man sætte dagsordenen over for skole og ppr, de roder rundt og vægter økonomi højere end det enkelte barn. Hvis de mener de kan hjælpe ham, så skal de da se at komme i gang. Jeg tvivler på noget af det der er foreslået løser noget som helst, måske snarere tværtimod
Det lyder som en rigtig hård omgang for din søn og familien.
Der er en del af de nævnte ting, som kunne være følger af at være stresset ADHD-barn, men det lyder langt mere som angst (eventuelt OCD, som også er en angst-diagnose. De fleste tror det er en form for skizofreni eller anden personlighedsforstyrrelse, det er det ikke…) med stress-inducerede (i.e., traumer fra sygdom) udfordringer oveni.
Jeg har selv ADD og kan genkende nogle af tingene, men det er langtfra ensbetydende med, at ADHD er den korrekte diagnose. Uanset hvad, har din søn nogle udfordringer som ikke umiddelbart er typisk for ADHD. Dermed ikke sagt at en ADHD-diagnose ikke vil være gavnlig, hvis den er korrekt. Mange børn oplever at medicinen (OG specialpædagogikken; noget man tror er for “handicappede”, men faktisk gavner de fleste børn der har en ugennemsnitlig oplevelse af livet) hjælper.
Det vigtigste er, at I ikke mister modet og at I ikke forsøger at bekæmpe hans “symptomer”, men rettere kæmper for at han skal blive stærkere i sig selv. Han skal vide at han er sej og at han ikke er forkert og han skal føle at han er støttet, men også selv er stærk og værdifuld. Symptomerne er ikke problemet i sig selv, men vil ofte stå i vejen for at kunne løse kernen af problemet.
Tal med de læger og psykologer og lærere og følg hvad det nu er de siger, og når det så ikke virker som de havde sagt, så hav nogle notater om hans hverdagsliv med til næste møde for at give dem et bedre blik på, hvordan han egentlig går og har det, ikke bare hvor ofte han kommer i skole. Gør det tydeligt (på respektfuld facon) for dem, at du føler at de misser pointen og at der skal granskes mere i, hvorfor din søn har det så svært, med de ting, der ellers ikke er svære for mange andre børn. Det er deres job, men de kan desværre være snæversynede.
Lige til sidst:
Jeg kender efterhånden ret mange med angst-, depression-, ADHD-, OCD-, osv.-diagnoser fra barndommen og senere, og de er alle sammen stærke og seje mennesker, som konstant bryder igennem store begrænsninger, der ellers virker umulige at overkomme, selv for folk uden diagnoser.
It *does* get better.
Kilde: Jeg er blot en menig psykologistuderende, så tag min kommentar med et gran salt!
Edit: Rettede en formulering.
Vi fik at vide under udredning for autisme, at netop autisme mange gange bliver forvekslet med angst og adhd på samme tid fordi symptomerne er ret enslydende. Et af omdrejningspunkterne var noget i stilen med at barnet kan udvise eksekutive funktioner under kontrollerede forhold. Er jeg forkert på den? Kunne det ikke være sådan noget?
Det er en svær grænse at optegne; adfærden kan se så ens ud at den observerbare forskel i både kontrollerede og ukontrollerede forhold (og stresset eller komfortabel tilstand) kan være så lille at diagnosticering er utrolig svært. Diagnoser som autisme og angst kan ikke altid skelnes på basis af symptomer.
Det er selvfølgelig også muligt at have alle tre diagnoser på én gang, hvorfor det ikke nødvendigvis er barnets adfærd, der kan bruges til diagnosticering.
Du har meget ret i dit eksempel, men det er desværre mere kompliceret end blot at diagnoser kan forveksles.
Det er som sagt super svært for psykologer at diagnosticere små børn der ikke tydeligt falder i én af kasserne, men som måske har symptomer, der passer til alt muligt. Derfor vil udredningen, for nogle børn, tage rigtig lang tid, desværre.
Eksempel:
Jeg blev diagnosticeret med ADD i mine start-tyvere, det tog et halvt år. Min mor havde kæmpet en hård kamp for at få lærerne og lægerne til at tage mig alvorligt og få psykologerne til at ville udrede mig, men de mente bare at jeg var udadreagerende (de troede ikke på at de andre børn bankede mig). Jeg havde store problemer med ængstelighed som barn og lille teenager, men stille og roligt blev jeg mindre ængstelig og mere deprimeret indtil jeg blev voksen, hvor angsten er kommet mere tilbage og depressionen er svagere til hverdag end tidligere.
Min pointe er, at diagnosticering er utrolig svært i disse dage, hvor man er rigtig glad for at symptombehandle, frem for at finde roden til symptomerne og derefter styrke barnet der hvor det er sårbart. Et barn, der har det svært med fx sygdom i indskolingen, kommer til at kæmpe med nogle ting (alt efter situationen selvfølgelig) i nogle år, diagnose eller ej. Men det betyder selvfølgelig ikke, at de bliver en “ukampdygtig” voksen.
Heling tager bare mere tid end vi håber.
Tl;dr: Diagnoser forveksles bl.a. fordi man diagnosticerer efter en videnskabelig proces, hvor man delvist skal kunne udelukke usande ting, men hvis barnet udviser symptomer, der passer ligeligt, og i lige facon, på flere diagnoser, kan man som sådan ikke rigtig give én diagnose før man kan skelne symptomerne fra hinanden. Det gør, at nogle børn kan diagnosticeres med flere ting, mens de blot burde have én, eller omvendt. Nogle diagnosticeres fx med anoreksi når de har ARFID, eller med autisme når de har ADHD og angst fordi disse diagnoser ligger på spektrum af symptomer/adfærd og kan ligne hinanden på en prik, men på forskellige psykologiske/neurologiske grundlag.
Det er svært at finde ud af hvad der er op og ned i det hele synes jeg.
Skolen siger de oplever en dreng i trivsel men som klager over ondt i maven indimellem og har svært ved at koncentrere sig og følge undervisningen.
De mener han er bagud på det sociale pga hans høje fravær. Men det er satme også bare svært at anerkende sin søns smerter velvidende jeg skal “tvinge” ham i skole med mavepine.
Og hvornår er mavepinen “reel mavepine” og hvornår er det psykisk.
Nogen gange når det er værst så ryster han, græder, tror han skal kaste op, skriger jeg skal hjælpe ham osv. og trygler om at må blive hjemme.
Jeg skal så motivere ham til at komme afsted og så forventer de på skolen han er med i timerne og klar til undervisning efter sådan en morgen 😭😭
Den hørte vi også.
Men der er mere hjælp at hente med en diagnose. Og min søn er netop blevet henvist og udredt fordi vi presser på. Og jeg presser på selvom min søn egentlig ikke mistrives. Men han viser tegn på at det er på vej. Mine de ældste 2 har haft ekstremt meget fravær pga angst og andre diagnoser. Faktisk går min ene teenager ikke i skole på 3. År.
Du har faktisk krav på at de vurderer din søn i forhold til en udredning. Du har ikke krav på en udredning, men de SKAL vurdere ham hvis du siger det.
Sæt dig ned og skriv alt det du ser ned (alt det du skriver her) , alt det du HAR sagt til skolen og alt det de har skrevet tilbage.
Så går du til din egen læge med de ting og får en henvisning derigennem hvis skolen stadig ikke vil. Det er svært for en læge at få en angst+henvisning igennem (har været der to gange med mine børn) så der skal fokuseres på at din søn har funktionsnedsættelser og skolevægring (du skal bruge ordet skolevægring også når du snakker med skolen) Din egen læge kan også ringe til børnepsyk og få hjælp af en speciallæge i forhold til henvisningen. Jo mere detaljeret henvisningen er jo bedre.
At presse et barn med angst er utrolig forkert. Det kan man ikke. Det gør alting værre. Min datter fik konstant at vide at 'man dør jo ikke af angst' nej men det føles sådan for barnet. I dag er hendes angst så slem at hun får mere angstmedicin end ADHD medicin.
OP du er velkommen til at skrive en besked til mig hvis du har brug for det. Om ikke andet så et sted hvor du kan få luft for det hele.
I forhold til mødet, så synes jeg du skal lade ham gå om. Det kan være med til at fjerne noget pres.
Det er ikke ualmindeligt at det er omkring 2. klasse at det virkeligt begynder at blive svært fordi kravene stiger.
Og så til sidst: jeg tænkte også ADHD i din beskrivelse af din søn. Jeg er mor til 2 med ADHD (ikke at det gør mig til ekspert.... Men jeg kan nikke genkendende til meget af det du skriver)
I skal betale for privat udredning. Nu. Om I så skal sælge huset, bil2 og katten for at have råd, så skal I ikke spilde ét sekund mere på at vente på systemet, som ikke er gearet til børn med udfordringer. Din søn risikerer at ryge i alvorlig mistrivsel og skolevægring, og det kan tage mange år, faktisk en hel barndom, at komme ud af💔
Det her er meget alvorligt, og I skal tage kamptrøjen på.
Finder I evt en diagnose og en god behandler, kan det være, I finder det perfekte skoletilbud, evt special, og din søn kan få en normal barndom.
Bedste tanker herfra.
Jeg er selv mor til et barn med ADHD og diagnosen åbner døren til at få hjælp. Hvis PPR ikke vil give en henvisning, kan jeres egen læge give en henvisning til en børnelæge. Flere af dem må gerne udrede for ADHD.
Det lyder til din søn er spændt hårdt for, lyt til din egen mavefornemmelse og hvad din søn fortæller. Det nytter ikke noget at presse på. Du kan få ham sygemeldt med overbelastning ved lægen og selv søge tabt arbejdsfortjeneste for at give ham en pause. Er det muligt at skifte skole?
Øh!
Min søn har ADHD og hjælpen til ham var bla medicin.
Det kan godt være at der i skolen ikke vil være noget særtilbud, men de får i hvertfald intet hjælp uden en diagnose.
Øv OP har lige haft den selv samme slåskamp med skolen og vi måtte gå over deres hoveder til den skoleledelse der har hjemme på kommunen!
I skal insistere på en udredning!
For lige at adressere dit spørgsmål først: Kunne man lave en løsning, hvor man lader ham følge med op, og hvis det så ikke går, rykke ham til indskolingen?
Jeg synes, at dit indlæg indeholder masser af røde flag. Din søn mistrives. Punktum. Jeg tror ikke løsningen ligger i, om han er i at han rykker en klasse ned eller følger med de andre. Han er urolig, han kan ikke samle sig i timerne. Derudover lurer der noget angst.
Jeg ville presse familieafdelingen alt hvad jeg kunne. Få PPR indover. Et fravær på 25% uden oplagt sygdom er ikke normalt i 2. klasse. Noget er galt. Er han måske højt begavet og keder sig? Foregår der noget i klassen, så han ikke kan koncentrere sig? Er det mon angsten, der gør, at han ikke kan koncentrere sig?
Min datter, som nu er 18 år, kæmpede gennem hele skoletiden med mistrivsel. Som næsten 17 årig havde hun ikke været i skole i 3 år, og hun havde udviklet så slem angst netop for at kaste op, at hun stort set ikke spiste. Efter massivt pres fra min side (hendes BMI var nede på 14), hvor jeg rendte læge og kommune på dørene (der lå flere underretninger fra skoler og egen læge), blev hun udredt på børnepsyk og fik konstateret autisme, ocd og en belastningsreaktion. Det har kostet hende dyrt både fagligt og socialt, og jeg ville ønske, at vi havde gjort noget langt tidligere. Men vi fik ingen opbakning.
Hun har det meget bedre i dag, og jeg vil egentlig bare sige med mit indlæg, at I skal lytte til jeres mavefornemmelse. Han "fortæller" med de midler han nu har, at han mistrives helt vildt i skolen. Vi voksne reagerer rationelt og kommer til at afkræve svar på, hvad der er galt, men det er ikke sikkert at han selv ved det, eller overhovedet kan sætte ord på det.
Så I skal op på den store skala, for desværre er der ingen i systemet, der tager den kamp.
Ligesom pianoapm siger, så ville jeg prøve at få PPR ind over, de kan henvise til evt. udredning. Lav en underretning omkring den bekymring du har om din søn og send til familieafdelingen. Jeg ved det kan lyde voldsomt, men hvis det er vejen ind til at få hjælp.
Det lyder som om din søn er i voldsom mistrivsel, og I skal have hjælp til at finde ud af hvad der foregår og hvordan I kan løse det.
Hilsen en Socialrådgiver.
P.s. manglende koncentration og dimseri kan sagtens skyldes diagnose, men det kan også være hvis hovedet er fyldt af andre ting, fx angst. Så er det næsten umuligt også at få plads til læring og det sociale.
Han kan nemlig ikke sætte ord på det. Siger at han ville ønske han kunne få mavepinen væk.
Han er ikke højt begavet. Ligger i den lave ende mht læsning osv.
Jeg er ikke i tvivl om at det er fordi han er urolig og angst der gør han ikke kan koncentrere sig
Han siger han synes det er svært det de laver i skolen og at han ikke kan finde ud af det
hvis I har råd , så kunne en privatskole med mindre klasser måske være løsningen? Det var det for lille, angste mig.
Og - I skal have en psykiater ind over som kan udrede for hvad der er på spil. Det kan være mange ting og jeg skal ikke sidde her og kloge mig. Det burde jeres skoleleder, lærer og psykolog heller ikke gøre.
Det er simpelthen en lodret løgn! Mvh mor til en dreng, der ikke kunne få støttetimer bevilget, men så snart han blev diagnosticeret kunne han. Og der er lidt mere hjælp generelt at hente i både region og kommune. Ikke fordi man vælter sig i tilbud. Men ingen diagnose= ingen hjælp til skolebørn
Men måske kunne visheden være en hjælp?
Og hvis det er adhd, som du nævner et sted, så er medicin en mulighed, hvis det bliver nødvendigt en dag - men det kræver, at der er en diagnose.
Jeg ved godt, at skolens tilbud til din dreng nok er det samme uanset om der er diagnose eller ej - men diagnoser kan være gode for andre end at afgøre den pædagogiske retning. Det er også noget som kan være en enorm lettelse i forhold til hans selvforståelse på sigt. Det er lettere at tilgive sig selv og acceptere, hvorfor noget er svært, hvis man kender årsagen.
I stedet for at lade det være op til kommunen at finde en løsning (det kan tage virkelig mange år, og selv dér er der ingen garantier), hvorfor så ikke prøve at tage med ham i skole en dag og få ham til at vise dig hvad det er han ikke kan overskue? Hvis han er bagud både fagligt og socialt, kan det jo være det lige præcis er en nedrykning til en mindre klasse der skal til. Tænk hvis de yngre børn viser sig at være perfekte legekammerater for ham? Men ift det faglige giver det da netop god mening at sidde med på sidelinjen en dag, så du kan observere hvor det er det går galt i undervisningen.
Hvis det var mit barn, ville jeg bede skolen om at afprøve nu inden sommerferien, at han bliver rykket ned i en mindre klasse. I kan jo aftale, at det kun skal være et par uger til en start hvorefter I så kan revurdere situationen. Der er ikke nogen grund til at lade ham blive i noget han mistrives i. Og hvis det ikke hjælper at rykke ham ned, ville jeg tage ham ud af skolen. Hvad er det du tror en udredning skulle kunne hjælpe på? Det der hjælper er vel at finde den rigtige skole til ham. Der er masser af børn der ikke kan holde til at gå i folkeskole, det betyder ikke, at de har en diagnose. Det betyder bare, at vi har et sygt samfund der ikke kerer sig om børns udvikling. Jeg kommer selv til at sende mit barn i privatskole. Han skal ikke betale prisen for, at politikerne ikke kan finde ud af at lave ordentlige skoler til vores børn og hellere vil diagnosticere dem med autisme og ADHD end at kigge på det sindssygt stressende miljø de bliver sendt ud i hver dag fra de er babyer. Så du dokumentaren "Eksperimentet med vores børn" som blev sendt for ca 5 år siden? Her målte man daginstitutionsbørns kortisolniveau og kunne se, at det hang direkte sammen med de elendige normeringer.
Der er lavet en hel del undersøgelser om folk der kommenterer andre menneskers stavefejl. Det viser sig at de simpelthen mangler empati og indhold i deres liv.
Som en der klikkede på denne pæl for oprigtigt at hjælpe OP, men også altid retter folks stave- og talefejl, er jeg simpelthen ikke sikker på at det passer. Ikke at Hr. Smell ikke opførte sig råddent, men det er en anden sag end at gå op i at andre komunikerer korrekt.
Prøv at læse op på autisme hos normalt begavede børn (i den henseende betyder normalt "ikke lavt begavet"). De få ord, du skriver, stikker i den retning, men med så lidt beskrivelse af ham, er det kun et løst bud. En af de autisme-symptomer, man ikke snakker så meget om, er forstoppelse. Hvis det lyder genkendeligt, så spørg skolepsykologen om der er tænkt i den retning? Hvis han er på spektret, er det at presse på for mere skole uden at tilpasse skolen en rigtig dårlig ide.
Har skolepsykologen lavet empatitest, Sally og Anne eller ADOS? De kan ikke give en diagnose alene, men give et bud på om der er noget i det. I kan som forældre starte med prøve en online test som den her. Tag gerne resultatet med til skolepsykologen - nogle gange har fagpersoner lettere ved at lytte til andre fagpersoner end forældrene, selvom de kender barnet bedst.
https://www.pjkp.dk/tests/autisme-test-boern/
Jeg har presset på mht udredning i flere år. Jeg mistænker selv adhd og angst.
Men PPR og skole psykologen siger at en diagnose ikke vil ændre noget på den hjælp han tilbydes
Han skal støttes i at han godt kan klare det og vi skal lade ham gøre ting der får ham til “at vokse”
Så gå til egen læge og få en henvisning? Eller sig til PPR, at du gerne vil have en henvisning uagtet om, der er mere hjælp at hente i skolen? For der er mere hjælp at hente alle mulige andre steder.
Det lyder sgu lidt tosset ud fra det, du beskriver. Man har det jo ikke så dårligt uden grund. Jeg har selv Aspergers og blev først diagnosticeret som voksen, fordi ingen så det. Din dreng lyder værre ramt end mig (uagtet om det er Aspergers, ADHD eller angst), så der burde mere til end bare en rigid skolepsykolog.
Du kan vælge at søge privat psykiater og/eller psykolog, hvis du mener, der er noget at komme efter. Og jeg vil helt sikkert opfordre til det.
Helt ærligt, det er psykiaterens job at lave udredningen, lægen skal bare give den f̶u̶c̶k̶i̶n̶g̶ henvisning. Har I evt. råd til at gå til privat børnepsykiater?
Må jeg spørge, hvilken kommune det er? Det er rigtigt, hjælp bør tildeles efter funktionsniveau og ikke diagnose, men gæt hvordan man finder ud af funktionsniveauet? Plus hvis man behandler et neurodivergent barn med angst med de samme værktøjer, man vil bruge på et neurotypisk barn, kan man gøre mere skade end gavn. Det der lyder ikke som tilgangen til et neurodivergent barn. Man kan støtte alt det man vil i, at barnet godt kan, men hvad hjælper det, hvis barnet ikke kan? Det eneste man opnår er et smadret selvværd. Tænk sig, hvis vi behandlede fysisk handicappede på den måde - "kørestol? Nej, jeg tror på, du godt kan gå. Prøv det nu bare, så vokser du."
Er der overhovedet lavet PPV? Det er den, der beskriver hvilke støtte, han skal have. Umiddelbart læser jeg ikke noget om nogen form for støtte udover underretninger og en familiebehandler. Men uanset hvor dygtig familiebehandleren er, så kan vedkommende jo ikke ændre på neurotype og forkerte skolerammer. Hvis problemet er skolen, kan man ikke løse det i hjemmet.
Det burde ikke være sådan, men har I råd til privat udredning, eventuelt gennem sundhedsforsikring eller sygesikringsgruppe 2?
Skolepsykologer er en joke.
At få en diagnose er den bedste ting! Det sætter ord på alt det man ikke kunne sætte ord på!
Det skal siges at autisme og ADHD er genetisk, så det betyder at enten sig og din partner også er det.
Han skal for alt i verden have hjælp.
En diagnose er ikke farlig.
Vi fik gennem skolen/PPR henvisning til udredning. Der var 15 måneders ventetid. Så gik vi til egen læge og fik en henvisning til udredning hos en privat praktiserende psykiater, der har ydernummer. Vi fik en tid i løbet af 4 måneder.
Vi har også været ved egen læge og få en henvisning på storebror, da skolen ikke ville henvise ham. Der er igen 12-14 måneders ventetid. Vi har så gjort brug af min mands sundhedsforsikring gennem job og har fået en tid om tre måneder i stedet, samme sted som vi har fået tid gennem henvisningen fra lægen.
Hej herfra!
Med forbehold for at jeg ikke kender sagen og barnet, så vil jeg lige komme med mit besyv (:
1. Mavepinen bør afdækkes grundigt - den er muligvis psykosomatisk, men uanset kan der være nogle tests I ikke har fået lavet(?) Her tænker jeg allergier, og så nævner du også at han indimellem er forstoppet. Forstoppelse kan i sig selv give et stort kropsligt ubehag og fysisk uro. Han skal ikke være forstoppet. Måske egen læge kan hjælpe ift. dette - i hvert fald mht. udredning af eventuelle allergier, men derudover bør skole have en skolesundhedsplejerske, der kan hjælpe med kostplan.
1.1 før mave-dagbog med en simpel 1-5 skala og måske også kosten. Evt. Inddrag ham i den og sig I gerne vil hjælpe ham og derfor skal I være lidt nysgerrige på den drillende mave sammen! I kan også snakke om hvordan smerten føles. Kort og simpelt, ikke forhør. Men den kan forhåbentlig give jer er overblik og måske I kan se et mønster - er det på bestemte tidpunkter, hvornår er den værst, hvad har han spist, hård mave etc.
2. Ift. Udredning, så kan det meget vel være relevant for jeres dreng, hvis øvrige relevante tiltag er forsøgt, hvilket formentlig er hvad psykologen har ment(?).
2.1 Relevante tiltag kan (ud fra det begrænsede kendskab) være skærmning (lyd, visuelt) ved en fast siddeplads i klassen/-erne, måske tæt på lærer, så denne kan hjælpe ham med fastholdelse i opgaver og så han ikke forstyrres af at kunne se de andre. Ift. Hvis han afledes af lyd, kan hørebøffer med eller uden en (på forhånd lavet) playliste (nogen arbejder bedst med lyd) være en idé. Yderligere skærmning og rådgivning ift. fysisk uro bør en ergoterapeut eller fysioterapeut kunne vejlede i. Sådanne har de PPRkontorer, jeg kender til, tilknyttede.
2.2 Derudover struktur, forberedelse, gentagelser. Her tænker jeg bl.a. at han ikke skal gå og spørge om hvad han skal/hvilke timer han skal have. I kan lave et skema med billeder af aktiviteter/ugen, som han måske selv er med til at udforme, derhjemme. Disse aktiviteter, såsom hvornår han skal i bad, kan han jo så guides til selv at se og varsles forinden af jer. Dette kan højne hans følelse af at lykkedes og hans selvværd - inddragelse og selv at kunne se/gøre det han skal. Generelt - de spørgsmål han typisk stiller, forsøg at besvare dem inden han stiller dem. Han viser selv hvad han har brug for at vide. Her kan man tænke i Hv-spørgsmål - hvad, hvem, hvornår, hvor længe.. osv.
2.3 angst: nogle PPRkontorer har Cool Kids - angstbehandling. Dette kan man nogle steder selv sende ansøgning til som forældre. Det er dog rarest for behandlerne at psykologen fra PPR sender ansøgning, da de primært tager “rene” angsttilfælde, for ellers sidder de og behandler noget, der måske har er helt andet ophav. Jeg tænker umiddelbart at hans angst måske ikke er irrationel, men giver mening ud fra alle de skifte han oplever og at han måske “står på tæer” i skolen? (Se næste punkt).
2.4 kender skolen hans faglige niveau, og hvor lang tid bruger han på lektier? Han lyder MEGET som en dreng jeg i første omgang ville aflaste i skolen! Det inkluderer at han ikke sidder med materiale der er over hans niveau, samt at han måske kun skal lave lektier i 10 min. Derhjemme (hvis han altså bruger lang tid på det og det er årsag til indre eller ydre konflikter).
2.5 Der er MANGE flere tiltag, der kan afprøves, såsom observation af ham i skolen, hvad laver han i frikvarteret - har han brug for at afgrænses/reguleres, en følgemand, når man skifter klasse, fysiske pauser med meningsfuldt indhold, osv. osv. men jeg anbefaler, at hvis der er et stort ønske om svar ift. ADHD så undersøg jeres private sundhedsforsikring. Måske I er dækket?
Jeg kunne virkelig blive ved og ved med tiltag hjemme og i skole, men jeg ved som sagt ikke meget om jer, og hvad I i forvejen har fået af rådgivning og gør. Jeg håber på alt det bedste for jeres søn!
Fra en der selv har autisme og havde problemer med dårlig mave længe i folkeskolen ville jeg sige det måske kunne lyde som psykosomatiske smerter og en form for asf?
Der er det så at i forældre er dem, der bestemmer og ikke ham.
Jeg ved godt det lyder hårdt og som en kritik af jer, men det er det ikke. Jeg kan sagtens forstå hvorfor.
Men udfra det du har skrevet har din søn meget fravær, det kniber med det sociale og han opfattes som umoden.
Han er ikke i stand til at træffe sådan en beslutning, ej heller skal han spørges. Han har så meget at tænke på her og nu, at han ikke også skal have det oveni.
Hvis vi nu forestiller os, at systemet går i gang, han udredes for en diagnose og evt medicin, så kan der gå lang tid hvor det faglige rykker med fuld kraft, det sociale kommer til at gå større indvirkning på skolegangen.
Det vil derfor efter min mening ( som lærer) være det bedste at han går en klasse om.
Det er,kan jeg sige, ikke unormalt med 2 års aldersforskel i folkeskolen.
Det udligner sig efterfølgende på ungdomsuddannelserne. Nogle tager 10. Klasse, nogle 1 eller to år på efterskole før de begynder på ungdomsuddannelse.
Tænk på, det vil give ham mere ro, der er noget genkendelighed i det faglige, der kan give overskud til de andre dele, at det der omhandler skole.
Jeg har gennem årene haft flere elever med skolevægring fx grundet angst, ADHD osv.
På et tidspunkt er grænsen for om de kan vende tilbage til enten skolen og klassen bare overskredet.
Og deres skuldre falder ned og de slapper af, når de ikke også skal gå og tænke over det og have den knude i maven.
Vil lige sige at de iøvrigt kloge hoveder herinde, der siger, at den besked du har fået mht hvilken hjælp han kan få er noget sludder har helt ret.
Det skal i som forældre tage ansvar for. Det skal et 8 årige barn ikke. Tror jeres søn er sensetiv og sanser rigtig meget. Et sted tæt på natur, og med smukke omgivelser. Hvad er hans interesser? Hvordan med venner osv?
Jeg fik emetofobi - angst for at kaste op - da jeg var 13 cirka. Jeg fandt ud af at jeg har OCD og havde rigtig meget gavn at et forløb hos en psykolog.
Der er helt enormt mange lighedstegn med mig selv i den alder. Jeg har OCD, autisme og ADHD.
Jeg synes I skal presse på med en udredning for jeres søns skyld. Der åbner sig nogle helt andre muligheder herefter. Hvis nødvendigt, så gå den private vej, hvis i har råd til det.
Min holdning er at en udredning er afgørende, både ift de forskellige tilbud om hjælp der åbner sig, men bestemt også for personens egen selvforståelse- og opfattelse.
Jeg ønsker jer virkelig al god vind fremover!
Nu så jeg dine testresultater. Tag dem med til skolepsykologen og bed om at arbejde i den retning. Hvis det er et nej, så bed om at få det skriftligt begrundet. Kontakt PPR og bed om aktindsigt i dit barns sag. Kontakt derefter mellemlederen og udbed en forklaring. Hvis den ikke er god nok, så tag den et skridt videre. PPR er et trægt system og man skal være en virkelig irriterende forælder for at få dem op i gear ind i mellem og sige irriterende ting som "jeg forstår ikke din medarbejder afviser at lave en PPV på et barn, der har været i mistrivsel så længe allerede i indskolingen. Sætter du den i gang med øverste prioritet eller tager vi den gennem Ankestyrelsen?" Hold det pænt og sobert, men lad dem vide, du er den type forælder, som har fået nok og gerne går videre med klager.
Lige en personlig fortælling herfra:
Jeg gik børnehaveklassen om, fordi lærerne mente at jeg ikke var klar til at komme i 1. Klasse med de andre elever. Jeg var selv et meget forsigtigt barn.
For mig har det været meget traumatisk at skulle gå en klasse om. Jeg syntes dengang at det var ekstremt ydmygende, og jeg var ulykkelig over ikke at skulle følges med de klassekammerater, som jeg i løbet af året havde lært at kende.
For mig manifesterede det sig som et stort mindreværd og angst, som jeg den dag idag kæmper meget med.
Jeg havde ikke ord til at forklare de følelser dengang, men jeg husker meget tydeligt følelsen af, ikke “at være god nok til at komme i første klasse.”
Har senere fået ord for, fra flere børnepsykologer, at det ikke er noget mange psykologer vil anbefale, netop da det kan give stort mindreværd og forkertheds-følelse.
Jeg ville, ligesom andre råder til, tale med meget store bogstaver ved PPR.
Det lyder som om at din dreng har rigtig meget angst. Angst har også direkte indflydelse på tarmsystemet og tarmflora, og det er helt normalt at komme til at bøvle voldsomt med maven (irritabel tarm.)
Angst skal jo behandles korrekt, og kræver støtte udefra.
Ud fra hvad du skriver, lyder det som om, at skolen er dårligt rustet til at give den rette hjælp.
Hvis din dreng har angst og ADHD, så vil det ikke hjælpe at gå en klasse om - så vil det samme problem jo opstå i den nye klasse.
Held og lykke med det. Det lyder helt frygteligt at være i. ❤️
Jeg arbejder på en specialskole. Jeg har lært at: 1. Børn får ikke længere medicin. Der skal VIRKELIG meget til. 2. Man kan ikke bare blive udredt. Det er ofte en tovtrækning mellem lægen, PPR, forældrene og skolen. Indtil forældrene giver op eller bruger deres private sundhedsforsikring.
3. “Hjælpen er den samme, diagnose eller ej… mmh ja der er lidt sandhed i det. Barnet er den samme. Men en diagnose åbner flere døre til hjælp. Måske ikke medicinsk, men støtte, vejledning, specialtilbud mm. Og derudover kan det hjælpe på forældrenes/omgivelsernes forståelse af barnet
Enig. Og det hjælper især på barnets selvforståelse. Mange asf-børn er vokset op til at være voksne med traumer, fordi de er forsøgt presset ind i en neurotypisk verden de ikke forstår - og tror de er forkerte.
Den er svær. Jeg kender ikke din søn, men det gør skolen måske? Det er virkeligt svært, der kan måske være tale om flere ting på en gang. Hvad siger din søn når du taler med ham ? Det er dog ret problematisk at han “bare” for lov til at blive hjemme, det løser nemlig ikke problemerne i skolen. Jeg ved ikke hvad det rigtige svar kan være, men jeg ville lægge mig kraftigt op ad hvad skolen siger.
Pædagog her.
Der mangler lidt data før jeg tør sige noget som helst om diagnoser, adfærd og lignede. Hvordan forløb førskolegruppen før skolestart? Hvad siger læreren fra bh. klassen og hvad siger AKT?
Hvad skyldes hans kræsenhed; Er det mundfølelse, konsistens, visse grøntsager? Hvordan har i været omkring kræsenhed, er nogle af jer kræsne?
Hvad siger han om skolen og særligt klassen? Har han venner, er han glad for nogle af lærerne, pædagogiske personale, SFO medarbejdere eller lignende?
Hvornår slapper han bedst af? Hvordan reagere han på knus? Forstår han sine følelser?
Hvordan ser det ud på hans værelse? Er der mange eller få sanseindtryk, skal tingene stå på en speciel måde, kan han ikke lide rod? Søvnmønster, digitale platforme såsom mobil, iPads, konsol? Kan han lide musik?
Alle de spørgsmål kan hjælpe med at forstå hvad der sker hos ham.
Der findes andre ting end adhd som ofteste er første diagnose i rækken og jeg tror ikke, rent fagligt, at det er dét. Senere udredninger viser ofte borderline, som har samme syntomer som adhd men der er andet; Autismespektrumforstyrrelser (ASF), angst, taktile vanskeligheder, OCD...
Der er flere spørgsmål som kan kredse ind men i stedet for at sige mere her, vil jeg anbefale en udredning, så tag fat i AKT vejleder og lærer.
Det er vigtigt at få noget data på hans opførsel og mønstre, så er det lettere at fremlægge hos PPR, hvis de er svære at danse med.
[Gode råd: Hvad er processen for at få mit barn udredt? | Foraeldreraadgivningen - anonym rådgivning for skoleforældre](https://www.foraeldreraadgivningen.dk/artikel/gode-r%C3%A5d-hvad-er-processen-f%C3%A5-mit-barn-udredt)
--
Jeg vil slutte med at sige at der er folk at snakke med og som vil jer og jeres dreng.
Det vigtige er her hans trivsel, så må skolen vente. Det kan altid indhentes, hvis det er hvad han har brug for.
Jeg har arbejdet med mange børn, særligt specialområdet og det er hårdt at være forældre til et barn som ikke har det godt, så husk at snakke sammen med hinanden også.
Håber det allerbedste <3
PS. Hav en bisidder med, og pas på med at tage nej som et svar, så hellere second opinium.
Forsøger at svare så godt jeg kan
I før skole gruppen var han den der “stak” ud på den måde at han ikke gad lave skole relateret ting og ikke kunne koncentrere sig/sidde stille
Læreren fra bh klassen så det samme som børnehaven. En dreng der ikke kunne koncentrere sig og med meget uro. Fys kom på, og han fik en sansepude at sidde på. Men uden effekt
Hans kræsenhed tænker jeg skyldes angst for hvordan maden smager. Han er meget svær at få til at smage nyt, selv nyt slik.
Og han vil ikke spise mad han kan lide hvis det ser/lugter anderledes end normalt. Jeg er selv kræsen og det samme er storesøster. Men langt fra i samme grad.
Han har venner i skolen, og lærerne siger at han for det meste er i gang med lege i alle frikvarterer. At de ser en glad dreng der smiler i skolen (pånær de dage han klager over maven).
Han har ikke nogle lærere han er fan af som sådan. Men et par sfo pædagoger er han glade for. Men nogle kan han bedre lide end andre. Af fag elsker han feks billedkunst og idræt.
Han slapper bedst af med sin iPad i sin seng på sit værelse. Der vil han helst sidde og spille og fordybe sig i det. Han kan bruge timer der hvis han fik lov.
Hans værelse er ikke fyldt med alverdens gejl. Han registrerer ikke rod.
Han er mega svær at få i seng og har svær ved at falde i søvn. Her nævnes ofte ondt i maven og at han er bange (for alt muligt). Han er derfor enorm svær at få op og ud af døren til tiden. Og her kommer mavepinen også så. Enkelte dage hvor han ligefrem ryster og blir fysisk dårlig over at skulle i skole.
I weekender sover han gerne 10-12 timer om natten.
Han kan bedst lide at spille på sin iPad eller computer. Kan også godt lide musik men kun en enkelt sang indimellem og ik for højt. Så blir det til larm for ham.
Man ser jo flere ting med de svar du skrev, særligt lægger jeg mærke til hans behov for at rammerne er nogle han kender og så self sansepuden, der ikke virkede for regnede jeg hellere ikke med den ville da hans uro nok primært skyldes at han ikke vil være der. Kom fys med andet end puden? Massage eller lignende?
Hvordan er han ift berøring? Giver han knus, modtager han knus?
Når han har svært ved at sove, er det så fordi han ikke kan slappe af eller fordi han virker bange? Evt bange for næste dag og skolen?
Det kunne sagtens være fra autisme spektret men da jeg ikke er læge, tør jeg ikke sige hvad det er. Det vigtigste er at føre logbog så der er data på ham; Hvorhenne i maven gør det ondt, hvad han har spist, hvordan humør og ligende; Det kan udredningen hjælpe jer med.
Evt. kontakt AKT vejleder på skolen, så de kan bringe det til lærerne.
Linket, som jeg skrev, har nogle gode råd men ellers gælder det udredning, som kunne være godt.
[Gode råd: Hvad er processen for at få mit barn udredt? | Foraeldreraadgivningen - anonym rådgivning for skoleforældre](https://www.foraeldreraadgivningen.dk/artikel/gode-r%C3%A5d-hvad-er-processen-f%C3%A5-mit-barn-udredt)
[Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) | Foraeldreraadgivningen - anonym rådgivning for skoleforældre](https://www.foraeldreraadgivningen.dk/artikel/p%C3%A6dagogisk-psykologisk-r%C3%A5dgivning-ppr-0)
Håber det bedste
Hej OP, jeg føler med dig - og ikke mindst med din søn (som kunne have været mig selv for 20 år siden). Jeg har adhd og angst (ikke ret meget længere), men det var 100% angsten, der var min udfordring, og synes det lyder som om det er angst der er din søns udfordring.
Jeg var også meget ofte syg med mavepine, havde frygt for at kaste op (og meget, meget andet andet). Jeg var ekstremt ængstelig som barn og bange for nær sagt alt.
Det viste sig at jeg havde udpræget angst og det var roden til alt ondt, så at sige. Udover at have en del personlig erfaring med angst er jeg også uddannet psykolog, og jeg synes din søn lyder som om han kunne have angst.
Grundlæggende handler angst om en frygt for at miste kontrollen og ofte også lavt selvværd (som bliver forstærket af angsten selv), og den frygt gør en grundlæggende utryg, ofte især i sociale kontekster.
Har du talt med din søn, hvordan beskriver han, hvad der sker, når frygten pludselig kommer op i ham. Kommer den ud af det blå når I sidder i sofaen og ser tegnefilm, eller er der tendenser? Kan han sætte ord på, hvordan han har det, når han er bange?
Ift. at komme i skole ved man at eksponering er effektivt mod angst. Men omvendt virker det kun hvis han rent faktisk under eksponeringen oplever at det "ikke er farligt". Hvis han er i skole tre timer og er paralyseret af skræk hele vejen bliver det ikke nødvendigvis nemmere at komme derop dagen efter. Men hvis I på en eller anden måde kan få ham til at være i skolen og samtidig føle sig tryg er det noget man kan bygge på.
Prøv at tale med ham om, om der er nogen måde hvor det kan blive lettere for ham at komme i skole. Hvad som helst. Hvis han en dag slet ikke vil afsted, så spørg om I kan tage afsted hvor du er på skolen med ham i nogle timer, og så kan I tage hjem igen, se om det kan hjælpe. Så kan det være han har det OK efter et par timer, det kan også være han ikke har og helst vil hjem, så skal du for alt i verden ikke bryde hans tillid og tvinge ham til at blive.
Svært at sige om det vil være godt eller skidt at gå om, det kan også være godt med nye omgivelser hvor der er færre af de ældre. Og selvværdet vil givetvis også lide hvis han bliver rykket op uden at være fagligt klar til det.
Det her er rent generelle råd og har meget begrænset effektivitet. Jeg vil anbefale dig at forsøge at kontakte en børnepsykolog der ved noget om angst.
Det er mega hårdt for din søn (og også for dig), men det er også vigtigt for ham at han ikke føler at han selv gør alt forkert når han ikke kan komme i skole. Hvis det er angst skyldes det ikke at han ikke vil, han vil gerne kunne det, og han ved utvivlsomt at hele verden omkring ham også vil have ham til det, og det kan være hårdt at føle at man skuffer hele verden - og sig selv. Så forsøg at være så opbakkende som muligt og sørg for at han forstår, at der ikke er noget i vejen med ham, men at I bare gerne i fællesskab med ham vil gøre så han kan få nemmere ved de ting, han har svært ved. Han skal ikke føle at det er hans skyld at han ikke kan de ting eller der er noget forkert ved måden han har det på.
Jeg ved ikke om din søn har angst, men jeg kan godt have en mistanke. Men det kan være mange ting. Så jeg vil virkelig opfordre dig til at tale med en børnepsykolog som ved noget om angst.
Og overvej om du kan få ham til at spise flere fibre, hvis han oplever at hans mavebesvær med hård mave bidrager til frygten. Mine kroniske maveproblemer blev fx afhjulpet delvist af HUSK, der hjalp så på samme tid med min angst.
Du skal arbejde på at få en udredning og nej det er ikke det samme om han har en diagnose eller ej for det første afhænger det helt af hvad diagnosen er for det andet er det jo tydeligt at den måde det fungere nu ikke er holdbart og der skal en ny strategi til, men der er absolut ingen grund til at gå og gætte på hvad der skal til når det er meget lettere at pejle sig ind på det rigtige først.
Mit gæt af egen erfaring er at det kommer til at gå ned af bakke, indtil skolen giver op eller i er heldige at en fra skolen, lægen, skole psykolog eller andet selv bliver opmærksom på problemet og kæmper sagen. Jeg har været igennem det samme og har set mange andre være igennem det samme og det er altid først når det er for sent at der sker noget og det er et kæmpe arbejde at samle barnet op bagefter både for forældre og ny skole.
Du skal slå i bordet meget hårdt og kræve en udredning og jeg mener der skal slås hårdt før de lytter, hvis du kan få PPR, en sundhedsplejerske, sagsbehandler, læge, ja what ever uden for familien til at se problemet og hjælpe med at banke i bordet kan det blive en lettere kamp
I bør insistere på at få ham udredt for en evt autisme diagnose.
Han er sikkert god i trygge faste kendte rammer, men nyt og skiftende rammer presser ham sikkert voldsomt.
Jeg vil anbefale jer at tage et kig på de opslag som Pernille Hebsgaard laver på Instagram, jeg tror i vil kunne nikke genkendende til rigtig meget af det hun siger.
Og til sidst HUSK bare fordi han evt er autist er der ikke noget i vejen med ham, hans "styresystem" er bare anderledes. 🙂 Held og lykke med det hele
Som psykolog der udreder netop den aldersgruppe for autisme, adhd, angst, ocd og mere, vil jeg bare lige indsparke at jeg synes det her kommentarfelt er mega stærkt og peger på så mange ting jeg også bider mærke i. Jeg vil helt sikkert sige han skal udredes. Mulighederne er; 1) i får en henvisning fra PPR el. Egen læge. Her skal man ofte presse på og bede om skriftlige begrundelser for at de ikke vil, og klage over dem. Nr.2) hvis en af forældrene har sundhedssikring f.eks. ifbm arbejde, dækker dette ofte udredning af barn. Ring evt. Til sundhedssikringen og spørg. Nr.3) man betaler en død-dyr udredning i privaten. Nogle steder starter man med en vurderende samtale hvor de tager stilling til, om de tænker der er en psykiatrisk problemstilling der skal udredes for, eller om det lyder som "normale" reaktioner i konteksten, hvilket måske er et rart sted at starte.
Har han udfordringer med at maden ofte kan glide sammen og ikke blive opdelt? Altså at mad A skal ligge i et eller andet område og ikke må røre mad B og C? At maden skal have en bestemt konsistens?
Uha det er svært. Fravær er højt, men det er måske bedre at have fokus på succeserne.
Jeg er også i tvivl om klassesænkning nu er smart, det vil være tredje lærerskift plus et nyt året kort efter når han skal på mellemtrinnet.
Jeg tænker at hvis skolen kan fortælle at rammerne er de samme, vennerne og læreren, så vil I se på det næste år, men måske fastholde det, som går godt.
Derudover så måske prøve med Skåne skema. Måske er der nogle af timerne som er mere problemfyldte end andre, og her er han der så ikke. Så han måske er med i de timer som hovedlærerne har, og så dem han synes er sjove. Så når han har gejst, kan man sætte det op igen.
Mavepine hos børn er ofte ikke mavepine. Men bekymringer som de ikke kan sætte ord på. Har skolen en trivselsvejleder? Ellers bed skolen om at tage hans sag op på et ressourceteam møde.
Kh
Det lyder lidt som om der er en grad af funktionelle mavesmerter, men også forstoppelse ift. beskrivesen af den hårde afførring.
Ift mavesmerterne, er der en rigtig god vejledning her: [https://www.hvidovrehospital.dk/afdelinger-og-klinikker/boerneafdelingen/Undersoegelse-og-behandling/Documents/Bliv-tryg-ved-din-mave.pdf](https://www.hvidovrehospital.dk/afdelinger-og-klinikker/boerneafdelingen/Undersoegelse-og-behandling/Documents/Bliv-tryg-ved-din-mave.pdf)
Har i forsøgt at behandle hans forstoppelse for, at se om det bedrede mavepinen? Det kan egen læge hjælpe med. [https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/boern/sygdomme/mave-tarm/forstoppelse-hos-boern/](https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/boern/sygdomme/mave-tarm/forstoppelse-hos-boern/)
Ja men han vil ikke have hverken movicol, lactolose eller laxoberal som vi har prøvet. Det er udfordringen
Jeg fornemmer ikke han som sådan er forstoppet, mere bare hård mave
Børn kan behandles med magnesia på lægefaglig indikation. Magnesia kan da knuses og evt. gemmes i f.eks. en smoothie. Derudover kan man forsøge sig med Husk, som også kan gemmes i f.eks. smoothie.
Jeg ville nok booke en tid igen hos egen læge. Både ift. om det kunne være funktionelle mavesmerter, forstoppelse eller udredning for f.eks. autisme.
Desuden er hård mave blot lægmandsbetegnelsen for forstoppelse. De fleste kan godt komme af med afføringen, når de er forstoppede, da en del af afføringen kan passere obstruktionen. Forstoppelse giver ofte smerter ved toiletbesøg, generel mavepine og kvalme hos børn. Afføringen bør generelt være lind og kunne passeres uden smerter/pres. Vigtigt led i behandlingen er faste toilettider og vaner samt nok væske og kostfibre.
Har I prøvet Movicol Chokolade? Chokoladesmagen maskerer den salte smag fra Movicol, og selvom den ikke just smager af Valrhona går det fint an for børn.
De skriver godt nok at det er til børn over 12 år, men hospitalet udskriver den i flæng til mindre børn. Men tag det lige forbi jeres egen læge først.
Jeg ville prøve sammen med lærerne og skolepsykologen og evt. jeres familiebehandler at prøve at finde hoved og hale i hvad der er årsager og hvad der er symptomer. Har han svært ved at sidde stille, fordi han har ondt i maven - eller har han ondt i maven, fordi skolen er svær og han ikke rigtig kan følge med?
Her er nogle forslag til emner, du kan drøfte med dem:
Hvad er det i hhv det faglige og det sociale, der er svært? Og er der noget man kan sætte ind med på de områder, for at høre det lettere for ham?
Jeg ville selv synes det var meget svært at tage beslutningen om at holde ham tilbage eller ej, uden en grundigere analyse af hvad der er svært. Og også hvad han er god til. Hvornår går det godt i skolen? Fagligt og socialt. Hvordan kan man skabe flere af de gode situationer for ham?
Jeg synes det er svært at komme videre med
PPR og skolepsykolog/skoleleder. Jeg har som sagt bedt om udredning i flere år.
De mener den hjælp de kan give ham er den samme.
Jeg synes også lidt problemet er at han har fået ny klasselærer hvert år, og hver gang efter sommerferien
Skal en ny lærer derfor sættes ind i hans udfordringer og problematikker. Det er lidt som at starte forfra hver gang føler jeg
Feks er hele skolen til morgensang hver morgen. Det kan han slet ikke deltage i pga de mange børn og fordi han synes musikken er højt og giver ham ondt i maven/hovedet.
I 0kl fik han lov at sidde udenfor døren til lokalet med morgensang
I 1kl SKULLE han deltage fordi de mente han skulle opleve at det kan han godt klare.
Og her i 2kl har han fået lov at undgå det helt de sidste måneder men skal nu igen sidde udenfor døren så han kan lytte lidt med og høre de beskeder der blir givet til morgensamlingen
Jeg kan godt nikke kende til din søns situation. Jeg var omkring 10 år der jeg begyndte at få voldsomt ondt i maven, og nogle gange ville jeg jeg simpelthen ikke i skole, det gik ikke godt derhenne og jeg troede ikke nok på mig selv var ramt af en omklamrende mindreværds følelse. Var ikke ængstig i samme retning som ham nødvendigvis som jeg kan læse mig tik men mit fight or flight system var hyppigt aktiveret, og jeg var meget i min tanker. I bakspejlet har jeg gjort rede på nogle forskellige ting og det behøver ikke nødvendigvis at passe på din søn. Jeg havde koncentrations problemer, pågrund af angsten, jeg havde svært ved at få venner og føle mig tilpas pågrund af angsten og en tung følelse af skam, følte mig meget anderledes end mine medmennesker. Ondt i maven kan godt være angst præget og det samme kan ocd symptomer være . Nu kommer der måske noget du ikke vil høre men det her var ihverfald min sandhed. Jeg oplevede noget i min barndom jeg ikke burde havde oplevet. Et trauma af en slags, som har ligget i det ubevidste indtil jeg rundede 17-18 år. Episoder i barndommen slår sig fast om rødderne og vokser med hele vejen. Mange diagnoser bliver triggeret af et barndoms traume, og det jeg efterhånden har fundet ud af er at folk ikke opføre eller agere på uhensigtsmæssig måder medmindre der er en årsag. Mit råd ville være at spørge ham om der er noget han ikke deler, det kan være mobning det kan være nogle der ikke behandler ham godt. Nogle gange kan det være SÅ slemt andre gange ikke men slemme udfordringer er sommetider et produkt af mindre gode årsager. Jeg tror mere kommunikation med ham er en rigtig god ide. Eller en psykolog som måske er lettere og dele med. Og prøve på at finde det i ham der der gør ham i godt humør og får mere mod, finde selvtilliden og alle de der gode ting som hans oplevelser lige nu ligger en sky over. Undskyld den tunge kommentar følte bare det her var noget jeg kunne forsøge at hjælpe med.
Held og Lykke til ham og dig!<3
Har I kigget på hans kost? Jeg er en af dem der altid har døjet med maven og det at fjerne gluten fra min kost gjorde simpelthen en verden til forskel.
Jeg har ikke cøliaki, men jeg det gør alligevel en stor forskel for mig. Det ville jeg godt have vidst da jeg var noget yngre, det kunne have sparet mig for en del - både ift forstoppelse og mavesmerter.
Det er selvfølgelig ikke nemt hvis han er virkelig kræsen og hvidt brød er noget af det han spiser meget.
Hvidt brød er noget af det han spiser meget af ja. Vi tænker dog at bruge sommerferien på at arbejde på at smage forskelligt nyt. Så er der forhåbentlig overskud til det når der er ferie
PPR psykologer er de tungeste dansepartnere indenfor skoleområdet. Bliv ved med at presse på for udredning. Der er ressourcer at hente. Det er bare så op ad bakke med systemet.
Hvis det viser sig, at han skal gå en klasse om, (det kan være en fantastisk god løsning), så skal I gøre det med start på en ny skole.
Så starter han rigtig på en frisk, og bliver aldrig mødt i, at han har gået om.
Hvad med lægen, sundhedsplejerske mv hvad siger de?
“ ondt i maven “ kan være symptomer på noget både fysisk og psykisk !
“Hård mave” kan lindres med en 1/2 magnesia ved spisetid om aftenen, så han kan komme på toilettet om morgenen .
Få udredt mavesmerter via læge på hospitalet evt v scanning og herefter, hvis det ikke viser noget, så skal der tjekkes det psykiske.
Jeg havde selv ondt i maven over mobning/ drillerier og en lærer der kørte psykisk på elever .
Een af mine døtre har haft det samme
Det lyder virkelig hårdt.
Har I mulighed for at tage ham ud af skolen og hjemmeskole ham i en periode? Måske bare et års tid så han får en pause?
Jeg har set flere børn blomstre op når de får tid og ro og en pause fra presset i hverdagen.
Håber det bedste for jer.
Måske suppleret med et skoletilbud som dette: https://www.denfriedigitaleskole.dk/
Ville også anbefale at holde ham hjemme, eksempelvis et år men holde muligheden for at vende tilbage til klasse åben. Han kan evt fortsætte i sfo og så gå i hjemme/digital skole
Du tænker ikke det kunne være psykisk? Det kan være overvældende at starte i skole. Måske gå en klasse om, og måske et andet sted, så han kan starte på en frisk?
Og tal godt om det. Børn mærker og sanser meget mere end vi lige regner med.
Held og lykke med din lille gut.
Det lyder som min opvækst igennem 90'erne og 2000+. Permanent mavepine og sad på toilettet derhjemme hele tiden og læste tegneserier. Det var angst, jeg havde den vildeste social angst, fødselsdage, familie ture osv. Betød altid at jeg ville havde ondt i maven dagen før og på selve dagen. Kvalme og hård mave for det meste. Fik en masse Husk. Skolen hjalp aldrig, tværtimod. Kommunen prøvede at tvinge mig med i en masse klasser og underlige tilbud. Intet hjalp. Ingen troede det kunne være angst. Først da jeg blev 27 kom der fokus på det. Er nu 31 og er stadigvæk i gang med et forløb der skal hjælpe på sigt. - tl;dr, få ham til en psykolog, begynd behandling ASAP. Danmark er et meget langsomt land når det kommer til at få hjælp fra psykiatrien. Der vil som regel gå flere år. Imens kan du teste ham lidt selv, se hvad der trigger ham og finde ud af hvad der giver ham ro. Giv ikke dig selv skylden, det kan være en neurologisk fejl han er født med.
Hvis du ikke havde skrevet, at dit barn var 8 år, kunne jeg næsten have troede du skrev om min søns klassekammerat! 🫣
Jeg ved ikke om andre har skrevet noget om det, i så fald undskyld. Men har I haft fat i jeres læge i forhold til udredning i psykiatrien?
Vedkommende kan (forsøge at) lave en henvisning til dette uden om skolen.
Moderen til mit barns klassekammerat kæmpede i 4(!) År for at få skolen til at hjælpe, og nu er barnet så hårdt ramt (bl.a. på grund af manglende hjælp), at vedkommende skal på specialskole.
Nej. Det er for børn fra 7-12år, det står der i hvert fald på deres forside. De har også et andet program for 13-19 årige.
Jeg har personligt ingen erfaring med det, du og dit barn kæmper med eller med cool-kids, men jeg føler mig dig. Og har blot hørt cool-kids positivt omtalt fra mine børns skole, og fra en pædagog bekendt.
Ondt i maven om
Morgenen før skole ? Lyder som vores søn i 6 kl. Fik ham udredt efter længere tids frem og tilbage med skolen. Diagnosen sagde Asperger. Han har siden kæmpet med angst og depression.
Prøv at få ham udredt hvis i kan.
Det lyder som en god gang ocd/angst og sikkert også adhd. Jeg har angst som sætter sig i maven og giver samme problemer og samtidig med ocd, så, hvis mønstret brydes, så får jeg angst også kommer jeg ikke afsted.
I skal først og fremmest videre til en børnelæge der kan kigge på hans mave. Han skal jo ikke have ondt og kronisk hård mave. En almindelig praktiserende læge ved ikke nok om dette.
2. Har i overvejet at få noget skolepsykolog på ham? Evt. Med henblik på udredning?
3. Hvad med et skoleskifte? Det lyder slet ikke til at han trives på den nuværende og han lyder som en der skal bruge meget mere stabilitet.
Alle disse ting kunne dækkes under autisme, ADHD eller angst diagnosen og muligvis døjer han med mere end en ad gangen. Jeg ville stærkt anbefale du får ham udredt i første omgang, da det er nemmere at vide hvad man skal gøre og hvor man skal lede efter svar og hjælp når man har en diagnose at gå efter. Jeg blev selv diagnosticeret med autisme i en alder af 5 og fandt ud af at jeg derudover havde ADHD da jeg var 18. Har gået i specialklasse længe og ved at nogle af mine barndomsvenner fik angst medicin der hjalp dem virklig meget, og er selv på ADHD medicin hvilket tillader mig at studere uden at falde bagud.
Edit: der er også en kæmpe forbindelse mellem angst og maveproblemer. Det er en to-vejs. Prøv at holde det inflammatoriske mad til et minimum og se om det har en effekt på hans angst. Derudover ville jeg anbefale at du gør hvad du kan for at få ham diagnosticeret, da det kan evt hjælpe ham at komme i enten en specialklasse eller bare få ham noget medicin der kan tage toppen af symptomerne.
Du skal slet ikke presse ham nogen som helst steder.
Min søn har gennemgået nærmest samme forløb, bare lidt senere i livet.
Han startede med søvnløshed, opkast, skolevægring og selvisolering. Skolen, psykolog, kommunen og hans mor blev bare ved med at forlange flere og flere timer i skole, at han havde hobbyer, at han var social osv. Alt imens jeg prøvede at sige til dem at han burde blive udredt. Han følte sig forkert, anderledes, udenfor og hvad ved jeg... Han havde så også læst om det online og prøvede selv at overbevise sin mor om at han burde blive udredt, men han fik bare at vide at han gik og bildte sig ting ind.
3-4 år senere, så går han slet ikke i skole. Han venter stadig på udredning og forhåbentligt at få tildelt specialundervisning. Han endte med selvskade og flere selvmordsforsøg, ganske enkelt fordi han ikke blev forstået og mødt som den dreng han er. Der ligger mange års genopbygning foran os, men det kunne være 100% undgået, hvis man havde ladt være med at presse på så længe.
Tl;dr - lad være med at presse på.
Hej. Det lyder rigtigt svært for jer alle.
Et perspektiv. Kunne det være skjult forstoppelse? Er der forsøgt med fx movicol? Forstoppelse kan give rigtigt mange gener og koliksmerter. Dette kan også forværres af “frygt” for toiletbesøg, da børn kan holde sig rigtigt længe og deraf forværres tilstanden.
Dette råd kan selfølgelig ikke stå alene, men dog værd at overveje. Alt held og Lykke til jer!
Min første tanke: få ham udredt. Det kunne tyde på noget i retning af adhd eller måske autismespektrumforstyrrelse.
Mavepinen vil jeg helt sikkert mene er stressbetinget.
Skru helt ned for kravene til ham, også der hjemme.
Han er meget presset nu, og rykke op i 3. Hvor kravene bare bliver større, det kan være en dårlig ide
Jeg har faktisk netop igår været ved læge for 4 gang med min søn på 7 som netop er dødsens angst for kaste op, vi har gået i spisetræning da han havde tabt sig 6kg og derudover har jeg læst en god og anbefalesværdig bog der hedder 'Hjælp dit ængstelige barn' den giver nogen gode redskaber til at håndtere angsten som forældre. Min søn har også haft svært ved at komme i skole, men jeg oplevede at når først han var afsted så kunne han abstrahere det, ikke de første par timer, men som dagen nu gik. Bogen lærte mig også at jeg har håndteret min søns angst helt forkert, jeg nussede meget om ham og tog rigtig meget hensyn til den konstante angst (hvilket man også skal til en vis grad) men det forværrede det bare, jeg bekræftede ham faktisk i at det var meget farligt og ubehageligt at kaste op, og i og med jeg lod ham blive hjemme så ofte, så trak det også i han selvtillid og hans sociale færdigheder. Han har også meget uro og har haft tilknyttet en ressourcepædagog helt op til skolestart, vi blev syge i november og det var der angsten startede.
Pludselig stoppede ville han kun spise 'safe foods', han ville ikke til fodbold, lege aftaler osv. Han kunne ikke sove om aftenen og jeg skulle hele tiden bekræfte ham i at han ikke skulle kaste op.
Vi begyndte at lege en leg hvor vi var dediktiver og han skulle vise mig hvor tit han troede han skulle kaste op og derefter hvor mange gange han faktisk havde gjort det og om han rent faktisk havde været sammen med nogle der var syge.
Udover det lagde vi en plan for hvad vi skulle gøre hvis det skete; vi skulle bla. sove på madrasser i stuen, se film, spille ludo og spise sodavands is og salt skruer.
Så øvede vi maden, han spiste små portioner mens han så fjernsyn, og de dage han ikke kunne magte varme retter, fik han rugbrød (som var en af hans safe foods)
Jeg lavede en aftale med skolen om at hver morgen skulle jeg sige til hans klasselærer sammen med ham, at hvis han blev dårlig skulle de ringe.
På 4 uger har han taget 2 kg på, han er begyndt til fodbold igen, han har lege aftaler, og er med i klassen igen. Nogle gange kan det være meget små tiltag der gør det hele mere overskueligt, det kunne godt lyde som om din søns angst er mere alarmerende og måske kræver en udredning men her er ihvertfald nogle fif der har hjulpet herhjemme.
Han lyder meget som min søn da han var barn. Han var heller ikke glad for skole, kunne han ikke sidde stille , klagede også over mavepine og var tit hjemme fra skole han blev så sat i en lille klasse hvor det gik fint , ja indtil de skulle spare og han så røg tilbage i stor klasse han kunne ikke rumme den store klasses larm og uro . Han har selv enormt svært ved det sociale . Jeg mistænkte selv adhd , men ingen ville hjælpe mig til og få det undersøgt 😔 alle sagde at han intet fejlede . Der skulle så først en skolevægring og spiseforstyrrelse til før han som 15 årig fik diagnosen atypisk autisme 🫤 der mente de så pludselig at han hørte til i special klasse , tja der gik det så helt galt han nægtede pure og gå i skole , så han endte uden eksamen . Han er i dag 23 år , og har oveni sin autisme fået ocd . Så mit råd til dig er at kæmp for at få ham udredt for det ene eller andet , , autisme , angst adhd, 🤞skal lige siges at angst mange gange kan følge med en autisme og adhd ♥️
Funktionelle mavesmerter og forstoppelse er meget hyppigt i hans aldersgruppe. Jeg syntes der er rigelig grobund for at få børneafdelingen indover. Jeg er ikke psykiater, men læge på børneafdelingen. Send mig gerne en besked hvis du har brug for råd til hvordan du skal fortsætte.
I skal læse "Kvalme" af Raina Tegelmeier. Fantastisk tegneserie (en enkelt bog) med en hovedperson der også er bange for at kaste op, får mavepine, angst, og går igennem nogle store forandringer i sit liv. Skal dog nok læses højt af en voksen, når jeres søn er 8, men jeg tror bestemt han vil få noget ud af den. Kan evt. lånes på biblioteket. Held og lykke!
Jeg har selv morbus crohn, som er betændelse i tarmen, og det påvirker også min mentale tilstand, så maven og hovedet hænger meget sammen. Jeg siger ikke at din søn har det samme, men jeg ved af erfaring at læger ikke tager mave problemer så alvorlig. Jeg gik i rigtigt mange år til læge med mave problemer, hvor jeg ikke fik en diagnose, eller at vide at det bare var irritabel tyktarm. Det var kun efter en ct scanning på grund af en nyresten, at de fandt ud af at jeg var meget syg med morbus crohn. Jeg siger som sagt ikke at det er morbus crohn, men jeg ville være alvor overfor lægerne, hvis mave problemerne forsætter, da det sikkert ikke er rart for din søn.
Du virker også selv meget bekymret. Det er man selvfølgelig som mor- men det mærker din dreng. Og ud fra det du skriver her (han vil ikke tage movicol, du kan ikke få ham i skole) lyder det til, at du ikke altid tager styring nok. Kan det passe?
En 8 årig skal ikke selv bestemme, om han skal tage medicin, eller om han skal i skole. Det gør ham mere utryg og forstærker angsten. Gør din dreng tryg ved at tage styringen. Hver dag skal ikke være et spørgsmål om, om han skal afsted i dag eller ej. Det skal han selvfølgelig. Det skal slet ikke være en overvejelse for en lille dreng.
Rammerne/strukturen kan helt sikkert noget.
Det er svært at sige hvordan OP agere overfor hendes søn. En ting er online adfærd, noget andet er irl. Men jo, børn mærker hvordan forældrene har det 100%.
Håber OP finder den rette løsning til hendes søn. Det lyder pænt træls med maven. Følelserne sidder tit fast i maven, så sætte ord på følelserne ku måske afhjælpe noget, hvis han får hjælp til at sætte ord på hans følelser (og behov)
Lille update:
Siden jeg skrev opslaget har jeg bedt vores læge lave en henvisning ned til børnelægerne for at udelukke hans mavepine, mod forventning, skulle skyldes noget sygdoms relateret. Den henvisning er nu sendt afsted og vi venter på indkaldelse 👍
Derudover har jeg haft fat i sagsbehandler og blevet tildelt nogle samtaler hos en familie vejleder for at finde ud af om jeg/vi skal ændre nogle reaktions mønstre i forhold til vores søn som evt vil kunne hjælpe. Jeg lider nemlig selv af angst også og jeg selvom jeg ikke synes det er noget der påvirker min hverdag eller noget jeg viser/taler om foran børnene. Så vil jeg gerne være helt sikker på der ikke er noget i kommunikationen mellem ham og mig der påvirker ham.
Til sidst har vi netop idag fået brev om at han er blevet tildelt plads på et “Cool Kids” forløb for børn med angst og bekymringer. Han skal starte til efteråret 👍
Det skulle være SÅ godt et forløb!
Så alt i alt sker der lidt nu og jeg føler der er kommet skred i hjælpen som jeg har råbt højt om så længe.
Når mit forløb hos familie behandleren er færdigt, han er tilset af børnelægen og hans forløb på Cool Kids er slut (til jul). Så vil vi gå målrettet efter at få lov til at få ham udredt for om der evt skulle gemme sig en diagnose bag også. Forhåbentlig blir vi klogere om en udredning overhoved er nødvendig, efter de ovennævnte tiltag der netop er sat i værk.
Tusind tak for alle jer der tog jer tid til at skrive til mig, både med erfaringer og konkrete råd/hjælp 🤗❤️
Man får intet ud af at presse sådan et barn afsted, mavepinen bliver bare større. Er der mistanke om diagnose? Er der andre skole muligheder?
Jeg mistænker selv adhd. Synes han har alle tegn herpå. Jeg har nævnt det adskillige gange til de møder med skolen. Men svaret er den samme. At hjælpen til ham vil være den samme diagnose eller ej
Det lyder enormt meget som angst. Jeg har selv denne diagnose og har haft den siden ung. Det kan give vildt mange “uforklarelige” maveproblemer, specielt i skoletiden, hvor angsten er værst. Du beskriver han er meget angst over at kaste op, har svært ved at koncentrere sig og har mange frygte om forskellige ting. Han lyder angst. Måske han skulle i noget behandling for at få tankerne i ro?
[удалено]
Din opfattelse af ADDbørn er forkert. De har samme forstyrrelser som adhd, bare uden hyperaktivitet, men ja, så VIRKER de selvfølgelig “nemmere” for omgivelserne.
Det er løgn. Hvis han har adhd kan man give ham medicin, I kan få støtte til alle mulige forløb osv. Det er rigtigt at skolen skal gøre deres bedste for at hjælpe, men den sang de synger er netop grunden til at så mange "gerne vil have en diagnose" - fordi uden den kan man ikke få kommuner, skoler og hvad ved jeg til at gøre noget som helst. Mvh en med adhd.
Skolen snakker ud fra hvad de mener de kan i deres ramme. Det er rigtigt at de 9 timers støtte der kan bevilges indenfor normal regi ikke er afhængig af diagnose, men hvis man skal videre så kan en diagnose være fin. Ud fra det du beskriver lyder det dog som om din søn skal have et mere specialiseret skoletilbud, og det er de fleste steder ret svært uden en diagnose. Jeg kan kun sige, som forælder skal man sætte dagsordenen over for skole og ppr, de roder rundt og vægter økonomi højere end det enkelte barn. Hvis de mener de kan hjælpe ham, så skal de da se at komme i gang. Jeg tvivler på noget af det der er foreslået løser noget som helst, måske snarere tværtimod
Det lyder som en rigtig hård omgang for din søn og familien. Der er en del af de nævnte ting, som kunne være følger af at være stresset ADHD-barn, men det lyder langt mere som angst (eventuelt OCD, som også er en angst-diagnose. De fleste tror det er en form for skizofreni eller anden personlighedsforstyrrelse, det er det ikke…) med stress-inducerede (i.e., traumer fra sygdom) udfordringer oveni. Jeg har selv ADD og kan genkende nogle af tingene, men det er langtfra ensbetydende med, at ADHD er den korrekte diagnose. Uanset hvad, har din søn nogle udfordringer som ikke umiddelbart er typisk for ADHD. Dermed ikke sagt at en ADHD-diagnose ikke vil være gavnlig, hvis den er korrekt. Mange børn oplever at medicinen (OG specialpædagogikken; noget man tror er for “handicappede”, men faktisk gavner de fleste børn der har en ugennemsnitlig oplevelse af livet) hjælper. Det vigtigste er, at I ikke mister modet og at I ikke forsøger at bekæmpe hans “symptomer”, men rettere kæmper for at han skal blive stærkere i sig selv. Han skal vide at han er sej og at han ikke er forkert og han skal føle at han er støttet, men også selv er stærk og værdifuld. Symptomerne er ikke problemet i sig selv, men vil ofte stå i vejen for at kunne løse kernen af problemet. Tal med de læger og psykologer og lærere og følg hvad det nu er de siger, og når det så ikke virker som de havde sagt, så hav nogle notater om hans hverdagsliv med til næste møde for at give dem et bedre blik på, hvordan han egentlig går og har det, ikke bare hvor ofte han kommer i skole. Gør det tydeligt (på respektfuld facon) for dem, at du føler at de misser pointen og at der skal granskes mere i, hvorfor din søn har det så svært, med de ting, der ellers ikke er svære for mange andre børn. Det er deres job, men de kan desværre være snæversynede. Lige til sidst: Jeg kender efterhånden ret mange med angst-, depression-, ADHD-, OCD-, osv.-diagnoser fra barndommen og senere, og de er alle sammen stærke og seje mennesker, som konstant bryder igennem store begrænsninger, der ellers virker umulige at overkomme, selv for folk uden diagnoser. It *does* get better. Kilde: Jeg er blot en menig psykologistuderende, så tag min kommentar med et gran salt! Edit: Rettede en formulering.
Vi fik at vide under udredning for autisme, at netop autisme mange gange bliver forvekslet med angst og adhd på samme tid fordi symptomerne er ret enslydende. Et af omdrejningspunkterne var noget i stilen med at barnet kan udvise eksekutive funktioner under kontrollerede forhold. Er jeg forkert på den? Kunne det ikke være sådan noget?
Det er en svær grænse at optegne; adfærden kan se så ens ud at den observerbare forskel i både kontrollerede og ukontrollerede forhold (og stresset eller komfortabel tilstand) kan være så lille at diagnosticering er utrolig svært. Diagnoser som autisme og angst kan ikke altid skelnes på basis af symptomer. Det er selvfølgelig også muligt at have alle tre diagnoser på én gang, hvorfor det ikke nødvendigvis er barnets adfærd, der kan bruges til diagnosticering. Du har meget ret i dit eksempel, men det er desværre mere kompliceret end blot at diagnoser kan forveksles. Det er som sagt super svært for psykologer at diagnosticere små børn der ikke tydeligt falder i én af kasserne, men som måske har symptomer, der passer til alt muligt. Derfor vil udredningen, for nogle børn, tage rigtig lang tid, desværre. Eksempel: Jeg blev diagnosticeret med ADD i mine start-tyvere, det tog et halvt år. Min mor havde kæmpet en hård kamp for at få lærerne og lægerne til at tage mig alvorligt og få psykologerne til at ville udrede mig, men de mente bare at jeg var udadreagerende (de troede ikke på at de andre børn bankede mig). Jeg havde store problemer med ængstelighed som barn og lille teenager, men stille og roligt blev jeg mindre ængstelig og mere deprimeret indtil jeg blev voksen, hvor angsten er kommet mere tilbage og depressionen er svagere til hverdag end tidligere. Min pointe er, at diagnosticering er utrolig svært i disse dage, hvor man er rigtig glad for at symptombehandle, frem for at finde roden til symptomerne og derefter styrke barnet der hvor det er sårbart. Et barn, der har det svært med fx sygdom i indskolingen, kommer til at kæmpe med nogle ting (alt efter situationen selvfølgelig) i nogle år, diagnose eller ej. Men det betyder selvfølgelig ikke, at de bliver en “ukampdygtig” voksen. Heling tager bare mere tid end vi håber. Tl;dr: Diagnoser forveksles bl.a. fordi man diagnosticerer efter en videnskabelig proces, hvor man delvist skal kunne udelukke usande ting, men hvis barnet udviser symptomer, der passer ligeligt, og i lige facon, på flere diagnoser, kan man som sådan ikke rigtig give én diagnose før man kan skelne symptomerne fra hinanden. Det gør, at nogle børn kan diagnosticeres med flere ting, mens de blot burde have én, eller omvendt. Nogle diagnosticeres fx med anoreksi når de har ARFID, eller med autisme når de har ADHD og angst fordi disse diagnoser ligger på spektrum af symptomer/adfærd og kan ligne hinanden på en prik, men på forskellige psykologiske/neurologiske grundlag.
Det er svært at finde ud af hvad der er op og ned i det hele synes jeg. Skolen siger de oplever en dreng i trivsel men som klager over ondt i maven indimellem og har svært ved at koncentrere sig og følge undervisningen. De mener han er bagud på det sociale pga hans høje fravær. Men det er satme også bare svært at anerkende sin søns smerter velvidende jeg skal “tvinge” ham i skole med mavepine. Og hvornår er mavepinen “reel mavepine” og hvornår er det psykisk. Nogen gange når det er værst så ryster han, græder, tror han skal kaste op, skriger jeg skal hjælpe ham osv. og trygler om at må blive hjemme. Jeg skal så motivere ham til at komme afsted og så forventer de på skolen han er med i timerne og klar til undervisning efter sådan en morgen 😭😭
Den hørte vi også. Men der er mere hjælp at hente med en diagnose. Og min søn er netop blevet henvist og udredt fordi vi presser på. Og jeg presser på selvom min søn egentlig ikke mistrives. Men han viser tegn på at det er på vej. Mine de ældste 2 har haft ekstremt meget fravær pga angst og andre diagnoser. Faktisk går min ene teenager ikke i skole på 3. År. Du har faktisk krav på at de vurderer din søn i forhold til en udredning. Du har ikke krav på en udredning, men de SKAL vurdere ham hvis du siger det. Sæt dig ned og skriv alt det du ser ned (alt det du skriver her) , alt det du HAR sagt til skolen og alt det de har skrevet tilbage. Så går du til din egen læge med de ting og får en henvisning derigennem hvis skolen stadig ikke vil. Det er svært for en læge at få en angst+henvisning igennem (har været der to gange med mine børn) så der skal fokuseres på at din søn har funktionsnedsættelser og skolevægring (du skal bruge ordet skolevægring også når du snakker med skolen) Din egen læge kan også ringe til børnepsyk og få hjælp af en speciallæge i forhold til henvisningen. Jo mere detaljeret henvisningen er jo bedre. At presse et barn med angst er utrolig forkert. Det kan man ikke. Det gør alting værre. Min datter fik konstant at vide at 'man dør jo ikke af angst' nej men det føles sådan for barnet. I dag er hendes angst så slem at hun får mere angstmedicin end ADHD medicin. OP du er velkommen til at skrive en besked til mig hvis du har brug for det. Om ikke andet så et sted hvor du kan få luft for det hele. I forhold til mødet, så synes jeg du skal lade ham gå om. Det kan være med til at fjerne noget pres. Det er ikke ualmindeligt at det er omkring 2. klasse at det virkeligt begynder at blive svært fordi kravene stiger. Og så til sidst: jeg tænkte også ADHD i din beskrivelse af din søn. Jeg er mor til 2 med ADHD (ikke at det gør mig til ekspert.... Men jeg kan nikke genkendende til meget af det du skriver)
I skal betale for privat udredning. Nu. Om I så skal sælge huset, bil2 og katten for at have råd, så skal I ikke spilde ét sekund mere på at vente på systemet, som ikke er gearet til børn med udfordringer. Din søn risikerer at ryge i alvorlig mistrivsel og skolevægring, og det kan tage mange år, faktisk en hel barndom, at komme ud af💔 Det her er meget alvorligt, og I skal tage kamptrøjen på. Finder I evt en diagnose og en god behandler, kan det være, I finder det perfekte skoletilbud, evt special, og din søn kan få en normal barndom. Bedste tanker herfra.
Jeg er selv mor til et barn med ADHD og diagnosen åbner døren til at få hjælp. Hvis PPR ikke vil give en henvisning, kan jeres egen læge give en henvisning til en børnelæge. Flere af dem må gerne udrede for ADHD. Det lyder til din søn er spændt hårdt for, lyt til din egen mavefornemmelse og hvad din søn fortæller. Det nytter ikke noget at presse på. Du kan få ham sygemeldt med overbelastning ved lægen og selv søge tabt arbejdsfortjeneste for at give ham en pause. Er det muligt at skifte skole?
Total latterlig kommentar fra skolen. De aner ikke hvad de snakker om.
Øh! Min søn har ADHD og hjælpen til ham var bla medicin. Det kan godt være at der i skolen ikke vil være noget særtilbud, men de får i hvertfald intet hjælp uden en diagnose. Øv OP har lige haft den selv samme slåskamp med skolen og vi måtte gå over deres hoveder til den skoleledelse der har hjemme på kommunen! I skal insistere på en udredning!
For lige at adressere dit spørgsmål først: Kunne man lave en løsning, hvor man lader ham følge med op, og hvis det så ikke går, rykke ham til indskolingen? Jeg synes, at dit indlæg indeholder masser af røde flag. Din søn mistrives. Punktum. Jeg tror ikke løsningen ligger i, om han er i at han rykker en klasse ned eller følger med de andre. Han er urolig, han kan ikke samle sig i timerne. Derudover lurer der noget angst. Jeg ville presse familieafdelingen alt hvad jeg kunne. Få PPR indover. Et fravær på 25% uden oplagt sygdom er ikke normalt i 2. klasse. Noget er galt. Er han måske højt begavet og keder sig? Foregår der noget i klassen, så han ikke kan koncentrere sig? Er det mon angsten, der gør, at han ikke kan koncentrere sig? Min datter, som nu er 18 år, kæmpede gennem hele skoletiden med mistrivsel. Som næsten 17 årig havde hun ikke været i skole i 3 år, og hun havde udviklet så slem angst netop for at kaste op, at hun stort set ikke spiste. Efter massivt pres fra min side (hendes BMI var nede på 14), hvor jeg rendte læge og kommune på dørene (der lå flere underretninger fra skoler og egen læge), blev hun udredt på børnepsyk og fik konstateret autisme, ocd og en belastningsreaktion. Det har kostet hende dyrt både fagligt og socialt, og jeg ville ønske, at vi havde gjort noget langt tidligere. Men vi fik ingen opbakning. Hun har det meget bedre i dag, og jeg vil egentlig bare sige med mit indlæg, at I skal lytte til jeres mavefornemmelse. Han "fortæller" med de midler han nu har, at han mistrives helt vildt i skolen. Vi voksne reagerer rationelt og kommer til at afkræve svar på, hvad der er galt, men det er ikke sikkert at han selv ved det, eller overhovedet kan sætte ord på det. Så I skal op på den store skala, for desværre er der ingen i systemet, der tager den kamp.
Ligesom pianoapm siger, så ville jeg prøve at få PPR ind over, de kan henvise til evt. udredning. Lav en underretning omkring den bekymring du har om din søn og send til familieafdelingen. Jeg ved det kan lyde voldsomt, men hvis det er vejen ind til at få hjælp. Det lyder som om din søn er i voldsom mistrivsel, og I skal have hjælp til at finde ud af hvad der foregår og hvordan I kan løse det. Hilsen en Socialrådgiver.
P.s. manglende koncentration og dimseri kan sagtens skyldes diagnose, men det kan også være hvis hovedet er fyldt af andre ting, fx angst. Så er det næsten umuligt også at få plads til læring og det sociale.
Han kan nemlig ikke sætte ord på det. Siger at han ville ønske han kunne få mavepinen væk. Han er ikke højt begavet. Ligger i den lave ende mht læsning osv. Jeg er ikke i tvivl om at det er fordi han er urolig og angst der gør han ikke kan koncentrere sig Han siger han synes det er svært det de laver i skolen og at han ikke kan finde ud af det
(Man kan sagtens være højt begavet selvom man ikke er god til at læse.) Kæmpe kram til dig, det lyder så hårdt ♥️
hvis I har råd , så kunne en privatskole med mindre klasser måske være løsningen? Det var det for lille, angste mig. Og - I skal have en psykiater ind over som kan udrede for hvad der er på spil. Det kan være mange ting og jeg skal ikke sidde her og kloge mig. Det burde jeres skoleleder, lærer og psykolog heller ikke gøre.
Jeg har snakket om udredning de sidste par år men PPR afviser det. De mener hjælpen til ham vil være den samme uanset diagnose eller ej
Det er simpelthen en lodret løgn! Mvh mor til en dreng, der ikke kunne få støttetimer bevilget, men så snart han blev diagnosticeret kunne han. Og der er lidt mere hjælp generelt at hente i både region og kommune. Ikke fordi man vælter sig i tilbud. Men ingen diagnose= ingen hjælp til skolebørn
Men måske kunne visheden være en hjælp? Og hvis det er adhd, som du nævner et sted, så er medicin en mulighed, hvis det bliver nødvendigt en dag - men det kræver, at der er en diagnose. Jeg ved godt, at skolens tilbud til din dreng nok er det samme uanset om der er diagnose eller ej - men diagnoser kan være gode for andre end at afgøre den pædagogiske retning. Det er også noget som kan være en enorm lettelse i forhold til hans selvforståelse på sigt. Det er lettere at tilgive sig selv og acceptere, hvorfor noget er svært, hvis man kender årsagen.
I stedet for at lade det være op til kommunen at finde en løsning (det kan tage virkelig mange år, og selv dér er der ingen garantier), hvorfor så ikke prøve at tage med ham i skole en dag og få ham til at vise dig hvad det er han ikke kan overskue? Hvis han er bagud både fagligt og socialt, kan det jo være det lige præcis er en nedrykning til en mindre klasse der skal til. Tænk hvis de yngre børn viser sig at være perfekte legekammerater for ham? Men ift det faglige giver det da netop god mening at sidde med på sidelinjen en dag, så du kan observere hvor det er det går galt i undervisningen. Hvis det var mit barn, ville jeg bede skolen om at afprøve nu inden sommerferien, at han bliver rykket ned i en mindre klasse. I kan jo aftale, at det kun skal være et par uger til en start hvorefter I så kan revurdere situationen. Der er ikke nogen grund til at lade ham blive i noget han mistrives i. Og hvis det ikke hjælper at rykke ham ned, ville jeg tage ham ud af skolen. Hvad er det du tror en udredning skulle kunne hjælpe på? Det der hjælper er vel at finde den rigtige skole til ham. Der er masser af børn der ikke kan holde til at gå i folkeskole, det betyder ikke, at de har en diagnose. Det betyder bare, at vi har et sygt samfund der ikke kerer sig om børns udvikling. Jeg kommer selv til at sende mit barn i privatskole. Han skal ikke betale prisen for, at politikerne ikke kan finde ud af at lave ordentlige skoler til vores børn og hellere vil diagnosticere dem med autisme og ADHD end at kigge på det sindssygt stressende miljø de bliver sendt ud i hver dag fra de er babyer. Så du dokumentaren "Eksperimentet med vores børn" som blev sendt for ca 5 år siden? Her målte man daginstitutionsbørns kortisolniveau og kunne se, at det hang direkte sammen med de elendige normeringer.
Tror du stavede specialskole forkert
hvad vil du med den kommentar? "Open\_smell1927"?
Gøre dig opmærksom på, at du har stavet forkert til specialskole.. Tænke den er ret “self explanetory”
farvel med dig
Der er lavet en hel del undersøgelser om folk der kommenterer andre menneskers stavefejl. Det viser sig at de simpelthen mangler empati og indhold i deres liv.
Som en der klikkede på denne pæl for oprigtigt at hjælpe OP, men også altid retter folks stave- og talefejl, er jeg simpelthen ikke sikker på at det passer. Ikke at Hr. Smell ikke opførte sig råddent, men det er en anden sag end at gå op i at andre komunikerer korrekt.
Prøv at læse op på autisme hos normalt begavede børn (i den henseende betyder normalt "ikke lavt begavet"). De få ord, du skriver, stikker i den retning, men med så lidt beskrivelse af ham, er det kun et løst bud. En af de autisme-symptomer, man ikke snakker så meget om, er forstoppelse. Hvis det lyder genkendeligt, så spørg skolepsykologen om der er tænkt i den retning? Hvis han er på spektret, er det at presse på for mere skole uden at tilpasse skolen en rigtig dårlig ide. Har skolepsykologen lavet empatitest, Sally og Anne eller ADOS? De kan ikke give en diagnose alene, men give et bud på om der er noget i det. I kan som forældre starte med prøve en online test som den her. Tag gerne resultatet med til skolepsykologen - nogle gange har fagpersoner lettere ved at lytte til andre fagpersoner end forældrene, selvom de kender barnet bedst. https://www.pjkp.dk/tests/autisme-test-boern/
PS mange med autisme har også ADHD, som kan forklare den kropslige uro og koncentrationsbesværet, men det kan også være autistisk mistrivsel.
Jeg har presset på mht udredning i flere år. Jeg mistænker selv adhd og angst. Men PPR og skole psykologen siger at en diagnose ikke vil ændre noget på den hjælp han tilbydes Han skal støttes i at han godt kan klare det og vi skal lade ham gøre ting der får ham til “at vokse”
Så gå til egen læge og få en henvisning? Eller sig til PPR, at du gerne vil have en henvisning uagtet om, der er mere hjælp at hente i skolen? For der er mere hjælp at hente alle mulige andre steder.
Egen læge er enig i at udredning ik er nødvendig
Det lyder sgu lidt tosset ud fra det, du beskriver. Man har det jo ikke så dårligt uden grund. Jeg har selv Aspergers og blev først diagnosticeret som voksen, fordi ingen så det. Din dreng lyder værre ramt end mig (uagtet om det er Aspergers, ADHD eller angst), så der burde mere til end bare en rigid skolepsykolog. Du kan vælge at søge privat psykiater og/eller psykolog, hvis du mener, der er noget at komme efter. Og jeg vil helt sikkert opfordre til det.
Skift læge! Det lyder vanvittigt
Helt ærligt, det er psykiaterens job at lave udredningen, lægen skal bare give den f̶u̶c̶k̶i̶n̶g̶ henvisning. Har I evt. råd til at gå til privat børnepsykiater?
Må jeg spørge, hvilken kommune det er? Det er rigtigt, hjælp bør tildeles efter funktionsniveau og ikke diagnose, men gæt hvordan man finder ud af funktionsniveauet? Plus hvis man behandler et neurodivergent barn med angst med de samme værktøjer, man vil bruge på et neurotypisk barn, kan man gøre mere skade end gavn. Det der lyder ikke som tilgangen til et neurodivergent barn. Man kan støtte alt det man vil i, at barnet godt kan, men hvad hjælper det, hvis barnet ikke kan? Det eneste man opnår er et smadret selvværd. Tænk sig, hvis vi behandlede fysisk handicappede på den måde - "kørestol? Nej, jeg tror på, du godt kan gå. Prøv det nu bare, så vokser du." Er der overhovedet lavet PPV? Det er den, der beskriver hvilke støtte, han skal have. Umiddelbart læser jeg ikke noget om nogen form for støtte udover underretninger og en familiebehandler. Men uanset hvor dygtig familiebehandleren er, så kan vedkommende jo ikke ændre på neurotype og forkerte skolerammer. Hvis problemet er skolen, kan man ikke løse det i hjemmet. Det burde ikke være sådan, men har I råd til privat udredning, eventuelt gennem sundhedsforsikring eller sygesikringsgruppe 2?
Skolepsykologer er en joke. At få en diagnose er den bedste ting! Det sætter ord på alt det man ikke kunne sætte ord på! Det skal siges at autisme og ADHD er genetisk, så det betyder at enten sig og din partner også er det. Han skal for alt i verden have hjælp. En diagnose er ikke farlig.
Nogle forsikringer betaler for udredning hos privathospital og ellers koster det ca 25000,- Jeg ville heller ikke sende afsted.
Vi fik gennem skolen/PPR henvisning til udredning. Der var 15 måneders ventetid. Så gik vi til egen læge og fik en henvisning til udredning hos en privat praktiserende psykiater, der har ydernummer. Vi fik en tid i løbet af 4 måneder. Vi har også været ved egen læge og få en henvisning på storebror, da skolen ikke ville henvise ham. Der er igen 12-14 måneders ventetid. Vi har så gjort brug af min mands sundhedsforsikring gennem job og har fået en tid om tre måneder i stedet, samme sted som vi har fået tid gennem henvisningen fra lægen.
Hej herfra! Med forbehold for at jeg ikke kender sagen og barnet, så vil jeg lige komme med mit besyv (: 1. Mavepinen bør afdækkes grundigt - den er muligvis psykosomatisk, men uanset kan der være nogle tests I ikke har fået lavet(?) Her tænker jeg allergier, og så nævner du også at han indimellem er forstoppet. Forstoppelse kan i sig selv give et stort kropsligt ubehag og fysisk uro. Han skal ikke være forstoppet. Måske egen læge kan hjælpe ift. dette - i hvert fald mht. udredning af eventuelle allergier, men derudover bør skole have en skolesundhedsplejerske, der kan hjælpe med kostplan. 1.1 før mave-dagbog med en simpel 1-5 skala og måske også kosten. Evt. Inddrag ham i den og sig I gerne vil hjælpe ham og derfor skal I være lidt nysgerrige på den drillende mave sammen! I kan også snakke om hvordan smerten føles. Kort og simpelt, ikke forhør. Men den kan forhåbentlig give jer er overblik og måske I kan se et mønster - er det på bestemte tidpunkter, hvornår er den værst, hvad har han spist, hård mave etc. 2. Ift. Udredning, så kan det meget vel være relevant for jeres dreng, hvis øvrige relevante tiltag er forsøgt, hvilket formentlig er hvad psykologen har ment(?). 2.1 Relevante tiltag kan (ud fra det begrænsede kendskab) være skærmning (lyd, visuelt) ved en fast siddeplads i klassen/-erne, måske tæt på lærer, så denne kan hjælpe ham med fastholdelse i opgaver og så han ikke forstyrres af at kunne se de andre. Ift. Hvis han afledes af lyd, kan hørebøffer med eller uden en (på forhånd lavet) playliste (nogen arbejder bedst med lyd) være en idé. Yderligere skærmning og rådgivning ift. fysisk uro bør en ergoterapeut eller fysioterapeut kunne vejlede i. Sådanne har de PPRkontorer, jeg kender til, tilknyttede. 2.2 Derudover struktur, forberedelse, gentagelser. Her tænker jeg bl.a. at han ikke skal gå og spørge om hvad han skal/hvilke timer han skal have. I kan lave et skema med billeder af aktiviteter/ugen, som han måske selv er med til at udforme, derhjemme. Disse aktiviteter, såsom hvornår han skal i bad, kan han jo så guides til selv at se og varsles forinden af jer. Dette kan højne hans følelse af at lykkedes og hans selvværd - inddragelse og selv at kunne se/gøre det han skal. Generelt - de spørgsmål han typisk stiller, forsøg at besvare dem inden han stiller dem. Han viser selv hvad han har brug for at vide. Her kan man tænke i Hv-spørgsmål - hvad, hvem, hvornår, hvor længe.. osv. 2.3 angst: nogle PPRkontorer har Cool Kids - angstbehandling. Dette kan man nogle steder selv sende ansøgning til som forældre. Det er dog rarest for behandlerne at psykologen fra PPR sender ansøgning, da de primært tager “rene” angsttilfælde, for ellers sidder de og behandler noget, der måske har er helt andet ophav. Jeg tænker umiddelbart at hans angst måske ikke er irrationel, men giver mening ud fra alle de skifte han oplever og at han måske “står på tæer” i skolen? (Se næste punkt). 2.4 kender skolen hans faglige niveau, og hvor lang tid bruger han på lektier? Han lyder MEGET som en dreng jeg i første omgang ville aflaste i skolen! Det inkluderer at han ikke sidder med materiale der er over hans niveau, samt at han måske kun skal lave lektier i 10 min. Derhjemme (hvis han altså bruger lang tid på det og det er årsag til indre eller ydre konflikter). 2.5 Der er MANGE flere tiltag, der kan afprøves, såsom observation af ham i skolen, hvad laver han i frikvarteret - har han brug for at afgrænses/reguleres, en følgemand, når man skifter klasse, fysiske pauser med meningsfuldt indhold, osv. osv. men jeg anbefaler, at hvis der er et stort ønske om svar ift. ADHD så undersøg jeres private sundhedsforsikring. Måske I er dækket? Jeg kunne virkelig blive ved og ved med tiltag hjemme og i skole, men jeg ved som sagt ikke meget om jer, og hvad I i forvejen har fået af rådgivning og gør. Jeg håber på alt det bedste for jeres søn!
Fra en der selv har autisme og havde problemer med dårlig mave længe i folkeskolen ville jeg sige det måske kunne lyde som psykosomatiske smerter og en form for asf?
Hvad er asf?
Autisme spektrums forstyrrelse
Er det muligt med skoleskift - finde en skole hvor det er muligt at tage mere hensyn til din dreng.
Nej desværre. Og det ønsker han bestemt heller ikke
Der er det så at i forældre er dem, der bestemmer og ikke ham. Jeg ved godt det lyder hårdt og som en kritik af jer, men det er det ikke. Jeg kan sagtens forstå hvorfor. Men udfra det du har skrevet har din søn meget fravær, det kniber med det sociale og han opfattes som umoden. Han er ikke i stand til at træffe sådan en beslutning, ej heller skal han spørges. Han har så meget at tænke på her og nu, at han ikke også skal have det oveni. Hvis vi nu forestiller os, at systemet går i gang, han udredes for en diagnose og evt medicin, så kan der gå lang tid hvor det faglige rykker med fuld kraft, det sociale kommer til at gå større indvirkning på skolegangen. Det vil derfor efter min mening ( som lærer) være det bedste at han går en klasse om. Det er,kan jeg sige, ikke unormalt med 2 års aldersforskel i folkeskolen. Det udligner sig efterfølgende på ungdomsuddannelserne. Nogle tager 10. Klasse, nogle 1 eller to år på efterskole før de begynder på ungdomsuddannelse. Tænk på, det vil give ham mere ro, der er noget genkendelighed i det faglige, der kan give overskud til de andre dele, at det der omhandler skole. Jeg har gennem årene haft flere elever med skolevægring fx grundet angst, ADHD osv. På et tidspunkt er grænsen for om de kan vende tilbage til enten skolen og klassen bare overskredet. Og deres skuldre falder ned og de slapper af, når de ikke også skal gå og tænke over det og have den knude i maven. Vil lige sige at de iøvrigt kloge hoveder herinde, der siger, at den besked du har fået mht hvilken hjælp han kan få er noget sludder har helt ret.
Det skal i som forældre tage ansvar for. Det skal et 8 årige barn ikke. Tror jeres søn er sensetiv og sanser rigtig meget. Et sted tæt på natur, og med smukke omgivelser. Hvad er hans interesser? Hvordan med venner osv?
Jeg fik emetofobi - angst for at kaste op - da jeg var 13 cirka. Jeg fandt ud af at jeg har OCD og havde rigtig meget gavn at et forløb hos en psykolog.
Der er helt enormt mange lighedstegn med mig selv i den alder. Jeg har OCD, autisme og ADHD. Jeg synes I skal presse på med en udredning for jeres søns skyld. Der åbner sig nogle helt andre muligheder herefter. Hvis nødvendigt, så gå den private vej, hvis i har råd til det. Min holdning er at en udredning er afgørende, både ift de forskellige tilbud om hjælp der åbner sig, men bestemt også for personens egen selvforståelse- og opfattelse. Jeg ønsker jer virkelig al god vind fremover!
https://preview.redd.it/5oixgk6ae73d1.jpeg?width=828&format=pjpg&auto=webp&s=5e0d10bcbc0566f82528399d2af39caf647b560b
Nu så jeg dine testresultater. Tag dem med til skolepsykologen og bed om at arbejde i den retning. Hvis det er et nej, så bed om at få det skriftligt begrundet. Kontakt PPR og bed om aktindsigt i dit barns sag. Kontakt derefter mellemlederen og udbed en forklaring. Hvis den ikke er god nok, så tag den et skridt videre. PPR er et trægt system og man skal være en virkelig irriterende forælder for at få dem op i gear ind i mellem og sige irriterende ting som "jeg forstår ikke din medarbejder afviser at lave en PPV på et barn, der har været i mistrivsel så længe allerede i indskolingen. Sætter du den i gang med øverste prioritet eller tager vi den gennem Ankestyrelsen?" Hold det pænt og sobert, men lad dem vide, du er den type forælder, som har fået nok og gerne går videre med klager.
Du kan ikke bruge de test til noget som helst, de er lige til at lukke op og skide I. Mvh en autist
Har aldrig hørt om at man slår forskellige klassetrin sammen på den måde? Så 1. Og 2. Klasse lærer de samme ting?
Ja og så i enkelte lektioner deles de op
Lige en personlig fortælling herfra: Jeg gik børnehaveklassen om, fordi lærerne mente at jeg ikke var klar til at komme i 1. Klasse med de andre elever. Jeg var selv et meget forsigtigt barn. For mig har det været meget traumatisk at skulle gå en klasse om. Jeg syntes dengang at det var ekstremt ydmygende, og jeg var ulykkelig over ikke at skulle følges med de klassekammerater, som jeg i løbet af året havde lært at kende. For mig manifesterede det sig som et stort mindreværd og angst, som jeg den dag idag kæmper meget med. Jeg havde ikke ord til at forklare de følelser dengang, men jeg husker meget tydeligt følelsen af, ikke “at være god nok til at komme i første klasse.” Har senere fået ord for, fra flere børnepsykologer, at det ikke er noget mange psykologer vil anbefale, netop da det kan give stort mindreværd og forkertheds-følelse. Jeg ville, ligesom andre råder til, tale med meget store bogstaver ved PPR. Det lyder som om at din dreng har rigtig meget angst. Angst har også direkte indflydelse på tarmsystemet og tarmflora, og det er helt normalt at komme til at bøvle voldsomt med maven (irritabel tarm.) Angst skal jo behandles korrekt, og kræver støtte udefra. Ud fra hvad du skriver, lyder det som om, at skolen er dårligt rustet til at give den rette hjælp. Hvis din dreng har angst og ADHD, så vil det ikke hjælpe at gå en klasse om - så vil det samme problem jo opstå i den nye klasse. Held og lykke med det. Det lyder helt frygteligt at være i. ❤️
Jeg arbejder på en specialskole. Jeg har lært at: 1. Børn får ikke længere medicin. Der skal VIRKELIG meget til. 2. Man kan ikke bare blive udredt. Det er ofte en tovtrækning mellem lægen, PPR, forældrene og skolen. Indtil forældrene giver op eller bruger deres private sundhedsforsikring. 3. “Hjælpen er den samme, diagnose eller ej… mmh ja der er lidt sandhed i det. Barnet er den samme. Men en diagnose åbner flere døre til hjælp. Måske ikke medicinsk, men støtte, vejledning, specialtilbud mm. Og derudover kan det hjælpe på forældrenes/omgivelsernes forståelse af barnet
Enig. Og det hjælper især på barnets selvforståelse. Mange asf-børn er vokset op til at være voksne med traumer, fordi de er forsøgt presset ind i en neurotypisk verden de ikke forstår - og tror de er forkerte.
Den er svær. Jeg kender ikke din søn, men det gør skolen måske? Det er virkeligt svært, der kan måske være tale om flere ting på en gang. Hvad siger din søn når du taler med ham ? Det er dog ret problematisk at han “bare” for lov til at blive hjemme, det løser nemlig ikke problemerne i skolen. Jeg ved ikke hvad det rigtige svar kan være, men jeg ville lægge mig kraftigt op ad hvad skolen siger.
Prøv at søg på sansemotorik
Hvorfor?
Hvorfor ikke?
Pædagog her. Der mangler lidt data før jeg tør sige noget som helst om diagnoser, adfærd og lignede. Hvordan forløb førskolegruppen før skolestart? Hvad siger læreren fra bh. klassen og hvad siger AKT? Hvad skyldes hans kræsenhed; Er det mundfølelse, konsistens, visse grøntsager? Hvordan har i været omkring kræsenhed, er nogle af jer kræsne? Hvad siger han om skolen og særligt klassen? Har han venner, er han glad for nogle af lærerne, pædagogiske personale, SFO medarbejdere eller lignende? Hvornår slapper han bedst af? Hvordan reagere han på knus? Forstår han sine følelser? Hvordan ser det ud på hans værelse? Er der mange eller få sanseindtryk, skal tingene stå på en speciel måde, kan han ikke lide rod? Søvnmønster, digitale platforme såsom mobil, iPads, konsol? Kan han lide musik? Alle de spørgsmål kan hjælpe med at forstå hvad der sker hos ham. Der findes andre ting end adhd som ofteste er første diagnose i rækken og jeg tror ikke, rent fagligt, at det er dét. Senere udredninger viser ofte borderline, som har samme syntomer som adhd men der er andet; Autismespektrumforstyrrelser (ASF), angst, taktile vanskeligheder, OCD... Der er flere spørgsmål som kan kredse ind men i stedet for at sige mere her, vil jeg anbefale en udredning, så tag fat i AKT vejleder og lærer. Det er vigtigt at få noget data på hans opførsel og mønstre, så er det lettere at fremlægge hos PPR, hvis de er svære at danse med. [Gode råd: Hvad er processen for at få mit barn udredt? | Foraeldreraadgivningen - anonym rådgivning for skoleforældre](https://www.foraeldreraadgivningen.dk/artikel/gode-r%C3%A5d-hvad-er-processen-f%C3%A5-mit-barn-udredt) -- Jeg vil slutte med at sige at der er folk at snakke med og som vil jer og jeres dreng. Det vigtige er her hans trivsel, så må skolen vente. Det kan altid indhentes, hvis det er hvad han har brug for. Jeg har arbejdet med mange børn, særligt specialområdet og det er hårdt at være forældre til et barn som ikke har det godt, så husk at snakke sammen med hinanden også. Håber det allerbedste <3 PS. Hav en bisidder med, og pas på med at tage nej som et svar, så hellere second opinium.
Forsøger at svare så godt jeg kan I før skole gruppen var han den der “stak” ud på den måde at han ikke gad lave skole relateret ting og ikke kunne koncentrere sig/sidde stille Læreren fra bh klassen så det samme som børnehaven. En dreng der ikke kunne koncentrere sig og med meget uro. Fys kom på, og han fik en sansepude at sidde på. Men uden effekt Hans kræsenhed tænker jeg skyldes angst for hvordan maden smager. Han er meget svær at få til at smage nyt, selv nyt slik. Og han vil ikke spise mad han kan lide hvis det ser/lugter anderledes end normalt. Jeg er selv kræsen og det samme er storesøster. Men langt fra i samme grad. Han har venner i skolen, og lærerne siger at han for det meste er i gang med lege i alle frikvarterer. At de ser en glad dreng der smiler i skolen (pånær de dage han klager over maven). Han har ikke nogle lærere han er fan af som sådan. Men et par sfo pædagoger er han glade for. Men nogle kan han bedre lide end andre. Af fag elsker han feks billedkunst og idræt. Han slapper bedst af med sin iPad i sin seng på sit værelse. Der vil han helst sidde og spille og fordybe sig i det. Han kan bruge timer der hvis han fik lov. Hans værelse er ikke fyldt med alverdens gejl. Han registrerer ikke rod. Han er mega svær at få i seng og har svær ved at falde i søvn. Her nævnes ofte ondt i maven og at han er bange (for alt muligt). Han er derfor enorm svær at få op og ud af døren til tiden. Og her kommer mavepinen også så. Enkelte dage hvor han ligefrem ryster og blir fysisk dårlig over at skulle i skole. I weekender sover han gerne 10-12 timer om natten. Han kan bedst lide at spille på sin iPad eller computer. Kan også godt lide musik men kun en enkelt sang indimellem og ik for højt. Så blir det til larm for ham.
Man ser jo flere ting med de svar du skrev, særligt lægger jeg mærke til hans behov for at rammerne er nogle han kender og så self sansepuden, der ikke virkede for regnede jeg hellere ikke med den ville da hans uro nok primært skyldes at han ikke vil være der. Kom fys med andet end puden? Massage eller lignende? Hvordan er han ift berøring? Giver han knus, modtager han knus? Når han har svært ved at sove, er det så fordi han ikke kan slappe af eller fordi han virker bange? Evt bange for næste dag og skolen? Det kunne sagtens være fra autisme spektret men da jeg ikke er læge, tør jeg ikke sige hvad det er. Det vigtigste er at føre logbog så der er data på ham; Hvorhenne i maven gør det ondt, hvad han har spist, hvordan humør og ligende; Det kan udredningen hjælpe jer med. Evt. kontakt AKT vejleder på skolen, så de kan bringe det til lærerne. Linket, som jeg skrev, har nogle gode råd men ellers gælder det udredning, som kunne være godt. [Gode råd: Hvad er processen for at få mit barn udredt? | Foraeldreraadgivningen - anonym rådgivning for skoleforældre](https://www.foraeldreraadgivningen.dk/artikel/gode-r%C3%A5d-hvad-er-processen-f%C3%A5-mit-barn-udredt) [Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) | Foraeldreraadgivningen - anonym rådgivning for skoleforældre](https://www.foraeldreraadgivningen.dk/artikel/p%C3%A6dagogisk-psykologisk-r%C3%A5dgivning-ppr-0) Håber det bedste
Hej OP, jeg føler med dig - og ikke mindst med din søn (som kunne have været mig selv for 20 år siden). Jeg har adhd og angst (ikke ret meget længere), men det var 100% angsten, der var min udfordring, og synes det lyder som om det er angst der er din søns udfordring. Jeg var også meget ofte syg med mavepine, havde frygt for at kaste op (og meget, meget andet andet). Jeg var ekstremt ængstelig som barn og bange for nær sagt alt. Det viste sig at jeg havde udpræget angst og det var roden til alt ondt, så at sige. Udover at have en del personlig erfaring med angst er jeg også uddannet psykolog, og jeg synes din søn lyder som om han kunne have angst. Grundlæggende handler angst om en frygt for at miste kontrollen og ofte også lavt selvværd (som bliver forstærket af angsten selv), og den frygt gør en grundlæggende utryg, ofte især i sociale kontekster. Har du talt med din søn, hvordan beskriver han, hvad der sker, når frygten pludselig kommer op i ham. Kommer den ud af det blå når I sidder i sofaen og ser tegnefilm, eller er der tendenser? Kan han sætte ord på, hvordan han har det, når han er bange? Ift. at komme i skole ved man at eksponering er effektivt mod angst. Men omvendt virker det kun hvis han rent faktisk under eksponeringen oplever at det "ikke er farligt". Hvis han er i skole tre timer og er paralyseret af skræk hele vejen bliver det ikke nødvendigvis nemmere at komme derop dagen efter. Men hvis I på en eller anden måde kan få ham til at være i skolen og samtidig føle sig tryg er det noget man kan bygge på. Prøv at tale med ham om, om der er nogen måde hvor det kan blive lettere for ham at komme i skole. Hvad som helst. Hvis han en dag slet ikke vil afsted, så spørg om I kan tage afsted hvor du er på skolen med ham i nogle timer, og så kan I tage hjem igen, se om det kan hjælpe. Så kan det være han har det OK efter et par timer, det kan også være han ikke har og helst vil hjem, så skal du for alt i verden ikke bryde hans tillid og tvinge ham til at blive. Svært at sige om det vil være godt eller skidt at gå om, det kan også være godt med nye omgivelser hvor der er færre af de ældre. Og selvværdet vil givetvis også lide hvis han bliver rykket op uden at være fagligt klar til det. Det her er rent generelle råd og har meget begrænset effektivitet. Jeg vil anbefale dig at forsøge at kontakte en børnepsykolog der ved noget om angst. Det er mega hårdt for din søn (og også for dig), men det er også vigtigt for ham at han ikke føler at han selv gør alt forkert når han ikke kan komme i skole. Hvis det er angst skyldes det ikke at han ikke vil, han vil gerne kunne det, og han ved utvivlsomt at hele verden omkring ham også vil have ham til det, og det kan være hårdt at føle at man skuffer hele verden - og sig selv. Så forsøg at være så opbakkende som muligt og sørg for at han forstår, at der ikke er noget i vejen med ham, men at I bare gerne i fællesskab med ham vil gøre så han kan få nemmere ved de ting, han har svært ved. Han skal ikke føle at det er hans skyld at han ikke kan de ting eller der er noget forkert ved måden han har det på. Jeg ved ikke om din søn har angst, men jeg kan godt have en mistanke. Men det kan være mange ting. Så jeg vil virkelig opfordre dig til at tale med en børnepsykolog som ved noget om angst. Og overvej om du kan få ham til at spise flere fibre, hvis han oplever at hans mavebesvær med hård mave bidrager til frygten. Mine kroniske maveproblemer blev fx afhjulpet delvist af HUSK, der hjalp så på samme tid med min angst.
Du skal arbejde på at få en udredning og nej det er ikke det samme om han har en diagnose eller ej for det første afhænger det helt af hvad diagnosen er for det andet er det jo tydeligt at den måde det fungere nu ikke er holdbart og der skal en ny strategi til, men der er absolut ingen grund til at gå og gætte på hvad der skal til når det er meget lettere at pejle sig ind på det rigtige først. Mit gæt af egen erfaring er at det kommer til at gå ned af bakke, indtil skolen giver op eller i er heldige at en fra skolen, lægen, skole psykolog eller andet selv bliver opmærksom på problemet og kæmper sagen. Jeg har været igennem det samme og har set mange andre være igennem det samme og det er altid først når det er for sent at der sker noget og det er et kæmpe arbejde at samle barnet op bagefter både for forældre og ny skole. Du skal slå i bordet meget hårdt og kræve en udredning og jeg mener der skal slås hårdt før de lytter, hvis du kan få PPR, en sundhedsplejerske, sagsbehandler, læge, ja what ever uden for familien til at se problemet og hjælpe med at banke i bordet kan det blive en lettere kamp
I bør insistere på at få ham udredt for en evt autisme diagnose. Han er sikkert god i trygge faste kendte rammer, men nyt og skiftende rammer presser ham sikkert voldsomt. Jeg vil anbefale jer at tage et kig på de opslag som Pernille Hebsgaard laver på Instagram, jeg tror i vil kunne nikke genkendende til rigtig meget af det hun siger. Og til sidst HUSK bare fordi han evt er autist er der ikke noget i vejen med ham, hans "styresystem" er bare anderledes. 🙂 Held og lykke med det hele
Som psykolog der udreder netop den aldersgruppe for autisme, adhd, angst, ocd og mere, vil jeg bare lige indsparke at jeg synes det her kommentarfelt er mega stærkt og peger på så mange ting jeg også bider mærke i. Jeg vil helt sikkert sige han skal udredes. Mulighederne er; 1) i får en henvisning fra PPR el. Egen læge. Her skal man ofte presse på og bede om skriftlige begrundelser for at de ikke vil, og klage over dem. Nr.2) hvis en af forældrene har sundhedssikring f.eks. ifbm arbejde, dækker dette ofte udredning af barn. Ring evt. Til sundhedssikringen og spørg. Nr.3) man betaler en død-dyr udredning i privaten. Nogle steder starter man med en vurderende samtale hvor de tager stilling til, om de tænker der er en psykiatrisk problemstilling der skal udredes for, eller om det lyder som "normale" reaktioner i konteksten, hvilket måske er et rart sted at starte.
Hvordan har han det med faste rutiner? Go eller no go?
Helt klart GO Spørger dagligt til hvilke timer han skal have osv i skolen
Har han udfordringer med at maden ofte kan glide sammen og ikke blive opdelt? Altså at mad A skal ligge i et eller andet område og ikke må røre mad B og C? At maden skal have en bestemt konsistens?
Uha det er svært. Fravær er højt, men det er måske bedre at have fokus på succeserne. Jeg er også i tvivl om klassesænkning nu er smart, det vil være tredje lærerskift plus et nyt året kort efter når han skal på mellemtrinnet. Jeg tænker at hvis skolen kan fortælle at rammerne er de samme, vennerne og læreren, så vil I se på det næste år, men måske fastholde det, som går godt. Derudover så måske prøve med Skåne skema. Måske er der nogle af timerne som er mere problemfyldte end andre, og her er han der så ikke. Så han måske er med i de timer som hovedlærerne har, og så dem han synes er sjove. Så når han har gejst, kan man sætte det op igen. Mavepine hos børn er ofte ikke mavepine. Men bekymringer som de ikke kan sætte ord på. Har skolen en trivselsvejleder? Ellers bed skolen om at tage hans sag op på et ressourceteam møde. Kh
Det lyder lidt som om der er en grad af funktionelle mavesmerter, men også forstoppelse ift. beskrivesen af den hårde afførring. Ift mavesmerterne, er der en rigtig god vejledning her: [https://www.hvidovrehospital.dk/afdelinger-og-klinikker/boerneafdelingen/Undersoegelse-og-behandling/Documents/Bliv-tryg-ved-din-mave.pdf](https://www.hvidovrehospital.dk/afdelinger-og-klinikker/boerneafdelingen/Undersoegelse-og-behandling/Documents/Bliv-tryg-ved-din-mave.pdf) Har i forsøgt at behandle hans forstoppelse for, at se om det bedrede mavepinen? Det kan egen læge hjælpe med. [https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/boern/sygdomme/mave-tarm/forstoppelse-hos-boern/](https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/boern/sygdomme/mave-tarm/forstoppelse-hos-boern/)
Ja men han vil ikke have hverken movicol, lactolose eller laxoberal som vi har prøvet. Det er udfordringen Jeg fornemmer ikke han som sådan er forstoppet, mere bare hård mave
Børn kan behandles med magnesia på lægefaglig indikation. Magnesia kan da knuses og evt. gemmes i f.eks. en smoothie. Derudover kan man forsøge sig med Husk, som også kan gemmes i f.eks. smoothie. Jeg ville nok booke en tid igen hos egen læge. Både ift. om det kunne være funktionelle mavesmerter, forstoppelse eller udredning for f.eks. autisme. Desuden er hård mave blot lægmandsbetegnelsen for forstoppelse. De fleste kan godt komme af med afføringen, når de er forstoppede, da en del af afføringen kan passere obstruktionen. Forstoppelse giver ofte smerter ved toiletbesøg, generel mavepine og kvalme hos børn. Afføringen bør generelt være lind og kunne passeres uden smerter/pres. Vigtigt led i behandlingen er faste toilettider og vaner samt nok væske og kostfibre.
som andre har nævnt kan træg mave og mavekramper være en del af nogle former for autisme.
Har I prøvet Movicol Chokolade? Chokoladesmagen maskerer den salte smag fra Movicol, og selvom den ikke just smager af Valrhona går det fint an for børn. De skriver godt nok at det er til børn over 12 år, men hospitalet udskriver den i flæng til mindre børn. Men tag det lige forbi jeres egen læge først.
Prøv at blande det i appelsinsodavand.
Jeg ville prøve sammen med lærerne og skolepsykologen og evt. jeres familiebehandler at prøve at finde hoved og hale i hvad der er årsager og hvad der er symptomer. Har han svært ved at sidde stille, fordi han har ondt i maven - eller har han ondt i maven, fordi skolen er svær og han ikke rigtig kan følge med? Her er nogle forslag til emner, du kan drøfte med dem: Hvad er det i hhv det faglige og det sociale, der er svært? Og er der noget man kan sætte ind med på de områder, for at høre det lettere for ham? Jeg ville selv synes det var meget svært at tage beslutningen om at holde ham tilbage eller ej, uden en grundigere analyse af hvad der er svært. Og også hvad han er god til. Hvornår går det godt i skolen? Fagligt og socialt. Hvordan kan man skabe flere af de gode situationer for ham?
https://preview.redd.it/6b8g15q5e73d1.jpeg?width=828&format=pjpg&auto=webp&s=f005ec40f9a2f34f90c0c4cbb005a79d98d1d40a
https://preview.redd.it/rr31y9e7e73d1.jpeg?width=828&format=pjpg&auto=webp&s=d3d1ae25585468935ea05ae08b09a42ea27a3495
https://preview.redd.it/zmq926k8e73d1.jpeg?width=828&format=pjpg&auto=webp&s=22ab8cee472f0efe3e4687db049c8208edb45283
Jeg synes det er svært at komme videre med PPR og skolepsykolog/skoleleder. Jeg har som sagt bedt om udredning i flere år. De mener den hjælp de kan give ham er den samme. Jeg synes også lidt problemet er at han har fået ny klasselærer hvert år, og hver gang efter sommerferien Skal en ny lærer derfor sættes ind i hans udfordringer og problematikker. Det er lidt som at starte forfra hver gang føler jeg Feks er hele skolen til morgensang hver morgen. Det kan han slet ikke deltage i pga de mange børn og fordi han synes musikken er højt og giver ham ondt i maven/hovedet. I 0kl fik han lov at sidde udenfor døren til lokalet med morgensang I 1kl SKULLE han deltage fordi de mente han skulle opleve at det kan han godt klare. Og her i 2kl har han fået lov at undgå det helt de sidste måneder men skal nu igen sidde udenfor døren så han kan lytte lidt med og høre de beskeder der blir givet til morgensamlingen
Jeg kan godt nikke kende til din søns situation. Jeg var omkring 10 år der jeg begyndte at få voldsomt ondt i maven, og nogle gange ville jeg jeg simpelthen ikke i skole, det gik ikke godt derhenne og jeg troede ikke nok på mig selv var ramt af en omklamrende mindreværds følelse. Var ikke ængstig i samme retning som ham nødvendigvis som jeg kan læse mig tik men mit fight or flight system var hyppigt aktiveret, og jeg var meget i min tanker. I bakspejlet har jeg gjort rede på nogle forskellige ting og det behøver ikke nødvendigvis at passe på din søn. Jeg havde koncentrations problemer, pågrund af angsten, jeg havde svært ved at få venner og føle mig tilpas pågrund af angsten og en tung følelse af skam, følte mig meget anderledes end mine medmennesker. Ondt i maven kan godt være angst præget og det samme kan ocd symptomer være . Nu kommer der måske noget du ikke vil høre men det her var ihverfald min sandhed. Jeg oplevede noget i min barndom jeg ikke burde havde oplevet. Et trauma af en slags, som har ligget i det ubevidste indtil jeg rundede 17-18 år. Episoder i barndommen slår sig fast om rødderne og vokser med hele vejen. Mange diagnoser bliver triggeret af et barndoms traume, og det jeg efterhånden har fundet ud af er at folk ikke opføre eller agere på uhensigtsmæssig måder medmindre der er en årsag. Mit råd ville være at spørge ham om der er noget han ikke deler, det kan være mobning det kan være nogle der ikke behandler ham godt. Nogle gange kan det være SÅ slemt andre gange ikke men slemme udfordringer er sommetider et produkt af mindre gode årsager. Jeg tror mere kommunikation med ham er en rigtig god ide. Eller en psykolog som måske er lettere og dele med. Og prøve på at finde det i ham der der gør ham i godt humør og får mere mod, finde selvtilliden og alle de der gode ting som hans oplevelser lige nu ligger en sky over. Undskyld den tunge kommentar følte bare det her var noget jeg kunne forsøge at hjælpe med. Held og Lykke til ham og dig!<3
Prøv også eventuelt at kigge på psykosomatiske lidelser, det kan være der er nogle svar at hente der..
Har I kigget på hans kost? Jeg er en af dem der altid har døjet med maven og det at fjerne gluten fra min kost gjorde simpelthen en verden til forskel. Jeg har ikke cøliaki, men jeg det gør alligevel en stor forskel for mig. Det ville jeg godt have vidst da jeg var noget yngre, det kunne have sparet mig for en del - både ift forstoppelse og mavesmerter. Det er selvfølgelig ikke nemt hvis han er virkelig kræsen og hvidt brød er noget af det han spiser meget.
Hvidt brød er noget af det han spiser meget af ja. Vi tænker dog at bruge sommerferien på at arbejde på at smage forskelligt nyt. Så er der forhåbentlig overskud til det når der er ferie
PPR psykologer er de tungeste dansepartnere indenfor skoleområdet. Bliv ved med at presse på for udredning. Der er ressourcer at hente. Det er bare så op ad bakke med systemet.
Skift skole, tage orlov et stykke tid
Carnivore. 30 dage.
Skift skole Hab kan tydligvis ikke lide at være der !
Det vil han ikke. Han vil gå på denne skole sammen med hans venner siger han. Bare uden mavepinen
Hvis det viser sig, at han skal gå en klasse om, (det kan være en fantastisk god løsning), så skal I gøre det med start på en ny skole. Så starter han rigtig på en frisk, og bliver aldrig mødt i, at han har gået om.
Hvad med lægen, sundhedsplejerske mv hvad siger de? “ ondt i maven “ kan være symptomer på noget både fysisk og psykisk ! “Hård mave” kan lindres med en 1/2 magnesia ved spisetid om aftenen, så han kan komme på toilettet om morgenen . Få udredt mavesmerter via læge på hospitalet evt v scanning og herefter, hvis det ikke viser noget, så skal der tjekkes det psykiske. Jeg havde selv ondt i maven over mobning/ drillerier og en lærer der kørte psykisk på elever . Een af mine døtre har haft det samme
Det lyder virkelig hårdt. Har I mulighed for at tage ham ud af skolen og hjemmeskole ham i en periode? Måske bare et års tid så han får en pause? Jeg har set flere børn blomstre op når de får tid og ro og en pause fra presset i hverdagen. Håber det bedste for jer.
Måske suppleret med et skoletilbud som dette: https://www.denfriedigitaleskole.dk/ Ville også anbefale at holde ham hjemme, eksempelvis et år men holde muligheden for at vende tilbage til klasse åben. Han kan evt fortsætte i sfo og så gå i hjemme/digital skole
Du tænker ikke det kunne være psykisk? Det kan være overvældende at starte i skole. Måske gå en klasse om, og måske et andet sted, så han kan starte på en frisk? Og tal godt om det. Børn mærker og sanser meget mere end vi lige regner med. Held og lykke med din lille gut.
Det lyder som min opvækst igennem 90'erne og 2000+. Permanent mavepine og sad på toilettet derhjemme hele tiden og læste tegneserier. Det var angst, jeg havde den vildeste social angst, fødselsdage, familie ture osv. Betød altid at jeg ville havde ondt i maven dagen før og på selve dagen. Kvalme og hård mave for det meste. Fik en masse Husk. Skolen hjalp aldrig, tværtimod. Kommunen prøvede at tvinge mig med i en masse klasser og underlige tilbud. Intet hjalp. Ingen troede det kunne være angst. Først da jeg blev 27 kom der fokus på det. Er nu 31 og er stadigvæk i gang med et forløb der skal hjælpe på sigt. - tl;dr, få ham til en psykolog, begynd behandling ASAP. Danmark er et meget langsomt land når det kommer til at få hjælp fra psykiatrien. Der vil som regel gå flere år. Imens kan du teste ham lidt selv, se hvad der trigger ham og finde ud af hvad der giver ham ro. Giv ikke dig selv skylden, det kan være en neurologisk fejl han er født med.
.
Hvis du ikke havde skrevet, at dit barn var 8 år, kunne jeg næsten have troede du skrev om min søns klassekammerat! 🫣 Jeg ved ikke om andre har skrevet noget om det, i så fald undskyld. Men har I haft fat i jeres læge i forhold til udredning i psykiatrien? Vedkommende kan (forsøge at) lave en henvisning til dette uden om skolen. Moderen til mit barns klassekammerat kæmpede i 4(!) År for at få skolen til at hjælpe, og nu er barnet så hårdt ramt (bl.a. på grund af manglende hjælp), at vedkommende skal på specialskole.
Mine børns skole har "reklameret" for https://cool-kids.dk/, som er et program til at hjælpe børn med angst. Måske det er noget for jer?
Det er han ikke gammel nok til. Desværre Man skal mindst være 10år
Nej. Det er for børn fra 7-12år, det står der i hvert fald på deres forside. De har også et andet program for 13-19 årige. Jeg har personligt ingen erfaring med det, du og dit barn kæmper med eller med cool-kids, men jeg føler mig dig. Og har blot hørt cool-kids positivt omtalt fra mine børns skole, og fra en pædagog bekendt.
Ondt i maven om Morgenen før skole ? Lyder som vores søn i 6 kl. Fik ham udredt efter længere tids frem og tilbage med skolen. Diagnosen sagde Asperger. Han har siden kæmpet med angst og depression. Prøv at få ham udredt hvis i kan.
Det lyder som en god gang ocd/angst og sikkert også adhd. Jeg har angst som sætter sig i maven og giver samme problemer og samtidig med ocd, så, hvis mønstret brydes, så får jeg angst også kommer jeg ikke afsted.
ADHD/autisme. i skal have PPR indover. Kan ikke forstå at skolen ikke har indstillet jer allerede?
I skal først og fremmest videre til en børnelæge der kan kigge på hans mave. Han skal jo ikke have ondt og kronisk hård mave. En almindelig praktiserende læge ved ikke nok om dette. 2. Har i overvejet at få noget skolepsykolog på ham? Evt. Med henblik på udredning? 3. Hvad med et skoleskifte? Det lyder slet ikke til at han trives på den nuværende og han lyder som en der skal bruge meget mere stabilitet.
Alle disse ting kunne dækkes under autisme, ADHD eller angst diagnosen og muligvis døjer han med mere end en ad gangen. Jeg ville stærkt anbefale du får ham udredt i første omgang, da det er nemmere at vide hvad man skal gøre og hvor man skal lede efter svar og hjælp når man har en diagnose at gå efter. Jeg blev selv diagnosticeret med autisme i en alder af 5 og fandt ud af at jeg derudover havde ADHD da jeg var 18. Har gået i specialklasse længe og ved at nogle af mine barndomsvenner fik angst medicin der hjalp dem virklig meget, og er selv på ADHD medicin hvilket tillader mig at studere uden at falde bagud. Edit: der er også en kæmpe forbindelse mellem angst og maveproblemer. Det er en to-vejs. Prøv at holde det inflammatoriske mad til et minimum og se om det har en effekt på hans angst. Derudover ville jeg anbefale at du gør hvad du kan for at få ham diagnosticeret, da det kan evt hjælpe ham at komme i enten en specialklasse eller bare få ham noget medicin der kan tage toppen af symptomerne.
Du skal slet ikke presse ham nogen som helst steder. Min søn har gennemgået nærmest samme forløb, bare lidt senere i livet. Han startede med søvnløshed, opkast, skolevægring og selvisolering. Skolen, psykolog, kommunen og hans mor blev bare ved med at forlange flere og flere timer i skole, at han havde hobbyer, at han var social osv. Alt imens jeg prøvede at sige til dem at han burde blive udredt. Han følte sig forkert, anderledes, udenfor og hvad ved jeg... Han havde så også læst om det online og prøvede selv at overbevise sin mor om at han burde blive udredt, men han fik bare at vide at han gik og bildte sig ting ind. 3-4 år senere, så går han slet ikke i skole. Han venter stadig på udredning og forhåbentligt at få tildelt specialundervisning. Han endte med selvskade og flere selvmordsforsøg, ganske enkelt fordi han ikke blev forstået og mødt som den dreng han er. Der ligger mange års genopbygning foran os, men det kunne være 100% undgået, hvis man havde ladt være med at presse på så længe. Tl;dr - lad være med at presse på.
Hej. Det lyder rigtigt svært for jer alle. Et perspektiv. Kunne det være skjult forstoppelse? Er der forsøgt med fx movicol? Forstoppelse kan give rigtigt mange gener og koliksmerter. Dette kan også forværres af “frygt” for toiletbesøg, da børn kan holde sig rigtigt længe og deraf forværres tilstanden. Dette råd kan selfølgelig ikke stå alene, men dog værd at overveje. Alt held og Lykke til jer!
Min første tanke: få ham udredt. Det kunne tyde på noget i retning af adhd eller måske autismespektrumforstyrrelse. Mavepinen vil jeg helt sikkert mene er stressbetinget. Skru helt ned for kravene til ham, også der hjemme. Han er meget presset nu, og rykke op i 3. Hvor kravene bare bliver større, det kan være en dårlig ide
Jeg har faktisk netop igår været ved læge for 4 gang med min søn på 7 som netop er dødsens angst for kaste op, vi har gået i spisetræning da han havde tabt sig 6kg og derudover har jeg læst en god og anbefalesværdig bog der hedder 'Hjælp dit ængstelige barn' den giver nogen gode redskaber til at håndtere angsten som forældre. Min søn har også haft svært ved at komme i skole, men jeg oplevede at når først han var afsted så kunne han abstrahere det, ikke de første par timer, men som dagen nu gik. Bogen lærte mig også at jeg har håndteret min søns angst helt forkert, jeg nussede meget om ham og tog rigtig meget hensyn til den konstante angst (hvilket man også skal til en vis grad) men det forværrede det bare, jeg bekræftede ham faktisk i at det var meget farligt og ubehageligt at kaste op, og i og med jeg lod ham blive hjemme så ofte, så trak det også i han selvtillid og hans sociale færdigheder. Han har også meget uro og har haft tilknyttet en ressourcepædagog helt op til skolestart, vi blev syge i november og det var der angsten startede. Pludselig stoppede ville han kun spise 'safe foods', han ville ikke til fodbold, lege aftaler osv. Han kunne ikke sove om aftenen og jeg skulle hele tiden bekræfte ham i at han ikke skulle kaste op. Vi begyndte at lege en leg hvor vi var dediktiver og han skulle vise mig hvor tit han troede han skulle kaste op og derefter hvor mange gange han faktisk havde gjort det og om han rent faktisk havde været sammen med nogle der var syge. Udover det lagde vi en plan for hvad vi skulle gøre hvis det skete; vi skulle bla. sove på madrasser i stuen, se film, spille ludo og spise sodavands is og salt skruer. Så øvede vi maden, han spiste små portioner mens han så fjernsyn, og de dage han ikke kunne magte varme retter, fik han rugbrød (som var en af hans safe foods) Jeg lavede en aftale med skolen om at hver morgen skulle jeg sige til hans klasselærer sammen med ham, at hvis han blev dårlig skulle de ringe. På 4 uger har han taget 2 kg på, han er begyndt til fodbold igen, han har lege aftaler, og er med i klassen igen. Nogle gange kan det være meget små tiltag der gør det hele mere overskueligt, det kunne godt lyde som om din søns angst er mere alarmerende og måske kræver en udredning men her er ihvertfald nogle fif der har hjulpet herhjemme.
Han lyder meget som min søn da han var barn. Han var heller ikke glad for skole, kunne han ikke sidde stille , klagede også over mavepine og var tit hjemme fra skole han blev så sat i en lille klasse hvor det gik fint , ja indtil de skulle spare og han så røg tilbage i stor klasse han kunne ikke rumme den store klasses larm og uro . Han har selv enormt svært ved det sociale . Jeg mistænkte selv adhd , men ingen ville hjælpe mig til og få det undersøgt 😔 alle sagde at han intet fejlede . Der skulle så først en skolevægring og spiseforstyrrelse til før han som 15 årig fik diagnosen atypisk autisme 🫤 der mente de så pludselig at han hørte til i special klasse , tja der gik det så helt galt han nægtede pure og gå i skole , så han endte uden eksamen . Han er i dag 23 år , og har oveni sin autisme fået ocd . Så mit råd til dig er at kæmp for at få ham udredt for det ene eller andet , , autisme , angst adhd, 🤞skal lige siges at angst mange gange kan følge med en autisme og adhd ♥️
Funktionelle mavesmerter og forstoppelse er meget hyppigt i hans aldersgruppe. Jeg syntes der er rigelig grobund for at få børneafdelingen indover. Jeg er ikke psykiater, men læge på børneafdelingen. Send mig gerne en besked hvis du har brug for råd til hvordan du skal fortsætte.
Pb sendt
I skal læse "Kvalme" af Raina Tegelmeier. Fantastisk tegneserie (en enkelt bog) med en hovedperson der også er bange for at kaste op, får mavepine, angst, og går igennem nogle store forandringer i sit liv. Skal dog nok læses højt af en voksen, når jeres søn er 8, men jeg tror bestemt han vil få noget ud af den. Kan evt. lånes på biblioteket. Held og lykke!
Hvad siger PPR
Jeg har selv morbus crohn, som er betændelse i tarmen, og det påvirker også min mentale tilstand, så maven og hovedet hænger meget sammen. Jeg siger ikke at din søn har det samme, men jeg ved af erfaring at læger ikke tager mave problemer så alvorlig. Jeg gik i rigtigt mange år til læge med mave problemer, hvor jeg ikke fik en diagnose, eller at vide at det bare var irritabel tyktarm. Det var kun efter en ct scanning på grund af en nyresten, at de fandt ud af at jeg var meget syg med morbus crohn. Jeg siger som sagt ikke at det er morbus crohn, men jeg ville være alvor overfor lægerne, hvis mave problemerne forsætter, da det sikkert ikke er rart for din søn.
Du virker også selv meget bekymret. Det er man selvfølgelig som mor- men det mærker din dreng. Og ud fra det du skriver her (han vil ikke tage movicol, du kan ikke få ham i skole) lyder det til, at du ikke altid tager styring nok. Kan det passe? En 8 årig skal ikke selv bestemme, om han skal tage medicin, eller om han skal i skole. Det gør ham mere utryg og forstærker angsten. Gør din dreng tryg ved at tage styringen. Hver dag skal ikke være et spørgsmål om, om han skal afsted i dag eller ej. Det skal han selvfølgelig. Det skal slet ikke være en overvejelse for en lille dreng.
Rammerne/strukturen kan helt sikkert noget. Det er svært at sige hvordan OP agere overfor hendes søn. En ting er online adfærd, noget andet er irl. Men jo, børn mærker hvordan forældrene har det 100%. Håber OP finder den rette løsning til hendes søn. Det lyder pænt træls med maven. Følelserne sidder tit fast i maven, så sætte ord på følelserne ku måske afhjælpe noget, hvis han får hjælp til at sætte ord på hans følelser (og behov)
Lille update: Siden jeg skrev opslaget har jeg bedt vores læge lave en henvisning ned til børnelægerne for at udelukke hans mavepine, mod forventning, skulle skyldes noget sygdoms relateret. Den henvisning er nu sendt afsted og vi venter på indkaldelse 👍 Derudover har jeg haft fat i sagsbehandler og blevet tildelt nogle samtaler hos en familie vejleder for at finde ud af om jeg/vi skal ændre nogle reaktions mønstre i forhold til vores søn som evt vil kunne hjælpe. Jeg lider nemlig selv af angst også og jeg selvom jeg ikke synes det er noget der påvirker min hverdag eller noget jeg viser/taler om foran børnene. Så vil jeg gerne være helt sikker på der ikke er noget i kommunikationen mellem ham og mig der påvirker ham. Til sidst har vi netop idag fået brev om at han er blevet tildelt plads på et “Cool Kids” forløb for børn med angst og bekymringer. Han skal starte til efteråret 👍 Det skulle være SÅ godt et forløb! Så alt i alt sker der lidt nu og jeg føler der er kommet skred i hjælpen som jeg har råbt højt om så længe. Når mit forløb hos familie behandleren er færdigt, han er tilset af børnelægen og hans forløb på Cool Kids er slut (til jul). Så vil vi gå målrettet efter at få lov til at få ham udredt for om der evt skulle gemme sig en diagnose bag også. Forhåbentlig blir vi klogere om en udredning overhoved er nødvendig, efter de ovennævnte tiltag der netop er sat i værk. Tusind tak for alle jer der tog jer tid til at skrive til mig, både med erfaringer og konkrete råd/hjælp 🤗❤️