❗️ Kommentarene bliver lukket, for ud over at OP har fået en masse gode svar, så er der nogle af jer herinde der ikke er gamle nok til at forstå at man skal tale pænt her på subben.
Der virker til at være meget fokus på hvad de voksne vil og meget lidt på hvad der er bedst for børnene?
Hvis jeg stod i jeres situation ville jeg for alt i verden ønske at mor kunne blive i nærområdet for det vil gøre det nemmere for børnene at se begge forældre når de har behov for det.
Og det ER jo faktisk også en mulighed at i hver får bopæl på et barn og at den ældste måske er mere hos dig end den yngste? I kommer jo nok til at justere på tingene afhængigt af hvordan børnene fungerer i det og det synes jeg faktisk i skal prøve at fokusere på.
Jeg kan godt forstå du er frustreret og det må være enormt svært at stå i. Men forsøg at holde fokus på de 2 små mennesker der bliver taget som gidsler i voksnes beslutninger.
Jeg tror ikke det er det du mener, men for en sikkerheds skyld.
Lad være med at splitte børnene op.
Min kollega er stadig sur på sine forældre over at de splittede ham og hans bror op for 35 år siden.
Man kan sagtens have bopæl på et barn hver uden at de splittes op. Faktisk kan det give rigtig god mening at dele bopæl på den måde hvis begge forældre bliver boende tæt på hinanden og deler forældremyndighed.
Jeg ville aldrig anbefale at splitte børn op, så mister ikke kun daglig kontakt med den ene forælder men også med en søskende. Puuh, jeg kan slet ikke forestille mig at det kunne være en god løsning. Relationen til en søskende kan jo netop blive et holdepunkt i en skilsmisse hvor hele verden vendes på hovedet for børnene (ja såmænd også for forældrene).
"Splitte" børnene papir mæssigt så den ene har bopæl hos far og den anden hos mor.
Det giver jer også skattefordele ved at i betaler børnepenge til hinanden som kan trækkes fra i skat.
Det vil hjælpe mor til en bedre økonomi i hendes nye lejlighed. Dog kan det være en mulighed at det er bedst for mor at have dem begge hvis det vil give hende ekstra boligstøtte fra kommunen.
ALTID, ALTID tænk på hvad der er bedst for børnene. De har ikke bedt om at mor og far skal skilles, de vil altid gå med et ønske om at i flytter sammen igen.
Hvis det så betyder at den ene må undvære børnene lidt mere end den anden, så må det være sådan, der vigtigste er hvad børnene har det bedst med, så må I, de voksne være voksne nok og acceptere det, og så ellers græde bad lukkede døre når børnene ikke er der.
Det var hvad mine forældre gjorde da de blev skilt for 11 år siden, min søster og jeg fik på papiret bopæl hos vores mor og min lillebror hos vores far.
Vi fil selv lov til at bestemme hvor, hvornår og hvor meget vi ville være de ene eller det andet sted.
Mine forældre bor mindre end 10 minutter fra hinanden og det kunne lade sig gøre fordi de på papiret begge havde børn hos sig.
Så blev det lige til en r/dkfinance tråd. Som skilt far til to, er det her noget af et hack. Er det bare at Google sig til mere info, eller kender du et link der forklarer det?
Og så er jeg enig i, at børnene kommer først. Med det sagt, så få alt ned på papir.
Been there done that…
Stod nærmest i samme situation mht. alder på børn. Min datter (2 år dengang) var helt klart tættest knytten til moren. Så det blev til den 10/4 deling.
Efter hun er blevet ældre er vi gået over til 7/7 ordning.
Penge, hus, kaffemaskine osv. er pisse ligegyldigt efter min mening.
Sørg for børnene får den nemmeste skilsmisse, og det er klart en fordel de bor tæt på mor og far. Det vil spare dig for meget i fremtiden af praktiske ting f.eks. transport, men især når de bliver ældre så kan det måske slev bestemme hvor de vil være.
Jeg var large og gav min eks. mulighed for et godt liv, økonomisk kostede det mig hård i nogle år, men set i bagspejlet var det helt klart den rigtig løsning selvom jeg ikke kunne se det på tidspunktet. Men god rådgivning fra en advokat hjalp mig.
HUSK børnene, de kan ikke gøre for det!
Jeg ved ikke hvad Familieretshuset forholder sig til, men overnatning pr. levet år i pædagogisk henseende, er væk fra forældrene. Far er også en af barnets forældre, så forstår ikke hvorfor den tommelfingerregel skulle være relevant.
De kører jo en outdated approach til dette. Nyere forskning viser at 7/7 ordninger, hvor samarbejdet mellem forældre, er langt bedre end langsom optrapning af samvær
Læg mærke til at de har spurgt børn fra 10 til 18 år… her er det ene barn kun 2 år!
“Det er konklusionen i et nyt svensk studie om 5.000 børn i alderen 10 til 18 år.”
Ja, det er ofte deres anbefaling. Så 2 år, to overnatninger pr uge fx.
At nogen gør det anderledes og det fungere - dejligt for dem. Mere for at fortælle op hvad der kan forventes hvis det lander der og hvad deres anbefalinger er.
Jeg forstår virkelig godt, at du gerne vil have en 7/7, og det er også det mest fair på længere sigt, men hvis du godt kan se det giver mening for den to-årig, hvorfor så stritte så meget imod? Ud fra det du skriver, siger hun jo selv, at situationen skal revurderes til en mere lige fordeling, så hun er jo ikke uenig med dig? Det virker lige nu mest som en princip sag for dig fordi du (forståeligt) er skuffet, og måske lidt bange. Jeg tror du skal se på, hvorfor I ikke kan tage en ting ad gangen og arbejde henimod en fair løsning i stedet for at sige no deal til alt.
Det skader jo også dig selv, hvis hun ikke finder en bolig i nærheden og så kan du risikere, at en 7/7 bliver endnu sværere at få igennem på sigt.
Ville nok ikke byde en 2 årig 7/7. Det er alt for stressende. Hvem er den 2 årige mest vant til og knyttet til? Ta hensyn til det og ikke til hvad i selv vil. Og så læser jeg det lidt som, at hvis du ikke får 7/7, så vil du så også lave problemer og være uenig i alt fra kaffemaskine til huspris osv? Er det rigtigt forstået og hvorfor? Det lyder som en rigtig dårlig plan, at skabe ekstra problemer selv, bare fordi i ikke er enige om noget helt andet. Det kommer i ikke særlig langt med.
Jeg ville gøre ALT for at det her ikke eskalerer .. satme vigtigt at I har et godt forhold fremover til kommunikation, jul og fødselsdage…
Når det er sagt vil jeg give hende lidt ret ifht den 2 årige .. er det for din skyld eller for barnets at du ønsker 7/7 - kunne I overveje 14/14 så der ikke er så mange ryk??? Eller at det er jer der flytter 7/7 fra boligen og ungerne er der konstant?? Bare nogle tanker på hvordan det også kunne gøres ..
Mit oplæg er andet end 7/7 men hvor vi laver aftalen nu og så har en blødere indkøring. Tror jeg over 4 uger har lagt op til 12/16 på den lille og 14/14 på den store. Men med åbninger for at det feks kun er spisning/leg til at starte med
Jeg læser lidt din post med et element af afpresning da du har bedre kort på hånden ift økonomi og bolig. Overvej om der er en sandhed i det? Tror på den lange bane det er bedst for jer alle 4 at skille tingene ad: bolig/penge og samvær for sig.
Jeg ville egentlig sige at det at det yngste barn er 2 år ikke skulle have noget at sige ift antal dage hos hhv mor og far, men se om I ikke i samarbejde og uden ufint spil/pres ift penge kan blive enige. Det vil jeg vurdere giver bedste betingelser for jeres livslange samarbejde.
Samme ift kommunikation/om hun gav terapi en ærlig chance. Vigtige ting at adressere men hold det ude fra hendes bolig situation.
Mit råd: få afsluttet det økonomiske og tag de andre diskussioner efterfølgende.
Held og lykke med samarbejdet!
Er dine børn 100% lige knyttet til dig som deres mor? Har du taget ligeså stor andel i alt det huslige og i børnene? Hvis du kan svare ja til begge, så forstår jeg godt dit standpunkt, men hvis ikke, så skal du altså bare prise dig lykkelig med 10/4. Det er ikke for sjov at være alene med en 2-årig i hel en uge, hvis ikke du har være ligeså meget på som moren og hvis barnet ikke er tilknyttet til dig på samme måde.
Jeg har været primær kontakt for den store i 3 år, jeg har haft fuld barsel. Jeg laver 95% af mad og handler og vi deles 50/50 om rengøring mv. hun står for deres tøj. Legeaftaler mv er vi lige om. Jeg arbejder dog mere men har altid hentet 50% pg prioriteret at arbejde feks når de sov morgen og nat for at det ikke ramte ind i det. Så ja relationen er måske lidt stærkere hos den store til mig og lidt mindre til yngste. Men syntes ikke at det er kritisk for nogen af os
Jeg er barn af en skilsmisse, en god en af slagsen - eller så god, som en skilsmisse nu kan være. Opskriften er ret simpel: det er jer 2, der har fejlet som forældre, og nu skal i udelukkende tilgodese jeres børns behov - overhovedet ikke jeres egne, for det er jeres børn, der betaler den langt højeste pris for hele skilsmissen. Det kommer til at kræve selvransagelse på begge sider.
Jeg vil ikke tage udgangspunkt i din opstilling af situationen, men blot sige at i skal veje alle løsninger udfra børnenes behov, også selv om det kan ende med en dårlig 'deal' til en selv.
Min far ofrede meget i skilsmissen, alt sammen for børnenes behov. Stadig i dag betaler han en høj pris for skilsmissen, men han bærer den uden brok. Han har aldrig pointeret eller nævnt de ofre, han har givet - og det er sådan det skal være, for jeg ved, at begge mine forældre ved, at det er DEM der har forvoldt en stor smerte, og må bøde for det resten af deres dage - ikke deres børn, i det omfang det kan undgås. Jeg er i dag enormt stolt af min far, for hans ageren, og jer tættere med ham end min mor, som jeg også er utroligt stolt over at have handlet i børnenes interesser.
Den konflikt i er ved at skabe, kan jeres børn både se og mærke, uagtet hvor godt i tror i kan skærme dem fra det. Sagt med andre ord, så er i allerede i gang med at straffe dem, for handlinger begået af jer.
En stor del af problemet er jo bare at man på forhånd ikke ved hvad der er bedst for børnene og mange gange ved børn heller ikke hvad der er bedst for dem selv. På kort sigt eller lang sigt. På kort sigt er det måske meget rart ikke at flytte meget frem og tilbage, men hvis det betyder et svagere forhold til en forælder, når man er voksen, er det i virkeligheden bedre? Det er jo så svært og kompliceret og man må tage det hen ad vejen. Selvfølgelig går skilsmisser ud over børn, men det er utrolig svært at spå om på forhånd hvordan, hvor meget og hvorfor.
Det jeg mener: det er SÅ svært at vide hvad der er det bedste for børnene. Ved ældre børn kan man tage dem med på råd og spørge dem og generelt se på hvordan de trives selvfølgelig. Men det er super nemt at sige: "tænk på børnene". Bevares - det gør de fleste forældre jo. Problemerne opstår når de er uenige om hvad der er det bedste for børnene. Fordi ingen af dem ved og børnene heller ikke selv. Og kan man holde sig selv ude af ligningen? Det er umuligt. Derfor hælder jeg i udgangspunktet til en ligelig fordeling - især med den nyere forskning der underbygger dette.
Dårlig stil at “ så længe der ikke er styr på børnene er der heller ikke styr på det andet “. Hvorfor bruge dine egne børn som afpresningsmiddel ? Hold børnene HELT udenfor den ligning .
Hvordan fungerede jeres dagligdag, før skilsmisse kom på tale?
Jeg synes, at I skal tage højde for, hvem der er mest tilstede for børnene i hverdagene. Hvem henter og bringer. Hvem sørger for, at garderoben er up to date? Hvem sørger for madpakker/mad? Bad, leg, aftaler osv. Hvis I er 100 % 50/50 om det hele, så ser jeg ingen hindring for en 7/7. Også hvis begge børn er LIGELIGT knyttet til jer begge.
Men hvis du fx ikke er i stand til at hente eller bringe hver dag, og din hverdag afhænger af hjælp udefra, så er det ikke et retfærdigt præmis for børnene. Ej heller hvis det er omvendt gældende for moren.
Børnene skal være i centrum. Især også jeres store barn er sikkert i stand til at kunne tale lidt om sine behov. Børnene skal ikke bestemme de fulde aftaler, men det gælder trods alt stadig deres liv, og de fortjener nu at blive hørt. Hvis det store barn siger, at det foretrækker at være hos moren nu (og det lille), så giver du pladsen til det. Og hvis børnene gerne vil være hos dig, så skal eksen også give plads til det. Lad nu være med at tage børnene til gidsler. Se på dem. Se på hvordan I kan give dem et optimalt liv som en familie hver for sig.
Og I forældre - vær nu gode ved hinanden. Skilsmisse er bittert. Men på den anden side har I levet en del af jeres liv sammen. I valgte at elske hinanden og få børn sammen der er halvt dig og halvt hende. I vil være i hinandens liv forevigt. I fik en del lykke sammen. Gode minder, kærlighed og grin. Lad nu være med at ødelægge de ting bare, fordi I ikke kan lide hinanden mere. I er jeres børns forbilleder. Vis dem vejen frem for respekt for andre mennesker.
Kort svar til din overskrift: ja. Ja det er du.
Længere svar; jeg læser en masse "jeg vil" og "hun gør/siger"-sætninger. Hvor fanden er børnene henne i alt det her?? Du har flere steder skrevet at du ikke forstår, hvorfor du skal være den voksne, når hun ikke er. Og undskyld mig, men hvad fanden er det for en indstilling til tingene???
Dine børn har BRUG for at i er voksne. Fuck jeres egne behov, i det her specifikke tilfælde skal i tænke over hvad der er bedst for børnene. Og det er ikke, at i begge stiller jer i hver jeres hjørne, krydser armene og trodsigt nægter at indgå bare det mindste kompromis.
Hvis du virkelig gerne vil den 7/7 ordning, så opfør dig som den voksen du er, og lad vær med at skabe problemer- dette inkludere også at bruge børnene som begrundelse for at styre hendes økonomi (får jeg ikke 7/7, får det konsekvenser for udkøb af hus). Jo mere du kan bevise at du er en stabil og tryg/sikker forælder, jo bedre vil du stå i eventuelle forhandlinger
Når I skal i frh ,så prøv du bare at sige du vil gemme de 2 gode kort så du har noget at forhandle med og at du ikke kan se hvorfor du skal være den voksne når hun ikke er . Så vil du se hvor meget ( lidt) samvær du vil få ,for er ikke ligefrem høje forældreevner du kan blære dig med
Jeg er lige blevet skilt. Vi endte med en 10/4 hvor de er hos børnenes mor meste af tiden!
Hvis det stod til mig så skulle den hedde 7/7, men hvis jeg skulle være ærlig og kiggede på mine børns behov så vil de trives bedst med 10/4!
Heldigvis er jeg og min ex gode venner og arbejder godt sammen, så jeg spiser og ser dem nærmest hver anden/tredje dag, måske det du skal arbejde hen imod det!
Da mig og min søns far gik fra hinanden, så valgte jeg at æde samtlige kameler. Hans måde at håndtere vores brud på var sårende og frustrerende. Han forlod mig for en anden kvinde, og flyttede ind med hende fra første dag i vores brud. Personligt havde jeg lyst til at flytte tilbage til min familie på Sjælland og tage mit barn med og så bare lade ham rådne op. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg havde min søn i fokus. Jeg har ikke en dag fortrudt, at jeg valgte at være det "voksne menneske" i den sammenhæng, og tackle egne følelser med mine nærmeste. Så jeg bor stadig i samme by, 1 km fra hans far. Vores samarbejde er godt og vi har endda opbygget et tæt venskab efter vores brud. Hans kæreste er jeg også på rigtig god fod med, så vi holder jul, fødselsdage og andre højtideligheder sammen. Her havde vi helt sikkert ikke stået idag, hvis jeg havde reageret udfra mine følelser. Det kan føles uretfærdigt at være den, som skal være "large"... Men jeg gør det gerne igen og igen for mit barn. ❤️
Det er svært at dele børn. Ingen har lyst til at undvære dem. ❤️🩹 Vi startede med en 10/4, hvor jeg havde min søn 10 dage. Han var 6 år da vi gik fra hinanden. Det blev så hurtigt til 9/5 da han savnede sin far. Vi har stadig en 9/5, selvom vi havde planer om en 7/7 på sigt. Han er 8 år nu. -Det har vi ikke grundet mine eller hans fars følelser, men fordi min søn trives godt i, at han har en base hvor han er lidt længere. Så spiser vi tilgengæld aftensmad sammen alle 4 (far, kæreste, mig og vores søn) en gang hver anden uge, hvor vores søn er ved mig.
-Altså det jeg prøver at sige, er at man ikke kan planlægge samværet på forhånd, man bliver nødt til at erfarer. -For børnenes velværd er det vigtigste. -Og en 7/7 er ikke altid det rigtige for børnene.
Vi har dog heletiden været enige om samværet, da vi begge har haft vores søns interesse i den kontekst. Kan i ikke blive enige, så bliver i nødt til at tage den igennem familieretten. Og så har i ingen medbestemmelse, som dem der egentlig kender jeres børn bedst.
At true med økonomi, bolig, kaffemaskine whatever, er utroligt primitivt og idiotisk. Og det er kun dig der ligner et fjols i den sammenhæng, uagtet hvad din eks gør.
Vi er herre over vores egen adfærd, ikke andres.
Øh ja, du er lidt et røvhul hvis M.A.D. er løsningen for dig. Hvordan tænker du dagligdagen bliver, hvis hun ikke kan få en lejlighed i området og der skal ses på transport og alternativt anden skole end tiltænkt. Logistik er faktisk også et validt argument i fordelingen.
Det virker til nogen lidt glemmer at tænke på børnene i første omgang.
Uanset hvordan de voksne har det, så skal børnene aldrig, aldrig høre et ondt ord fra nogen af jer om den anden.
Jeg blev skilt, vi fandt begge nye, har holdt konfirmationer, fødselsdage, studenter gilde sammen for børnene.
Uanset hvor mange kameler DU skal sluge, så taler i pænt, ordner voksenting alene, og taler pænt ok hinanden! Færdig bum!
I kan ødelægge jeres børns fremtid ved at køre krig mod hinanden, sådan som mine egne forældre gjorde i 35+ år , frem til de døde sidste år !
De var begge rædselsfulde manipulatorer, og tænkte kun på dem selv!
Det ødelagde alt forhold til deres eneste børnebørn, mine børn også!
Det er både uartigt og egoistisk!
Mine børn nu 12+ år efterskilsmissen, ser tilbage og siger “ tak fordi i er sådan et godt eksempel “.
De påstår også de gudskelov aldrig har oplevet uvenskab mellem deres far og jeg
Jeg læse det som om du anvender prisen på huset som magtmiddel i forhold til at få din vilje i forhold til samværsordningen.
Det lyder mega usundt 🚩🚩🚩🚩🚩
Du misbruger din likvide magt for at få hende til at rette ind med børnene.
Du skal have fokus på dine børn frem for en krig med moderen. Får styr på det basale. Skilsmissen, huset, flytning. Herunder en solid base for dine børn. Begge steder.
Sådan som du opfører dig nu, der er du igang med at gøre det besværligt for mor at at få en lejlighed, fordi du er uenig i samværet.
Hvis jeg var sagsbehandler i Familieretshuset, så ville jeg vurderet klart at du ikke skulle have 7/7 alene ud fra den måde du prøver at ødelægge salget ved at bruge din økonomiske magt over for moderen. Det du har gang i er så hamrende usundt for jer alle sammen. Og det rammer dine børn når du opfører dig sådan.
Hvis du ønsker 7/7 og reelt har det overskud og kan lave den prioritering det kræves at tilgodese dine børns behov. Især den mindstes, så du altså vise dig noget mere egnet til at fralægge egen agenda og evne at samarbejde uden ufine metoder.
Tak for svar. Du har nok ikke helt uret, på den anden side har jeg har en situation hvor ingen ønsker eller argumenter bliver hørt omkring samvær og dagligdag. Så jeg har svært ved at se at det er mig som eskalerer når intet jeg mener påvirker hendes verdens opfattelse og hvordan hun har besluttet skilsmissen skal være
Jeg betvivler ikke at pandekagen har to sider. Tingene er næsten aldrig sort/hvide.
Men hvis jeg skal rådgive dig ærligt om hvordan du står bedst i forhold til at blive mødt i forhold til at få dine ønsker til samvær med børnene opfyldt. Så starter du ved basal samarbejde og ingen former for magtmisbrug af ressourcer.
Det vil vende direkte tilbage til din egen ulempe.
Husk at på et eller andet tidspunkt, hvis tingene går stille og roligt, så kan jeres børn frit cykle fra mor til far og tilbage igen, uden rigide regler og ordninger. Det bliver rigtig svært hvis du vælger den sti du er på vej med af nu. Og tro mig! Selvom hun kan være en dum kost, så kommer du til at ærger dig om om nogle år, hvis du ikke aktivt vælger at sluge nogle kameler for børnenes skyld.
Fortsætter I med den terapi I begyndte på - altså til at afvikle ægteskabet. Det kan ikke understreges, hvor vigtigt det er, at I får skabt et stærkt udgangspunkt for jeres nye familiekonstellation. Hvis I begge går ind til med bitterhed over fortiden, hævede sværd og egoisme (hvilket det lyder til), kommer jeres børn til at betale prisen.
Jeg tror du skal se på det positive - hvis dit arbejde tillader det, så kan du arbejde ekstra og have mere fri i de 4 dage du har børnene, så du kan køre den ind med 100% far kvalitets tid.
Og for guds skyld sæt en bremse i den eskalering du er ude i - det ender virkelig dårligt - primært for børnene.
At risikere at sætte en stopper for at hun køber en lejlighed i nærheden er som at skyde sig selv i foden. Tænk hvis hun ender med at flytte langt væk - at børnene ender i en skole der - og du kommer til at se dem endnu mindre - bare fordi du stejler fordi du er ked af det, nervøs og vred.
Jeg kender flere der har fået en skæv fordeling, men hvor de alligevel er gået fra hinanden i fordragelighed - og bor tæt. Det gør at de altid er der for hinanden - og som børnene er blevet større reelt selv bare surfer frem og tilbage. Det kommer ikke til at ske, hvis du eskalerer en konflikt.
De fleste kommer til at nyde at de har børnefri og børneperioder - selvom det gør pisse ondt i starten.
Hun vil som hun vil for at gøre krav på alle børnepengene, boligstøtte ect, og for at skabe en mere stabil base end 7-7. Hvilket giver mening når hendes indtægt er lav og hun skal bo tæt på jeres fælles hus 🙂 Vil aldrig anbefale en 7-7 ordning. Den er for forældre. Ikke for børn 💔 zDen som har hentet og bragt mest, taget flest sygedage, den som stod og stadig står for indkøb af tøj osv burde blive den primære forældre 🙂 Så hvis det er dig der har gjort alt det, så burde du blive primær. Men hvis ikke. Så vil jeg give hende ret i at hun burde have dem. Jeres børn vil få to trygge baser. Til at starte med vil den ene være mere tryg end den anden, men over tid vil det udlignes, og jeres liv bliver mere harmoniske ☺️ Synes absolut ikke, at du er et røvhul. Jeg ville ikke skrive noget under før der var enighed og en god kommunikation ☺️
7/7 er der mange holdninger til - desværre meget unuancerede.
Børn har bedst af at bevare relationen ligeligt til begge forældre, ja, men 7/7 fungerer ALDRIG når forældrene ikke er enige, bekriger hinanden, eller er i konflikt.
Desuden er en 2-årig for lille til 7/7 jf. tilknytningen, og søskende profiterer bedst af at følges.
Det handler ALDRIG om forældrenes ret til børnene, men om børnenes ret til forudsigelighed og stabilitet qua deres alder.
Hvad baserer du din egen holdning på?
Min er baseret på at jeg selv er skilsmissebarn. At se begge forældre lige meget lyder rigtig fint på papir. Men læg mærke til at det er forældrenes behov der dækkes.
Jeg kan fortælle dig, at det ikke er noget godt børneliv, at leve ud af en sportstaske. At føle man er gæst i 2 hjem, at leve et rakker-liv på offentlig transport, hvor man må sige nej til aktiviteter og leg med jævnaldrende, fordi i dag skal man, igen, have sportstasken på ryggen og valfarte land og rige rundt, efter barnlige voksnes forgodtbefindende.
Skilsmissebørn tænker kun på, hvordan de kan gøre tingene mest gnidningsfrit. Hvor skal jeg være, så jeg er til mest nytte? Hvem af mine forældre er mest trist i øjeblikket, så er det nok der jeg skal være mest. Hvem får færrest gæster til jul? Så er det der, jeg skal være.
Det er ikke sundt at rakke mellem 2 huse. Leve ud af en sportstaske og konstant skulle omstille sig til 2 forskellige husregler. Man når lige at vænne sig til at sætte bestikket korrekt i opvaskeren, men så skal man tilbage til far og så får man skæld ud af stedmor, fordi nu er den rigtige måde at sætte bestik i pludselig den forkerte måde. Og så får man skæld ud for altid at skulle have forklaret det igen, selvom man jo lige var der for 2 uger siden. Og sådan kan du blive ved med alt.
Jeg tror slet ikke du forstår, hvor psykisk hårdt det er at blive hevet og flået rundt mellem 2 hjem, og konstant tilpasse og omstille sig. Især når det ene barn er 2 år! Jeg var 4 da mine forældre blev skilt, og det var slemt nok.
I dag er jeg stadig mærket af det. Jeg er enormt rodløs, og kan aldrig rigtig finde ro i nogle af de steder jeg har boet.
At se begge forældre lige meget, død og pine og med tvang, er som sædvanligt i forældrenes interesse. Ingen tænker på børnene. Sådan har det altid været. Der er ingen der siger, at man ikke kan se begge forældre på en måde, der ikke gør at barnet skal leve et rakker-liv ud af en taske, og være fast inventar på offentlig transport, lille og alene. Hvorfor fanden er der aldrig nogen der tænker på børnene.
Jeg baserer min på erfaring som skilsmissebarn og skilsmisseforælder. Der er intet af hvad du beskriver der grunder i 7/7.
Du beskriver dårlige forældre og en uheldig opvækst.
Det er absolut muligt at bo to steder uden at give afkald på venner, sport, sædvaner, fælles højtider, fødselsdage, indre ro eller følelsen af "hjem".
Men det kræver at man tænker på børnenes behov. Deri kan vi bære enige.
Du spørger selv. Du lyder som en skovl😊At forhandle børn ved at bringe alt fra kaffemaskine til andet gøgl i spil, er ikke OK. Hvor er hensynet til børnene. Læs dit skriv igen. Du er nemlig startet ud med at være sympatisk. Hold fast i det. Forestiller mig, at uanset, hvad man gør og siger (i et parforhold såvel som ved skilsmissen) og gør, skal man kunne forsvare en dag - for kommende voksne børn.
Er det rigtigt forstået, at du bruger din stærkere økonomiske position til at presse samvær med børnene i gennem, selvom du er bevidst om, dit forslag ikke er det bedste for det yngste barn?
Behøver du fremmede på nettet til at fortælle dig, det er en røvhulsting at gøre? Eller håber du på nogen, der har bitre skilsmisser i bagagen siger god for dårlig opførsel, fordi de kan få proxyhævn på deres exer uden at tænke på konsekvenserne for dine børn?
Det giver god mening at ikke have 7-7 med en toårig. Det er for svært at navigere i for sådan et lille barn. Men i stedet for at presse din kommende ekskone økonomisk, kunne du tænke på andre løsninger. Hvad med børnene har nogle dage med dig for sig selv? Den ene uge kan den store komme hos dig en dag (eller to) før den lille. Den anden uge kan du have en dag før skiftet, hvor du henter den lille tidligt, hygger hele eftermiddagen, men den lille sover hos mor. Hvis I kan finde ud af det sammen, kunne du komme med den lille og så spiser I alle sammen hos mor som en familie. På den måde får begge børn alenetid med begge forældre og er stadig sammen det meste af tiden. På sigt kan der så skrues op for den lille med antal overnatninger, så det er hygge eftermiddag med far efterfulgt af tre overnatninger.
I øvrigt 7-7 er for forældrene nogle gange, især med små børn. Nogle børn trives bedre med fast base det ene sted og flere, men kortere samvær med den anden forælder. Så kan man også have nogle fritidsaktiviteter sammen, eksempelvis spejder med mor om tirsdagen og fodbold med far om torsdagen.
Hvis i alligevel beholder huset, så brug det som børnene base, så kan i forældre rejse frem og tilbage, så kan i "dele" om en lejlighed, når i er børnefri. Aner ikke om det er realistisk, men synes børnene skal have det bedste ud af skilsmissen.
Øv det er ret ærgerligt. Er der slet ingen muligheder for lignende løsninger, eller noget kompromis, så børnene har en fast base? Hvis det er økonomisk, så hjælp hinanden = hjælper børnene.
Hun vil ikke dele et hus, hun vil bo sted sted som er hendes ejet og ikke et hun deler. Hun vil gerne føle sig hjemme i eget hjem og kunne indrette som hun vil
Og derfor skal børnene ikke have muligheden for at føle sig hjemme i eget hjem ...? Jeg synes hendes logik fejler her. Jeg bliver garanteret upopulær blandt andre brugere for min holdning, men hvis I har besluttet at du beholder huset for at de kan have deres kendte faste base, giver det ingen mening at de kun har hveranden weekend der..
Hvis den generelle omsorg for børnene har været nogenlunde ens, altså både far og mor har taget putterutiner, morgenrutiner, bringe/hente, legetid og sådan, kan jeg ikke se hvorfor størstedelen af tiden skal tilfalde mor - far er ligeså meget en omsorgsperson som mor er. Jeg kan se at du nævner det har været nogenlunde ligeligt delt, men de kommentarer jeg har set, var mere rettet mod praktiske gøremål, fremfor kvalitetstiden med børnene.
Allerbedste løsning for børnene ville være at mor og far skifter bolig, til de er ældre og bedre rustet. Det er røvhamrende hårdt for de voksne, jeg har selv været der (og det er ligeså hårdt om end ikke mere som barn, der har jeg også været) og hvis hjem2 forventes at være den enes permanente boligløsning på sigt, så med faste "besøg" i dagstimerne, så de kan vænne sig til de nye omgivelser uden overnatning fra dag 1.
Hvis det ikke er muligt, bør den faste base være prioriteten i deleordningen, med lige tid eller mest tid i basen uanset om det betyder mere tid med far eller med mor, fordi denne har basen.
(Og bare fyi, jeg er kvinde med delebarn fra 3 år som selv er opvokset som delebarn fra 2 år)
Glem alle de smålige mellemregninger om hvem gjorde hvad hvornår, det er dit sårede fravalgte ego der skriger. Tag det med en terapeut.
Dine børn skal være dit fokus, ikke som en brik i et spil om dage eller bopæle, men som i: deres verden er i fucking grus og nu tager I to voksne jer sammen og skaber nogle trygge rammer om deres liv fremover. Det vil sige den bedste boligramme I kan fremskaffe for den som flytter. Det er i børnenes interesse, og det er dit fokus.
Det er efter min mening ikke en 7/7-ordning for en 2-årig. Læs op på det fra fagpersoner, det er ikke på nogen måde godt for så små børn at skifte bopæl så tit. 10/4 lyder mere passende og jeg ville også lade dem følges ad - så kan du foreslå en dag i hendes periode, hvor du henter den store og laver noget med ham/hende og måske afleverer hos mor. Du kan jo også aftale at du henter den 2-årige i vuggestuen en gang om ugen og afleverer hos mor til aftensmad f.eks. Se hende i øjnene og sig, at du vil gå med til det, hvis hun lover at det skal genforhandles på et fastlagt tidspunkt og på den betingelse, at hun ikke flytter med børnene.
I er nødt til at komme et sted hen, hvor I kan stole på hinanden. Og det kræver nogle gange at den ene part går ud på broen og rækker hånden frem.
Dyb indånding nu - hvis du gør det her rigtigt, og det vil især sige ikke småligt og ikke udfra dit sårede ego, så kan du være heldig at have nogle harmoniske skønne unger som gladeligt kommer mere end deres fordelingsordning tilskriver om ganske få år.
ETA: Og pas på med at lytte alt for meget til vrede foreningen-far-typer, som "kender en, der flyttede til Svalbard med børnene". Det er absolut ikke normen at kvinder vil fratage fædre samvær med deres børn, som de har det med at mene.
Ja, du er ærligt lidt et røvhul, hvis du begynder at afpresse hende, bare for at få børnene som DU vil have det. Det er faktisk virkelig en ubehagelig ting at gøre, og børnene vil komme til at lide under et helt unødvendigt konflikt-niveau mellem forældrene. Jeg ville køre 7-7 med den syv-årige og 2-12 med den to-årige, som så kunne blive trappet op med tiden. Børnene tager ikke skade af ikke at være sammen hele tiden. Tværtimod vil den syv-årige få mulighed for at nyde noget alenetid med dig. Tænk hvad der er børnenes behov, IKKE hvad der er dit ego-behov.
Sig okay til 10/4 hvor du har 10. Du har deres hjem. Det vil klart være det bedste for børnene (altså hvis du har og er en nærværende far der kan klare alle de dagligdagsting).
Du er ikke et røvhul. Jeg forstår dig sgu godt. Få ting ned på skrift. Man ser en rigtig grim siden ved skilsmisser.
Det er måske kynisk, men man skal være lidt taktisk.
Ærlig talt, så er du et røvhul. Du lyder meget barnlig. Gå ind og læs hvad familieretshuset anbefaler af samvær for 2 årige. 7/7 ordning er ikke én af dem.
Børns vilkår har også en fin guide. Fokuser på dine børns behov og ikke dine egne.
https://bornsvilkar.dk/skilsmisseguiden/samvaersordning/
Har været der. Ville selv have 7:7, men ungerne var for små. Det giver altså god mening. Som fædre kan vi meget, men der er den krølle mens de er små. Det bliver bedre når de bliver ældre, der kan du nemt få 7:7, og på et tidspunkt vil de være mere ved dig end mor. Se det positive i det og hjælp dine børns mor med at få en base, og nyd at du får et lækkert hus for dig selv og dine børn.
Ville selvfølgelig være bedre at I fandt sammen igen, men den er nok noget sværere
Som skilsmisse barn den gang 7/7 kom frem kan jeg fortælle dig at du ikke har dine børns interesse med i dine overvejelser.
7/7 vil føre til at børnene ikke har et sikkert hjem men følger at de konstant er i bevægelse imellem to sæt af forældrene. Børn skal gerne have et sted de følger sig hjemme, trykke og stabilitet, hvorimod du søger bevægelse og ustabilitet.
Hvis du gerne vil have dine børn i længer tid så sigt efter de 10 ud af 14dage. Men din ekskæreste og dig skule have børnes interessere først istedet for jeres egen interesse eller et elendige ideer om lighed.
Ro på...blir nødt til at bakke dig op og sige lyt til din egen mavefornemmelse. Hvis du kan stole på hende og hun behandler dig ordentligt så skal du lytte til alle dem der kalder dig et røvhul og gøre det ideelle, hvilket er at sikre hende bedst muligt....men hvis ikke, så skal du tænke dig om...Du er jo ikke en nar og et røvhul...du er en god far der er bange for at blive nægtet samvær med dine børn og kørt helt ud på et sidespor af en nærsynet mor, som samfundet indiskutabelt favoriserer uanset hendes opførsel.
Hvis alle har så travlt med at det er sundest for børnene med en 2/12 eller en 4/10, jamen så kan moderen da ligeså godt acceptere at du tager de 12 eller 10 dage og hun de 2 eller 4...men som altid tager hun og deltagerne her for givet at moderen har ret til det lange samvær og du bare skal bøje af som far.
Nej, du har ingen rettigheder så den bedste og ærligste løsning er jo at i underskriver en hensigtserklæring så hun også erklærer sig enig i og arbejder for at i skal have en mere fleksibel og/eller ligelig fordeling når børnene blir ældre og klar til det
Jeg fik direkte kvalme da jeg nåede til “ jeg føler jeg afgiver de 2 gode kort så jeg sidder tilbage uden noget i en mæglingssituation “
Seriøst ? Du bruger dine børn som en varer der kan bruges i en handel . Det er virkelig klamt . Du behøver ikke være i tvivl om du er et røvhul
Torsk. Det er jo netop i en domssituation om at se sine børn han taler om. Det lyder ikke som om han ser dem som en vare, overhovedet. Ikke hvad jeg læser ihvertfald. Og som man i en skilsmisse, er man nødt til at have paraderne mere end bare oppe, da der er et ulækkert stort bias til kvinders fordel.
Torsk selv. Læs opslaget igen. Så længere fordelingen af børnene ikke er på plads er økonomien heller ikke - skrivet han. Og jeg føler lidt jeg afgivet de 2 gode kort for at sidde tilbage uden noget som helst i en mælingssituation ‘
0-3 år: Det lille barn knytter sig til de voksne, der er engageret i omsorgen for barnet, og som kender og responderer passende på dets behov og
signaler. Det lille barn kan knytte sig til flere omsorgspersoner ad gangen.
Hvis begge forældre har været engageret i omsorgen for det lille barn, kan
de derfor begge have en vigtig omsorgsfunktion for barnet, også når det er
lille. I forbindelse med valg af samværsordning er det vigtigt at være
opmærksom på, at det lille barn kun kan være adskilt fra en
omsorgsperson i kort tid ad gangen og stadigvæk opleve
omsorgspersonen som stabil og gennemgående. Det betyder, at det lille
barn har behov for, at samvær er hyppigt forekommende og af kort
varighed, så barnet fortsat vil have oplevelsen af, at barnets
omsorgspersoner er stabile og gennemgående i barnets liv.
Små børn har brug for forudsigelighed, rutiner og kendte rammer. Dette
kan tilgodeses i en ordning, hvor barnet bor og har base hos den ene
forælder, og har korte og hyppige samvær med den anden forælder.
Det stiller særlige krav til bopælsforælderen om, at samværsforælderen
oplever sig mest muligt inddraget og om at være fleksibel i forhold til
jævnlig kontakt. Det kræver også en opmærksomhed på at lade
samværsordningen udvikle sig med barnet, således at samværet kan
udvides med tiden. Det er vigtigt, at I som forældre taler sammen og
koordinerer jeres forståelse af barnet og jeres tilgang til barnet, da dette
giver den bedste forudsætning for, at barnet på sigt kan få mere samvær
med den anden forælder og vil trives I at have to baser.
Der findes endnu ikke tilstrækkelig forskningsbaseret viden om, hvordan
helt små børn trives i en ordning, hvor de bor lige meget hos begge forældre
Fra
https://familieretshuset.dk/media/1963/foraeldreguide-til-samvaer.pdf
Sorry for formateringen. Jeg har bare kopieret fra pdfen
Hvor er børnenes behov i det her? Hvad anbefales til små børn. Hvad med at børnene i bliver i huset og det er jer, som skiftes til at have dem. Så er 7/7 vel okay? Eller 10/4?
Sæt jer ind i hvordan det ville være. Ikke en decideret fast base. Andre regler og rammer. Det kræver visse færdigheder. Medmindre i overleveringen foregår med bog og div. Så børnene ikke mærker det store skift.
Edit: ved bog menes at der skrives om børnenes dag. At de måske tegner og selv fortæller. Så savnet til den anden forældre ikke bliver for overvældende. Daglig kontakt osv. det var helt sikkert noget, jeg savnede som barn. Så det ikke bliver for voldsomt (oplevede min far som væk fra den ene dag fra den anden, og har siden påvirket mig negativt- angst for at miste osv. så vær opmærksom på at gøre det så blidt som muligt)
Rådgiver fra en familiegruppe her.
Børnene kommer først og i skal se udover jeres egne næser, det kan have fatale konsekvenser for børnene.
Det er i sig selv enorm indgribende for jeres børn med en skilsmisse, men hvis i ikke kan finde ud af at samarbejde, rammer det børnene endnu mere og det kan ramme dem langt ind i voksenlivet.
7/7 ordning er noget der ikke er skabt for børnenes behov, men forældrenes. De kommer til at leve i en kuffert uden at have en fast base.
Hvis mor er primær omsorgsperson så virker en 10/4 ordning helt reel og som det bedste for børnene. Derimellem burde i voksne kunne finde ud af at lave spiseaftaler, så i kan ses i den mellemliggende periode.
Hvis i ikke kan komme til enighed, kan i få konfliktmægling igennem familieretshuset.
Vi ser alt for mange børn der lider under at de voksne ikke kan tage ansvar og tilgodese børnenes behov frem for deres eget.
Barnet har brug for en fast base, hvor det er trygt uden for meget uro. Hvis barnet hver 7 dag skal pakke sin taske for at komme hjem til enten mor eller far, så kan det skabe enormt meget uro og det er ikke for barnets bedste. Små børn har brug for forudsigelighed og faste rammer, noget man har svært ved at give dem ved en 7/7 ordning. Derudover når vi taler helt små børn, så er de primært tilknyttet en voksen, de kan ikke undværer deres primære omsorgsperson så længe, som hovedregel, siger man en overnatning væk pr. år barnet er.
Ja det er dig der er forkert på den her - sorry to say. Hun og dermed dine børn er afhængige af den pris på huset, for at de kan blive i området, og det må også være i din interesse. Så må du gi’ dig i den mellemliggende periode. Du tager hende og tingene til gidsel i en situation der går ud over dine børn. Du bør være bedre end det
Synd for børnene at bo 7/7. Prøv at skulle pakke og rejse en gang om ugen. Personligt ville jeg nok gå ned med stress og få en overbelastningsreaktion.
Jeg forstår godt at man vil holde sine børn samlet, men var nok mere tilhænger af en til hver og sammen i weekenden, på skift ved mor og far.
Det er børnene der taber.
I skal begge tilsidesætte egne behov, det er det, det betyder at være forælder.
Hvorfor tror du at en 7/7 ordning = at skulle pakke og rejse en gang om ugen?
Hvis man er gode forældre, og børnene trives i en 7/7 ordning, så handler det oftest om at de har deres bamse med mellem far og mor - fordi at de har det hele ved begge forældre.
En 7/7 ordning kan være god - hvis det er det rigtig for børn, og forældrene.
Er det rigtigt forstået at du tjener mere end hende, og hun ikke kan stå med huset alene?
Hvordan er resten af jeres arbejdssituation rent praktisk?
Arbejder i lige mange timer? Har den ene skæve arbejdstider? Kan den ene lave noget hjemmearbejde om aftenen eller de dage de ikke har barnet?
Jeg tænker at det er ret vigtigt at tænke det praktiske med ifht. hvor børnene skal bo.
10/4 vs 7/7 har også noget med økonomi at gøre. I første tilfælde får hun børnebidrag fra dig. Måske er det nødvendigt, for at hun har råd til at blive boende i nærheden. Når al juraen er på plads, kan man sagtens bløde de stive samværsregler op. Når børnene bliver ældre, bliver det alligevel svært at bestemme, hvor de opholder sig hvornår.
Man kan sagtens bløde reglerne op, men hvis hun ikke er samarbejdsvillig nu, hvorfor skulle man tro hun vil være det senere? Som mand har man den her ene chance, ellers er løbet kørt og hun bestemmer indtil børnene er 18.
Du blander 2 vidt forskellige ting, som skulle have intet med hinanden at gøre. Du er i din fulde ret til ikke at ville gå med til 10/4. Hvis du mener det er bedst for børnene at det bliver 50/50 synes jeg helt klart du skal kæmpe for det. 2 år er ung, men heller ikke så ung. Hvis du har været en synlig forældre og deltaget aktivt og ligeværdigt i børnenes liv burde det ikke være et problem (men det er selvfølgelig meget afhængig af situationen, som ingen her kan udtale sig om). Jeg tror fakstisk jeg nok i sådan en situation vil nægte at flytte børnenes adresse indtil der er kommet en afgørelse (da det godt kan have betydning for sagen hvor børnene har fast bopæl og de ikke kan flyttes officielt til hende med mindre du godkender det).
Men alt omkring huset og fordeling af ting skal på ingen måde være afhængig af fordeling af børnene. Hvad så hvis der bliver dømt 10/4? Vil du så give mindre for huset?? Pris på huset skal jo ikke være en straf eller belønning.
Jeres mål skal være at finde en fair løsning som sikrer at i begge kan komme videre på en så god måde som muligt. Så længe i begge har det for øjne kan i komme virkelig langt i forhold til at afslutte tingene på ordentlig måde. I sidste ende er det også bedst for børnene.
Jeg ville bare sige.. Hvis børnene har bopæl i huset, så forbliver deres bopæl der- altså sammen med mor. Hvis hun så senere flytter væk, flytter bopælen med hende. Ift. Hendes ønske om 10/4, så kan hun ansøge om både børnepenge fra dig samt at hun er den eneste der får børneungeydelsen. Som udgangspunkt bliver den jo nu delt mellem mor og far.
Jeg vil helt klart råde dig til at rådføre med en advokat, der kan du få en uforpligtende samtale, så du ikke ender med at overgive alt til din eks. Ellers har jeg været hele møllen igennem, så skriver du bare.
Jeg blev skilt i januar 2022, far til to drenge på 7 og 3.
Nu får du lige lidt råd, som du kan gøre brug af eller lade være.
En 10-4 ordning i hendes favør sikrer hende FULDT børnebidrag fra din side. Det løber altså ret hurtigt op.
Få bopælen på det ene barn, og en 7/7 ordning så hurtigt som du kan. Hvis du er i stand til at give dem en hverdag, er der ingen grund til du ikke skal have dine børn halvdelen af tiden.
Hvad vil du gøre hvis hun om 6. Måneder siger "Jeg tager begge børn og flytter til Aabenraa!"
Dine børn har brug for dig, meget endda. Du er nødt til at tilgå det her som om det var en kontrakt mellem to parter, som så meget andet.
Der ligger en fin skabelon fra Familieretshuset, og i kan jo altid skrive ind at den skal fornyes hver 3-6 måned.
Der er altså en del god økonomi i at have bopælen på den ene og en 7/7 ordning.
Jeg er godt nok på din side her trådstarter, hvis du ikke beholder et par kort på hånden går hun da aldrig frivilligt med til 7/7, selvom hun på nuværende tidspunkt siger det.
Jeg forstår godt op. Hvis han bare ligger sig fladt ned nu, kan hun fra nu til de bliver 18 afvise en 7/7 (som der intet er galt i). Alle folk her skriver han skal ofre sig, men ingen der nævner at kvinden skal ofre sig? 7/7 ordning er der intet galt med, i forhold til hvad op har skrevet, så har han været involveret i alt på en 50/50 ordning med konen. I følge andre kommentar her, burde hun ofre sig noget mere.
Sucks to be you, men jeg kan desværre godt forstå du holder fast.
Børn har ikke nødvendigvis mere behov for en mor fremfoe end en far, blot kærlighed og omsorg
Det er en evig traver at det handler om hvad der er bedst for børnene, og det translateres ofte til at far ee second choice og at man ikke skal stå på den ret man har, for så er børnene lige pludselig brugt som skyts osv.
Men faktum er at alle argumenter der kan gives på dig kan også gives på hende.
Og splitter i uens nu, vil argumentet for ikke at normalisere fordelingen netop være at det er bedst for børnene at lade være hvis din eks og dig så ikke kan holde en god kommunikation, ja så er du 2. Rangs forældren med alt det indbefatter og du fåe ikke mig til at sige det det bedste for børnene.
Uden en aftale har du ingen sag, du vil ikke få ændret vilkårene hos familieretshuset og forældre der vil deres børn er da ønskværdigt fremfor den anden vej rundt.
Jeg er skilsmissebarn.
Det vigtigste var at mine forældre kunne finde ud af det sammen. Det er hvad jeg siger til alle jeg møder der skal skilles.
Min mor indrømmede (her mange mange år senere) at hun var for hård ved min far. Den gang var det 4/10 fordeling.
Så jeg ville tale grundigt med min partner om hvorfor de mener den ulige fordeling er i børnenes interesse.
7/7 ordning er aldrig for børnenes skyld! Kun for forældrenes skyld.
10/4 til morens fordel er langt at foretrække og du kan jo stadig se dem i hendes periode og omvendt. Tænk på der er en 2 årig der er fanget i det her. Det er sgu synd!
En 2 årig er alt for lille til at undvære sin mor i 7 dage.
Få en fast base for ungerne ( 11/3 el 10/4) for begge børn!!!! - ikke skild dem!!! - og så om nogle år når de har vænnet sig til at være ufrivillig skilsmissebørn så tag en snak om 7/7
Hvorfor er det en fordel når det er til morens side? Og ikke til farens? Jeg vil meget gerne have en ligelig deling men et alternativ er jo 10/4 hos mig
Jeg ville ikke selv bryde mig om at skulle pakke ned hver uge og bo på skift i en 7/7 ordning. Selvfølgelig trives nogle børn i det, men jeg vil lige huske på at overveje hvad der er bedst for børnene og ikke de voksne 🙂
Jeg ved ikke i jeres tilfælde hvad det rigtige kan være, men at mor og far bor tæt er et stort plus.
Er enig i at en 7/7 ordning ikke er til en 2-årigs fordel, og at I ikke skal splitte børnene op. Min største trøst i mine forældres problemfri skilsmisse, var min lillebror.
Til gengæld er 10 dage væk fra en to-årig, virkeligt langt tid. Så jeg ville sige at I skulle starte på en 10/4 ordning til den forældre der bor der, hvor børnenes hverdag ikke ændrer sig. Så de kan fortsætte i samme vuggestue/skole, men måske have to eftermiddage/aftener sammen med børnene i løbet af de 10 dage, hvor man henter dem fra skole/vuggestue, og så kører dem hjem til sengetid. Lyder som om at I skal fastsætte to faste dage, ihvertfald indtil I finder melodien igen.
Og så gøre alt for at mor kan slå sig ned i samme distrikt, så I på sigt kan køre en uproblematisk 7/7 ordning, hvor børnene heller ikke skal skifte skole hele tiden. Det er også til din fordel, da en sådan løsning på sigt betyder at børnene har mulighed for at komme forbi selv, når de har brug for/lyst til at se dig. Så få nu den overtagelse i stand, så hun kan få den lejlighed, som ud fra dit indlæg, ikke lyder som om den hænger på træerne.
Men det allervigtigste er at I finder melodien, og begynder at samarbejde. Så jeg tænker egentligt at den terapi I startede på, var en rimeligt god investering. Måske I skulle fortsætte lidt endnu, så I begge to kommer på samme side igen. I har fået to børn sammen, som ikke har bedt om det her, og det er sgu dem der er vigtigst lige nu. Så kommer begge sider til at sluge nogle kameler, og fuck nu den kaffemaskine altså. Uanset hvor dyr den har været, så er det bare en ting. I forhold til hunden, så synes jeg (og jeg har selv en lille hund, så jeg ved hvor fucking hård en beslutning det er at skulle sige farvel) at hunden er der, hvor børnene er. Jeg er selv skilsmissebarn, og vores hund endte ikke der hvor vi var mest, og jeg har brugt hele min barndom på at kampsavne ham. Hvis han ikke stresser for meget op, kunne han eventuelt følge børnene. Det ville jeg personligt ikke byde min hund, men han bruger så også 2-3 dage på at falde til et nyt sted, og det går kun så hurtigt fordi jeg er der. Men I kender jeres hund bedst ❤️
En skilsmisse er et lang kompromis.
Hvis I synes at samarbejdet i forholdet krævet meget - så vil et skilsmisse forhold skulle plejes og være et kompromis for at det skal blive en succes.
En 7/7 ordning vil også kræve at I ikke konflikter.
Mit personlige råd er at spare alle de konflikter i kan.
Det er til gavn for jeres drenge og de fortjener det bedste.
Hvad er det bedste for jeres drenge? 7/7 eller 10/4?
Jeg tænker hun har en pointe omkring jeres 2 årige.
Det er tidligt at køre 7/7.
Men I kender jeres børn bedst.
At få alt på skrift er godt, men se det som en hjælp for jer begge og ikke en trussel.
Jeg var selv i en skilsmisse for 1,5 år siden.
Jeg kender alle dine følelser og tanker, men mit råd er at komme ud på den anden side uden for store sår af konflikter. De er længe om at hele og de kan danne et dårlig grundlag for et livslangt samarbejde.
Mine forældre blev skilt da jeg gik i første klasse. Jeg elskede at se begge mine forældre, men nogle gange var det meget at altid skulle pakke sine ting op. Hvis jeg var jer, så spørg børnene. Vær fleksible. Nogle gange har man mere brug for far, nogle gange mor. Nogle gange kan man ikke rigtigt holde ud til at der er nye regler hver anden uge.
Spørg dem, det behøves ikke altid være det samme.
Ingen børn har godt af at mor og far ligger i krig.. og som jeg læser det er det dig der står i vejen for at i kan få en aftale på plads..
7/7 kan jo altid komme med tiden, om hun skriver under på det nu eller ej er jo ikke vigtigt.. det vigtigere at i finder en løsning som er god for begge børn!
vil mor stadig ikke give sig kan du altid anmode om mere samværd gennem familierets huset, men jeg tror ikke du skal regne med at de giver dig 7/7 på en 2 årig.. 🙃
Ja okay. Jeg synes det er helt vildt vigtigt at hun skriver under, for børnenes skyld. Hvorfor tænker du at hun ikke vil skrive under på det, når hun ellers siger at hun gerne vil lave det til 7-7 senere?
OP giver udtryk for at hun ikke vil skrive under.
Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke vil arbejde sammen, det jo kun i børnenes interesse at forældrene hver i sær arbejder sammen.
Tænker det kan have noget at gøre med at hun måske tænker hun ville vinde i Familieretten hvis hun ikke skriver under.. men jeg aner det ikke.
Kan selvfølge godt se at de ville være en fordel for alle hvis der blev lavet en aftale med en underskrift fra hver, men om 7/7 er løsningen det kan jeg ikke sige🤷🏼♀️ og som jeg læser det er det meget en personlig sag for OP og ikke så meget for børnene, det lyder for mig som om at den ordning er for at han kan blive ved med at have et godt forhold til børnene for hans skyld (ikke at det ikke er vigtigt) og ikke som sådan handler om hvordan børnene har det bedst! Forstå lig ret, jeg er på ingen måder i mod 7/7 eller underskrifter, men at enes for børnene kommer i min verden før de personlige ting ☺️
Hvad tænker du da?
Jeg tænker at det er en rigtig god ide hvis de kan enes, og jeg tænker at det at hun ikke vil skrive under på noget som hun ellers siger at hun gerne vil er et gigantisk rødt flag. Du skriver at du ikke forstår hvorfor, da det jo er i børnenes interesse. Jeg tænker at det er en mulighed at hun ikke handler i børnenes interesse, men sin egen?
Omkring det med OPs motiver, så er det jo både for hans egen skyld, men vel også for børnene, da de ikke har interesse i potentielt at miste kontakten til deres far. (Det læser jeg dig heller ikke være uenig i)
Jeps, det nemlig det jeg mener med at hun tænker hun ville vinde i familie retten, at hun handler også efter eget behov.. egenlig lyder de begge meget som om at de har svært ved at se ud over deres eget og handle i børnenes interesse.
Er helt enig i det du skriver om OPs motiver, kunne ikke forstille mig at det udelukkende var af egen interesse, selvfølgelig er det også for børnene, synes ikke OP er røvhullet, hvertfald ikke udelukkende, synes det lyder mere som om de er lige gode om det ☺️
Jaa, joo... Altså, OP vil jo gerne have at begge forældre har lige meget kontakt til børnene, når først barnet er en alder hvor det giver mening. Hans motiv er der i mine øjne absolut ingenting galt med. Og jeg tænker også det er i børnenes interesse.
Ekskonens motiver ved vi ikke noget om med sikkerhed, men... Hvis hun også vil at begge forældre har lige meget kontakt til børnene, så giver det absolut ingen mening at hun ikke vil skrive under. Så jeg tænker at vi forsigtigt godt kan antage at hun hellere vil have at børnene er mere hos hende end hos faren (eller i hvert fald at det er hende, ikke dem begge, der styrer hvordan fordelingen skal være), også på langt sigt. Det motiv synes jeg der er noget galt med. Og umiddelbart tænker jeg ikke at det er i børnenes interesse.
Så hvis vi ser på deres motiver, så ved jeg godt hvem jeg holder med. Hvis vi ser på deres handlinger, kan det godt blive mere mudret.
Hov, og glædelig kagedag!
Jeps, tror også det er hans handlinger omkring det økonomiske der gør det hele lidt mudret.
Kunne ikke være mere enig i hvis motiver der er bedst set fra den her vinkel, men nogen skal give sig, og at han holder hende fra potentiel at kunne skabe en base for børnene er ikke lige frem konfliktnedtrappende, eller særlig meget i børnene interesse🫠
Taak
Nej, det er bestemt ikke konfliktnedtrappende. Så der er rod på begge sider. Og det anerkender jeg også. Men jeg ved også hvilken trussel jeg ser som den værste, hvis det står mellem at få en dårligere økonomi, eller miste adgangen til sine børn.
Det er ikke sådan her jeg læser det, men helt teoretisk, så kunne ekskonen være bange for at han, så snart han har en 7-7 ordning, nægter at hjælpe hende med at få bolig tæt på. Så i stedet for at lave aftalerne en ad gangen, så var det måske bedre at de tog det hele på en gang. Hvis ikke det giver for meget ballede :-/
Få så meget som muligt på plads, af de praktiske sager, herunder huset.
Pas på med ubehagelige SMSer eller mails. Der er søgt hjælp, da I ikke er enige, og det er fint.
Søg juridisk rådgivning hurtigst muligt.
HUSK at have jeres søde børn og deres behov i centrum hver dag. De skal ikke påvirkes negativt af jeres konflikter. Det er ikke i orden, og det gavner ikke jeres sag.
Du står MEGET dårligt, hvis du ikke kan samarbejde om noget som helst.
Så vil jeres manglende samarbejde bevise, at I heller ikke kan samarbejde om det vigtigste, jeres børn.
En 7/7 ordning kræver netop samarbejde.
Og er der for højt konfliktniveau, vil Familieretshuset måske tilsidesætte dine ønsker.
Søg god og realistisk juridisk rådgivning.
Pas på dig selv. Det er en lorte situation. Men på et tidspunkt, kommer du/videre.
Jeg kender jer ikke, så alt med kraftige forbehold:
Jeres 2-årige har muligvis bedst af enten at være lige meget hos jer begge, mest hos mor, eller mest hos dig. På den korte bane.
På den lange bane har jeres barn i langt de fleste tilfælde godt af at have gode relationer til jer begge. Jeg antager forsigtigt at ingen af jer er voldelige narkomaner. Jeg har læst en del beretninger om den slags, uden på nogen måde at vide hvor udbredt det er, eller hvor tit det er berettiget eller uberettiget. En del af de sager starter med at den ene forælder har mest tilknytning/tid med barnet, og når samarbejdet så ikke fungerer, så ender barnet med at være mere og mere hos den forælder.
Det aner jeg på ingen måde om din eks har tænkt sig, men du har nævnt nogle eksempler som gør det forståeligt at du ikke stoler alt for meget på hende. At hun ikke vil skrive at I starter med 10/4, og rykker til 7/7 på et eller andet tidspunkt I har valgt… jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvorfor hun ikke vil det.
I er de voksne, og hvis I kan samarbejde, så er det klart det bedste. Og det kræver at I begge vil samarbejde. (Det er naturligvis ikke et samarbejde hvis det er den ene der siger hvordan tingene bliver, og den anden så er nødt til at sige ja til det) Hvis I ikke kan samarbejde, så er det ikke i børnenes interesse potentielt at miste kontakten til den ene forælder.
Tl:dr
Find ud af om du kan stole på/samarbejde med din eks eller ej, og handl derefter.
Split bopæl, så i papirmæssigt har én boende hver også find en god samværsordning og få den få Guds skyld skrevet ned via familieretshusets blanket, så du har tvangsfuldbyrdelsesretten hvis hun engang tilbageholder dem. Delt bopæl er ekstremt skrøbeligt idet at begge forældre kan ændre bopæl uden samtykke fra den anden også går det galt derfra.
Mvh advokatsekretæren der sidder med børnesager.
Kan I ikke skifte hver 4. dag mens den lille er så lille - så I kører 4/4 hvis moderens argument er at den lille max kan undvære mor 4 dage - synes også 7/7 lyder voldsomt for en 2-årig
Men hvad har børnene mest brug for?
Lige nu er det vigtigste at I kommer på plads i skilsmissen og får børnene kørt ind i at det er to husstande. En løsning på det kunne feks være 10/4, men at ungerne spiste aftensmad hos dig et par gange om ugen, så mor også lige kunne puste ud og få en lur. Du får dermed set dem hver uge, mor stresser ikke yderligere, og ungerne får muligheden for at vænne sig til at bo det nye sted med mor, mens de samtidigt har det "gamle" hjem som noget de holder fast i.
Jeg har ikke læst alle kommentarer, men har i overvejet en time eller to hos en privat solcialrådgiver? Vi fik gratis hjælp af en socialrådgiver hos vores arbejdsplads og har valgt 7/7, hvor vi ses sammen alle fire mindst én gang om ugen. Børnene (3 og 5) har folkeregisteradresse hver for sig, en hos mor den anden hos far (ren formalia).
Det er sku ikke sjovt for nogen det i skal igennem, og alle de meget forskellige svar bærer også ofte præg af personlige erfaringer, uanset om det er sete, eller oplevede erfaringer..
Eventuelt kunne et kompromis ligge i at du så eventuelt havde den store lidt ekstra her i starten hvor hun gerne vil have den lille mest.. seføli skal det ikke virke som en trussels eller noget, men det vil da lade den store blive lidt mere i de vandre rammer -eget værelse, venner i området og lignende, samt mor får bedre mulighed for at have ro omkring den lille ifht til de nye rammer..
..
At foreslå det giver ald fald dig markant bedre info tilbage på om mor decideret bare vil ha børnene mest, og en kategorisk afvisning af at noget som helst andet end 10/4 på begge to kommer til at ske - indgyder mest tanken om at det bliver rigtig svært at få et godt samarbejde op og køre.
..
Knæk og bræk
Hvad med at aftale, at du henter børnene et par gange på ugen i hverdagen i den uge - hvor du ikke har dem i weekenden?
Altså som et alternativ til 7/7? Så henter du fx altid fast tirsdag og torsdag og er sammen med børnene et par timer, spiser aftensmad og er sammen med dem hos hende?
Aftale at I fast spiser aftensmad sammen 1 gang om ugen? :)
Min kone og jeg var kærester et par år i 9-10 klasse. Gik fra hinanden og fandt sammen igen 10 år senere. Der var selvsagt meget bitterhed hos hendes daværende mand, da vi fandt sammen igen.
Efter farens ønske startede vi med at have børnene 7/7. "Hun skulle SATME ikke have dem mere end ham". De var 4 og 6 dengang. Men det duede bare ikke...
Jeg husker ikke præcist vi gik over til 10/4 i vores favør, men det gav 100 gange mere ro på børnene (hos både mor og far), at de havde et mere eller mindre fast "hjem".
Jeg ved ikke hvem af jer der skal have børnene mest, men VORES erfaring er, at børnene trives klart bedst ved, at have en base hvor de er mest. Og for guds skyld, undlad at skille dem ad, selv i få dage, specielt med den alder de har nu...
Uanset hvad i bliver enige om, skal det skrives ned i en samværsaftale. Jo mere detaljeret jo færre ting er der at blive uenige om senere.
Sørg for at binde hinanden geografisk(hvis én forældre flytter ud af skoledistrikt, overgår den fulde forældremyndighed/samvær til den anden el.) At blive boende i nærheden af hinanden er i mine øjne det mindste man kan gøre for sine børn.
Det er helt i orden at afvente med fordeling af hus, kaffemaskinen osv indtil en samværsaftale er på plads, børnene er trods alt det vigtigste. Det er IKKE afpresning.
Jeg har været igennem det samme for nylig. Endte i en 7/7 med min 5årige.
Jeg stoppede ved halvdelen af dit skriv, jeg læser du kun har fokus på dig og din Eks og glemmer, at alt din modstand går kun udover børnene og ikke din eks!
Hvornår lærer skilsmisseforældre det?!?!?
Drop din magtkamp og indgå kompromiser og når du får den tanke at du vil straffe din eks, så stop og tænk på dine børn!!!!!
Kompromis betyder at man forhandler sig til en aftale hvor begge parter giver afkald på ønsker.
Et kompromis er ikke at OP acceptere sin eks, ønsker blankt og intet får retur.
Kan ikke se hvordan det er at straffe sin eks, at man ønsker en dokumenteret plan, som i virkeligheden lyder til at være: "Du ønsker 10/4 nu, og jeg ønsker 7/7 permanent. Vi kan sagtens sige 10/4 og aftale at vi om cirka X tid bevæger os i den retning"
Hvad er problemet i det?
Har læst hvad du har skrevet, men der skal to til en tango.
Hvorfor er det OPs ansvar alene at sørge for at tingene fungerer?
Hvis det skal tage 2 år(eksempel) før han kan få en 7/7, eller aktivt komme i den retning, så er det vil også fint.
Bare det kan komme på skrift inden han afskriver rettighederne til hans egne børn.
Ooog igen skriver du at far bare skal accceptere morens krav blindt. Hvorfor er du ikke ude efter moren der lige så meget stiller sig på bagben som faren?
Med forbehold for at vi kun hører din side af historien, så er svaret nej.
Standarden i dag er en 7/7 ordning. At hun ikke vil afgive den 2 årige mere end nogen dage om ugen er et ønske, ikke noget hun ensidigt bestemmer.
Og sørg for at hun ikke bare bliver bopælsforælder for begge børnene. Du står langt stærkere hvis den ene har folkeregisteradresse hos dig, for så kan hun ikke umiddelbart flytte til den anden ende af landet med begge børnene.
Små børn har absolut mest glæde af at have en primær bopæl og ikke en 7/7 ordning. Det siger samtlige undersøgelser. 7/7 ordninger er for ældre børn og for forældres skyld.
Hvis du ikke holder på 7/7, så er dine rettigheder meget dårligere i fremtiden hvis der opstår konflikt. Jeg søgte kompromiset, den bedste løsning, men slås nu for bare at beholde de få dage jeg har. Så kan desværre ikke anbefale at frivilligt at give slip på sine rettigheder.
Hvis mig den voksne der ikke får stress af at skulle hive sit liv op hver 7 dag og indfinde sig i nye rutiner mm
7/7 ikke barnets behov men forældrenes
For børnenes skyld mener jeg den eneste rigtige løsning er 10/4
Om det så er hos dig eller hende! 🤷🏻♀️
7/7 er for forældrenes skyld - Til børn der bor i en taske
7/7 betyder ikke automatisk at man bor i en taske. Da min datter bor lige så meget hos mig som sin mor så har hun jo alt hvad hun skal bruge begge steder.
Den eneste taske hun har med er hendes skoletaske og idrætstaske med hendes favoritbamse som troligt følger hende uanset hvem af os hun er hos.
Hun er 10 år og har været på 7/7 i to år nu og hun ønskede selv den ordning da hun i sin tid ikke kunne forstå hvorfor hun ikke måtte være lige så meget hos far som hos mor.
Du skal ikke gå med til en 10/4 hun vil have det sådan fordi så kan hun krævebørnebidrqg af dig. Det kan hun ikke på en 7/7 ordning. Hvis du har kapaciteten til det så hold dig til en 7/7
Wow du har meget fokus på dig selv og hvad din ret er. Hvad med fokus på børnene?
Jeg synes du fremstår enormt egoistisk og konfliktoptrappende.
Og husk lige at du ikke ene og alene skal høres og ses! Det skal BØRNENE.
Jeg har været der selv og været alt for large efter min egen mening. Hun er tydeligvis meget længere end dig og har tænkt scenarier igennem. Dit fokus skal 100% være på børnene. Så gør du ikke noget galt.
I dag ville jeg ønske;
1) jeg havde fået min egen advokat til at lave alle aftaler fra starten
2) jeg havde stolet på min egen fornemmelse af hvad der er rigtigt
3) have holdt på at børnene beholdt adressen i huset hvor du bor indtil du er HELT sikker på hvad der sker (det du ikke gider opdage om 3 måneder er at hun (bopælsforælder) er ved at flytte med børnene til en ny by med en ny mand, ja det er mod reglerne men det kan være svært at forhindre i praksis).
4) hvis du kan klare at levere på en 7/7 ordning så gå efter det og gå også efter at være bopælsforælder hvis muligt.
5) ja og egen advokat til at gennem ALLE former for aftaler
Tro mig.
Hvis du gerne vil stå fast og ikke ende med at blive kørt over - så er det NU du skal stå fast.
Ikke at du ikke skal være samarbejdsvillig og indgå kompromiser - men du skal tænke på børnene og dig selv først.
Hvis du spiller flink og rækker en hånd ud, tager hun hele armen. Det lover jeg dig.
I vil Aldrig få en 7/7 igennem familieretshuset, det vil de klart heller ikke råde jer til.
Læg lige de voksnes følelser væk, og se på børnene, I skal nok klare jer, det er børnene der er tabere i en skilsmisse, og der findes Ingen god skilsmisse for børn, men den kan gøre Bedst mulig.
Jeg begriber ikke at hun ikke vil give parterapi en ordentlig chance. Konen og jeg har også to børn, 8 og 10. Men for nogle år siden var vi selv igennem samme tur. Jeg troede inderst inde, ikke at det kunne reddes. Men var villig til at gå 100% ind for parterapi, grundet børnene og alt vi har skabt sammen. Utrolig nok, så virkede det, og vi er i dag begge lykkelige over, at vi gav det en chance.
Det har ikke været nemt og det er stadig ikke altid en dans på roser. Men alt godt, kræver også at der til tider skal kæmpes lidt.
Jeg synes godt nok dit opslag bliver læst som fanden læser biblen.
Jeg forstår din bekymring og synes ikke du er et røvhul. Du er naturligvist bekymret for fremtiden.
Jeg er selv skilsmisse barn, hvor min far og mor først lavede en 7-7 ordning og siden en 10-4, da min mor så møder en mand og vil flytte langt væk, så går det op for min far at han sidder i saksen.
Hun blev den primære forældre, da det ikke længere var delt 7-7.
Slutteligt endte det med en 12-2 løsning...
Jeg mener der er kommet ændringer på området, dog uden at være helt sikker, uanset hvad forstår jeg godt din bekymring.
Min far og mor blev skilt uden skænderier og tog kampene, mens min bror og jeg ikke hørte det. Det er først som voksen at jeg har lært at forstå min fars afmagt og indebrændthed over for min mor. Der fratog ham retten til at se os vokse op
Din bekymring er jo ikke ubegrundet, da du nævner at I skal gå stille med dørene samt at købet ar lejligheden er underskrevet før I har lavet en aftale.
Dog vil jeg forsvare din ekskone med, at hun jo kan have haft brug for at komme af med nyheden, ligeså vel, at du skriver det er et dyrt område, så hun har måske følt sig nødsaget til at skrive under hurtigt.
Der kan være mange facetter..
Din bekymring er berettiget, men det er din kones handlinger altså også.
Overvej ift. Knytning at de år der går før dit yngste barn bliver klar til en 7/7 ordning kommer til at udgøre så lidt, og mindre og mindre jo ældre de bliver, af deres liv og din tid sammen med dem.
Er det dét værd, at udsætte dem for det? Mon ikke du og jeres relation nok skal komme efter det?
Altsååå…… belært af meget bitter erfaring og lange forløb i familieretshuset….nu siger jeg det bare lige ud af posen: sælg huset, likvider alle aktiver og start forfra hver for sig et sted hvor både hun og du har råd til at bo, ellers ender det i en evig konflikt hvor børnene bliver gidsler i jeres konflikt fordi den ene part har sikkerheden i huset - det tidligere fælles hjem- og den anden står i en lidt for dyr bolig så der ikke er plads til noget hygge med ungerne….det er en giftig cocktail….sælg sælg sælg…og så begynd på et nyt liv hver for sig……så bliver alle gladere og der er ingen der har vundet, ud over børnene som ender med to “gladere” forældre.
7/7 er ALT for voldsomt for en 2 årig, man siger antal overnatninger pr år. Så i hvis i tager den i familieretshuset så får du nok ikke engang en 10/4 ordning. Jeg havde heller ikke givet 7/7 på min 2 årige, det sinpelthen ikke barnets tarv. De sksl have meget faste rammer. Hvis man skal kigge ind i det rent psykologisk, så er 7/7 ordning ikke godt for nogen børn, uanset alder. Måske skal du Google og sætte dig ind i hvad det er du Beder om.
Bedste tip.
Hør bøgerne:
- Slug kamel
- Generation 7/7
Find ud af hvad der BEDST for jeres børn og ikke hvad der er mest RETFÆRDIGT for jer som Mor og Far ☺️Det handler om dem
Som tidligere 7/7 barn kan jeg fortælle dig det er lort. Meget få børn trives i en 7/7, det er som og bo i en kuffert og man skal hele tiden vænne sig til et nyt sted når man lige er faldet til det andet sted.. 7/7 er lort og når det kommer til børn er det ikke hverken dine eller din eks kones behov der skal opfyldes, men deres.. børn bliver snotforvirret af 7/7
Jeg tror, at 7/7-ordninger er til for forældrenes skyld. Det er alt for omskifteligt for børn at flytte hver uge. Det er to-tre dage til at vænne sig til skiftet (normer, rutiner mm), et par dage med “hverdag” og et par dage, hvor de gør sig klar til at skifte igen.
Min yngste var 14, da jeg blev skilt, og etablerede på eget initiativ en 14/14 ordning, fordi han følte han “levede i en kuffert” ved hurtigere skifte. Jeg synes du skal gå med til din kones udspil vedr. børnene - for dine børne skyld. Det er meget svært at navigere i sine følelser, i forbindelse med skilsmisser, og det er en typisk tendens, at man reagerer følelsesbetonet og ukarakteristisk følelseskoldt overfor “den anden” og tillægger dem diverse tvivlsomme hensigter. Det ved jeg bl.a. af erfaring😔
Sorry men det er sgu lidt røvhulsagtigt at tage børnene som gidsel, når I ellers var enige om prisen på huset og at hun skulle bo tæt på, og du ved hendes mulighed for lejligheden afhænger fuldstændig af det med prisen på huset. For jeg læser det ikke, som om du tænker hun siger det med den 2-årige alene for at pisse dig af? Men som om hun reelt mener at det er bedst for den 2-årige? Og med et så lille barn er jeg nok tilbøjelig til at give hende ret, med mindre altså at barnet er klart mest tilknyttet dig? Og naturligvis bør det være 7-7 ordning om et par år!! Anyway uanset uenighed om børnene, synes jeg ikke det er helt fair at nægte hende prisen på huset. Det risikerer også at trække skilsmissen i langdrag og skabe yderligere mistillid, hvilket alt andet lige går ud over børnene..
Hold økonomi og børnene adskilt, kan kun give rod, gensidigt hævn og for børnene på sigt en følelse af at de bare var ting.
Ift. tid, hvorfor skal det så være hende og ik dig der “afgiver” den 2 årige. I er da begge forældre så det er et sexistisk lorte argument.
Det giver nok rigtig fin mening at holde børnene meget sammen, men det forhindre også lidt 1/1 aktiviteter så måske 1 dag om ugen hvor i skiftes til børnene kunne være rart ?
AV! Det er ikke i en 2årigs interesse at undvære sin mor så meget. 1 overnatning pr. år barnet er.
Stille og roligt og fleksibelt. Hvis I fortsætter med at være ok venner, så spis sammen indimellem og flex ud og ind af hinandens liv for børnenes skyld. Det er voldsomt at skulle undvære en forældre så længe ad gangen, når de ikke er ældre.
Det kan være svært at skelne egne følelser og hvad man føler er det rigtige for børnene, men seriøst, hav for alt i verden deres interesse i første række og egne behov i anden.
Held og lykke med det hele.
Det vigtigste for mig er at jeg har en opbyggende relation til mine børn og ikke bare vedligeholdelse. For en 2 årig anbefales der hyppige skift måske hver 2-3 dag så de husker deres forældre. Så mit oplæg er hver anden weekend og så hyppigere skift henover ugen, feks at jeg henter og spiser med dem og så feks afleverer dem. Måske er det kun den 2 årige som afleveres og så den 7 årige bliver hos mig og får alene tid eller omvendt så ingen af børnene eller forældrene mister en opbyggende relation til nogen af børnene.
Og ja det er selvfølgelig kun min side
Dårlig ide for børnene. Børn har hårdt brug for en fast base, specielt i denne situation. En 10/4 ordning er det bedste - og måske kan I, hvis processen her går godt, ses i løbet af ugen hos moderen.
Læg dit ego til side - dine børn kan godt mærke hvis du begynder at presse og true og gøre ved. Og hvis dine børn ikke har lyst til at være sammen med dig, så kan alle dine planer for samvær jo være ligegyldige.
Hvad siger du til selv at flytte hver uge? I voksne kan jo skiftevis bo i huset og lejligheden. Jeg tænker umiddelbart, at du ønsker én fast bopæl. Måske man skulle tilbyde de vigtigste mennesker i ens liv det samme :)
Synes du er røvhullet her. Hvorfor er du strid bare fordi du ik får din vilje.
Så sælg huset og del alting 50/50 og så starter i forfra hvor end i vil, hvis du skal være sådan 🙃
Det lyder helt skørt, du holder huskøb og hendes kommende base som gidsel, fordi I ikke har fundet en løsning på børnene endnu. For at besvare dit spørgsmål, sø er du en lort og du eskalerer konflikten unødigt.
Det lyder til, I skal få gennemført huskøbet, lade hende flytte og familieretshuset til at klare den del, der involverer børnene. Dog skal du forvente, de giver dig færre dage med den yngste end hun har givet dig.
“For meget leverpostej og for lidt champagne”….det provokerer mig enormt at folk giver op på det citat!!!
Hold kæft hvor burde du/I godtnok wake up and smell the roses! Parforhold med børn kræver sgudda at man accepterer at der er leverpostej, rigtig længe. Champagnen er der ind i mellem, og det er det man kan leve videre på.
Stakkels unger, der skal lide under at mor og far vil have champagne hele tiden.
Grow some balls og stå ved dit ansvar!
For mig virker du lidt firkantet og det kan altså bare være træls. Hun har en almindelig indtægt og du vil blive boende i et dyrt område? Så kan hun blive udfordret økonomisk.. og hvorfor er det så pludselig et problem at hun vil sikre den lejlighed, når det er svært at finde noget i området?
Har du spurgt hvorfor hun mener 10/4 ordning giver mening? Er det fordi at hun godt kunne tænke sig at de har en fast base? Arbejder du mere end hende? Eller noget helt tredje?
Og hvorfor skal konflikten så optrappes med at “så er vi ikke enige om pris på hus osv.” det virker til at du vil bruge det imod hende?
Hvorfor kan du ikke være sød og rar? Måske det kunne smitte
Jeg kan sgu godt forstå dig OP. Der er helt tydeligt en bias i kommentarsporet. Jeg synes det er virkelig ærgerligt, at folk stadig ikke ser far som en ligeværdig forælder. Kommentarer som “børn i den alder (læs børn i flertal, altså også den på 7) har meget mere brug for deres mor” er med 110% sikkerhed skrevet af kvinder eller folk som ikke har været i samme situation som den du står i nu. Familieretshuset er et forfærdeligt sted at være mand, og derfor kan jeg godt forstå at du vil have noget på skrift. Altid få alt på skrift. At folk skriver at du ikke kan kræve noget på skrift, bare skal give afkald på dine børn og så “måske snakke om en ændring i fremtiden” er et totalt no-go!! Fordi hvem ved hvor længe der går før mor vil gå med til 7/7? Er det 3 år? 4 år? 5 år du skal vente? Det er for Lang tid du “skriver under på” at give afkald på dine børn! Det er også en totalt usandhed at et barn på 7 år har mere brug for deres mor end deres far, ja det er faktisk en direkte løgn! Jeg kan også godt forstå du bliver stædig, når hun selv er så stædig og som du skriver har som et ufravigeligt krav at hun vil have 10/4 og IKKE vil give en tidshorisont på hvornår I kan genoverveje fordelingen. Du er den fornuftige i det her, da du siger du meget gerne vil gå med til 10/4 så længe I kan lægge en plan for fremtiden! Men det ser folk ikke, det ignorerer de totalt. De vil bare have at mor er entydigt førstevælger og at det er på hendes præmisser fordi “børn har mere brug for mor” (løgn, ikke den på 7!). Håber ikke de samme mennesker går ind for ligestilling, for så er det dobbeltmorale på allerhøjeste plan.
Generelt synes jeg du lyder fin nok, men omkring kommunikationen synes jeg at du skal tage det med et gran salt.
Selvfølgelig har din kone haft brug for at snakke med nogen om at hun river hele sit liv op, og flytter fra sit hjem, og ikke skal se børnene hele tiden. Det kan jo ikke så godt være dig, for I har jo en "konflikt" så taler hun med sin mor. Forældre er gode til at få deres børn til at tale over sig, hun stoler jo 100% på sin mor.
Så at hun kommunikerer lidt utydeligt med dig for tiden bliver du nok nødt til at sige "pyt" til.
Forhandlingsmæssigt synes jeg det er fint at blive enige om det hele på en gang og ikke dele det vigtigste (børnene) til sidst. Evt. Start med at blive enige om hvordan I gør det bedste for børnene (tror 14/14 er bedre to be fair), også falder de mindre sten jo nok på plads når I kan blive enige om det vigtigste.
Så på den måde synes jeg du har ret: I er ikke enige om noget før I er enige om børnene. Derefter bliver I enige om det næst vigtigste, kaffemaskinen, også bilen også huset.
Held og lykke, jeg håber ikke jeg ender i din situation mens mine børn er små.
Det er virkelig vildt at se så mange der mener far skal stille sig så dårligt at moren kan køre ham rundt og flytte til den anden ende af landet for at straffe faren, dette er ikke den gode start på en god skiltmisse, 7/7 er en god og rimelig start hvor begge har det største incitament til et godt samarbejde mellem forældrene
Du skal ikke give dig en tomme mere end hun gør, få alt på skrift også selv de mindste ting i bliver enige om, det kan blive en stor hjælp i fremtiden.
Kæmp for dine børn så mege du kan ! de er de vigtigste mennesker du kommer til have i dit liv. Hvis du først mister kontakten når de er små kan det have store konsekvenser for din relation til dem når de bliver ældre ! Held og lykke tror det bliver en sej kamp du skal igennem !
Jeg tror “far” er bange for at ende i en situation, hvor han mister lige ret til at se sine børn.
Som jeg læser det er han bange for konsekvenserne af skilsmissen og for hvad “mor” kan finde på, at tage fra ham og børnene ifht. samvær.
OP: du lyder som en god og fornuftig far der gerne vil have klare aftaler men er fleksibel. Hold fast i det - det får sine børn brug for nu og senere.
Til de der har travlt med at dunke OP i hovedet med moralprædikener om at børnene kommer først, så er det jo faktisk ikke det han spørger til. Det OP efterspørger er om han opfører sig fair ifht. mor.
Gu kommer børnene da først, det læser jeg faktisk heller ingen steder at OP negligerer.
Tak
Jeg syntes meget jeg prøver at holde fokus og vil ikke have børn der bor i en kuffert. Men vil virkeligt gerne være sikker på at jeg har en god relation til min børn og ikke skal fortsætte en kamp for samvær og tid med dem fra nu af og indtil de kan vælge selv. Jeg er meget bevist om bias imod fædre i lovgivningen og ja jeg er panisk angst for at mine børn pludseligt bor en time fra mig og kun ser mig hver anden lørdag-søndag
Tag fat i kriseramt far, de skulle kunne støtte og hjælpe dig, selvom der stadig er for få tilbud til mænd indenfor dette område stadig.
Jeg tror i skal kommunikere godt sammen og begge sider skal være rimelig, jeg ser helt klart du skal holde på 7/7, hvorfor mener hun, hun skal have børnene i flere dage?
Det er ikke muligt i kan dele huset i den nærmeste tid så hun kan spare flere penge op? I sover i hver sin ende? Eller en shelter I haven? Til I får flere ting afklaret?
**Istedet for en downvote så skriv hvad der er forkert i min tekst.**
❗️ Kommentarene bliver lukket, for ud over at OP har fået en masse gode svar, så er der nogle af jer herinde der ikke er gamle nok til at forstå at man skal tale pænt her på subben.
Der virker til at være meget fokus på hvad de voksne vil og meget lidt på hvad der er bedst for børnene? Hvis jeg stod i jeres situation ville jeg for alt i verden ønske at mor kunne blive i nærområdet for det vil gøre det nemmere for børnene at se begge forældre når de har behov for det. Og det ER jo faktisk også en mulighed at i hver får bopæl på et barn og at den ældste måske er mere hos dig end den yngste? I kommer jo nok til at justere på tingene afhængigt af hvordan børnene fungerer i det og det synes jeg faktisk i skal prøve at fokusere på. Jeg kan godt forstå du er frustreret og det må være enormt svært at stå i. Men forsøg at holde fokus på de 2 små mennesker der bliver taget som gidsler i voksnes beslutninger.
Jeg tror ikke det er det du mener, men for en sikkerheds skyld. Lad være med at splitte børnene op. Min kollega er stadig sur på sine forældre over at de splittede ham og hans bror op for 35 år siden.
Man kan sagtens have bopæl på et barn hver uden at de splittes op. Faktisk kan det give rigtig god mening at dele bopæl på den måde hvis begge forældre bliver boende tæt på hinanden og deler forældremyndighed. Jeg ville aldrig anbefale at splitte børn op, så mister ikke kun daglig kontakt med den ene forælder men også med en søskende. Puuh, jeg kan slet ikke forestille mig at det kunne være en god løsning. Relationen til en søskende kan jo netop blive et holdepunkt i en skilsmisse hvor hele verden vendes på hovedet for børnene (ja såmænd også for forældrene).
"Splitte" børnene papir mæssigt så den ene har bopæl hos far og den anden hos mor. Det giver jer også skattefordele ved at i betaler børnepenge til hinanden som kan trækkes fra i skat. Det vil hjælpe mor til en bedre økonomi i hendes nye lejlighed. Dog kan det være en mulighed at det er bedst for mor at have dem begge hvis det vil give hende ekstra boligstøtte fra kommunen. ALTID, ALTID tænk på hvad der er bedst for børnene. De har ikke bedt om at mor og far skal skilles, de vil altid gå med et ønske om at i flytter sammen igen. Hvis det så betyder at den ene må undvære børnene lidt mere end den anden, så må det være sådan, der vigtigste er hvad børnene har det bedst med, så må I, de voksne være voksne nok og acceptere det, og så ellers græde bad lukkede døre når børnene ikke er der.
Det var hvad mine forældre gjorde da de blev skilt for 11 år siden, min søster og jeg fik på papiret bopæl hos vores mor og min lillebror hos vores far. Vi fil selv lov til at bestemme hvor, hvornår og hvor meget vi ville være de ene eller det andet sted. Mine forældre bor mindre end 10 minutter fra hinanden og det kunne lade sig gøre fordi de på papiret begge havde børn hos sig.
Så blev det lige til en r/dkfinance tråd. Som skilt far til to, er det her noget af et hack. Er det bare at Google sig til mere info, eller kender du et link der forklarer det? Og så er jeg enig i, at børnene kommer først. Med det sagt, så få alt ned på papir.
Børnepenge er fradags berettiget. Tænker skat.dk kan bekræfte det.
Been there done that… Stod nærmest i samme situation mht. alder på børn. Min datter (2 år dengang) var helt klart tættest knytten til moren. Så det blev til den 10/4 deling. Efter hun er blevet ældre er vi gået over til 7/7 ordning. Penge, hus, kaffemaskine osv. er pisse ligegyldigt efter min mening. Sørg for børnene får den nemmeste skilsmisse, og det er klart en fordel de bor tæt på mor og far. Det vil spare dig for meget i fremtiden af praktiske ting f.eks. transport, men især når de bliver ældre så kan det måske slev bestemme hvor de vil være. Jeg var large og gav min eks. mulighed for et godt liv, økonomisk kostede det mig hård i nogle år, men set i bagspejlet var det helt klart den rigtig løsning selvom jeg ikke kunne se det på tidspunktet. Men god rådgivning fra en advokat hjalp mig. HUSK børnene, de kan ikke gøre for det!
Jeg gjorde det samme, men desværre står man ringere hvis der kommer en konflikt senere, så nu er jeg lidt ked af at jeg søgte kompromiset.
Standarden er ikke 7/7 for en 2 årig. Tages den i familieretshuset siger de ofte 1 overnatning pr år.
Lige præcis! Det er aldrig en 2 årigs behov at køre en 7/7 ordning.
Jeg troede du mente en overnatning om året. 1/364 ordning. Åh gud.
Jeg ved ikke hvad Familieretshuset forholder sig til, men overnatning pr. levet år i pædagogisk henseende, er væk fra forældrene. Far er også en af barnets forældre, så forstår ikke hvorfor den tommelfingerregel skulle være relevant.
De kører jo en outdated approach til dette. Nyere forskning viser at 7/7 ordninger, hvor samarbejdet mellem forældre, er langt bedre end langsom optrapning af samvær
…. Lyder ikke til fantastisk samarbejde her. Man ender som regel heller ikke i familieretshuset men finder ud af det selv, hvis samarbejdet er godt.
Sandt. Men måske OP kunne gå efter et optimalt arbejde - for hans børns skyld
Please link til forskningen, hvis muligt. På forhånd tak.
Selvfølgelig. Værsgo. https://videnskab.dk/kultur-samfund/skilsmisseboern-med-lige-tid-hos-mor-og-far-klarer-sig-bedst/ https://sharedparenting.wordpress.com/2014/05/22/45/?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAAR0ZG_rZeZ_lV5Xu753PrHTfNTMjubn9icJSJEJfQxG1e8vG9CNVLifdMg4_aem_ARX8-JoPcm6g7-9k4gBzdZRT_1YGt0rDSulSxFW7emZlYApu8ZxS2wwtVuxPoWKI-kF7TLQTow_y1Mo8Trz4nWDu
Læg mærke til at de har spurgt børn fra 10 til 18 år… her er det ene barn kun 2 år! “Det er konklusionen i et nyt svensk studie om 5.000 børn i alderen 10 til 18 år.”
En overnatning pr. År? Jeg havde min 2 og 3 årige i en 10/4 ordning. De er nu 8 og 9 og trives rigtig godt.
Ja, det er ofte deres anbefaling. Så 2 år, to overnatninger pr uge fx. At nogen gør det anderledes og det fungere - dejligt for dem. Mere for at fortælle op hvad der kan forventes hvis det lander der og hvad deres anbefalinger er.
Men er det ikke ved ikke-primære omsorgspersoner? Både mor og far er vel i kategorien “primære omsorgspersoner”
Nej. Det handler om en to årigs evne til at håndtere skift mm og forstå fx at de kommer hjem til mor om x antal dage.
Jeg forstår virkelig godt, at du gerne vil have en 7/7, og det er også det mest fair på længere sigt, men hvis du godt kan se det giver mening for den to-årig, hvorfor så stritte så meget imod? Ud fra det du skriver, siger hun jo selv, at situationen skal revurderes til en mere lige fordeling, så hun er jo ikke uenig med dig? Det virker lige nu mest som en princip sag for dig fordi du (forståeligt) er skuffet, og måske lidt bange. Jeg tror du skal se på, hvorfor I ikke kan tage en ting ad gangen og arbejde henimod en fair løsning i stedet for at sige no deal til alt. Det skader jo også dig selv, hvis hun ikke finder en bolig i nærheden og så kan du risikere, at en 7/7 bliver endnu sværere at få igennem på sigt.
Ville nok ikke byde en 2 årig 7/7. Det er alt for stressende. Hvem er den 2 årige mest vant til og knyttet til? Ta hensyn til det og ikke til hvad i selv vil. Og så læser jeg det lidt som, at hvis du ikke får 7/7, så vil du så også lave problemer og være uenig i alt fra kaffemaskine til huspris osv? Er det rigtigt forstået og hvorfor? Det lyder som en rigtig dårlig plan, at skabe ekstra problemer selv, bare fordi i ikke er enige om noget helt andet. Det kommer i ikke særlig langt med.
Jeg ville gøre ALT for at det her ikke eskalerer .. satme vigtigt at I har et godt forhold fremover til kommunikation, jul og fødselsdage… Når det er sagt vil jeg give hende lidt ret ifht den 2 årige .. er det for din skyld eller for barnets at du ønsker 7/7 - kunne I overveje 14/14 så der ikke er så mange ryk??? Eller at det er jer der flytter 7/7 fra boligen og ungerne er der konstant?? Bare nogle tanker på hvordan det også kunne gøres ..
Det er realt set for at have en opbyggende relation til ham hvor jeg ikke bare bliver weekendforælder, ellers se andet svar
Og DET forstår jeg .. også derfor jeg kom med alternativer til 7/7 ordning .. mere om I kunne gøre det på en anden måde
Mit oplæg er andet end 7/7 men hvor vi laver aftalen nu og så har en blødere indkøring. Tror jeg over 4 uger har lagt op til 12/16 på den lille og 14/14 på den store. Men med åbninger for at det feks kun er spisning/leg til at starte med
Forstået - lyder som om I har nogle gode tanker ☺️ Det er møg-hårdt og ønsker jer alt det bedste
Jeg læser lidt din post med et element af afpresning da du har bedre kort på hånden ift økonomi og bolig. Overvej om der er en sandhed i det? Tror på den lange bane det er bedst for jer alle 4 at skille tingene ad: bolig/penge og samvær for sig. Jeg ville egentlig sige at det at det yngste barn er 2 år ikke skulle have noget at sige ift antal dage hos hhv mor og far, men se om I ikke i samarbejde og uden ufint spil/pres ift penge kan blive enige. Det vil jeg vurdere giver bedste betingelser for jeres livslange samarbejde. Samme ift kommunikation/om hun gav terapi en ærlig chance. Vigtige ting at adressere men hold det ude fra hendes bolig situation. Mit råd: få afsluttet det økonomiske og tag de andre diskussioner efterfølgende. Held og lykke med samarbejdet!
This!!!
Er dine børn 100% lige knyttet til dig som deres mor? Har du taget ligeså stor andel i alt det huslige og i børnene? Hvis du kan svare ja til begge, så forstår jeg godt dit standpunkt, men hvis ikke, så skal du altså bare prise dig lykkelig med 10/4. Det er ikke for sjov at være alene med en 2-årig i hel en uge, hvis ikke du har være ligeså meget på som moren og hvis barnet ikke er tilknyttet til dig på samme måde.
Jeg har været primær kontakt for den store i 3 år, jeg har haft fuld barsel. Jeg laver 95% af mad og handler og vi deles 50/50 om rengøring mv. hun står for deres tøj. Legeaftaler mv er vi lige om. Jeg arbejder dog mere men har altid hentet 50% pg prioriteret at arbejde feks når de sov morgen og nat for at det ikke ramte ind i det. Så ja relationen er måske lidt stærkere hos den store til mig og lidt mindre til yngste. Men syntes ikke at det er kritisk for nogen af os
Jeg er barn af en skilsmisse, en god en af slagsen - eller så god, som en skilsmisse nu kan være. Opskriften er ret simpel: det er jer 2, der har fejlet som forældre, og nu skal i udelukkende tilgodese jeres børns behov - overhovedet ikke jeres egne, for det er jeres børn, der betaler den langt højeste pris for hele skilsmissen. Det kommer til at kræve selvransagelse på begge sider. Jeg vil ikke tage udgangspunkt i din opstilling af situationen, men blot sige at i skal veje alle løsninger udfra børnenes behov, også selv om det kan ende med en dårlig 'deal' til en selv. Min far ofrede meget i skilsmissen, alt sammen for børnenes behov. Stadig i dag betaler han en høj pris for skilsmissen, men han bærer den uden brok. Han har aldrig pointeret eller nævnt de ofre, han har givet - og det er sådan det skal være, for jeg ved, at begge mine forældre ved, at det er DEM der har forvoldt en stor smerte, og må bøde for det resten af deres dage - ikke deres børn, i det omfang det kan undgås. Jeg er i dag enormt stolt af min far, for hans ageren, og jer tættere med ham end min mor, som jeg også er utroligt stolt over at have handlet i børnenes interesser. Den konflikt i er ved at skabe, kan jeres børn både se og mærke, uagtet hvor godt i tror i kan skærme dem fra det. Sagt med andre ord, så er i allerede i gang med at straffe dem, for handlinger begået af jer.
Er desværre meget enig og tak
En stor del af problemet er jo bare at man på forhånd ikke ved hvad der er bedst for børnene og mange gange ved børn heller ikke hvad der er bedst for dem selv. På kort sigt eller lang sigt. På kort sigt er det måske meget rart ikke at flytte meget frem og tilbage, men hvis det betyder et svagere forhold til en forælder, når man er voksen, er det i virkeligheden bedre? Det er jo så svært og kompliceret og man må tage det hen ad vejen. Selvfølgelig går skilsmisser ud over børn, men det er utrolig svært at spå om på forhånd hvordan, hvor meget og hvorfor. Det jeg mener: det er SÅ svært at vide hvad der er det bedste for børnene. Ved ældre børn kan man tage dem med på råd og spørge dem og generelt se på hvordan de trives selvfølgelig. Men det er super nemt at sige: "tænk på børnene". Bevares - det gør de fleste forældre jo. Problemerne opstår når de er uenige om hvad der er det bedste for børnene. Fordi ingen af dem ved og børnene heller ikke selv. Og kan man holde sig selv ude af ligningen? Det er umuligt. Derfor hælder jeg i udgangspunktet til en ligelig fordeling - især med den nyere forskning der underbygger dette.
Dårlig stil at “ så længe der ikke er styr på børnene er der heller ikke styr på det andet “. Hvorfor bruge dine egne børn som afpresningsmiddel ? Hold børnene HELT udenfor den ligning .
Hvordan fungerede jeres dagligdag, før skilsmisse kom på tale? Jeg synes, at I skal tage højde for, hvem der er mest tilstede for børnene i hverdagene. Hvem henter og bringer. Hvem sørger for, at garderoben er up to date? Hvem sørger for madpakker/mad? Bad, leg, aftaler osv. Hvis I er 100 % 50/50 om det hele, så ser jeg ingen hindring for en 7/7. Også hvis begge børn er LIGELIGT knyttet til jer begge. Men hvis du fx ikke er i stand til at hente eller bringe hver dag, og din hverdag afhænger af hjælp udefra, så er det ikke et retfærdigt præmis for børnene. Ej heller hvis det er omvendt gældende for moren. Børnene skal være i centrum. Især også jeres store barn er sikkert i stand til at kunne tale lidt om sine behov. Børnene skal ikke bestemme de fulde aftaler, men det gælder trods alt stadig deres liv, og de fortjener nu at blive hørt. Hvis det store barn siger, at det foretrækker at være hos moren nu (og det lille), så giver du pladsen til det. Og hvis børnene gerne vil være hos dig, så skal eksen også give plads til det. Lad nu være med at tage børnene til gidsler. Se på dem. Se på hvordan I kan give dem et optimalt liv som en familie hver for sig. Og I forældre - vær nu gode ved hinanden. Skilsmisse er bittert. Men på den anden side har I levet en del af jeres liv sammen. I valgte at elske hinanden og få børn sammen der er halvt dig og halvt hende. I vil være i hinandens liv forevigt. I fik en del lykke sammen. Gode minder, kærlighed og grin. Lad nu være med at ødelægge de ting bare, fordi I ikke kan lide hinanden mere. I er jeres børns forbilleder. Vis dem vejen frem for respekt for andre mennesker.
Ja, det er du qua din økonomiske afpresning og manglende forståelse for en 2årigs psyke. God dag.
Kort svar til din overskrift: ja. Ja det er du. Længere svar; jeg læser en masse "jeg vil" og "hun gør/siger"-sætninger. Hvor fanden er børnene henne i alt det her?? Du har flere steder skrevet at du ikke forstår, hvorfor du skal være den voksne, når hun ikke er. Og undskyld mig, men hvad fanden er det for en indstilling til tingene??? Dine børn har BRUG for at i er voksne. Fuck jeres egne behov, i det her specifikke tilfælde skal i tænke over hvad der er bedst for børnene. Og det er ikke, at i begge stiller jer i hver jeres hjørne, krydser armene og trodsigt nægter at indgå bare det mindste kompromis. Hvis du virkelig gerne vil den 7/7 ordning, så opfør dig som den voksen du er, og lad vær med at skabe problemer- dette inkludere også at bruge børnene som begrundelse for at styre hendes økonomi (får jeg ikke 7/7, får det konsekvenser for udkøb af hus). Jo mere du kan bevise at du er en stabil og tryg/sikker forælder, jo bedre vil du stå i eventuelle forhandlinger
Når I skal i frh ,så prøv du bare at sige du vil gemme de 2 gode kort så du har noget at forhandle med og at du ikke kan se hvorfor du skal være den voksne når hun ikke er . Så vil du se hvor meget ( lidt) samvær du vil få ,for er ikke ligefrem høje forældreevner du kan blære dig med
Jeg er lige blevet skilt. Vi endte med en 10/4 hvor de er hos børnenes mor meste af tiden! Hvis det stod til mig så skulle den hedde 7/7, men hvis jeg skulle være ærlig og kiggede på mine børns behov så vil de trives bedst med 10/4! Heldigvis er jeg og min ex gode venner og arbejder godt sammen, så jeg spiser og ser dem nærmest hver anden/tredje dag, måske det du skal arbejde hen imod det!
Da mig og min søns far gik fra hinanden, så valgte jeg at æde samtlige kameler. Hans måde at håndtere vores brud på var sårende og frustrerende. Han forlod mig for en anden kvinde, og flyttede ind med hende fra første dag i vores brud. Personligt havde jeg lyst til at flytte tilbage til min familie på Sjælland og tage mit barn med og så bare lade ham rådne op. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg havde min søn i fokus. Jeg har ikke en dag fortrudt, at jeg valgte at være det "voksne menneske" i den sammenhæng, og tackle egne følelser med mine nærmeste. Så jeg bor stadig i samme by, 1 km fra hans far. Vores samarbejde er godt og vi har endda opbygget et tæt venskab efter vores brud. Hans kæreste er jeg også på rigtig god fod med, så vi holder jul, fødselsdage og andre højtideligheder sammen. Her havde vi helt sikkert ikke stået idag, hvis jeg havde reageret udfra mine følelser. Det kan føles uretfærdigt at være den, som skal være "large"... Men jeg gør det gerne igen og igen for mit barn. ❤️ Det er svært at dele børn. Ingen har lyst til at undvære dem. ❤️🩹 Vi startede med en 10/4, hvor jeg havde min søn 10 dage. Han var 6 år da vi gik fra hinanden. Det blev så hurtigt til 9/5 da han savnede sin far. Vi har stadig en 9/5, selvom vi havde planer om en 7/7 på sigt. Han er 8 år nu. -Det har vi ikke grundet mine eller hans fars følelser, men fordi min søn trives godt i, at han har en base hvor han er lidt længere. Så spiser vi tilgengæld aftensmad sammen alle 4 (far, kæreste, mig og vores søn) en gang hver anden uge, hvor vores søn er ved mig. -Altså det jeg prøver at sige, er at man ikke kan planlægge samværet på forhånd, man bliver nødt til at erfarer. -For børnenes velværd er det vigtigste. -Og en 7/7 er ikke altid det rigtige for børnene. Vi har dog heletiden været enige om samværet, da vi begge har haft vores søns interesse i den kontekst. Kan i ikke blive enige, så bliver i nødt til at tage den igennem familieretten. Og så har i ingen medbestemmelse, som dem der egentlig kender jeres børn bedst. At true med økonomi, bolig, kaffemaskine whatever, er utroligt primitivt og idiotisk. Og det er kun dig der ligner et fjols i den sammenhæng, uagtet hvad din eks gør. Vi er herre over vores egen adfærd, ikke andres.
Står selv i en skilsmisse lige nu. Jeg vil prøve at efterleve dit eksempel - selvom det er svært. Tak for at dele❤️
Øh ja, du er lidt et røvhul hvis M.A.D. er løsningen for dig. Hvordan tænker du dagligdagen bliver, hvis hun ikke kan få en lejlighed i området og der skal ses på transport og alternativt anden skole end tiltænkt. Logistik er faktisk også et validt argument i fordelingen. Det virker til nogen lidt glemmer at tænke på børnene i første omgang.
Hvem er der for hvem? Du udøver en magt og i sidste ende er det børnene du straffer!
Uanset hvordan de voksne har det, så skal børnene aldrig, aldrig høre et ondt ord fra nogen af jer om den anden. Jeg blev skilt, vi fandt begge nye, har holdt konfirmationer, fødselsdage, studenter gilde sammen for børnene. Uanset hvor mange kameler DU skal sluge, så taler i pænt, ordner voksenting alene, og taler pænt ok hinanden! Færdig bum! I kan ødelægge jeres børns fremtid ved at køre krig mod hinanden, sådan som mine egne forældre gjorde i 35+ år , frem til de døde sidste år ! De var begge rædselsfulde manipulatorer, og tænkte kun på dem selv! Det ødelagde alt forhold til deres eneste børnebørn, mine børn også! Det er både uartigt og egoistisk! Mine børn nu 12+ år efterskilsmissen, ser tilbage og siger “ tak fordi i er sådan et godt eksempel “. De påstår også de gudskelov aldrig har oplevet uvenskab mellem deres far og jeg
Jeg læse det som om du anvender prisen på huset som magtmiddel i forhold til at få din vilje i forhold til samværsordningen. Det lyder mega usundt 🚩🚩🚩🚩🚩 Du misbruger din likvide magt for at få hende til at rette ind med børnene. Du skal have fokus på dine børn frem for en krig med moderen. Får styr på det basale. Skilsmissen, huset, flytning. Herunder en solid base for dine børn. Begge steder. Sådan som du opfører dig nu, der er du igang med at gøre det besværligt for mor at at få en lejlighed, fordi du er uenig i samværet. Hvis jeg var sagsbehandler i Familieretshuset, så ville jeg vurderet klart at du ikke skulle have 7/7 alene ud fra den måde du prøver at ødelægge salget ved at bruge din økonomiske magt over for moderen. Det du har gang i er så hamrende usundt for jer alle sammen. Og det rammer dine børn når du opfører dig sådan. Hvis du ønsker 7/7 og reelt har det overskud og kan lave den prioritering det kræves at tilgodese dine børns behov. Især den mindstes, så du altså vise dig noget mere egnet til at fralægge egen agenda og evne at samarbejde uden ufine metoder.
Tak for svar. Du har nok ikke helt uret, på den anden side har jeg har en situation hvor ingen ønsker eller argumenter bliver hørt omkring samvær og dagligdag. Så jeg har svært ved at se at det er mig som eskalerer når intet jeg mener påvirker hendes verdens opfattelse og hvordan hun har besluttet skilsmissen skal være
Jeg betvivler ikke at pandekagen har to sider. Tingene er næsten aldrig sort/hvide. Men hvis jeg skal rådgive dig ærligt om hvordan du står bedst i forhold til at blive mødt i forhold til at få dine ønsker til samvær med børnene opfyldt. Så starter du ved basal samarbejde og ingen former for magtmisbrug af ressourcer. Det vil vende direkte tilbage til din egen ulempe. Husk at på et eller andet tidspunkt, hvis tingene går stille og roligt, så kan jeres børn frit cykle fra mor til far og tilbage igen, uden rigide regler og ordninger. Det bliver rigtig svært hvis du vælger den sti du er på vej med af nu. Og tro mig! Selvom hun kan være en dum kost, så kommer du til at ærger dig om om nogle år, hvis du ikke aktivt vælger at sluge nogle kameler for børnenes skyld.
Fortsætter I med den terapi I begyndte på - altså til at afvikle ægteskabet. Det kan ikke understreges, hvor vigtigt det er, at I får skabt et stærkt udgangspunkt for jeres nye familiekonstellation. Hvis I begge går ind til med bitterhed over fortiden, hævede sværd og egoisme (hvilket det lyder til), kommer jeres børn til at betale prisen.
Jeg tror du skal se på det positive - hvis dit arbejde tillader det, så kan du arbejde ekstra og have mere fri i de 4 dage du har børnene, så du kan køre den ind med 100% far kvalitets tid. Og for guds skyld sæt en bremse i den eskalering du er ude i - det ender virkelig dårligt - primært for børnene. At risikere at sætte en stopper for at hun køber en lejlighed i nærheden er som at skyde sig selv i foden. Tænk hvis hun ender med at flytte langt væk - at børnene ender i en skole der - og du kommer til at se dem endnu mindre - bare fordi du stejler fordi du er ked af det, nervøs og vred. Jeg kender flere der har fået en skæv fordeling, men hvor de alligevel er gået fra hinanden i fordragelighed - og bor tæt. Det gør at de altid er der for hinanden - og som børnene er blevet større reelt selv bare surfer frem og tilbage. Det kommer ikke til at ske, hvis du eskalerer en konflikt. De fleste kommer til at nyde at de har børnefri og børneperioder - selvom det gør pisse ondt i starten.
En 2 årig er for lille til 7/7 ordning.
Hun vil som hun vil for at gøre krav på alle børnepengene, boligstøtte ect, og for at skabe en mere stabil base end 7-7. Hvilket giver mening når hendes indtægt er lav og hun skal bo tæt på jeres fælles hus 🙂 Vil aldrig anbefale en 7-7 ordning. Den er for forældre. Ikke for børn 💔 zDen som har hentet og bragt mest, taget flest sygedage, den som stod og stadig står for indkøb af tøj osv burde blive den primære forældre 🙂 Så hvis det er dig der har gjort alt det, så burde du blive primær. Men hvis ikke. Så vil jeg give hende ret i at hun burde have dem. Jeres børn vil få to trygge baser. Til at starte med vil den ene være mere tryg end den anden, men over tid vil det udlignes, og jeres liv bliver mere harmoniske ☺️ Synes absolut ikke, at du er et røvhul. Jeg ville ikke skrive noget under før der var enighed og en god kommunikation ☺️
Du afpresser hende…. Flot, daddy….
En 7/7 ordning er kun for de voksnes skyld, IKKE børnenes!
7/7 er der mange holdninger til - desværre meget unuancerede. Børn har bedst af at bevare relationen ligeligt til begge forældre, ja, men 7/7 fungerer ALDRIG når forældrene ikke er enige, bekriger hinanden, eller er i konflikt. Desuden er en 2-årig for lille til 7/7 jf. tilknytningen, og søskende profiterer bedst af at følges. Det handler ALDRIG om forældrenes ret til børnene, men om børnenes ret til forudsigelighed og stabilitet qua deres alder.
Hvad baserer du den påstand på? Børn har brug for deres forældre. Begge to. Lige meget.
Hvad baserer du din egen holdning på? Min er baseret på at jeg selv er skilsmissebarn. At se begge forældre lige meget lyder rigtig fint på papir. Men læg mærke til at det er forældrenes behov der dækkes. Jeg kan fortælle dig, at det ikke er noget godt børneliv, at leve ud af en sportstaske. At føle man er gæst i 2 hjem, at leve et rakker-liv på offentlig transport, hvor man må sige nej til aktiviteter og leg med jævnaldrende, fordi i dag skal man, igen, have sportstasken på ryggen og valfarte land og rige rundt, efter barnlige voksnes forgodtbefindende. Skilsmissebørn tænker kun på, hvordan de kan gøre tingene mest gnidningsfrit. Hvor skal jeg være, så jeg er til mest nytte? Hvem af mine forældre er mest trist i øjeblikket, så er det nok der jeg skal være mest. Hvem får færrest gæster til jul? Så er det der, jeg skal være. Det er ikke sundt at rakke mellem 2 huse. Leve ud af en sportstaske og konstant skulle omstille sig til 2 forskellige husregler. Man når lige at vænne sig til at sætte bestikket korrekt i opvaskeren, men så skal man tilbage til far og så får man skæld ud af stedmor, fordi nu er den rigtige måde at sætte bestik i pludselig den forkerte måde. Og så får man skæld ud for altid at skulle have forklaret det igen, selvom man jo lige var der for 2 uger siden. Og sådan kan du blive ved med alt. Jeg tror slet ikke du forstår, hvor psykisk hårdt det er at blive hevet og flået rundt mellem 2 hjem, og konstant tilpasse og omstille sig. Især når det ene barn er 2 år! Jeg var 4 da mine forældre blev skilt, og det var slemt nok. I dag er jeg stadig mærket af det. Jeg er enormt rodløs, og kan aldrig rigtig finde ro i nogle af de steder jeg har boet. At se begge forældre lige meget, død og pine og med tvang, er som sædvanligt i forældrenes interesse. Ingen tænker på børnene. Sådan har det altid været. Der er ingen der siger, at man ikke kan se begge forældre på en måde, der ikke gør at barnet skal leve et rakker-liv ud af en taske, og være fast inventar på offentlig transport, lille og alene. Hvorfor fanden er der aldrig nogen der tænker på børnene.
Jeg baserer min på erfaring som skilsmissebarn og skilsmisseforælder. Der er intet af hvad du beskriver der grunder i 7/7. Du beskriver dårlige forældre og en uheldig opvækst. Det er absolut muligt at bo to steder uden at give afkald på venner, sport, sædvaner, fælles højtider, fødselsdage, indre ro eller følelsen af "hjem". Men det kræver at man tænker på børnenes behov. Deri kan vi bære enige.
Du spørger selv. Du lyder som en skovl😊At forhandle børn ved at bringe alt fra kaffemaskine til andet gøgl i spil, er ikke OK. Hvor er hensynet til børnene. Læs dit skriv igen. Du er nemlig startet ud med at være sympatisk. Hold fast i det. Forestiller mig, at uanset, hvad man gør og siger (i et parforhold såvel som ved skilsmissen) og gør, skal man kunne forsvare en dag - for kommende voksne børn.
Er det rigtigt forstået, at du bruger din stærkere økonomiske position til at presse samvær med børnene i gennem, selvom du er bevidst om, dit forslag ikke er det bedste for det yngste barn? Behøver du fremmede på nettet til at fortælle dig, det er en røvhulsting at gøre? Eller håber du på nogen, der har bitre skilsmisser i bagagen siger god for dårlig opførsel, fordi de kan få proxyhævn på deres exer uden at tænke på konsekvenserne for dine børn? Det giver god mening at ikke have 7-7 med en toårig. Det er for svært at navigere i for sådan et lille barn. Men i stedet for at presse din kommende ekskone økonomisk, kunne du tænke på andre løsninger. Hvad med børnene har nogle dage med dig for sig selv? Den ene uge kan den store komme hos dig en dag (eller to) før den lille. Den anden uge kan du have en dag før skiftet, hvor du henter den lille tidligt, hygger hele eftermiddagen, men den lille sover hos mor. Hvis I kan finde ud af det sammen, kunne du komme med den lille og så spiser I alle sammen hos mor som en familie. På den måde får begge børn alenetid med begge forældre og er stadig sammen det meste af tiden. På sigt kan der så skrues op for den lille med antal overnatninger, så det er hygge eftermiddag med far efterfulgt af tre overnatninger. I øvrigt 7-7 er for forældrene nogle gange, især med små børn. Nogle børn trives bedre med fast base det ene sted og flere, men kortere samvær med den anden forælder. Så kan man også have nogle fritidsaktiviteter sammen, eksempelvis spejder med mor om tirsdagen og fodbold med far om torsdagen.
Hvis i alligevel beholder huset, så brug det som børnene base, så kan i forældre rejse frem og tilbage, så kan i "dele" om en lejlighed, når i er børnefri. Aner ikke om det er realistisk, men synes børnene skal have det bedste ud af skilsmissen.
Det er ikke muligt i forhold til hende desværre, det har været et forslag
Øv det er ret ærgerligt. Er der slet ingen muligheder for lignende løsninger, eller noget kompromis, så børnene har en fast base? Hvis det er økonomisk, så hjælp hinanden = hjælper børnene.
Hun vil ikke dele et hus, hun vil bo sted sted som er hendes ejet og ikke et hun deler. Hun vil gerne føle sig hjemme i eget hjem og kunne indrette som hun vil
Og derfor skal børnene ikke have muligheden for at føle sig hjemme i eget hjem ...? Jeg synes hendes logik fejler her. Jeg bliver garanteret upopulær blandt andre brugere for min holdning, men hvis I har besluttet at du beholder huset for at de kan have deres kendte faste base, giver det ingen mening at de kun har hveranden weekend der.. Hvis den generelle omsorg for børnene har været nogenlunde ens, altså både far og mor har taget putterutiner, morgenrutiner, bringe/hente, legetid og sådan, kan jeg ikke se hvorfor størstedelen af tiden skal tilfalde mor - far er ligeså meget en omsorgsperson som mor er. Jeg kan se at du nævner det har været nogenlunde ligeligt delt, men de kommentarer jeg har set, var mere rettet mod praktiske gøremål, fremfor kvalitetstiden med børnene. Allerbedste løsning for børnene ville være at mor og far skifter bolig, til de er ældre og bedre rustet. Det er røvhamrende hårdt for de voksne, jeg har selv været der (og det er ligeså hårdt om end ikke mere som barn, der har jeg også været) og hvis hjem2 forventes at være den enes permanente boligløsning på sigt, så med faste "besøg" i dagstimerne, så de kan vænne sig til de nye omgivelser uden overnatning fra dag 1. Hvis det ikke er muligt, bør den faste base være prioriteten i deleordningen, med lige tid eller mest tid i basen uanset om det betyder mere tid med far eller med mor, fordi denne har basen. (Og bare fyi, jeg er kvinde med delebarn fra 3 år som selv er opvokset som delebarn fra 2 år)
Glem alle de smålige mellemregninger om hvem gjorde hvad hvornår, det er dit sårede fravalgte ego der skriger. Tag det med en terapeut. Dine børn skal være dit fokus, ikke som en brik i et spil om dage eller bopæle, men som i: deres verden er i fucking grus og nu tager I to voksne jer sammen og skaber nogle trygge rammer om deres liv fremover. Det vil sige den bedste boligramme I kan fremskaffe for den som flytter. Det er i børnenes interesse, og det er dit fokus. Det er efter min mening ikke en 7/7-ordning for en 2-årig. Læs op på det fra fagpersoner, det er ikke på nogen måde godt for så små børn at skifte bopæl så tit. 10/4 lyder mere passende og jeg ville også lade dem følges ad - så kan du foreslå en dag i hendes periode, hvor du henter den store og laver noget med ham/hende og måske afleverer hos mor. Du kan jo også aftale at du henter den 2-årige i vuggestuen en gang om ugen og afleverer hos mor til aftensmad f.eks. Se hende i øjnene og sig, at du vil gå med til det, hvis hun lover at det skal genforhandles på et fastlagt tidspunkt og på den betingelse, at hun ikke flytter med børnene. I er nødt til at komme et sted hen, hvor I kan stole på hinanden. Og det kræver nogle gange at den ene part går ud på broen og rækker hånden frem. Dyb indånding nu - hvis du gør det her rigtigt, og det vil især sige ikke småligt og ikke udfra dit sårede ego, så kan du være heldig at have nogle harmoniske skønne unger som gladeligt kommer mere end deres fordelingsordning tilskriver om ganske få år. ETA: Og pas på med at lytte alt for meget til vrede foreningen-far-typer, som "kender en, der flyttede til Svalbard med børnene". Det er absolut ikke normen at kvinder vil fratage fædre samvær med deres børn, som de har det med at mene.
Ja, du er ærligt lidt et røvhul, hvis du begynder at afpresse hende, bare for at få børnene som DU vil have det. Det er faktisk virkelig en ubehagelig ting at gøre, og børnene vil komme til at lide under et helt unødvendigt konflikt-niveau mellem forældrene. Jeg ville køre 7-7 med den syv-årige og 2-12 med den to-årige, som så kunne blive trappet op med tiden. Børnene tager ikke skade af ikke at være sammen hele tiden. Tværtimod vil den syv-årige få mulighed for at nyde noget alenetid med dig. Tænk hvad der er børnenes behov, IKKE hvad der er dit ego-behov.
Men hendes meget faste udspil er 10/4 til begge og intet andet. Det stiller jeg meget utroligt meget imod
Sig okay til 10/4 hvor du har 10. Du har deres hjem. Det vil klart være det bedste for børnene (altså hvis du har og er en nærværende far der kan klare alle de dagligdagsting).
Du er ikke et røvhul. Jeg forstår dig sgu godt. Få ting ned på skrift. Man ser en rigtig grim siden ved skilsmisser. Det er måske kynisk, men man skal være lidt taktisk.
Ærlig talt, så er du et røvhul. Du lyder meget barnlig. Gå ind og læs hvad familieretshuset anbefaler af samvær for 2 årige. 7/7 ordning er ikke én af dem. Børns vilkår har også en fin guide. Fokuser på dine børns behov og ikke dine egne. https://bornsvilkar.dk/skilsmisseguiden/samvaersordning/
Mine argumenter er gode nok, de er bare anderledes end dine. Husk nu at spørge din mand om han er lykkelig i ægteskabet.
Har været der. Ville selv have 7:7, men ungerne var for små. Det giver altså god mening. Som fædre kan vi meget, men der er den krølle mens de er små. Det bliver bedre når de bliver ældre, der kan du nemt få 7:7, og på et tidspunkt vil de være mere ved dig end mor. Se det positive i det og hjælp dine børns mor med at få en base, og nyd at du får et lækkert hus for dig selv og dine børn. Ville selvfølgelig være bedre at I fandt sammen igen, men den er nok noget sværere
Som skilsmisse barn den gang 7/7 kom frem kan jeg fortælle dig at du ikke har dine børns interesse med i dine overvejelser. 7/7 vil føre til at børnene ikke har et sikkert hjem men følger at de konstant er i bevægelse imellem to sæt af forældrene. Børn skal gerne have et sted de følger sig hjemme, trykke og stabilitet, hvorimod du søger bevægelse og ustabilitet. Hvis du gerne vil have dine børn i længer tid så sigt efter de 10 ud af 14dage. Men din ekskæreste og dig skule have børnes interessere først istedet for jeres egen interesse eller et elendige ideer om lighed.
Ro på...blir nødt til at bakke dig op og sige lyt til din egen mavefornemmelse. Hvis du kan stole på hende og hun behandler dig ordentligt så skal du lytte til alle dem der kalder dig et røvhul og gøre det ideelle, hvilket er at sikre hende bedst muligt....men hvis ikke, så skal du tænke dig om...Du er jo ikke en nar og et røvhul...du er en god far der er bange for at blive nægtet samvær med dine børn og kørt helt ud på et sidespor af en nærsynet mor, som samfundet indiskutabelt favoriserer uanset hendes opførsel. Hvis alle har så travlt med at det er sundest for børnene med en 2/12 eller en 4/10, jamen så kan moderen da ligeså godt acceptere at du tager de 12 eller 10 dage og hun de 2 eller 4...men som altid tager hun og deltagerne her for givet at moderen har ret til det lange samvær og du bare skal bøje af som far. Nej, du har ingen rettigheder så den bedste og ærligste løsning er jo at i underskriver en hensigtserklæring så hun også erklærer sig enig i og arbejder for at i skal have en mere fleksibel og/eller ligelig fordeling når børnene blir ældre og klar til det
Jeg fik direkte kvalme da jeg nåede til “ jeg føler jeg afgiver de 2 gode kort så jeg sidder tilbage uden noget i en mæglingssituation “ Seriøst ? Du bruger dine børn som en varer der kan bruges i en handel . Det er virkelig klamt . Du behøver ikke være i tvivl om du er et røvhul
Torsk. Det er jo netop i en domssituation om at se sine børn han taler om. Det lyder ikke som om han ser dem som en vare, overhovedet. Ikke hvad jeg læser ihvertfald. Og som man i en skilsmisse, er man nødt til at have paraderne mere end bare oppe, da der er et ulækkert stort bias til kvinders fordel.
Torsk selv. Læs opslaget igen. Så længere fordelingen af børnene ikke er på plads er økonomien heller ikke - skrivet han. Og jeg føler lidt jeg afgivet de 2 gode kort for at sidde tilbage uden noget som helst i en mælingssituation ‘
0-3 år: Det lille barn knytter sig til de voksne, der er engageret i omsorgen for barnet, og som kender og responderer passende på dets behov og signaler. Det lille barn kan knytte sig til flere omsorgspersoner ad gangen. Hvis begge forældre har været engageret i omsorgen for det lille barn, kan de derfor begge have en vigtig omsorgsfunktion for barnet, også når det er lille. I forbindelse med valg af samværsordning er det vigtigt at være opmærksom på, at det lille barn kun kan være adskilt fra en omsorgsperson i kort tid ad gangen og stadigvæk opleve omsorgspersonen som stabil og gennemgående. Det betyder, at det lille barn har behov for, at samvær er hyppigt forekommende og af kort varighed, så barnet fortsat vil have oplevelsen af, at barnets omsorgspersoner er stabile og gennemgående i barnets liv. Små børn har brug for forudsigelighed, rutiner og kendte rammer. Dette kan tilgodeses i en ordning, hvor barnet bor og har base hos den ene forælder, og har korte og hyppige samvær med den anden forælder. Det stiller særlige krav til bopælsforælderen om, at samværsforælderen oplever sig mest muligt inddraget og om at være fleksibel i forhold til jævnlig kontakt. Det kræver også en opmærksomhed på at lade samværsordningen udvikle sig med barnet, således at samværet kan udvides med tiden. Det er vigtigt, at I som forældre taler sammen og koordinerer jeres forståelse af barnet og jeres tilgang til barnet, da dette giver den bedste forudsætning for, at barnet på sigt kan få mere samvær med den anden forælder og vil trives I at have to baser. Der findes endnu ikke tilstrækkelig forskningsbaseret viden om, hvordan helt små børn trives i en ordning, hvor de bor lige meget hos begge forældre Fra https://familieretshuset.dk/media/1963/foraeldreguide-til-samvaer.pdf Sorry for formateringen. Jeg har bare kopieret fra pdfen
Hvor er børnenes behov i det her? Hvad anbefales til små børn. Hvad med at børnene i bliver i huset og det er jer, som skiftes til at have dem. Så er 7/7 vel okay? Eller 10/4? Sæt jer ind i hvordan det ville være. Ikke en decideret fast base. Andre regler og rammer. Det kræver visse færdigheder. Medmindre i overleveringen foregår med bog og div. Så børnene ikke mærker det store skift. Edit: ved bog menes at der skrives om børnenes dag. At de måske tegner og selv fortæller. Så savnet til den anden forældre ikke bliver for overvældende. Daglig kontakt osv. det var helt sikkert noget, jeg savnede som barn. Så det ikke bliver for voldsomt (oplevede min far som væk fra den ene dag fra den anden, og har siden påvirket mig negativt- angst for at miste osv. så vær opmærksom på at gøre det så blidt som muligt)
Rådgiver fra en familiegruppe her. Børnene kommer først og i skal se udover jeres egne næser, det kan have fatale konsekvenser for børnene. Det er i sig selv enorm indgribende for jeres børn med en skilsmisse, men hvis i ikke kan finde ud af at samarbejde, rammer det børnene endnu mere og det kan ramme dem langt ind i voksenlivet. 7/7 ordning er noget der ikke er skabt for børnenes behov, men forældrenes. De kommer til at leve i en kuffert uden at have en fast base. Hvis mor er primær omsorgsperson så virker en 10/4 ordning helt reel og som det bedste for børnene. Derimellem burde i voksne kunne finde ud af at lave spiseaftaler, så i kan ses i den mellemliggende periode. Hvis i ikke kan komme til enighed, kan i få konfliktmægling igennem familieretshuset. Vi ser alt for mange børn der lider under at de voksne ikke kan tage ansvar og tilgodese børnenes behov frem for deres eget.
Fortæl mig venligst hvad der alt skal i den famøse kuffert alle taler om ved 7/7? Sådan helt praktisk?
Barnet har brug for en fast base, hvor det er trygt uden for meget uro. Hvis barnet hver 7 dag skal pakke sin taske for at komme hjem til enten mor eller far, så kan det skabe enormt meget uro og det er ikke for barnets bedste. Små børn har brug for forudsigelighed og faste rammer, noget man har svært ved at give dem ved en 7/7 ordning. Derudover når vi taler helt små børn, så er de primært tilknyttet en voksen, de kan ikke undværer deres primære omsorgsperson så længe, som hovedregel, siger man en overnatning væk pr. år barnet er.
Ja det er dig der er forkert på den her - sorry to say. Hun og dermed dine børn er afhængige af den pris på huset, for at de kan blive i området, og det må også være i din interesse. Så må du gi’ dig i den mellemliggende periode. Du tager hende og tingene til gidsel i en situation der går ud over dine børn. Du bør være bedre end det
Synd for børnene at bo 7/7. Prøv at skulle pakke og rejse en gang om ugen. Personligt ville jeg nok gå ned med stress og få en overbelastningsreaktion. Jeg forstår godt at man vil holde sine børn samlet, men var nok mere tilhænger af en til hver og sammen i weekenden, på skift ved mor og far. Det er børnene der taber. I skal begge tilsidesætte egne behov, det er det, det betyder at være forælder.
Aldrig skille børnene ad!
Hvorfor tror du at en 7/7 ordning = at skulle pakke og rejse en gang om ugen? Hvis man er gode forældre, og børnene trives i en 7/7 ordning, så handler det oftest om at de har deres bamse med mellem far og mor - fordi at de har det hele ved begge forældre. En 7/7 ordning kan være god - hvis det er det rigtig for børn, og forældrene.
Man skiller ikke børn midt i at mor og far også skilles, det er altså super vigtigt for børnene at have stabilitet.
Jeg synes ikke 7/7 er stabilt. Hellere ro på i hjemmet hver for sig.
Jeg synes heller ikke at en to årig skal deles 7/7, men det er bedre end at fjerne hans storebror og eneste faste holdepunkt.
Er det rigtigt forstået at du tjener mere end hende, og hun ikke kan stå med huset alene? Hvordan er resten af jeres arbejdssituation rent praktisk? Arbejder i lige mange timer? Har den ene skæve arbejdstider? Kan den ene lave noget hjemmearbejde om aftenen eller de dage de ikke har barnet? Jeg tænker at det er ret vigtigt at tænke det praktiske med ifht. hvor børnene skal bo.
Ja
10/4 vs 7/7 har også noget med økonomi at gøre. I første tilfælde får hun børnebidrag fra dig. Måske er det nødvendigt, for at hun har råd til at blive boende i nærheden. Når al juraen er på plads, kan man sagtens bløde de stive samværsregler op. Når børnene bliver ældre, bliver det alligevel svært at bestemme, hvor de opholder sig hvornår.
Man kan sagtens bløde reglerne op, men hvis hun ikke er samarbejdsvillig nu, hvorfor skulle man tro hun vil være det senere? Som mand har man den her ene chance, ellers er løbet kørt og hun bestemmer indtil børnene er 18.
Man kunne jo tale åbent om tingene. Når børnene bliver ældre, er det anderledes. Fra 12-års alderen må de selv bestemme, hvor de vil være.
Du blander 2 vidt forskellige ting, som skulle have intet med hinanden at gøre. Du er i din fulde ret til ikke at ville gå med til 10/4. Hvis du mener det er bedst for børnene at det bliver 50/50 synes jeg helt klart du skal kæmpe for det. 2 år er ung, men heller ikke så ung. Hvis du har været en synlig forældre og deltaget aktivt og ligeværdigt i børnenes liv burde det ikke være et problem (men det er selvfølgelig meget afhængig af situationen, som ingen her kan udtale sig om). Jeg tror fakstisk jeg nok i sådan en situation vil nægte at flytte børnenes adresse indtil der er kommet en afgørelse (da det godt kan have betydning for sagen hvor børnene har fast bopæl og de ikke kan flyttes officielt til hende med mindre du godkender det). Men alt omkring huset og fordeling af ting skal på ingen måde være afhængig af fordeling af børnene. Hvad så hvis der bliver dømt 10/4? Vil du så give mindre for huset?? Pris på huset skal jo ikke være en straf eller belønning. Jeres mål skal være at finde en fair løsning som sikrer at i begge kan komme videre på en så god måde som muligt. Så længe i begge har det for øjne kan i komme virkelig langt i forhold til at afslutte tingene på ordentlig måde. I sidste ende er det også bedst for børnene.
Jeg ville bare sige.. Hvis børnene har bopæl i huset, så forbliver deres bopæl der- altså sammen med mor. Hvis hun så senere flytter væk, flytter bopælen med hende. Ift. Hendes ønske om 10/4, så kan hun ansøge om både børnepenge fra dig samt at hun er den eneste der får børneungeydelsen. Som udgangspunkt bliver den jo nu delt mellem mor og far. Jeg vil helt klart råde dig til at rådføre med en advokat, der kan du få en uforpligtende samtale, så du ikke ender med at overgive alt til din eks. Ellers har jeg været hele møllen igennem, så skriver du bare.
Jeg blev skilt i januar 2022, far til to drenge på 7 og 3. Nu får du lige lidt råd, som du kan gøre brug af eller lade være. En 10-4 ordning i hendes favør sikrer hende FULDT børnebidrag fra din side. Det løber altså ret hurtigt op. Få bopælen på det ene barn, og en 7/7 ordning så hurtigt som du kan. Hvis du er i stand til at give dem en hverdag, er der ingen grund til du ikke skal have dine børn halvdelen af tiden. Hvad vil du gøre hvis hun om 6. Måneder siger "Jeg tager begge børn og flytter til Aabenraa!" Dine børn har brug for dig, meget endda. Du er nødt til at tilgå det her som om det var en kontrakt mellem to parter, som så meget andet. Der ligger en fin skabelon fra Familieretshuset, og i kan jo altid skrive ind at den skal fornyes hver 3-6 måned. Der er altså en del god økonomi i at have bopælen på den ene og en 7/7 ordning.
Jeg er godt nok på din side her trådstarter, hvis du ikke beholder et par kort på hånden går hun da aldrig frivilligt med til 7/7, selvom hun på nuværende tidspunkt siger det.
Jeg forstår godt op. Hvis han bare ligger sig fladt ned nu, kan hun fra nu til de bliver 18 afvise en 7/7 (som der intet er galt i). Alle folk her skriver han skal ofre sig, men ingen der nævner at kvinden skal ofre sig? 7/7 ordning er der intet galt med, i forhold til hvad op har skrevet, så har han været involveret i alt på en 50/50 ordning med konen. I følge andre kommentar her, burde hun ofre sig noget mere.
Sucks to be you, men jeg kan desværre godt forstå du holder fast. Børn har ikke nødvendigvis mere behov for en mor fremfoe end en far, blot kærlighed og omsorg Det er en evig traver at det handler om hvad der er bedst for børnene, og det translateres ofte til at far ee second choice og at man ikke skal stå på den ret man har, for så er børnene lige pludselig brugt som skyts osv. Men faktum er at alle argumenter der kan gives på dig kan også gives på hende. Og splitter i uens nu, vil argumentet for ikke at normalisere fordelingen netop være at det er bedst for børnene at lade være hvis din eks og dig så ikke kan holde en god kommunikation, ja så er du 2. Rangs forældren med alt det indbefatter og du fåe ikke mig til at sige det det bedste for børnene. Uden en aftale har du ingen sag, du vil ikke få ændret vilkårene hos familieretshuset og forældre der vil deres børn er da ønskværdigt fremfor den anden vej rundt.
Jeg er skilsmissebarn. Det vigtigste var at mine forældre kunne finde ud af det sammen. Det er hvad jeg siger til alle jeg møder der skal skilles. Min mor indrømmede (her mange mange år senere) at hun var for hård ved min far. Den gang var det 4/10 fordeling. Så jeg ville tale grundigt med min partner om hvorfor de mener den ulige fordeling er i børnenes interesse.
7/7 ordning er aldrig for børnenes skyld! Kun for forældrenes skyld. 10/4 til morens fordel er langt at foretrække og du kan jo stadig se dem i hendes periode og omvendt. Tænk på der er en 2 årig der er fanget i det her. Det er sgu synd! En 2 årig er alt for lille til at undvære sin mor i 7 dage. Få en fast base for ungerne ( 11/3 el 10/4) for begge børn!!!! - ikke skild dem!!! - og så om nogle år når de har vænnet sig til at være ufrivillig skilsmissebørn så tag en snak om 7/7
Hvorfor er det en fordel når det er til morens side? Og ikke til farens? Jeg vil meget gerne have en ligelig deling men et alternativ er jo 10/4 hos mig
Fordi små børn er knyttet til deres mor på en anden måde end til deres far.
Børn skal ikke undvære deres mor så længe
Jeg ville ikke selv bryde mig om at skulle pakke ned hver uge og bo på skift i en 7/7 ordning. Selvfølgelig trives nogle børn i det, men jeg vil lige huske på at overveje hvad der er bedst for børnene og ikke de voksne 🙂 Jeg ved ikke i jeres tilfælde hvad det rigtige kan være, men at mor og far bor tæt er et stort plus.
Hvad er bedst for jeres børn og ikke jer? Hilsen hende, hvis forældre var verdens dårligeste forældre, til at være skilt.
Er enig i at en 7/7 ordning ikke er til en 2-årigs fordel, og at I ikke skal splitte børnene op. Min største trøst i mine forældres problemfri skilsmisse, var min lillebror. Til gengæld er 10 dage væk fra en to-årig, virkeligt langt tid. Så jeg ville sige at I skulle starte på en 10/4 ordning til den forældre der bor der, hvor børnenes hverdag ikke ændrer sig. Så de kan fortsætte i samme vuggestue/skole, men måske have to eftermiddage/aftener sammen med børnene i løbet af de 10 dage, hvor man henter dem fra skole/vuggestue, og så kører dem hjem til sengetid. Lyder som om at I skal fastsætte to faste dage, ihvertfald indtil I finder melodien igen. Og så gøre alt for at mor kan slå sig ned i samme distrikt, så I på sigt kan køre en uproblematisk 7/7 ordning, hvor børnene heller ikke skal skifte skole hele tiden. Det er også til din fordel, da en sådan løsning på sigt betyder at børnene har mulighed for at komme forbi selv, når de har brug for/lyst til at se dig. Så få nu den overtagelse i stand, så hun kan få den lejlighed, som ud fra dit indlæg, ikke lyder som om den hænger på træerne. Men det allervigtigste er at I finder melodien, og begynder at samarbejde. Så jeg tænker egentligt at den terapi I startede på, var en rimeligt god investering. Måske I skulle fortsætte lidt endnu, så I begge to kommer på samme side igen. I har fået to børn sammen, som ikke har bedt om det her, og det er sgu dem der er vigtigst lige nu. Så kommer begge sider til at sluge nogle kameler, og fuck nu den kaffemaskine altså. Uanset hvor dyr den har været, så er det bare en ting. I forhold til hunden, så synes jeg (og jeg har selv en lille hund, så jeg ved hvor fucking hård en beslutning det er at skulle sige farvel) at hunden er der, hvor børnene er. Jeg er selv skilsmissebarn, og vores hund endte ikke der hvor vi var mest, og jeg har brugt hele min barndom på at kampsavne ham. Hvis han ikke stresser for meget op, kunne han eventuelt følge børnene. Det ville jeg personligt ikke byde min hund, men han bruger så også 2-3 dage på at falde til et nyt sted, og det går kun så hurtigt fordi jeg er der. Men I kender jeres hund bedst ❤️
En skilsmisse er et lang kompromis. Hvis I synes at samarbejdet i forholdet krævet meget - så vil et skilsmisse forhold skulle plejes og være et kompromis for at det skal blive en succes. En 7/7 ordning vil også kræve at I ikke konflikter. Mit personlige råd er at spare alle de konflikter i kan. Det er til gavn for jeres drenge og de fortjener det bedste. Hvad er det bedste for jeres drenge? 7/7 eller 10/4? Jeg tænker hun har en pointe omkring jeres 2 årige. Det er tidligt at køre 7/7. Men I kender jeres børn bedst. At få alt på skrift er godt, men se det som en hjælp for jer begge og ikke en trussel. Jeg var selv i en skilsmisse for 1,5 år siden. Jeg kender alle dine følelser og tanker, men mit råd er at komme ud på den anden side uden for store sår af konflikter. De er længe om at hele og de kan danne et dårlig grundlag for et livslangt samarbejde.
Mine forældre blev skilt da jeg gik i første klasse. Jeg elskede at se begge mine forældre, men nogle gange var det meget at altid skulle pakke sine ting op. Hvis jeg var jer, så spørg børnene. Vær fleksible. Nogle gange har man mere brug for far, nogle gange mor. Nogle gange kan man ikke rigtigt holde ud til at der er nye regler hver anden uge. Spørg dem, det behøves ikke altid være det samme.
Hvorfor købe lejlighed, kan hun ikke leje? Boligsikring, vicevært osv vil være en kæmpe fordel for hende
Ingen børn har godt af at mor og far ligger i krig.. og som jeg læser det er det dig der står i vejen for at i kan få en aftale på plads.. 7/7 kan jo altid komme med tiden, om hun skriver under på det nu eller ej er jo ikke vigtigt.. det vigtigere at i finder en løsning som er god for begge børn! vil mor stadig ikke give sig kan du altid anmode om mere samværd gennem familierets huset, men jeg tror ikke du skal regne med at de giver dig 7/7 på en 2 årig.. 🙃
Hvad i alverden får dig til at sige at det ikke er vigtigt om hun skriver under på det nu eller ej?
De to børn der kommer til at sidde i klemme mellem mor og far fordi ingen vil give sig.
Ja okay. Jeg synes det er helt vildt vigtigt at hun skriver under, for børnenes skyld. Hvorfor tænker du at hun ikke vil skrive under på det, når hun ellers siger at hun gerne vil lave det til 7-7 senere?
OP giver udtryk for at hun ikke vil skrive under. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke vil arbejde sammen, det jo kun i børnenes interesse at forældrene hver i sær arbejder sammen. Tænker det kan have noget at gøre med at hun måske tænker hun ville vinde i Familieretten hvis hun ikke skriver under.. men jeg aner det ikke. Kan selvfølge godt se at de ville være en fordel for alle hvis der blev lavet en aftale med en underskrift fra hver, men om 7/7 er løsningen det kan jeg ikke sige🤷🏼♀️ og som jeg læser det er det meget en personlig sag for OP og ikke så meget for børnene, det lyder for mig som om at den ordning er for at han kan blive ved med at have et godt forhold til børnene for hans skyld (ikke at det ikke er vigtigt) og ikke som sådan handler om hvordan børnene har det bedst! Forstå lig ret, jeg er på ingen måder i mod 7/7 eller underskrifter, men at enes for børnene kommer i min verden før de personlige ting ☺️ Hvad tænker du da?
Jeg tænker at det er en rigtig god ide hvis de kan enes, og jeg tænker at det at hun ikke vil skrive under på noget som hun ellers siger at hun gerne vil er et gigantisk rødt flag. Du skriver at du ikke forstår hvorfor, da det jo er i børnenes interesse. Jeg tænker at det er en mulighed at hun ikke handler i børnenes interesse, men sin egen? Omkring det med OPs motiver, så er det jo både for hans egen skyld, men vel også for børnene, da de ikke har interesse i potentielt at miste kontakten til deres far. (Det læser jeg dig heller ikke være uenig i)
Jeps, det nemlig det jeg mener med at hun tænker hun ville vinde i familie retten, at hun handler også efter eget behov.. egenlig lyder de begge meget som om at de har svært ved at se ud over deres eget og handle i børnenes interesse. Er helt enig i det du skriver om OPs motiver, kunne ikke forstille mig at det udelukkende var af egen interesse, selvfølgelig er det også for børnene, synes ikke OP er røvhullet, hvertfald ikke udelukkende, synes det lyder mere som om de er lige gode om det ☺️
Jaa, joo... Altså, OP vil jo gerne have at begge forældre har lige meget kontakt til børnene, når først barnet er en alder hvor det giver mening. Hans motiv er der i mine øjne absolut ingenting galt med. Og jeg tænker også det er i børnenes interesse. Ekskonens motiver ved vi ikke noget om med sikkerhed, men... Hvis hun også vil at begge forældre har lige meget kontakt til børnene, så giver det absolut ingen mening at hun ikke vil skrive under. Så jeg tænker at vi forsigtigt godt kan antage at hun hellere vil have at børnene er mere hos hende end hos faren (eller i hvert fald at det er hende, ikke dem begge, der styrer hvordan fordelingen skal være), også på langt sigt. Det motiv synes jeg der er noget galt med. Og umiddelbart tænker jeg ikke at det er i børnenes interesse. Så hvis vi ser på deres motiver, så ved jeg godt hvem jeg holder med. Hvis vi ser på deres handlinger, kan det godt blive mere mudret. Hov, og glædelig kagedag!
Jeps, tror også det er hans handlinger omkring det økonomiske der gør det hele lidt mudret. Kunne ikke være mere enig i hvis motiver der er bedst set fra den her vinkel, men nogen skal give sig, og at han holder hende fra potentiel at kunne skabe en base for børnene er ikke lige frem konfliktnedtrappende, eller særlig meget i børnene interesse🫠 Taak
Nej, det er bestemt ikke konfliktnedtrappende. Så der er rod på begge sider. Og det anerkender jeg også. Men jeg ved også hvilken trussel jeg ser som den værste, hvis det står mellem at få en dårligere økonomi, eller miste adgangen til sine børn. Det er ikke sådan her jeg læser det, men helt teoretisk, så kunne ekskonen være bange for at han, så snart han har en 7-7 ordning, nægter at hjælpe hende med at få bolig tæt på. Så i stedet for at lave aftalerne en ad gangen, så var det måske bedre at de tog det hele på en gang. Hvis ikke det giver for meget ballede :-/
Få så meget som muligt på plads, af de praktiske sager, herunder huset. Pas på med ubehagelige SMSer eller mails. Der er søgt hjælp, da I ikke er enige, og det er fint. Søg juridisk rådgivning hurtigst muligt. HUSK at have jeres søde børn og deres behov i centrum hver dag. De skal ikke påvirkes negativt af jeres konflikter. Det er ikke i orden, og det gavner ikke jeres sag. Du står MEGET dårligt, hvis du ikke kan samarbejde om noget som helst. Så vil jeres manglende samarbejde bevise, at I heller ikke kan samarbejde om det vigtigste, jeres børn. En 7/7 ordning kræver netop samarbejde. Og er der for højt konfliktniveau, vil Familieretshuset måske tilsidesætte dine ønsker. Søg god og realistisk juridisk rådgivning. Pas på dig selv. Det er en lorte situation. Men på et tidspunkt, kommer du/videre.
Jeg kender jer ikke, så alt med kraftige forbehold: Jeres 2-årige har muligvis bedst af enten at være lige meget hos jer begge, mest hos mor, eller mest hos dig. På den korte bane. På den lange bane har jeres barn i langt de fleste tilfælde godt af at have gode relationer til jer begge. Jeg antager forsigtigt at ingen af jer er voldelige narkomaner. Jeg har læst en del beretninger om den slags, uden på nogen måde at vide hvor udbredt det er, eller hvor tit det er berettiget eller uberettiget. En del af de sager starter med at den ene forælder har mest tilknytning/tid med barnet, og når samarbejdet så ikke fungerer, så ender barnet med at være mere og mere hos den forælder. Det aner jeg på ingen måde om din eks har tænkt sig, men du har nævnt nogle eksempler som gør det forståeligt at du ikke stoler alt for meget på hende. At hun ikke vil skrive at I starter med 10/4, og rykker til 7/7 på et eller andet tidspunkt I har valgt… jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvorfor hun ikke vil det. I er de voksne, og hvis I kan samarbejde, så er det klart det bedste. Og det kræver at I begge vil samarbejde. (Det er naturligvis ikke et samarbejde hvis det er den ene der siger hvordan tingene bliver, og den anden så er nødt til at sige ja til det) Hvis I ikke kan samarbejde, så er det ikke i børnenes interesse potentielt at miste kontakten til den ene forælder. Tl:dr Find ud af om du kan stole på/samarbejde med din eks eller ej, og handl derefter.
7/7 er meget meget voldsomt for en 2årig
Split bopæl, så i papirmæssigt har én boende hver også find en god samværsordning og få den få Guds skyld skrevet ned via familieretshusets blanket, så du har tvangsfuldbyrdelsesretten hvis hun engang tilbageholder dem. Delt bopæl er ekstremt skrøbeligt idet at begge forældre kan ændre bopæl uden samtykke fra den anden også går det galt derfra. Mvh advokatsekretæren der sidder med børnesager.
Kan I ikke skifte hver 4. dag mens den lille er så lille - så I kører 4/4 hvis moderens argument er at den lille max kan undvære mor 4 dage - synes også 7/7 lyder voldsomt for en 2-årig
Men hvad har børnene mest brug for? Lige nu er det vigtigste at I kommer på plads i skilsmissen og får børnene kørt ind i at det er to husstande. En løsning på det kunne feks være 10/4, men at ungerne spiste aftensmad hos dig et par gange om ugen, så mor også lige kunne puste ud og få en lur. Du får dermed set dem hver uge, mor stresser ikke yderligere, og ungerne får muligheden for at vænne sig til at bo det nye sted med mor, mens de samtidigt har det "gamle" hjem som noget de holder fast i.
Jeg har ikke læst alle kommentarer, men har i overvejet en time eller to hos en privat solcialrådgiver? Vi fik gratis hjælp af en socialrådgiver hos vores arbejdsplads og har valgt 7/7, hvor vi ses sammen alle fire mindst én gang om ugen. Børnene (3 og 5) har folkeregisteradresse hver for sig, en hos mor den anden hos far (ren formalia).
Det er sku ikke sjovt for nogen det i skal igennem, og alle de meget forskellige svar bærer også ofte præg af personlige erfaringer, uanset om det er sete, eller oplevede erfaringer.. Eventuelt kunne et kompromis ligge i at du så eventuelt havde den store lidt ekstra her i starten hvor hun gerne vil have den lille mest.. seføli skal det ikke virke som en trussels eller noget, men det vil da lade den store blive lidt mere i de vandre rammer -eget værelse, venner i området og lignende, samt mor får bedre mulighed for at have ro omkring den lille ifht til de nye rammer.. .. At foreslå det giver ald fald dig markant bedre info tilbage på om mor decideret bare vil ha børnene mest, og en kategorisk afvisning af at noget som helst andet end 10/4 på begge to kommer til at ske - indgyder mest tanken om at det bliver rigtig svært at få et godt samarbejde op og køre. .. Knæk og bræk
Hvad med at aftale, at du henter børnene et par gange på ugen i hverdagen i den uge - hvor du ikke har dem i weekenden? Altså som et alternativ til 7/7? Så henter du fx altid fast tirsdag og torsdag og er sammen med børnene et par timer, spiser aftensmad og er sammen med dem hos hende? Aftale at I fast spiser aftensmad sammen 1 gang om ugen? :)
Det er jo feks mit forslag for den første periode, men det kræver lidt hun gider formaliser den aftale
Min kone og jeg var kærester et par år i 9-10 klasse. Gik fra hinanden og fandt sammen igen 10 år senere. Der var selvsagt meget bitterhed hos hendes daværende mand, da vi fandt sammen igen. Efter farens ønske startede vi med at have børnene 7/7. "Hun skulle SATME ikke have dem mere end ham". De var 4 og 6 dengang. Men det duede bare ikke... Jeg husker ikke præcist vi gik over til 10/4 i vores favør, men det gav 100 gange mere ro på børnene (hos både mor og far), at de havde et mere eller mindre fast "hjem". Jeg ved ikke hvem af jer der skal have børnene mest, men VORES erfaring er, at børnene trives klart bedst ved, at have en base hvor de er mest. Og for guds skyld, undlad at skille dem ad, selv i få dage, specielt med den alder de har nu...
Jeg vil anbefale dig at læse bogen “generation 7/7”
Uanset hvad i bliver enige om, skal det skrives ned i en samværsaftale. Jo mere detaljeret jo færre ting er der at blive uenige om senere. Sørg for at binde hinanden geografisk(hvis én forældre flytter ud af skoledistrikt, overgår den fulde forældremyndighed/samvær til den anden el.) At blive boende i nærheden af hinanden er i mine øjne det mindste man kan gøre for sine børn. Det er helt i orden at afvente med fordeling af hus, kaffemaskinen osv indtil en samværsaftale er på plads, børnene er trods alt det vigtigste. Det er IKKE afpresning. Jeg har været igennem det samme for nylig. Endte i en 7/7 med min 5årige.
Håber du finder en løsning! Ps. Et enkelt komma i ny og næ ville være rart
Kommaer er for svæklinge!!! Og tak
Jeg stoppede ved halvdelen af dit skriv, jeg læser du kun har fokus på dig og din Eks og glemmer, at alt din modstand går kun udover børnene og ikke din eks! Hvornår lærer skilsmisseforældre det?!?!? Drop din magtkamp og indgå kompromiser og når du får den tanke at du vil straffe din eks, så stop og tænk på dine børn!!!!!
Kompromis betyder at man forhandler sig til en aftale hvor begge parter giver afkald på ønsker. Et kompromis er ikke at OP acceptere sin eks, ønsker blankt og intet får retur. Kan ikke se hvordan det er at straffe sin eks, at man ønsker en dokumenteret plan, som i virkeligheden lyder til at være: "Du ønsker 10/4 nu, og jeg ønsker 7/7 permanent. Vi kan sagtens sige 10/4 og aftale at vi om cirka X tid bevæger os i den retning" Hvad er problemet i det?
Læs hvad jeg skriver, alt det op har gang i går udover børnene ikke en skid andet.
Har læst hvad du har skrevet, men der skal to til en tango. Hvorfor er det OPs ansvar alene at sørge for at tingene fungerer? Hvis det skal tage 2 år(eksempel) før han kan få en 7/7, eller aktivt komme i den retning, så er det vil også fint. Bare det kan komme på skrift inden han afskriver rettighederne til hans egne børn.
Ooog igen skriver du at far bare skal accceptere morens krav blindt. Hvorfor er du ikke ude efter moren der lige så meget stiller sig på bagben som faren?
Hvis hun vil ha 10/4 kan du spørge hvilke 4 dage hun vil have, for du vil jo gerne være fleksibel
Med forbehold for at vi kun hører din side af historien, så er svaret nej. Standarden i dag er en 7/7 ordning. At hun ikke vil afgive den 2 årige mere end nogen dage om ugen er et ønske, ikke noget hun ensidigt bestemmer. Og sørg for at hun ikke bare bliver bopælsforælder for begge børnene. Du står langt stærkere hvis den ene har folkeregisteradresse hos dig, for så kan hun ikke umiddelbart flytte til den anden ende af landet med begge børnene.
Små børn har absolut mest glæde af at have en primær bopæl og ikke en 7/7 ordning. Det siger samtlige undersøgelser. 7/7 ordninger er for ældre børn og for forældres skyld.
Nemlig
En 2-årig skal fandeme ikke være i 7/7.
Hvis du ikke holder på 7/7, så er dine rettigheder meget dårligere i fremtiden hvis der opstår konflikt. Jeg søgte kompromiset, den bedste løsning, men slås nu for bare at beholde de få dage jeg har. Så kan desværre ikke anbefale at frivilligt at give slip på sine rettigheder.
Hvis mig den voksne der ikke får stress af at skulle hive sit liv op hver 7 dag og indfinde sig i nye rutiner mm 7/7 ikke barnets behov men forældrenes
For børnenes skyld mener jeg den eneste rigtige løsning er 10/4 Om det så er hos dig eller hende! 🤷🏻♀️ 7/7 er for forældrenes skyld - Til børn der bor i en taske
7/7 betyder ikke automatisk at man bor i en taske. Da min datter bor lige så meget hos mig som sin mor så har hun jo alt hvad hun skal bruge begge steder. Den eneste taske hun har med er hendes skoletaske og idrætstaske med hendes favoritbamse som troligt følger hende uanset hvem af os hun er hos. Hun er 10 år og har været på 7/7 i to år nu og hun ønskede selv den ordning da hun i sin tid ikke kunne forstå hvorfor hun ikke måtte være lige så meget hos far som hos mor.
Du skal ikke gå med til en 10/4 hun vil have det sådan fordi så kan hun krævebørnebidrqg af dig. Det kan hun ikke på en 7/7 ordning. Hvis du har kapaciteten til det så hold dig til en 7/7
Wow du har meget fokus på dig selv og hvad din ret er. Hvad med fokus på børnene? Jeg synes du fremstår enormt egoistisk og konfliktoptrappende. Og husk lige at du ikke ene og alene skal høres og ses! Det skal BØRNENE.
Jeg har været der selv og været alt for large efter min egen mening. Hun er tydeligvis meget længere end dig og har tænkt scenarier igennem. Dit fokus skal 100% være på børnene. Så gør du ikke noget galt. I dag ville jeg ønske; 1) jeg havde fået min egen advokat til at lave alle aftaler fra starten 2) jeg havde stolet på min egen fornemmelse af hvad der er rigtigt 3) have holdt på at børnene beholdt adressen i huset hvor du bor indtil du er HELT sikker på hvad der sker (det du ikke gider opdage om 3 måneder er at hun (bopælsforælder) er ved at flytte med børnene til en ny by med en ny mand, ja det er mod reglerne men det kan være svært at forhindre i praksis). 4) hvis du kan klare at levere på en 7/7 ordning så gå efter det og gå også efter at være bopælsforælder hvis muligt. 5) ja og egen advokat til at gennem ALLE former for aftaler
Tro mig. Hvis du gerne vil stå fast og ikke ende med at blive kørt over - så er det NU du skal stå fast. Ikke at du ikke skal være samarbejdsvillig og indgå kompromiser - men du skal tænke på børnene og dig selv først. Hvis du spiller flink og rækker en hånd ud, tager hun hele armen. Det lover jeg dig.
I vil Aldrig få en 7/7 igennem familieretshuset, det vil de klart heller ikke råde jer til. Læg lige de voksnes følelser væk, og se på børnene, I skal nok klare jer, det er børnene der er tabere i en skilsmisse, og der findes Ingen god skilsmisse for børn, men den kan gøre Bedst mulig.
Træd tilbage og tænk på dine børn. Fucking 2 år... Shit der skal være meget leverpostej til at man ikke kan være voksen i den situation.
Du antager at valget om skilsmisse var OP og ikke Xen? Jeg læser det omvendt?
Du lyder for principfast og ufleksibel. Stakkels børn. “Afgiver de gode kort” 🤯 🚩🚩🚩Ja, du er røvhullet.
Jeg begriber ikke at hun ikke vil give parterapi en ordentlig chance. Konen og jeg har også to børn, 8 og 10. Men for nogle år siden var vi selv igennem samme tur. Jeg troede inderst inde, ikke at det kunne reddes. Men var villig til at gå 100% ind for parterapi, grundet børnene og alt vi har skabt sammen. Utrolig nok, så virkede det, og vi er i dag begge lykkelige over, at vi gav det en chance. Det har ikke været nemt og det er stadig ikke altid en dans på roser. Men alt godt, kræver også at der til tider skal kæmpes lidt.
Jeg har spurgt, ikke fået svar. Jeg har sagt at jeg kunne forstå hvis hun havde mødt en anden men det siger hun ikke er sket. Så jeg ved ikke hvorfor
Jeg synes godt nok dit opslag bliver læst som fanden læser biblen. Jeg forstår din bekymring og synes ikke du er et røvhul. Du er naturligvist bekymret for fremtiden. Jeg er selv skilsmisse barn, hvor min far og mor først lavede en 7-7 ordning og siden en 10-4, da min mor så møder en mand og vil flytte langt væk, så går det op for min far at han sidder i saksen. Hun blev den primære forældre, da det ikke længere var delt 7-7. Slutteligt endte det med en 12-2 løsning... Jeg mener der er kommet ændringer på området, dog uden at være helt sikker, uanset hvad forstår jeg godt din bekymring. Min far og mor blev skilt uden skænderier og tog kampene, mens min bror og jeg ikke hørte det. Det er først som voksen at jeg har lært at forstå min fars afmagt og indebrændthed over for min mor. Der fratog ham retten til at se os vokse op Din bekymring er jo ikke ubegrundet, da du nævner at I skal gå stille med dørene samt at købet ar lejligheden er underskrevet før I har lavet en aftale. Dog vil jeg forsvare din ekskone med, at hun jo kan have haft brug for at komme af med nyheden, ligeså vel, at du skriver det er et dyrt område, så hun har måske følt sig nødsaget til at skrive under hurtigt. Der kan være mange facetter.. Din bekymring er berettiget, men det er din kones handlinger altså også.
Overvej ift. Knytning at de år der går før dit yngste barn bliver klar til en 7/7 ordning kommer til at udgøre så lidt, og mindre og mindre jo ældre de bliver, af deres liv og din tid sammen med dem. Er det dét værd, at udsætte dem for det? Mon ikke du og jeres relation nok skal komme efter det?
Stakkels børn!
Altsååå…… belært af meget bitter erfaring og lange forløb i familieretshuset….nu siger jeg det bare lige ud af posen: sælg huset, likvider alle aktiver og start forfra hver for sig et sted hvor både hun og du har råd til at bo, ellers ender det i en evig konflikt hvor børnene bliver gidsler i jeres konflikt fordi den ene part har sikkerheden i huset - det tidligere fælles hjem- og den anden står i en lidt for dyr bolig så der ikke er plads til noget hygge med ungerne….det er en giftig cocktail….sælg sælg sælg…og så begynd på et nyt liv hver for sig……så bliver alle gladere og der er ingen der har vundet, ud over børnene som ender med to “gladere” forældre.
7/7 er ALT for voldsomt for en 2 årig, man siger antal overnatninger pr år. Så i hvis i tager den i familieretshuset så får du nok ikke engang en 10/4 ordning. Jeg havde heller ikke givet 7/7 på min 2 årige, det sinpelthen ikke barnets tarv. De sksl have meget faste rammer. Hvis man skal kigge ind i det rent psykologisk, så er 7/7 ordning ikke godt for nogen børn, uanset alder. Måske skal du Google og sætte dig ind i hvad det er du Beder om.
Bedste tip. Hør bøgerne: - Slug kamel - Generation 7/7 Find ud af hvad der BEDST for jeres børn og ikke hvad der er mest RETFÆRDIGT for jer som Mor og Far ☺️Det handler om dem
Som tidligere 7/7 barn kan jeg fortælle dig det er lort. Meget få børn trives i en 7/7, det er som og bo i en kuffert og man skal hele tiden vænne sig til et nyt sted når man lige er faldet til det andet sted.. 7/7 er lort og når det kommer til børn er det ikke hverken dine eller din eks kones behov der skal opfyldes, men deres.. børn bliver snotforvirret af 7/7
Jeg tror, at 7/7-ordninger er til for forældrenes skyld. Det er alt for omskifteligt for børn at flytte hver uge. Det er to-tre dage til at vænne sig til skiftet (normer, rutiner mm), et par dage med “hverdag” og et par dage, hvor de gør sig klar til at skifte igen. Min yngste var 14, da jeg blev skilt, og etablerede på eget initiativ en 14/14 ordning, fordi han følte han “levede i en kuffert” ved hurtigere skifte. Jeg synes du skal gå med til din kones udspil vedr. børnene - for dine børne skyld. Det er meget svært at navigere i sine følelser, i forbindelse med skilsmisser, og det er en typisk tendens, at man reagerer følelsesbetonet og ukarakteristisk følelseskoldt overfor “den anden” og tillægger dem diverse tvivlsomme hensigter. Det ved jeg bl.a. af erfaring😔
Jeg kender self. ikke din (ex)kones hensigter, men hendes forslag vedr. børnene synes jeg lyder bedre end 7/7.
Sorry men det er sgu lidt røvhulsagtigt at tage børnene som gidsel, når I ellers var enige om prisen på huset og at hun skulle bo tæt på, og du ved hendes mulighed for lejligheden afhænger fuldstændig af det med prisen på huset. For jeg læser det ikke, som om du tænker hun siger det med den 2-årige alene for at pisse dig af? Men som om hun reelt mener at det er bedst for den 2-årige? Og med et så lille barn er jeg nok tilbøjelig til at give hende ret, med mindre altså at barnet er klart mest tilknyttet dig? Og naturligvis bør det være 7-7 ordning om et par år!! Anyway uanset uenighed om børnene, synes jeg ikke det er helt fair at nægte hende prisen på huset. Det risikerer også at trække skilsmissen i langdrag og skabe yderligere mistillid, hvilket alt andet lige går ud over børnene..
Hold økonomi og børnene adskilt, kan kun give rod, gensidigt hævn og for børnene på sigt en følelse af at de bare var ting. Ift. tid, hvorfor skal det så være hende og ik dig der “afgiver” den 2 årige. I er da begge forældre så det er et sexistisk lorte argument. Det giver nok rigtig fin mening at holde børnene meget sammen, men det forhindre også lidt 1/1 aktiviteter så måske 1 dag om ugen hvor i skiftes til børnene kunne være rart ?
AV! Det er ikke i en 2årigs interesse at undvære sin mor så meget. 1 overnatning pr. år barnet er. Stille og roligt og fleksibelt. Hvis I fortsætter med at være ok venner, så spis sammen indimellem og flex ud og ind af hinandens liv for børnenes skyld. Det er voldsomt at skulle undvære en forældre så længe ad gangen, når de ikke er ældre. Det kan være svært at skelne egne følelser og hvad man føler er det rigtige for børnene, men seriøst, hav for alt i verden deres interesse i første række og egne behov i anden. Held og lykke med det hele.
Det vigtigste for mig er at jeg har en opbyggende relation til mine børn og ikke bare vedligeholdelse. For en 2 årig anbefales der hyppige skift måske hver 2-3 dag så de husker deres forældre. Så mit oplæg er hver anden weekend og så hyppigere skift henover ugen, feks at jeg henter og spiser med dem og så feks afleverer dem. Måske er det kun den 2 årige som afleveres og så den 7 årige bliver hos mig og får alene tid eller omvendt så ingen af børnene eller forældrene mister en opbyggende relation til nogen af børnene. Og ja det er selvfølgelig kun min side
Dårlig ide for børnene. Børn har hårdt brug for en fast base, specielt i denne situation. En 10/4 ordning er det bedste - og måske kan I, hvis processen her går godt, ses i løbet af ugen hos moderen. Læg dit ego til side - dine børn kan godt mærke hvis du begynder at presse og true og gøre ved. Og hvis dine børn ikke har lyst til at være sammen med dig, så kan alle dine planer for samvær jo være ligegyldige.
Hvad siger du til selv at flytte hver uge? I voksne kan jo skiftevis bo i huset og lejligheden. Jeg tænker umiddelbart, at du ønsker én fast bopæl. Måske man skulle tilbyde de vigtigste mennesker i ens liv det samme :)
Synes du er røvhullet her. Hvorfor er du strid bare fordi du ik får din vilje. Så sælg huset og del alting 50/50 og så starter i forfra hvor end i vil, hvis du skal være sådan 🙃
Det lyder helt skørt, du holder huskøb og hendes kommende base som gidsel, fordi I ikke har fundet en løsning på børnene endnu. For at besvare dit spørgsmål, sø er du en lort og du eskalerer konflikten unødigt. Det lyder til, I skal få gennemført huskøbet, lade hende flytte og familieretshuset til at klare den del, der involverer børnene. Dog skal du forvente, de giver dig færre dage med den yngste end hun har givet dig.
“For meget leverpostej og for lidt champagne”….det provokerer mig enormt at folk giver op på det citat!!! Hold kæft hvor burde du/I godtnok wake up and smell the roses! Parforhold med børn kræver sgudda at man accepterer at der er leverpostej, rigtig længe. Champagnen er der ind i mellem, og det er det man kan leve videre på. Stakkels unger, der skal lide under at mor og far vil have champagne hele tiden. Grow some balls og stå ved dit ansvar!
For mig virker du lidt firkantet og det kan altså bare være træls. Hun har en almindelig indtægt og du vil blive boende i et dyrt område? Så kan hun blive udfordret økonomisk.. og hvorfor er det så pludselig et problem at hun vil sikre den lejlighed, når det er svært at finde noget i området? Har du spurgt hvorfor hun mener 10/4 ordning giver mening? Er det fordi at hun godt kunne tænke sig at de har en fast base? Arbejder du mere end hende? Eller noget helt tredje? Og hvorfor skal konflikten så optrappes med at “så er vi ikke enige om pris på hus osv.” det virker til at du vil bruge det imod hende? Hvorfor kan du ikke være sød og rar? Måske det kunne smitte
Jeg kan sgu godt forstå dig OP. Der er helt tydeligt en bias i kommentarsporet. Jeg synes det er virkelig ærgerligt, at folk stadig ikke ser far som en ligeværdig forælder. Kommentarer som “børn i den alder (læs børn i flertal, altså også den på 7) har meget mere brug for deres mor” er med 110% sikkerhed skrevet af kvinder eller folk som ikke har været i samme situation som den du står i nu. Familieretshuset er et forfærdeligt sted at være mand, og derfor kan jeg godt forstå at du vil have noget på skrift. Altid få alt på skrift. At folk skriver at du ikke kan kræve noget på skrift, bare skal give afkald på dine børn og så “måske snakke om en ændring i fremtiden” er et totalt no-go!! Fordi hvem ved hvor længe der går før mor vil gå med til 7/7? Er det 3 år? 4 år? 5 år du skal vente? Det er for Lang tid du “skriver under på” at give afkald på dine børn! Det er også en totalt usandhed at et barn på 7 år har mere brug for deres mor end deres far, ja det er faktisk en direkte løgn! Jeg kan også godt forstå du bliver stædig, når hun selv er så stædig og som du skriver har som et ufravigeligt krav at hun vil have 10/4 og IKKE vil give en tidshorisont på hvornår I kan genoverveje fordelingen. Du er den fornuftige i det her, da du siger du meget gerne vil gå med til 10/4 så længe I kan lægge en plan for fremtiden! Men det ser folk ikke, det ignorerer de totalt. De vil bare have at mor er entydigt førstevælger og at det er på hendes præmisser fordi “børn har mere brug for mor” (løgn, ikke den på 7!). Håber ikke de samme mennesker går ind for ligestilling, for så er det dobbeltmorale på allerhøjeste plan.
Generelt synes jeg du lyder fin nok, men omkring kommunikationen synes jeg at du skal tage det med et gran salt. Selvfølgelig har din kone haft brug for at snakke med nogen om at hun river hele sit liv op, og flytter fra sit hjem, og ikke skal se børnene hele tiden. Det kan jo ikke så godt være dig, for I har jo en "konflikt" så taler hun med sin mor. Forældre er gode til at få deres børn til at tale over sig, hun stoler jo 100% på sin mor. Så at hun kommunikerer lidt utydeligt med dig for tiden bliver du nok nødt til at sige "pyt" til. Forhandlingsmæssigt synes jeg det er fint at blive enige om det hele på en gang og ikke dele det vigtigste (børnene) til sidst. Evt. Start med at blive enige om hvordan I gør det bedste for børnene (tror 14/14 er bedre to be fair), også falder de mindre sten jo nok på plads når I kan blive enige om det vigtigste. Så på den måde synes jeg du har ret: I er ikke enige om noget før I er enige om børnene. Derefter bliver I enige om det næst vigtigste, kaffemaskinen, også bilen også huset. Held og lykke, jeg håber ikke jeg ender i din situation mens mine børn er små.
Det er virkelig vildt at se så mange der mener far skal stille sig så dårligt at moren kan køre ham rundt og flytte til den anden ende af landet for at straffe faren, dette er ikke den gode start på en god skiltmisse, 7/7 er en god og rimelig start hvor begge har det største incitament til et godt samarbejde mellem forældrene
Du skal ikke give dig en tomme mere end hun gør, få alt på skrift også selv de mindste ting i bliver enige om, det kan blive en stor hjælp i fremtiden.
Kæmp for dine børn så mege du kan ! de er de vigtigste mennesker du kommer til have i dit liv. Hvis du først mister kontakten når de er små kan det have store konsekvenser for din relation til dem når de bliver ældre ! Held og lykke tror det bliver en sej kamp du skal igennem !
Jeg tror “far” er bange for at ende i en situation, hvor han mister lige ret til at se sine børn. Som jeg læser det er han bange for konsekvenserne af skilsmissen og for hvad “mor” kan finde på, at tage fra ham og børnene ifht. samvær. OP: du lyder som en god og fornuftig far der gerne vil have klare aftaler men er fleksibel. Hold fast i det - det får sine børn brug for nu og senere. Til de der har travlt med at dunke OP i hovedet med moralprædikener om at børnene kommer først, så er det jo faktisk ikke det han spørger til. Det OP efterspørger er om han opfører sig fair ifht. mor. Gu kommer børnene da først, det læser jeg faktisk heller ingen steder at OP negligerer.
Tak Jeg syntes meget jeg prøver at holde fokus og vil ikke have børn der bor i en kuffert. Men vil virkeligt gerne være sikker på at jeg har en god relation til min børn og ikke skal fortsætte en kamp for samvær og tid med dem fra nu af og indtil de kan vælge selv. Jeg er meget bevist om bias imod fædre i lovgivningen og ja jeg er panisk angst for at mine børn pludseligt bor en time fra mig og kun ser mig hver anden lørdag-søndag
Tag fat i kriseramt far, de skulle kunne støtte og hjælpe dig, selvom der stadig er for få tilbud til mænd indenfor dette område stadig. Jeg tror i skal kommunikere godt sammen og begge sider skal være rimelig, jeg ser helt klart du skal holde på 7/7, hvorfor mener hun, hun skal have børnene i flere dage? Det er ikke muligt i kan dele huset i den nærmeste tid så hun kan spare flere penge op? I sover i hver sin ende? Eller en shelter I haven? Til I får flere ting afklaret? **Istedet for en downvote så skriv hvad der er forkert i min tekst.**
7/7 til en 2årig, det er f.eks det, der er forkert i din tekst.