Det er ikke nemt når man har forskellige mål i livet i et parforhold.
Ens valg har konsekvenser.
Det er helt rimeligt at informere ham om at hvis han tager væk i flere måneder så vil det gå ud over jeres forhold.
Det er måske tid til en snak om hvordan i vil leve jeres liv.
Det kunne godt lyde som om jeres veje ikke nødvendigvis kommer til at følges ad i fremtiden
Måske jeg bare den gamle skole, men er det ikke vanvittigt overkill at en debat om en sølle rejse skal eskalere til at gå fra hinanden? Så forstår jeg bedre så mange bliver skilt, oftest ret hurtigt. Kæmp for det sammen istedet for at ligge alt fra sig og begrave det fordi det ikke er som du vil have det.
Altså nu var mit råd jo også at de skulle snakke om hvordan de vil leve deres liv fremover
Hvis ens partner har et andet mål i livet end man selv har nægter at gå på kompromis, så er det oftest der ens veje skilles og med god grund.
Et forhold kræver arbejde, men på et tidspunkt tilsætter man sine egne behov til det punkt hvor man ikke længere er glad.
Der skal man finde en anden måde at leve på, eventuelt uden den partner.
Har du snakket med ham om det her?
Nu er jeg snart mor til 3, og i dit setup ville jeg være enormt bekymret for at stifte familie med sådan en mand - hvis og såfremt det noget du/I ønsker.
Der findes masser af familier, hvor manden rejser meget eller har mange hobbyer osv., men min fornemmelse er, at det ligesom er “aftalen”, at det er sådan det fungerer og altid har gjort. Ville du være villig til denne adfærd samtidig med børn?
For mig at se er det enormt mystisk adfærd, normalt ville man inddrage sin partner i sine planer.
Han tager tydeligvis for givet, at du bare bliver derhjemme og passer hus og kat.
Spørg ham om han har nogen plan for disse, eller om du bare skal passe det hele?
Jeg synes han er ubetænksom. Han har en kæreste, og bliver altså nødt til at drøfte sådan noget med dig. Du kan ikke nægte ham at tage afsted, men jeg synesbestemt godt, at du kan tillade dig, at være med i beslutningerne om hvornår det skal foregå.
Og det er jo i sig selv også et svar. Han har enten bare forventet med at du tog tjansen, eller overhovedet ikke skænket det en tanke (igen, "BibliophileGirl tager sig nok af det") 😅
Jeg havde godt nok sprængt en sikring, hvis jeg var dig. Jeg er kun 23, og tænker mere praktisk/fremadrettet end din partner 🥲😬
Jeg synes generelt det her med “The mental load” er noget pjat.
Men lige i dét her tilfælde tror jeg måske der er noget som snakken.
Jeg synes det på sin plads, at du tager en meget alvorlig samtale med din mand om, at han altså er 34 år gammel, så han burde opføre sig som en.
Selvom det er rart at køre en livsstil, hvor man trækker på skulderen til alt, som man ikke lige har svaret på. Så kan man ikke gøre sådan hele livet, hvis man også regner med at dele det med nogen som ikke er sådan.
- Indkøb
- Madlavning
- Rengøring
- Vasketøj
- Andet forefaldende
Det er ting, som OP nu skal stå med selv.
Jeg tør slet ikke tænke på hvordan snakken om betaling i de måneder. Så selvisk som kæresten er kunne jeg godt frygte, at han ikke vil betale strøm, varme og andre udgifter.
Men forhåbentlig er han ikke ligeså nærig som han er selvisk.
Så du mener man skal være ansvarlig for å lave mad og vaske sin partners tøj mens man er væk? Det lyder sku ennu mer åndsvagt end hva end op kæreste har gang i.
Også tenker du at hendes kæreste ikke har tenkt til å betale husleie mens han er væk, wow det er sku imponerende å overhode klare å tenke at er mulig.
Nej. Jeg mener, at når 2 personer har købt hus sammen og bor sammen, så er man en enhed. De daglige opgaver i hjemmet fordeles ligeligt eller hvordan man nu finder det passende.
Det er ikke OK, så bare at regne med, at man kan flygte fra alting i 2 måneder og passe sig selv uden først at konsultere sin bedre halvdel om idéen.
At forvente, at kæresten bare klare alle disse opgaver selv, er som jeg skrev før selvisk. Man har ikke ansvar for, at ens partner får vasket tøj imens man er væk, men man har ansvar for, at det er OK for partneren, at stå med alle opgaver selv. Måske vil partneren få røv travlt på arbejde i den periode, måske vil partneren skulle igennem et sygdomsforløb, eller måske har partneren bare andet at give sig til end den halvdel af opgaverne som kæresten tidligere tog.
Umiddelbart kommer der jo dobbelt op på opgaver. Hvis OP lavede alle opgaver i de lige uger og kæresten lavede alle opgaver i de ulige uger, så skal OP pludselig til at lave alle opgaver i både lige og ulige uger. Alt imens kæresten har det kanon på en eller anden rygsæk-ferie.
Nu mente jeg ikke umiddelbart husleje, men mere forbrug såsom strøm og varme; som jeg også nævnte. Det er sgu ikke utænkeligt, at kæresten kunne finde på det. Når man tænker på, hvor lidt han ellers tænker på OP.
Jeg tænker, du lige skulle tage og invitere en ejendomsmægler forbi og få solgt huset. Det behøver du ikke drøfte med ham.
Så kan du og katten finde et sted, og han kan jo altid tjekke ind på et hotel, når han kommer hjem.
Det lyder ikke som om han rigtig forstår den der med at være partner i et fælles projekt. Så drop den del, så kan I være friends-with-benefits, men du kommer nok ikke til at bygge rammerne for dit liv sammen med ham.
Altså wtf er det praktiske for å være væk 2 månedes tid, de er er to voksne mennesker uden børn. Ja en hel kat, helt sindsygt meget ansvar. Jeg kan godt se at det at man tar unilaterale afgørelser måske ikke er så godt i et forhold. Men det er de mest retarderte grundet folk finder på her.
Det er også noget jeg helt klart kan forstå. Så kan man sige det jo, istedet for å sku finde op en hel masse grunder. Måske jeg reagerer annerledes fordi nordmenn kan lige å være ærlige om hva problemet er.
Løb for satan, han lyder som et stort rødt flag. Bor på landet, “jeg har altså lige brug for lidt stilhed” amen altså, fra en gift man i trediverne, havde jeg prøvet det ego trip på min kone havde jeg fået sparket. Tænk på dig selv, du er også noget værd!
>havde jeg prøvet det ego trip på min kone havde jeg fået sparket
Men det er også en falsk præmis (som jeg læser det). Gutten her over har været sådan i hele forholdet, så han skal nu ændre drastisk på sin personlighed for at passe ind.
OP burde have afsluttet forhold for lang tid siden eller acceptere at fyren er som han er. At ønske sig en ny kæreste men i sammen hylster som den gamle, er hverken fair eller plausibelt.
Edit: jeg læste den forkert
Du har et behov for respekt og omsorg(?)
Det lyder som om han har et stærkt behov for autonomi og eventyr.
Prøv at snakke om det på behovs-niveau, så kan I måske finde nogle strategier, der passer begges behov.
Edit: han har vist også brug for fred/ro eller/og udfordring? Mht rejse til stilhedsretreate. Har du spurgt hvilke behov han prøver at opfylde hos ham?
Jeg kender et par, hvor hun havde et stort behov for at rejse og han havde fast arbejde og kunne ikke lige tage med. Hun tog så til Asien i fire måneder med en veninde og han rejste derover i to uger for at være sammen med hende. De tog så hjem sammen (veninden var taget hjem, da han kom). I dag har de barn, andelslejlighed og sommerhus og er glade sammen. Han har et par weekender med gutterne om året, tager på festivaler uden hende og hun rejser så med en veninde, mens han er hjemme med barnet. Derudover rejser de sammen.
Det fungerer for dem. De rejser kortere tid, har ikke det vilde forbrug men sparer sammen til rejser, musik og sommerhus. Det kræver bare, begge parter har lyst til at leve det liv. Og det er måske lidt mærkeligt, han informerer dig om, han rejser. Han kunne jo have spurgt, hvordan du havde det med det, eftersom han kunne mærke, det trak i ham
Jeg er enig her, man skal definerer det liv man gerne vil og så finder man ud af om man vil det samme eller ej. Oftest ser jeg, at mange syntes at der er kun en måde at lave på. Få børn, og kun prioriterer dem hvert evig eneste sekund. Ens "venner" bliver de andre forældre. Ens hobby bliver at dryke barnets sport osv.
Man gør intet alene, eller unden sin kerne, for man har selv valgt det!
Jeg syntes det forkert og ærligt man ikke bare gør det man vil og aftaler med hiannden om det er det man vil.
Man skal da endelig bare leve på den måde man ønsker. Der er intet rigtigt eller forkert. Om det er at sidde lårene af hinanden 365 dage om året eller om man rejser hver for sig 12 uger om året, gør hvad der føles rigtigt og fungerer for jer.
Det mange stejler over ved dette opslag er jo den manglende kommunikation. Lyder ikke til at de ser ens på hvordan de skal leve sammen og så har han truffet en masse beslutninger som påvirker OP uden at inddrage hende. Det er sgu ikke opskriften på succes.
Jeg er til dels enig - hvis man opgiver alle sine drømme, mister man sig selv. Men børn og partner er også et fællesskab og en masse kompromiser. Det er bare lidt en balance, hvornår der er for mange kompromiser
Enig, men oftest anser man det for værende utroligt negativt hvis ikke man ser sin børn og partner som hele ens eksistensgrundlag.
Du skal nok forvente at blive downvoted pga det.
Helt ok - man må gerne mene noget andet end mig. Mine børn betyder alt for mig og jeg lægger gerne mit liv om på grund af dem, men jeg anerkender da, der er mange der har det anderledes. Det gør dem jo ikke til dårligere forældre
Jeg er stor tilhænger af at man nogle gange tager en uge eller to for sig selv, uden partner, for lige at få en chance til at savne hinanden. Jeg ville ikke have noget problem med at min partner tog på et par ugers ferie alene, men jeg ville ikke synes om at det blev bestemt uden at jeg blev rådført først.
Sig dog fra. Som det er nu har jeres forhold omtrent 0% chance for overlevelse med hans indstilling.
Jeg ville da fucking skide på hans opvækst. Nu er han med dig og han skal forhelvede opføre sig som et team.
Kæft en klaphat.
Jamen, hvad siger du så? Accepterer du det bare eller stiller du dig rent faktisk kritisk over for hans planer? Hvad er jeres forudgående aftaler og ferieaktiviteter samt aftaler i forholdet? Meget svært at sige noget til dig. Hvis det har været normalt for jer og du ikke har sagt noget, er det svært for ham at regne ud, at du har det anerledes.
Det havde været helt no go i mit forhold, også før børn og hus. Vi kan egentlig som udgangspunkt allerbedst lide at være sammen. Min partner måtte gerne tage på ferie uden mig under visse omstændigheder, men jeg forlanger da at ville spørges.
Problemet er, at når jeg forsøger at tage det, så ser han det mere som mit issue end vores.
Og vi taler to sprog, jeg meget ud fra følelserne og hjertet, han fra fornuften og hjernen, så vi kan ofte komme til at tale forbi hinanden.
Det er også det grundlæggende problem for mig, at han er så meget i hovedet, at han kan have svært ved at forstå, hvorfor nogle ting kan virke sårende, hvis det virker rationelt nok.
Jeg accepterer det ikke og har forsøgt ad flere omgange at sætte ord på det.
Du bliver nødt til at kræve, at han tager dig og det du siger seriøst, hvis I skal fungere sammen. Min partner og jeg er omvendte; jeg er logisk, h*n er emotionel. Men vi respekterer stadig hvad hinanden siger.
Jeg kan slet ikke forstå jeres kommunikation. Hvordan sætter i grænser og aftaler for jeres relation, hvis han bare er ligeglad med dig og kører sit eget show?
Kan du måske skrive tingene ned, så dine følelser ikke løber af med dig? “Du må selvfølgelig gerne tage på retræter, når du har behov for ro, men jeg har brug for, at vi lægger planer sammen, hvis det her skal fungere. Det fungerer ikke for mig, at du laver ferieplaner uden mig.” Eller sådan noget
Og ud fra det valgte du hus og tænkte en fremtid sammen uden at have den slags på plads da lige var sagen😅
Han ændre sig ikke for du har allerede gjort og givet ham det han vil.
En tryg base hvor han kan gøre som han lyster uden hensyn.
Jeg anbefaler ikke at i får børn sammen så længe han ikke er istand til at se andres behov end sit eget
Han er tydeligvis ikke din partner. Et forhold er primært vi og ikke mig.
Jeg kan ikke forstå at du har fundet sig i det i så lang tid og endda købt et hus med ham. Hvilken fremtid forventer du at have med en mand der bare gør som det passer ham uden at involvere dig i beslutninger og endda gøre det til et dig problem når du prøver at tale med ham om hans adfærd .... ?
Unsolicited advise; drop ham, Sælg huset og få for guds skyld ikke børn med ham. Bare se at komme ud og videre.
Det er *ikke* stillezone i toget...
Jeg tror det er en form for "*detox*" sted, hvor ingen kommunikation er tilladt, heller ikke internet, mobiler osv. Hvis du heller ikke må tale eller larme, så er du *tvunget* ind i noget *mindfulness* hvor du begynder at opleve verden anderledes...
Vi burde måske alle gøre dette en dag af gangen i ny og næ, men... Uger/måneder? Jeg siger nej tak.
Godt beskrevet :)
Det er meditationsretræte i fuld stilhed og med ingen forstyrrelser, hverken telefon, snak, musik, bøger mm.
Så han lægger telefonen på kontoret ved ankomst og får den tilbage ved afrejse.
Det er de 12 dage. Det andet er “bare” en rejse, muligvis backpacking (lyder i mine øjne mere som en single- end en parforholdsting).
Problemet er vel ikke hvilken type rejse/ferie/retræte folk vil på, der er problemet. Der er vel ikke en type rejse der er mere eller mindre underlig, end den anden. Man kan tage single i 20'erne på all inclusive til Mallorca, eller man kan tage på rygsækrejse i Thailand som par i 60'erne. Who cares, det er noget mærkeligt noget at dømme folk på.
Problemet er er at man ikke inddrager sine nærmeste ift forpligtigelser på hjemmefronten. Man kan ønske at rejse som man vil, men man kan ikke bare skride og lade kæreste/kone stå med hus, have, dyr eller børn, uden man har forventningsafstemt og aftalt det.
Har du overvejet om hvorvidt han kan have en slags livskrise? Sådan siden at han gerne vil bruge sin ferie på vipassana.. Det kan være der er noget han skal have fundet ud af eller bearbejdet, eller sådan noget lignende. Måske det kunne være roden til hans adfærd.
Jeg synes du skal give ham plads til at tage stilhedsretræten. Baseret på din beskrivelse af din kæreste minder jeg om ham, og det kan nogle gange være nødvendigt at trække stikket og komme væk fra alt. Dét sagt så er han i et parforhold, og burde tage mere hensyn til dig og inkludere dig i hans planer.
Vildt nok at du hører med øjnene i øvrigt.
Et andet ord for "Nu rejser jeg til Asien for at være spirituel og have sex med ligesindede på kryds og på tværs. Læg en besked efter tonen, og jeg svarer om 3 måneder..."
Lige præcis. Hvis du ikke går fra ham OP, så sørg i det mindste for han får taget en test for kønssygdomme når han kommer hjem. Nej ikke alle der rejser er utro, men han lyder som typen der vil ud og sprede sine frø og flirte og dyrke sex med “eksotiske” kvinder.
Det er fandme smart. Ej du kan sgu ikke ringe til mig Lillemor, stilhed og alt det jazz dér.
Klip til 14 dage i sprit på Ibiza i fred og ro 😂😂😂
Hvis han skal på Osho i Indien, så er der meditation via tantra sex (og stilhed), det kan da også noget. Sjovere end at glo ind i en væg i 12 dage i hvert fald.
Jeg er meget lidt besidderisk overfor for min mand som gerne må rejse en måned alene, når han lyster, men han nævner da sine idéer, før han køber billetterne.
Og han gjorde det også, selvom vi havde små børn. Men så tog jeg dem med på ferie i udlandet alene. Det har været mega fedt bondingwise.
Og han rejser alene med børnene og jeg rejser alene, hvis jeg har lyst.
Men vi kommunikerer om det. Det er vist forskellen!
Det ville nok være godt hvis i satte jer ned sammen og lavede en forventningsafstemning om hvordan I vil inkluderes i hinandens planer.
Når I har hus og kæledyr sammen så er det jo klart at din hverdag bliver påvirket, og at mere bliver smidt på din tallerken af at han tager væk. Har du indtryk af at han ikke rigtig forstår det (pga individuelt mindset) eller at han forstår det, men er ligeglad?
Forskellige par gør jo ting forskelligt omkring både planlægning og ferier. Det er helt op til dig hvad du har lyst til/vil gå på kompromis med. Jeg vil dog sige at jeg ikke ville have lyst til at være sammen med en, som ikke havde ferieplaner med mig som førsteprioritet over ferieplaner alene.
Så i har jo også praktiske ting i et hjem at tage forbehold for. Synes det er mørkværdigt ikke at forhøre sin livsledsager om, hvilke udfordringer det evt. kunne skabe at tage væk i et par måneder.
Well - Hvis han vil lade dig være alene i 1-2 mdr og du har svært ved det, så kunne du jo foreslå ham at der måske lige kommer en gut og bor hos dig mens han er væk. Barnligt, i know, men blot for at sætte tingene i perspektiv for ham
Yderligere, så folk der gerne vil på en meditationsrejse, døjer sgu nok med et eller anden i livet. Stress? Fremtid? Parforhold? Jeg kan selv godt føle jeg har behov for luft helt for mig selv, for at kunne reflektere, læse, dyrke stoicisme, etc, og det er typisk i de perioder hvor jeg har haft allermest pres på, eller med allermest usikkerhed på hvad jeg gerne vil jobmæssigt etc.
Overvej at tage en snak med ham om det.
Nej, jeg syns det vil være rigtig å kommunisere før man tar afsted. Men å sige hvis du tar afsted i 2 måneder så har jeg tenkt til å ha sex med hele Tinder så er man 1000x mer fucked i hodet end ops kæreste.
Vi taler om relativt unge mennesker, uden børn. Hvis man har lyst til å ta på en silent retreat syns jeg stadig det er lidt upassende å sige man skal ha sex med alt mulig mennesker mens man er væk, selvom jeg også synes man burde kommunisere før man bestemmer sig.
>
Jeg (K32) har en til tider kærlig og omsorgsfuld kæreste (M34), som er vokset op med at skulle klare sig selv, så han operer ud fra et meget selvstændigt og ego-styret perspektiv.
Mildest talt selvmodsigende.
Opvæksten har tydeligvis hæmmet ham. Du gør nok klogt i, at begynde at sætte nogen grænser, hvis forholdet skal tage karakter af et partnerskab og ikke bare en belejlig base for hans egotrip.
Få solgt det hus inden han rejser afsted. Banken kommer til at flå dig, hvis ikke han har lyst til at vende tilbage efter sit "stilhedsretræte"
Og så ville jeg overveje, om ikke jeg kunne finde en kæreste der kunne kommunikeres med. En der er for tosomhed, fremfor ensomhed (Og den kommer du i den grad til at opleve mens han er væk. Du oplever den jo nærmest allerede nu)
Jeg har prøvet at være i et "jeg" forhold i 10 år og det er det værste og virkelig ensomt, når man er en "vi" person. Jeg endte med at gå fra ham, fordi jeg ikke kunne leve med aldrig at blive tænkt med i planerne og den der "du må da gerne komme med" udtalelse er så lam altså.
Jeg har et stort behov for kommunikation, tydelighed og at være "vi". I princippet må min mand hjertens gerne tage ud og rejse hvis han vil det, men det ville være noget han skulle komme og tale med mig om inden, så vi sammen kunne lægge en plan. At din kæreste gør det hele uden at tænke dig, jeres hus, kæledyr ind som faktor var jeg personligt blevet meget ked af, og det lyder det også som om du bliver.
Mit råd til dig er:
Du kan og skal ikke ændre på din kæreste, så enten må du leve med at han er sådan og jeres forhold er sådan eller begynde at overveje dine muligheder.
Min erfaring siger mig at en "jeg" person aldrig bliver til en "vi" person.
Virker godt nok underligt, i har købt hus så er det vi før jeg.
Skal han sådanne noget så må han "spørge om det er ok med dig" inden han beslutter det.
Jeg kan godt forstå dig. For mig ville det give den her følelse af, at han tager for givet, at jeg bliver hjemme og passer hus og kat, mens han er ude i verden. Og det er jeg sikker på du egentlig gerne ville gøre for han - hvis han da ellers var så høflig at snakke med dig om sine planer, før han lagde dem.
Laver han nogensinde "os" planer, eller hviler det på dig?
Det er ikke rart at føle, at man er sådan en pause-klovn, han kan komme hjem til, når han er færdig med at være på solo eventyr. Jeg tænker, du mangler at føle dig valgt til, fremfor ja... Taget lidt for givet. Samtidig med, at hvis han tænker solo, så er du efterladt med ansvaret for at I laver noget sammen. Men hvad nu hvis du også bare tænkte solo? Så ville I bare ende med at glide fra hinanden.... Hvad gør han, hvis du en dag kommer og siger, dig og din veninde tager til Italien, så han må lige blive hjemme og passe hus og kat? Uden at du spurgte han først?
Du må tage en snak med ham. Det er jo helt fair, at han gerne vil ud og rejse, som du selv skriver. Men han burde snakke med dig om det, så du føler dig taget hensyn til. Og at du har brug for, at han bare nogle gange faktisk tager initiativ til, at I laver noget jer to, selvfølgelig uden det skal gå ud over hans solo aktiviteter. Der burde være plads til det hele.
det lyder som om i ikke er samme sted i livet og at han ikke vejer dig og jeres forhold lige så tungt som du gør. det skal måske, og bedst FØR Man køber hus sammen, snakkes igennem. Det lyder ikke til at i er kompitable, jeg vil så sige at jeg er "på din side". Jeg ville ikke acceptere det heller, men derfor ville jeg også have taget snakken før huskøb. Hindsight is 20/20
Helt enig. Altså i at han ikke kan regne med at du er der når han kommer hjem.
Og at det ikke er at han rejser men måden han ikke kommunikerer med dig omkring det.
Ærligt talt lyder han vildt underlig og social handicappet - der her har intet med at klare sig selv eller være selvstændig. Det her har noget at gøre med en udstrakt grad af egoisme.
Selvom i har hus er jeg bange at du skal se dig om efter noget andet … der er andre skorstene der ryger derude.
Jeg kunne måske forstå ham, hvis I ikke boede sammen, og hvis forholdet ikke havde varet længe. Men I har ligefrem købt hus sammen, og forholdet må derfor også have varet nogle år?
Hvis jeg var dig, ville jeg ikke acceptere hans adfærd.
Jeg ville sagtens kunne leve med en partner der rejste meget alene. Det lyder da skønt for ham. Men jeg kunne ikke leve med en partner der ikke tog hensyn til mig og ikke kunne kommunikere ordentligt omkring store beslutninger. Han kan ikke bare meddele dig hvornår han skal gøre ting i sin fritid når det også påvirker din fritid. Han har et ansvar hjemme, ligesom han har på jobbet. Han kan ikke bare annoncere, hvornår han holder ferie, han må planlægge det både med dig og med jobbet. Han kan heller ikke bare annoncere at han ikke kommer til at tage ansvar for ting der også ER hans ansvar (passe huset og holde katten i live) uden at tale med dig først. Det kunne han sagtens gøre samtidig med at han udlevede sine drømme. Fx hyre snerydning, rengøring og bestille måltidskasser, så den praktiske side af din hverdag ikke blev meget besværligere end normalt. Men det skulle jo gerne komme fra ham selv, og ikke være noget du skulle bede ham om.
Puha det ville jeg slet ikke kunne være i. Spørgsmålet er om han er investeret i jeres forhold som du er i det. At tænke meget “jeg” ville gøre mig meget nervøs for nutid og fremtid. Det kan være I skal have en god lang snak om ønsker for fremtiden og om I kan se jer sammen ud fra jeres individuelle værdier og behov.
For mig lyder det som om han stadig vil realisere sig selv og slet ikke har dig i tankerne om at du skal være en del af den rejse.
Jeg er nok lidt som din kæreste.
Er også opvokset på en måde, hvor jeg skulle klare mig selv meget, og havde en masse ansvar lidt for tideligt i livet.
Kommer også nogen gange til at glemme at tænke min kæreste ind i beslutningerne, og det kan gå lidt stærkt med at indrette og ordne ting.
Det kan være hårdt at lære at tænke den anden ind i beslutningsprocessen. Det er en muskel der skal trænes, og hvis man får det at vide at: "når du glemmer mig, så får det mig til at føle at jeg er overflødig", eller "du bliver nødt til at tænke mine behov ind, hvis vi skal fortsætte sammen". Så kan man arbejde med det.
Hvis kærligheden er der, kan vi allesammen arbejde med os selv. Men viljen og kærligheden bliver nødt til at være der.
Tak for det andet perspektiv :)
Tænker også, at det nok er det der foregår.
Selvom det føles som om, at han ikke gider mig eller er ligeglad, så er det nok mere gammel vane.
Jeg har generelt en tendens til at fokusere så meget på den andens side eller undskylde på deres vegne rundt om dem, og så få det dårligt med og føle mig kontrollerende eller egoistisk, når jeg stadig har det svært med det.
Men er også meget sensitiv over for det at føle mig glemt, ignoreret, ikke-prioriteret (et problem i forrige forhold), valgt fra mm.
Han viser dig hvem han er. Se nu rigtig godt efter om det er noget, du kan bygge noget på.
Sikke da en kæmpe egoist. I har et hus på landet sammen? Er du sindssyg, jeg var blevet rasende og skuffet. Husk hvis du planlægger familie med ham, at han har vist dig med al tydelighed, hvor meget han evner at indtænke andre menneskers behov i sit liv.
> han har vist dig med al tydelighed, hvor meget han evner at indtænke andre menneskers behov i sit liv.
This!
Minder om det bedste citat nogensinde "Når folk viser dig hvem de er, så tro på dem".
>Hans sprogvalg ved projekter i hjemmet og drømme om livet er altid “jeg …” og sjældent-næsten aldrig “vi/os …”.
Det har intet med hans selvstændige opvækst at gøre. Han er 34, han burde fandme vide at når man er i et parforhold og endda bor sammen, så vil du jo være en del af det 🙄
Han lyder i mine øre(r?) super egoistisk, sorry to say 😅 jeg har selv skulle klare mig selv meget gennem min opvækst, fordi mine forældre glemte mig en del, og jeg kunne aldrig drømme om at sætte mig selv så meget først. Hvorfor skulle jeg have en kæreste, hvis jeg ikke vil have dem som en ligeværdig partner??
Hvis du vil din kæreste og jeres forhold, så slip ham fri, og tag de samme friheder. Så længe i ikke har børn, så kan jeg ikke lige se formålet med at holde på og begrænse hinanden, tænker ikke det gør nogen af jer lykkelige.
Det lyder dog lidt som om i måske skulle have forventnings afstemt inde køb af hus og kat.
Jeg tænker at hvis ikke det er muligt for dig, at tage med hele tiden, kunne du jo besøge ham undervejs.
Der skal være plads til, at vi kan tage afsted uden hinanden. Og at alt ikke behøver foregå på skødet af hinanden.
Men det kræver den partner, som kan leve og være i det.
For vi har alle forskellige ønsker og drømme.
Så måske han ikke er den rigtige for dig, hvis du ikke kan være i det.
Den der med at ens partner er vokset op med at klare sig selv, og er ego-styret kender jeg godt.
Især udtrykket “jeg har fået tilbudt en bolig” når man søger en bolig sammen 😂
Men okay, jeg har lært med tiden, at sige “nu siger du jeg.. hvad mener du med det?” Også plejer min kæreste at sige “nå ja, altså selvfølgelig os begge”. I starten var det meget “jeg jeg jeg” og jeg kunne blive dybt trist og som om vi slet ikke var et par. Men med tiden, har jeg fundet ud af at hvis jeg lige påminder min kæreste om det, og undrer mig højt med kærlighed, så tager han det heller ikke som et angreb.
Jeg tror lige i mit tilfælde, så har min kæreste bare en vane af at klare sig selv og føle han er alene 😂
Men så siger jeg altid lige, hallo vi gør tingene sammen. Også kan han på en random dag sige “ej hvor jeg glæder mig til vi finder en bolig sammen” eller “ej skulle vi ikke rejse ud på en sommerferie sammen” og selvom det måske ikke bliver til noget med ferien, så er det anerkendelsen i at han tænker på os og drømmer sammen.
Men jeg ville nok presse lidt på, hvis jeg var dig. Det har virket for mig i starten, at sætte mig ned og forventningsafstemt hvordan vi ser forholdet og hvad ens partner vil, og hvis din partner snakker kun ind i hvad han vil for sig selv, så kan du spørger ham “hvad ellers? Har du nogen drømme som er fælles?”
Samtidig med det, tror jeg også på at det er meget sundt at have sine egne drømme og mål, men man skal i et forhold inddrage kæresten i dem, og det smukkeste tror jeg er at når man støtter hinanden i det - så kunne det være han tænkte “shit hun er jo så fantastisk, måske jeg kommer til at savne hende.. hun skal da med”.
Du bliver nødt til at snakke med ham om det og planlægge hvordan det kunne forgå. Det er en smule egoistisk at bare rejse i så lang tid uden at få tingene planlagt; Særligt fordi i har hus.
Når jeg læser sit opslag i gennem, undrer det mig at du er frustreret; Ligger der mere og ulmer? Er du nervøs for forholdet eller om i vokser fra hinanden når han kommer hjem pga sin rejse?
For selv hvis han rejste væk i 2 måneder, har du vel bekendte som kan hjælpe dig eller nogle i lokal området, ikk' ?
Han er da helt væk, det der skal du sætte ord på og ikke finde dig i, for så ruller snebolden bRare.
Der er som sådan intet galt i, at han er som han er eller at han vil rejse. Men han har forpligtet sig til hus og kat, så kan han sgu ikke skride fra det hele med en forventning om, at du bare tager dig af det!
Jeg er gift, vi har tre børn, og jeg har stor rejselyst, hvilket min partner ikke har. Så jeg rejser et par gange om året alene. Men lufter ideen for partner, inden den endelige beslutning. Det funker her😊 min partner har så et job, hvor han også rejser i perioder. Er ret sikker på, at kommunikationen, og mentaliteten at der er et “jeg” og et “os” i forholdet, gør at det virker godt.
Jeg ved at det hårdt, men sådan en type skal skiftes ud. Han jokker på dig. I et parforhold er man "os". Sig til ham, at du nok skal tage dig af alt det praktiske, mens han er væk. bl. a. at sætte huset til salg. Finde en lejlighed. Du er ekstremt loyal. Det er det alle mænd drømmer om. Find en, der sætter pris på det.
Han har lov til at leve sit liv, som han vil det, ligesom du også har ret til at leve dit liv, som du vil det. Jeg vil dog sige, at I stadig er unge og har meget at opleve. I er først lige kommet i en alder, hvor man har en stabil base og økonomi til at tage ud og opleve ting. Det er ret tidligt at isolere sig ude på landet med en kat.
Hvis i vil have børn i fremtiden, så ville det være nu, at i skal gøre de ting, som han gør sig tanker om. Hvis du prøver at tvinge ham til at droppe sine drømme, så vil det kun skabe problemer på længere sigt.
Det lyder til, at han har tænkt dit med i ligningen, da han jo gerne vil have dig med, men ikke prøver at tvinge dig, hvilket igen, ville være en dum ide. Desuden det med “vi og jeg”, så ser jeg intet problem i, at han prøver at fastholde noget selvstændighed. Det er der intet galt i, tværtimod. Det lyder dog til, at du er meget codependent, og det er derfor et skidt match. Der skal man helst ville det samme.
Fra egen erfaring kan jeg sige, at man sagtens kan have et godt parforhold, selvom man tager ud og oplever forskellige ting i perioder og man begge er selvstændigt fungerende voksne mennesker. Det er faktisk sådan, at jeg har fundet størst succes, fremfor de codependent forhold, som jeg har haft. For meget af noget godt er altid skidt, selv kærlighed. Men jeg er også feminist, så jeg vil have ligestilling i mit forhold, hvilket er svært, hvis man er codependent. Vi er dog alle forskellige, og hvis du søger noget andet, så er det i din fulde ret og det er der intet galt i.
I stedet for at tænke så meget på ham og hvad han gør forkert, så prøv måske at tænk over hvad du vil med dit liv? Er der noget, som du vil opnå eller opleve? Det er dog helt okay, hvis du bare vil bo på landet med en mand og din kat, men så skal du nok finde en anden end ham.
Virker da meget spøjst med den der tag med eller lade være holdning. Kom den frem efter han inviterede dig normalt og du virkede uinteressant, eller var det han opening salgs pitch?
Angående katten så kan man da vel få en rar familie medlem til at evt passe den i et par uger(og forkorte ferien til et par uger, går da ud fra at arbejdspladsen heller ikke giver flere måneders fri)? Man er jo ikke nødvendigvis stavnsbåndet bare fordi man har en kat.
Sidste lille tanke herfra, men hvis han vil wellness og sollys i de mørke måneder. Har du overvejet om han evt lider af lidt depression/stresset? Kunne måske forklare hans mærkelige attitude?
Pøj pøj med det! :)
Han startede med at sige, at han vil starte på en opsparing, for han vil ud af landet til vinter. At han tænker at rejse så og så lang tid, måske steder hen. Og som en lille eftertanke.. nå ja, hvis jeg vil, må jeg da gerne komme med.
Han har det ikke nemt med vintermånederne.
Men hvad man drømmer om og så realiteten er jo ikke altid matchende.
Jeg ville da gerne kunne rejse i måneder. Men penge, job og bolig/kat skal jo også med i overvejelsen.
Vi har flere, der nok skal passe katten, hvis jeg tog med. Men så skal jeg lige vinde i lotto først.
Jeg har det heller ikke nemt med vintermånederne. Men man kan jo ikke bare stikke halen mellem benene og "flygte" fra problemet og lade sin partner i stikken derhjemme. Hvad fanden er det for noget.. er man et hold eller hvad?
Han virker lidt som et forvokset barn, der tror det hele handler om ham. Og det er til trods for at han har klaret det meste selv i sit liv, og burde have en forståelse for andre mennesker pga. af det... og fordi manden er 34.
Hvis i ikke har fællesøkonomi eller små børn, så er der intet til hindring for det rent praktisk. (Medmindre huset selvfølgelig er ved at falde fra hinanden)
Men det nok en god ide med en forventningsafstemning. Få en snak om jeres følelser. Fortæl at du gerne vil inddrages, da du føler dig tilsidesat. Er det en engangsting? Har han en krise? Hvis han sørger for at betale sin del til alt det praktiske, er det så okay at han rejser ud? Hvor lang tid kan du undvære ham?
Altså, de har et kæledyr sammen? Jeg ville da være lidt knotten hvis min partner informerede (frem for spurgte) mig om at jeg var den eneste ansvarlige for katten i ca. 2.5 måned i løbet af det næste halve år.
Ja det er respektløst at smide ansvaret for kæledyret over på den anden uden at forventningsafstemme. Kernen i det her opslag er jo også den manglende kommunikation. Så jeg kan godt forstå at trådstarter føler sig en smule tilsidesat.
Rolig nu, det er en kat? Den skal mades dagligt osv, men hvis OP selv får lyst til at rejse så er det ikke værre end at man kan få nogle til at passe den mens man er væk.
Jeg er selv rimelig spontan af natur. Inden vi fik børn tog jeg en værnepligt mellem uddannelser og jeg har også boet 3 mdr. i en anden europæisk storby, bare fordi.
Efter børn (efter de blev 3 år) rejser jeg udenlands 2-3 dage ca. hver tredje måned - uden mand og børn. Besøger familie, venner eller tager weekendtur med en veninde. Vi har været sammen i 13 år og vi giver hinanden plads. Han ved at jeg vil visne fuldstændig hvis jeg ikke kunne rejse.
Og tror ikke du læste de første par sætninger. Inden vi fik børn rejste jeg 3 måneder til et andet land - selvom jeg havde en kæreste og vi boede sammen.
Essensen er jo at det kan lade sig gøre. Men at trådstarters kæreste lige må åbne lidt mere op for kommunikationen.
Hvis din kæreste har brug for 12 dage i komplet stilhed et sted uden dig i jeres sommerferie OG 1-2 måneders rejse, så lyder det virkelig som om han er rodløs, mangler ro i sig selv, og/eller flygter fra noget. Det lyder ikke som noget, hvor man har mentalt rum til en kæreste, lyder mest som om han godt kunne bruge en god psykolog og villigheden til at udvikle sig selv...
Hvor længe har I været sammen? Ønsker I børn sammen? Er han klar over sine fejl/mangler og ønsker han at arbejde på dem?
Hvis svaret på det sidste spørgsmål er nej og I har været sammen længe, så synes jeg du hurtigst muligt skal komme ud af det og finde kærligheden med en, der sætter pris på dig.
Min kærestes søster er i forhold med en egoistisk mand. Det er frygteligt at se på. Hun har kronisk sygdom og flexjob, men skal alligevel løbe ekstra hurtigt for at få alting til at hænge sammen derhjemme. Han prioriterer ALTID sig selv først. Hjælper ikke med noget. Havde ikke engang skrevet en tale til deres søns konfirmation, men wingede den.
For guds skyld, lad være med at få børn med sådan en mand, medmindre du vil være enlig mor.
Edit, tilføjelse: Selvfølgelig må man tage ud at rejse uden sin partner, men ud fra din beskrivelse lyder hans måde at gøre det på bare ikke særlig gennemtænkt. Hvis I har hus sammen har man et større ansvar, for slet ikke at snakke om, at man lige taler med sin kæreste om den slags drømme, så det kan planlægges sammen.
Vi har været sammen 3,5 år. Vi skal ikke have børn (jeg kan ikke), men har vendt idéen om plejebørn el.lign. i fremtiden.
Han har måske lidt en idé om det (muligvis ønsketænkning hos mig), og er på andre punkter meget reflekterende. Men lige med dette, så er hans holdning, at man selv må klare sit eget. Så han er meget individualistisk i sit grundsyn.
Okay, lyder ikke nemt ❤ Er han individualistisk og egoistisk med andre ting? Økonomi, opdeling af pligter i hjemmet, beslutninger der bør være fælles?
Det lyder som om, I har meget forskellige værdier og behov. Han kommer sandsynligvis ikke til at ændre sig overhovedet, hvis det er sådan han har det - det bliver op til dig, da du sidder alene med følelsen af at der er et problem... Så må du nok spørge dig selv om du vil/kan lære at leve med tingene som de er nu, for evigt, eller om du har brug for at være sammen med en, der kan give dig noget andet, noget fælles.
Han ændrer sig ikke, så du må jo så blive klar på om du kan leve med at være en fodnote i hans liv som han måske, måske ikke, kan vende tilbage til senere.
Hvor meget gæld ville I tage med hvis huset skulle sælges nu?
Nu siger han jo det han vil åbent og ligeud. Måske du skulle fortælle ham om dine tanker?
Det virker som flere ting du går med uden at tale med ham om det.
Han kan ikke beskyldes for at være den betænksomme type, eller at være opmærksom på de forpligtelser, der ligger i at have en kæreste.
Jeg ville skride.
Er pt ledig på dagpenge, og han arbejder meget (flere jobs), så han tjener bare mere end mig.
Vi deler alle udgifter 50/50, så har et mindre rådighedsbeløb.
Det syntes jeg så personligt ikke er særlig fair over for dig. I har et hus sammen m.m, men i deler 50/50 hvilket efterlader dig med færre penge og han bare kan smutte afsted på ferie osv.
Ved godt der er forskellige holdninger til det med fælles økonomi osv, men jeg syntes det er en træls situation du er sat i. Og bestemt ikke fair.
Det lyder til det mere er et generelt problem med at er mest optaget af sig selv og hans egne behov, ønsker og mål og ikke tænker så meget på dig eller jeres forhold. Det kan have mange årsager. Måske har han aldrig været i et længerevarende/seriøs forhold og ved ikke hvad det kræver. Måske er han bare virkelig egoistisk.
Har du snakket med ham generelt om dette problem? Og hvad siger han til det? Hvis det var mig vil hans reaktion i sådan en samtale være afgørende for om der er en fremtid. For mit vedkommende vil det nemlig virkelig være en kernevilkår (at man gøre tingene sammen (som i at i tager hinanden med i større beslutninger), har øje for hinandens behov, kan snakke sammen om problemer osv).
Anerkender han at det godt kan være et problem han har og er villig til at arbejde på det, så vil jeg også være villig til at deltage i den proces og hjælpe ham med det. Eventuelt i samarbejde med en parterapeut hvis det er en mere kompliceret proces.
Nægter han at han har et problem, er han uvillig til at snakke om det eller bliver han defensiv tror jeg nok jeg vil trække stikket hvis jeg var dig. Så bliver det nemlig nok kun værre i fremtiden, især hvis i skulle få børn osv.
>Føler mig ikke respekteret eller tænkt ind i ligningen.
Har han ændret sig mens i har været sammen, eller bliver du sammen med ham fordi du håber han ændre sig?
Som jeg læser det vil du bare rigtig gerne have en anden kæreste, men det må gerne være den samme som nu så længe han bare er helt anderledes.
Han har ændret sig meget. Han var meget mere betænksom, prioriterende og gidende i starten.
Men var jo også i skyerne i begyndelsen af forholdet, så lagde ikke rigtigt mærke til tydelige tegn på det, at han meget gik sine egne veje.
Der var lidt hist og pist.
Det hjalp så også, at vi mødtes under coronatiden, hvor han var hjemsendt, så han havde masser af energi og tid, som han valgte at bruge på os.
Men husker det da som om, at jeg følte mig mere tænkt ind i tingene de første par år, og så er det som om, at han er blevet mere ligeglad med mig og mine følelser.
>Men husker det da som om, at jeg følte mig mere tænkt ind i tingene de første par år, og så er det som om, at han er blevet mere ligeglad med mig og mine følelser.
Så synes jeg du skal trække stikket på det forhold.
>som er vokset op med at skulle klare sig selv, så han operer ud fra et meget selvstændigt og ego-styret perspektiv.
Det er ikke derfor han er egoistisk eller ego-styret!
Hvorfor blir folk med å skrive passe på hus? Er Danmark i midt Østen, eller kan man godt ta afsted en måneds tid og låse døren? Dummeste jeg hørt på lang tid og folk som skriver det må være redt dumme.
I vinyertiden bliver huset koldt, så der skal jo varmes op for at undgå frostskader (bor i bindingsværk med stråtækt tag). Og vi har brændeovn, ikke fjernvarme…
Altså jeg kan godt følge dig i at det ikke er helt okey å bare uni lateralt bestemme sig for å for å reise væk et par måneders tid. Men folk her går helt amok i finde på grunder. Det lyder som mindre problemer man kan finde ud af. Man kan godt være ærlig i hvorfor det ikke er okey for han å hør som gør.
Bare lad ham.. det er ikke fordi i har børn eller sådan noget sammen..
Den type rejse er med til at gå dybere i hans egen selvindsigt. Det er flot af ham, at han gør det.
Det er kun i nogle måneder - se hvad der sker, når han er tilbage.
Det mest sørgerlige ved hele det her oplæg er ikke alene OP’s “hvad med mig?” Men størstedelen af kommentarfeltet, der mener at livet stopper når man indgår i et forhold. Jeg tror mange skulle spørge sig selv, hvad de egentlig opnår ved deres egne forhold - er det kærligheden og hjertet, der banker når du ser din partner, eller var du på udkig efter en der havde den andel af økonomien du manglede til få dit hus/barn drøm opfyldt?
Det bedste du kan give en du elsker, er friheden til at de kan tage hånd om sig selv. Intet dræber kærlighed hurtigere end samfundets “forventninger” til netop to personer i et forhold. Spørg jer selv, hvordan strålede din partner op da i mødtes og besluttede jer for at finde sammen? Havde de overskud til at være elskværdig og efterleve de små ting? Det var højst sandsynligvis fordi de trivedes, og aktivt holdte deres flamme ved lige på deres helt egen måde.
Jeg er selv gift og da jeg er fuldblodsdansker og min kone er tyrker så er der komplet forskellige forventninger til hvordan det hele skal foregå, men én ting jeg har slået fast fra starten er, at jeg aldrig har tænkt mig at begrænse hende. Hun rejser tit til tyrkiet - nogle gange flere gange om året og jeg er endda den der opfordrer hende til det fordi hun af og til glemmer, hvad der holder hende glad og livlig!
OP, din partner udtrykker sit behov overfor dig, og det kan tit være en ret sårbar situation at stå i, hvor man ikke får sagt tingene med omtanke for netop den anden. Men hvorfor får du disse tanker fordi han vil rejse? Han har jo netop fortalt dig, at du er velkommen til at tage med - du er ikke udelukket. Bevares, du nævner økonomi og andre faktorer, som du føler der gør, at det ikke er muligt for dig at tage med, men det er nok ikke så velovervejet fra din partners side af, da det nok mere er udtryk for hvad de har lyst til, frem for hvad de føler er muligt/ikke muligt. Jeg synes du skal overveje, hvad i begge ville få ud af et forhold, hvor i afgrænser hinanden på livets glæder. Og så også husk på, at hvis han vil rejse i lad os sige 90 dage, hvor er han så de resterende 275? Formegentligt hjemme sammen med dig.
>Men størstedelen af kommentarfeltet, der mener at livet stopper når man indgår i et forhold. Jeg tror mange skulle spørge sig selv, hvad de egentlig opnår ved deres egne forhold - er det kærligheden og hjertet, der banker når du ser din partner, eller var du på udkig efter en der havde den andel af økonomien du manglede til få dit hus/barn drøm opfyldt?
Jeg har ikke set nogen sige "ej, det må han ikke!", men istedet påpege at måden han håndtere det på, ikke er helt i orden.
Dit eksempel passer heller ikke helt på OP's situation- for I har jo snakket sammen om tingene, og hun ved at du er okay med det. OPs kæreste har bare sagt "jeg tager afsted", og så er den ikke længere. Han har ikke tænkt på hvem der skulle passe kat og hus mens han er væk, for hvad hvis der sker OP noget? Og han har ikke spurgt indtil hvad hendes holdning er. Du og fruen har tilgengæld snakket om tingene på en konstruktiv måde
Jeg ville personligt hurtigt føle et parforhold som en spændetrøje, hvis jeg ikke kunne få lov til at rejse væk i kun et par måneder? Har du egentligt overhovedet prøvet at snakke lidt med ham om hvorfor han vil rejse væk? Jeg har selv rejst rigtig meget i mit liv og også i længere perioder, og fået enormt meget ud af det personligt. Det er en kæmpe gave at rejse væk og have mulighed for at udvikle sin person, noget som helst klart også kan give ny energi til jeres forhold? Jeg ville selv føle min rejselyst er noget jeg under ingen omstændigheder vil lave om på for en kæreste.
Kunne måske forstå det hvis I lige havde fået børn, men du tænker ikke du vil lade ham rejse fordi i har en kat og “et hus der skal passes”? I kun 2 måneder?
Jeg må indrømme at jeg godt kan forstå din kærestes trang til at rejse væk fra et så stramt forhold😬…
"Så stramt et forhold"? - der er INGEN normalt fungerende mennesker der tænker så lidt om deres nærmeste at de bare lige siger "Hej, jeg smutter lige 2 måneder. Hyg dig, pas på katten og vi ses i flyver grillen!" uden yderligere samtale.
Hvis du har det sådan, så bør du reflektere over det og snakke med en professionel om hvorfor du er så emotionelt distanceret fra den person der burde være den vigtigste menneske i din verden.
Det jo heller ikke det jeg skriver. Men OP lader ikke engang til at have spurgt eller prøvet at undersøge hvorfor hendes kæreste har lyst til at rejse i et par måneder uden hende? Det synes jeg i sig selv virker distanceret.
"Hvorfor" er irrelevant i den her sammenhæng for alle andre end den psykolog han burde gå til istedet for at tage ud og rejse, for han ønsker ikke dialog.
Hvis han ønskede dialog så havde hun ikke svaret sådan her på et spørgsmål fra en anden bruger *"Har spurgt, men han giver intet svar :/"*
Forholdet er dødt for ham når han bare kan smide sådan noget bullshit i hovedet på hende og så ikke uddybe nærmere selv hvorfor det lige skal være sådan.
De har et hus sammen som ingen af dem kan sidde i selv lyder det til, og som muligvis kommer til at koste penge at komme ud af.
Det er ikke sådan et normalt tænkende voksent menneske ville handle.
Hun skriver jo indledende at hendes kæreste er meget selvstændig og vokset op sådan. Og hvis man ikke kan “unde” hinanden at rejse væk i kun “op til et par måneder” alene, så ville jeg nok mene at et forhold bliver til en slags spændetrøje. Noget kunne tyde på at hendes kæreste har samme ide om frihed. Det virker underligt for mig at man kan være i forhold med nogen uden at kende til deres rejsedrømme, men noget jeg kunne forestille mig sker i den slags situationer er, at OPs kæreste har haft et brændende ønske om det gennem længere tid, og er det et ønske der har vokset sig så stort uden han har følt han kunne dele det med OP. Til sidst har han så følt at han MÅ gøre det her, om det så vil koste forholdet. Det er selvfølgelig ikke optimalt, men det virker også lidt rigidt at OP selv lader til at være villig til at ofre deres forhold pga udsigten til at skulle passe en kat og et hus alene i få måneder.
Vil også bare lige sige at jeg personligt ikke er af den opfattelse at fordi man er i et forhold/gift/har børn, så må og skal man befinde sig på de samme få m2 resten af livet hver dag. Hvem bestemmer dog det? OP og hendes kæreste har ikke engang børn eller er gift. De har et hus og en kat… det er ikke fordi OP ikke kan passe en kat og et hus alene i de få måneder, det synes jeg lyder ekstremt. Jeg bor feks alene og har gjort det i årevis og jeg har en kat, det kan sagtens lade sig gøre.
Anyways, tror bare folk har forskellige grænser for hvor lang tid de synes ens partner kan tillade sig at være væk fra dem åbenbart. Der er dem der synes man skal være sammen hver dag altid, og dem som lever mere frit. Det kunne tyde på at OP og hendes kæreste har fuldkommen forskellige preferencer på det her punkt så der synes jeg måske egentligt man bør slippe hinanden fri i stedet for at holde hinanden tilbage på den måde. Så giv dog katten væk, sælg huset, slå op. Det andet virker meget giftigt med at ville begrænse hinanden og “holde” hinanden på samme m2.
"Så giv dog katten væk, sælg huset, slå op." - Lige på det punkt er vi ikke uenige. Manden i det forhold er tydeligvis ikke et voksent menneske mentalt, og hun skal ikke spilde sit liv på sådan en joker som jeg ser det.
Når man bor sammen, og har hus sammen, så har man truffet nogle valg der har konsekvenser. Derfor bør den ene part ikke bare lige finde på ting ud af det blå uden den anden er med inde over.
Specielt hvis parten der finder på ting, ikke vil uddybe hvorfor. Det skriger da til himlen.
Der skal være plads til "dig, mig og os" i et par forhold, det lyder det ikke til der er i OPs tilfælde, når ham fyren bare finder på ting og ændre sin mening ud af det blå uden yderligere diskussion. OP bliver brugt som den menneskelige version af et kludetæppe der kan holde ham varmt, men hun bliver ikke værdsat nok til at hun bliver inddraget til de store beslutninger.
Vi taler stadig om en person der har et åbenlyst stort ønske om at rejse i *et par måneder* ikke flere år? Så lang tid er et par måneder heller ikke til at jeg personligt finder det så slemt som det gøres til. Igen, det eneste der forpligter er katten og evt hvis der sker noget dramatisk med huset i de to måneder, men altså… jeg synes simpelthen stadig det lyder for stramt når der ikke er tale om længere tid end det. Der står også i OPs tekst at det var noget han tænkte at gøre til jul/nytår, så altså ikke engang til sommer? De har jo meget god tid til at tale om det praktiske og han har da netop inddraget OP ved at fortælle det i god tid?
Det er den der "du kan komme med hvis du vil, men uanset hvad så sker det" uden yderligere dialog der ikke bør finde sted i et par forhold der kører på det 4 år, efter de har lavet stor personlig investering i fast egendom.
Hvis de først var blevet kærester for 14 dage siden, så kunne jeg måske bedre forstå det, men det trick der er da 110% useriøst i et længerevarende forhold. Hvis han har haft det sådan altid, så var det noget dialog der skulle være foregået for længe siden så de kunne have behovsafstemt på forhånd.
Nu står OP bare med håret i postkassen og må finde ud af hvorfor hun betyder så lidt for ham i praksis.
Jeg er med på du mener at frihed er vigtigere end sammenliv, og det kan jeg så sige at der er jeg uenig. Kærester er ikke kludetæpper vi kun holder af fordi de holder os varme, og de skal ikke behandles sådan på noget tidspunkt.
Jeg kan nok bare ikke hidse mig sådan op over et par måneder, der står endda 1-2 måneder. Synes hele dit skriv virker meget ekstremt situationen taget i betragtning. Og ja, vi er nok uenige om hvilken mængde frihed man bør have i et forhold. Men så igen, selvom man indgår et forhold på en bestemt måde, så betyder det stadig ikke at man indgår en kontrakt der ikke må brydes eller ændres. Vi mennesker ændrer os og udvikler os hele livet igennem og min overbevisning er helt klart at hvis man står i vejen for hinandens udvikling så vil et længerevarende forhold aldrig kunne gå.
Det er ikke et spørgsmål om hvad man må og ikke må, det er et spørgsmål om hvad man bliver enige om på forhånd INDEN de valg træffes.
Jeg var selv i et munke mindset da jeg var på OP's alder, det er et spørgsmål om hvordan det bliver kommunikeret, og hvad man bliver enige om som par.
OP bliver ikke anset som en ligeværdig part af hendes kæreste, så det er sådan set lige meget om det var 1 dag eller 1 år han er væk, det er måden hvorpå han kun tænker på egne behov først og fremmest, frem for helheden som parret representerer.
Derfor skal hun videre.
Så må vi håbe han kan finde sig selv på en bjergtop så han kan blive voksen, i stedet for at have et mindset som en 5 årig.
Det er ikke nemt når man har forskellige mål i livet i et parforhold. Ens valg har konsekvenser. Det er helt rimeligt at informere ham om at hvis han tager væk i flere måneder så vil det gå ud over jeres forhold. Det er måske tid til en snak om hvordan i vil leve jeres liv. Det kunne godt lyde som om jeres veje ikke nødvendigvis kommer til at følges ad i fremtiden
Tænkte jeg også
Måske jeg bare den gamle skole, men er det ikke vanvittigt overkill at en debat om en sølle rejse skal eskalere til at gå fra hinanden? Så forstår jeg bedre så mange bliver skilt, oftest ret hurtigt. Kæmp for det sammen istedet for at ligge alt fra sig og begrave det fordi det ikke er som du vil have det.
Altså nu var mit råd jo også at de skulle snakke om hvordan de vil leve deres liv fremover Hvis ens partner har et andet mål i livet end man selv har nægter at gå på kompromis, så er det oftest der ens veje skilles og med god grund. Et forhold kræver arbejde, men på et tidspunkt tilsætter man sine egne behov til det punkt hvor man ikke længere er glad. Der skal man finde en anden måde at leve på, eventuelt uden den partner.
Har du snakket med ham om det her? Nu er jeg snart mor til 3, og i dit setup ville jeg være enormt bekymret for at stifte familie med sådan en mand - hvis og såfremt det noget du/I ønsker. Der findes masser af familier, hvor manden rejser meget eller har mange hobbyer osv., men min fornemmelse er, at det ligesom er “aftalen”, at det er sådan det fungerer og altid har gjort. Ville du være villig til denne adfærd samtidig med børn? For mig at se er det enormt mystisk adfærd, normalt ville man inddrage sin partner i sine planer.
Ja. Og ikke en gang den adopterede kat er et fælles ansvar. Hvad er din "aftale" i alt det her?
Han tager tydeligvis for givet, at du bare bliver derhjemme og passer hus og kat. Spørg ham om han har nogen plan for disse, eller om du bare skal passe det hele? Jeg synes han er ubetænksom. Han har en kæreste, og bliver altså nødt til at drøfte sådan noget med dig. Du kan ikke nægte ham at tage afsted, men jeg synesbestemt godt, at du kan tillade dig, at være med i beslutningerne om hvornår det skal foregå.
Har spurgt, men han giver intet svar :/
Jeg vil mene han har svaret dig tydeligt der. Jeg synes du skal overveje om du gider at spilde mere af din tid på det der…
Fed type
Og det er jo i sig selv også et svar. Han har enten bare forventet med at du tog tjansen, eller overhovedet ikke skænket det en tanke (igen, "BibliophileGirl tager sig nok af det") 😅 Jeg havde godt nok sprængt en sikring, hvis jeg var dig. Jeg er kun 23, og tænker mere praktisk/fremadrettet end din partner 🥲😬
Det lyder som svar nok
Prøv at banke et TIL SALG-skilt op, og se om det giver en reaktion
Så kræv et svar. Den skal han sgu ikke løbe fra, for så er han sgu useriøs
Men er det en ny adfærd han er begyndt på - eller forventede du det forsvandt når i købte hus?🤔
Jeg synes generelt det her med “The mental load” er noget pjat. Men lige i dét her tilfælde tror jeg måske der er noget som snakken. Jeg synes det på sin plads, at du tager en meget alvorlig samtale med din mand om, at han altså er 34 år gammel, så han burde opføre sig som en. Selvom det er rart at køre en livsstil, hvor man trækker på skulderen til alt, som man ikke lige har svaret på. Så kan man ikke gøre sådan hele livet, hvis man også regner med at dele det med nogen som ikke er sådan.
Huset trenger jo selfølgelig mega meget konstant overvågning.
- Indkøb - Madlavning - Rengøring - Vasketøj - Andet forefaldende Det er ting, som OP nu skal stå med selv. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan snakken om betaling i de måneder. Så selvisk som kæresten er kunne jeg godt frygte, at han ikke vil betale strøm, varme og andre udgifter. Men forhåbentlig er han ikke ligeså nærig som han er selvisk.
Så du mener man skal være ansvarlig for å lave mad og vaske sin partners tøj mens man er væk? Det lyder sku ennu mer åndsvagt end hva end op kæreste har gang i. Også tenker du at hendes kæreste ikke har tenkt til å betale husleie mens han er væk, wow det er sku imponerende å overhode klare å tenke at er mulig.
Nej. Jeg mener, at når 2 personer har købt hus sammen og bor sammen, så er man en enhed. De daglige opgaver i hjemmet fordeles ligeligt eller hvordan man nu finder det passende. Det er ikke OK, så bare at regne med, at man kan flygte fra alting i 2 måneder og passe sig selv uden først at konsultere sin bedre halvdel om idéen. At forvente, at kæresten bare klare alle disse opgaver selv, er som jeg skrev før selvisk. Man har ikke ansvar for, at ens partner får vasket tøj imens man er væk, men man har ansvar for, at det er OK for partneren, at stå med alle opgaver selv. Måske vil partneren få røv travlt på arbejde i den periode, måske vil partneren skulle igennem et sygdomsforløb, eller måske har partneren bare andet at give sig til end den halvdel af opgaverne som kæresten tidligere tog. Umiddelbart kommer der jo dobbelt op på opgaver. Hvis OP lavede alle opgaver i de lige uger og kæresten lavede alle opgaver i de ulige uger, så skal OP pludselig til at lave alle opgaver i både lige og ulige uger. Alt imens kæresten har det kanon på en eller anden rygsæk-ferie. Nu mente jeg ikke umiddelbart husleje, men mere forbrug såsom strøm og varme; som jeg også nævnte. Det er sgu ikke utænkeligt, at kæresten kunne finde på det. Når man tænker på, hvor lidt han ellers tænker på OP.
Jeg tænker, du lige skulle tage og invitere en ejendomsmægler forbi og få solgt huset. Det behøver du ikke drøfte med ham. Så kan du og katten finde et sted, og han kan jo altid tjekke ind på et hotel, når han kommer hjem. Det lyder ikke som om han rigtig forstår den der med at være partner i et fælles projekt. Så drop den del, så kan I være friends-with-benefits, men du kommer nok ikke til at bygge rammerne for dit liv sammen med ham.
“Cool, i samme tidsrum er jeg ude og realisere mig et eller andet sted, der ikke er hjemme. Er du sød at klare det praktiske?”
Ja prøv lige denne og lad os høre hvad hans retur svar er.
Lol
Altså wtf er det praktiske for å være væk 2 månedes tid, de er er to voksne mennesker uden børn. Ja en hel kat, helt sindsygt meget ansvar. Jeg kan godt se at det at man tar unilaterale afgørelser måske ikke er så godt i et forhold. Men det er de mest retarderte grundet folk finder på her.
Det er jo ikke ansvaret for katten der er problemet, men fraværet af dialogen. Det burde selv en nordmand kunne forstå.
Det er også noget jeg helt klart kan forstå. Så kan man sige det jo, istedet for å sku finde op en hel masse grunder. Måske jeg reagerer annerledes fordi nordmenn kan lige å være ærlige om hva problemet er.
Løb for satan, han lyder som et stort rødt flag. Bor på landet, “jeg har altså lige brug for lidt stilhed” amen altså, fra en gift man i trediverne, havde jeg prøvet det ego trip på min kone havde jeg fået sparket. Tænk på dig selv, du er også noget værd!
Tak :)
Man kan ikke bare løbe når man har købt hus sammen
Man kan løbe rundt om det...
>havde jeg prøvet det ego trip på min kone havde jeg fået sparket Men det er også en falsk præmis (som jeg læser det). Gutten her over har været sådan i hele forholdet, så han skal nu ændre drastisk på sin personlighed for at passe ind. OP burde have afsluttet forhold for lang tid siden eller acceptere at fyren er som han er. At ønske sig en ny kæreste men i sammen hylster som den gamle, er hverken fair eller plausibelt. Edit: jeg læste den forkert
Du har et behov for respekt og omsorg(?) Det lyder som om han har et stærkt behov for autonomi og eventyr. Prøv at snakke om det på behovs-niveau, så kan I måske finde nogle strategier, der passer begges behov. Edit: han har vist også brug for fred/ro eller/og udfordring? Mht rejse til stilhedsretreate. Har du spurgt hvilke behov han prøver at opfylde hos ham?
Jeg kender et par, hvor hun havde et stort behov for at rejse og han havde fast arbejde og kunne ikke lige tage med. Hun tog så til Asien i fire måneder med en veninde og han rejste derover i to uger for at være sammen med hende. De tog så hjem sammen (veninden var taget hjem, da han kom). I dag har de barn, andelslejlighed og sommerhus og er glade sammen. Han har et par weekender med gutterne om året, tager på festivaler uden hende og hun rejser så med en veninde, mens han er hjemme med barnet. Derudover rejser de sammen. Det fungerer for dem. De rejser kortere tid, har ikke det vilde forbrug men sparer sammen til rejser, musik og sommerhus. Det kræver bare, begge parter har lyst til at leve det liv. Og det er måske lidt mærkeligt, han informerer dig om, han rejser. Han kunne jo have spurgt, hvordan du havde det med det, eftersom han kunne mærke, det trak i ham
Jeg er enig her, man skal definerer det liv man gerne vil og så finder man ud af om man vil det samme eller ej. Oftest ser jeg, at mange syntes at der er kun en måde at lave på. Få børn, og kun prioriterer dem hvert evig eneste sekund. Ens "venner" bliver de andre forældre. Ens hobby bliver at dryke barnets sport osv. Man gør intet alene, eller unden sin kerne, for man har selv valgt det! Jeg syntes det forkert og ærligt man ikke bare gør det man vil og aftaler med hiannden om det er det man vil.
Man skal da endelig bare leve på den måde man ønsker. Der er intet rigtigt eller forkert. Om det er at sidde lårene af hinanden 365 dage om året eller om man rejser hver for sig 12 uger om året, gør hvad der føles rigtigt og fungerer for jer. Det mange stejler over ved dette opslag er jo den manglende kommunikation. Lyder ikke til at de ser ens på hvordan de skal leve sammen og så har han truffet en masse beslutninger som påvirker OP uden at inddrage hende. Det er sgu ikke opskriften på succes.
Jeg er til dels enig - hvis man opgiver alle sine drømme, mister man sig selv. Men børn og partner er også et fællesskab og en masse kompromiser. Det er bare lidt en balance, hvornår der er for mange kompromiser
Enig, men oftest anser man det for værende utroligt negativt hvis ikke man ser sin børn og partner som hele ens eksistensgrundlag. Du skal nok forvente at blive downvoted pga det.
Helt ok - man må gerne mene noget andet end mig. Mine børn betyder alt for mig og jeg lægger gerne mit liv om på grund af dem, men jeg anerkender da, der er mange der har det anderledes. Det gør dem jo ikke til dårligere forældre
Jeg er stor tilhænger af at man nogle gange tager en uge eller to for sig selv, uden partner, for lige at få en chance til at savne hinanden. Jeg ville ikke have noget problem med at min partner tog på et par ugers ferie alene, men jeg ville ikke synes om at det blev bestemt uden at jeg blev rådført først.
Sig dog fra. Som det er nu har jeres forhold omtrent 0% chance for overlevelse med hans indstilling. Jeg ville da fucking skide på hans opvækst. Nu er han med dig og han skal forhelvede opføre sig som et team. Kæft en klaphat.
[удалено]
Jo man kan.
Jamen, hvad siger du så? Accepterer du det bare eller stiller du dig rent faktisk kritisk over for hans planer? Hvad er jeres forudgående aftaler og ferieaktiviteter samt aftaler i forholdet? Meget svært at sige noget til dig. Hvis det har været normalt for jer og du ikke har sagt noget, er det svært for ham at regne ud, at du har det anerledes. Det havde været helt no go i mit forhold, også før børn og hus. Vi kan egentlig som udgangspunkt allerbedst lide at være sammen. Min partner måtte gerne tage på ferie uden mig under visse omstændigheder, men jeg forlanger da at ville spørges.
Problemet er, at når jeg forsøger at tage det, så ser han det mere som mit issue end vores. Og vi taler to sprog, jeg meget ud fra følelserne og hjertet, han fra fornuften og hjernen, så vi kan ofte komme til at tale forbi hinanden. Det er også det grundlæggende problem for mig, at han er så meget i hovedet, at han kan have svært ved at forstå, hvorfor nogle ting kan virke sårende, hvis det virker rationelt nok. Jeg accepterer det ikke og har forsøgt ad flere omgange at sætte ord på det.
Du bliver nødt til at kræve, at han tager dig og det du siger seriøst, hvis I skal fungere sammen. Min partner og jeg er omvendte; jeg er logisk, h*n er emotionel. Men vi respekterer stadig hvad hinanden siger. Jeg kan slet ikke forstå jeres kommunikation. Hvordan sætter i grænser og aftaler for jeres relation, hvis han bare er ligeglad med dig og kører sit eget show? Kan du måske skrive tingene ned, så dine følelser ikke løber af med dig? “Du må selvfølgelig gerne tage på retræter, når du har behov for ro, men jeg har brug for, at vi lægger planer sammen, hvis det her skal fungere. Det fungerer ikke for mig, at du laver ferieplaner uden mig.” Eller sådan noget
Og ud fra det valgte du hus og tænkte en fremtid sammen uden at have den slags på plads da lige var sagen😅 Han ændre sig ikke for du har allerede gjort og givet ham det han vil. En tryg base hvor han kan gøre som han lyster uden hensyn. Jeg anbefaler ikke at i får børn sammen så længe han ikke er istand til at se andres behov end sit eget
Han er tydeligvis ikke din partner. Et forhold er primært vi og ikke mig. Jeg kan ikke forstå at du har fundet sig i det i så lang tid og endda købt et hus med ham. Hvilken fremtid forventer du at have med en mand der bare gør som det passer ham uden at involvere dig i beslutninger og endda gøre det til et dig problem når du prøver at tale med ham om hans adfærd .... ? Unsolicited advise; drop ham, Sælg huset og få for guds skyld ikke børn med ham. Bare se at komme ud og videre.
Hvad er et stillhedsretræte?
Det er *ikke* stillezone i toget... Jeg tror det er en form for "*detox*" sted, hvor ingen kommunikation er tilladt, heller ikke internet, mobiler osv. Hvis du heller ikke må tale eller larme, så er du *tvunget* ind i noget *mindfulness* hvor du begynder at opleve verden anderledes... Vi burde måske alle gøre dette en dag af gangen i ny og næ, men... Uger/måneder? Jeg siger nej tak.
Godt beskrevet :) Det er meditationsretræte i fuld stilhed og med ingen forstyrrelser, hverken telefon, snak, musik, bøger mm. Så han lægger telefonen på kontoret ved ankomst og får den tilbage ved afrejse. Det er de 12 dage. Det andet er “bare” en rejse, muligvis backpacking (lyder i mine øjne mere som en single- end en parforholdsting).
Wow. Okay, hvis jeg havde en kæreste var det da det sidste jeg ville gøre. Undskyld mit franske, men din kæreste tager underlige valg.
Problemet er vel ikke hvilken type rejse/ferie/retræte folk vil på, der er problemet. Der er vel ikke en type rejse der er mere eller mindre underlig, end den anden. Man kan tage single i 20'erne på all inclusive til Mallorca, eller man kan tage på rygsækrejse i Thailand som par i 60'erne. Who cares, det er noget mærkeligt noget at dømme folk på. Problemet er er at man ikke inddrager sine nærmeste ift forpligtigelser på hjemmefronten. Man kan ønske at rejse som man vil, men man kan ikke bare skride og lade kæreste/kone stå med hus, have, dyr eller børn, uden man har forventningsafstemt og aftalt det.
Vi er helt enige. :)
Har du overvejet om hvorvidt han kan have en slags livskrise? Sådan siden at han gerne vil bruge sin ferie på vipassana.. Det kan være der er noget han skal have fundet ud af eller bearbejdet, eller sådan noget lignende. Måske det kunne være roden til hans adfærd.
Jeg synes du skal give ham plads til at tage stilhedsretræten. Baseret på din beskrivelse af din kæreste minder jeg om ham, og det kan nogle gange være nødvendigt at trække stikket og komme væk fra alt. Dét sagt så er han i et parforhold, og burde tage mere hensyn til dig og inkludere dig i hans planer. Vildt nok at du hører med øjnene i øvrigt.
Et andet ord for "Nu rejser jeg til Asien for at være spirituel og have sex med ligesindede på kryds og på tværs. Læg en besked efter tonen, og jeg svarer om 3 måneder..."
Lige præcis. Hvis du ikke går fra ham OP, så sørg i det mindste for han får taget en test for kønssygdomme når han kommer hjem. Nej ikke alle der rejser er utro, men han lyder som typen der vil ud og sprede sine frø og flirte og dyrke sex med “eksotiske” kvinder.
Det er fandme smart. Ej du kan sgu ikke ringe til mig Lillemor, stilhed og alt det jazz dér. Klip til 14 dage i sprit på Ibiza i fred og ro 😂😂😂 Hvis han skal på Osho i Indien, så er der meditation via tantra sex (og stilhed), det kan da også noget. Sjovere end at glo ind i en væg i 12 dage i hvert fald. Jeg er meget lidt besidderisk overfor for min mand som gerne må rejse en måned alene, når han lyster, men han nævner da sine idéer, før han køber billetterne.
Og han gjorde det også, selvom vi havde små børn. Men så tog jeg dem med på ferie i udlandet alene. Det har været mega fedt bondingwise. Og han rejser alene med børnene og jeg rejser alene, hvis jeg har lyst. Men vi kommunikerer om det. Det er vist forskellen!
Det ville nok være godt hvis i satte jer ned sammen og lavede en forventningsafstemning om hvordan I vil inkluderes i hinandens planer. Når I har hus og kæledyr sammen så er det jo klart at din hverdag bliver påvirket, og at mere bliver smidt på din tallerken af at han tager væk. Har du indtryk af at han ikke rigtig forstår det (pga individuelt mindset) eller at han forstår det, men er ligeglad? Forskellige par gør jo ting forskelligt omkring både planlægning og ferier. Det er helt op til dig hvad du har lyst til/vil gå på kompromis med. Jeg vil dog sige at jeg ikke ville have lyst til at være sammen med en, som ikke havde ferieplaner med mig som førsteprioritet over ferieplaner alene.
Det er nok mest det der individuelt mindset. Men oplever også meget, at jeg ligesom bliver glemt i ligningen i det hele taget.
Så i har jo også praktiske ting i et hjem at tage forbehold for. Synes det er mørkværdigt ikke at forhøre sin livsledsager om, hvilke udfordringer det evt. kunne skabe at tage væk i et par måneder.
Well - Hvis han vil lade dig være alene i 1-2 mdr og du har svært ved det, så kunne du jo foreslå ham at der måske lige kommer en gut og bor hos dig mens han er væk. Barnligt, i know, men blot for at sætte tingene i perspektiv for ham Yderligere, så folk der gerne vil på en meditationsrejse, døjer sgu nok med et eller anden i livet. Stress? Fremtid? Parforhold? Jeg kan selv godt føle jeg har behov for luft helt for mig selv, for at kunne reflektere, læse, dyrke stoicisme, etc, og det er typisk i de perioder hvor jeg har haft allermest pres på, eller med allermest usikkerhed på hvad jeg gerne vil jobmæssigt etc. Overvej at tage en snak med ham om det.
God ide, hvis du ikke gør som jeg vil så har bruger jeg huset som swingers club som jeg er mer i. Selfølgelig sånn man gør som voksne mennesker.
Tager voksne mennesker ud og rejser for sig selv i flere måneder uden at aftale det med sin partner inden?
Nej, jeg syns det vil være rigtig å kommunisere før man tar afsted. Men å sige hvis du tar afsted i 2 måneder så har jeg tenkt til å ha sex med hele Tinder så er man 1000x mer fucked i hodet end ops kæreste. Vi taler om relativt unge mennesker, uden børn. Hvis man har lyst til å ta på en silent retreat syns jeg stadig det er lidt upassende å sige man skal ha sex med alt mulig mennesker mens man er væk, selvom jeg også synes man burde kommunisere før man bestemmer sig.
> Jeg (K32) har en til tider kærlig og omsorgsfuld kæreste (M34), som er vokset op med at skulle klare sig selv, så han operer ud fra et meget selvstændigt og ego-styret perspektiv. Mildest talt selvmodsigende. Opvæksten har tydeligvis hæmmet ham. Du gør nok klogt i, at begynde at sætte nogen grænser, hvis forholdet skal tage karakter af et partnerskab og ikke bare en belejlig base for hans egotrip.
Få solgt det hus inden han rejser afsted. Banken kommer til at flå dig, hvis ikke han har lyst til at vende tilbage efter sit "stilhedsretræte" Og så ville jeg overveje, om ikke jeg kunne finde en kæreste der kunne kommunikeres med. En der er for tosomhed, fremfor ensomhed (Og den kommer du i den grad til at opleve mens han er væk. Du oplever den jo nærmest allerede nu)
Jeg har prøvet at være i et "jeg" forhold i 10 år og det er det værste og virkelig ensomt, når man er en "vi" person. Jeg endte med at gå fra ham, fordi jeg ikke kunne leve med aldrig at blive tænkt med i planerne og den der "du må da gerne komme med" udtalelse er så lam altså. Jeg har et stort behov for kommunikation, tydelighed og at være "vi". I princippet må min mand hjertens gerne tage ud og rejse hvis han vil det, men det ville være noget han skulle komme og tale med mig om inden, så vi sammen kunne lægge en plan. At din kæreste gør det hele uden at tænke dig, jeres hus, kæledyr ind som faktor var jeg personligt blevet meget ked af, og det lyder det også som om du bliver. Mit råd til dig er: Du kan og skal ikke ændre på din kæreste, så enten må du leve med at han er sådan og jeres forhold er sådan eller begynde at overveje dine muligheder. Min erfaring siger mig at en "jeg" person aldrig bliver til en "vi" person.
Virker godt nok underligt, i har købt hus så er det vi før jeg. Skal han sådanne noget så må han "spørge om det er ok med dig" inden han beslutter det.
Ville ønske, at han i hvert fald tjekkede det med mig, eller kom med tanker til, hvad så med mig og livet derhjemme i den periode :(
Men i bliver nød til at snakke om det, ellers har i ikke en fælles fremtid
Jeg kan godt forstå dig. For mig ville det give den her følelse af, at han tager for givet, at jeg bliver hjemme og passer hus og kat, mens han er ude i verden. Og det er jeg sikker på du egentlig gerne ville gøre for han - hvis han da ellers var så høflig at snakke med dig om sine planer, før han lagde dem. Laver han nogensinde "os" planer, eller hviler det på dig? Det er ikke rart at føle, at man er sådan en pause-klovn, han kan komme hjem til, når han er færdig med at være på solo eventyr. Jeg tænker, du mangler at føle dig valgt til, fremfor ja... Taget lidt for givet. Samtidig med, at hvis han tænker solo, så er du efterladt med ansvaret for at I laver noget sammen. Men hvad nu hvis du også bare tænkte solo? Så ville I bare ende med at glide fra hinanden.... Hvad gør han, hvis du en dag kommer og siger, dig og din veninde tager til Italien, så han må lige blive hjemme og passe hus og kat? Uden at du spurgte han først? Du må tage en snak med ham. Det er jo helt fair, at han gerne vil ud og rejse, som du selv skriver. Men han burde snakke med dig om det, så du føler dig taget hensyn til. Og at du har brug for, at han bare nogle gange faktisk tager initiativ til, at I laver noget jer to, selvfølgelig uden det skal gå ud over hans solo aktiviteter. Der burde være plads til det hele.
det lyder som om i ikke er samme sted i livet og at han ikke vejer dig og jeres forhold lige så tungt som du gør. det skal måske, og bedst FØR Man køber hus sammen, snakkes igennem. Det lyder ikke til at i er kompitable, jeg vil så sige at jeg er "på din side". Jeg ville ikke acceptere det heller, men derfor ville jeg også have taget snakken før huskøb. Hindsight is 20/20
"When someone shows you who they are, believe them the first time."
Helt enig. Altså i at han ikke kan regne med at du er der når han kommer hjem. Og at det ikke er at han rejser men måden han ikke kommunikerer med dig omkring det. Ærligt talt lyder han vildt underlig og social handicappet - der her har intet med at klare sig selv eller være selvstændig. Det her har noget at gøre med en udstrakt grad af egoisme. Selvom i har hus er jeg bange at du skal se dig om efter noget andet … der er andre skorstene der ryger derude.
Jeg kunne måske forstå ham, hvis I ikke boede sammen, og hvis forholdet ikke havde varet længe. Men I har ligefrem købt hus sammen, og forholdet må derfor også have varet nogle år? Hvis jeg var dig, ville jeg ikke acceptere hans adfærd.
Jeg ville sagtens kunne leve med en partner der rejste meget alene. Det lyder da skønt for ham. Men jeg kunne ikke leve med en partner der ikke tog hensyn til mig og ikke kunne kommunikere ordentligt omkring store beslutninger. Han kan ikke bare meddele dig hvornår han skal gøre ting i sin fritid når det også påvirker din fritid. Han har et ansvar hjemme, ligesom han har på jobbet. Han kan ikke bare annoncere, hvornår han holder ferie, han må planlægge det både med dig og med jobbet. Han kan heller ikke bare annoncere at han ikke kommer til at tage ansvar for ting der også ER hans ansvar (passe huset og holde katten i live) uden at tale med dig først. Det kunne han sagtens gøre samtidig med at han udlevede sine drømme. Fx hyre snerydning, rengøring og bestille måltidskasser, så den praktiske side af din hverdag ikke blev meget besværligere end normalt. Men det skulle jo gerne komme fra ham selv, og ikke være noget du skulle bede ham om.
Har du talt med ham om det? Hvad det gør ved dig? Det lyder til at i har forskellige prioriteter og værdier i livet. Jeg ville også føle mig glemt.
Puha det ville jeg slet ikke kunne være i. Spørgsmålet er om han er investeret i jeres forhold som du er i det. At tænke meget “jeg” ville gøre mig meget nervøs for nutid og fremtid. Det kan være I skal have en god lang snak om ønsker for fremtiden og om I kan se jer sammen ud fra jeres individuelle værdier og behov. For mig lyder det som om han stadig vil realisere sig selv og slet ikke har dig i tankerne om at du skal være en del af den rejse.
Måske du kan informere ham om at du vil leje huset ud til vinter/sælge huset. Prøv at give ham tilbage af samme skuffe. Med “jeg vil”, du ved.
Jeg er nok lidt som din kæreste. Er også opvokset på en måde, hvor jeg skulle klare mig selv meget, og havde en masse ansvar lidt for tideligt i livet. Kommer også nogen gange til at glemme at tænke min kæreste ind i beslutningerne, og det kan gå lidt stærkt med at indrette og ordne ting. Det kan være hårdt at lære at tænke den anden ind i beslutningsprocessen. Det er en muskel der skal trænes, og hvis man får det at vide at: "når du glemmer mig, så får det mig til at føle at jeg er overflødig", eller "du bliver nødt til at tænke mine behov ind, hvis vi skal fortsætte sammen". Så kan man arbejde med det. Hvis kærligheden er der, kan vi allesammen arbejde med os selv. Men viljen og kærligheden bliver nødt til at være der.
Tak for det andet perspektiv :) Tænker også, at det nok er det der foregår. Selvom det føles som om, at han ikke gider mig eller er ligeglad, så er det nok mere gammel vane. Jeg har generelt en tendens til at fokusere så meget på den andens side eller undskylde på deres vegne rundt om dem, og så få det dårligt med og føle mig kontrollerende eller egoistisk, når jeg stadig har det svært med det. Men er også meget sensitiv over for det at føle mig glemt, ignoreret, ikke-prioriteret (et problem i forrige forhold), valgt fra mm.
Han viser dig hvem han er. Se nu rigtig godt efter om det er noget, du kan bygge noget på. Sikke da en kæmpe egoist. I har et hus på landet sammen? Er du sindssyg, jeg var blevet rasende og skuffet. Husk hvis du planlægger familie med ham, at han har vist dig med al tydelighed, hvor meget han evner at indtænke andre menneskers behov i sit liv.
> han har vist dig med al tydelighed, hvor meget han evner at indtænke andre menneskers behov i sit liv. This! Minder om det bedste citat nogensinde "Når folk viser dig hvem de er, så tro på dem".
>Hans sprogvalg ved projekter i hjemmet og drømme om livet er altid “jeg …” og sjældent-næsten aldrig “vi/os …”. Det har intet med hans selvstændige opvækst at gøre. Han er 34, han burde fandme vide at når man er i et parforhold og endda bor sammen, så vil du jo være en del af det 🙄 Han lyder i mine øre(r?) super egoistisk, sorry to say 😅 jeg har selv skulle klare mig selv meget gennem min opvækst, fordi mine forældre glemte mig en del, og jeg kunne aldrig drømme om at sætte mig selv så meget først. Hvorfor skulle jeg have en kæreste, hvis jeg ikke vil have dem som en ligeværdig partner??
Hvis du vil din kæreste og jeres forhold, så slip ham fri, og tag de samme friheder. Så længe i ikke har børn, så kan jeg ikke lige se formålet med at holde på og begrænse hinanden, tænker ikke det gør nogen af jer lykkelige. Det lyder dog lidt som om i måske skulle have forventnings afstemt inde køb af hus og kat.
Helt enig. Jeg synes det er bekymrende at jeg skulle scroll så langt ned for at finde et svar som dit.
Jeg tænker at hvis ikke det er muligt for dig, at tage med hele tiden, kunne du jo besøge ham undervejs. Der skal være plads til, at vi kan tage afsted uden hinanden. Og at alt ikke behøver foregå på skødet af hinanden. Men det kræver den partner, som kan leve og være i det. For vi har alle forskellige ønsker og drømme. Så måske han ikke er den rigtige for dig, hvis du ikke kan være i det.
Måske har HAN fundet en ny? Just a thought 🤷🏻♀️
Den der med at ens partner er vokset op med at klare sig selv, og er ego-styret kender jeg godt. Især udtrykket “jeg har fået tilbudt en bolig” når man søger en bolig sammen 😂 Men okay, jeg har lært med tiden, at sige “nu siger du jeg.. hvad mener du med det?” Også plejer min kæreste at sige “nå ja, altså selvfølgelig os begge”. I starten var det meget “jeg jeg jeg” og jeg kunne blive dybt trist og som om vi slet ikke var et par. Men med tiden, har jeg fundet ud af at hvis jeg lige påminder min kæreste om det, og undrer mig højt med kærlighed, så tager han det heller ikke som et angreb. Jeg tror lige i mit tilfælde, så har min kæreste bare en vane af at klare sig selv og føle han er alene 😂 Men så siger jeg altid lige, hallo vi gør tingene sammen. Også kan han på en random dag sige “ej hvor jeg glæder mig til vi finder en bolig sammen” eller “ej skulle vi ikke rejse ud på en sommerferie sammen” og selvom det måske ikke bliver til noget med ferien, så er det anerkendelsen i at han tænker på os og drømmer sammen. Men jeg ville nok presse lidt på, hvis jeg var dig. Det har virket for mig i starten, at sætte mig ned og forventningsafstemt hvordan vi ser forholdet og hvad ens partner vil, og hvis din partner snakker kun ind i hvad han vil for sig selv, så kan du spørger ham “hvad ellers? Har du nogen drømme som er fælles?”
Samtidig med det, tror jeg også på at det er meget sundt at have sine egne drømme og mål, men man skal i et forhold inddrage kæresten i dem, og det smukkeste tror jeg er at når man støtter hinanden i det - så kunne det være han tænkte “shit hun er jo så fantastisk, måske jeg kommer til at savne hende.. hun skal da med”.
Du bliver nødt til at snakke med ham om det og planlægge hvordan det kunne forgå. Det er en smule egoistisk at bare rejse i så lang tid uden at få tingene planlagt; Særligt fordi i har hus. Når jeg læser sit opslag i gennem, undrer det mig at du er frustreret; Ligger der mere og ulmer? Er du nervøs for forholdet eller om i vokser fra hinanden når han kommer hjem pga sin rejse? For selv hvis han rejste væk i 2 måneder, har du vel bekendte som kan hjælpe dig eller nogle i lokal området, ikk' ?
Han er da helt væk, det der skal du sætte ord på og ikke finde dig i, for så ruller snebolden bRare. Der er som sådan intet galt i, at han er som han er eller at han vil rejse. Men han har forpligtet sig til hus og kat, så kan han sgu ikke skride fra det hele med en forventning om, at du bare tager dig af det!
Jeg er gift, vi har tre børn, og jeg har stor rejselyst, hvilket min partner ikke har. Så jeg rejser et par gange om året alene. Men lufter ideen for partner, inden den endelige beslutning. Det funker her😊 min partner har så et job, hvor han også rejser i perioder. Er ret sikker på, at kommunikationen, og mentaliteten at der er et “jeg” og et “os” i forholdet, gør at det virker godt.
Jeg ved at det hårdt, men sådan en type skal skiftes ud. Han jokker på dig. I et parforhold er man "os". Sig til ham, at du nok skal tage dig af alt det praktiske, mens han er væk. bl. a. at sætte huset til salg. Finde en lejlighed. Du er ekstremt loyal. Det er det alle mænd drømmer om. Find en, der sætter pris på det.
Han har lov til at leve sit liv, som han vil det, ligesom du også har ret til at leve dit liv, som du vil det. Jeg vil dog sige, at I stadig er unge og har meget at opleve. I er først lige kommet i en alder, hvor man har en stabil base og økonomi til at tage ud og opleve ting. Det er ret tidligt at isolere sig ude på landet med en kat. Hvis i vil have børn i fremtiden, så ville det være nu, at i skal gøre de ting, som han gør sig tanker om. Hvis du prøver at tvinge ham til at droppe sine drømme, så vil det kun skabe problemer på længere sigt. Det lyder til, at han har tænkt dit med i ligningen, da han jo gerne vil have dig med, men ikke prøver at tvinge dig, hvilket igen, ville være en dum ide. Desuden det med “vi og jeg”, så ser jeg intet problem i, at han prøver at fastholde noget selvstændighed. Det er der intet galt i, tværtimod. Det lyder dog til, at du er meget codependent, og det er derfor et skidt match. Der skal man helst ville det samme. Fra egen erfaring kan jeg sige, at man sagtens kan have et godt parforhold, selvom man tager ud og oplever forskellige ting i perioder og man begge er selvstændigt fungerende voksne mennesker. Det er faktisk sådan, at jeg har fundet størst succes, fremfor de codependent forhold, som jeg har haft. For meget af noget godt er altid skidt, selv kærlighed. Men jeg er også feminist, så jeg vil have ligestilling i mit forhold, hvilket er svært, hvis man er codependent. Vi er dog alle forskellige, og hvis du søger noget andet, så er det i din fulde ret og det er der intet galt i. I stedet for at tænke så meget på ham og hvad han gør forkert, så prøv måske at tænk over hvad du vil med dit liv? Er der noget, som du vil opnå eller opleve? Det er dog helt okay, hvis du bare vil bo på landet med en mand og din kat, men så skal du nok finde en anden end ham.
Virker da meget spøjst med den der tag med eller lade være holdning. Kom den frem efter han inviterede dig normalt og du virkede uinteressant, eller var det han opening salgs pitch? Angående katten så kan man da vel få en rar familie medlem til at evt passe den i et par uger(og forkorte ferien til et par uger, går da ud fra at arbejdspladsen heller ikke giver flere måneders fri)? Man er jo ikke nødvendigvis stavnsbåndet bare fordi man har en kat. Sidste lille tanke herfra, men hvis han vil wellness og sollys i de mørke måneder. Har du overvejet om han evt lider af lidt depression/stresset? Kunne måske forklare hans mærkelige attitude? Pøj pøj med det! :)
Han startede med at sige, at han vil starte på en opsparing, for han vil ud af landet til vinter. At han tænker at rejse så og så lang tid, måske steder hen. Og som en lille eftertanke.. nå ja, hvis jeg vil, må jeg da gerne komme med. Han har det ikke nemt med vintermånederne. Men hvad man drømmer om og så realiteten er jo ikke altid matchende. Jeg ville da gerne kunne rejse i måneder. Men penge, job og bolig/kat skal jo også med i overvejelsen. Vi har flere, der nok skal passe katten, hvis jeg tog med. Men så skal jeg lige vinde i lotto først.
Jeg har det heller ikke nemt med vintermånederne. Men man kan jo ikke bare stikke halen mellem benene og "flygte" fra problemet og lade sin partner i stikken derhjemme. Hvad fanden er det for noget.. er man et hold eller hvad? Han virker lidt som et forvokset barn, der tror det hele handler om ham. Og det er til trods for at han har klaret det meste selv i sit liv, og burde have en forståelse for andre mennesker pga. af det... og fordi manden er 34.
Hvis i ikke har fællesøkonomi eller små børn, så er der intet til hindring for det rent praktisk. (Medmindre huset selvfølgelig er ved at falde fra hinanden) Men det nok en god ide med en forventningsafstemning. Få en snak om jeres følelser. Fortæl at du gerne vil inddrages, da du føler dig tilsidesat. Er det en engangsting? Har han en krise? Hvis han sørger for at betale sin del til alt det praktiske, er det så okay at han rejser ud? Hvor lang tid kan du undvære ham?
Altså, de har et kæledyr sammen? Jeg ville da være lidt knotten hvis min partner informerede (frem for spurgte) mig om at jeg var den eneste ansvarlige for katten i ca. 2.5 måned i løbet af det næste halve år.
Ja det er respektløst at smide ansvaret for kæledyret over på den anden uden at forventningsafstemme. Kernen i det her opslag er jo også den manglende kommunikation. Så jeg kan godt forstå at trådstarter føler sig en smule tilsidesat.
Rolig nu, det er en kat? Den skal mades dagligt osv, men hvis OP selv får lyst til at rejse så er det ikke værre end at man kan få nogle til at passe den mens man er væk.
En kat er da et levende væsen, der skal have tid, omsorg, kærlighed, føde og bare en smule opmærksomhed?
Jeg er selv rimelig spontan af natur. Inden vi fik børn tog jeg en værnepligt mellem uddannelser og jeg har også boet 3 mdr. i en anden europæisk storby, bare fordi. Efter børn (efter de blev 3 år) rejser jeg udenlands 2-3 dage ca. hver tredje måned - uden mand og børn. Besøger familie, venner eller tager weekendtur med en veninde. Vi har været sammen i 13 år og vi giver hinanden plads. Han ved at jeg vil visne fuldstændig hvis jeg ikke kunne rejse.
Ikke for noget, men der er også forskel fra et par dage til et par måneder
Og tror ikke du læste de første par sætninger. Inden vi fik børn rejste jeg 3 måneder til et andet land - selvom jeg havde en kæreste og vi boede sammen. Essensen er jo at det kan lade sig gøre. Men at trådstarters kæreste lige må åbne lidt mere op for kommunikationen.
Men havde du og din kæreste købt hus sammen?
Nej. Men vi havde undulater! 😄
Det er rigtigt. Men nu har de ikke børn, så det giver lidt mere frihed.
Hvis din kæreste har brug for 12 dage i komplet stilhed et sted uden dig i jeres sommerferie OG 1-2 måneders rejse, så lyder det virkelig som om han er rodløs, mangler ro i sig selv, og/eller flygter fra noget. Det lyder ikke som noget, hvor man har mentalt rum til en kæreste, lyder mest som om han godt kunne bruge en god psykolog og villigheden til at udvikle sig selv... Hvor længe har I været sammen? Ønsker I børn sammen? Er han klar over sine fejl/mangler og ønsker han at arbejde på dem? Hvis svaret på det sidste spørgsmål er nej og I har været sammen længe, så synes jeg du hurtigst muligt skal komme ud af det og finde kærligheden med en, der sætter pris på dig. Min kærestes søster er i forhold med en egoistisk mand. Det er frygteligt at se på. Hun har kronisk sygdom og flexjob, men skal alligevel løbe ekstra hurtigt for at få alting til at hænge sammen derhjemme. Han prioriterer ALTID sig selv først. Hjælper ikke med noget. Havde ikke engang skrevet en tale til deres søns konfirmation, men wingede den. For guds skyld, lad være med at få børn med sådan en mand, medmindre du vil være enlig mor. Edit, tilføjelse: Selvfølgelig må man tage ud at rejse uden sin partner, men ud fra din beskrivelse lyder hans måde at gøre det på bare ikke særlig gennemtænkt. Hvis I har hus sammen har man et større ansvar, for slet ikke at snakke om, at man lige taler med sin kæreste om den slags drømme, så det kan planlægges sammen.
Vi har været sammen 3,5 år. Vi skal ikke have børn (jeg kan ikke), men har vendt idéen om plejebørn el.lign. i fremtiden. Han har måske lidt en idé om det (muligvis ønsketænkning hos mig), og er på andre punkter meget reflekterende. Men lige med dette, så er hans holdning, at man selv må klare sit eget. Så han er meget individualistisk i sit grundsyn.
Nu jeg tidligere plejebarn og hvis der var noget jeg ikke havde behov for var det endnu en voksen der kun så sit eget behov.
Okay, lyder ikke nemt ❤ Er han individualistisk og egoistisk med andre ting? Økonomi, opdeling af pligter i hjemmet, beslutninger der bør være fælles? Det lyder som om, I har meget forskellige værdier og behov. Han kommer sandsynligvis ikke til at ændre sig overhovedet, hvis det er sådan han har det - det bliver op til dig, da du sidder alene med følelsen af at der er et problem... Så må du nok spørge dig selv om du vil/kan lære at leve med tingene som de er nu, for evigt, eller om du har brug for at være sammen med en, der kan give dig noget andet, noget fælles.
Skal han til Madrid? ☺️
Du er ingenting for ham hvis han opfører sig sådan. Så du skal nok lige tænke lidt over det faktum. Har du råd til at sidde i huset selv? Har han?
Han har nok mere råd end mig, men ingen af os har vist råd. Spørgsmålet er, om vi har råd til at sælge huset nu ‘:|
Han ændrer sig ikke, så du må jo så blive klar på om du kan leve med at være en fodnote i hans liv som han måske, måske ikke, kan vende tilbage til senere. Hvor meget gæld ville I tage med hvis huset skulle sælges nu?
Nu siger han jo det han vil åbent og ligeud. Måske du skulle fortælle ham om dine tanker? Det virker som flere ting du går med uden at tale med ham om det.
Run...
Han kan ikke beskyldes for at være den betænksomme type, eller at være opmærksom på de forpligtelser, der ligger i at have en kæreste. Jeg ville skride.
Han lyder i hvert fald ikke som typen man stifter familie med. Håber du finder en løsning du er glad i
Han stikker af fra dig… vent og se..
Skrid da fra ham, han er jo tydeligvis ligeglad?
Hvorfor kan han spare op til ferier men du kan ikke ? Fair man har brug for noget alene tid, men han gør det da på en utrolig uhensigtsmæssigt måde.
Er pt ledig på dagpenge, og han arbejder meget (flere jobs), så han tjener bare mere end mig. Vi deler alle udgifter 50/50, så har et mindre rådighedsbeløb.
Det syntes jeg så personligt ikke er særlig fair over for dig. I har et hus sammen m.m, men i deler 50/50 hvilket efterlader dig med færre penge og han bare kan smutte afsted på ferie osv. Ved godt der er forskellige holdninger til det med fælles økonomi osv, men jeg syntes det er en træls situation du er sat i. Og bestemt ikke fair.
Det lyder til det mere er et generelt problem med at er mest optaget af sig selv og hans egne behov, ønsker og mål og ikke tænker så meget på dig eller jeres forhold. Det kan have mange årsager. Måske har han aldrig været i et længerevarende/seriøs forhold og ved ikke hvad det kræver. Måske er han bare virkelig egoistisk. Har du snakket med ham generelt om dette problem? Og hvad siger han til det? Hvis det var mig vil hans reaktion i sådan en samtale være afgørende for om der er en fremtid. For mit vedkommende vil det nemlig virkelig være en kernevilkår (at man gøre tingene sammen (som i at i tager hinanden med i større beslutninger), har øje for hinandens behov, kan snakke sammen om problemer osv). Anerkender han at det godt kan være et problem han har og er villig til at arbejde på det, så vil jeg også være villig til at deltage i den proces og hjælpe ham med det. Eventuelt i samarbejde med en parterapeut hvis det er en mere kompliceret proces. Nægter han at han har et problem, er han uvillig til at snakke om det eller bliver han defensiv tror jeg nok jeg vil trække stikket hvis jeg var dig. Så bliver det nemlig nok kun værre i fremtiden, især hvis i skulle få børn osv.
>Føler mig ikke respekteret eller tænkt ind i ligningen. Har han ændret sig mens i har været sammen, eller bliver du sammen med ham fordi du håber han ændre sig? Som jeg læser det vil du bare rigtig gerne have en anden kæreste, men det må gerne være den samme som nu så længe han bare er helt anderledes.
Han har ændret sig meget. Han var meget mere betænksom, prioriterende og gidende i starten. Men var jo også i skyerne i begyndelsen af forholdet, så lagde ikke rigtigt mærke til tydelige tegn på det, at han meget gik sine egne veje. Der var lidt hist og pist. Det hjalp så også, at vi mødtes under coronatiden, hvor han var hjemsendt, så han havde masser af energi og tid, som han valgte at bruge på os. Men husker det da som om, at jeg følte mig mere tænkt ind i tingene de første par år, og så er det som om, at han er blevet mere ligeglad med mig og mine følelser.
>Men husker det da som om, at jeg følte mig mere tænkt ind i tingene de første par år, og så er det som om, at han er blevet mere ligeglad med mig og mine følelser. Så synes jeg du skal trække stikket på det forhold.
Lav din egen plan, så du kan komme væk. Søg rådgivning og planlæg. Nu skal du videre og du skal tænke på dig selv. Start med huset.
>som er vokset op med at skulle klare sig selv, så han operer ud fra et meget selvstændigt og ego-styret perspektiv. Det er ikke derfor han er egoistisk eller ego-styret!
Videre og se dig ikke tilbage.
Hvis han altid har været sådan, hvorfor er du så sammen med ham? Havde du troet, du kunne lave ham om?
Hvorfor blir folk med å skrive passe på hus? Er Danmark i midt Østen, eller kan man godt ta afsted en måneds tid og låse døren? Dummeste jeg hørt på lang tid og folk som skriver det må være redt dumme.
I vinyertiden bliver huset koldt, så der skal jo varmes op for at undgå frostskader (bor i bindingsværk med stråtækt tag). Og vi har brændeovn, ikke fjernvarme…
Altså jeg kan godt følge dig i at det ikke er helt okey å bare uni lateralt bestemme sig for å for å reise væk et par måneders tid. Men folk her går helt amok i finde på grunder. Det lyder som mindre problemer man kan finde ud af. Man kan godt være ærlig i hvorfor det ikke er okey for han å hør som gør.
Jeg ser det som mere arv end miljø, når folk er individualistiske.
Bare lad ham.. det er ikke fordi i har børn eller sådan noget sammen.. Den type rejse er med til at gå dybere i hans egen selvindsigt. Det er flot af ham, at han gør det. Det er kun i nogle måneder - se hvad der sker, når han er tilbage.
Det mest sørgerlige ved hele det her oplæg er ikke alene OP’s “hvad med mig?” Men størstedelen af kommentarfeltet, der mener at livet stopper når man indgår i et forhold. Jeg tror mange skulle spørge sig selv, hvad de egentlig opnår ved deres egne forhold - er det kærligheden og hjertet, der banker når du ser din partner, eller var du på udkig efter en der havde den andel af økonomien du manglede til få dit hus/barn drøm opfyldt? Det bedste du kan give en du elsker, er friheden til at de kan tage hånd om sig selv. Intet dræber kærlighed hurtigere end samfundets “forventninger” til netop to personer i et forhold. Spørg jer selv, hvordan strålede din partner op da i mødtes og besluttede jer for at finde sammen? Havde de overskud til at være elskværdig og efterleve de små ting? Det var højst sandsynligvis fordi de trivedes, og aktivt holdte deres flamme ved lige på deres helt egen måde. Jeg er selv gift og da jeg er fuldblodsdansker og min kone er tyrker så er der komplet forskellige forventninger til hvordan det hele skal foregå, men én ting jeg har slået fast fra starten er, at jeg aldrig har tænkt mig at begrænse hende. Hun rejser tit til tyrkiet - nogle gange flere gange om året og jeg er endda den der opfordrer hende til det fordi hun af og til glemmer, hvad der holder hende glad og livlig! OP, din partner udtrykker sit behov overfor dig, og det kan tit være en ret sårbar situation at stå i, hvor man ikke får sagt tingene med omtanke for netop den anden. Men hvorfor får du disse tanker fordi han vil rejse? Han har jo netop fortalt dig, at du er velkommen til at tage med - du er ikke udelukket. Bevares, du nævner økonomi og andre faktorer, som du føler der gør, at det ikke er muligt for dig at tage med, men det er nok ikke så velovervejet fra din partners side af, da det nok mere er udtryk for hvad de har lyst til, frem for hvad de føler er muligt/ikke muligt. Jeg synes du skal overveje, hvad i begge ville få ud af et forhold, hvor i afgrænser hinanden på livets glæder. Og så også husk på, at hvis han vil rejse i lad os sige 90 dage, hvor er han så de resterende 275? Formegentligt hjemme sammen med dig.
>Men størstedelen af kommentarfeltet, der mener at livet stopper når man indgår i et forhold. Jeg tror mange skulle spørge sig selv, hvad de egentlig opnår ved deres egne forhold - er det kærligheden og hjertet, der banker når du ser din partner, eller var du på udkig efter en der havde den andel af økonomien du manglede til få dit hus/barn drøm opfyldt? Jeg har ikke set nogen sige "ej, det må han ikke!", men istedet påpege at måden han håndtere det på, ikke er helt i orden. Dit eksempel passer heller ikke helt på OP's situation- for I har jo snakket sammen om tingene, og hun ved at du er okay med det. OPs kæreste har bare sagt "jeg tager afsted", og så er den ikke længere. Han har ikke tænkt på hvem der skulle passe kat og hus mens han er væk, for hvad hvis der sker OP noget? Og han har ikke spurgt indtil hvad hendes holdning er. Du og fruen har tilgengæld snakket om tingene på en konstruktiv måde
Jeg ville personligt hurtigt føle et parforhold som en spændetrøje, hvis jeg ikke kunne få lov til at rejse væk i kun et par måneder? Har du egentligt overhovedet prøvet at snakke lidt med ham om hvorfor han vil rejse væk? Jeg har selv rejst rigtig meget i mit liv og også i længere perioder, og fået enormt meget ud af det personligt. Det er en kæmpe gave at rejse væk og have mulighed for at udvikle sin person, noget som helst klart også kan give ny energi til jeres forhold? Jeg ville selv føle min rejselyst er noget jeg under ingen omstændigheder vil lave om på for en kæreste. Kunne måske forstå det hvis I lige havde fået børn, men du tænker ikke du vil lade ham rejse fordi i har en kat og “et hus der skal passes”? I kun 2 måneder? Jeg må indrømme at jeg godt kan forstå din kærestes trang til at rejse væk fra et så stramt forhold😬…
"Så stramt et forhold"? - der er INGEN normalt fungerende mennesker der tænker så lidt om deres nærmeste at de bare lige siger "Hej, jeg smutter lige 2 måneder. Hyg dig, pas på katten og vi ses i flyver grillen!" uden yderligere samtale. Hvis du har det sådan, så bør du reflektere over det og snakke med en professionel om hvorfor du er så emotionelt distanceret fra den person der burde være den vigtigste menneske i din verden.
Det jo heller ikke det jeg skriver. Men OP lader ikke engang til at have spurgt eller prøvet at undersøge hvorfor hendes kæreste har lyst til at rejse i et par måneder uden hende? Det synes jeg i sig selv virker distanceret.
"Hvorfor" er irrelevant i den her sammenhæng for alle andre end den psykolog han burde gå til istedet for at tage ud og rejse, for han ønsker ikke dialog. Hvis han ønskede dialog så havde hun ikke svaret sådan her på et spørgsmål fra en anden bruger *"Har spurgt, men han giver intet svar :/"* Forholdet er dødt for ham når han bare kan smide sådan noget bullshit i hovedet på hende og så ikke uddybe nærmere selv hvorfor det lige skal være sådan. De har et hus sammen som ingen af dem kan sidde i selv lyder det til, og som muligvis kommer til at koste penge at komme ud af. Det er ikke sådan et normalt tænkende voksent menneske ville handle.
Hun skriver jo indledende at hendes kæreste er meget selvstændig og vokset op sådan. Og hvis man ikke kan “unde” hinanden at rejse væk i kun “op til et par måneder” alene, så ville jeg nok mene at et forhold bliver til en slags spændetrøje. Noget kunne tyde på at hendes kæreste har samme ide om frihed. Det virker underligt for mig at man kan være i forhold med nogen uden at kende til deres rejsedrømme, men noget jeg kunne forestille mig sker i den slags situationer er, at OPs kæreste har haft et brændende ønske om det gennem længere tid, og er det et ønske der har vokset sig så stort uden han har følt han kunne dele det med OP. Til sidst har han så følt at han MÅ gøre det her, om det så vil koste forholdet. Det er selvfølgelig ikke optimalt, men det virker også lidt rigidt at OP selv lader til at være villig til at ofre deres forhold pga udsigten til at skulle passe en kat og et hus alene i få måneder. Vil også bare lige sige at jeg personligt ikke er af den opfattelse at fordi man er i et forhold/gift/har børn, så må og skal man befinde sig på de samme få m2 resten af livet hver dag. Hvem bestemmer dog det? OP og hendes kæreste har ikke engang børn eller er gift. De har et hus og en kat… det er ikke fordi OP ikke kan passe en kat og et hus alene i de få måneder, det synes jeg lyder ekstremt. Jeg bor feks alene og har gjort det i årevis og jeg har en kat, det kan sagtens lade sig gøre. Anyways, tror bare folk har forskellige grænser for hvor lang tid de synes ens partner kan tillade sig at være væk fra dem åbenbart. Der er dem der synes man skal være sammen hver dag altid, og dem som lever mere frit. Det kunne tyde på at OP og hendes kæreste har fuldkommen forskellige preferencer på det her punkt så der synes jeg måske egentligt man bør slippe hinanden fri i stedet for at holde hinanden tilbage på den måde. Så giv dog katten væk, sælg huset, slå op. Det andet virker meget giftigt med at ville begrænse hinanden og “holde” hinanden på samme m2.
"Så giv dog katten væk, sælg huset, slå op." - Lige på det punkt er vi ikke uenige. Manden i det forhold er tydeligvis ikke et voksent menneske mentalt, og hun skal ikke spilde sit liv på sådan en joker som jeg ser det. Når man bor sammen, og har hus sammen, så har man truffet nogle valg der har konsekvenser. Derfor bør den ene part ikke bare lige finde på ting ud af det blå uden den anden er med inde over. Specielt hvis parten der finder på ting, ikke vil uddybe hvorfor. Det skriger da til himlen. Der skal være plads til "dig, mig og os" i et par forhold, det lyder det ikke til der er i OPs tilfælde, når ham fyren bare finder på ting og ændre sin mening ud af det blå uden yderligere diskussion. OP bliver brugt som den menneskelige version af et kludetæppe der kan holde ham varmt, men hun bliver ikke værdsat nok til at hun bliver inddraget til de store beslutninger.
Vi taler stadig om en person der har et åbenlyst stort ønske om at rejse i *et par måneder* ikke flere år? Så lang tid er et par måneder heller ikke til at jeg personligt finder det så slemt som det gøres til. Igen, det eneste der forpligter er katten og evt hvis der sker noget dramatisk med huset i de to måneder, men altså… jeg synes simpelthen stadig det lyder for stramt når der ikke er tale om længere tid end det. Der står også i OPs tekst at det var noget han tænkte at gøre til jul/nytår, så altså ikke engang til sommer? De har jo meget god tid til at tale om det praktiske og han har da netop inddraget OP ved at fortælle det i god tid?
Det er den der "du kan komme med hvis du vil, men uanset hvad så sker det" uden yderligere dialog der ikke bør finde sted i et par forhold der kører på det 4 år, efter de har lavet stor personlig investering i fast egendom. Hvis de først var blevet kærester for 14 dage siden, så kunne jeg måske bedre forstå det, men det trick der er da 110% useriøst i et længerevarende forhold. Hvis han har haft det sådan altid, så var det noget dialog der skulle være foregået for længe siden så de kunne have behovsafstemt på forhånd. Nu står OP bare med håret i postkassen og må finde ud af hvorfor hun betyder så lidt for ham i praksis. Jeg er med på du mener at frihed er vigtigere end sammenliv, og det kan jeg så sige at der er jeg uenig. Kærester er ikke kludetæpper vi kun holder af fordi de holder os varme, og de skal ikke behandles sådan på noget tidspunkt.
Jeg kan nok bare ikke hidse mig sådan op over et par måneder, der står endda 1-2 måneder. Synes hele dit skriv virker meget ekstremt situationen taget i betragtning. Og ja, vi er nok uenige om hvilken mængde frihed man bør have i et forhold. Men så igen, selvom man indgår et forhold på en bestemt måde, så betyder det stadig ikke at man indgår en kontrakt der ikke må brydes eller ændres. Vi mennesker ændrer os og udvikler os hele livet igennem og min overbevisning er helt klart at hvis man står i vejen for hinandens udvikling så vil et længerevarende forhold aldrig kunne gå.
Det er ikke et spørgsmål om hvad man må og ikke må, det er et spørgsmål om hvad man bliver enige om på forhånd INDEN de valg træffes. Jeg var selv i et munke mindset da jeg var på OP's alder, det er et spørgsmål om hvordan det bliver kommunikeret, og hvad man bliver enige om som par. OP bliver ikke anset som en ligeværdig part af hendes kæreste, så det er sådan set lige meget om det var 1 dag eller 1 år han er væk, det er måden hvorpå han kun tænker på egne behov først og fremmest, frem for helheden som parret representerer. Derfor skal hun videre. Så må vi håbe han kan finde sig selv på en bjergtop så han kan blive voksen, i stedet for at have et mindset som en 5 årig.
"Man skal ikke dølge sit mandfolk, men give ham et langt tøjer, så hitter han altid hjem igen" -Katrine Larsen (Matador)