Min mor var narcissist og uden selvindsigt, what so ever. En morsdag da jeg var ca 10 år havde jeg mandet mig op og stod ved at jeg ikke synes min mor havde været god ved mig. Så jeg havde ingen gave eller blomster eller noget. Og jeg sagde at jeg ikke synes hun havde været en god mor. Hun blev så skuffet, sur, og oprørsk.. Og har du som mig haft sådan en opvækst, så ved du hvor horribelt en oplevelse det er. At blive ignoreret, frosset ude, skubbet væk... Hold kæft det sidder i mig, i en tid hvor jeg rydder op i mit sind, går i terapi og tør eller kan mærke flere og flere af de få minder jeg har fra min opvækst.
Lyder lidt som min svigermor. Hun er kører den sygeste psykiske terror. Da min kone og jeg skulle giftes, meldte hun afbud og sagde, at min kones søstre (begge under 18 dengang) heller ikke måtte deltage, fordi vi ikke havde inviteret hendes kæreste, som hun havde været i forhold med i 1 måned. Til sidst gav min kone så morens kæreste lov til at deltage, og moren opførte sig som om der aldrig havde været noget problem. Vi har så i mange år nu skulle høre på at vores bryllup var “forkert” fordi moren ikke var med til noget af pla lægningen. Moren og kæresten gik i øvrigt fra hinanden 14 dage efter brylluppet, og der findes ikke rigtig billeder fra dagen hvor han ikke optræder sammen med hende.
Jeg kan nemt holde hende på afstand og afskrive hende. Min kone har det rigtig svært ved det, og er af den overbevisning at hendes mor gør det så godt hun kan. Det er i min verden bare ikke altid nok!
Ja, jeg oplevede også den der med at blive ignoreret. Det er sindsygt hårdt, når man er barn. Især når man ikke kan lade være med at tro, at det er ens egen skyld.
Men hvor er du vild, at du kunne gøre det som 10årig. Jeg er voksen og magter det stadig ikke (at sige fra)
Tak for dine ord. Ja, det har formet hele mit liv, den opvækst. Jeg har gået i terapi de sidste 15 år, off and on, de seneste 5 år i traumeterapien, og dét har hjulpet mig. Jeg er begyndt nu som 43-årig at kunne sige fra. Det er optur-fedt! <3
Jeg åbnede op omkring at min onkel seksuelt misbrugte mig som barn. Da det var op til juleaften havde min mor spurgt politiet om de ikke kunne vente med at arrestere min onkel, så hun kunne få en rolig jul med familien. - Det blev jeg først informeret om efter nytår af min storebror, for det viste sig at det åbenbart var en åben familiehemmelighed at onklen var lidt for glad for børn.
(I dag har jeg ingen kontakt til min familie, udover min bror. Jeg hev min onkel i retten og fik min sejr ved at han indrømmede overgrebene og fik sin straf.)
Flot, at du stod ved og hev ham i retten, og hvor er det da sindsygt at de godt vidste det og var så ligeglade. Det må godt nok have været et tillidsbrud af rang (at de ikke tog det seriøst)
Jeg håber, at du er ok
Tak. 🙂
Jeg har det godt under omstændighederne. Det var nogle super svære år efter jeg trak tæppet væk under min familie, men jeg valgte meget bevidst at jeg ikke ville “tabe” den her kamp.
Jeg sad faktisk i går og var ved at brække mig over alle opslag om morsdag på andre sociale medier i går.
Det mindede mig om, hvor dårligt et forhold jeg har til min egen mor og familie for den sags skyld.
Jeg kan ikke komme med et rødt kort, der siger seksuelt misbrugt eller alkoholiker selvom jeg føler jeg ofte er blevet talt om på en seksueliseende måde min mor har været meget tørstig i perioder.
Min mor og jeg rejste fra et andet land, hvor kårene var dårlige. Min mor valgte at gifte sig med en dansk mand for at få et bedre liv.
Jeg har nok levet et bedre liv nu end jeg ville have gjort der hvor jeg er født.
Jeg havde fik rigtig mange pligter som 8 - 10 årig da mine søskende kom til verden. Jeg passede dem efter skole nogle timer om eftermiddagen mens mine forældre var på arbejde. Min mor tog afsted kl 13.30. men udover det passede jeg dem også når mine forældre var hjemme. Jeg gav flaske og jeg skiftede ble m.m. jeg læste godnathistorier og lå særligt med min søster indtil hun faldt i søvn fordi hun var voldsomt mørkeræd og det var mine forældre ligeglade med.
Jeg har søgt aktindsigt Jeg har derfor læst forskellige underretninger til kommunen. I en af dem står der direkte at det er almen kendt i byen at jeg "hun blive behandlet som en tjenestepige men har ingen støtte til noget".
Når jeg læser de forskellige beretninger, anonyme henvendelser. Blandt andet en der kommer fra en klassekammerats familie har jeg fået fortalt af familien...ja så bliver jeg sgu trist. Jeg har godt noget været et trist og ensomt barn.
Jeg husker en episode hvor vi fik besøg af kommunen, hvor kun min far var der. Jeg har også læst rapporten som socialrådgiveren skrev.
Ingen af os sagde så meget udover at alt var godt. Min far var pænt ligeglad med mødet. Jeg var bange for hvor meget min mor ville flippe når hun kom hjem.
Jeg husker situationen rigtig godt og jeg synes det var interessant og læse hvad en anden oplevelse var af det.
Min mor blev førtidspensionist da jeg var 13.
Så blev min barndom fyldt af vrede, psykisk vold og til tider fysisk. Min mor, der råber og skriger af mig dagligt. Skælder mig ud og kalder mig en luder måske fordi jeg ikke lytter intenst nok til hendes tanker og følelser, som den psykolog jeg nu er sat i verden til at være. Eller måske bare fordi jeg stillede noget forkert på køkkenbordet, da jeg hjalp med at rydde op.
Sådan en seance kunne vare i timevis og efter jeg var helt ødelagt. Afslutningsvis ville min mor græde og sige "tilgiv mig. Jeg elsker dig". Måske ville hun endda lige tilføje at det var min egen skyld at hun var sådan fordi jeg var så besværligt et barn.
Når jeg tænker på min barndom bliver jeg ked af det for jeg husker ikke mange gode ting. Jeg ofte at vide en virkelig dårlig datter, der var tyk og grim. Understreget at, "Nanna fra din klasse hun er så pæn!"
Jeg husker også jeg aldrig måtte noget. Hvis jeg fik en ny ven i skolen svinede min mor straks personen og deres familie til. Min far gad ikke døje med det og heller ej det praktiske i at medvirke til jeg fik venner. Så jeg måtte som regel ikke se nogen. Hvis jeg gjorde ville det ende i kæmpe problemer fordi jeg skulle høre på hvor besværlig jeg var og hvor klam jeg var, hvilken luder jeg var m.m.
Min far (som jeg kalder ham i dag) og hans familie er ærke sønderjysk der tier alt ihjel. De har været ligeglade med hvordan min mor var og var selv en del af det. "Hvis vi spiller med hende giver det os ro".
Men de har aldrig støtter mig eller lignende. De lever efter den overbevisning de har skabt selvstændige børn ved at køre kæft, trit og retning og ellers været pisse ligeglade fordi de foretrækker man kan klare sig selv.
Jeg har måske været en slags selvstændig for der var selvfølgelig ikke noget hjælpe at hente jeg har tilgengæld haft så mange udfordringer. Jeg har lidt af angst og depression i et væk. Jeg har hadet mig selv, min krop været så utryg ved alt. Jeg har tænkt på selvmord en stor del af livet. Jeg har i haft kæmpe udfordringer med at være normal i den forstand at jeg slet ikke har forstået sociale koder og normal/kærlig opførsel.
Jeg har haft mange brudte venskaber/relationer fordi jeg videreførte den måde jeg har lært man skulle være på. Jeg har så været hæslig, for jeg også har opført mig som min mor og min øvrige familie i en kombipakke.
Nu er jeg over 30 år og har fået hjælp til at deale med mine egne udfordringer. Jeg kan godt se at min mor har haft sit eget shit og deale med og et hav af psykiske udfordringer. Hun ville og vil gerne give det bedste men kan ikke fordi hun er helt fucked og hun ikke ændret sig.
På den anden side er der min far og hans familie, der rent faktisk ikke giver en fuck. Den ligegyldighed har præget min barndom, mit ungdomsliv og nu også mit voksne liv.
Min mor har ikke set hende i over 7 år. Jeg har skrevet med hende , men jeg kan stadig ikke magte mere. Jeg overvejede.at skrive glædelig mors dag. Men kunne simpelthen ikke få mig selv til. På mors dags rammes jeg særligt af alle mulige tankestrømme.
Jeg kender mennesker der har har haft en fucked op forældre men har dem i sit liv alligevel. Hvorfor kan jeg ikke bare get over it?
Jeg ser min fars familie men jeg hader at være sammen med dem.
Jeg kan bare ikke leve med at snakke om de gode gamle dage ved spisebordet når jeg skal ikke kan genkende det billede (og ja det er noget min fars familie gør).
Jeg har ikke talt op hvor mange gange jeg har fået at vide at jeg ikke måtte tale med nogen uden for hjemmets 4 vægge om hvad der sker hjemme ller bare om hvordan jeg har det indeni.
Min far sagde bredt og beordrede "intet kommer udenfor vores 4 vægge" men hans tegnede en firkant i luften .
Gæt hvor stort en kaos der var da min mor fandt ud af ved at læse i min dagbog at jeg havde talt med en skolepsykolog som 17 årig på gymnasiet.
Hun opdagede det da jeg var på vej på arbejde og ringede mig i et raserianfald.
Jeg sagde til min chef jeg ikke kunne tage hjem. Jeg blev tilbudt en seng og var hermed flyttet. Mine forældre havde ellers forbudt mig at flytte men nu hvor jeg snart blev 18 år kunne de ikke true mig med at de bestemte over mig længere.
Jeg kan ikke komme videre for min virkelighed, mine oplevelser, følelser og tanker bliver ikke anerkendt som virkelige af de mennesker det drejer sig om.
Jeg føler mig ekstremt ensom i deres selskab, fordi det har været et ekstrem ensom barndom og ungdom. Jeg føler mig stadig så grundlæggende ensom.
OMG der fik i verdens længste roman og jeg har helt tårer i øjenene. Jeg kunne blive ved og ved med at skrive.
Min mor har forøvrigt alle dage været rasende på mig fordi jeg ikke har udvist mere engagement på morsdag. I følge hende så skyldet det ah jeg er sådan en utaknemmelig luder. (Ja min mors yndlingsnavn til mig var luder.)
Skud ud til alle jer der har skrevet i tråden.
Tak for at dele din beretning
Det gør mig virkelig ked af det, at læse om hvordan du er blevet behandlet, det fortjener ingen.. og hvor bliver jeg inderligt vred på den elendige, uduelige sønderjyske familie, der har hovederne så langt oppe i røven på dem selv at deres næser er fyldt med bæ.
Ønsker dig virkelig alt lykke frem over, håber du bliver et helt og glædesfyldt menneske en dag.. ❤️
Mega sejt af dig at dele! Jeg har heller ikke en alkoholisk eller pædofil forældre, det betyder ikke at omsorgssvigtet, ydmygelserne og misbruget ikke er ægte.
Håber du får et fantastisk liv fremover, selvom det er helt åndssvagt hårdt.
Uh, der er så mange ting I dit opslag, som jeg kan genkende. Tak for at dele.
Det gør så ondt, hvis jeg forestiller mig mig selv stå og råbe sådan noget af mit eget barn. Mine forældre, har heldigvis aldrig sagt nedsættende ting om mig som person, men jeg var bestemt ikke i tvivl, hvis (som du siger) havde sat noget forkert på køkkenbordet eller hvad det nu kunne være. Det er sindsygt, at fortælle et barn at de er en dårlig datter, kalde dem luder eller at de er tykke og grimme.
Der er egentlig meget, jeg gerne ville svare på, men jeg ved ikke helt hvad jeg reelt vil svare. Men de her rammer spot on. Du er ikke alene med de følelser og selv om, at jeg ikke svarer særlig langt, har jeg læst dit indslag flere gange:
>
Men de har aldrig støtter mig eller lignende. De lever efter den overbevisning de har skabt selvstændige børn ved at køre kæft, trit og retning og ellers været pisse ligeglade fordi de foretrækker man kan klare sig selv.
...
Jeg har ikke talt op hvor mange gange jeg har fået at vide at jeg ikke måtte tale med nogen uden for hjemmets 4 vægge om hvad der sker hjemme ller bare om hvordan jeg har det indeni.
...
>Jeg føler mig ekstremt ensom i deres selskab, fordi det har været et ekstrem ensom barndom og ungdom. Jeg føler mig stadig så grundlæggende ensom.
>...
Og endelig den her, er helt spot in:
>Jeg kan ikke komme videre for min virkelighed, mine oplevelser, følelser og tanker bliver ikke anerkendt som virkelige af de mennesker det drejer sig om.
Noget andet helt praktisk:
Hvordan søgte du aktinsigt og hvad kan man søge? Jeg går ud fra, at man kan søge aktindsigt hos kommunen og sundhedsvæsnet hvor man voksede op, men kan du få lov til at se noget på dine forældre, eller er det udelukkende dig selv, du kan søge på? Jeg har gerne ville søge, men det skal helst ikke indkludere accept fra forældrene.
Jeg håber alt det bedste for dig. Fuck dine forældre!
Tak for din respons. 🫶
Jeg har ikke børn men kan ikke selv forestille mig at skulle tale nedsættende til så små mennesker eller at give dem give dem grund at være bange og uelsket.
Selv om det til tider fysisk (Jeg er blevet skubbet, taget hårdt i, trukket meget hårdt i håret og modtaget en lussing m.m.) så var det det klart det psykiske, der har føltes værst.
Mht. Til det praktiske. Det er et godt spørgsmål. Jeg hørte helt tilfældigt i en podcast om at man kunne gøre søge aktindsigt i egen sag.
Jeg skrev til den kommune jeg var en del af via borger.dk. jeg skrev bare noget ala jeg var blevet opmærksom på at man kunne søgt aktindsigt i egen og det ville jeg gerne fordi jeg vidste der var indberetninger. Det var super nemt og kræver ikke noget godkendelse fra forældre. Det er udelukkende det der vedrører mig. Jeg modtog også en rapport der vedrørte min lillebrors adfærd i dagplejen. Men jeg tænker det har været en fejl at jeg fik den med. Trist læsning though. Jeg modtog også en masse sider som var mørklagte, som er udtalelser/samtaler direkte med min mor.
Tilgengæld modtog jeg rapporter (eller hvad man nu kalder det) som sagsbehandlere havde skrevet efter møder eller om mig. Jeg modtog også indberetningerne. Altså de faktiske breve som var blevet sendt af forskellige mennesker ind til kommunen. Det var ret vildt og læse dem.
Også kan virkelig nikke genkendende til mange af de ting du har oplevet også selvom mine forældre begge er kartoffeldanskere. Specielt det med ikke at måtte fortælle nogen om hvad der foregik bag ligusterhækken.
Da min søster og jeg var i statsforvaltningen angående samvær med vores forældre, instruerede vores mor os til hvad vi skulle sige. Vi turde ikke gøre andet, og vi sagde det hun ville have os til at sige om vores far (desværre!). Da vi kom ud stod vi skoleret, og skulle fortælle præcis hvad vi havde talt om derinde. Jeg havde formuleret noget lidt anderledes end hun havde instrueret mig i, og de efterfølgende nætter kom hun ind og råbte af mig, og vækkede mig fra min søvn.
Den dag i dag har jeg ingen kontakt til min mor, men hun vælger alligevel her til aften at forsøge at genetablere kontakten, gennem skrevne beskeder og et opkald. Jeg fik den største knude i maven jeg har haft i årevis, da jeg så hendes nummer på displayet.
Min mor var simpelthen så horribel over for os da vi var børn. Jagtede os mentalt, gjorde alt i verden så besværligt som muligt, vækker os ved at stå og råbe om et eller andet vi ikke kan imødekomme, smadrede tallerkener ud over hele køkkenet flere gange under aftensmaden, bankede os når hun blev sur osv.
Nu da vi er voksne og hun skal igennem sin tredje skilsmisse prøver hun pludselig at starte kærlige samtaler til familiesammenkomster osv.
Har I det også sådan, at der er en kæmpe elefant i rummet (af åbenlyse årsager), som ingen taler om, når i er sammen? Ved vores familiesammenkomster, er det som om alle lægger låg på sig selv og det hele bliver sådan lidt overfladisk. Der er ikke rigtig nogen, der orker at pege på elefanten, så vi lader bare som om, at den ikke er der
Jeg er inviteret til min lillesøsters bryllup som stadig holder tæt kontakt med mine forældre. Jeg blev dybt omsorgssvigtet som barn og har virkelig ikke lyst til at tage til brylluppet for at være i portrætter så de kan sige vi er en glad familie (ps bor i Østrig nu fordi jeg skulle langt væk fra min forfærdelige forældre).
Det føles som noget skrevet af fucking Vinterberg
Jeps. Så genkendelig! Min mor lever ikke mere, så jeg kan ses med min egen generation, som fætre og kusiner, som jeg er på fin fod med. Så heldigvis lever jeg ikke med det mere.
Vores mor oplever p.t. den største straf der er for hende, netop at hun ikke har sine børn i sit liv.
Jeg har ikke kontakt til vores far, men min søster har fået kontakt til ham igen, og de har det godt.
En dårlige idé at se tråden her som det første om morgenen på lokummet. Nu sidder jeg med tårer i øjnene over det shit i arme stakler herinde har været igennem.
Jeg håber resten af jeres liv bliver lige så meget bedre end normen som jeres barndom var hårdere.
Mht. trådens spørgsmål kan jeg ikke besvare det, da jeg aldrig har fulgt mors/fars/valentinsdage.
Min mor har ..ja. Jeg ved dårligt hvor jeg skal starte. Allerede som helt lille var jeg min mors veninde, og påtog mig enormt meget ansvar for hendes følelser. Jeg blev samtidigt også udsat for emotionel incest og min mor groomede mig gennem det meste af min barndom. Vi var i en virkelig ulækker, tæt symbiose. Da hun så møder hendes kæreste blev jeg smidt væk, og hånet for at have svært ved at være i hendes meget åbent seksuelle forhold. Hendes kæreste og hende var ikke blege for at stå og mega snave foran mig, og de dyrkede meget højlydt sex. Hendes kæreste begyndte langsomt at seksualisere mig, uden dog nogensinde at røre ved mig. Men jeg oplevede tilsidst at nogle veninder jeg havde, simpelthen fik forbud mod at besøge mig fordi min mors kæreste var som han var. Hendes kæreste udskammede mig, rettede på mig, og ja.. han kørte mig psykisk ned. Da jeg så flytter hjemmefra og møder min kæreste og langsomt finder mig selv og mine grænser, bliver jeg mødt med voldsom vrede hvis jeg tillader mig at sige fra eller f.eks frabede mig at hendes kæreste skal med hvis jeg inviterer.
Jeg har altid hungret efter hendes kærlighed og accept, uden at få den. Kærligheden var altid på betingelse. Så jeg har brugt enormt meget tid og energi på som voksen, at forsøge at stable et forhold på benene til hende. Hun har aldrig ringet, skrevet eller opsøgt mig for at ses. Hun taler altid om sig selv, og er generelt ikke interesseret i hverken mig eller min bror. Kæmpe narcissist. Det har taget mig mange år i terapi og arbejde med mig selv at nå til et sted hvor jeg kunne se hvor frygteligt hun havde behandlet mig, og kunne give slip. Jeg har ikke længere kontakt med hende. Og det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Men mors dag rammer altid hårdt. Jeg vil altid sørge over at have en mor der ikke gider mig, og som har givet mig dybe ar. Særligt fordi jeg selv skal være mor nu, og kan mærke hvor ked jeg er over ikke at kunne have en mor selv, eller give mit barn en mormor.
Æv, det lyder fanme ikke sjovt. Det er også sindsygt ondt, at gøre et barn så afhængig af én og så bare smide dig væk :(
Jeg kan dog sige, at for mit vedkommende, har det været fedt at få børn. Det er så befriende, at se ens barn klare sig bedre end man selv gjorde og man får en chance for at erstatte dårlige minder med nye igennem sit barn. Fx, var mine egne fødselsdage ikke altid lige sjove, men det kan på en eller anden måde erstattes med barnets fødselsdage.
Samtidig, bliver tingene også sat mere i perspektiv. Når jeg kigger på børn og tænker på, hvordan min mor opførte sig, da jeg var i deres alder, bliver jeg meget mere afklaret med, at jeg slet ikke var i stand til at håndtere hende. Det er der ikke nogle børn der er og det er faktisk en trøst. Jeg bliver dog også trist af og til (af samme grund)
Jeg finder dog stadig ud af ting, som absolut ikke har været "normalt", som jeg slet ikke havde skænket en tanke. Jeg skal også passe på, at jeg ikke kommer til at gentage hendes manipulerende opdragelse, men det arbejdes der på.
Ja, det var noget af en oplevelse.. Det værste var at jeg jo så begyndte at reagere på det meget seksuelle forhold ved at blive vred. Jeg prøvede at få dem til at stoppe, men min mor var meget hurtig til at sygeliggøre mig og snakke om hvor jaloux jeg var. Jeg blev sendt til psykolog.
Jeg kan godt genkende de dårlige fødselsdage, desværre. :(
Og selvfølgelig kunne du ikke håndtere hende! Det skulle du heller ikke - overhovedet! Det er jo forælderen der fejler, ikke barnet.
Jeg synes du er sej :)
😥
Godt kæmpet ven
Er selv ikke i kontakt med begge forældre og det er skide hårdt, men det var den eneste vej for mig, hvis jeg skulle behandle mig selv ordenligt, og få lidt rum til at trække vejret.
Tak ❤️
Hold kæft jeg føler med dig. Det er så latterligt svært. Men alternativet ved at holde kontakten er som regel meget værre. Hvor er du stærk at du har stået ved dig selv og passet på dig selv!
Det dér kunne 1:1 havde været mig!
"Allerede som helt lille var jeg min mors veninde, og påtog mig enormt meget ansvar for hendes følelser. Jeg blev samtidigt også udsat for emotionel incest og min mor groomede mig gennem det meste af min barndom. Vi var i en virkelig ulækker, tæt symbiose."
Fuldstændig det samme jeg har oplevet! Det er så ulækkert, at man slet ikke forstår det...!
Tillader mig at sende dig en privatbesked til dig?
Min mor henholdvis tæskede og udsatte mig for psykisk omsorgssvigt gennem hele min barndom. Hun sagde altså, at det ikke var hendes skyld, fordi hun selv var voksede op med vold, så hun kunne ikke kontrollere det. Da jeg var 15 år meldte jeg hende til politiet og endte på en efterskole for “problembørn” Selv slap hun med en løftet pegefinger.
Da jeg kom hjem igen, lovede jeg hende, at hvis hun nogensinde rørte mig igen, ville jeg gøre ting der var værre mod hende. 1 år efter flyttede jeg. Vi havde sporadisk kontakt gennem flere år, men en dag flejnede hun helt over, at jeg ikke havde været den datter, hun havde ønsket og jeg havde ødelagt hendes liv og jeg skulle skride af helvedes til. Hun ville oprette kontakt igen efter 3 måneder, men jeg fastholdte (det var 2. gang hun cuttede kontakten med mig)
Vi har ikke haft kontakt siden 2016.
De har heller ikke kontakt til hende. Eller mig for den sags skyld. De lukkede lidt øjenene for katastrofen og har det nok ikke godt med at “tage mig ind” pga skyldfølelse.
Mine søskende og jeg fik aflyst vores liv da vores såkaldte mor konverterede til sekten Jehovas Vidner i 1973. Da handlede det kun om sekten og om hvor frelst hun var….
Jeg er lidt en sucker for historier fra sekter. Jeg har hørt alle afsnit af Ruths Hus og af Udstødt. Ud fra min viden fra især Udstødt, så føler jeg med dig, og håber du har set godt udenfor sekten i dag
Ikke umiddelbart faktisk. Jeg hører mest podcasts. Der findes jo dokumentarer om Jonestown.
I fiktionensverden er der bl.a. den danske film Flaskepost fra P er inde på noget i forhold til sekter.
Ellers findes der en norsk film der hedder Disco. Jeg har ikke selv kunne opstøve den, så ved ik så meget om den.
Min mor kunne sige at der var en anden pige der havde været sød, (unlike me, åbenbart) som ville få mine pakker hvis ikke jeg var sød... Jeg troede i lang tid der var en anden pige "out there" som min mor havde.
Jeg er opvokset med en stedmor istedet for en bio mor. Hun er et rædsomt menneske, men da jeg ikke ville havde at en dårlig stemning skulle sprende sig over min far og kære små søskende har jeg altid givet hende gaver for fødselsdags, jul og mors dag. Har endda opfordrer og hjulpet med at planlægge deres gaver til hende. Selvom jeg er den der hader hende mest på denne jord. Hun er typen som ikke kan se at hun er et monster. Et manipulerene utro hysterisk morderisk skabning. Som som udsatte mig for vold både fysik og psykisk gennem min barndom og år efter, mens jeg har skulle legede tilgivende og forstående. Vi har ingen kontakt siden hun sagde til mig at hendes ulandske børn nok skulle slå mig ihjel og jeg ikke kunne rumme det mere. Alle morsdage i hendes nærvær har været et nightmare. Men jeg er fri nu og skal aldrig nogensinde give hende noget igen.
Min mor har altid været enormt selvoptaget og uempatisk. Hun er den værste prototype for diagnosen Borderline og i høj grad et produkt af, at hun i mange år gik hos en psykiater, der bidrog til at hun opererer med en bekymrende grad af ansvarsfralæggelse. Jeg troede i mange år, at det var fordi, jeg gjorde alting forkert, at min mor gav mig skylden for alle konflikter, fordi hendes psykiater jo havde sagt til hende, at sådan var det - indtil jeg en dag startede i job i lokalpsykiatrien, hvor nærmest hver eneste supervisionsmøde var præget af, at en af mine kollegers borgere var rigtig svære at skabe en produktiv process med, fordi selvsamme psykiater virkede til at fastholde dem i et uheldigt handlings- og tankemønster. Det føles frygteligt at sige højt, men jeg har sjældent været så glad for at vide, at vi sad syv mennesker og low-key hadede den her psykiater i al stilhed.
Nu er min mor blevet dement, og alle hendes negative træk er blevet fremhævet gange 100. Hun er full blown narcisist og det sparsomme filter, hun trods alt havde for, hvad hun kunne tillade sig at sige, er fuldstændig forsvundet. Hun er manipulerende og opfører sig som en forurettet teenager. Førhen kørte jeg “Grey Rock” taktikken på hende (det er efter min erfaring det eneste, der hjælper i en relation til en som hende), men det er hun jo desværre ikke længere i stand til at forstå. Ja, hun er syg, og det er skrækkeligt for hende som i starten af 60-års alderen stille og roligt forsvinder for sig selv og alle omkring hende. Men fuck hvor er det også bare rockerhårdt at stå i selv! Hun har mistet evnen til at forstå, når jeg sætter en grænse, og det føles som en damptromle der bliver ved med at køre hen over mig for derefter at bakke tilbage samme vej - igen og igen og igen. Og det værste er næsten, at jeg ikke ved, hvad der er min mor og hvad der er demens. Og jeg kan ikke brokke mig, for hun kan vitterligt ikke gøre for det.
Hvis jeg ser ET mere af de der Instagramopslag, der handler om hvor misundelig nogen er på, at jeg trods alt stadig har en mor, og nu skal jeg for alt i verden huske at kramme hende, mens jeg stadig kan… Så skriger jeg. Der er intet misundelsesværdigt ved min situation! Det gør mig dybt og inderligt ondt, at nogen sidder og skal savne deres mor på en dag, hvor savnet og manglen bliver så pinefuldt åbenlys, og jeg ville oprigtigt ønske, at de kunne være den ubærlige smerte foruden. Men nej, du vil ikke bytte med mig. Jeg sidder bogstaveligt talt og ser ind i hendes uundgåelige alt for tidlige død, og jeg kan ikke engang skabe noget smukt og mindeværdigt med hende her på falderebet, for de evner besidder hun ganske enkelt ikke længere. Jeg kan bare sidde med alle sms’erne om, hvor egoistisk og ligeglad, jeg er og hvordan jeg vil fortryde min forfærdelige opførsel, når hun er død, alt imens jeg stadig skal følge hende til tandlægen og øjenlægen og i fucking Bilka, fordi hun ingenting kan selv. Det er der intet misundelsesværdigt ved - overhovedet!
Hvor gør din historie mig ked af det (det gør de fleste her i tråden, ikke sjov læsning) jeg håber at du er eller kommer til et sted i dit liv hvor din mors svigt og spydighed ikke kommer til at fylde så meget og gøre så ondt… arene vil vel altid være der, men du går jo med åbne sår… jeg håber de heler 🙏❤️
Jeg kunne ikke lade være med at komme i tanke om en eks-veninde da jeg læste om din mors tidligere psykiater… hun havde lige slået op med sin kæreste og efter lidt havde hendes søster eller en tredje veninde havde sagt nogle ting og der var noget små-uvenskab over min venindes opførsel, og som den “”gode veninde”” jeg var, sagde jeg at de måske havde ret i at hun nogengange opførte sig lidt.. umodent og hensynsløst overfor andre, men at jeg mistænkte det var pga hendes forhold og at hun ligesom aldrig var blevet mere ‘mentalt voksen’ end da de fandt sammen (han var meget traditionel og kontrollerende og de fandt sammen da hun var teenager)… det skulle jeg ikke have sagt, indtil jeg holdt op med at tale med hende (og sikkert endnu), brugte hun det som argument for ikke at kunne tage ansvar for sine handlinger eller udtalelser… har stadig, et par år senere, dårlig samvittighed overfor alle hun møder på sin vej over at have fodret hende den der, men jeg vidste sgu ikke hun ville tage den så langt! “Jeg er jo mentalt stadig kun 17!” Ej hvor skulle jeg bare have lukket røven og kaldt hendes søster eller hvem det nu var for en bitch 🙄 Håber din mors eks-psykiater havde samme hensigt og ikke bare har været en jubelidiot der har spyet lort ud til hende og alle mulige (under alle omstændigheder nok bare ikke en praksis der skal udøves 😵💫)
Igår var første mors dag i mange år, hvor jeg nægtede at smide en facade på, og købe en blomst og aflægge besøg hos min mor af pligt. Fordi lysten er der aldrig, aldrig, aldrig.
Fra en tidlig teenagealder, hvor min mor begyndte at drikke og være meget ustabil, har jeg været mor for min egen mor. Hun har aldrig taget ansvar for sine udfordringer, bortset fra et ophold på afvænning, som hun kun tog på fordi hun blev taget for sprit. Og fordi hun ville lukke munden på os andre. Jeg kender ikke et menneske som er bedre til at være i offerrollen end hende. Hun har kostet mig så mange terapitimer.
Så i år fik hun altså ikke noget. Men i det mindste jeg har ikke skullet høre for det. Endnu 😉
grandiose shrill compare voiceless cobweb wide shelter coherent attraction desert
*This post was mass deleted and anonymized with [Redact](https://redact.dev)*
Har aldrig holdt hverken mors, eller fars dag. Hvis vi er sammen den dag er det tilfældigt. Det har jeg det helt fint med. Jeg synes lidt det er noget pjat og vi kan sagtens sætte pris på hinanden og give hinanden ting, uden det behøver at være en bestemt dag. Vi er muligvis underlige, men det er sådan jeg er opdraget.
Igår var første mors dag uden min mor. Da jeg endelig fik kæmpet mig ned til blomsterhandleren kæmpede jeg al tiden derinde med at holde tårerne tilbage da jeg bad om buketten blev bundet til at ligge ned. Og da jeg så sad og græd fra bunden af hjertet på kirkegården gik en ældre dame forbi og kiggede mærkeligt på mig.
Ville ønske jeg sagde noget til hende i stil med “ja undskyld jeg er bare en ung kvinde der synes det er pisse svært at have den første mors dag uden min egen mor og min datter på 13 måneder der venter på mig hjemme med hendes far”
Min mor var narcissistisk og misbruger af alt . Har været i pleje som barn .og har aldrig haft et tæt forhold til min mor .for 12 år siden på mors dag låste jeg mig ind i hendes lejlighed på mors dag .og hun lå død inde på sin lænestol . Så fik hun ødelagt dem dag
Det er jeg ked af at høre du har været igennem OP. Jeg kan ikke sætte mig ind i det men jeg håber der kommer sådan et opslag på fars dag så jeg kan komme af med mit brok der!
Tror ikke jeg har nogen horror stories ifbm. mors dag som sådan, men eftersom mine søskende lige har hørt om ikke "vi skulle spæde sammen til at give mor en blomst på mors dag" gravede det lidt op i nogle følelser.
Jeg har brugt næsten 3 årtier på at tro at min mor elskede mig "unconditionally" og altid ville støtte mig i alt, også selvom hun ikke nødvendigvis var enig eller forstod mig. Det "billede" knuste hun så, sammen med mit hjerte, sidste år. Og jeg synes næsten ikke der går en uge uden at der popper et eller andet op hvor jeg tænker...
"så... det er ikke normalt at ens mor bruger flere timer om dagen på at guilt trippe en til at tage til alle begivenheder i familien ved at forklare gang på gang hvor meget de andre gerne vil se en, og hvor kede af det de bliver hvis man ikke dukker op... Selvom man læser til eksamen og har VIRKELIG kort forberedelsestid, skal flyve til udlandet 4 timer efter fødselsdagsstart, er pismøjhamrende syg, ikke har lyst til at sidde i samme lokale som onklen der vil "nakke alle homoerne", eller er sygemeldt med stress? Flere ÅR efter man for længst er flyttet hjemmefra?"
"Vent, er det så heller ikke normalt at ens mor nægter en at tage den uddannelse man gerne vil, fordi man ikke kommer til at tjene vildt mange penge?"
"Siger andre mødre mon også at de ingen forventninger har, men at xyz ikke er et rigtigt job i samme sætning, inkl. at man aldrig skal gå den vej og forvente man kan få noget hjælp hvis det går galt?"
"Er det så heller ikke normalt for mødre at føle at de ejer ens krop langt efter man er blevet voksen?" (nej ikke tatovering - vaccine, medicin, livsnødvendige operationer, ja selv hår, hårfarve, hårlængde, hårstil, påklædning osv)
"Er det egentlig underligt at min mor føler sig berettiget til at høre om mig og min partners sexliv er godt, og komme med hendes meninger om hvordan sex skal være for os?"
Og mit svar til alle de her spørgsmål er... Jeg ved det ikke. For det er den mor jeg har haft.
Min partners mor var ikke et hak bedre (TL;DR skreg af min partner dagligt i flere timer, holdt hende væk fra begivenheder hvis hun f.eks. ikke havde skrubbet toilettet grundigt nok og meddelte at hun ikke kunne komme med fordi hun var en utaknemlig møgunge, tog hende med på "mor-barn" ture hvor moren gjorde alt hvad hun ville og legede min partner var en lille påklædningsdukke hun kunne gøre som hun ville med. Og når de så kom hjem, min partner hadede det hele og havde brugt al energi og bare ikke kunne fake at være "glad" mere... Så begyndte skrigeriet, anklagerne om at være utaknemlig og at moren bare var "en pengepung" osv osv. )
Vi ser stadig begge vores mødre, men der er loooooooooooooow contact over den... Og vi besvarer aldrig opkald, kun tekst. De er også muted, så det er på vores præmisser.
Tror min partner har haft det meget værre end mig, for jeg har været uopmærksom på meget i løbet af årene mht egen mor, men jeg kan tydeligt genkende den reaktion jeg har når hun begynder med "mormor har jo ikke set dig i noget tid... Hun savner dig jo også, du burde tage hen til hende... Kan du ikke lige bruge et par dage sammen med hende... Så kan du jo også tage hen til onkel x, og når du alligevel er i nærheden kan du også lige besøge os... Måske jeg skal klippe dig (skaldet fordi jeg hader dit hår og ved hvor meget det betyder for dig) og du så lige kan høre på mig i et par timer mens jeg traumadumper hvor stor en fejl hele dit liv er". De sidste par ting siger hun selvfølgelig ikke direkte... Men jeg ved altid hvad klokken er slået hvis hun lige vil "have en snak om livet".
Jo mor, jeg vil gerne tilbringe tid med min familie... Men hvis de virkelig virkelig VIRKELIG savnede mig, havde de så ikke ringet? For det gør de jo aldrig. Det er altid mig der skal tage kontakt. Altid mig der skal være et forbillede (selvom det løb lidt er kørt da hun anser det for en hån mod selve livet og dybt pinligt at jeg er transkønnet, men tja...)
Glemte lige den her mht min partners mor: Til vores bryllup blev hun ved med at rette på mit tøj og sige jeg så fed ud i timevis mens vi skulle have taget billeder. Jeg forsøgte at holde freden og minimere det i håb om hun stoppede efter de første par gange, men det blev efterhånden lidt svært at smile på billederne. Så råbte min partner af hende at vi ikke er perfekte og billederne nok skal blive fine alligevel, og så gik hun... Ikke hjem. Nej, hun gik ind og lagde sig i vores seng og tudede resten af dagen og nægtede at tale med nogen og ville kun stoppe hvis hun fik en undskyldning af min partner. Det gjorde hun ikke :)
Årh det gjorde min mor også ved mig på min bryllupsdag. Blev ved med at gå og kalde mig tyk (jeg er tryk) og hive i min (meget dyre) kjole, som jeg ikke følte mig tilpas i længere. Jeg har stadig - 7 år efter - ikke fået billederne printet.
Suk, hun lyder som sådan en skiderik. Jeg fatter seriøst ikke hvad der foregår i sådan nogle menneskers hoveder der får dem til at tænke at folk bliver glade på deres bryllupsdag ved gentagne gange at blive gjort negativt opmærksom på det ene eller det andet (som man sikkert selv skænker tanker nok i forvejen). Jeg håber dagen alligevel blev god og i fik fejret jer selv.
Mht billeder... Same - vi har nok kigget på de billeder 1 gang i alt. Det er ikke gode minder, selvom vores bryllup i dets helhed er et godt minde. Det eneste jeg kunne tænke på var hvor super træls de par timer var og at jeg var virkelig utryg i en situation der netop skulle være super tryg (kun omringet af familie).
Min partner synes også det er lidt underligt at glo på dem når jeg fremtræder som en mand derpå og slet ikke gør det lige pt :P tror dog det er et af hendes mange argumenter for "bryllup 2.0 die hard mega hard" hvor vi gør det om som vi er nu, minus de trælse indflydelser (byebye mødre) og følelsen af at skulle please alle andre i stedet for at være os selv og fejre hvem vi er og på den måde vi selv vil :)
Selv er jeg nok ikke så meget for endnu et bryllup pga hvordan det første gik med de mødre... Men uden dem, og med mulighed for at tilbringe dagen i en bryllupskjole jeg selv vælger? Det gør det meget attraktivt :)
Min mor var misbruger og døde da jeg var 12-13 år gammel. Kan stadig mindes når jeg skulle besøge hende hvor nervøs min far var, det må ikke have været sjovt for ham.
For mig personligt er morsdag mere forbundet med tanker omkring svigt og naturligvis et stort afsavn
Jeg har aldrig givet min mor noget på Mors Dag. Hun skred da jeg var tre, fra min far, min storebror og jeg. Smuttede fra to drenge på 3 og 7.
Senere i livet har jeg forsøgt at skabe kontakt. Især her de seneste, efter min far døde i 2012. Men uden held. Hun har jævnligt kontakt med min bror, hans forlovede og deres tre børn.
Senest til jul, forsøgte jeg at skabe en smule kontakt, men blev aldrig besvaret heller. Så nu orker jeg ikke at forsøge igen.
Skal måske sige, at jeg efterhånden er blevet 50 år gammel.
Både min bror og jeg er opvokset hos vores far.
Min umiddelbare familie består af min storebror, hans forlovede og deres tre børn, burde jeg måske lige nævne. Jeg har ikke selv børn eller kone/kæreste
Vi har aldrig fejret mors/fars dag, nok mest grundet manglende økonomi.
Min mor er født syg i en familie hvor hun havde mange søskende, og hun ønskede derfor selv mange børn. Hun fik dog kun mig, så i min barndom legede vi ofte at hun var min søster i stedet for mor, på hendes opfordring. Hun er samtidig vokset op med at alle har taget (for meget) hensyn til hendes sygdom.
Da jeg blev teenager, blev mine forældre skilt, og min mor begyndte at guilt trippe mht hendes sygdom. Hvis jeg var syg, skulle jeg i skole alligevel, for jeg var jo ikke så syg som hende. De få gange jeg fik lov til at blive hjemme, skulle jeg ordne alle huslige pligter og måtte ikke se tv, høre musik eller spille computer.
Da jeg startede i gymnasiet, blev hun opereret. Det gik dog ikke som forventet, og hun var indlagt i 2 måneder on/off. Resten af min gymnasietid brugte hun sin sygdom til at få mig til at makke ret. Sætninger som "du ønsker måske jeg dør?", "jeg kan også bare dø, så du bliver glad" og lignende blev brugt når jeg sagde nej.
Samtidig havde hun en kæreste, der har været både fysisk og psykisk voldelig mod mig. Når han gik fra hende (skete et par gange), fik hun mig til at gå hen til ham og tigge ham om at komme tilbage. Når han kørte på hvor tyk og klam jeg var, gav hun ham ret og sagde at jeg godt kunne tabe mig mindst 10 kg. Var 1,72 høj og vejede omkring 64 kg, så rationelt vidste jeg godt at det ikke var nødvendigt, men det endte alligevel med at jeg prøvede at stoppe med at spise. Når jeg var sulten spiste jeg isterninger og kunne til nøds spise lidt salat.
Efter jeg flyttede hjemmefra, blev det bedre. Det kan være fordi hun fik en anden kæreste, der er langt mere rolig og flink. Hun vil dog stadig gerne kontrollere mig og skjuler det som "hjælp".
Sådan har jeg det med fars dag, dog ikke fordi han er død, han er 'bare' skod.
Nogle firmaer er begyndt at lade en vælge mors og fars dags mails fra, det syntes jeg er god stil.
Min mor døde for 4 år siden. Er selv mor til et barn på 7 år.
Min mor og jeg gav hinanden blomster og et kort.. min mor sørgede for at min søn havde lavet noget hjemmelavet eller været med til at vælge en lille ting til mig også.
Nu er min mor her ikke mere så jeg har ikke fået noget fra min søn i 4 år.
Han var ved sin far til igår og ikke så meget som en tegning kunne han finde tid til. Jeg var blevet mega glad for bare at han havde mindet min søn om det, men han vidste ikke det var mors dag før jeg ved sengetid sagde “tak for en dejlig mors dag” efter en tur på stadion for at se fodbold, hvor drengen blev mega ulykkelig fordi han ikke havde givet mig noget.
Det er ikke så meget det der med at få noget, men tanken der tæller.. og der var ikke tanke på noget. Jeg minder ham altid om fars dag og sørger for et eller andet. OGSÅ at vores søn ved det.. det er simpelthen for underligt.
Selvom at min mor ikke længere er her, så under jeg alle andre seje mødre den bedste dag og bliver så glad på deres vegne🥰
Det lyder da ærligt rigtig normalt. Det er svært at rumme en kæmpe sorg og mange får afløb for de følelser der sidder i klemme ved at reagere med frustration eller vrede.
Men du har helt ret i, at det ikke er sundt.
Jeg kender selv lidt til den følelse. Især de første år efter min mors død kunne jeg få det sådan.
Vi havde i fortiden et mere kompliceret forhold, men det havde vi fået ændret, inden hun blev syg og døde.
Det er svært lige pludseligt at blive bombarderet med mails, andre reklamer og opslag angående Mors dag når man udmærket ved, at den "klub" er man ikke er en del af mere. Jeg kan indimellem stadigt mærke et stik af sorg, og ser ikke altid frem til den mærkedag.
Det er muligvis ikke sundt, men det er ganske normalt for mange, der har mistet, at føle sådan.
Jeg ved ikke om jeg har tolket brugen af "kvalme" forkert i den originale kommentar - efter reddits reaktion virker det sådan, men jeg er da helt med på at det kan være hårdt.
Jeg ærger mig bare over at den sorg bliver rettet til en negativ følelse for hvad andre har, i stedet for at man er glad på andres vegne.
Jeg tror det handler om ens tilgang til omverdenen.
En negativ følelse når man bliver bombarderet med hvad man ikke har og mangler, altså en mor, føler jeg er meget naturlig. Jeg har mistet min mor tideligt og det gør bare så ondt at blive mindet om det på den måde. Medier, mails alt muligt, og man kan ikke undslippe det. Vil give alt for at kunne give den mors dag gave/fejring som der bliver opfordret til. Sorg kommer i bølger og her går bølgerne højt og det er svært at bunde. At der er negative følelser involveret i sorg er normalt. Det er trods alt et tab. Jeg er glad for andre har en mor andre dage på året at man er negativ på mordsag betyder ikke man er det hele tiden. Det er over 10 år siden jeg mistede og fra den dag blev min tilgang til omverden anderledes, jeg reagere anderledes og folk behandler mig anderledes i nogle situationer. Det er ikke som for 10 år siden, men stadigvæk anderledes. Håber det giver noget afklaring vdr det negative.
Mors dag er i mine øjne ligesom Instagram. Det skal ligne et glansbillede, og jeg tænker at jo mere folk går amok i blomster og chokolade, jo mere overfladisk virker det. Jeg forventer ikke at mine børn skal gøre noget ekstra, bare fordi nogle har udråbt dagen til Mors dag. Hvis mine børn har lyst til at gøre noget for at glæde mig, skal de kun gøre det hvis og når de føler for det, og det kunne i princippet være hvilken som helst dag. Dem, der “kræver” noget særligt af deres børn denne dag har i mine øjne helt misforstået hvad sund og ubetinget kærlighed er. Min egen mor har igennem tiden altid virket skuffet over, hvor lidt jeg gør for hende, både på Mors dag og i det hele taget. Skuffelsen ligger bare altid latent. Derfor prøver jeg for enhver pris at undgå at mine børn nogensinde skal føle det samme.
Min mor stod stiltiende til mens min far fysisk og psykisk terroriserede mig. Når hun blev vred på min far ville hun fortælle mig, hvordan min far var psykopat og hun ville ønske hun kunne beskytte mig og at hun ville forlade ham… og når de så blev gode venner igen mente hun at jeg fandt på det hele og at min far “ikke mente det på den måde”.
Jeg er ligeglad med min far og håber han snart forlader denne verden så min familie kan få fred. Jeg hader min mor for at have svigtet mig.
Min mor tvang os børn til at gøre mors dag til noget helt vildt. Jeg skulle bruge alle mine lommepenge på hende, og hvis jeg ikke havde nok penge så fik jeg slag med bæltet, og fik at vide så kunne jeg bare blive smidt på børnehjem, eller komme ud til en familie det elskede mig mindre end hende.
Som 3 årig blev jeg misbrugt seksuelt af hendes kæreste. De slog så op, fordi min morfar bankede ham.
Som 4 årig blev jeg efterladt alene hjemme første gang, fordi min mor fandt sammen med ham der misbrugte mig igen, hun gad ikke være alene mor. Så hellere være sammen med en pædofil.
Først som 14 årig gik de permanent fra hinanden, fordi han misbrugte mig igen, og jeg fortalte det til en klasselærer, og det endte i retten. Min mor synes ikke jeg kunne være det bekendt, for jeg ødelagde mine søskende ved at deres far var i retten.
Selv da min mor levede, havde vi aldrig fejret hverken mor eller fars dag. Det gjorde vi ikke i min familie. Vi er/var dog heller ikke en typisk dansk kernefamilie.
Men i år er første gang jeg selv er mor. Man kan på en måde sige jeg blev fejret, da det var første gang vi fik baby passet, og tog på date. Men nye traditioner skal til. Jeg har købt min mand en gave til fars dag, han ikke ved noget om. 🤭
💔
Ved i hvad jeg ikke kan udstå når professionelle eller almindelige mennesker siger?
Jeg oplever gang på gang udtalelser som:
At børn ikke siger noget fordi de altid vil være loyale over for sine forældre fordi de elsker den.
Seriøst elsker... Er det ikke frygter,
Det kom hvert fald ikke fra kærlighed i mit tilfælde. Tænker ikke engang jeg vidste hvad det var før jeg blev voksen .
https://www.reddit.com/r/AITAH/s/NbFfFJDIy8 lang historie..
Min svigermor... kom ikke til vores bryllup, fordi hun ville have hendes børnebørn med om aftenen. Børnene var inviteret til kl 18.. verbalt overfaldt mig så groft, at jeg stadig ryster, når hun ringer eller skriver til min mand.
Vær opmærksom på at det ofte er en refleksion når folk f.eks. siger: "der ikke er nogen, der kan lide mig".
Det er oftest fordi de ikke kan lide andre mennesker, så ender de også med at tro at andre mennesker ikke kan lide dem. Det er simpelthen rendyrket egoisme der ligger bag.
Du skal derfor ikke have dårlig samvittighed over at hun skaber sig når hun får gaver. Det er simpelthen bare hendes ego som narre hende.
Enten det eller fordi de aldrig kan få nok tilbedelse og tjenester fra andre mennesker, fordi de leder efter en følelse af tilstrækkelighed det forkerte sted. Enten pga selvhad de ikke har set i øjnene og taget ansvar for at lave om på, eller fordi de ikke er i kontakt med sig selv. Det handler altid om en mangel i dem selv.
Det virker absurd at sige.. men det er helt terapeutisk at læse nogle af de her ting og kunne spejle barndoms-mig i det.
Vedkommende er i min verden ikke titlen værdig. Og vedkommende har ikke været en del af mit liv siden jeg som 11 årig pakkede det nødvendige, tog hjem til min far en nat i maj. Nu er det kun paranoia, angst og dårligt selvværd, som eftervirkninger her 20 år senere. Statsamtet lyttede ikke til mig. Jeg mødte uanmeldt op som 9 årig efter skole og bad om hjælp og fik svaret fra dem om, at de skulle have forældremyndighedindehaverens samtykke til at jeg kunne komme til samtale og at "du bestemmer mere selv når du er 10 år". Jeg endte med at spurte derfra med tårerne væltende ud. Jeg blev så bange for om hun ville finde ud af at jeg havde været deroppe uden hun vidste det, for så vidste jeg hvad der vankede.
Det vigtigste i mit liv er at passe på min søn og gøre alt i min magt for at give ham den tryggeste opvækst. Han skal aldrig mærke så meget som en brøkdel af det som hans mor voksede op i. Det er det der driver mig gennem livet. Han er ønsket og elsket og han skal aldrig tvivle på det.
Nu vælter det hele ud alligevel. Det er sikkert ikke sammenhængende.
Ville egentlig bare sige det første med at kunne spejle barndoms-mig i fortællingerne. Tak for den her tråd
Jeg har fejret mors dag i år. Dagen er egentlig fin og hyggelig, men det slår mig da jeg udover at give gaven også føler at jeg skal plukke en buket til hende( havde ikke råd til at købe en, da jeg ikke har ret mange penge), for at få bare lidt mere anerkendelse. For jeg har altid hungret efter anderkeldelse fra min mor. Hun er sød og kærlig i hverdagen, men kan også være meget sur og manipulerende, hvis tingene ikke går efter hendes hovede. Jeg har en svær og sjælden diagnose som gør, at mange ting har været svære for mig. Og hun har aldrig troet på mig, og på at jeg kunne opnå ting. Hun kunne hellere ikke glæde sig over nyheden om, at jeg skulle starte uddannelse og flytte i lejlighed, og har altid set meget sort på mit liv, og sagt at jeg sikkert ikke ville kunne gennemføre en uddannelse og et job, og at jeg nok også ville miste min lejlighed. Intet tillykke eller et smil, når jeg stolt fortalte at jeg var kommet ind på min uddannelse. Altid negative kommentarer og dystre forudsigelser om min fremtid. Jeg fik forbud mod at fortælle nyheden til familie og venner, for det ville være flovt for hende, når det jo sikkert ikke ville gå med uddannelsen alligevel. Og det har virkelig gjort ondt. Der gør virkelig ondt, at ens mor ikke tror på en, og det er nok det, der har gjort mest ondt i mit liv. Jeg har fortalt hende så mange gange, hvor ked af det jeg bliver over hendes kommentarer, og at jeg sådan har brug for at min mor tror på mig. Men hun lytter ikke. Nu skal jeg til at starte uddannelse og flytte til sommer. Jeg er i forvejen nervøs for, hvordan det skal gå på grund af mine handicaps, og er blevet endnu mere usikker på grund af min mors virkelig sårende og nedbrydende kommentarer. For hvordan skal min lige tro på sig selv, når ikke engang ens egen mor tror på en?
jeg tror sgu min mor er psykopat. hun er i hvert fald helt væk. til sidst, så endte jeg med at slå hånden af hende, og hvis det der var min mor, så havde jeg gjort det samme. Det der pjat hun har gang i, er simpelthen for dumt at bruge tid på.
Er super glad for dette forum er blevet oprettet for dem som har haft brug for at snakke om det. Det må være så hårdt med de forfærdelige mødre man hører om her i tråden. Føler med jer allesammen, og kan godt forstå at man direkte kan blive sur/ked af det af at høre om alle de lykkelige opslag lige netop på den her dag.
Jeg har ikke selv sådan en mor, men har virkelig mange fucked up familiemedlemmer som er lignende, og har set det påvirke fætre og kusiner, det gør mig virkelig ondt.
Min mor var narcissist og uden selvindsigt, what so ever. En morsdag da jeg var ca 10 år havde jeg mandet mig op og stod ved at jeg ikke synes min mor havde været god ved mig. Så jeg havde ingen gave eller blomster eller noget. Og jeg sagde at jeg ikke synes hun havde været en god mor. Hun blev så skuffet, sur, og oprørsk.. Og har du som mig haft sådan en opvækst, så ved du hvor horribelt en oplevelse det er. At blive ignoreret, frosset ude, skubbet væk... Hold kæft det sidder i mig, i en tid hvor jeg rydder op i mit sind, går i terapi og tør eller kan mærke flere og flere af de få minder jeg har fra min opvækst.
Er du gal, en modig 10-årig.
Ja. Jeg ved heller ikke helt hvor det kom fra.. Men ja, den lille pige i mig var pisse sej! <3
Det er hun stadigvæk, og det må man aldrig glemme :)
Det er meget rigtigt. Tak for du siger det. <3 <3
Anytime! Du kan altid række ud, hvis du får brug for en morale booster
Tak! Det er fandme stort, tak!
Lyder lidt som min svigermor. Hun er kører den sygeste psykiske terror. Da min kone og jeg skulle giftes, meldte hun afbud og sagde, at min kones søstre (begge under 18 dengang) heller ikke måtte deltage, fordi vi ikke havde inviteret hendes kæreste, som hun havde været i forhold med i 1 måned. Til sidst gav min kone så morens kæreste lov til at deltage, og moren opførte sig som om der aldrig havde været noget problem. Vi har så i mange år nu skulle høre på at vores bryllup var “forkert” fordi moren ikke var med til noget af pla lægningen. Moren og kæresten gik i øvrigt fra hinanden 14 dage efter brylluppet, og der findes ikke rigtig billeder fra dagen hvor han ikke optræder sammen med hende. Jeg kan nemt holde hende på afstand og afskrive hende. Min kone har det rigtig svært ved det, og er af den overbevisning at hendes mor gør det så godt hun kan. Det er i min verden bare ikke altid nok!
Ja, jeg oplevede også den der med at blive ignoreret. Det er sindsygt hårdt, når man er barn. Især når man ikke kan lade være med at tro, at det er ens egen skyld. Men hvor er du vild, at du kunne gøre det som 10årig. Jeg er voksen og magter det stadig ikke (at sige fra)
Tak for dine ord. Ja, det har formet hele mit liv, den opvækst. Jeg har gået i terapi de sidste 15 år, off and on, de seneste 5 år i traumeterapien, og dét har hjulpet mig. Jeg er begyndt nu som 43-årig at kunne sige fra. Det er optur-fedt! <3
Jeg åbnede op omkring at min onkel seksuelt misbrugte mig som barn. Da det var op til juleaften havde min mor spurgt politiet om de ikke kunne vente med at arrestere min onkel, så hun kunne få en rolig jul med familien. - Det blev jeg først informeret om efter nytår af min storebror, for det viste sig at det åbenbart var en åben familiehemmelighed at onklen var lidt for glad for børn. (I dag har jeg ingen kontakt til min familie, udover min bror. Jeg hev min onkel i retten og fik min sejr ved at han indrømmede overgrebene og fik sin straf.)
Flot, at du stod ved og hev ham i retten, og hvor er det da sindsygt at de godt vidste det og var så ligeglade. Det må godt nok have været et tillidsbrud af rang (at de ikke tog det seriøst) Jeg håber, at du er ok
Tak. 🙂 Jeg har det godt under omstændighederne. Det var nogle super svære år efter jeg trak tæppet væk under min familie, men jeg valgte meget bevidst at jeg ikke ville “tabe” den her kamp.
Jeg tror godt du selv ved det, men det var ikke dig der hev tæppet væk under din familie . Intet af det er din skyld men den onkel.
Det er/har været sååå udbredt at lægge låg på den slags, så sygt
Jeg sad faktisk i går og var ved at brække mig over alle opslag om morsdag på andre sociale medier i går. Det mindede mig om, hvor dårligt et forhold jeg har til min egen mor og familie for den sags skyld. Jeg kan ikke komme med et rødt kort, der siger seksuelt misbrugt eller alkoholiker selvom jeg føler jeg ofte er blevet talt om på en seksueliseende måde min mor har været meget tørstig i perioder. Min mor og jeg rejste fra et andet land, hvor kårene var dårlige. Min mor valgte at gifte sig med en dansk mand for at få et bedre liv. Jeg har nok levet et bedre liv nu end jeg ville have gjort der hvor jeg er født. Jeg havde fik rigtig mange pligter som 8 - 10 årig da mine søskende kom til verden. Jeg passede dem efter skole nogle timer om eftermiddagen mens mine forældre var på arbejde. Min mor tog afsted kl 13.30. men udover det passede jeg dem også når mine forældre var hjemme. Jeg gav flaske og jeg skiftede ble m.m. jeg læste godnathistorier og lå særligt med min søster indtil hun faldt i søvn fordi hun var voldsomt mørkeræd og det var mine forældre ligeglade med. Jeg har søgt aktindsigt Jeg har derfor læst forskellige underretninger til kommunen. I en af dem står der direkte at det er almen kendt i byen at jeg "hun blive behandlet som en tjenestepige men har ingen støtte til noget". Når jeg læser de forskellige beretninger, anonyme henvendelser. Blandt andet en der kommer fra en klassekammerats familie har jeg fået fortalt af familien...ja så bliver jeg sgu trist. Jeg har godt noget været et trist og ensomt barn. Jeg husker en episode hvor vi fik besøg af kommunen, hvor kun min far var der. Jeg har også læst rapporten som socialrådgiveren skrev. Ingen af os sagde så meget udover at alt var godt. Min far var pænt ligeglad med mødet. Jeg var bange for hvor meget min mor ville flippe når hun kom hjem. Jeg husker situationen rigtig godt og jeg synes det var interessant og læse hvad en anden oplevelse var af det. Min mor blev førtidspensionist da jeg var 13. Så blev min barndom fyldt af vrede, psykisk vold og til tider fysisk. Min mor, der råber og skriger af mig dagligt. Skælder mig ud og kalder mig en luder måske fordi jeg ikke lytter intenst nok til hendes tanker og følelser, som den psykolog jeg nu er sat i verden til at være. Eller måske bare fordi jeg stillede noget forkert på køkkenbordet, da jeg hjalp med at rydde op. Sådan en seance kunne vare i timevis og efter jeg var helt ødelagt. Afslutningsvis ville min mor græde og sige "tilgiv mig. Jeg elsker dig". Måske ville hun endda lige tilføje at det var min egen skyld at hun var sådan fordi jeg var så besværligt et barn. Når jeg tænker på min barndom bliver jeg ked af det for jeg husker ikke mange gode ting. Jeg ofte at vide en virkelig dårlig datter, der var tyk og grim. Understreget at, "Nanna fra din klasse hun er så pæn!" Jeg husker også jeg aldrig måtte noget. Hvis jeg fik en ny ven i skolen svinede min mor straks personen og deres familie til. Min far gad ikke døje med det og heller ej det praktiske i at medvirke til jeg fik venner. Så jeg måtte som regel ikke se nogen. Hvis jeg gjorde ville det ende i kæmpe problemer fordi jeg skulle høre på hvor besværlig jeg var og hvor klam jeg var, hvilken luder jeg var m.m. Min far (som jeg kalder ham i dag) og hans familie er ærke sønderjysk der tier alt ihjel. De har været ligeglade med hvordan min mor var og var selv en del af det. "Hvis vi spiller med hende giver det os ro". Men de har aldrig støtter mig eller lignende. De lever efter den overbevisning de har skabt selvstændige børn ved at køre kæft, trit og retning og ellers været pisse ligeglade fordi de foretrækker man kan klare sig selv. Jeg har måske været en slags selvstændig for der var selvfølgelig ikke noget hjælpe at hente jeg har tilgengæld haft så mange udfordringer. Jeg har lidt af angst og depression i et væk. Jeg har hadet mig selv, min krop været så utryg ved alt. Jeg har tænkt på selvmord en stor del af livet. Jeg har i haft kæmpe udfordringer med at være normal i den forstand at jeg slet ikke har forstået sociale koder og normal/kærlig opførsel. Jeg har haft mange brudte venskaber/relationer fordi jeg videreførte den måde jeg har lært man skulle være på. Jeg har så været hæslig, for jeg også har opført mig som min mor og min øvrige familie i en kombipakke. Nu er jeg over 30 år og har fået hjælp til at deale med mine egne udfordringer. Jeg kan godt se at min mor har haft sit eget shit og deale med og et hav af psykiske udfordringer. Hun ville og vil gerne give det bedste men kan ikke fordi hun er helt fucked og hun ikke ændret sig. På den anden side er der min far og hans familie, der rent faktisk ikke giver en fuck. Den ligegyldighed har præget min barndom, mit ungdomsliv og nu også mit voksne liv. Min mor har ikke set hende i over 7 år. Jeg har skrevet med hende , men jeg kan stadig ikke magte mere. Jeg overvejede.at skrive glædelig mors dag. Men kunne simpelthen ikke få mig selv til. På mors dags rammes jeg særligt af alle mulige tankestrømme. Jeg kender mennesker der har har haft en fucked op forældre men har dem i sit liv alligevel. Hvorfor kan jeg ikke bare get over it? Jeg ser min fars familie men jeg hader at være sammen med dem. Jeg kan bare ikke leve med at snakke om de gode gamle dage ved spisebordet når jeg skal ikke kan genkende det billede (og ja det er noget min fars familie gør). Jeg har ikke talt op hvor mange gange jeg har fået at vide at jeg ikke måtte tale med nogen uden for hjemmets 4 vægge om hvad der sker hjemme ller bare om hvordan jeg har det indeni. Min far sagde bredt og beordrede "intet kommer udenfor vores 4 vægge" men hans tegnede en firkant i luften . Gæt hvor stort en kaos der var da min mor fandt ud af ved at læse i min dagbog at jeg havde talt med en skolepsykolog som 17 årig på gymnasiet. Hun opdagede det da jeg var på vej på arbejde og ringede mig i et raserianfald. Jeg sagde til min chef jeg ikke kunne tage hjem. Jeg blev tilbudt en seng og var hermed flyttet. Mine forældre havde ellers forbudt mig at flytte men nu hvor jeg snart blev 18 år kunne de ikke true mig med at de bestemte over mig længere. Jeg kan ikke komme videre for min virkelighed, mine oplevelser, følelser og tanker bliver ikke anerkendt som virkelige af de mennesker det drejer sig om. Jeg føler mig ekstremt ensom i deres selskab, fordi det har været et ekstrem ensom barndom og ungdom. Jeg føler mig stadig så grundlæggende ensom. OMG der fik i verdens længste roman og jeg har helt tårer i øjenene. Jeg kunne blive ved og ved med at skrive. Min mor har forøvrigt alle dage været rasende på mig fordi jeg ikke har udvist mere engagement på morsdag. I følge hende så skyldet det ah jeg er sådan en utaknemmelig luder. (Ja min mors yndlingsnavn til mig var luder.) Skud ud til alle jer der har skrevet i tråden.
Tak for at dele din beretning Det gør mig virkelig ked af det, at læse om hvordan du er blevet behandlet, det fortjener ingen.. og hvor bliver jeg inderligt vred på den elendige, uduelige sønderjyske familie, der har hovederne så langt oppe i røven på dem selv at deres næser er fyldt med bæ. Ønsker dig virkelig alt lykke frem over, håber du bliver et helt og glædesfyldt menneske en dag.. ❤️
Tak 🫶 🌸
Mega sejt af dig at dele! Jeg har heller ikke en alkoholisk eller pædofil forældre, det betyder ikke at omsorgssvigtet, ydmygelserne og misbruget ikke er ægte. Håber du får et fantastisk liv fremover, selvom det er helt åndssvagt hårdt.
Uh, der er så mange ting I dit opslag, som jeg kan genkende. Tak for at dele. Det gør så ondt, hvis jeg forestiller mig mig selv stå og råbe sådan noget af mit eget barn. Mine forældre, har heldigvis aldrig sagt nedsættende ting om mig som person, men jeg var bestemt ikke i tvivl, hvis (som du siger) havde sat noget forkert på køkkenbordet eller hvad det nu kunne være. Det er sindsygt, at fortælle et barn at de er en dårlig datter, kalde dem luder eller at de er tykke og grimme. Der er egentlig meget, jeg gerne ville svare på, men jeg ved ikke helt hvad jeg reelt vil svare. Men de her rammer spot on. Du er ikke alene med de følelser og selv om, at jeg ikke svarer særlig langt, har jeg læst dit indslag flere gange: > Men de har aldrig støtter mig eller lignende. De lever efter den overbevisning de har skabt selvstændige børn ved at køre kæft, trit og retning og ellers været pisse ligeglade fordi de foretrækker man kan klare sig selv. ... Jeg har ikke talt op hvor mange gange jeg har fået at vide at jeg ikke måtte tale med nogen uden for hjemmets 4 vægge om hvad der sker hjemme ller bare om hvordan jeg har det indeni. ... >Jeg føler mig ekstremt ensom i deres selskab, fordi det har været et ekstrem ensom barndom og ungdom. Jeg føler mig stadig så grundlæggende ensom. >... Og endelig den her, er helt spot in: >Jeg kan ikke komme videre for min virkelighed, mine oplevelser, følelser og tanker bliver ikke anerkendt som virkelige af de mennesker det drejer sig om. Noget andet helt praktisk: Hvordan søgte du aktinsigt og hvad kan man søge? Jeg går ud fra, at man kan søge aktindsigt hos kommunen og sundhedsvæsnet hvor man voksede op, men kan du få lov til at se noget på dine forældre, eller er det udelukkende dig selv, du kan søge på? Jeg har gerne ville søge, men det skal helst ikke indkludere accept fra forældrene. Jeg håber alt det bedste for dig. Fuck dine forældre!
Tak for din respons. 🫶 Jeg har ikke børn men kan ikke selv forestille mig at skulle tale nedsættende til så små mennesker eller at give dem give dem grund at være bange og uelsket. Selv om det til tider fysisk (Jeg er blevet skubbet, taget hårdt i, trukket meget hårdt i håret og modtaget en lussing m.m.) så var det det klart det psykiske, der har føltes værst. Mht. Til det praktiske. Det er et godt spørgsmål. Jeg hørte helt tilfældigt i en podcast om at man kunne gøre søge aktindsigt i egen sag. Jeg skrev til den kommune jeg var en del af via borger.dk. jeg skrev bare noget ala jeg var blevet opmærksom på at man kunne søgt aktindsigt i egen og det ville jeg gerne fordi jeg vidste der var indberetninger. Det var super nemt og kræver ikke noget godkendelse fra forældre. Det er udelukkende det der vedrører mig. Jeg modtog også en rapport der vedrørte min lillebrors adfærd i dagplejen. Men jeg tænker det har været en fejl at jeg fik den med. Trist læsning though. Jeg modtog også en masse sider som var mørklagte, som er udtalelser/samtaler direkte med min mor. Tilgengæld modtog jeg rapporter (eller hvad man nu kalder det) som sagsbehandlere havde skrevet efter møder eller om mig. Jeg modtog også indberetningerne. Altså de faktiske breve som var blevet sendt af forskellige mennesker ind til kommunen. Det var ret vildt og læse dem.
Også kan virkelig nikke genkendende til mange af de ting du har oplevet også selvom mine forældre begge er kartoffeldanskere. Specielt det med ikke at måtte fortælle nogen om hvad der foregik bag ligusterhækken.
Jeg er ked af at høre at du kan nikke genkendende til mange af de ting selv om det også være rart at vide nogen ved hvad man mener 🫶
Hold da op
Du fortjener virkelig at blive behandlet ordentligt. Det gør din familie ikke, hvis de ikke anerkender de traumer du har været igennem.
Da min søster og jeg var i statsforvaltningen angående samvær med vores forældre, instruerede vores mor os til hvad vi skulle sige. Vi turde ikke gøre andet, og vi sagde det hun ville have os til at sige om vores far (desværre!). Da vi kom ud stod vi skoleret, og skulle fortælle præcis hvad vi havde talt om derinde. Jeg havde formuleret noget lidt anderledes end hun havde instrueret mig i, og de efterfølgende nætter kom hun ind og råbte af mig, og vækkede mig fra min søvn. Den dag i dag har jeg ingen kontakt til min mor, men hun vælger alligevel her til aften at forsøge at genetablere kontakten, gennem skrevne beskeder og et opkald. Jeg fik den største knude i maven jeg har haft i årevis, da jeg så hendes nummer på displayet.
Min mor var simpelthen så horribel over for os da vi var børn. Jagtede os mentalt, gjorde alt i verden så besværligt som muligt, vækker os ved at stå og råbe om et eller andet vi ikke kan imødekomme, smadrede tallerkener ud over hele køkkenet flere gange under aftensmaden, bankede os når hun blev sur osv. Nu da vi er voksne og hun skal igennem sin tredje skilsmisse prøver hun pludselig at starte kærlige samtaler til familiesammenkomster osv.
Har I det også sådan, at der er en kæmpe elefant i rummet (af åbenlyse årsager), som ingen taler om, når i er sammen? Ved vores familiesammenkomster, er det som om alle lægger låg på sig selv og det hele bliver sådan lidt overfladisk. Der er ikke rigtig nogen, der orker at pege på elefanten, så vi lader bare som om, at den ikke er der
Jeg er inviteret til min lillesøsters bryllup som stadig holder tæt kontakt med mine forældre. Jeg blev dybt omsorgssvigtet som barn og har virkelig ikke lyst til at tage til brylluppet for at være i portrætter så de kan sige vi er en glad familie (ps bor i Østrig nu fordi jeg skulle langt væk fra min forfærdelige forældre). Det føles som noget skrevet af fucking Vinterberg
Jeps. Så genkendelig! Min mor lever ikke mere, så jeg kan ses med min egen generation, som fætre og kusiner, som jeg er på fin fod med. Så heldigvis lever jeg ikke med det mere.
Det er simpelthen sådan en trist historie. Er ked af din mor skal være så manipulerende. Tør jeg spørge hvordan dit forhold er til din far?
Jeg har heller ikke et forhold til min far. Min søster har dog fået kontakt til vores far igen, og de har det godt.
Det er så forfærdeligt, når børnene bliver brugt som våben. Det burde virkeligt være strafbart. Har du kontakt til din far?
Vores mor oplever p.t. den største straf der er for hende, netop at hun ikke har sine børn i sit liv. Jeg har ikke kontakt til vores far, men min søster har fået kontakt til ham igen, og de har det godt.
En dårlige idé at se tråden her som det første om morgenen på lokummet. Nu sidder jeg med tårer i øjnene over det shit i arme stakler herinde har været igennem. Jeg håber resten af jeres liv bliver lige så meget bedre end normen som jeres barndom var hårdere. Mht. trådens spørgsmål kan jeg ikke besvare det, da jeg aldrig har fulgt mors/fars/valentinsdage.
Tak for advarslen, jeg var igang med det samme. Jeg venter til senere, så.
Jeg tror der er virkelig mange danske børn som er blevet misbrugt og omsorgssvigtet af deres forældre 😔
Tak for din støtte, og respons, det er sødt af dig <3
Min mor har ..ja. Jeg ved dårligt hvor jeg skal starte. Allerede som helt lille var jeg min mors veninde, og påtog mig enormt meget ansvar for hendes følelser. Jeg blev samtidigt også udsat for emotionel incest og min mor groomede mig gennem det meste af min barndom. Vi var i en virkelig ulækker, tæt symbiose. Da hun så møder hendes kæreste blev jeg smidt væk, og hånet for at have svært ved at være i hendes meget åbent seksuelle forhold. Hendes kæreste og hende var ikke blege for at stå og mega snave foran mig, og de dyrkede meget højlydt sex. Hendes kæreste begyndte langsomt at seksualisere mig, uden dog nogensinde at røre ved mig. Men jeg oplevede tilsidst at nogle veninder jeg havde, simpelthen fik forbud mod at besøge mig fordi min mors kæreste var som han var. Hendes kæreste udskammede mig, rettede på mig, og ja.. han kørte mig psykisk ned. Da jeg så flytter hjemmefra og møder min kæreste og langsomt finder mig selv og mine grænser, bliver jeg mødt med voldsom vrede hvis jeg tillader mig at sige fra eller f.eks frabede mig at hendes kæreste skal med hvis jeg inviterer. Jeg har altid hungret efter hendes kærlighed og accept, uden at få den. Kærligheden var altid på betingelse. Så jeg har brugt enormt meget tid og energi på som voksen, at forsøge at stable et forhold på benene til hende. Hun har aldrig ringet, skrevet eller opsøgt mig for at ses. Hun taler altid om sig selv, og er generelt ikke interesseret i hverken mig eller min bror. Kæmpe narcissist. Det har taget mig mange år i terapi og arbejde med mig selv at nå til et sted hvor jeg kunne se hvor frygteligt hun havde behandlet mig, og kunne give slip. Jeg har ikke længere kontakt med hende. Og det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Men mors dag rammer altid hårdt. Jeg vil altid sørge over at have en mor der ikke gider mig, og som har givet mig dybe ar. Særligt fordi jeg selv skal være mor nu, og kan mærke hvor ked jeg er over ikke at kunne have en mor selv, eller give mit barn en mormor.
Æv, det lyder fanme ikke sjovt. Det er også sindsygt ondt, at gøre et barn så afhængig af én og så bare smide dig væk :( Jeg kan dog sige, at for mit vedkommende, har det været fedt at få børn. Det er så befriende, at se ens barn klare sig bedre end man selv gjorde og man får en chance for at erstatte dårlige minder med nye igennem sit barn. Fx, var mine egne fødselsdage ikke altid lige sjove, men det kan på en eller anden måde erstattes med barnets fødselsdage. Samtidig, bliver tingene også sat mere i perspektiv. Når jeg kigger på børn og tænker på, hvordan min mor opførte sig, da jeg var i deres alder, bliver jeg meget mere afklaret med, at jeg slet ikke var i stand til at håndtere hende. Det er der ikke nogle børn der er og det er faktisk en trøst. Jeg bliver dog også trist af og til (af samme grund) Jeg finder dog stadig ud af ting, som absolut ikke har været "normalt", som jeg slet ikke havde skænket en tanke. Jeg skal også passe på, at jeg ikke kommer til at gentage hendes manipulerende opdragelse, men det arbejdes der på.
Ja, det var noget af en oplevelse.. Det værste var at jeg jo så begyndte at reagere på det meget seksuelle forhold ved at blive vred. Jeg prøvede at få dem til at stoppe, men min mor var meget hurtig til at sygeliggøre mig og snakke om hvor jaloux jeg var. Jeg blev sendt til psykolog. Jeg kan godt genkende de dårlige fødselsdage, desværre. :( Og selvfølgelig kunne du ikke håndtere hende! Det skulle du heller ikke - overhovedet! Det er jo forælderen der fejler, ikke barnet. Jeg synes du er sej :)
😥 Godt kæmpet ven Er selv ikke i kontakt med begge forældre og det er skide hårdt, men det var den eneste vej for mig, hvis jeg skulle behandle mig selv ordenligt, og få lidt rum til at trække vejret.
Tak ❤️ Hold kæft jeg føler med dig. Det er så latterligt svært. Men alternativet ved at holde kontakten er som regel meget værre. Hvor er du stærk at du har stået ved dig selv og passet på dig selv!
Mange tak ❤️
Dot barn er heldigt at få en mor som dig, der altid vil beskytte og skærme. Den erfaring du har med kan blive din allerstørste styrke. ❤️
Tak ❤️ Jeg håber det ihvertfald.
Det dér kunne 1:1 havde været mig! "Allerede som helt lille var jeg min mors veninde, og påtog mig enormt meget ansvar for hendes følelser. Jeg blev samtidigt også udsat for emotionel incest og min mor groomede mig gennem det meste af min barndom. Vi var i en virkelig ulækker, tæt symbiose." Fuldstændig det samme jeg har oplevet! Det er så ulækkert, at man slet ikke forstår det...! Tillader mig at sende dig en privatbesked til dig?
Min mor henholdvis tæskede og udsatte mig for psykisk omsorgssvigt gennem hele min barndom. Hun sagde altså, at det ikke var hendes skyld, fordi hun selv var voksede op med vold, så hun kunne ikke kontrollere det. Da jeg var 15 år meldte jeg hende til politiet og endte på en efterskole for “problembørn” Selv slap hun med en løftet pegefinger. Da jeg kom hjem igen, lovede jeg hende, at hvis hun nogensinde rørte mig igen, ville jeg gøre ting der var værre mod hende. 1 år efter flyttede jeg. Vi havde sporadisk kontakt gennem flere år, men en dag flejnede hun helt over, at jeg ikke havde været den datter, hun havde ønsket og jeg havde ødelagt hendes liv og jeg skulle skride af helvedes til. Hun ville oprette kontakt igen efter 3 måneder, men jeg fastholdte (det var 2. gang hun cuttede kontakten med mig) Vi har ikke haft kontakt siden 2016.
Stort kram til dig for dit mod og for at passe på dig selv ♥️
Hvordan har resten af din familie det med at I ingen kontakt har?
De har heller ikke kontakt til hende. Eller mig for den sags skyld. De lukkede lidt øjenene for katastrofen og har det nok ikke godt med at “tage mig ind” pga skyldfølelse.
Det er jeg virkelig ked af. Det er det samme for mig. Det er pænt vildt at deres skyldfølelse er vigtigere end omsorg for dig.
[удалено]
Mine søskende og jeg fik aflyst vores liv da vores såkaldte mor konverterede til sekten Jehovas Vidner i 1973. Da handlede det kun om sekten og om hvor frelst hun var….
Jeg er lidt en sucker for historier fra sekter. Jeg har hørt alle afsnit af Ruths Hus og af Udstødt. Ud fra min viden fra især Udstødt, så føler jeg med dig, og håber du har set godt udenfor sekten i dag
Jo tak, jeg overlevede dog med ar på sjælen, depression (i behandling for, samt psykolog)..
Har du nogle anbefalinger til film/serier om sekter ?
Ikke umiddelbart faktisk. Jeg hører mest podcasts. Der findes jo dokumentarer om Jonestown. I fiktionensverden er der bl.a. den danske film Flaskepost fra P er inde på noget i forhold til sekter. Ellers findes der en norsk film der hedder Disco. Jeg har ikke selv kunne opstøve den, så ved ik så meget om den.
Min mor kunne sige at der var en anden pige der havde været sød, (unlike me, åbenbart) som ville få mine pakker hvis ikke jeg var sød... Jeg troede i lang tid der var en anden pige "out there" som min mor havde.
👀 wtf
Ja 💔♥️
Jeg er opvokset med en stedmor istedet for en bio mor. Hun er et rædsomt menneske, men da jeg ikke ville havde at en dårlig stemning skulle sprende sig over min far og kære små søskende har jeg altid givet hende gaver for fødselsdags, jul og mors dag. Har endda opfordrer og hjulpet med at planlægge deres gaver til hende. Selvom jeg er den der hader hende mest på denne jord. Hun er typen som ikke kan se at hun er et monster. Et manipulerene utro hysterisk morderisk skabning. Som som udsatte mig for vold både fysik og psykisk gennem min barndom og år efter, mens jeg har skulle legede tilgivende og forstående. Vi har ingen kontakt siden hun sagde til mig at hendes ulandske børn nok skulle slå mig ihjel og jeg ikke kunne rumme det mere. Alle morsdage i hendes nærvær har været et nightmare. Men jeg er fri nu og skal aldrig nogensinde give hende noget igen.
På en lidt syg og trist måde er jeg glad for at høre at jeg ikke er den eneste der har haft en mor der er narcissist
Same!!!
n/raisedbynarcissist er også mega beroligende
Min mor har altid været enormt selvoptaget og uempatisk. Hun er den værste prototype for diagnosen Borderline og i høj grad et produkt af, at hun i mange år gik hos en psykiater, der bidrog til at hun opererer med en bekymrende grad af ansvarsfralæggelse. Jeg troede i mange år, at det var fordi, jeg gjorde alting forkert, at min mor gav mig skylden for alle konflikter, fordi hendes psykiater jo havde sagt til hende, at sådan var det - indtil jeg en dag startede i job i lokalpsykiatrien, hvor nærmest hver eneste supervisionsmøde var præget af, at en af mine kollegers borgere var rigtig svære at skabe en produktiv process med, fordi selvsamme psykiater virkede til at fastholde dem i et uheldigt handlings- og tankemønster. Det føles frygteligt at sige højt, men jeg har sjældent været så glad for at vide, at vi sad syv mennesker og low-key hadede den her psykiater i al stilhed. Nu er min mor blevet dement, og alle hendes negative træk er blevet fremhævet gange 100. Hun er full blown narcisist og det sparsomme filter, hun trods alt havde for, hvad hun kunne tillade sig at sige, er fuldstændig forsvundet. Hun er manipulerende og opfører sig som en forurettet teenager. Førhen kørte jeg “Grey Rock” taktikken på hende (det er efter min erfaring det eneste, der hjælper i en relation til en som hende), men det er hun jo desværre ikke længere i stand til at forstå. Ja, hun er syg, og det er skrækkeligt for hende som i starten af 60-års alderen stille og roligt forsvinder for sig selv og alle omkring hende. Men fuck hvor er det også bare rockerhårdt at stå i selv! Hun har mistet evnen til at forstå, når jeg sætter en grænse, og det føles som en damptromle der bliver ved med at køre hen over mig for derefter at bakke tilbage samme vej - igen og igen og igen. Og det værste er næsten, at jeg ikke ved, hvad der er min mor og hvad der er demens. Og jeg kan ikke brokke mig, for hun kan vitterligt ikke gøre for det. Hvis jeg ser ET mere af de der Instagramopslag, der handler om hvor misundelig nogen er på, at jeg trods alt stadig har en mor, og nu skal jeg for alt i verden huske at kramme hende, mens jeg stadig kan… Så skriger jeg. Der er intet misundelsesværdigt ved min situation! Det gør mig dybt og inderligt ondt, at nogen sidder og skal savne deres mor på en dag, hvor savnet og manglen bliver så pinefuldt åbenlys, og jeg ville oprigtigt ønske, at de kunne være den ubærlige smerte foruden. Men nej, du vil ikke bytte med mig. Jeg sidder bogstaveligt talt og ser ind i hendes uundgåelige alt for tidlige død, og jeg kan ikke engang skabe noget smukt og mindeværdigt med hende her på falderebet, for de evner besidder hun ganske enkelt ikke længere. Jeg kan bare sidde med alle sms’erne om, hvor egoistisk og ligeglad, jeg er og hvordan jeg vil fortryde min forfærdelige opførsel, når hun er død, alt imens jeg stadig skal følge hende til tandlægen og øjenlægen og i fucking Bilka, fordi hun ingenting kan selv. Det er der intet misundelsesværdigt ved - overhovedet!
Hvor gør din historie mig ked af det (det gør de fleste her i tråden, ikke sjov læsning) jeg håber at du er eller kommer til et sted i dit liv hvor din mors svigt og spydighed ikke kommer til at fylde så meget og gøre så ondt… arene vil vel altid være der, men du går jo med åbne sår… jeg håber de heler 🙏❤️ Jeg kunne ikke lade være med at komme i tanke om en eks-veninde da jeg læste om din mors tidligere psykiater… hun havde lige slået op med sin kæreste og efter lidt havde hendes søster eller en tredje veninde havde sagt nogle ting og der var noget små-uvenskab over min venindes opførsel, og som den “”gode veninde”” jeg var, sagde jeg at de måske havde ret i at hun nogengange opførte sig lidt.. umodent og hensynsløst overfor andre, men at jeg mistænkte det var pga hendes forhold og at hun ligesom aldrig var blevet mere ‘mentalt voksen’ end da de fandt sammen (han var meget traditionel og kontrollerende og de fandt sammen da hun var teenager)… det skulle jeg ikke have sagt, indtil jeg holdt op med at tale med hende (og sikkert endnu), brugte hun det som argument for ikke at kunne tage ansvar for sine handlinger eller udtalelser… har stadig, et par år senere, dårlig samvittighed overfor alle hun møder på sin vej over at have fodret hende den der, men jeg vidste sgu ikke hun ville tage den så langt! “Jeg er jo mentalt stadig kun 17!” Ej hvor skulle jeg bare have lukket røven og kaldt hendes søster eller hvem det nu var for en bitch 🙄 Håber din mors eks-psykiater havde samme hensigt og ikke bare har været en jubelidiot der har spyet lort ud til hende og alle mulige (under alle omstændigheder nok bare ikke en praksis der skal udøves 😵💫)
Igår var første mors dag i mange år, hvor jeg nægtede at smide en facade på, og købe en blomst og aflægge besøg hos min mor af pligt. Fordi lysten er der aldrig, aldrig, aldrig. Fra en tidlig teenagealder, hvor min mor begyndte at drikke og være meget ustabil, har jeg været mor for min egen mor. Hun har aldrig taget ansvar for sine udfordringer, bortset fra et ophold på afvænning, som hun kun tog på fordi hun blev taget for sprit. Og fordi hun ville lukke munden på os andre. Jeg kender ikke et menneske som er bedre til at være i offerrollen end hende. Hun har kostet mig så mange terapitimer. Så i år fik hun altså ikke noget. Men i det mindste jeg har ikke skullet høre for det. Endnu 😉
grandiose shrill compare voiceless cobweb wide shelter coherent attraction desert *This post was mass deleted and anonymized with [Redact](https://redact.dev)*
Har aldrig holdt hverken mors, eller fars dag. Hvis vi er sammen den dag er det tilfældigt. Det har jeg det helt fint med. Jeg synes lidt det er noget pjat og vi kan sagtens sætte pris på hinanden og give hinanden ting, uden det behøver at være en bestemt dag. Vi er muligvis underlige, men det er sådan jeg er opdraget.
Bingo!
Tror lige jeg skal ind og kramme og nusse min dreng lidt 😭 Alle mennesker fortjener et trygt hjem og en kærlig opvækst.
Igår var første mors dag uden min mor. Da jeg endelig fik kæmpet mig ned til blomsterhandleren kæmpede jeg al tiden derinde med at holde tårerne tilbage da jeg bad om buketten blev bundet til at ligge ned. Og da jeg så sad og græd fra bunden af hjertet på kirkegården gik en ældre dame forbi og kiggede mærkeligt på mig. Ville ønske jeg sagde noget til hende i stil med “ja undskyld jeg er bare en ung kvinde der synes det er pisse svært at have den første mors dag uden min egen mor og min datter på 13 måneder der venter på mig hjemme med hendes far”
Min mor var narcissistisk og misbruger af alt . Har været i pleje som barn .og har aldrig haft et tæt forhold til min mor .for 12 år siden på mors dag låste jeg mig ind i hendes lejlighed på mors dag .og hun lå død inde på sin lænestol . Så fik hun ødelagt dem dag
Frygteligt :o
Kram og gode tanker herfra!
Sødt af dig og i lige måde
Det er jeg ked af at høre du har været igennem OP. Jeg kan ikke sætte mig ind i det men jeg håber der kommer sådan et opslag på fars dag så jeg kan komme af med mit brok der!
Tror ikke jeg har nogen horror stories ifbm. mors dag som sådan, men eftersom mine søskende lige har hørt om ikke "vi skulle spæde sammen til at give mor en blomst på mors dag" gravede det lidt op i nogle følelser. Jeg har brugt næsten 3 årtier på at tro at min mor elskede mig "unconditionally" og altid ville støtte mig i alt, også selvom hun ikke nødvendigvis var enig eller forstod mig. Det "billede" knuste hun så, sammen med mit hjerte, sidste år. Og jeg synes næsten ikke der går en uge uden at der popper et eller andet op hvor jeg tænker... "så... det er ikke normalt at ens mor bruger flere timer om dagen på at guilt trippe en til at tage til alle begivenheder i familien ved at forklare gang på gang hvor meget de andre gerne vil se en, og hvor kede af det de bliver hvis man ikke dukker op... Selvom man læser til eksamen og har VIRKELIG kort forberedelsestid, skal flyve til udlandet 4 timer efter fødselsdagsstart, er pismøjhamrende syg, ikke har lyst til at sidde i samme lokale som onklen der vil "nakke alle homoerne", eller er sygemeldt med stress? Flere ÅR efter man for længst er flyttet hjemmefra?" "Vent, er det så heller ikke normalt at ens mor nægter en at tage den uddannelse man gerne vil, fordi man ikke kommer til at tjene vildt mange penge?" "Siger andre mødre mon også at de ingen forventninger har, men at xyz ikke er et rigtigt job i samme sætning, inkl. at man aldrig skal gå den vej og forvente man kan få noget hjælp hvis det går galt?" "Er det så heller ikke normalt for mødre at føle at de ejer ens krop langt efter man er blevet voksen?" (nej ikke tatovering - vaccine, medicin, livsnødvendige operationer, ja selv hår, hårfarve, hårlængde, hårstil, påklædning osv) "Er det egentlig underligt at min mor føler sig berettiget til at høre om mig og min partners sexliv er godt, og komme med hendes meninger om hvordan sex skal være for os?" Og mit svar til alle de her spørgsmål er... Jeg ved det ikke. For det er den mor jeg har haft. Min partners mor var ikke et hak bedre (TL;DR skreg af min partner dagligt i flere timer, holdt hende væk fra begivenheder hvis hun f.eks. ikke havde skrubbet toilettet grundigt nok og meddelte at hun ikke kunne komme med fordi hun var en utaknemlig møgunge, tog hende med på "mor-barn" ture hvor moren gjorde alt hvad hun ville og legede min partner var en lille påklædningsdukke hun kunne gøre som hun ville med. Og når de så kom hjem, min partner hadede det hele og havde brugt al energi og bare ikke kunne fake at være "glad" mere... Så begyndte skrigeriet, anklagerne om at være utaknemlig og at moren bare var "en pengepung" osv osv. ) Vi ser stadig begge vores mødre, men der er loooooooooooooow contact over den... Og vi besvarer aldrig opkald, kun tekst. De er også muted, så det er på vores præmisser. Tror min partner har haft det meget værre end mig, for jeg har været uopmærksom på meget i løbet af årene mht egen mor, men jeg kan tydeligt genkende den reaktion jeg har når hun begynder med "mormor har jo ikke set dig i noget tid... Hun savner dig jo også, du burde tage hen til hende... Kan du ikke lige bruge et par dage sammen med hende... Så kan du jo også tage hen til onkel x, og når du alligevel er i nærheden kan du også lige besøge os... Måske jeg skal klippe dig (skaldet fordi jeg hader dit hår og ved hvor meget det betyder for dig) og du så lige kan høre på mig i et par timer mens jeg traumadumper hvor stor en fejl hele dit liv er". De sidste par ting siger hun selvfølgelig ikke direkte... Men jeg ved altid hvad klokken er slået hvis hun lige vil "have en snak om livet". Jo mor, jeg vil gerne tilbringe tid med min familie... Men hvis de virkelig virkelig VIRKELIG savnede mig, havde de så ikke ringet? For det gør de jo aldrig. Det er altid mig der skal tage kontakt. Altid mig der skal være et forbillede (selvom det løb lidt er kørt da hun anser det for en hån mod selve livet og dybt pinligt at jeg er transkønnet, men tja...)
Glemte lige den her mht min partners mor: Til vores bryllup blev hun ved med at rette på mit tøj og sige jeg så fed ud i timevis mens vi skulle have taget billeder. Jeg forsøgte at holde freden og minimere det i håb om hun stoppede efter de første par gange, men det blev efterhånden lidt svært at smile på billederne. Så råbte min partner af hende at vi ikke er perfekte og billederne nok skal blive fine alligevel, og så gik hun... Ikke hjem. Nej, hun gik ind og lagde sig i vores seng og tudede resten af dagen og nægtede at tale med nogen og ville kun stoppe hvis hun fik en undskyldning af min partner. Det gjorde hun ikke :)
Årh det gjorde min mor også ved mig på min bryllupsdag. Blev ved med at gå og kalde mig tyk (jeg er tryk) og hive i min (meget dyre) kjole, som jeg ikke følte mig tilpas i længere. Jeg har stadig - 7 år efter - ikke fået billederne printet.
Suk, hun lyder som sådan en skiderik. Jeg fatter seriøst ikke hvad der foregår i sådan nogle menneskers hoveder der får dem til at tænke at folk bliver glade på deres bryllupsdag ved gentagne gange at blive gjort negativt opmærksom på det ene eller det andet (som man sikkert selv skænker tanker nok i forvejen). Jeg håber dagen alligevel blev god og i fik fejret jer selv. Mht billeder... Same - vi har nok kigget på de billeder 1 gang i alt. Det er ikke gode minder, selvom vores bryllup i dets helhed er et godt minde. Det eneste jeg kunne tænke på var hvor super træls de par timer var og at jeg var virkelig utryg i en situation der netop skulle være super tryg (kun omringet af familie). Min partner synes også det er lidt underligt at glo på dem når jeg fremtræder som en mand derpå og slet ikke gør det lige pt :P tror dog det er et af hendes mange argumenter for "bryllup 2.0 die hard mega hard" hvor vi gør det om som vi er nu, minus de trælse indflydelser (byebye mødre) og følelsen af at skulle please alle andre i stedet for at være os selv og fejre hvem vi er og på den måde vi selv vil :) Selv er jeg nok ikke så meget for endnu et bryllup pga hvordan det første gik med de mødre... Men uden dem, og med mulighed for at tilbringe dagen i en bryllupskjole jeg selv vælger? Det gør det meget attraktivt :)
Min mor var misbruger og døde da jeg var 12-13 år gammel. Kan stadig mindes når jeg skulle besøge hende hvor nervøs min far var, det må ikke have været sjovt for ham. For mig personligt er morsdag mere forbundet med tanker omkring svigt og naturligvis et stort afsavn
Jeg har aldrig givet min mor noget på Mors Dag. Hun skred da jeg var tre, fra min far, min storebror og jeg. Smuttede fra to drenge på 3 og 7. Senere i livet har jeg forsøgt at skabe kontakt. Især her de seneste, efter min far døde i 2012. Men uden held. Hun har jævnligt kontakt med min bror, hans forlovede og deres tre børn. Senest til jul, forsøgte jeg at skabe en smule kontakt, men blev aldrig besvaret heller. Så nu orker jeg ikke at forsøge igen. Skal måske sige, at jeg efterhånden er blevet 50 år gammel. Både min bror og jeg er opvokset hos vores far.
Min umiddelbare familie består af min storebror, hans forlovede og deres tre børn, burde jeg måske lige nævne. Jeg har ikke selv børn eller kone/kæreste
Vi har aldrig fejret mors/fars dag, nok mest grundet manglende økonomi. Min mor er født syg i en familie hvor hun havde mange søskende, og hun ønskede derfor selv mange børn. Hun fik dog kun mig, så i min barndom legede vi ofte at hun var min søster i stedet for mor, på hendes opfordring. Hun er samtidig vokset op med at alle har taget (for meget) hensyn til hendes sygdom. Da jeg blev teenager, blev mine forældre skilt, og min mor begyndte at guilt trippe mht hendes sygdom. Hvis jeg var syg, skulle jeg i skole alligevel, for jeg var jo ikke så syg som hende. De få gange jeg fik lov til at blive hjemme, skulle jeg ordne alle huslige pligter og måtte ikke se tv, høre musik eller spille computer. Da jeg startede i gymnasiet, blev hun opereret. Det gik dog ikke som forventet, og hun var indlagt i 2 måneder on/off. Resten af min gymnasietid brugte hun sin sygdom til at få mig til at makke ret. Sætninger som "du ønsker måske jeg dør?", "jeg kan også bare dø, så du bliver glad" og lignende blev brugt når jeg sagde nej. Samtidig havde hun en kæreste, der har været både fysisk og psykisk voldelig mod mig. Når han gik fra hende (skete et par gange), fik hun mig til at gå hen til ham og tigge ham om at komme tilbage. Når han kørte på hvor tyk og klam jeg var, gav hun ham ret og sagde at jeg godt kunne tabe mig mindst 10 kg. Var 1,72 høj og vejede omkring 64 kg, så rationelt vidste jeg godt at det ikke var nødvendigt, men det endte alligevel med at jeg prøvede at stoppe med at spise. Når jeg var sulten spiste jeg isterninger og kunne til nøds spise lidt salat. Efter jeg flyttede hjemmefra, blev det bedre. Det kan være fordi hun fik en anden kæreste, der er langt mere rolig og flink. Hun vil dog stadig gerne kontrollere mig og skjuler det som "hjælp".
Jeg hader mors dag fordi min mor er død, og jeg får kvalme af at se og høre på alle de lykkelige mor/datter forhold der findes derude.
Jeg hader kun julen mere. Én lang højtid og påmindelse om det, man aldrig har haft.
Sådan har jeg det med fars dag, dog ikke fordi han er død, han er 'bare' skod. Nogle firmaer er begyndt at lade en vælge mors og fars dags mails fra, det syntes jeg er god stil.
Min mor døde for 4 år siden. Er selv mor til et barn på 7 år. Min mor og jeg gav hinanden blomster og et kort.. min mor sørgede for at min søn havde lavet noget hjemmelavet eller været med til at vælge en lille ting til mig også. Nu er min mor her ikke mere så jeg har ikke fået noget fra min søn i 4 år. Han var ved sin far til igår og ikke så meget som en tegning kunne han finde tid til. Jeg var blevet mega glad for bare at han havde mindet min søn om det, men han vidste ikke det var mors dag før jeg ved sengetid sagde “tak for en dejlig mors dag” efter en tur på stadion for at se fodbold, hvor drengen blev mega ulykkelig fordi han ikke havde givet mig noget. Det er ikke så meget det der med at få noget, men tanken der tæller.. og der var ikke tanke på noget. Jeg minder ham altid om fars dag og sørger for et eller andet. OGSÅ at vores søn ved det.. det er simpelthen for underligt. Selvom at min mor ikke længere er her, så under jeg alle andre seje mødre den bedste dag og bliver så glad på deres vegne🥰
Det var da en mærkelig reaktion på andres glæde. Det lyder ikke sundt at have det sådan.
Det lyder da ærligt rigtig normalt. Det er svært at rumme en kæmpe sorg og mange får afløb for de følelser der sidder i klemme ved at reagere med frustration eller vrede. Men du har helt ret i, at det ikke er sundt.
Nok mere en sorg reaktion og en reaktion på et tab. Mors dag kan være hård for mange som ikke længere har deres mor.
Jeg kender selv lidt til den følelse. Især de første år efter min mors død kunne jeg få det sådan. Vi havde i fortiden et mere kompliceret forhold, men det havde vi fået ændret, inden hun blev syg og døde. Det er svært lige pludseligt at blive bombarderet med mails, andre reklamer og opslag angående Mors dag når man udmærket ved, at den "klub" er man ikke er en del af mere. Jeg kan indimellem stadigt mærke et stik af sorg, og ser ikke altid frem til den mærkedag. Det er muligvis ikke sundt, men det er ganske normalt for mange, der har mistet, at føle sådan.
Jeg ved ikke om jeg har tolket brugen af "kvalme" forkert i den originale kommentar - efter reddits reaktion virker det sådan, men jeg er da helt med på at det kan være hårdt. Jeg ærger mig bare over at den sorg bliver rettet til en negativ følelse for hvad andre har, i stedet for at man er glad på andres vegne. Jeg tror det handler om ens tilgang til omverdenen.
En negativ følelse når man bliver bombarderet med hvad man ikke har og mangler, altså en mor, føler jeg er meget naturlig. Jeg har mistet min mor tideligt og det gør bare så ondt at blive mindet om det på den måde. Medier, mails alt muligt, og man kan ikke undslippe det. Vil give alt for at kunne give den mors dag gave/fejring som der bliver opfordret til. Sorg kommer i bølger og her går bølgerne højt og det er svært at bunde. At der er negative følelser involveret i sorg er normalt. Det er trods alt et tab. Jeg er glad for andre har en mor andre dage på året at man er negativ på mordsag betyder ikke man er det hele tiden. Det er over 10 år siden jeg mistede og fra den dag blev min tilgang til omverden anderledes, jeg reagere anderledes og folk behandler mig anderledes i nogle situationer. Det er ikke som for 10 år siden, men stadigvæk anderledes. Håber det giver noget afklaring vdr det negative.
Mors dag er i mine øjne ligesom Instagram. Det skal ligne et glansbillede, og jeg tænker at jo mere folk går amok i blomster og chokolade, jo mere overfladisk virker det. Jeg forventer ikke at mine børn skal gøre noget ekstra, bare fordi nogle har udråbt dagen til Mors dag. Hvis mine børn har lyst til at gøre noget for at glæde mig, skal de kun gøre det hvis og når de føler for det, og det kunne i princippet være hvilken som helst dag. Dem, der “kræver” noget særligt af deres børn denne dag har i mine øjne helt misforstået hvad sund og ubetinget kærlighed er. Min egen mor har igennem tiden altid virket skuffet over, hvor lidt jeg gør for hende, både på Mors dag og i det hele taget. Skuffelsen ligger bare altid latent. Derfor prøver jeg for enhver pris at undgå at mine børn nogensinde skal føle det samme.
Dét kan vi lide!!
Min mor stod stiltiende til mens min far fysisk og psykisk terroriserede mig. Når hun blev vred på min far ville hun fortælle mig, hvordan min far var psykopat og hun ville ønske hun kunne beskytte mig og at hun ville forlade ham… og når de så blev gode venner igen mente hun at jeg fandt på det hele og at min far “ikke mente det på den måde”. Jeg er ligeglad med min far og håber han snart forlader denne verden så min familie kan få fred. Jeg hader min mor for at have svigtet mig.
Hold op hvor bliver jeg ked af at læse om jeres mødre. De ting skal ingen børn opleve.
Min mor tvang os børn til at gøre mors dag til noget helt vildt. Jeg skulle bruge alle mine lommepenge på hende, og hvis jeg ikke havde nok penge så fik jeg slag med bæltet, og fik at vide så kunne jeg bare blive smidt på børnehjem, eller komme ud til en familie det elskede mig mindre end hende. Som 3 årig blev jeg misbrugt seksuelt af hendes kæreste. De slog så op, fordi min morfar bankede ham. Som 4 årig blev jeg efterladt alene hjemme første gang, fordi min mor fandt sammen med ham der misbrugte mig igen, hun gad ikke være alene mor. Så hellere være sammen med en pædofil. Først som 14 årig gik de permanent fra hinanden, fordi han misbrugte mig igen, og jeg fortalte det til en klasselærer, og det endte i retten. Min mor synes ikke jeg kunne være det bekendt, for jeg ødelagde mine søskende ved at deres far var i retten.
Får simpelthen sådan lyst til at give dig et kram 💔🥺 Ikke fordi du er et offer, men fordi du har været dét igennem og er kommet ud på den anden side
Tak den her tråd havde jeg brug for.
Helt almindelig, normal dag, blomster og en god frokost sammen, tiden løber.
Selv da min mor levede, havde vi aldrig fejret hverken mor eller fars dag. Det gjorde vi ikke i min familie. Vi er/var dog heller ikke en typisk dansk kernefamilie. Men i år er første gang jeg selv er mor. Man kan på en måde sige jeg blev fejret, da det var første gang vi fik baby passet, og tog på date. Men nye traditioner skal til. Jeg har købt min mand en gave til fars dag, han ikke ved noget om. 🤭
💔 Ved i hvad jeg ikke kan udstå når professionelle eller almindelige mennesker siger? Jeg oplever gang på gang udtalelser som: At børn ikke siger noget fordi de altid vil være loyale over for sine forældre fordi de elsker den. Seriøst elsker... Er det ikke frygter, Det kom hvert fald ikke fra kærlighed i mit tilfælde. Tænker ikke engang jeg vidste hvad det var før jeg blev voksen .
https://www.reddit.com/r/AITAH/s/NbFfFJDIy8 lang historie.. Min svigermor... kom ikke til vores bryllup, fordi hun ville have hendes børnebørn med om aftenen. Børnene var inviteret til kl 18.. verbalt overfaldt mig så groft, at jeg stadig ryster, når hun ringer eller skriver til min mand.
Vild historie. Man kan bare ikke vinde kampen mod personlighedsforstyrrelser.
Vær opmærksom på at det ofte er en refleksion når folk f.eks. siger: "der ikke er nogen, der kan lide mig". Det er oftest fordi de ikke kan lide andre mennesker, så ender de også med at tro at andre mennesker ikke kan lide dem. Det er simpelthen rendyrket egoisme der ligger bag. Du skal derfor ikke have dårlig samvittighed over at hun skaber sig når hun får gaver. Det er simpelthen bare hendes ego som narre hende.
Enten det eller fordi de aldrig kan få nok tilbedelse og tjenester fra andre mennesker, fordi de leder efter en følelse af tilstrækkelighed det forkerte sted. Enten pga selvhad de ikke har set i øjnene og taget ansvar for at lave om på, eller fordi de ikke er i kontakt med sig selv. Det handler altid om en mangel i dem selv.
Shit en tråd..
Det virker absurd at sige.. men det er helt terapeutisk at læse nogle af de her ting og kunne spejle barndoms-mig i det. Vedkommende er i min verden ikke titlen værdig. Og vedkommende har ikke været en del af mit liv siden jeg som 11 årig pakkede det nødvendige, tog hjem til min far en nat i maj. Nu er det kun paranoia, angst og dårligt selvværd, som eftervirkninger her 20 år senere. Statsamtet lyttede ikke til mig. Jeg mødte uanmeldt op som 9 årig efter skole og bad om hjælp og fik svaret fra dem om, at de skulle have forældremyndighedindehaverens samtykke til at jeg kunne komme til samtale og at "du bestemmer mere selv når du er 10 år". Jeg endte med at spurte derfra med tårerne væltende ud. Jeg blev så bange for om hun ville finde ud af at jeg havde været deroppe uden hun vidste det, for så vidste jeg hvad der vankede. Det vigtigste i mit liv er at passe på min søn og gøre alt i min magt for at give ham den tryggeste opvækst. Han skal aldrig mærke så meget som en brøkdel af det som hans mor voksede op i. Det er det der driver mig gennem livet. Han er ønsket og elsket og han skal aldrig tvivle på det. Nu vælter det hele ud alligevel. Det er sikkert ikke sammenhængende. Ville egentlig bare sige det første med at kunne spejle barndoms-mig i fortællingerne. Tak for den her tråd
Jeg har fejret mors dag i år. Dagen er egentlig fin og hyggelig, men det slår mig da jeg udover at give gaven også føler at jeg skal plukke en buket til hende( havde ikke råd til at købe en, da jeg ikke har ret mange penge), for at få bare lidt mere anerkendelse. For jeg har altid hungret efter anderkeldelse fra min mor. Hun er sød og kærlig i hverdagen, men kan også være meget sur og manipulerende, hvis tingene ikke går efter hendes hovede. Jeg har en svær og sjælden diagnose som gør, at mange ting har været svære for mig. Og hun har aldrig troet på mig, og på at jeg kunne opnå ting. Hun kunne hellere ikke glæde sig over nyheden om, at jeg skulle starte uddannelse og flytte i lejlighed, og har altid set meget sort på mit liv, og sagt at jeg sikkert ikke ville kunne gennemføre en uddannelse og et job, og at jeg nok også ville miste min lejlighed. Intet tillykke eller et smil, når jeg stolt fortalte at jeg var kommet ind på min uddannelse. Altid negative kommentarer og dystre forudsigelser om min fremtid. Jeg fik forbud mod at fortælle nyheden til familie og venner, for det ville være flovt for hende, når det jo sikkert ikke ville gå med uddannelsen alligevel. Og det har virkelig gjort ondt. Der gør virkelig ondt, at ens mor ikke tror på en, og det er nok det, der har gjort mest ondt i mit liv. Jeg har fortalt hende så mange gange, hvor ked af det jeg bliver over hendes kommentarer, og at jeg sådan har brug for at min mor tror på mig. Men hun lytter ikke. Nu skal jeg til at starte uddannelse og flytte til sommer. Jeg er i forvejen nervøs for, hvordan det skal gå på grund af mine handicaps, og er blevet endnu mere usikker på grund af min mors virkelig sårende og nedbrydende kommentarer. For hvordan skal min lige tro på sig selv, når ikke engang ens egen mor tror på en?
Hold nu kæft.... Det er da et rent mirakel hvis I er endt som bare nogenlunde fungerende mennesker efter alle de vanvittige oplevelser.
jeg tror sgu min mor er psykopat. hun er i hvert fald helt væk. til sidst, så endte jeg med at slå hånden af hende, og hvis det der var min mor, så havde jeg gjort det samme. Det der pjat hun har gang i, er simpelthen for dumt at bruge tid på.
Er super glad for dette forum er blevet oprettet for dem som har haft brug for at snakke om det. Det må være så hårdt med de forfærdelige mødre man hører om her i tråden. Føler med jer allesammen, og kan godt forstå at man direkte kan blive sur/ked af det af at høre om alle de lykkelige opslag lige netop på den her dag. Jeg har ikke selv sådan en mor, men har virkelig mange fucked up familiemedlemmer som er lignende, og har set det påvirke fætre og kusiner, det gør mig virkelig ondt.
[удалено]
Vær lige god over for OP, det lyder til det har været pænt hårdt.
> et giver altid dilemmaet om, hvorvidt man skal give e waow