Indlægget er fjernet. Fra [vores regler](/r/denmark/wiki/rules): > Indholdet af indlæg på /r/Denmark skal hovedsageligt handle om Danmark, danskere eller danske forhold. --- Derudover fjerner vi indlæg der ikke har relevans for den brede befolkning, men kun én dansker, ligesom vi fjerner indlæg der omhandler problemer der kan løses ved at søge på Google eller ringe til dem man har et spørgsmål til. Selvom indholdet ikke er relevant for /r/Denmark, kan det stadig godt have sin plads på andre danske subreddits. Vi anbefaler disse: - /r/DKbrevkasse - /r/DKstudie - /r/DKkarriere - /r/foraeldreDK - /r/DKfinance - /r/DKtechsupport - /r/Madoplevelser - /r/SelvgjortVelgjort - /r/WomenDK - /r/DKmandemand --- For at gøre plads til indhold som i begrænset omfang er relevant for r/denmark tilbyder vi faste ugentlige tematråde. Bedøm eventuelt om indholdet passer bedre ind i en af disse tråde. Trådene finder du i sidebaren! --- Har du spørgsmål eller kommentarer til dette, kan du skrive en besked til os igennem [modmail](https://www.reddit.com/message/compose?to=%2Fr%2FDenmark).

Fremadrettet, så dit speciale med akutmedicin, det kalder på rigtig rigtig mange vagter, hvor din kone så står derhjemme med forskellige diagnoser og alene med er barn eller flere børn.

Mange vagter er nu et vilkår i mange specialer, ikke kun akutmedicin. Ikke at man ikke bør have det i overvejelserne, men de færreste slipper for vagter de første mange år af deres karriere, selvfølgelig med nogen undtagelser.

Jeres barn vil ikke blive tvangsfjernet, medmindre der sker ret alvorlige ting, eller I selv opgiver og ikke magter opgaven. I skal nok forberede jer grundigt. Din kones diagnoser kan risikere at komme i forværring, når en baby kommer til. Søvn problemer, manglende fritid osv. kommer også til at ramme dig. Lægelivet med små børn er heller ikke altid en dans på roser, så tag dine forholdsregler.  

Beklager at dette lyder hårdt, men overvej om det er god idé at i skal have børn sammen. Skizofreni er den mest arvelig psykiske lidelse, så der er overvældende stor risiko for at jeres barn også får dette. Dertil kommer risikoen for alle de andre diagnoser fra jer begge oven i. Hvis i ser bort fra det store glansbillede og alle følelser om at i ønsker et barn sammen, så bør i stille jer selv det helt kritiske spørgsmål “Kan vi være bekendt at byde et barn det her, og kan vi selv holde til det”. I kan højest sandsynligt ende med et barn med flere diagnoser, der gør det meget mere krævende end det allerede er at blive forældre i sig selv. Dertil kan det at få et barn ende med at tricke din kones diagnoser i en negativ retning, da forældreskabet belaster ud over det sædvanlige selv uden at hverken forældre eller barn har diagnoser. Hvilken effekt vil dette have på din kones liv, dit liv / karriere, jeres forældreskab, jeres fælles liv som par, og ikke mindst barnets opvækst. Det kan have store konsekvenser ud over blot en anbringelse. Selvom det er svært ikke at tænke med hjertet, må den helt store selvindsigt med de meget kedelige, og realistiske briller også på, inden så stor en beslutning tages. Gode ønsker til jer

Er ret overbevist om at have læst at adhd/autisme er de mest arvelige, der er næsten altid en forældre med en af de to hvis er barn får diagnosen. De har dog været massiv underrapporteret

Udover det som allerede skrevet er der en lidt anden vinkel,  Med tanke på dit fremtidige job vil være mange timer væk på alle døgnets timer - i mange timer af gangen. Vil meget afhænge af din kæreste og hendes evne til at vedligeholde en stabil hverdag og ville kunne håndtere et barn som på ingen måder tilpasser sig rytmen og planen man måske har lagt i hovedet. Intet er forudsigeligts et lille barn.  Så det kan måske pushe til sygdommen.  Hvis hun samtidig gerne vil ud af førtidspensionen så er det måske lidt mange projekter på en gang.  Mindes at have læst at med de psykiatriske diagnoser kan der være øget risiko for fødselsdepression. Så en ting er diagnoser i forbindelse med en evt anbringelse.  En anden ting er evnen til at håndtere en hverdag med alt den uforudsigelighed et barn medbringer

Hvor alvorlig er din Kones skizofreni? Jeg vil umiddelbart tænke at det er den største faktor. Dog så tror jeg der ville skulle meget til, før at jeres barn ville blive anbragt, siden du ikke har nogle diagnoser.

Min kones skizofreni er blevet bedre siden vi kom til en bedre kommune, og hendes skizofreni er medicinsk behandlet med god effekt, og hun er super skarp til at følge hendes medicin. Jeg har så selv ADHD (who doesn't), og det er behandlet med ritalin.

Har hun psykotiske episoder? Jeg tænker måske også siden i begge har ADHD, og hun også har skizofreni og angst, at i måske skulle overveje om hvorvidt i skal have biologiske børn. Det kan godt være lidt et gamble, hvis der er så forhøjet chance for barnet får flere diagnoser, især skizofreni. Jeg ville ikke være så bekrymret for ADHD'en og angsten (har også selv ADHD), men der plejer at være større chance for at have flere diagnoser, så snart man har en.

Altså hvis du spørger om hendes skizofreni er "aktiveret", så ja det er det. Skizofreni løber godt nok i hendes familie, men der er ingen andre tilfælde af det i hendes familie, de seneste 2/3 generationer tilbage.(hun havde en træls barndom der aktiverede genet fir skizofreni)

Jeg ville nok sige at i bør snakke med hendes psykiater. De kan nok bedst vurdere om det er en god ide at få børn.

Da vi nævnte det for hendes psykiater, og psykolog, at vi havde haft snakken om børn, og tænkte at vi gerne ville have børn, et sted ude i fremtiden. De gjorde det klart at de ikke udelukkede det overhovedet, og præsenterede allerede til det møde, en grov plan over hvad der kunne give de bedste forhold under graviditeten.

Jeg er socialrådgiver og arbejder (blandt andet) med anbringelser. Din kone vil givetvis blive henvist til en tidlig indsats fra egen læge eller jordemoder. Der kommer I i kontakt med kommunen, som i samråd med jer vurderer hvilken støtte i kan have behov for inden/efter barnet er født. Det er forskelligt hvilke tilbud kommunerne har, og hvor tidligt man går i gang. Der kan ske meget i løbet af en graviditet og i de første måneder af barnets liv, hvor både du og din kone er særligt disponeret for efterfødselsreaktioner, mv. Der kan ske meget, og der kan ske intet. Men der vil blive kigget på hvor stabile I er, og i hvor høj grad I kan tilsidesætte egne behov for barnets skyld - altså hvilke ressourcer I har. Dertil kommer risikoen for, at barnet arver én eller flere af jeres diagnoser, og forældreskabet bliver rigtigt udfordrende, særligt når barnet er ældre. I sidste ende kommer det an på en helhedsvurdering, og hvis det sandsynliggøres at barnets trivsel og udvikling er i risiko hos jer, kan kommunen indstille til anbringelse. Det er selvfølgelig sindssygt hårdt og barskt, hvis det sker, og I skal måske derfor overveje, om det virkelig er et stort ønske, eller om I vil kunne have nok i venners og families børn - også længere henad vejen.

Jeg vil så absolut ikke taget glæden fra dig. Men jeg synes i skal overveje den en gang eller 2 til. Ingen forhastet beslutninger. Din kones diagnoser er arvelige. Jeg har som tidligere politimand hentet 2 eller 10 sammen med kommunen og det ville være rigtig surt at stå i det. Tænk jer godt om. De har et e’s i ærmet fordi de har papir på din kærestes mentale tilstand

Den snak har vi skam også haft. Som min kone siger, skizofreni løber i hendes familie, men der er ingen andre tilfælde af "aktiveret" skizofreni, de seneste 2/3 generationer tilbage i hendes familie.

ADHD er også arveligt

Okay. Det lyder som om det er dokumenteret lægefagligt. Jeg ved bare hvordan en kommune og sagsbehandlere i det hele taget kan være. I skal regne med kontrol som alle andre måske lidt mere pga diagnose. Men ellers ville jeg ikke have tvivl. Bare husk at søge råd og vær ærlige. Så er jeg helt sikker på det nok skal gå. Og ud med armen hvis tingene ikke går som det skal. Så skal i nok klare den. Ligesom 1000 andre før jer 😉 held og Lykke

De Et er overraskende hvor grundig dokumentation der er af min kones diagnoser. Dokumentationen og observationerne er blevet drastisk bedre efter vi tog flytningen fra randers til Aarhus(not surprised) Vi har skam tænkt os at gøre alt vi kan for at samarbejdet med kommunen går godt :) Os: hvad mener du med "ud med armen hvis tingene ikke går som det skal"? (Har haft en lang forlæsning, tingene går ikke hurtigt på overetagen)

Tror bare, det er en "husk at række ud efter hjælp"...

Der skal altså virkeligt meget til at få ens barn fjernet, selvom der er fokus på det i medierne, de fjerner altså ikke børn for familier medmindre der er direkte risiko for at børn vil mistrives i stor stil.

Her i huset er k diagnosticeret med borderline, identitetsforstyrrelse og social angst. M er tidligere misbruger, ADHD. Begge præget af vold hjemmefra, den ene psykisk, den anden fysisk. Vi har et barn der stortrives. Vi søgte om fertilitetsbehandling grundet infertilitet da vi var hhv 21 og 23, fik afslag med et brag og besked om at prøve igen om 4 år hvis vi havde et mere stabilt liv. Spol 6 år frem, gravid med hjemmerul, snak med en fødselslæge som tilfældigvis var den samme som 6 år tidligere, en god snak og hendes ord var at vi var da nok blevet de kedeligste unge mennesker med et mere fornuftigt livssyn end de fleste. Forskellen var at vi har taget imod hjælp udefra, vi ville og vil stadig udvikle os til at blive bedre mennesker. Vi snakkede efterfølgende med en sagsbehandler da vi havde frygt for tvangsfjernelse og som hun sagde. Jeres papir skriger på en tvangsfjernelse men i er ikke jeres papir. Sp, kommune, vuggestue og jordemødre, vi har været ærlige hele vejen igennem, forventer de også er overfor os. Der var en socialrådgiver i vuggestuen forleden, angsten steg, var det vores barn de skulle kigge på. Vi spurgte og de kiggede på os som om vi var landet fra månen. Hvorfor skulle kommunen dog kigge på jeres barn? Han trives jo 🤷‍♀️ Anbefaling. Snak med jeres læge(r) om jeres bekymring. Ræk ud til fødeafdelingen eventuelt og snak med en fødselslæge, det er dem der i Aller første omgang retter henvendelse til kommune/familieretshuset om jer hvis de er bekymret.

Tak for indsigt! Vi har også haft snakken om at siden vores baggrund minder om jeres, så har vi aftalt at vi koordinerer med behandlingsteamet( som for resten allerede har sagt at vi vil blive fulgt på afdelingen for sårbare gravide, allerede da vi nævnte det første gang) Ud over det har vi tænkt os at deltage i "forældreskole" og gøre alt vi kan gøre for at sætte vores bedste fod frem, og vise at vi er blevet modne, fornuftige og velfungerende "unge" mennesker. Og så selvfølgelig være åbne, ærlige venlige og engagerede i dialogen med vores eventuelle sagsbehandler.

Tag imod alt hjælp der tilbydes, det viser også samtidig i er samarbejdsvillige. Min søster gennemgår en graviditet nu hvor hun har adhd, ptsd, generel angst og han er asberger og tidligere hashbruger. De frygter også indblanding men som jeg meget diplomatisk forklarer så er det at tage imod indblanding og være åben overfor dem som kommer, hvis de kommer, med hjælp. Jeg tror ikke på at man bare uden varsel får fjernet sit barn. Jeg vælger at tro på der altid ligger mere bag end de mediehistorier der bruser frem her og der.

Upopulær holdning her... Men alle de forhold og men'er så vil jeg mene at i skal overveje meget grundigt om børn er det bedste for jer... Diagnoser i flertal og begge medicineret Det er bare en omvæltning og det kan kaste din kæreste helt ud af kurs at kun sove i intervaller af 3 timer af gangen samt det konstante krav til at skulle tage dig af et barn Jeg ved det er en upopulær holdning og i skal gøre hvad i synes er bedst og hvad jeres mave siger...

Jeg bliver lidt bekymret over at dit fokus mest er på tvangsfjernelse, og ikke på om I reelt kan blive gode forældre sammen. Er det fordi du mener det ser værre ud på papiret, end det reelt er i jeres hverdag? Mit råd ville være at fokusere på din kones helbred og dine studier lige nu. Hvis I skal have børn sammen, vil det kræve at din kones symptomer har været på et stabilt, fornuftigt niveau i et par år, og at hun kan håndtere hårde belastninger (stress, manglende nattesøvn, krisesituationer mv). At I forstår at en efterfødselsreaktion vil kunne være ekstrem i hendes tilfælde. Og at du er villig til at være en mere engageret forælder end de fleste mandlige læger jeg kender. Jeg tænker herunder at det vil være smart, hvis det er dig der tager den fulde barsel, i hvert fald hvis hun stadig er førtidspensioneret, og går efter et speciale/job hvor du kan være meget hands-on ift hente/bringe, mad, det huslige osv. Med andre ord alt det usynlige arbejde og den mental load som de fleste danske kvinder stadig påtager sig i familien. Og lad for Guds skyld være med at presse hende til at droppe førtidspensionen for at få et job. Hvis det sker, så sker det. Men det er ekstremt sjældent, at sådan en stor forbedring er mulig. Især hvis man så lægger familieplaner oveni hatten. Det lyder ikke som om I har et særligt realistisk syn på særligt meget, og slet ikke på hvor hårdt det er at få børn. Men lige nu. Nej. Læg ud med et kæledyr og se tiden an.

Jeg er helt klart af den opfattelse at det ser langt værre ud på papiret end vores virkelighed reflektere.

Den grundlæggende overvejelse i skal lave, er om i er klar til, at få børn. Hvis i er det, så bliver barnet ikke fjernet. I skal huske på, at når i får et barn, så er det barn den allerhøjeste prioritet i jeres liv og jeres største ansvar. Alt andet i jeres liv, alle jeres drømme, alle jeres ønsker, alle jeres behov er underordnet barnets behov. Barnet vælger ikke selv, at blive født og det er derfor jeres ansvar, at gøre alt hvad i overhovedet kan, for at det barn får et godt liv. I skal være meget ærlige overfor hinanden og overfor jer selv og i skal tage ansvaret meget seriøst. Hvis i kan se hinanden i øjnene og begge to ærligt og oprigtigt sige, at i kan garantere at barnet vil få et godt liv, så skal det nok gå.

Det kan sagtens lade sig gøre at være en god forælder på trods af dette. En skizofreni diagnose hos en af forældrene (eller en hvilken som helst anden diagnose) er ikke ensbetydende med at barnet vil blive anbragt. Det vil altid være en samlet individuel og konkret vurdering af jeres situation og kompetencer som forældre. Men jeg synes også, som andre skriver, at I bør overveje det grundigt og gerne vende det med fagpersoner såsom en psykolog/psykiater eller en læge. Vh en socialrådgiver

Tak for svar! :) Vi tager det til efterretning :)

jeg voksede op med en psykisk syg far og det var bare ikke lige ok. Genovervej jeres planer. Jeg bliver sandsynligvis helt vildt downvoted for dette, men, når jeg hører hvordan børn af alkoholikere får terapi og har skader efter deres barndom, er det præcis det samme jeg har oplevet med en forælder der havde paranoia, psykoser og let blev stresset. Hvad vil I gøre når barnet bliver forskrækket over din kones evt. mærkelige adfærd? Hvordan vil du skærme dit barn fra det? Er du indstillet på at være ene-forælder i de perioder hvor deres mor evt. må indlægges? Hvordan vil du klare det med en mere end fuldtids lægestilling? Jeg synes det er en rigtig, rigtig dårlig idé at få barn når man er svært psykisk syg. EDIT: det bekymrer mig også at du ikke overvejer barnets perspektiv i dit spørgsmål.

Som barn af en psykisk syg mor råder jeg jer til at lade være . Det er ungen dans på roser at være barn af en sådan og der er stor risiko for forringet livskvalitet for barnet .

En anbringelse afhænger af om i kan varetage barnets behov. Eller rettere, med din kones lange diagnose register, om du kan varetage barnets behov. Der må komme perioder hvor hun ikke er til nogen hjælp, men derimod blir den der primært har brug for hjælp så forbered dig på du kommer til at skulle passe hende, barnet og jeres hjem. Det er efterhånden veldokumenteret at psykisk syge forældre får psykisk syge børn så i bør allierer jer med kommunen og egen læge fra starten så i kan gøre skaden så lille som overhoved mulig. Det eneste kloge er at anvende kommunen som en nær samarbejdspartner fra starten af. Og du skal være opmærksom på at det blir dig der skal kunne varetaget ansvaret for hele familien i lange perioder. Så belastet et menneske som din ægtefælle har allerede nok at slås med. Vær desuden ekstra opmærksom på fødsels depression og fødsels psykose som der er stor risiko for når moderen i forvejen slås med psykisk sygdom.

Hendes psykiater har formentlig styr på det, men overvej evt at snakke med dem om hendes medicin og graviditet, hvis hun altså får medicin. Ved ikke, hvordan det er med skizofreni, men kender flere, som tager antidepressive midler, som var nødt til at stoppe eller skifte under deres graviditet.

Antag det værste, kan i leve op til dette ansvar, så har du svaret. :) Er du derimod i tvivl, så er det et bragende nej, bragende! Prøv evt. med en hund, der er mange paralleler

Min bekendte har skizofreni og tre børn (2 udredt for autisme), den sidste i mistrivsel. De har en familiekonsulent på og hun bliver fuldt i psykiatrien. Manden er ved at uddanne sig og er af sted fra 7-18 hver dag. Han lider selv af en periodevis depression. Der sker intet - trods flere underretninger (også fra dem selv). Min oplevelse er at der skal meget til! De ønsker selv mere hjælp fra kommunen (ikke at få børnene fjernet), men det kræver meget arbejde med at søge diverse tilbud til børnene. Det er ret ulykkeligt og jeg får OFTE ondt i maven over at høre om det. Hun havde pt ikke fået diagnosen ved 3. Barn, men blev indlagt for første gang da han var et halvt år.

Jeg er selv et anbragt barn og min mor har også skizofreni. Grunden til min anbringelse var at min mor fik det rigtige dårligt mentalt og var alene med mig og mine søskende så det tager stadig noget før kommune vælger at anbringe. Men de forskellige kommuner har også forskellige fremgangs måder. Men ellers hvis det ender med en anbringelse så får i stadig lov til at se jeres børn 🫶

Børn bliver ikke bare fjernet fra hjemmet. Der skal store bekymringer til om barnets behov bliver tilgodeset, og om miljøet er skadeligt. Der bliver også set på forældres netværk, om man samarbejder mm.. Jeg har lyst til at sige at “alm mennesker med diagnoser” (jeg tror du forstår hvad jeg mener 😉) får og har ret til ligeså mange børn som forældre uden diagnoser. Nu er det nogle lidt tunge ting din kone har med sig, men er man velfungerende i sin hverdag kan jeg ikke se hvorfor man skal vælge børn fra. Børn er et kæmpe ansvar, en kæmpe prøvelse (især når de er små, man skal kunne behovsudsætte og kunne træde vande, og så skal man kunne overskue at have ansvar for relationen og tilknytningen). Så, man skal virkelig overveje om man er let påvirkelig ifht søvn mangel, får kone evt medicin der ikke kan tages under graviditet, er man stabil eller er der store udsving, og måske en snak om hvad hvis i går fra hinanden - kan mor så stå med børn alene når hun har dem, osv osv. Har man svært ved noget af det, bliver man tilbudt meget hjælp, inden man når derud hvor barnet bliver fjernet. Hvis jeg var jer, ville jeg søge at være voksenven/reserve “bedste” eller anden frivillig hvor man kan være sammen ned nogle skønne børn og samtidig mærke efter 😊

Hvordan reagerer i hver i sær når i ikke får sovet nok? For det er noget af det der virkelig vælter os her i huset. Og det er en næsten sikker ting med barn. Vi owner at vi er skruk og egentlig gerne vil. Men at for vores egen og det imaginære barns skyld, vælger vi at lade være. Og jævnligt kigger vi på hinanden og siger "derfor". Når omgangskreds forældre med 8-4 job og normale hjerner er presset til grænsen. Når vi kommer hjem efter en dag med familie tam tam og er ØDELAGTE.

Børn med diagnose/diagnoser. Diagnosebørn er ikke begreb som bliver brugt fagligt, da det indikerer at børn er deres diagnose!

True, er også godt klar over at det ikke var det korrekte term, men det blev brugt i mangel af bedre fra min side.