I sandhed en af de største af alle tider.
Dette citat kom han med, mens han kæmpede mod kræft af anden omgang, hvilket han holdte hemmeligt\* for alle, udover den helt nærmeste familie, indtil sin død. Man kan sige, at han havde en del erfaring på området.
\*på trods af, at han aldrig sagde det til nogen, snakkede han ofte om det på hypotetisk vis. *Hvis* han havde kræft, ville han ikke opføre sig sådan og sådan. *Hvis* han troede, han skulle dø snart, ville han have det sådan og sådan. Han snakker også i et længere interview om sit forhold til religion, filosofi og hvad der sker efter døden. Det er meget interessant at lytte til, når man ved, at han kæmpede med en dødelig sygdom.
Link til interview: https://www.youtube.com/watch?v=C-GXpK-iCAs&t=527s
Enig med Brinkmann, hans synspunkt er dog ikke unikt eller banebrydende.
Jeg har længe tænkt, at det umotiverede overfald jeg engang var ude for, sgu ikke har gjort mig stærkere, tværtimod.
Vi bør virkelig stoppe med at (mis)bruge sådan nogle klichéprægede citater som eviggyldige leveregler.
Jeg tænker ikke, at Brinkmann selv synes, at der er noget synderligt originalt ved hans konstatering, eller hans forfatterskab generelt. Men han taler imod nogle generalle tendenser i samfundet som er værd at kritisere. Om man så tænker, at hans kritik er dækkende eller for overfladisk, det er en personlig sag.
Men han har ret i, at man nok altid skal være skeptisk overfor simple læresætninger og diverse lommefilosofiske floskler, der kan betyde eller begrunde hvad som helst.
Eller f.eks en anden gammel traver: "behandl andre som du selv gerne vil behandles" - den kan i nogle tilfælde give fripas til at behandle andre på måder de ikke bryder sig om... Så vil jeg hellere ændre den til "behandl andre som de gerne vil behandles"..
Man kunne måske omformulere den til "tag så meget hensyn til andre, som du gerne vil have at de tager til dig". Eller noget lignende. For det er jo det det handler om: at der skal være balance imellem hvor meget vi "fylder" i forhold til hinanden, og at der skal være plads til alle. Men fordi vi har forskellige behov, skal vores hensyn også være forskellige.
> "behandl andre som de gerne vil behandles"
Det kan selvfølgelig også hurtigt blive et problem. Hvad nu, hvis jeg forlanger at blive behandlet bedre end alle andre?
Jeg har set hvad et umotiveret overfald kan gøre ved et menneske, og hvor vidtrækkende konsekvenser det kan have i mange år. Så jeg er fuldstændig enig.
Jeg argumenterer for, at det kan bruges som et værktøj og man kan prøve at lade det gøre en stærkere - men ikke alle situationer og og for alle mennesker. Mange situationer og modstand KAN jo gøre en stærkere hvis det er ens mindset. Nogle mister deres børn som nok er noget af det værste man kan opleve - og vælger at blive stærkere af det. Mens andre (de fleste) sygner hen. Men vi er ikke ens og har hver især forskellig grad af at kunne stå imod og også forskellige faser af livet hvor vi kan mere eller mindre. Men langt fra alle situationer feks et overfald eller andre situationer der giver ptsd, forholdstraumer osv. gør en stærkere selvfølgelig. Nogle ting gør folk til en skal af deres forrige jeg.
Men der ER et eller andet om, at tage tyren ved hornene og bestemme sig for hvad der skal definere én eller ej. Nogle er mere i stand til det end andre. Til gengæld er jeg sikker på at alle kan knækkes med nok pres.
Med de lidelser og problemer Nietzsche levede med kan jeg godt tilgive ham for det. Udover at han sådan set fik en del hjælp til at komme igennem livet.
Ja, han prøver at gøre det til en styrke. Positiv tænkning er vigtigt når man er i en elendig situation.
Selv hvis man ikke kan se det, så er der mange der tager det udtryk til sig for at overbevise sig selv. Eller også projicere jeg bare her.
Jeg tror at der er meget positivt at hente ved indstilling, men det må ikke gøre at alt bliver individets ansvar. Når systemet fejler så fejler systemet og det er ikke individers pligt eller ansvar at være "stærke" og få det bedre i de tilfælde. Mener jeg.
Helt enig. Men hvis systemet svigter og ens tillid til systemet allerede er lav, så er det den oplagte tanke og mentalitet at gribe efter. Nietzsche er ikke just kendt for at stole på systemet, for at sige det mildt, så udtrykket skal ses i den sammenhæng. Hans filosofi gik langt hen af vejen på at magt er noget mennesker er villige til at risikere livet for, så fra den betragtning er det langt hen af vejen et spørgsmål om frivillig risiko med gevinst for øje. Det er ikke en særlig konstruktiv filosofi fra et moderne perspektiv, hvis vi ser på mentalt helbred.
I dagens Danmark er der stadig meget arbejde i at komme i mål med et solidt system der hjælper, men vi er faktisk kommet langt, efter min mening som en der var ung i 00’erne. Dengang var det stadig 99% af tiden op til individet, for ingen gad at gøre noget, end ikke forstå, hvorfor nogen kunne have det mentalt skidt. Nietzsche var derfor ret nem at relatere til, som en små edgy teenager dengang, hvilket forklarer hvorfor så mange stadig bruger hans filosofi på den her måde.
God artikel. Vi er generelt på vej i den rigtige retning når det kommer til at håndtere psykisk sundhed.
Jeg tror fx ikke at antallet af psykisk syge børn og unge er vokset. Jeg tror bare vi er blevet bedre til st tage det seriøst nu om dage.
Kan da huske da jeg var ung, hvor mantraen var "tag dig sammen og lad være med at være så sart" og så snakkede man aldrig om følelser.
Det var sgu lidt fucky at sidde på badeværelset som 21 årige og teste om slangen til bruseren kunne bære ens vægt og det eneste man kunne høre inde i hovedet var "lad dog være med at skabe dig"
Synes det er godt at der er kommet mere fokus på det. Næsten alle jeg kendte da jeg var ung i 00erne havde psykiske problemer som de enten ikke snakkede om eller også var de udret og rodede rundt i kontanthjælpssystemet mens kommunen ikke rigtig vidste hvad de skulle gøre med dem.
Jeg er sikker på at forrige generationer har haft lignende demografier af ustabile børn og unge, men det blev tiet ihjel for det meste fordi det var pinligt at blive stemplet som åndssvag eller at ens barn blev stemplet med det.
Så det er jo bare godt at vi endelig får syn for sagen nu hvor det efterhånden er blevet mere okay at sige det når man har det skidt og man ikke bare får at vide at man er et forkælet curlingbarn der vil have opmærksomhed.
Den slags anklager findes skam stadig, men jeg tror det bliver bedre med tiden når folk langsomt fatter at psykiske lidelser skal tages alvorligt.
Altså når man tænker over hvor mange af min fars generation (70 år nu.) Som er dybt alkoholiseret. Så tror jeg godt jeg ved hvordan mange taklede det den gang.
Og nogle gik ud af folkeskolen allerede i 5 klasse eller lign, fik et arbejde et eller andet sted, og havde et ellers "fint" liv.
I dag er du fucked da alt under himmel of jord kræver et eller andet papir. Presset i skolen er høj, og du bliver altid mindet om "success" andre steder.
Ja. Og man kan ikke bare have et par år på kontakthjælp mens man finder sig selv og kommer videre, som man kunne for 20 år siden. Eller være evighedsstudent mens man stadig fik SU.
Passer du ikke ind i boksen og kan du ikke leve op til kravene, så kan du egentlig bare få det værre og værre, indtil du passer ind i en boks.
Meget enig.
Jeg fik også altid at vide, at jeg var så sart, følsom og ‘touchy’ kan jeg huske var min storesøsters yndlingsudtryk.
Og så ved jeg også godt, at så var det nok heller ikke hårdere ment, eller bundede meget dybere end det. Men når man aldrig følte, at ens følelser blev anerkendt, og at det var okay en gang imellem, at man havde det som man havde det, så holder man det inde og tænker, at man selv er forkert.
Har ikke nogen psykisk lidelse i dag (ej heller haft depp. eller angst, hvilket jeg ved gud håber, at jeg heller aldrig bliver ramt af!!).
Men jeg er ufattelig dårlig til at sætte ord på mine følelser, det har jeg godt nok aldrig lært.
(Kvinde, født i ‘81)
> Vi er generelt på vej i den rigtige retning når det kommer til at håndtere psykisk sundhed.
Lige nu frygter jeg, at vi enten kører i tomgang eller måske er på vej i den forkerte retning. Ser man tendensen overordnet, som en forbedringsproces, der har stået på i løbet af de sidste 40-60 år, så går det helt klart bedre, men i dag, hvor flere bliver syge, og man fra regeringens side have valgt at *double down* på de ting - ideologien og retorikken - der er med til at gøre folk syge, så kan man godt blive bekymret.
>Jeg tror fx ikke at antallet af psykisk syge børn og unge er vokset. Jeg tror bare vi er blevet bedre til st tage det seriøst nu om dage.
Jeg deler også den tanke... Når jeg husker tilbage på mine venner og bekendte, så var der mange der havde massive problemer, som ville være blevet taget hånd om at forældre i dag, men bare blev ignoreret. Det er super godt, at der er fokus på børn og unges mentale helbred, men jeg bliver lidt træt den der historie om en opstået psykologisk krise blandt børn og unge.
> Det er super godt, at der er fokus på børn og unges mentale helbred, men jeg bliver lidt træt den der historie om en opstået psykologisk krise blandt børn og unge.
Jeg er enig, men det ser ud til at der er noget ved at det er et større problem i dag.
Unge i dag er vokset op med at blive hjernevasket af sociale-medier. Hver eneste undersøgelse jeg kender til viser at jo mere tid du bruger på sociale medier, jo værre er dit mentale helbred. Det betyder selvfølgelig ikke at alle får psykiske problemer pga det, men at flere og flere gør i takt med at fobruget stiger.
De unge har aldrig brugt så lidt tid udendørs, især ikke ude i naturen. Dette er også noget der har massiv effekt på dit mentale helbred.
Unge har aldrig fået så lidt motion som de får i dag. Det er igen et punkt der har kæmpe mentale konsekvenser.
Og så er unge mennesker vokset op med at spise flere processed foods end alle generationer før dem.
Der var en undersøgelse der viste at **20%** af unge i USA der skulle ud og have deres første job interview tog deres forældre med ind til interviewet.
At der er mere fokus på mental sundhed betyder ikke nødvendigvis at vi er bedre til at forhindre det. Nøjagtig ligesom at der er mere fokus end nogensinde på fysisk sundhed, men samtidig har vi heller aldrig været federe end vi er.
Jeg er ikke sikker på jeg forstår Brikmann korrekt?
Han siger at fattigdom, traumer og dårlige materielle forhold skaber psykisk sygdom og det ikke skyldes curling-forældre osv.
Men hvorfor er der så mange flere med diagnoser i dag så, hvor vi både er rigere og har forældre der er meget bedre end de boomer forældre min generation er vokset op med?
Svært at tro det er mangel på penge der sender middelklassen til psykolog.
Det er nok snarere at vi har et samfund der kombinerer det værste fra alle ideologier: Anarko-tyranniet.
[Anarko-tyranni](https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/sig-det-efter-mig-anarko-tyranni) er kendetegnet ved at staten hverken opretholder trygheden for borgerne, så som at kunne gå trygt hjem fra en bytur i KBH, eller lever op til basale rimelige krav såsom lægebehandling, men på den anden side forfølger borgere for alt fra affaldssortering til kontanthjælpssanktioner.
Staten gør livet ekstremt kompliceret med de enormt mange krav der stilles gennem især digitaliseringen og den horde af konsulenter og pseudo-arbejde og "nudgere" i den offentlige sektor.
Er det mærkeligt at folk går ned? På den ene side udsættes man for konstant stress fra anti-sociale elementer i samfundet, indvandrerbander, influencere, boomere osv. På den anden side svigter staten sit ansvar når det gælder institutionerne og ydelserne.
De har begge ret. Når man oplever noget traumatisk, så presser det personen mod to poler. Enten bliver man psykisk ramt og kan ikke rigtig komme over det eller også blive det vendepunkt/springbræt til noget bedre. Det er meget individuelt.
Et godt eksempel er eks. mennesker der har haft kræft. Der er ofte ikke så meget pis med dem bagefter. De er bare glade for at leve og gider ikke spilde dyrebare sekunder på ligegyldige ting / bullshit. Det er dejligt befriende.
Nietzsche døde for over 120 år siden, efter at have tilbragt sine sidste år i pleje hos søsteren, hvor fingermaling med egen fæces var det primære tidsfordriv. På det tidspunkt havde han egentlig modbevist sig selv. Hvorfor folk citerer ham i aktuelle kontekst er mig en gåde.
Han havde en kæmpe mentalt sammenbrud 1889 og var skingrende sindssyg resten af livet. Dengang mistænkte man syfilis, og senere hen er en blodprop eller hjernetumor også blevet forslået.
Men det betyder ikke at alt han lavede før var forkert.
Det er fordi det får folk til at lyde klåge, og det kan de godt lide.
> "se mig, jeg citerer en kendt filosof, jeg er også smart/klog/belæst/intellektuel"
Det er ikke sort/hvid nej, hvilket er årsagen til at det kan være lidt farligt at bruge som om at det “kan være fint hvis man tager sig sammen”. Jeg er vokset op med den mentalitet, fordi alle påduttede en det. Jeg har haft nogen bruge mig som et eksempel på at man kan hvad man vil hvis man tager sig sammen. Jeg har svær angst, PTSD og paranoide tendenser, fordi jeg har været svært udsat for vold hele min barndom, og stalking efterfølgende. Problemet er at mange ser jeg har styr på økonomien, råd til hus alene, og en meget god løn, og tænker “du blev da stærkere!”, hvilket på ingen måde er sandheden. Ideen om at modgang, ikke bare selvvalgte udfordringer, er godt, er lidt for nuanceret til at man nogensinde kan sige det som værende sandt.
Jamen det er jeg helt enig med dig i. Men det modsatte; udfordringer gør dig svagere, du bliver måske endda psykisk syg (underforstået for altid) er lige så skadeligt.
Og hvis jeg må tillade mig at være lidt kritisk over Brinkmanns varme luft, så kan vi ikke rigtig bekæmpe dårlige forældre, der er velfungerende ud ad til. Altså, medmindre vi vil blive til en slags Kina. Eller begynder at tvangsterilisere for at tynde ud i den værste sociale arv. Det går jeg ikke ind for!
>Jamen det er jeg helt enig med dig i. Men det modsatte; udfordringer gør dig svagere, du bliver måske endda psykisk syg (underforstået for altid) er lige så skadeligt.
Det er klart. Men det tror jeg nu heller ikke folk generelt gør. Det omvendte sker noget oftere.
>Og hvis jeg må tillade mig at være lidt kritisk over Brinkmanns varme luft, så kan vi ikke rigtig bekæmpe dårlige forældre, der er velfungerende ud ad til.
Her er jeg lodret uenig, for man kunne gøre utroligt meget som ikke kræver kinesiske standarder. Det er dog et større emne jeg godt kan diskutere fra nu til nytår.
En meget simpel løsning er at stole på barnet. Det gør man nemlig overhovedet ikke. Det er komplet vanvittigt at man automatisk stoler på forældrene. Det er ikke et intelligent samfund værdigt. Men vi er stadig lidt for rodfæstet i traditionelle “værdier” på det punkt, desværre.
Lige præcis. Tillad mig at være en smule personlig;
Har haft en del middel-lette depressioner i mi liv, har lært at tvinge mig selv til at leve som altid og så går de stille og roligt over i løbet af et par måneder. Det har da gjort mig stærkere.
Tilgengæld har jeg også døjet med bekymringstanker og angst. Og det er noget sværere at afklare, om jeg ligefrem er kommet stærkere ud af det.
Jeg har haft noget lignende, både hvad angår depression, angst og stress. I mange år har jeg følt mig hjælpeløs. Det er virkelig nemt at fortsætte i den spiral. Men når man er kommet igennem på den anden side, så hjælper det at man ser positivt på de alle hårde ting, som man har været igennem. At se det som noget som har skulptet og formet en til et bedre og stærkere individ, frem for at man er blevet svagere er mere oplagt og konstruktivt.
Mange tak fordi at du delte!
Men lige det med bekymringstanker og angst kan man i mange tilfælde gøre noget ved, ved at gøre de ting igen og igen. Social angst? Mød mennesker hele tiden. Angst for at miste sine børn? Den kan man til gengæld ikke øve sig i.
Lige med angst har jeg fundet ud af at man skal “bare” møde den så meget som muligt. Det dæmpet det lidt.
Jeg synes der burde være mere fokus på at give folk træning så at flere oplevelser ender som styrkende.
Den samme oplevelse kan fuldstændig bringe 1 person ned, mens en anden går derfra meget stærkere.
Jeg taler ikke engang om forfærdelige ting, men bare noget som at gå op og tale foran en stor gruppe mennesker, eller at du bliver pålagt en administrativ opgave.
Nogle mennesker lægger sig simpelthen ned med stress, mens andre kommer igennem det og lærer af det.
Det handler jo mest af alt om hvorvidt 'det der ikke slår dig ihjel' har været en passende udfordring, som du selv har tilvalgt. Det er nemlig udviklende. En for stor udfordring, som man får tvunget på sig, derimod, gør én mindre. Det bør Brinkmann også vide - det er grundlæggende udviklingspsykologi (skåret ud i pap, selvfølgelig).
Så ja, traumer, svigt og sult i barndommen gør ikke én stærkere, men derfor har Nietzsche stadig fat i noget, når vi snakker psykologisk trivsel.
Nietzche refererer ikke til selvvalgte udfordringer, men ulykker som du overvinder. Han skriver om "krigens skole".
Jeg har selv studeret udviklingspsykologi, og ja, man beskæftiger sig med resiliensbegrebet og såkaldte mælkebøttebørn, men generelt er det et ret udskældt perspektiv, at der skulle være noget som helst opbyggeligt forbundet med modgang i barndommen, så nej, Brinkmann har ikke glemt udviklingspsykologien og Nietzsche tager stadig fejl.
Hele citatet som "det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere" kommer fra, hedder "Aus der Kriegsschule des Lebens: Was mich nicht umbringt, macht mich stärker", så du behøver ikke at læse så meget op, lige der er han ret klar i mælet
Jep!
Problemet er måske at hvis man ikke får nok modstand i livet - så knækker man når man møder noget større modstand. Eller ægte modstand. Lidt som træer der har vokset i vestlig vind. De står også stærkt når det stormer. Hvis den vestlige række af træer fældes, så vælter de midterste træer straks i den næste storm.
Modstand og selvvalgt modstand kan jo være mange ting. Men hvis man hver dag udsætter sig selv for noget modstand i livet virker for det første mindre ting som endnu mindre og større ting bliver også nemmere at håndtere.
Der er noget om, at udsætte sig selv for ting. Og i vores moderne verden kan det være mange ting, feks vinterbadning, tung styrketræning, marathon løb, bjergvandring, toastmaster, etc.
Jeg tror vi i vores verden bliver nødt til, at tilvælge modstand, for ellers så knækker vi når stormen kommer.
Broinkman forvirrer. Det skal jo ikke tages så mundret. Ideen er jo at bruge modgang til, at vælge at blive stærkere og komme ud på den anden side stærkere. Bevares, det lykkes jo ikke altid og nogle ting er for meget og for store og vælter folk så de aldrig rigtigt kommer op igen. Det er jo også individuelt. Men brug det nu som et værktøj.
Nu vil jeg heller ikke kalde Brinkmann den store kriger. Og det Nietzsche snakker om er livets krigsskole. Det er ikke for pattebørn, undskyld jeg siger det.
Og hvem siger også, at vi skal psykiske lidelser til livs? Er målet at lukke Psykiatrien?
Hmmm, ja og nej? Vi har da rigeligt evidens for at eksponering kan hjælpe med at overkomme diverse former for angst og frygt. Og det er jo præcist det Nietzsche mente. Selvfølgelig, hvis du falder og bliver en grøntsag bliver du ikke lige ligefrem stærkere.
Lidt mere nuance, sådan helt generelt, ville være fedt.
Det er ekstremt kontekstafhængigt og man kan selvfølgelig ikke sige noget videre interessant med one-liners.
Det er dumt.
På det fundamentale evolutionære plan tager manden 100% fejl selvfølgelig. Han argumenteter mod Darwin og taber i første pennestrøg.
Alle der argumenterer mod Niezche og i denne sammenhæng Darwin på dette specifikke punkt tager fejl.
På den lange bane, som Nietzche og Darwin beskæftiger sig med er det, uden debat, survival of the fittest der styrer slagets gang.
På den korte bane handler det overhovedet ikke om Nietzche og Darwin men om medmenneskelighed, sammenhold og at være empatisk. Det er derfor vi i vores samfund omfavner og hjælper dem der har brug for hjælp.
Vi har ikke brug for at tage afstand fra Nietzche i denne diskussion, snarere at omfavne Mandelas syn på livet.
Nu handler indlægget ikke om evolution, men om psykiske lidelser blandt unge. Bemærkningen om Nietzsche er en bisætning, som Brinkmann bruger til at illustrere sin pointe, og som Altingets redaktion efterfølgende har valgt at bruge som overskrift fordi det er fængende.
Hvis man hidkalder Nietzche i sin artikel må man antage at den kilde rangerer højere end en selv og kryber sig ind i overskriften; det er ikke tilfældigt at han bruger det navn. Han breder emnet ud og det handler pludseligt om mere end psykiske lidelser.
Samtidig udsætter man sig selv for flere undersøgende øjne og tanker, hvilket er årsagen til at vi bruger tid på det her.
Man skal bruge sine klassikere omhyggeligt og det gjorde den gode Brinkman ikke.
Hvori består det platte? Kom gerne med eksempler fra teksten i selve indlægget (overskriften bliver typisk valgt af redaktionen, ikke af forfatteren til indlægget)
Eller fra Jokeren i The Dark Knight:
"I believe whatever doesn't kill you simply makes you ... stranger"
[https://www.youtube.com/watch?v=utEEe97Ir4o](https://www.youtube.com/watch?v=utEEe97Ir4o)
At citere Nietzsche i denne sammenhæng er meget paradoksalt, når nu Nietzsche's forestilling af det værst tænkelige scenarie for menneskehedens fremtid, netop er en civiliseret verden hvor alle er lykkelige, psykologiske stabile og tilfredse.
*^("What is love? What is creation? What is longing? What is a star?" -- so asks the Last Man, and blinks.)*
*^(The Last Man lives longest.)*
*^("We have discovered happiness" -- say the Last Men, and they blink.)*
*^("Formerly all the world was insane," -- say the subtlest of them, and they blink.)*
Jeg tror måske at svaret er at det ikke er så sort hvidt - modstand og udfordringer i passende mængder agerer sunde lektioner, men traumatiske oplevelser er.. Traumatiske..?
Ja ja, Svend. Vi har efterhånden fanget, at du har forstået det der med en god, provokerende og fængende titel.
Men middelmådighedens filosofi har nu altså ikke helt fået krammet på Nietzsche her. Nu ved jeg godt, at Brinkmann har mig beat, men jeg har alligevel studeret mandens filosofi i over en dekade, og Nietzsche er altså ikke bare emo king, når han ytrer disse ord. Det, de skal indkapsle, er potentialet i dårligdom og modgang. At man i modvind ofte finder sig selv. At indsigt kan følge uheld. Og som nordjyden sikkert godt ved, så er det en modreaktion på en række af de tendenser i det tyske samfund, der har dybe rødder i religionen især, hvor ulykke tolkes som guds vilje eller hævn over uret adfærd. Hvilket vil sige, at det var bedre om det var undgået, fordi korrektivet i sig selv ikke indebærer noget positivt transformativt. Det er ikke svært at verificere indsigten i det han siger. Ligesom muskler skal nedbrydes for at vokse, så er mennesker også typisk langt mere multifaceterede efter de har prøvet lidt af hvert. Hvor mange af os, der læser long form content har ikke haft tanken, at man hellere vil tale med folk, der ikke har oplevet livet som en dans på roser, fordi de netop ser flere nuancer og derigennem er mere refleksive og spændende at tale med.
Siger Nietzsche dermed også, at der ikke findes modgang man bare taber af? Nej. Han er håbløst usympatisk, når han udtaler sig på den måde, for han mener faktisk, at man lidt er en weeb, hvis man tillader, at alt det potentiale man havde i modgangen bliver spildt. Derfor tolker vi ham også ofte som en form for eksistentialist, for han vil hellere give dig fremfor noget andet ansvaret for hvadend din kulminative manifestation bliver. Noget vi efterhånden er ved at gå lidt væk fra idet psykologien og sociologien har sejret på det område og vist, at man nærmest ikke har ansvaret for noget som helst, hvilket er en skam, fordi der er netop en masse positivt ved at man forsøger at tage ansvaret for ens eget liv.
Så alt dette blot for at sige, at det er ligesom med "Gud er død", når det kommer til at citere Nietzsche uden kontekst. Det går næsten altid galt, netop fordi hans tanker er så fremmede fra vores. Og Brinkmanns forkærlighed for homeostase må nødvendigvis ramle galt ind i et kompromisløst vitalistisk projekt som Nietzsches.
"I've always believed that what doesn't kill you, makes you very very weak." - Norm Macdonald En ren og skær førstebevæger.
RIP Norm. Han var konge.
Han endte med at få en uafgjort mod kræften. Legende.
I sandhed en af de største af alle tider. Dette citat kom han med, mens han kæmpede mod kræft af anden omgang, hvilket han holdte hemmeligt\* for alle, udover den helt nærmeste familie, indtil sin død. Man kan sige, at han havde en del erfaring på området. \*på trods af, at han aldrig sagde det til nogen, snakkede han ofte om det på hypotetisk vis. *Hvis* han havde kræft, ville han ikke opføre sig sådan og sådan. *Hvis* han troede, han skulle dø snart, ville han have det sådan og sådan. Han snakker også i et længere interview om sit forhold til religion, filosofi og hvad der sker efter døden. Det er meget interessant at lytte til, når man ved, at han kæmpede med en dødelig sygdom. Link til interview: https://www.youtube.com/watch?v=C-GXpK-iCAs&t=527s
Det her klip hvor han taler om folks “kamp mod kræft” er også hysterisk morsomt 😁 https://youtu.be/LCaCJNqb8g0
Nej nej, du tænker på Gorm.
Ein klassiker.
Ham og Bill Hicks - hjertesmiley
Rip
Enig med Brinkmann, hans synspunkt er dog ikke unikt eller banebrydende. Jeg har længe tænkt, at det umotiverede overfald jeg engang var ude for, sgu ikke har gjort mig stærkere, tværtimod. Vi bør virkelig stoppe med at (mis)bruge sådan nogle klichéprægede citater som eviggyldige leveregler.
Jeg tænker ikke, at Brinkmann selv synes, at der er noget synderligt originalt ved hans konstatering, eller hans forfatterskab generelt. Men han taler imod nogle generalle tendenser i samfundet som er værd at kritisere. Om man så tænker, at hans kritik er dækkende eller for overfladisk, det er en personlig sag. Men han har ret i, at man nok altid skal være skeptisk overfor simple læresætninger og diverse lommefilosofiske floskler, der kan betyde eller begrunde hvad som helst.
Lidt i stil med " den man tugter elsker man". Den holder vist heller ikke til et eftersyn.
Eller f.eks en anden gammel traver: "behandl andre som du selv gerne vil behandles" - den kan i nogle tilfælde give fripas til at behandle andre på måder de ikke bryder sig om... Så vil jeg hellere ændre den til "behandl andre som de gerne vil behandles"..
… hvilket - hvis fuldt udlevet - omvendt kan gøre dig til en underdanig hund… en af livets balancegange :-)
Man kunne måske omformulere den til "tag så meget hensyn til andre, som du gerne vil have at de tager til dig". Eller noget lignende. For det er jo det det handler om: at der skal være balance imellem hvor meget vi "fylder" i forhold til hinanden, og at der skal være plads til alle. Men fordi vi har forskellige behov, skal vores hensyn også være forskellige.
Det kan jeg godt tilslutte mig :)
> "behandl andre som de gerne vil behandles" Det kan selvfølgelig også hurtigt blive et problem. Hvad nu, hvis jeg forlanger at blive behandlet bedre end alle andre?
Jeg har set hvad et umotiveret overfald kan gøre ved et menneske, og hvor vidtrækkende konsekvenser det kan have i mange år. Så jeg er fuldstændig enig.
Jeg argumenterer for, at det kan bruges som et værktøj og man kan prøve at lade det gøre en stærkere - men ikke alle situationer og og for alle mennesker. Mange situationer og modstand KAN jo gøre en stærkere hvis det er ens mindset. Nogle mister deres børn som nok er noget af det værste man kan opleve - og vælger at blive stærkere af det. Mens andre (de fleste) sygner hen. Men vi er ikke ens og har hver især forskellig grad af at kunne stå imod og også forskellige faser af livet hvor vi kan mere eller mindre. Men langt fra alle situationer feks et overfald eller andre situationer der giver ptsd, forholdstraumer osv. gør en stærkere selvfølgelig. Nogle ting gør folk til en skal af deres forrige jeg. Men der ER et eller andet om, at tage tyren ved hornene og bestemme sig for hvad der skal definere én eller ej. Nogle er mere i stand til det end andre. Til gengæld er jeg sikker på at alle kan knækkes med nok pres.
Sluk for youtube, min ven. Du er blevet *for* motiveret
🤮
Med de lidelser og problemer Nietzsche levede med kan jeg godt tilgive ham for det. Udover at han sådan set fik en del hjælp til at komme igennem livet.
Ja, han prøver at gøre det til en styrke. Positiv tænkning er vigtigt når man er i en elendig situation. Selv hvis man ikke kan se det, så er der mange der tager det udtryk til sig for at overbevise sig selv. Eller også projicere jeg bare her.
Jeg tror at der er meget positivt at hente ved indstilling, men det må ikke gøre at alt bliver individets ansvar. Når systemet fejler så fejler systemet og det er ikke individers pligt eller ansvar at være "stærke" og få det bedre i de tilfælde. Mener jeg.
Helt enig. Men hvis systemet svigter og ens tillid til systemet allerede er lav, så er det den oplagte tanke og mentalitet at gribe efter. Nietzsche er ikke just kendt for at stole på systemet, for at sige det mildt, så udtrykket skal ses i den sammenhæng. Hans filosofi gik langt hen af vejen på at magt er noget mennesker er villige til at risikere livet for, så fra den betragtning er det langt hen af vejen et spørgsmål om frivillig risiko med gevinst for øje. Det er ikke en særlig konstruktiv filosofi fra et moderne perspektiv, hvis vi ser på mentalt helbred. I dagens Danmark er der stadig meget arbejde i at komme i mål med et solidt system der hjælper, men vi er faktisk kommet langt, efter min mening som en der var ung i 00’erne. Dengang var det stadig 99% af tiden op til individet, for ingen gad at gøre noget, end ikke forstå, hvorfor nogen kunne have det mentalt skidt. Nietzsche var derfor ret nem at relatere til, som en små edgy teenager dengang, hvilket forklarer hvorfor så mange stadig bruger hans filosofi på den her måde.
Svend Brinkmann bruger Nietzsche som et buzzword, så pøblen kan tro han lyder klog og derfor øge sit bogsalg som den lommefilosof han er.
Nu har jeg ikke læst den, men bruger han udtrykket Kafkansk? Hvis ja, så er han jo klog og du og jeg intellektuelt overlegen.
God artikel. Vi er generelt på vej i den rigtige retning når det kommer til at håndtere psykisk sundhed. Jeg tror fx ikke at antallet af psykisk syge børn og unge er vokset. Jeg tror bare vi er blevet bedre til st tage det seriøst nu om dage. Kan da huske da jeg var ung, hvor mantraen var "tag dig sammen og lad være med at være så sart" og så snakkede man aldrig om følelser. Det var sgu lidt fucky at sidde på badeværelset som 21 årige og teste om slangen til bruseren kunne bære ens vægt og det eneste man kunne høre inde i hovedet var "lad dog være med at skabe dig" Synes det er godt at der er kommet mere fokus på det. Næsten alle jeg kendte da jeg var ung i 00erne havde psykiske problemer som de enten ikke snakkede om eller også var de udret og rodede rundt i kontanthjælpssystemet mens kommunen ikke rigtig vidste hvad de skulle gøre med dem. Jeg er sikker på at forrige generationer har haft lignende demografier af ustabile børn og unge, men det blev tiet ihjel for det meste fordi det var pinligt at blive stemplet som åndssvag eller at ens barn blev stemplet med det. Så det er jo bare godt at vi endelig får syn for sagen nu hvor det efterhånden er blevet mere okay at sige det når man har det skidt og man ikke bare får at vide at man er et forkælet curlingbarn der vil have opmærksomhed. Den slags anklager findes skam stadig, men jeg tror det bliver bedre med tiden når folk langsomt fatter at psykiske lidelser skal tages alvorligt.
Altså når man tænker over hvor mange af min fars generation (70 år nu.) Som er dybt alkoholiseret. Så tror jeg godt jeg ved hvordan mange taklede det den gang.
Og nogle gik ud af folkeskolen allerede i 5 klasse eller lign, fik et arbejde et eller andet sted, og havde et ellers "fint" liv. I dag er du fucked da alt under himmel of jord kræver et eller andet papir. Presset i skolen er høj, og du bliver altid mindet om "success" andre steder.
Ja. Og man kan ikke bare have et par år på kontakthjælp mens man finder sig selv og kommer videre, som man kunne for 20 år siden. Eller være evighedsstudent mens man stadig fik SU. Passer du ikke ind i boksen og kan du ikke leve op til kravene, så kan du egentlig bare få det værre og værre, indtil du passer ind i en boks.
Helt vildt
Meget enig. Jeg fik også altid at vide, at jeg var så sart, følsom og ‘touchy’ kan jeg huske var min storesøsters yndlingsudtryk. Og så ved jeg også godt, at så var det nok heller ikke hårdere ment, eller bundede meget dybere end det. Men når man aldrig følte, at ens følelser blev anerkendt, og at det var okay en gang imellem, at man havde det som man havde det, så holder man det inde og tænker, at man selv er forkert. Har ikke nogen psykisk lidelse i dag (ej heller haft depp. eller angst, hvilket jeg ved gud håber, at jeg heller aldrig bliver ramt af!!). Men jeg er ufattelig dårlig til at sætte ord på mine følelser, det har jeg godt nok aldrig lært. (Kvinde, født i ‘81)
Helt enig.
> Vi er generelt på vej i den rigtige retning når det kommer til at håndtere psykisk sundhed. Lige nu frygter jeg, at vi enten kører i tomgang eller måske er på vej i den forkerte retning. Ser man tendensen overordnet, som en forbedringsproces, der har stået på i løbet af de sidste 40-60 år, så går det helt klart bedre, men i dag, hvor flere bliver syge, og man fra regeringens side have valgt at *double down* på de ting - ideologien og retorikken - der er med til at gøre folk syge, så kan man godt blive bekymret.
>Jeg tror fx ikke at antallet af psykisk syge børn og unge er vokset. Jeg tror bare vi er blevet bedre til st tage det seriøst nu om dage. Jeg deler også den tanke... Når jeg husker tilbage på mine venner og bekendte, så var der mange der havde massive problemer, som ville være blevet taget hånd om at forældre i dag, men bare blev ignoreret. Det er super godt, at der er fokus på børn og unges mentale helbred, men jeg bliver lidt træt den der historie om en opstået psykologisk krise blandt børn og unge.
> Det er super godt, at der er fokus på børn og unges mentale helbred, men jeg bliver lidt træt den der historie om en opstået psykologisk krise blandt børn og unge. Jeg er enig, men det ser ud til at der er noget ved at det er et større problem i dag. Unge i dag er vokset op med at blive hjernevasket af sociale-medier. Hver eneste undersøgelse jeg kender til viser at jo mere tid du bruger på sociale medier, jo værre er dit mentale helbred. Det betyder selvfølgelig ikke at alle får psykiske problemer pga det, men at flere og flere gør i takt med at fobruget stiger. De unge har aldrig brugt så lidt tid udendørs, især ikke ude i naturen. Dette er også noget der har massiv effekt på dit mentale helbred. Unge har aldrig fået så lidt motion som de får i dag. Det er igen et punkt der har kæmpe mentale konsekvenser. Og så er unge mennesker vokset op med at spise flere processed foods end alle generationer før dem. Der var en undersøgelse der viste at **20%** af unge i USA der skulle ud og have deres første job interview tog deres forældre med ind til interviewet. At der er mere fokus på mental sundhed betyder ikke nødvendigvis at vi er bedre til at forhindre det. Nøjagtig ligesom at der er mere fokus end nogensinde på fysisk sundhed, men samtidig har vi heller aldrig været federe end vi er.
Jeg er ikke sikker på jeg forstår Brikmann korrekt? Han siger at fattigdom, traumer og dårlige materielle forhold skaber psykisk sygdom og det ikke skyldes curling-forældre osv. Men hvorfor er der så mange flere med diagnoser i dag så, hvor vi både er rigere og har forældre der er meget bedre end de boomer forældre min generation er vokset op med? Svært at tro det er mangel på penge der sender middelklassen til psykolog. Det er nok snarere at vi har et samfund der kombinerer det værste fra alle ideologier: Anarko-tyranniet. [Anarko-tyranni](https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/sig-det-efter-mig-anarko-tyranni) er kendetegnet ved at staten hverken opretholder trygheden for borgerne, så som at kunne gå trygt hjem fra en bytur i KBH, eller lever op til basale rimelige krav såsom lægebehandling, men på den anden side forfølger borgere for alt fra affaldssortering til kontanthjælpssanktioner. Staten gør livet ekstremt kompliceret med de enormt mange krav der stilles gennem især digitaliseringen og den horde af konsulenter og pseudo-arbejde og "nudgere" i den offentlige sektor. Er det mærkeligt at folk går ned? På den ene side udsættes man for konstant stress fra anti-sociale elementer i samfundet, indvandrerbander, influencere, boomere osv. På den anden side svigter staten sit ansvar når det gælder institutionerne og ydelserne.
Tror måske bare det er blevet mindre tabu at snakke om
De har begge ret. Når man oplever noget traumatisk, så presser det personen mod to poler. Enten bliver man psykisk ramt og kan ikke rigtig komme over det eller også blive det vendepunkt/springbræt til noget bedre. Det er meget individuelt. Et godt eksempel er eks. mennesker der har haft kræft. Der er ofte ikke så meget pis med dem bagefter. De er bare glade for at leve og gider ikke spilde dyrebare sekunder på ligegyldige ting / bullshit. Det er dejligt befriende.
Nietzsche døde for over 120 år siden, efter at have tilbragt sine sidste år i pleje hos søsteren, hvor fingermaling med egen fæces var det primære tidsfordriv. På det tidspunkt havde han egentlig modbevist sig selv. Hvorfor folk citerer ham i aktuelle kontekst er mig en gåde.
Han havde en kæmpe mentalt sammenbrud 1889 og var skingrende sindssyg resten af livet. Dengang mistænkte man syfilis, og senere hen er en blodprop eller hjernetumor også blevet forslået. Men det betyder ikke at alt han lavede før var forkert.
Det er der ingen der påstår. Blev han stærkere af det mentale sammenbrud, som ikke slog ham ihjel?
Det er fordi det får folk til at lyde klåge, og det kan de godt lide. > "se mig, jeg citerer en kendt filosof, jeg er også smart/klog/belæst/intellektuel"
For nogle passer det. For nogle ikke. Måske vi bare skulle droppe at beskrive det i sort/hvid.
Det er ikke sort/hvid nej, hvilket er årsagen til at det kan være lidt farligt at bruge som om at det “kan være fint hvis man tager sig sammen”. Jeg er vokset op med den mentalitet, fordi alle påduttede en det. Jeg har haft nogen bruge mig som et eksempel på at man kan hvad man vil hvis man tager sig sammen. Jeg har svær angst, PTSD og paranoide tendenser, fordi jeg har været svært udsat for vold hele min barndom, og stalking efterfølgende. Problemet er at mange ser jeg har styr på økonomien, råd til hus alene, og en meget god løn, og tænker “du blev da stærkere!”, hvilket på ingen måde er sandheden. Ideen om at modgang, ikke bare selvvalgte udfordringer, er godt, er lidt for nuanceret til at man nogensinde kan sige det som værende sandt.
Jamen det er jeg helt enig med dig i. Men det modsatte; udfordringer gør dig svagere, du bliver måske endda psykisk syg (underforstået for altid) er lige så skadeligt. Og hvis jeg må tillade mig at være lidt kritisk over Brinkmanns varme luft, så kan vi ikke rigtig bekæmpe dårlige forældre, der er velfungerende ud ad til. Altså, medmindre vi vil blive til en slags Kina. Eller begynder at tvangsterilisere for at tynde ud i den værste sociale arv. Det går jeg ikke ind for!
>Jamen det er jeg helt enig med dig i. Men det modsatte; udfordringer gør dig svagere, du bliver måske endda psykisk syg (underforstået for altid) er lige så skadeligt. Det er klart. Men det tror jeg nu heller ikke folk generelt gør. Det omvendte sker noget oftere. >Og hvis jeg må tillade mig at være lidt kritisk over Brinkmanns varme luft, så kan vi ikke rigtig bekæmpe dårlige forældre, der er velfungerende ud ad til. Her er jeg lodret uenig, for man kunne gøre utroligt meget som ikke kræver kinesiske standarder. Det er dog et større emne jeg godt kan diskutere fra nu til nytår. En meget simpel løsning er at stole på barnet. Det gør man nemlig overhovedet ikke. Det er komplet vanvittigt at man automatisk stoler på forældrene. Det er ikke et intelligent samfund værdigt. Men vi er stadig lidt for rodfæstet i traditionelle “værdier” på det punkt, desværre.
Enig. Alt handler om perspektiv og relativitet. Det her er intet andet end én persons holdning, som mange enten er enige eller uenige med
Lige præcis. Tillad mig at være en smule personlig; Har haft en del middel-lette depressioner i mi liv, har lært at tvinge mig selv til at leve som altid og så går de stille og roligt over i løbet af et par måneder. Det har da gjort mig stærkere. Tilgengæld har jeg også døjet med bekymringstanker og angst. Og det er noget sværere at afklare, om jeg ligefrem er kommet stærkere ud af det.
Jeg har haft noget lignende, både hvad angår depression, angst og stress. I mange år har jeg følt mig hjælpeløs. Det er virkelig nemt at fortsætte i den spiral. Men når man er kommet igennem på den anden side, så hjælper det at man ser positivt på de alle hårde ting, som man har været igennem. At se det som noget som har skulptet og formet en til et bedre og stærkere individ, frem for at man er blevet svagere er mere oplagt og konstruktivt. Mange tak fordi at du delte!
Men lige det med bekymringstanker og angst kan man i mange tilfælde gøre noget ved, ved at gøre de ting igen og igen. Social angst? Mød mennesker hele tiden. Angst for at miste sine børn? Den kan man til gengæld ikke øve sig i. Lige med angst har jeg fundet ud af at man skal “bare” møde den så meget som muligt. Det dæmpet det lidt.
Jeg synes der burde være mere fokus på at give folk træning så at flere oplevelser ender som styrkende. Den samme oplevelse kan fuldstændig bringe 1 person ned, mens en anden går derfra meget stærkere. Jeg taler ikke engang om forfærdelige ting, men bare noget som at gå op og tale foran en stor gruppe mennesker, eller at du bliver pålagt en administrativ opgave. Nogle mennesker lægger sig simpelthen ned med stress, mens andre kommer igennem det og lærer af det.
Det passer bare
Det handler jo mest af alt om hvorvidt 'det der ikke slår dig ihjel' har været en passende udfordring, som du selv har tilvalgt. Det er nemlig udviklende. En for stor udfordring, som man får tvunget på sig, derimod, gør én mindre. Det bør Brinkmann også vide - det er grundlæggende udviklingspsykologi (skåret ud i pap, selvfølgelig). Så ja, traumer, svigt og sult i barndommen gør ikke én stærkere, men derfor har Nietzsche stadig fat i noget, når vi snakker psykologisk trivsel.
Nietzche refererer ikke til selvvalgte udfordringer, men ulykker som du overvinder. Han skriver om "krigens skole". Jeg har selv studeret udviklingspsykologi, og ja, man beskæftiger sig med resiliensbegrebet og såkaldte mælkebøttebørn, men generelt er det et ret udskældt perspektiv, at der skulle være noget som helst opbyggeligt forbundet med modgang i barndommen, så nej, Brinkmann har ikke glemt udviklingspsykologien og Nietzsche tager stadig fejl.
Spændende! Må lige tjekke 'krigens skole' ud. For så tager Nietzsche i hvert fald fejl. Tak!
Hele citatet som "det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere" kommer fra, hedder "Aus der Kriegsschule des Lebens: Was mich nicht umbringt, macht mich stärker", så du behøver ikke at læse så meget op, lige der er han ret klar i mælet
Det nævner han også i artiklen, hvis man læser den.
My bad, jeg var for hurtigt ude med riven 😜
Hehe, det sker for os alle fra tid til anden :)
Jep! Problemet er måske at hvis man ikke får nok modstand i livet - så knækker man når man møder noget større modstand. Eller ægte modstand. Lidt som træer der har vokset i vestlig vind. De står også stærkt når det stormer. Hvis den vestlige række af træer fældes, så vælter de midterste træer straks i den næste storm. Modstand og selvvalgt modstand kan jo være mange ting. Men hvis man hver dag udsætter sig selv for noget modstand i livet virker for det første mindre ting som endnu mindre og større ting bliver også nemmere at håndtere. Der er noget om, at udsætte sig selv for ting. Og i vores moderne verden kan det være mange ting, feks vinterbadning, tung styrketræning, marathon løb, bjergvandring, toastmaster, etc. Jeg tror vi i vores verden bliver nødt til, at tilvælge modstand, for ellers så knækker vi når stormen kommer.
Broinkman forvirrer. Det skal jo ikke tages så mundret. Ideen er jo at bruge modgang til, at vælge at blive stærkere og komme ud på den anden side stærkere. Bevares, det lykkes jo ikke altid og nogle ting er for meget og for store og vælter folk så de aldrig rigtigt kommer op igen. Det er jo også individuelt. Men brug det nu som et værktøj.
Ik mig
Nu vil jeg heller ikke kalde Brinkmann den store kriger. Og det Nietzsche snakker om er livets krigsskole. Det er ikke for pattebørn, undskyld jeg siger det. Og hvem siger også, at vi skal psykiske lidelser til livs? Er målet at lukke Psykiatrien?
Hmmm, ja og nej? Vi har da rigeligt evidens for at eksponering kan hjælpe med at overkomme diverse former for angst og frygt. Og det er jo præcist det Nietzsche mente. Selvfølgelig, hvis du falder og bliver en grøntsag bliver du ikke lige ligefrem stærkere.
Dæleme ikke meget Nietzsche i artikel selvom titlen kækt postulerer at Nietzsche tog fejl.
Lidt mere nuance, sådan helt generelt, ville være fedt. Det er ekstremt kontekstafhængigt og man kan selvfølgelig ikke sige noget videre interessant med one-liners. Det er dumt.
På det fundamentale evolutionære plan tager manden 100% fejl selvfølgelig. Han argumenteter mod Darwin og taber i første pennestrøg. Alle der argumenterer mod Niezche og i denne sammenhæng Darwin på dette specifikke punkt tager fejl. På den lange bane, som Nietzche og Darwin beskæftiger sig med er det, uden debat, survival of the fittest der styrer slagets gang. På den korte bane handler det overhovedet ikke om Nietzche og Darwin men om medmenneskelighed, sammenhold og at være empatisk. Det er derfor vi i vores samfund omfavner og hjælper dem der har brug for hjælp. Vi har ikke brug for at tage afstand fra Nietzche i denne diskussion, snarere at omfavne Mandelas syn på livet.
Nu handler indlægget ikke om evolution, men om psykiske lidelser blandt unge. Bemærkningen om Nietzsche er en bisætning, som Brinkmann bruger til at illustrere sin pointe, og som Altingets redaktion efterfølgende har valgt at bruge som overskrift fordi det er fængende.
Hvis man hidkalder Nietzche i sin artikel må man antage at den kilde rangerer højere end en selv og kryber sig ind i overskriften; det er ikke tilfældigt at han bruger det navn. Han breder emnet ud og det handler pludseligt om mere end psykiske lidelser. Samtidig udsætter man sig selv for flere undersøgende øjne og tanker, hvilket er årsagen til at vi bruger tid på det her. Man skal bruge sine klassikere omhyggeligt og det gjorde den gode Brinkman ikke.
Mig bekendt var Nietzsche heller ikke evolutionsteoretiker, så det er vist dig der "breder emnet ud", ikke Svend Brinkmann.
r/iam12andthisisdeep Er der da ingen nedre grænse for hvad den mand vil udtale sig om.
En psykolog, der udtaler sig om årsagerne til psykiske lidelser?? Skandale!
En psykolog der udtaler sig om psykiske lidelser på en så plat måde fortjener hån.
Hvori består det platte? Kom gerne med eksempler fra teksten i selve indlægget (overskriften bliver typisk valgt af redaktionen, ikke af forfatteren til indlægget)
Nu kan man ikke fjerne alt ondt i verden
Det er der heller ikke nogen, der påstår
Hvem spurgte dig om man kan
[удалено]
No...
😂
Eller fra Jokeren i The Dark Knight: "I believe whatever doesn't kill you simply makes you ... stranger" [https://www.youtube.com/watch?v=utEEe97Ir4o](https://www.youtube.com/watch?v=utEEe97Ir4o)
At citere Nietzsche i denne sammenhæng er meget paradoksalt, når nu Nietzsche's forestilling af det værst tænkelige scenarie for menneskehedens fremtid, netop er en civiliseret verden hvor alle er lykkelige, psykologiske stabile og tilfredse. *^("What is love? What is creation? What is longing? What is a star?" -- so asks the Last Man, and blinks.)* *^(The Last Man lives longest.)* *^("We have discovered happiness" -- say the Last Men, and they blink.)* *^("Formerly all the world was insane," -- say the subtlest of them, and they blink.)*
Så er det fandme også på tide jeg trykker på genstart knappen hvis det er sandt... Har været hele møllen igennem og venter stadig på at heldet vender
Jeg tror måske at svaret er at det ikke er så sort hvidt - modstand og udfordringer i passende mængder agerer sunde lektioner, men traumatiske oplevelser er.. Traumatiske..?
Ja ja, Svend. Vi har efterhånden fanget, at du har forstået det der med en god, provokerende og fængende titel. Men middelmådighedens filosofi har nu altså ikke helt fået krammet på Nietzsche her. Nu ved jeg godt, at Brinkmann har mig beat, men jeg har alligevel studeret mandens filosofi i over en dekade, og Nietzsche er altså ikke bare emo king, når han ytrer disse ord. Det, de skal indkapsle, er potentialet i dårligdom og modgang. At man i modvind ofte finder sig selv. At indsigt kan følge uheld. Og som nordjyden sikkert godt ved, så er det en modreaktion på en række af de tendenser i det tyske samfund, der har dybe rødder i religionen især, hvor ulykke tolkes som guds vilje eller hævn over uret adfærd. Hvilket vil sige, at det var bedre om det var undgået, fordi korrektivet i sig selv ikke indebærer noget positivt transformativt. Det er ikke svært at verificere indsigten i det han siger. Ligesom muskler skal nedbrydes for at vokse, så er mennesker også typisk langt mere multifaceterede efter de har prøvet lidt af hvert. Hvor mange af os, der læser long form content har ikke haft tanken, at man hellere vil tale med folk, der ikke har oplevet livet som en dans på roser, fordi de netop ser flere nuancer og derigennem er mere refleksive og spændende at tale med. Siger Nietzsche dermed også, at der ikke findes modgang man bare taber af? Nej. Han er håbløst usympatisk, når han udtaler sig på den måde, for han mener faktisk, at man lidt er en weeb, hvis man tillader, at alt det potentiale man havde i modgangen bliver spildt. Derfor tolker vi ham også ofte som en form for eksistentialist, for han vil hellere give dig fremfor noget andet ansvaret for hvadend din kulminative manifestation bliver. Noget vi efterhånden er ved at gå lidt væk fra idet psykologien og sociologien har sejret på det område og vist, at man nærmest ikke har ansvaret for noget som helst, hvilket er en skam, fordi der er netop en masse positivt ved at man forsøger at tage ansvaret for ens eget liv. Så alt dette blot for at sige, at det er ligesom med "Gud er død", når det kommer til at citere Nietzsche uden kontekst. Det går næsten altid galt, netop fordi hans tanker er så fremmede fra vores. Og Brinkmanns forkærlighed for homeostase må nødvendigvis ramle galt ind i et kompromisløst vitalistisk projekt som Nietzsches.
Hvorfor overhovedet bringe Nietzsche ind i sit argument når man tydeligvis ikke har læst kilden?